id
stringlengths 12
178
| doc_type
stringclasses 313
values | publish_year
int64 1.82k
2.02k
| lang_fasttext
stringclasses 112
values | lang_fasttext_conf
stringclasses 964
values | text
stringlengths 4
1M
|
|---|---|---|---|---|---|
maalfrid_e3bd59d3f45c9137210c14942c0e234bcbe156d8_21
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
fr
|
0.486
|
1,8 0,4 - - _ _ _ A. - _ _ _ _ _ _ 01. 02. 1,8 0,4 03. - - - - - --- B. - - - - - -- 04. 64,9 85,6 49,6 68,1 406,6 515,6 6 224,4 7 127,8 - - - - - --- 14. 11,4 8,0 9,1 7,7 - --- 15. 1,3 2,6 2,6 1,0 - - - 16. 1,6 1,5 1,3 0,8 - --- 17. 50,6 73,5 36,6 58,6 406,6 515,6 6 224,4 7 018,0 18. - - - - --.. 109,8 20. 68,0 3,1 kreditorkredittmidler ' 30/6 30/6 30/6 ------; 60,0 73,6 522,9 655,1 6 412,5 7 305,3 Disponerte 30/6 30/6 66,9 90,4 1,8 _ _ _ -- _ A. - _ _ _ _ _ _. 01. - - _ _ _ -- .. 02. 1,5 1,8 03. B. _ _ _ _ _ _ _ 04. 65,4 88,6 60,0 73,6 522,9 655,1 6 412,5 7 305,3 C. - - - - _-- 14. 10,9 9,2 3,3 6,5 - --- 15. 1,8 1,5 1,4 0,6 - --- 17. 51,4 75,3 47,7 6 412,5 7 195,7 18. - - - - - _- 109,6 20. - - - - - --- _ _ _ _ _ _ 211. _ _ _ _ _ _ _ _ 212, Næringsl.
|
maalfrid_684fab5db07a7bc7198e8b5dc7ae50ebe73cf384_92
|
maalfrid_nasjonalparkstyre
| 2,021 |
no
|
0.862
|
planering og lagring av masse, utføring av kloakk eller konsentrerte forurensningstilførsler, henleggelse av avfall, gjødsling og bruk av kjemiske bekjempningsmidler. Opplistingen er ikke utfyllende. 4. Motorisert ferdsel er forbudt. Bestemmelsene i kap. IV er ikke til hinder for: 1. Gjennomføring av militær operativ virksomhet og tiltak i ambulanse-, politi-, brannvern-, sikrings- # og forvaltningsøyemed. Slik virksomhet innenfor reservatet bør reduseres til et minimum og gjøres mest mulig skånsomt. 2. Nødvendig bruk av snøscooter på snødekt, frossen mark i forbindelse med jordbruks-, skogbruks- # og reindriftsnæring. Jakt, fangst og fiske regnes ikke som næring. 3. Tømmertransport med jordbrukstraktor eller hest på frossen, snødekt myr og oppkjøring av fast spor før slik transport. 4. Oppkjøring/preparering av tradisjonelt viktige løypetraséer avmerket på kart som oppbevares hos forvaltningsmyndigheten og kommunen. 5. Utkjøring av felt elg med lett beltekjøretøy som ikke skader myroverflaten. 6. Tradisjonell beiting. 7. Plukkhogst av ved til grunneiers eget bruk. 8. Sanking av bær og matsopp.
|
wikipedia_download_nbo_Hans Egede Kirke_363607
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.627
|
'''Hans Egede Kirke''' ('''Hans Egedep oqaluffia''') er en evangelisk-luthersk hvit trekirke beliggende i Kirkevej 13 i Godthåb på Grønland. Kirken ligger på et høydedrag i byens sentrum og er tegnet av arkitekt Ole Nielsen, og innviet i 1971. Den er oppkalt etter den dansk-norske misjonæren Hans Egede. I selve kirkerommet er det 33 benker hvor det kan sitte åtte til ni personer på hver. I kirkens sydlige del er det vinduer, mens den nordlige del består av foldedører inn til menighetssalen. Når man åpner opp inn til denne, kan det i alt sitte ca. 500 personer i kirken. Alterpartiet er hevet over gulvet i skipet; til venstre ses døpefonten og til høyre prekestolen. Altertavlen består av et kors fastgjort til veggen med lys bak. Knefallet og bedeskammelen er trukket med selskinn. Belysningen består av enkelte pærer i messingskjermer, noen i korte andre i lengre ledninger. Kirkens orgel er et 10-stemmers Frobeniusorgel fra 1971. Det finnes flere minner om Egede i kirken. Bak prekestolen er det innmurt to store sten som stammer fra Egedes hus på ''Håbets Ø''. Alterkalken er en forstørret kopi av Egedes egen, og var en gave fra Den norske kirke. På den motsatte side av alteret, henger to malerier av Egede og konen Gjertrud Rasch som skal være malt i Bergen i 1708. Maleriene kommer fra Skt. Knuds menighet i Odense.
|
maalfrid_a213302bc1d0b0b21f7192d9fbd0cbacb5c8833d_3
|
maalfrid_statsbygg
| 2,021 |
no
|
0.831
|
Denne utredningen drøfter, utdyper og konkretiserer Regjeringens føringer for planleggingen av nytt regjeringskvartal gitt i beslutningen av 22.5.2014, samt tilbakemeldinger fra Kommunal- og moderniseringsdepartementet (KMD) i den utrednings- og planleggingsprosessen som har løpt etter Regjeringens beslutning. Arbeidet med problemstillingene som denne utredningen drøfter og besvarer har vært sentralt i utviklingen av planforslaget. Utredningen er utarbeidet for å gi et tverrfaglig beslutningsgrunnlag for: • Omfang av sikkerhetssonen i de omkringliggende gatene • Avgrense planområdet for reguleringen • Valg av innhold og karakterisering av gater, byrom og parker slik at regjeringskvartalet skal fremstå som åpent og inviterende og være integrert i byen forøvrig. Et suksesskriterie for et nytt regjeringskvartal er at området blir koblet sammen med byen og støtter opp om eksisterende byromsstrukturer og byliv, samt tilfører byen noe nytt, utover gode kontorlokaler for regjeringsfunksjonene. Regjeringen har besluttet at regjeringskvartalet skal bygges opp igjen etter terrorangrepet 22. juli 2011, og at det skal utarbeides en statlig reguleringsplan som grunnlag for utviklingen. Regjeringen har besluttet hvilket konsept og hvilke overordnede føringer som skal legges til grunn. Målet er å legge til rette for utvikling av et arealeffektivt område med fleksible og sikre kontorer for departementene, samtidig som det skal kunne utvikles et åpent byområde for byens befolkning. I regjeringens beslutning 22.5.2014 ble det blant annet gitt følgende føringer for planleggingen: • Regjeringskvartalet skal ha en representativ arkitektonisk kvalitet som speiler dets symbolfunksjon og norske verdier. • Regjeringskvartalet skal være tuftet på kvalitet, varighet og nøkternhet. • Sikkerhet er grunnlag for hele planleggingen av nytt regjeringskvartal. • Det fremtidige regjeringskvartalet planlegges med et generelt grunnsikkerhetsnivå. • Sikkerhetstiltakene skal integreres i planleggingen. • Bygninger og anlegg skal utformes slik at utformingen fremstår som åpent og inviterende for publikum og besøkende.
|
maalfrid_bd01f375dad31191befed8c5f37576360e73472c_59
|
maalfrid_bibliotekutvikling
| 2,021 |
no
|
0.911
|
I dette kapittelet vil vi dele noen av erfaringene vi har høstet gjennom prosjektet. Dette skal vi gjøre ved å trekke ut elementer fra beskrivelsene av aktivitetene ved de enkelte bibliotekene. I tillegg formidler vi noen av erfaringene som har blitt diskutert gjennom hele prosjektforløpet. Selv om rammer og vilkår har vært forskjellige for bibliotekene, ser vi mange felles erfaringer. Dette mønsteret av erfaringer presenterer vi tematisk i dette kapittelet. Selv om mange umiddelbart vil si at samskaping ikke er en ny måte å jobbe på, har deltagerne erfart at når man for alvor begynte å jobbe på en samskapende måte, så var det i realiteten en ny og annerledes tilnærmingsmåte. Bibliotekarer har vært vant til å ta imot initiativ fra innbyggerne, men som oftest har man imøtekommet disse initiativene med ferdige konsepter eller eksisterende tilbud. Med samskaping utvikles helt nye løsninger sammen med innbyggerne og lokalsamfunnet. Dette fører til en grunnleggende endring i hvordan bibliotekets forhold til omverdenen forstås. Det bibliotekfaglige gjør at man ofte er vant til å tenke på institusjonen innenfra-ut, altså fra organisasjonens synsvinkel. Med samskaping må man også kunne tenke biblioteket utenfra-inn. Dette er givende, men ikke enkelt. Det krever både trening og tilvenning.
|
maalfrid_b5dae79ab3889e82bb1aa90931b2c4b5dd36cca9_27
|
maalfrid_distriktssenteret
| 2,021 |
no
|
0.665
|
samstundes er ein viktig motor i busetnaden i distrikta. Målgruppa for ei slik satsing er turistar som søker ekte opplevingar med god kvalitet. Auka bruk av natur- og kulturverdiane vil gi grunnlag for slike opplevingar, som t.d. kan vere fotturar, skiturar, fiske og jakt, matopplevingar og ny og gamal tradisjon knytt til årstidene. Fleire aktørar, som t.d. Indre Sogn Kystlag og Vik/Fresvik arbeider med reiselivsprosjekt som ev. kan gå inn i felles satsingar og tiltak. Døme på tiltak: relatere arbeidet med økoturisme til relevante partnarar etablere samarbeidsformer/nettverk om produktutvikling og entrepenørskap etablering av relevante tematisk arbeidsgrupper etter behov - t.d. innan lokal matproduksjon og foredling, reiseliv og marknadsføring analyser av næringspotensial kartlegging av landskapsressursar seminar om merkevarebygging og profilering knytt til verdensarven- om moglegheiter og restriksjonar i høve til bruken av verdensarven seminar om storskala og småskala reiseliv - korleis bygge bruer mellom desse? Etablering av tematiske arbeidsgrupper vil kunne vere eit relevant tiltak under fleire av satsingane. Slike grupper kan fungere som rådgjevande organ for styret i Verdsarvparken, og skal vere uformelle og opne for alle interesserte. Det vil vere viktig å trekke det lokale næringslivet og lokale og regionale organisasjonar inn i slike grupper. Verdsarvparken skal satse på utvikling av verktøy som kan bidra til betring av møtet mellom fastbuande og tilreisande. Dette kan løysast med 1) å bygge opp kunnskap, kompetanse og stoltheit blant dei fastbuande og 2) å møte turistane med godt vertskap og god formidling av verdiar. Kurset "Bli bygdevert!" er utvikla i Aurland, og er eit døme på korleis kunnskap og stoltheit kan byggast lokalt. Kursa har vist seg å vere eit attraktivt tilbod der det har vore arrangert.
|
maalfrid_2ae2656b47ec494c7c0f0ebf0dbce0a74f4d9899_45
|
maalfrid_miljodirektoratet
| 2,021 |
no
|
0.732
|
VT10 Breiangen 201-2017 5,7 VT2 Bastø 2017 6,8 I. Svært god VT65 Missingene 2014-2017 6,9 II. God VT3 Torbjørnskjær 2013-2017 7,2 III. Moderat VT67 Langesundsfjorden 4,8 IV. Dårlig VT66 Håøyfjorden 2012-2017 6,0 V. Oksygenkonsentrasjonen er en støtteparameter som gir informasjon om organisk belastning og oksygenforbruk i bunnvannet. Disse dataene må tolkes sammen med topografisk kunnskap om området, for eksempel om terskler og oppholdstid. Klassifiseringen basert på oksygenkonsentrasjon i dypvannet skal bygge på data fra den perioden på året der man forventer lavest konsentrasjon. Hvilken periode dette er varierer fra område til område, da tidspunkt for bunnvannutskiftning er avhengig av topografi og terskler. Ifølge Veilederen skal vurderingen foretas på grunnlag av 3 års samlede data for å kunne fange opp naturlig variasjon. Klassegrenser for oksygen er gitt i Veilederen 02:2013 – rev 2015 og gjengitt i Tabell 37 (Klassifsering av støtteparametere). Tabell 17 viser resultatene av tilstandsvurdering basert på støtteelement oksygen. Stasjon VT2 og VT3 havner i tilstandsklasse «svært god». Stasjon VT65 havner i tilstandsklasse «god». Stasjon VT10 og VT67 havner i tilstandsklasse «moderat». Stasjon VT67 skiller seg ut ved at det er anoksiske forhold i bunnvannet, som gir tilstandsklasse «svært dårlig».
|
wikipedia_download_nno_Freden i Passarowitz_70826
|
wikipedia_download_nno
| 2,021 |
nn
|
0.611
|
'''Passarowitz-traktaten''', '''freden i Passarowitz''' eller '''Požarevac-traktaten''' var ein fredsavtale signert i Požarevac (serbisk Пожаревац, tysk ''Passarowitz'', tyrkisk ''Pasarofça''), ein by i Det osmanske riket (dagens Serbia), den 21. juli 1718 mellom Det osmanske riket på den eine sida og Habsburgmonarkiet av Austerrike og Republikken Venezia på den andre. I løpet av åra 1714-1718 hadde osmanarane hatt suksess i krig mot Venezia i Hellas og på Kreta, men vart slått i Petrovaradin (1716) av dei austerrikske styrkane til prins Eugene av Savoie. Avtalen synte den militære situasjonen. Det osmanske riket tapte Banat og det søraustlege Syrmia, nordlege delar av dagens Sentral-Serbia (frå Beograd til sør for Kruševac), ei tynn stripe av det nordlege Bosnia og Vesle-Valakia (Oltenia) til Austerrike. Venezia avstod Peloponnes-halvøya (''Morea'' på italiensk) og Kreta, som dei hadde fått med freden i Karlowitz, og fekk berre behalde Dei joniske øyane, byane Préveza og Árta og Dalmatia. Resultatet av avtalen vart Habsburg igjen tok kontroll over Serbia, som dei hadde hatt for ein perioden under den store tyrkiske krigen mellom 1689 og 1681, og oppretta Kongedømet Serbia som kronland, som sidan vart avstått til osmanarane med freden i Beograd, som omgjorde delar av Passarowitz-traktaten. Etter freden i Passarowitz, vart det òg oppretta ein habsburgsk kronland kalla Banatet Temeswar. Det nordlege Bosnia, Serbia med Beograd, sørlege delar av Banatet Temeswar og Vesle-Valakia gjekk attende til Det osmanske riket i 1739 med freden i Beograd. Fil:Passarowitz 1718. Fil:Tamis banat1718 1739. *''Denne artikkelen bygger på «Treaty of Passarowitz» frå , den 25. desember 2011.''
|
maalfrid_48d51e90b42dac0db29cc16f21b0d553d497bd28_50
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.901
|
56 2008–2009 Fiskeri- og kystdepartementet Fiskeri- og kystdepartementet samarbeider med Fiskeri- og havbruksnæringens forskningsfond, næringas organisasjoner og arbeidstakernes organisasjoner om oppfølginga av evalueringa. Som et ledd i denne oppfølginga vil det bli utarbeidet et mål- og resultatstyringssystem for fondets virkemidler og det vil bli etablert rutiner for igangsetting, gjennomføring og oppfølging av prosjekter slik at dette skjer innenfor rammer som er forutsigbare og som sikrer innsyn og habilitet i fondets virksomhet. Styrets rolle, sammensetning og funksjon vil også bli vurdert i tråd med problemstillinger som tas opp i evalueringa og innspillene fra høringsrunden. I dialog med FHF og næringas organisasjoner har departementet kommet til at det ikke er hensiktsmessig å endre styrets sammensetning eller funksjon, slik at styrets virksomhet fortsatt skal være basert på konsensus. Det er i dag tett samarbeid mellom næringsorganisasjonene og FHF. Det legges vekt på at rolledelingen mellom fondet og næringsorganisasjonene klargjøres i den videre driften av fondet. I forbindelse med oppfølginga av evalueringa vil det også bli gjennomført tiltak for å sikre at FHFs virksomhet kan sees i tettere sammenheng med Forskningsrådets og Innovasjon Norges virksomhet. Fiskeri- og kystdepartementet fastsetter forskrift og instruks for fondets virksomhet. Departementet vil vurdere behov for endringer i forskrift og instruks som følge av de tiltak som vedtas. Hermetikkavgifta og frivillig avgift til Sildolje- og sildemelindustriens forskningsinstitutt er ikke en del av FHF. Fiskeri- og kystdepartementet vil i forbindelse med oppfølginga av evalueringa ta initiativ til at disse innlemmes i FHF. Det legges ikke opp til at FHFs tilknytningsform endres. Samarbeid mellom FHF og Nofima Gjennom etableringa av Nofima fra 1. januar 2008 er størstedelen av næringsrettet marin forskning samlet i ett forskningskonsern. Det er bestemt at det skal etableres et strategisk samarbeid mellom FHF og Nofima, ved at en del av midlene fra Fiskeri- og havbruksnæringens forskningsfond skal brukes til å finansiere forskningsoppdrag i regi av Nofima. Dette innebærer at en del av fondsmidlene fra FHF kanaliseres til Nofima AS i form av langsiktige næringsrettede forskningsprosjekter. Hvert prosjekt bør ha en årlig økonomisk ramme på 3-5 mill. kroner. Midlene skal være med på å sikre langsiktig marin, næringsrettet og brukerstyrt forskning. Det er FHF selv på vegne av næringa som bestemmer hvilke langsiktige, næringsrettede forskningsprosjekt som skal finansieres med FHF- midler. Midler fra fondet skal ikke benyttes til grunnfinansiering av Nofima AS. FHF vil bidra til å utvikle Nofima til å bli en tjenlig FoU-leverandør for fiskeri- og havbruksnæringa. Det er et mål at FHF skal kjøpe FoU-tjenester fra Nofima for om lag 50 mill. kroner per år. Nærmere oppfølging skal skje gjennom en avtale mellom FHF og Nofima AS. Gjennom en slik avtale vil en større del av FHFs midler rettes mot større, brukerstyrte prosjekter som vil være målrettet mot næringas langsiktige utviklingsbehov, slik blant annet evalueringa av FHF tilrår.
|
maalfrid_a36ad0bdc86257e6b72c055cf4a847cb8c652a69_145
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.914
|
149 Skyldevne, sakkyndighet og samfunnsvern Kapittel 9 begaar, forsaavidt de ogsaa i den uagtsomme form ere strafbare.» Ordningen fra 1902 ble fraveket ved lovrevisjonen i 1929, som innførte straffeloven § 45 slik den lyder i dag. Begrunnelsen for reformen var todelt. For det første ble den begrunnet i bevismessige hensyn. Det ble vist til at det i praksis ikke lot seg føre bevis for at noen hadde satt seg i en tilstand av bevisstløshet med forsett om å foreta en straffbar handling. For det andre var reformen begrunnet i et ønske om større grad av ansvarliggjøring av personer som begikk forbrytelser under rus. Særlig seksuallovbruddene ble trukket frem. Disse ble ikke fanget opp av den dagjeldende § 45, dels fordi gjerningspersonene ikke satte seg selv i beruset tilstand for å foreta slike handlinger, og dels fordi det ikke var knyttet uaktsomhetsansvar til bestemmelsene. Det dreide seg riktignok ikke om mange seksuallovbrudd som var begått i en tilstand av relativ bevisstløshet, som således medførte frifinnelse etter § 44. Men stortingsbehandlingen viser at enkelte frifinnelser hadde vakt oppsikt og harme blant allmennheten. Stortingets justiskomité uttalte for eksempel følgende: «De frifinnelser som de gjeldende lovbestemmelser på dette område har ført til, har med rette vakt indignasjon og forferdelse.» I Straffelovkomiteens innstilling ble det skissert to mulige ansvarsformer. Den ene søkte å bevare skyldprinsippet, og gikk ut på å etablere et generelt ansvar for den som ved rusmiddelbruk berøver herredømme over seg selv og derved volder fare for andre. Faregraden ble bestemmende for ansvaret og skulle fastsettes på bakgrunn av tidligere erfaringer om rusadferd. Det andre alternativet var å fravike de tradisjonelle begrunnelsene for bruk av straff og knytte straffansvaret direkte til lovbrudd begått under selvforskyldt rus. Det første alternativet ble forkastet. Å forfølge slik adferd med straff ville nødvendiggjøre invaderende oppmerksomhet rettet mot folks alkoholvaner og ble ansett som uforenlig med hensynet til privatlivets fred. Dessuten ville et slikt ansvar medføre bevisvansker, og bero på den enkeltes livsvaner og økonomiske stilling. Det andre alternativet, som altså gikk ut på å knytte ansvar direkte til de begåtte gjerninger, ble ansett ønskelig av hensyn til rettsbeskyttelsen. En slik ordning ble ansett forsvarlig fordi straffeloven generelt ilegger ansvar for skadefølger, og fordi den som ruser seg, ofte handler uaktsomt. Dessuten gjorde hensynet til bevisbarhet alternative ordninger vanskelige å praktisere. Det ble ikke ansett ønskelig å gi bruken av uaktsomhetsbedømmelser et videre nedslagsfelt, både fordi det ikke ville gi mening utover i rustilfellene, og fordi et slikt straffansvar ville kunne ramme svært vidt. Departementet sluttet seg til sistnevnte alternativ og gikk i utgangspunktet inn for at handlinger begått under «bevisstløshet» som følge av selvforskyldt rus, skulle ha lavere strafferamme. Men senere gikk man bort fra dette standpunkt da det kunne føre til resultater i strid med den «almindelige rettsbevissthet». Flertallet i Justiskomiteen gikk inn for departementets nye forslag, og i Odelstinget ble forslaget til straffeloven § 45 til slutt vedtatt enstemmig etter at mindretallet hadde innsett nederlaget, og trukket sitt forslag. Den strafferettslige betydningen av selvforskyldt rus, og særlig dens forhold til subjektiv skyld og utilregnelighet, har vært grundig tematisert og vurdert også etter 1929-reformen. Standpunktet ved lovarbeidene har gjerne vært at det særskilte ansvaret bør videreføres, men begrenses. I arbeidet som ledet frem til lovendringene i 1997, ble det foreslått å erstatte den absolutte straffriheten for «bevisstløse» med en fakultativ regel som overlot spørsmålet om straffritak for bevissthetsforstyrrelser til retten. Betydningen av selvforskyldt rus ble av Særreaksjonsutvalget foreslått regulert slik: «Den som handlet under sterk bevissthetsforstyrrelse, kan også fritas for straff. Var bevissthetsforstyrrelsen en følge av selvforskyldt rus, 39 Rt. 1893 s. 289 40 S.K.I. 1925 s. 87. 41 S.K.I. 1925 s. 87–88 . 42 NOU 1974: 17 s. 49. 43 Innst. O. nr. II (1929) s. 5. To konkrete saker er redegjort for i S.K.I. 1925 s. 181–182. Se også Røstad (1981) s. 27–28. 44 S.K.I. 1925 s. 88. 45 S.K.I. 1925 s. 93–94. 46 S.K.I. 1925 s. 89. Se også Ot.prp. nr. 11 (1928) s. 4–5. 47 Ot.prp. nr. 11 (1928) s. 4–5. Se også Innst. O. II (1929) s. 5. 48 Forhandlinger i Odelstinget (nr. 3) 28. januar 1929 s. 20–25. 49 Straffelovrådet i NOU 1974: 17 s. 53 og Særreaksjonsutvalget i NOU 1990: 5.
|
maalfrid_a951b029c7cee3de1a9ac910bc851e3a512c4166_4
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
en
|
0.958
|
has to be paid in tax. Taxes on business profits result in fewer investments in Norway being profitable. Most of the tax revenues need to come from taxes that have a negative impact on the economy. Relying more heavily on taxes that have little impact on the decisions of individuals and businesses, and having low tax rates on broad bases rather than higher rates on narrow bases, minimises such negative effects. High tax rates provide strong incentives to change behaviour and make itprofitable to evade or avoid such tax. This inhibits economic growth. Tax reductions may therefore serve to improve resource allocation and to stimulate economic growth. Some forms of tax reduction will have a more positive impact than others. Economic research indicates, for example, that lower tax rates on business profits and labour, in particular, may entail significant positive effects. The Tax Commission refers to international research and adopts the assumption that taxes on immovable property and on consumption have a less inhibiting effecton economic growth than other types of taxes, cf. the NOU 2014: 13 green paper; Capital Taxation in an International Economy. The Commission notes that traditional corporate tax and personal in- # come tax (taxes on labour and capital income) have the strongest negative impact on economic growth. The Government's tax proposal for 2018 is in line with economically well-founded recommendations as to which tax reductions will improve resource allocation and stimulate economic growth. The Government proposes to reduce the tax rate on ordinary income for companies by 1 percentage point in accordance with the parliamentary tax reform agreement. This will strengthen the growth capacity of the mainland economy by stimulating increases in investment and labour supply over time. A lower corporate tax rate, in particular, is expected to have a positive effect. Estimates from the Tax Commission suggest that the degree of self-financing of the implemented corporate tax changes may be in the range of 20 – 40 percent over time. A reduced tax rate on ordinary income for individuals, combined with a somewhat higher level of bracket tax, will reduce the marginal tax rate on both labour and savings. The overall marginal tax rate on labour will, under the Government's proposal, be reduced by between 0.1 and 0.5 percentage points for those who pay bracket tax. Consequently, the proposal will stimulate work, and may involve an element of self-financing over time. There is considerable uncertainty as to the degree of self-financing, but calculations made on the Statistics Norway simulation model LOTTE-Arbeid suggest that the degree of self-financing of the combination of a lower tax rate on ordinary income, new bracket tax and other elements of the tax proposal that can be calculated in the model is about 14 percent. The Governments proposal for a reduction in the tax rate on ordinary income for individuals will, when taken in isolation, reduce the marginal tax rate on capital income by 1 percentage point. This will increase interest rates after tax, increase the value of interest income and reduce the value of the deductibility of interest. Empirical research indicates that the overall effect of a higher return after tax is to increase savings, but the magnitude of such effect is uncertain. The proposed reduction in the valuation of shares and operating assets for net wealth tax purposes will also increase the return after tax from investing in shares and operating assets for those above the net wealth tax threshold. Furthermore, the preferential treatment of investments in commercial property, as compared to investments in other business activities, for net wealth tax purposes is reduced. The proposal may serve to channel a larger portion of savings into investment in business activities. It may also serve to increase investment undertaken by businesses that rely on Norwegian equity to implement their projects. The Government's proposal for a net wealth tax reduction is assumed, against this background, to have a positive long-term effect on the Norwegian economy and Norwegian jobs.
|
wikipedia_download_nbo_Amtmann Michelets vei (Larvik)_255511
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.96
|
'''Amtmann Michelets vei''' er ei gate på Nanset. Den strekker seg fra Skogveien og munner ut i Gamle Kongevei. Carl Johan Michelet var amtmann i Jarlsberg og Larvik 1882-1902. I hans embetsperiode ble amtmannsetet flyttet fra Larvik til Tønsberg.
|
maalfrid_0cd956e588a1bdd93a0984d39d65becbe0bf912b_108
|
maalfrid_nord
| 2,021 |
no
|
0.647
|
Innhold i studiet Hvor fornøyde er studentene med det faglige programmet?
|
maalfrid_192b67f359ab04a57b388aa547a0ef1fe6e8c3f3_0
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
en
|
0.744
|
1.Welcome LY (5 mins) 2.Report from the board LY (5 mins) 3.Report from the scientific committee HJ (5 mins) 4.Report from the ENTIS OTIS research committee HN (5 mins) 5.Report from the website committee JR (5mins) 6.Financial report 2017/2018 BtW (5mins) 7.Honorary membership ODC & LY (5 mins) 8.New member applications SP (5mins) 9.Elections BtW (10 mins) Board Scientific Committee Website Committee 10.Ongoing ENTIS studies Modafinil update LY/study lead (10mins) Other ongoing ENTIS studies 11.Future of ENTIS - feedback from ENTIS working groups (45 mins) a.Survey SP b.Communication SP c.Internal BtW d.Research LH 12.Report from other meetings/organisations (5 mins) a.OTIS BtW b.ISPE HN c.ISOP CWS d.
|
maalfrid_c5d67868dd4c705dec101d53639eb61834ec995a_103
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
en
|
0.979
|
45. The point is that in the present case, the alleged discrimination relates not to the way in which a right provided for by the Convention is accorded - (i.e. it is accorded to some but not to others) - but to the way in which it is denied - (denied to some but not to others). At first sight this may seem to be only a case of the two sides of the same coin. But is this so? It seems a curious proposition that because one class of persons is deprived of liberty in a manner prima facie contrary to Article 5 (art. 5), therefore any or all other classes, if in a comparable position, must also be. This gets very near to saying that because one man is illegally arrested all must be - surely the reverse of the truth, - as it would equally be if it was said that because one man is lawfully arrested, therefore all those whom it is possible lawfully to arrest must in fact be arrested. In any event, arresting people is not granting them a right but depriving them of one - even if for just cause. Hence the issue is the negative one of inflicting an (at least potential) wrong, or at any rate disability, on some but not on others. Can it ever be discriminatory in the normal acceptation of the term to wrong or inflict a disability on some people, but not on others even if they deserve it? If not, then the question of discrimination within the meaning of Article 5 (art. 5) cannot arise at all on the basis on which it has been put by the plaintiff Government, and there is no need to enter into the question whether it was correct not to arrest the "loyalist" terrorists when the IRA terrorists were arrested. This is really a false antithesis and a false issue. A more genuine one may underlie it, but it would need a different formulation and approach and I am not called upon to go into that here.
|
maalfrid_3f755b82485d150fb1e6f3e5f82cb38c0cece0bd_22
|
maalfrid_riksrevisjonen
| 2,021 |
de
|
0.476
|
26 Dokument 3:11 (2016–2017)
|
maalfrid_5fad4d041da7ffaf87d2481b8a12fec37762f2e8_3
|
maalfrid_nav
| 2,021 |
no
|
0.134
|
Kvinner 508 566 640 517 560 507 Menn 1 097 1 314 1 464 1 155 1 247 1 004 Kilde:
|
maalfrid_f72445b7d73cdef49e80441aee8ff3962b358f38_50
|
maalfrid_kartverket
| 2,021 |
no
|
0.81
|
3.1 område objektets utstrekning 0 1 Flate 3.2 posisjon sted som objektet eksisterer på 0 1 Punkt 3.3 senterlinje forløp som følger objektets sentrale del 0 1 Kurve 3.4 kaiInformasjon informasjon om et kai eller bryggeanlegg 0 1 KaiInformasjon 3.5 Rolle avgrensning 0 N KaiBryggeKant Rollen er en aggregering 3. Nr Navn / Rollenavn Definisjon - + Type Restriksjon 4 Objekttype KaiBryggeKant avgrensning av kaibrygge 4.1 grense forløp som følger overgang mellom ulike fenomener 1 1 Kurve 4.2 Rolle (unavnet) Nr Navn / Rollenavn Definisjon - + Type Restriksjon 5 Objekttype Molo kunstig eller naturlig oppbygning som demper eller tilintetgjør bølgebevegelser i sjøen 5.1 område objektets utstrekning 0 1 Flate 5.2 posisjon sted som objektet eksisterer på 0 1 Punkt 5.3 senterlinje 0 1 Kurve 5.4 Rolle avgrensning 0 N MoloKant 5.5 Rolle avgrensningFiktiv 0 N FiktivAvgrensningForAnlegg Rollen er en aggregering 5. Nr Navn / Rollenavn Definisjon - + Type Restriksjon 6 Objekttype MoloKant avgrensning av molo 6.1 grense forløp som følger overgang mellom ulike fenomener 1 1 Kurve 6.2 Rolle (unavnet)
|
wikipedia_download_nno_It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)_48004
|
wikipedia_download_nno
| 2,021 |
no
|
0.327
|
«'''It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)'''» er ein song av Bob Dylan på albumet hans ''Bringing It All Back Home'' frå 1965. Songen er skildra av biografane hans som «eit mørkt meisterverk», ein av Dylan-songane med dei mest minneverdige bileta. Han vart skriven sommaren 1964 og vart først framført på konsert i New York City den 31. oktober 1964. Dylan introduserte songen der som «It's Alright, Ma, It's Life and Life Only». Songen vart spelt av Roger McGuinn for filmen ''Easy Rider'' i 1969. McGuinn's group The Byrds also occasionally performed the song live. One of the Byrds' live covers is featured on the bonus disc of the 2000 remaster of 1970's ''(Untitled)'' album, called ''(Untitled)/(Unissued)''. This version also appears as a bonus track on the 2002 remastered version of the compilation ''The Byrds Play Dylan''. Clinton Heylin skriv i biografien sin ''Bob Dylan: Behind the Shades Revisited'' at songen «opna ein heil ny sjanger av fingerpeikande songar, ikkje berre for Dylan men for heile popverda». I tillegg skriv han at «It's Alright, Ma» truleg inneheld fleire «minneverdige aforismar» enn nokon annan Dylan-song. Den mest kjende av desse linjene er «''he not busy being born is busy dying''» frå andre verset, som vart nytta av Jimmy Carter i nominasjonstalen sin i 1976. Al Gore, fortalte under presidentvalkampen i 2000 at dette var favorittsitatet hans. Eit anna kjend døme er linja «Money doesn't talk, it swears», som står oppført i ''The Oxford Dictionary of Quotations'',. I tillegg fører ''Columbia Dictionary of Quotations'' opp tre andre linjer frå songen: «''Although the masters make the rules, for the wisemen and the fools''», «''But even the president of the United States sometimes must have to stand naked''» og «''Everything from toy guns that spark to flesh-colored Christs that glow in the dark, it's easy to see without looking too far that not much is really sacred.'' Songen vart spelt i siste episoden av serien ''The Sopranos''. * ''The Bootleg Series Vol. 6: Bob Dylan Live 1964, Concert at Philharmonic Hall'', 1964 (2004) * Billy Preston, ''Everybody Likes Some Kind Of Music'' * Andy Hill & Renee Safier, ''It Takes a Lot to Laugh'' * The Byrds, ''(Untitled)/(Unissued)'' (2000), ''The Byrds Play Dylan'' (2002), ''There Is a Season'' (2006). * Caetano Veloso, ''A Foreign Sound'' * Marilyn Scott, ''Innocent of Nothing'' * Mick Farren, ''People Call You Crazy - The Story of Mick Farren'' * Roger McGuinn, ''Easy Rider'' (filmmusikk) * Ground Components, ''An Eye For A Brow, A Tooth For A Pick'' * Ingrid Olava, ''Juliet's Wishes'' * Terence Trent D'Arby, ''Music of Quality and Distinction Volume 2'' * ''Denne artikkelen bygger på «It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)» frå , den 20. oktober 2009.'' Songteksten på bobdylan.
|
maalfrid_53307bb3afa4d05070f943219f05ccfac9e2b17e_10
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021 |
en
|
0.827
|
shelves for filing cabinets (furniture), keyboards for hanging keys, non-metallic chests, chests (furniture), counters (tables), consoles (furniture), non-metallic baskets, credenzas, non-metallic coat hooks, serving trolleys, carts for computers, divans, shelves, armchairs, index cabinets (furniture), plastic decorative edgings for furniture, non-metallic window fittings, furniture fittings (non-metallic), door fittings (non-metallic), mirrors, newspaper display stands, lecterns, furniture doors, furniture shelves, non-metallic furniture castors, office furniture, metal furniture, storage furniture, filing cabinets, furniture on wheels, computer furniture, wood furniture partitions, nonmetallic baskets, umbrella stands, screens (furniture), non-metallic clothes hooks, worktops (furniture), hanging wardrobes, table tops, magazine racks, coatstands (furniture), displays, desk stands, shelving, writing desks, seats, non-metallic locks, (other than electric), office chairs, seats of metal, slatted indoor blinds, tables, metal tables, tables for meetings, worktables, coffee tables, shelf boards (furniture), storing racks, racks serving table, stools, drawers, showcases (furniture); non-metallic door handles, non-metallic window handles. 2005.02.22 (450) 09/05, 2005.02. (111) (151) 2003.01.24 (180) 2013.01.24 (210) 200307151 (220) 2003.07.24 (300) 2002.11.13 IT TO 2002 C 3333 (540) (541) Merket er et ordmerke i standard font (571) EMANUELE DELLA VALLE (730) Emanuele Della Valle, Corso Umberto 1°, I-62012 Civitanova Marche, IT (740) JK Thorsens Patentbureau AS , Postboks 9276 Grønland, 0134 OSLO, NO (511) 3 Bleaching preparations and other substances for laundry use; cleaning, polishing, grease removing and abrasive preparations; soaps; perfumery, essential oils, cosmetics, hair lotions; dentifrices. 9 Scientific, nautical, surveying, photographic, cinematographic, optical, weighing, measuring, signalling, checking (supervision), emergency (life-saving) and teaching apparatus and instruments; apparatus and instruments for conveying, distributing, transforming, storing, regulating or controlling electric current; apparatus for recording, transmitting and reproducing sound or images; magnetic recording media, sound recording disks; automatic vending machines and mechanisms for coin-operated apparatus; cash registers, calculating machines, data processing and computer equipment; fire extinguishers. 16 Paper, cardboard and goods made thereof, not included in other classes; printed matter; bookbinding material; photographs; stationery; adhesives for stationery or household purposes; artists' supplies; paintbrushes; typewriters and office requisites (except furniture); instructional or teaching material (excluding apparatus); plastic materials for packaging (not included in other classes); printer's type; printing blocks. 18 Leather and imitations thereof, goods made thereof not included in other classes; animal skins and hides; trunks and suitcases; umbrellas, parasols and walking sticks; whips and saddlery. 25 Clothing, footwear, headgear. 35 Retailing in the field of clothing, footwear and headwear and in accessories thereof, as well as in leatherware, eyewear and perfumery. 2005.02.23 (450) 09/05, 2005.02.
|
maalfrid_30102a23ecdea054304a0c448b04667e0f631473_31
|
maalfrid_nve
| 2,021 |
no
|
0.973
|
opp med én masterekke i 1912 og utbygd med en ny masterekke i 1917, og hadde for øvrig som Norges første kraftledning bæremaster med henge- # isolatorer. I Solheimsviken (også bare kalt Solheim) transformatorstasjon ble vekselstrømmen omformet til likestrøm for byens fordelingsnett. Bygningen ble tegnet av arkitekt Sigurd Lunde og fremstår fortsatt som svært monumental. Lenger nord i landet var byene Harstad og Tromsø tidlig ute med overføringer fra vannkraftutbygging utenfor bygrensene. Harstad fikk fra 1910 levert elektrisk kraft via en 25 km lang overføringsledning fra Gausvik kraftverk. Utenfor Tromsø ble Simavik kraftverk satt i drift i 1913, og en 23 km lang 12 kV-ledning ble bygget inn til sekundærstasjonen i Clodiusbakken på Tromsøya, og derfra videre til seks fordelingstransformatorer i byen med en spenning på 5 kV. Denne overføringen var særlig utfordrende, ikke minst med tanke på de 1000 og 800 meter lange sjøkablene over henholdsvis Kvalsundet og Sandnessundet. Dette var et pionerarbeid innen kabellegging i sjø med sterke og vanskelige strømforhold. Hele denne perioden var preget av et stadig økende behov for overføring av større kraftmengder, noe som igjen medførte anvendelse av stadig høyere overføringsspenning. 20 kV-ledningen Kykkelsrud–Aker–Slemmestad fra 1903 er nevnt. Samme år bygget også Drammens Elektrisitetsverk en ledning på dette spenningsnivået over 40 km fra Gravfoss til Drammen, og der man ved leveringen i Slemmestad var nede i ca 17 kV, var leveringen i Drammen nærmere 20 kV. En kanskje enda viktigere milepæl ble imidlertid nådd i 1906, da overføringen fra Kykkelsrud til Hafslund ble satt i drift med en spenning på 50 kV. Dette var ikke bare det høyeste spenningsnivået i Norge, men også forholdsvis unikt i euro- # peisk målestokk. Transformatorstasjonen som etter hvert ble bygget ved Hafslund smelteverk, ble for øvrig ut- # ført med upusset tegl i nyklassisistisk stil, og føyer seg inn i rekken av monu- # mentale trafobygg fra denne perioden. Den første 60 kV-ledningen i landet ble bygget i 1913 av Treschow-Fritzøe, og gikk fra Hogstad til Larvik på A- master av uimpregnerte trestolper. Dette spenningsnivået – etter hvert kjørt som 66 kV – har senere blitt brukt i stort omfang i hele landet. Da de første 50 kV-ledningene ble bygget fra Kykkelsrudanlegget i 1906, var det bare fem år etter at dette spenningsnivået først ble tatt i bruk i USA. Med de korte avstander og moderate effekter som ble brukt i Norge, var dette spenningsnivået tilstrekkelig for de fleste kraftselskaper i lang tid fremover. I USA gjorde derimot utviklingen av hengeisolatorene, og en bedre vitenskapelig forståelse av luftens egenskaper som isolator, det mulig å gå til 110 kV i 1908 og videre til 140- 150 kV i 1912-13, på samme tid som man i Norge innførte 60 kV. Frem til tidlig på 1900-tallet hadde den norske jernbanen blitt drevet med kullkraft, men etter hvert fikk man nå en overgang til bruken av "det hvite kull" – vannkraften – som jernbanens viktigste energikilde. De første jernbanene som ble elektrifisert i landet var privatbaner. Av disse kan nevnes Thamshavnbanen, som ble elektrifisert i 1908 og transporterte malm fra Løkken gruber til Trondheimsfjorden, samt Norsk Hydros baner Tinnosbanen og Rjukanbanen, som ble elektrifisert i 1911.
|
digibok_2006120701090_part1
|
books
| 1,923 |
da
|
0.581
|
egik som bedst i en skandaløs utstrækning. Værdifulde skogstrækninger realisertes for spotpris og blev prisgit en ødelæggende behandling. B. hadde paa omfattende reiser i landet undersøkt skogforholdene og utgav 1857 et skrift ,Om almenningsskovene*, som skildrer hvorledes almenningerne forhugges av de bruksberettigede, advarer mot salg og utskiftning av almenningsskogene og indeholder forslag til deres rationelle utnyttelse og forvaltning. Paa grundlag av dette skrift utkom almenningsloven av "io 1857. Cry juni 1922) forhold til nationaløkonomien" til nærmere utformning og begrundelse av sit program. I 1858 kom ,Om skovforholdene i Finmarken" og i 1859 .Om skovforholdene i Gudbrandsdalen". B. blev 1859 medlem av skogkommissionen og avgav et dissenterende votum til kommissionens utkast til ny lov om skogvæsenet. Dette votum og B.s arbeide forøvrig fik en avgjørende indflydelse paa skogloven av "4 1863. I kommissionens indstilling har B. utarbeidet det væsentligste av tredje og fjerde avsnit ;Om statens optræden som skoveier* og ,budgetforslag*. Han tar her til orde for at staten bør indkjøpe skog, og fremlægger et fuldstændig forslag til en ordnet forstmæssig forvaltning av statens og oplysningsvæsenets fonds skoger og statsalmenningerne. Stortinget bifaldt 1860 denne plan og gav den første ordinære bevilgning til skogkjøp. Endskjønt Bs tid var sterkt optat med skogenes undersøkelse, skogvæsenets organisation, skoglovgivningen og senere ogsaa med forvaltningen av hans eget vidtstrakte forstmesterdistrikt, fandt han anledning til at arbeide paa et skrift, Veiledning i det vigtigste av den norske skovhusholdning", som utkom 1864. B. betegner selv denne som sit mest finsigtede og omhyggeligst overveiede arbeide. Boken er skrevet ut av B.s gode kjendskap til de norske skoger, hans omfattende forstlige læsning, praktiske erfaringer og sunde sans. B. paaviseri denne bok, at den i utlandet almindelige tergehugst med efterfølgende kulturer er litet anvendelig hos os, og tar til orde for gruppehugst, som han er en av de første til at beskrive i forstlitteraturen. Han hævder endvidere, at den naturlige foryngelse maa danne grundlaget for vort skogbruk, og baner herved veien for den senere utformede rationelle tømmerbledning. Boken fk en stor utbredelse i landet og bidrog meget til at vække sansen for godt skogstel. Den blev liketil for ca. 15 aar siden benyttet som lærebok ved vore skogskoler. I 1871 utgav B. en bok om ,Skovsagen* og gientar sit tidligere opstilte ,Skovsagens program". Programmet gaar i korte træk ut paa, at staten først og fremst maa ha til opgave at forvalte sine egne skoger fuldt forstmæssig. Om forvaltningen til at begynde med ikke gir noget større nettoutbytte, anser han mindre væsentlig mot den store fordel som vindes ved at bevare statens skoger til distrikternes forsyning og til beskyttelse av klimaet. I det lange løp vil staten mange ganger ta ind igjen sine nødvendige utlæg til skogsaken. En god statsforvaltning vil ogsaa bidra til at vække forstamelsen av en rigtig skogpleies betydning og lære skogeiere op i rationelt skogbruk. Efter B.s mening tjener det fil liten nytte at anvende kulturtvang og dimensionsvedtægter like overfor skogeierne for at hitføre en bedre drift av de private skoger. Det er nemlig som følge av skogens eiendommelige natur saa vanskelig at foreskrive og gjennemføre regler for dens forsvarlige behandling, at 25 — Norsk biografisk leksikon. enhver tvangsforanstaltning i ovennævnte retning vil bli ,meget kun av navn", Det eneste virkelig effektive vilde være at indføre almindelig utvisning for samtlige privatskoger, men herom mente han det ikke kunde bli tale, ialfald ikke i en overskuelig fremtid, bl. a. paa grund av det faatallige forstpersonale. Man fik for det første nøie sig med at gjøre litt til gavn* ved at utbrede oplysning i skogbruk, ved oprettelse av skogskoler, ved utspredelse av populære skrifter og ved at ansætte forstmænd, som kun skulde ha til opgave at retlede skogeierne i skogbruk, naar disse ønsket det. Dette program, som han hadde utviklet i sin første forstmandstid, holdt han senere urokkelig fast ved, da han mer og mer blev forvisset om dets rigtighet. Det manglet imidlertid ikke pan dem som var uenige med ham og motarbeidet ham baade i pressen, departement og Storting. Ogsaa i sin gjerning som forstmester støtte han paa sterk motstand og uvilje hos folk, som før hadde faret frem i skogene som de selv vilde, og nu maatte finde sig i indskrænkninger. Men i vissheten om at han kjæmpet for ,sandheten*, som han sier, veg B. aldrig et skridt tilbake. Naar der hævet sig røster mot ham, var han straks paafærde i skrift og tale og gjendrev sine motstandere uten persons anseelse i tildels skarpe angrep, som de sjelden kom godt ifra. De fleste av hans skrifter er kampskrifter til forsvar for ,programmet*, som han ikke taalte at nogen rørte ved. Da skogkommissionen av 1874 foreslog indførelse av kulturpligt og skogvedtægter, møtte den sterk motstand hos B., som har den væsentligste andel i at forslaget ikke resulterte i noget den første tid. B. skaffet sig ved sin urokkelige fastholden ved hvad han mente var rigtig, og ved sin skarpe uforfærdede skrivemaate, mange fiender, men de maatte i regelen bøie sig for hans overlegne bevisførelse, faglige dygtighet og ubestikkelige hederlighet. Ved sit utrættelige arbeide opnaadde han da ogsaa at skogpolitikken lededes hovedsagelig efter de retningslinjer han hadde optrukket. Ogsaa Bs praktiske arbeide med distriktsforvaltningen gav gode frugter ved at gjennemføre en efter forholdene udmerket forvaltning av statsskogene, som ikke undlot at vække de private skogeiere til efterfølgelse. B. staar i det hele for eftertiden som den store foregangsmand paa skogsakens omraade, hvis virksomhet for en væsentlig del har hitført dens gjennembrudd og nuværende stilling. Man kan si at hans program den dag idag har sin fulde gyldighet. Men B. har ogsaa i andre henseender sat merker efter sig. Han var anerkjendt som sin tids dygtigste jæger og flugtskytter, og som den der indførte fuglejagt for staaende hund i Skandinavien. Han skrev ogsaa meget om jagten og jagtøkonomien. Haand i haand med jagthistorierne gaar skildringer av natur og folkeliv, Som han sammen med andre forfattere paa den tid bidrog til at vække sansen for. Av hans verker nævnes: ,Den norske natur, skildret i billeder fra jagtlivet* (1856), ,Optegnelser fra mit jægerliv* (1868), «Erfaringer fra jagten paa det mindre vildt i Norge" (1874), ,Forslag til en bedre husholdning med jagten i Norge" (1870), , Naturskildringer og optegnelser fra mit jeger- og reiseliv" (1874) og ,Norges fuglevildt og jagten paa samme" (1881). Flere botaniske og zoologiske skrifter, især ornithologiske, skylder B. sin tilblivelse. Her nævnes .Beskyttelseslighed* (1877), .Om overensstemmelsen mellem fuglenes intelligents og deres opholdssteder, næring og levevis" (1878), ,Om grantørken og barktillen* (1880), ,Knudshø eller fjeldfloraen" (1880), ,Granens biologi* (1882), ,Nogle træk av harmonien i naturen" (1886). lagttagelser og betragtninger førte B. til at erkjende lovmæssigheten og hensigtsmæssigheten i naturen. Han var ikke saa litet av en filosof og tænker. Han kunde ikke dele materialisternes syn paa verdensordningen, da den var for ensidig bygget paa det lovmæssige. Ogsaa supranaturalisternes verdensbetragtning fandt han ensidig, fordi den forsea sig paa det teleologiske. B. søkte at finde en livsanskuelse, som forenet disse eller som han selv sa: han søkte at finde ,enhet i mangfoldigheten, det blivende i det vekslende, den uendelige i det endelige, med et ord — Gud i hans gjerninger*. B. var overordentlig belæst paa det religions-filosofiske omraade, særlig i den tyske religionsfilosof. Sine religiøse anskuelser har han utviklet i følgende skrifter: ,Personelkapellan J. G. Bloms angrep paa forstmester Barths kristentro i anledning av hans søns konfirmation* (1872), «Personelkapellan J. G. Blom og den norske kirkestyrelse som sjælesørger for en konfirmand eller: En religiøs forfølgelse i Norge i 1872" (1873) og , Prestelærens usandhet og den sande kristendom" (1889). B. var en overordentlig og frugtbar forfatter, og skrev foruten det nævnte en mængde mindre skrifter og artikler i aviser og tidsskrifter i ind- og utland. Wm. Opsahl. Litt: Norsk forstforenings aarbok 1802. Bartholin, Johan Frederik, 1722—84, assessor i overhofretten, søn av auktionsdirektør i Kristiania og Bragernes Rasmus B. (169 1762) og Margrethe Elisabeth Wielandt (d. 1771), som student alumnus paa Borchs kollegium, assessor i overhofretten 1760—78, auktionsdirektør 1762 til sin død, justisraad 1778. Død i Kristiania "0 1784. Ugift. Denne embedsmand, som tilhørte den bekjendte danske lærde slegt B., var en mand med mangesidige aandelige interesser. Efter Chr. Br. Tullins vidnesbyrd var han en tid beskjeeftiget med ,Laxativer, Skiorbugs Drik og microscopiske Observationer over Loppekloer og andre Occultæ Naturæ*, likesom han ogsaa skrev vers. Hans musikalske interesse gav sig i hans ungdom utslag i en lærd disputas om musikkens helbredende virkning for kong Saul, og i Kristiania stod han for det musikalske selskap, som om vinteren gav ukentlige konserter. Endelig skjænket han ved sin død Deichmanske Bibliotek i Kristiania sin boksamling paa 1300 bind og betænkte krigsskolen og vaisenhuset med nogen mindre legater. Einar Jansen. (Lim: H. J. Huitfeldt: Chra. Theaterhist. 1, 73 og 115. Lundh og Huitfeldt: Utrykte Breve fra Chr. B. Tullin, s. 22 (særtr av Il. Nyhedsbl. Basilier-Magelssen, Ida Mathilde, 1846—, sangerinde og sangpædagog, datter av reguleringschef Carl Fredrik B. og hustru pianistinde Mathilde Garvoli, f. i Nivala, Finland ' 1846, elev av Jacobsson og Emilie Mechelin (Helsingfors), av Pariserkonservatoriet 1867—70, H. Nissen-Saloman (Petrograd) 1871, optraadte i hjemlandet, Stockholm, Libeck, ansat ved å. kgl. teater i Stockholm 1872—74, Helsingfors 1876—78. Gift 1878 med kgl. fuldm. Johan Siegfried Cammermeyer Magelssen (1835—1910) og har fra samme aar været bosat i Kristiania, hvor hun bl.a. har været knyttet til Musikkonservatoriet 1890—1915. B. var i sin Finlands-tid en av operaens bærende kræfter. I Krist ania gav hun en række konserter, og hendes ypperlige koloratursang blev sterkt beundret. Hendes vigtigste roller var Linda i Donizettis opera ,Linda di Chamounix", Leonora i ,Trubaduren*, Zerlina i ,Don Juan*, Norina i ,Don Pasquale*, Philine i ,Mignon*, Rose Friquet i "Villars dragoner*, Rosina i ,Barberen*. Hun er medlem av ,Finska Litteratursållskapet* fra 1878 og har oftere mottat bevis paa sine landsmænds hengivenhet, saaledes en nationalgave fra ,byens ældste" i Uleåborg. Hendes ypperlige gjestespil i Kristiania som Rosina i ,Barberen" høsten 1875 erindres av gamle operavenner for det udmerkede sangforedrag og det skjelmske, bedaarende spil. Men da hun i 1878 vendte tilbake, var teatret brændt (1877) og foreløbig en bom sat for de store operakraefters virksomhet. Fornemlig gjennem en stor række elever har hun saaledes kunnet virke for norsk musik. 0. M. Bassøe, Peter Frederik, 1804—89, prest, søn av kaptein Hans B. og Marthe Dorothea Heyerdahl, blev født i Rakkestad " 1804, student 1822, cand. theol. 1828, pers. kap. i Land 1829, res. kap. til Eker 1836, sogneprest i Raade 1844 og provst i Borgesyssel 1856. Han tok avsked 1888 og døde '% 1889. Gift 1. med Thomine Christine Oftedahl (d. 1863), datter av sogneprest til Eker Lars A.O. og Anna Norberg; 2. med Angeline Therese Ger ekens, datter av grosserer i Hamburg Johannes G. og Angeline Heinsen. B. var en anset prest, og hans praktiske dygtighet blev i aarenes løp adskillig beslaglagt ogsaa av det offentlige. I 1841 foretok han paa offentlig bekostning en reise til Danmark og Nordtyskland for at studere arbeidsog redningsanstalter og avgav derom en indberetning som blev trykt. I 1843 blev han medlem av en offentlig kommission angaaende fattigvæsenet, og i 1859 av den store kirkekommission, i hvis arbeide han deltok helt til dens opløsning i 1870. Han var ogsaa interessert kommunemand, og baade paa Eker og i Raade var han i en aarrække ordfører, forlikskommissær og tillike valgmand. Oprettelsen av ,Borgesyssels provstis geistlige forening" aar 1848 skyldes ogsaa hovedsagelig ham, og han var dens formand til sin død. Bauck, Ivar, 1863—, officer, generalstabschef, er født i Trondhjem 1% 1863, søn av kjøbmand Hans Jørgen B. (1828—1909) og hustra Henriette Fredrikke Bull (1. 1836). B. er officer fra 1885 og tok den militære høiskole-eksamen i 1888. Ved begge disse eksamener var han nr. én i sit kuld. Ved sin utnævnelse til officer blev han ansat i Trondhjemske infanteribrigade. Høsten 1889 traadte B. som aspirant ind i generalstaben, hvor han efterhaanden passerte graderne med kortere avbrytelser, da han tjenstgjorde ved nationale avdelinger. Som generalstabsoffcer var B. i længere tid knyttet til Norges Geografiske Opmaaling, hvor han bl. a. i en aarrække var chef for den trigonometriske sektion. Han reiste herunder flere ganger med stipendium til utlandet, var saaledes i 1899 i Stockholm og i 1903 og 1905 i Tyskland og Frankrike væsentlig for anskaffelse av instrumenter og tidsmæssige apparater for maaling av geodetiske basiser. Ved siden av trigonometriske observationer har B. utført astronomiske stedsbestemmelser paa flere steder i landet samt ledet anlægget av komparationsbasisen i Opmaalingens have og ordningen av præcisionsnivellementet. B. var lærer paa Den militære Høiskole i krigskunst, generalstabstjeneste og geodesi fra 1907—13. Den !/s 1913 traadte B. ut av generalstaben, hvor han da var oberstloitnant og avdelingschef, for at overta stillingen som oberst og chef for Søndre Haalogalands regiment nr. 14, fra hvilken stilling han i 1916 blev forsat til chef for Søndmør infanteriregiment nr. 11. Den 7/ 1919 blev B. utnævnt til generalmajor og chef for generalstaben. Kristiania */; 1867, datter av kaptein i 1. Akershusske infanteribrigade Birger H. (f. * 1821, d. "/ 1890) og hustru Julie Edvarda Petersen (f. % 1836, d, */s 1888). M. Haffner. Bauer, Caroline, 1828—1909, skolebestyrerinde, datter av kjøbmand, senator H.F. B. f. i Lötjenburg i Holsten "1 1828, d. i Kristiania */1 1909. Alt som 16-aars pike blev hun paa grund av farens økonomiske stilling henvist til at klare sig selv, og i 1844 begyndte hun da det skolearbeide som siden skulde gi saa udmerkede resultater. Efter nogen aars virksomhet som guvernante i Holsten og Slesvig kom hun i 1855 som lærer inde til fru Autenrieths skole i Kristiania. Ved denne skole arbeidet frk. B. til 1861, da hun i Drammen oprettet en pikeskole som i løpet av nogen fan aar (1861—69) fik en meget smuk position og stor søkning. I 1869 overtok frk. B. sammen med cand. theol. N. Halvorsen fru Autenrieths skole, i 1872 skiftet skolen navn og het fra nu av Frk. Bauers skole. Skolebestyrer Halvorsen døde i 1882, og frk. B. stod nu som enebestyrerinde, indtil hun i 1888 antok cand. theol. J. K. Berle som medbestyrer. Denne overtok skolen i 1894, da frk. B. efter 25 aars arbeide som bestyrerinde fratraadte skolen. Frk. B. interesserte sig sterkt for en bedring av lærerindernes kaar og utdannelse. Hun søkte at arbeide praktisk for denne sak ved oprettelsen av en .Skole for voksne elevers videre utdannelse", som særlig var beregnet paa lærerinder, men hævdet iøvrig med styrke at staten burde træffe foranstaltninger til utdannelse av lærerinder for de højere pikeskoler. Likeledes arbeidet hun for sikring av lærerindernes alderdom ved oprettelse av en , Understøttelsesforening for lærerinder i Kristiania", og testamenterte denne betydelige summer. Det program hun kjæmpet for i sin skole, var at pikenes utdannelse skulde være jevnbyrdig med guttenes, men ikke av samme slags Pikene burde opdrages under hensyntagen til deres individualitet, og pikenes avgangseksamen burde være en modenhetsprøve, ikke en kundskapsprøve. Frk. B. var og blev tysk, og hendes undervisning, for en stor del ogsaa hendes omgang med eleverne, foregik gjerne paa tysk. Det var en praktisk-moderne sprogundervisning som fik megen betydning for hendes mange elever. Det som forøvrig karakteriserte hende, var en metodisk undervisning, en udmerket disciplin, stor administrativ evne, varm interesse for eleverne, samt en personlig elskværdighet som gjorde hende meget avholdt i vide kredse. Einar Sigmund. [Litt.: Husmoderen 1897, pag. 303; Nylende 1900, pag. 43; Urd 1909, pag. Baumann, August Christian, 1770—1831, sølvverksdirektør, f. 2 1770 i Bodenteich i Löneburg, d. 1: 1831 paa Kongsberg. Søn av presten Hartvig Ludolph B. og Catharina Margrethe Gerstenkorn. Gift 1803 med Margretha Sophie de Stockfleth, f. % 1779, å. 1 1855, datter av den som bygdemaalsforfatter bekjendte sorenskriver i Eker, justisraad Thomas Rosing de Stockfleth og Johanne Marie £. Arbien. B. kom i ung alder som farmaceut til Kristiania og blev her provisor hos apoteker Maschmann, hos hvem Bernt Anker lærte ham at kjende og antok ham til sin amanuensis ved de fysikalske forelæsninger, som Anker holdt 1796—97. B. forlot saa efter Ankers raad apotekerveien og begyndte at studere bergvidenskap, først ved bergseminariet pan Kongsberg, senere med offentlig understøttelse i Falun og i Tyskland. Ved sin tilbakekomst til Norge blev han bestyrer av det Ankerske Fideikommisses bergverker med bopæl paa Hakedals Jernverk, hvis drift han forbedret i mange retninger. Samtidig fungerte han som bergmester i Østre Søndenfjeldske distrikt. Gjennem sin hustru var han besvogret med amtmand Collett i Buskerud, og da regjeringen i 1815 reiste spørsmaalet om gjenoptagelse av driften ved Kongsberg sølvverk, blev han medlem av den komite, som i den anledning blev nedsat. Væsentlig efter B.s planer blev driften optat i 1816, og B. blev i mars s. a. utnævnt til andet medlem av sølvverksdirektionen; første. direkter var Ole Henckel. Da denne døde i 1824, blev B. enedirektør. B. var forøvrig en av det offentlige meget benyttet mand, idet han av Stortinget den */e 1816 valgtes til medlem av den i 1814 nedsatte berglovskomite, og senere, i 1817, blev han medlem av en for ordning av bergstudiet nedsat komite, hvis forslag blev lagt til grund for reglement om bergeksamen av "/s 1819. B. møtte som suppleant fra Kongsberg paa Stortinget i 1821. Av litterære arbeider foreligger fra hans haand kun en artikkel om kogsmedning, en metode for jerntilvirkning, som han hadde overført fra Sverige til Hakedals verk. B. skildres av sin samtid som en nobel karakter og en dygtig fagmand, og det kan neppe lægges ham tillast, at solvverket i hans tid stadig gik med underskud, saaledes at det omkring 1830 endog var paa tale at sælge verket ved auktion. Carl J. G. Steenstrup. (Litt: A. Collet: ,Familien C*, 1915, s. Bay, Herman, 1790—1874, officer, søn av proprietær i Eidskog Hans Christen B. (1758—1829) og Helle Margrethe Hals (E. 1761), f. i Eidskog " 1790, frikorporal ved første akershusiske infanteriregiment 1808, furer 1809, sekondløitnant i skarpskytterregimentet 1811, premierløitnant 1815, kaptein 1837—37, de sidste 8 aar som gevorben kompanichef ved Fredrikstadske gevorbne musketérkorps. Dod i Sarpsborg "% 1874. Gift 1822 med Marie Cathrine Hals (1796— 1872), datter av major Ulrik Fredrik (Bastianssøn) Hals paa Torderud i Grue. B. vokste op paa sin fars gaard Magnor i Eidskog, like ved riksgrænsen. Hans ungdom faldt i den bevægede tid omkring 1814, og baade han og faren var, efter hvad biskop Bang! vet at fortælle i sine »Erindringer", ivrige og forvovne partigiengere under tidens uroligheter; om faren heter det saaledes at han ,mer end én gang* hadde listet sig ind over grænsen ind i Sverige for at utspionere de svenske hæravdelingers stilling og styrke; mer end én gang hadde han vandret paa sin fot til Kongsvinger for at overbringe depecher, som han hadde sydd ind mellem saalerne i sine sko". Sønnen, der traadte ind i hæren som ulønnet korporal like efter fredsbruddet i 1808, skal allerede under dette aars skjærmydster omkring Kongsvinger ha utmerket sig og blev, skjønt han ikke hadde gjennemgaat nogen regulær officersutdannelse, i betragtning av sin praktiske brukbarhet og sit gode forhold ansat som officer i 1811. Men hvad der særlig har gjort hans navn fortjent til at erindres, er den andel han hadde i den norske hærs seier i træfningen ved Matrand å 1814. Skjønt hæren dette aar, i paavente av fiendens angrep, var samlet helt fra februar maaned, opholdt B. sig det meste av tiden hjemme paa Magnor; det skedde efter opfordring fra kommandanten paa Kongsvinger, oberstløitnant Krebs, der ved B.s hjælp kunde skaffe sig underretning om den svenske styrke, som samlet sig i Värmland. B. var nemlig paa sine jagtturer blit godt kjendt i de svenske grænsedistrikter, og under foregivende av at være misfornøiet med forholdene i Norge var det ogsaa lykkedes ham at komme i forbindelse med svenske officerer, som endog flere ganger besøkte ham paa Magnor. * Bangs svigermor, Anne Dorothea Kaasen, var B.s søster. av juli forlot han dog farsgaarden og meldte sig til tjeneste ved sin avdeling. Imidlertid var det */1 faldt i hans lod at ledsage til Matrand den svenske major Lagerlöf, som av brigadechefen, generalmajor Gahn, hadde faat i opdrag at overbringe kommandanten paa Kongsvinger en depeche i anledning av Norges avstaaelse til Sverige ved Kielerfreden. Lagerlöf fik dog ikke slippe frem til Kongsvinger, men maatte slaa sig til -paa gaarden Malmer, hvor ogsaa B. den gang opholdt sig, og der vente paa svar. Depechen blev fra Kongsvinger sendt videre til regenten, prins Christian Frederik, og nogen dager efter indlop prinsens svar; med dette blev B. sendt som budbringer til Gahn. Paa gaarden Norby ved Eda skanse blev han san av generalen og andre svenske officerer opfordret til at began landsforræderi: Hvis han vilde bidra til Norges underkastelse og fan soldaterne til at gaa over, skulde disse faa avsked fra krigstjenesten; han selv skulde bli forfremmet til bataljonschef og desuten faa en belønning paa 12000 svenske riksbankdaler. Det fremgaar ikke klart av B.s beretning, om disse forhandlinger er foregaat alt mu i januar —februar eller ved en senere sendelse av Lagerlöf ut paa sommeren. B. avslog først; men efterat han paa Kongsvinger hadde konferert med Christian Frederik, besluttet han at late som om han vilde gaa ind paa det svenske tilbud. Derpaa utarbeidet han i forening med kaptein Andreas Engelhart en plan, hvorved man kunde faa lokket fienden over grænsen for at overrumple Kongsvinger fæstning; planen blev tiltraadt av Krebs. Efter at ha truffet den fornødne avtale med den svenske lenshøvding Eichstedt, som paa Karl Johans vegne bifaldt det foreslaatte arrangement, ilte B. til Kongsvinger for at møte Krebs. Dagen efter, 1a, gik en svensk avdeling over grænsen og rykket mot Lier. Herfra blev den fordrevet den følgende dag og leiret sig pa Matrandmoen, hvor den %s blev omringet og efter en blodig fegtning maatte trække sig tilbake over grænsen i oprevet tilstand. At B. saaledes hadde æren for den maate hvorpaa seiren ved Matrand blev forberedt, er utvilsomt. - Derimot er det ikke rigtig, naar han i en fremstilling til Stortinget av 1868 (se herom nedenfor) har villet gi det utseende av at han ogsaa spillet en hovedrolle under selve kampen. B. fik bøte dyrt for det puds han ved denne anledning spillet svenskerne; de hevnet sig ved under retrætten at brænde hans farsgaard Magnor, og da han selv ved en senere anledning (muligens i 1815) foretok en reise i Vårmland, blev han gjenkjendt av nogen soldater og skamslaat, saa han hadde mén av det lang tid efter. Om B.s bedrift synes der senere at ha dannet sig en legende; i et brev av 1 1834 fra Henrik Wergeland til professor G. F. Lundh (trykt »Edda", bd. XVII, s. 136) gjengives den saaledes med sensationelle detaljer, som tydeligvis hører hjemme i fantasiens verden. Men naar Wergeland i samme brev meddeler at B. efter sin straalende bedrift levde som ,en fattig, meget fattig mand", da har han ret. Han fik ved sin avsked 1857 sin fulde gage, 588 speciedaler i pension, men den blev av Stortinget nedsat til 400. I 1868 søkte han om at faa pensionen forhøiet; den ansøkning han da indsendte til Stortinget, indeholdt en fremstilling av hans befatning med Matrand-affæren, og under sakens behandling blev der fremlagt erklæringer fra flere av hans gamle kampfæller. Mot Gage- og Pensionskomiteens indstilling blev pensionen forhøiet med 100 speciedaler. Woltert Keilhau. (Litt: Jac. Ræder: ,Paa Kongsvinger i 1814" (i ,Historisk tidsskrif, rk. 8, på. 3,8. 17—80); Halvdan Koht: ,Løitmant B. og affæren ved Matrand" (ib. 5. 500—807); Didrik Schnitler: , Blade af Norges Krigshistorie", . 422—24 (Kra. Bay, Karl Ludvig Antonius, 1885—, grubeingenior, son av bryggeformand Jens Antonius B. (1855—1903) og Henriette Andersen (f. 1853), gift med Henriette Westgaard (t. 1881), f. i Kristiania 194 1885. Blev i 1905 uteksaminert som bygningsingeniør fra Kristiania Tekniske Skole. Arbeidet saa et par aar I granitindustrien, derefter fra Yi 1907 i Chr. Ankers Grubeforretning indtil Ankers død 1912 og senere tre aar ved Chr. Ankers dødsbo. Blev i 1915 ansat som disponent i A/S. Brookes' Granit Coy, Fredrikshald, men overtok efter anmodning stillingen som direktør i Store Norske Spitsbergen Kulkompani vaaren 1916. B. hadde allerede i Ankers forretning siden 1908 beskiæftiget sig med Spitsbergen, saa han var en med forholdene vel fortrolig. mand. B.s navn er som det vil forstaaes sterkt knyttet til Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Med sine fortrinlige administrationsevner var han utvilsomt den rette mand til at lede selskapet gjennem de vanskelige aar fra dets grundlæggelse i 1916. Selskapets organisering og de omfattende tekniske utvidelser, som har medført en aarsproduktion i 1922 paa 150000 ton kul, er synlige tegn pan den dygtighet og arbeidskraft hvormed B. er forlenet. Emil Diesen. Bech, Frederik (Friderich) Julius, 1758—1822, biskop, oplysningsmand, søn til byfoged Thomas B. (d. 1759) og Else Margrethe From (d. 1771), f. i Middelfart paa Fyn %s 1758, student 1780, cand theol. 1783, huslærer hos generalveimester Krohg paa Munkvoll ved Trondhjem 1783—85, lærer ved den borgerlige realskole i Trondhjem 1785—94 og desuten hospitalsprest fra 1787, sogneprest til Ørlandet 11 1794, residerende kapellan ved Trondhjems domkirke ™/s 1798, sogneprest til Skogn 1%: 1803, stiftsprovst i Odense "/s 1804, biskop i Akershus stift '% 1805, d. i Oslo "is 1822. Gift "/; 1787 med Catharina Charlotte Outber fra Kjøbenhavn (1765—1828). Skjønt rent dansk av slegt, fødsel og utdannelse, kom han til at vi hele sin livsgjerning til Norge; han blev likefrem ivrig norsk patriot, og han var en fremskutt deltager i det arbeide som forberedte Norges gjenreisning i slutten av foreningen med Danmark. Han tilhørte en tid og en retning — oplysningstiden og rationalismen — som den efterfølgende slegt, den intolerante ortodoksi, gav en ubarmhjertig og uforstaaende dom. Femti aar efter hans død skrev en mand som selv skulde bli en av hans eftermænd paa Oslo bispestol, A. Chr. Bang, om ham (H. N. Hauge, 3. Opl., s. 193): ,Rationalist af det reneste Vand, stundesløs i den nye Oplysnings Tjeneste, overfladisk og hul som Samtiden selv, blev denne forfængelige Mand hævet op til den mest fremragende Plads i den norske Kirke. Det kristelige Livs Historie giver ham det Eftermæle, at han har gjort alt, hvad han formasede, for at kvæle det nye Liv i vort Land." Denne overfladiske karakteristik blev længe gjentat uten undersokelse. Men den nyeste historieskrivning har git ham opreisning og vist ham som en av de ledende mænd i norsk aands- og samfundsliv omkring 1800. Trods sin doktorgrad i teologien — den han fik 1804 fra universitetet i Kiel likesaa meget for sine fortjenester av skolevæsenet som for sine teologiske skrifter — var han ingen videnskapsmand, ikke engang nogen særlig lærd mand, og selve teologien interesserte ham aapenbart ikke synderlig. Nogen overordentlig intellektuel begavelse hadde han ikke heller, og hans karakter hadde flere usympatiske træk, — han blir av samtidige skildret som nærig, hovmodig og forfængelig, en mand som var sterkt optat av egen fordel, egen nydelse og egen person. De særlige eksempler paa hans pengebegjær som blir fortalt (P. Chr. Holsts Efterladte Optegnelser s. 151; B. Moes Tidsskr. for den norske Personalhist. I 129; Øverland, Det kgl. Selskap for Norges Vel, I 71), viser rigtignok bare at han nyttet ut sit embede, paa samme maste som andre embedsmænd i samtiden, og vi har til gjengjæld vidnemaal om at han var villig til at ofre ikke bare arbeide, men ogsaa penger paa det som interesserte ham. Hans glæde ved god mat og drikke kan vi bare domme om efter samtidiges ytringer (Udvalg af Breve til R. Nyerup, s. 59; Fra Biskop Bugges Haand, s. 54) og efter hans velnærte utseende. Hans forfængelighet derimot kan vi motta et direkte indtryk av i den selvbiografi han leverte til sin bispevielse i 1805; der har han ikke forsømt at notere nogen av sine store og gode gjerninger. Vi kan derfor godt forstan den motvilje han fik imot sig, saa at folk gjerne citerte general Schmettows ord fra 1814 om ham og biskop Bugge: ,Den ene taler ingen vel om, og den andre taler vel om ingen" (Hist. Tidsskr. 3. R. I 81; Pavels's Biografi og Dagbøger, s. 200). Men uimotsigelig hadde han et klart og let hode, og fremfor alt var han fyldt av en utrættelig virketrang for de ideer han var grepet av. Hvor meget han saa kunde holde paa sin myndighet og værdighet, saa var dog folkets og særlig almuens vel det ledende i hans tanke, det drivende i hans gjerning. Han glemte ikke sin egen barndoms og ungdoms fattige kaar, og han vilde gjøre alt for at lette den fattige mands fremgang til oplysning og dannelse. Trods al forstandsmæssig teoretisk begrundelse var der virkelig hjertelag i dette hans stræv, og han var altid ivrig paa færde for at finde nye former og nye utveier for oplysnings-arbeidet. Han var ingen ,entusiast" og slet ingen sværmer; i et foredrag han holdt paa kongens fødselsdag i 1806 om fædrelandssind, talte han snarere foragtelig om entusiasme, og sværmeri ansan han for en sygdom. Han anbefalte derimot en ,sindighed* som aapenbart svarte til hans eget væsen, og han skildret sig selv da han sa: , Virksomhed, taalmodig, usvækket Virksomhed maa bevise Sandheden af vort oprigtige, varme Sindelav for Fædrelandet.* Han blev aldrig fri for enkelte av opkomlingens særmerker: det var ingen virkelig mandig stolthet i ham, han viste sig servil mot de skiftende konger, og han vaaget aldrig skindet i skarp kamp til nogen side. Netop fordi han altid søkte popularitet, vandt han den aldrig. Men de grundtanker han engang hadde bundet sig til, slap han likevel aldrig; folkeoplysningens sak tjente han hele sit liv gjennem alle livsstillinger, stadig optat av agitation, organisation og pædagogisk virksomhet. Om egennytten undertiden stak frem, saa var dog idealiteten det langt overveiende, og fordi han var en praktisk mand, lyktes det ham at sætte betydelige spor efter sig. Baade i stillings medfør og i arbeidet for sine særlige interesser optraadte han stadig som offentlig taler, men opnaadde ikke at bli regnet for særlig veltalende. Aapenbart har han ikke formaadd at bære sine taler frem med den sindets varme som fænger, og i sin trykte form bærer de heller ikke bud om nogen eiendommelig personlig saft og kraft. Men medvirkende har det nok ogsaa været at han ikke let og umiddelbart kunde gaa ind i den tids stil; naar han skal hæve sig op i dens retoriske Flugt, blir det bare nogen affekterte talemaater som høver forunderlig daarlig ind i omgivelserne. Til gjengjæld kommer han, naar han er sig selv, nærmere vor tids smak; han lægger ikke som de fleste i samtiden an paa at smykke sin tale med klassiske citater og vendinger; den er oftest forbausende moderne, — enkel og jevn, likefrem og saklig, uten dikkedarer, og vi behøver sjelden at hensætte os i en svunden tids uttryksmaate for at trænge ind til tanken. Den samme greie, klare stil præger ogsaa gjennemgaaende hans skrifter. Og overalt lyder en myndig, selvbevisst stemme, — en mand som vet hvad han vil, og som uten omsvop stiller sine krav. I sit vita til bispeindvielsen har han med selvbevissthet skildret sig som en self-made mand. Han var født som den yngste av nitten søsken, hvorav de fjorten var i live, og han mistet sin far da han var et halvt nar gammel. I hans Barndom og tidligste Ungdom* — heter det i selvbiografien — .nød han, under en aarvaagen Moders Opsyn, al den Underviisning, som Tid, Sted og Omstændigheder tillode. Men allerede i sit trettende Aar havde han det Uheld, at berøves denne sande Moder, som døde faa Uger efter at han var indsat i den latinske Skole i Odense. I denne Alder, paa dette fremmede Sted, uden Hielp af formuende Beslægtede, blev han tidlig bekiendt med Mangel, og med selve den tvivlsomme Bekymring for Livets første Fornødenheder; da hans Moder, efter saa lang Enkestand, med en saa stor Flok uopdragne Børn, med den tsrveligste Levepenge, naturligviis ikke kunde efterlade sine Børn nogen Arv. Den veltænkende Rektor for Skolen, den menneskekiærlige Professor Soren Anchersen, sørgede for, at der blev ham tillagt ugentlig "/+ Rigsdaler af Skolens Penge; og velgiørende Mennesker gave ham ugentlige Kostdage, saa at hiin Bekymring svandt snart og saa meget lettere for ham, som ikke var forkiælet opdragen i Overflod.* Han blev dimittert til Universitetet i 1780, 22 aar gammel, og straks efter andeneksamen begyndte han paa det teologiske studium under de rationalistiske professorer N. E. Balle, Klaus Horneman og H. F. Janson. Da han ikke hadde raad til at bli liggende længe ved Universitetet, tok han sin embedseksamen alt i 1783, idet han nøide sig med at lægge op til daarligste karakter (pan samme maate som hans senere kolleger J. N- Brun og Chr. Sørenssen). Straks efter eksamen kom han saa til Norge, hvor han siden med en kort avbrytelse kom til at virke. Efterat han i henved to aar hadde været huslærer hos generalveimester Krohg paa Munkvoll, lyktes det ham i 1785 at faa en lærerstilling ved den borgerlige realskole i Trondhjem, den første skole i sit slags i Danmark og Norge, oprettet to aar tidligere. Katedralskolens rektor, professor Laurids Smith, kaldte den maaten B. opnaadde sin stilling paa, «en Hundestreg* (L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie, s. 198—99, og Af Johan v. Bilows Papirer, s. 198—99), fordi han fortrængte en ældre mand. 1 og for sig behøvde dette ikke at være andet end utslag av den Lyst til Videnskaberne" som Smith i samme anledning roser ham for; B. vilde ha en stilling som gav rum for hans reform-iver, og realskolen var noget nyt i tidens undervisningsvæsen. Den samme mand som hadde skaffet ham denne stilling, presten J. Parelius, maatte imidlertid faa aar senere beklage sig over at B. gik ham selv i veien ved et ,complot" angasende et sognekald (Udvalg af Breve til Nyerup, s. 97—98), og vi faar saaledes et bestemt indtryk av at B. hensynsløst forstod at albue sig frem. I over ni aar (1785—94) var han lærer ved realskolen i religion, historie, geografi og tysk, og i denne stilling fremtraadte han oieblikkelig for almenheten. Hans indtrædelsestale om ,Historiens Indflydelse paa Religionen", som blev trykt, men nu synes forsvundet, har vistnok git hans syn paa kristendommens stadige utvikling. Hans pædagogiske program har vi derimot i de to næste taler: ,En dydig Opdragelse, betragtet som Grunden til Staters sande Vel" (1786), og: »Er det ligegyldigt, hvorledes de ringere Stænder opdrage deres Børn?" (1787), endelig i skriftet ,Betragtninger over vort Undervisnings Væsen* (1788). Det ligger ham meget paa hjertet at hævde, at oplysningen ogsaa maa komme de lavere klasser til gode; dette var noget han tok op igjen og op igjen mange ganger, i kamp mot gammel og endnu raadende overklasse-fordom, og særlig tok han spørsmaalet op i en tale i 1809 om forholdet mellem kultur og moral, idet han sterkt fremholdt at sand kultur altid fremmer moralen, san at underklassens oplysning ikke kunde bli til skade for dens moralske evne. Derfor agiterte han for videst mulig folke-oplysning, og han gav grundsætningen for sit eget liv, da han skrev at ,Opdragelsen er det vigtigste Formaal, Regentere kunne skienke deres Opmærksomhed" (1788). I en tale fra 1799 betonet han sterkt, at undervisningen maatte være en statssak, ikke overlatt til private. Men han krævde med det samme og helt fra først av undervisning og lærebøker avpasset efter formaalet, efter enhvers begavelse og livsvilkaar; han pekte endog paa noget som kunde ligne prøver paa den personlige begavelses egenart. Han ivret imot uniformeringen i den klassiske undervisning, han var en motstander av de døde sprog og vilde heller bygge paa matematik og naturfag; han vilde ha gymnastik i skolen, og han utgav i 1792 en ,Veiledning til at opdrage en sund, fornuftig, duelig og lykkelig Afkom", den første lærebok som var skrevet i Danmark-Norge for seksuel undervisning. Det han saaledes gav, var vel ikke paa noget punkt egentlig originalt; han henviser overalt til forbilleder og læremestre i utlandet. Men alle skrifterne vidner om en livlig, energisk aand, som har tilegnet sig, vil føre videre og føre ut i livet de nyeste tyske, franske og engelske oplysnings-ideer. De hadde ikke nogen virksommere forkjæmper i Norge i de aarene. Og paa alle kanter var han fremme. ,I Aarene 1792 og 1793* — heter det i selvbiografien — ,forestod han, efter Opmuntring af den høit fortiente afdøde Biskop Schønheyder, et Læseselskab, eller en Indretning, som udbredte mange videnskabelige og andre nyttige Skrivter, iblandt Geistligheden og Andre i Trondhiems Stift Finmarken og Nordlandene iberegnede." I 1794, efterat universitetssaken var reist paanyt av J. N. Wilse, skrev han en hel plan for et norsk universitet (trykt i Hermoder 1795). Ogsaa rent sociale interesser var han grepet av; i 1790 skrev han ,Om det Norske Bøxelvæsen* (i Minerva) og vilde ha alt det beneficerte gods i Norge solgt, saa bonden kunde bli fri eiendomsmand, — det vilde bety baade en økonomisk og en kulturel vinding. I litt over tre aar var han borte fra Trondhjem som sogneprest paa Ørlandet (1794—98). Her lykkedes det ham at faa skoleholdernes tal fordoblet (fra 2 til 4) med sigte paa at faa faste skoler istedenfor omgangsskoler. Iblant Almuen i dette Præstegield* — oplyser han — wudiaante han i 2de Aar endel historiske, moralske — samt Jorddyrkningen og Fiskeriet vedkommende Skrivter: hvilke Skrivter bleve læste med Lyst og ikke uden: Nytte." Karakteristisk for ham og tiden er det at han øieblikkelig gik igang med at utarbeide en topografisk beskrivelse av sit prestegjeld; men manuskriptet til den gik tapt ved en flytning. Saa var han i Trondhjem igjen i fem aar som residerende kapellan ved Domkirken (1798—1803). —,Foruden de præstelige Forretninger" — skriver L. Stoud Platou — ,maatte Han, efter Embedspligt, her deeltage i Bestyrelsen af Stadens offentlige Stiftelser og deres Midler, der ere af særdeles Omfang og Betydenhed. Tillige virkede Han i Fællesskab med andre Mænd, iblandt hvilke Biskop Schønheyder, til at planlægge og oprette deels en Enkecasse, især med Hensyn paa Haandverkselassen, deels et Seminarium for vordende Almue-Skolelærere, deels endelig en Sondagsskole til Haandverksstandens Undervisning, hvilken Skole aabnedes 2den Januar 1803 med et Antal af 166 Elever, hvoriblandt ei alene Haandverks-Svende, men og selv Mestere." Søndagsskolen kom til at bli en varig indretning; men lerer-seminariet, det andre i Norge, som B. I Skogn var han bare prest et aar (1803—04). Men, skriver Platou, ,ogsaa her arbeidede han for Skolevæsenets Forbedring, og gav selv 11 vordende Skolelærere ugentlig Underviisming*. Det var en betydelig forfremmelse for ham, da han 1804 blev stiltsprovst i Odense, og det var bare et skridt opad mot den høieste stilling i kirken; i 1805 blev han biskop i Akershus stift, og i dette embede blev han staaende til sin død, i over sytten aar. Som biskop maatte han stige sterkere frem i landets kirkelige liv, end han før hadde gjort. Og hans præken ved bispe-indvielsen 1 1805, da han blev ordinert av biskop Balle, gav aapent uttryk for hans religiøse standpunkt: han tror paa menneskehetens evige fremskridt (han hadde alt i 1788 uttalt sig mot læren om ,vor Naturs uoprettelige Fordærvelse ved Arvesynden*), ham tror paa utvikling i selve kristendommen og fremstiller derfor sin tids religion som renset, ,skilt fra giorte Tilsetninger, fra indblandede Vildfarelser*, endog i motsætning til apostlenes forkyndelse; han bryr sig ikke om nogen overfladisk antagelse av traditionel lære, men kræver personlig eftertanke i troen og vil se dens frugt i arbeide. Da ham i 1791—92 utgav en række høimesse-prækener, blev han i Kjøbenhavns Lærde Efterretninger rost som en oplyst Religionslerer*: ,Fortrolighed med Jesu Religions sande Aand, grundig Philosophie, en ikke ubetydelig Menneskekundskab, hjertelig Uvillie mod al gammel Slendrian, men redelig Iver for Alt, hvad der er nyttigt og ret og godt, fremlyser umiskjendelig af disse Prækener.* I en samling ,Blad for Religion, Moralitet og Sædelighed*, som han utgav 1799—1801, hadde han bl.a. skrevet mot troen paa det overnaturlige eller magiske i sakramenterne. Og i anledning av haugianismen hadde han i 1802 utgit ,Raad og Advarsel imod Sværmerie og dets bedrøvelige Virkninger" (se A. Chr. Bang, Hauge, 3. Opl., s. 274—80). Aaret før han blev biskop, var H.N. Hauge blit fængslet og den store undersøkelse mot ham sat i gang. B, avgav da under */ 1805 en betænkning i saken, og efter kancelliets opfordring utsendte han derefter som biskop en rundskrivelse av */: 1806 til presterne i sit stift paa grundlag av denne betænkning (trykt i Theologisk Tidsskrift, N. R. VI, 1879, s. 477—91). Det fremgaar derav at han var imot al direkte eller endog voldsom bekjæmpelse av sværmeriet; han vil motvirke det indirekte ved øket oplysning, og han anbefaler derfor oprettelse av læseselskaper, opdragelse av duelige skoleholdere og bedring av skolevæsenet, indførelse av den evangelisk-kristelige salmebok og alvorlig arbeide i prestegjerningen (jfr. Bang, Hauge, 3. Opl., s. 437—38) Senere, i 1816, var han med at stifte det Norske Bibelselskap og var dets første formand; men det lyktes ham ikke at faa dets virksomhet formet efter sine ønsker: han vilde hat de bibelske skrifter utgit med kommentarer som kunde motvirke ,fanatisme" (se Heggtveit, Den norske Kirke i det 19. Aarh., I 437—41, paa grundlag av Pavels's DagbogsOptegnelser 1815—16). Det var en oplyst religion han arbeidet for. (Trykt august 1922) Kraft, ingenlunde lod Kraften slumre, men ved utrættelig Virke- og Gavnelyst, ved stundom for stor Anstrængelse maaske endog bidrog til før Tiden at svække idetmindste Legemets Kræfter. Af de flere ved vor Afdødes ualmindelige Arbeidsomhed frembragte gavnrige Følger, ville vi her blot kalde tilbage i vort Minde den større Orden, der nu fremfor i Fortiden er almindelig indført i alle Ministerial- og Embedsbøger, samt andre offentlige Anliggender i samtlige Præstegjelde i Agershuus Stift; de betydelige Reformer og Forbedringer, Almueskolevæsenet har undergaaet fast overalt i Stiftet; den større Orden og Nøiagtighed, som nu følges i Fattigvæsenets Bestyrelse, samt dettes hensigtsmessigere Indretning og Udvidelse, dernæst Hans mange og idelige Opmuntringer, Veiledninger og Understøttelser til enhver hvilkensomhelst Mand, der yttrede Lyst, Evne eller Kald til at virke for Skole- og Fattigvæsenet, vor salige Afdødes kjeereste Sysler, eller for anden gavnrig Virksomhed, være sig til Agerbrugets, Huusindustriens eller hvilkensomhelst Kunstflids Opkomst eller Udvidelse. Endelig hans mangehaande geistlige Forretninger, nu ved offentlige Læreres Indvielse og Ansættelse, nu ved Skolers Stiftelse og Skolelæreres Dannelse, snart ved vidtløftige Visitatsreiser, snart ved offentlige Taler, Formaninger, Raad og Anviisninger. Kommer endvidere hertil mange og fleerartede civile Embedsforretninger som Medlem af Stifisdirectionen, samt af flere Commissioner og Committeer, i Forbindelse med Hans Bestræbelser for ogsaa at gavne som Skribent ved flere og saare forskjellige, deels trykte deels utrykte, Forslag og Planer m. v. og vi derhos vide, samt med Sandhed kunne vidne, at vor hedenfarne Ven i enhver Bestyrelse, hvori Han deeltog, stedse talede, handlede, skrev og virkede med den Ham egne Iver og Kraft: saa vil neppe nogen med Føie kunne negte ham ualmindelig Virke- og Gavnelyst, men snarere beundre Hans Kraft, Udholdenhed og Utrættelighed." Det forslag til en nyordning av fattigvæsenet, særlig i Kristiania, som han offentliggjorde i 1808 (Tiden, sp. 65—77 og 113—25), er merkelig derved at det sigter mot en organisation i hovedsaken svarende til det i vore dager saakaldte ,Elberfeld-system*, og han hadde allerede i 1806 latt utgaa fra stiftsdirektionen en ,Pro Memoria* om bedre praktisk ordning av baade skole- og fattigvæsen. Men det var skolen som var hans hovedinteresse, og indenfor sit stift gjorde han meget for at faa flere, bedre utdannede og bedre lønnede lærere, bedre skoleplaner og bedre læsebøker (jfr. Indbydelses-skrift ved Porsgrunds komm. middelskole 1881, s. 3—4, og B.s Forslag til at danne Almuens Ungdoms Lærere, s. 4). Det var dette oplysnings-arbeidet som forte ham ind i politiske spørsmaal. 25 — Norsk blogratlsk Ieksikon. Han er nemlig den virkelige stifter av Selskabet for Norges Vel". Helt fra J. Chr. Berg (Budstikken IV 12, anm.) er det stadig gjort forsøk paa at frata ham denne ære, og ideen er blit tilskrevet grev Herman Wedel. Men de i nyeste tid offentliggjorte aktstykker viser klart at tiltaket stammer fra B. Det som var Wedels originale tanke, det var at selskapet skulde bli en politisk organisation i kampen for Norges løsrivelse fra Danmark, — en tanke som aldrig blev til virkelighet. B. vilde at selskapet paa en viss maate skulde bli nationens organ overfor regjeringen, siden Norge ikke hadde eghe regjeringskollegier; dette var altsaa ogsaa en politisk tanke. Men hovedsaken for ham var selve det indre materielle og sandelige reisningsarbeide. Vi kan følge hvorledes han skridt for skridt naadde til sin store organisationsplan, Høsten 1807 deltok han i gjenoprettelsen av det Topographiske Selskab for Norge og blev dets faktiske leder; i januar 1808 var han hovedmanden ved gjenoprettelsen av Aggershuus Stifts patriotiske Selskab; høsten 1809 indleverte han til dette selskap en prisavhandling om dannelse av sogneselskaper i hele landet ,til Jorddyrkningens, Huusflidens, Culturens og Sædelighedens Fremme" (prisbelønnet og utgit vaaren 1810). Paa et fællesmøte av de to selskaper "12 1800 la han saa frem en færdig plan for et ,Patriotisk Selskab for Norge"; i den komite som i den anledning blev nedsat, foreslog han navnet ,Selskabet for Norges Vel*, og indbydelsen til dannelsen av det blev offentliggjort ved avskedsfesten for Christian August %/i», efterat B. ved kirkehoitideligheten samme dag hadde gjort rede for selskapets program. Den konstituerende generalforsamling blev holdt under hans ledelse '% 1810, og han blev selskapets formand under titel av ,vicepræses. Han blev da ogsaa, efter Jacob Aalls uttryk (Erindringer, 2. Udg., 5. 232), »upaatvivleligen Hovedhjulet i Selskabets Virksomhed". Særlig merkelig er det , Forslag til at danne Almuens Ungdoms Lærere" som han la frem i styremøte 2), 1810, og som gik ut paa at selskapet tre aar i træk skulde bevilge 5000 rål. til kurser for skoleholdere, idet lærerne skulde bli lokket til disse kurser ved løfte om øket løn fra indtægterne av det beneficerte gods; med forslaget fulgte en detaljert plan for selve undervisningen pan kurserne. Dette forslag skaffet selskapet en kgl. reprimande om ikke at gripe ind i regjeringens myndighet, og B. maatte gjøre undskyldning. Han deltok ogsaa virksomt i selskapets arbeide for et norsk universitet; det var han som stillet forslaget om en nationalsubskription for det i 1811 og formet opropet herom, og han blev ogsaa medlem av den kgl. kommission som opstillet planen for Universitetet i 1812. sine sidste leveaar til at lide av et sterkt svækket syn; men endda i 1822 talte han baade i Selskapet for Norges Vel og i kirken. Det er hans levende arbeidslyst, hans uforfærdede optimisme, som er det mest tiltalende ved ham, og ved sine ualmindelige praktiske evner i en kraftig. reformviljes tjeneste blev han en av dem som grundla det nye Norge. Halvdan Koht. {Lit : Selvbiografi i Fallesens Theologisk Maanedsskrivt VI (1805), s. 329-30; L. Stoud Platou i Budstikken IV (1823), sp. 12—23; J. V. Kvam: Den norske Kirkes: Biskopper efter Reformationen, s. 19—22; H. G. Heggtveit: Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, I, s. 458—01; T. Høverstad: Norsk skulesoga, det store interregnum, s. 47—55. 103 fg, 265 fg.; O. A- Øverland: Det kgl. Selskap for Norges Vel, I s. 10—23, 62—71, 89—01 og fl. st; H. Koht: 1814, fl st; Fra Biskop Bugges Haand, s. Beck, Baltzar, ca. 1700, visedigter. Det har hittil ikke lykkes nogen at skaffe nogensomhelst biografiske oplysninger om B., men efter hans sprogform at dømme er han sikkerlig bergenser. Hans ene skrift ,Tvende nye Viser fra Bergen" — den første om Bergens brand 1702, den anden om at søke trøst hos sin frelser — er tapt; is er det dog den første vise som findes bevart paa to løse blade i Kgl. bibl. Kbhvn.; det er et fuldkommen talentløst poem. Det eneste som har bevart B.s navn, er hans ,Ny Viise om Norrige og dets kostbar Herlighed*, som utkom første gang 1708, og blev optrykt mindst seks ganger, helt til henimot slutten av 18de aarhundrede. Denne vise har øiensynlig vundet sin popularitet dels ved melodiens hjælp (»Ach Amyrillis*), dels i kraft av sin naive og trohjertige norske patriotisme; uten gnist av digterisk evne gir B. her i 40 otte-linjers vers en hel liten Norges beskrivelse, en av de sidste utløpere av den topografiske poesi, som florerte i Norge i 17de aarhundrede. Han stanser helst op ved de større byer, som han formodentlig kjender av selvsyn — f. eks. Kristiania, Skien, og især Bergen — og der er ikke den ting han nævner, som ikke faar tilføiet et rosende adjektiv: sterk, kjæk, skjøn el. lign. Sproglig byr hans vers paa interesse ved sine ialrike nor vagismer, men det merkeligste ved digtet er utvilsomt de omhyggelige beskrivelser av folkedragten i Telemark og Hardanger; B. er formodentlig den første forfatter i Norge som har hat sans for slikt. Litt: Hj, Pettersen: Bibl. Becker, Johan Heinrich, 1715—1761, kemiker. f. "12 1713 i Ostfriesland, tok 1736 den medicinske doktorgrad i Halle, og fik 1739 tilladelse til at praktisere i Kjøbenhavn. Han blev 1742 bergmedicus paa Kongsberg, og ved bergseminariets oprettelse 1757 blev undervisningen i kemi og mineralogi overdrat ham. I resolutionen desangasende staar der at professor B. skal ha 300 rdlr. aarlig, og at han skal skaffe lokale og laboratorium. Han benyttet derfor til undervisningen et laboratorium han alt tidligere hadde indrettet i sit hus; det var, som det sees av et senere skjøde, ,Grund Muur hvelvet"; huset blev 1772 kjøpt av det offentlige til bruk for seminariet. B. var den første offentlige lærer i kemi her i landet, og han omtales som en kundskapsrik og dygtig lærer. Han døde allerede 1761. Been, Hans Nilssøn, 1645—1708, magister, blev født i Kristiansand 1646, student fra Helsingør 1667, tok teologisk attestats 1669, filosofisk bacealaur-grad 1670, opnaadde ,gratis" magistergraden 1700. I en lang aarrække bodde han paa Regensen, senere, antagelig fra 1692 av, paa. Valkendorfs kollegium; i mange aar var han ogsam dekanus paa Kommunitetet (,Klosteret*). I 1708 blev det bestemt at Valkendorfs kollegium skulde renses for sine ældgamle beboere; som stængte adgangen for de unge; B. og to venner av ham skulde flytte, Den gamle ungkar har øiensynlig ikke taalt tanken paa en slik ændring av levesæt; han døde paa kollegiet %s 1708, 62 aar gammel. Som ung hadde B. kanske hat virkelig videnskabelige anlæg; i en lang serie trykte disputaser har han behandlet problemer som den Cartesianske filosofi hadde reist, og man ser at han ogsaa fulgte med i den samtidige teologiske og filosofiske litteratur i England. Men mot slutten av 1680-aarene blev B. syk, i en 5—6 aar kom der ingen disputaser fra ham, og da endelig professor Vinding baade hadde helbredet ham og hjulpet ham økonomisk, blev emnet for B.s næste disputas karakteristisk for hans sindsstemning: Utraqve fortuna moderate ferenda (1693); kort efter tar B. fat paa stoicismen, hans eget liv har nu tvunget ham til at lære sig taalmod. Der er paavirkning fra salmetonen i de mange vers som han har lagt ind i sine disputaser fra denne tid, hans etiske og religiøse interesse er i det hele blit dypere, men øiensynlig pa bekostning av den videnskabelige. Han har forfattet en ,fast utrolig mængde disputaser", — henved 100 av dem er trykt, og de skriver sig for en stor del fra tiden efter 1693; men nu er det ikke længer enkelte store problemer som optar ham, de senere disputaser er ustanselig skiftende av indhold, de bestaar oftest av en række korte smaabetragtninger og indfald, ofte over denslags metafysiske spørsmaal som Holberg med rette kunde haane: Den aldrende B., som Holberg maa ha set i sin første studietid, synes likefrem at ha forenet mange av Per Degns og Erasmus Montanus's latterlige egenskaper. gamle figur, og de respekterte ham for hans rene og ubesmittede" ær det let at fan øie paa sympatien for B. latterligheter fremkaldte. Francis Bull. [Litt.: H. J. Helms: Valkendorfs kollegiums historie.) Beenfeldt, Christopher Povl, % 1750, officer, kommandant paa Fredriksten, var søn av obersti hollandsk tjeneste Joakim B. og hustru Margrethe Magdalene Reventlow fra Lubeck. Slegten B. skal skrive sig fra den lille fæstningsbørg Bentfeld i Elsass. B. tjente sig op fra menig rytter til løjtnant i 2det jydske nationale regiment i 1700. Med denne avdeling deltok han med de danske hjælpetropper i den spanske arvefølgekrig i Holland og i Flandern, i 1706 blev han som ritmester forsat til 4de jydske rytterregiment, som han derpaa fulgte i krigen, og hvor han avancerte til major i 1711. I slaget ved Malplaquet blev han haardt saaret i hodet, hvorfor hans krigerbane for en tid blev avbrutt. Efter hjemkomsten fra Flandern blev hans regiment opløsti 1714, hvorefter han avancerte videre ved Livregimentets ryttere. Den " 1732 blev han utnævnt til oberst og chef for 2det Søndenfjeldske dragonregiment i Fredrikstad. Aaret efter fik han brigaders karakter, den */s 1740 blev han generalmsjor, 1747 ridder av Danebrog med symbolum: ,Til Guds samt Kongens og min egen Ære, vil jeg med Auraa Sværdet føre og bære". Den "/: 1749 utnævntes B. til kommandant paa Fredriksten, hvilken stilling han indehadde til sin død sammesteds. Den %/ 1749 fik han generalløitnants karakter. Familien B. var optat i den danske adelsstand. Han var ugift og efterlot største delen av sin formue til sin brorsøn Herman Frederik B. B. var en brorson av den fra Kronborgs overgivelse sørgelig bekjendte oberst Povl B. som døde 1676. Beer, Anders, 1801—63, skibsreder, fabrikeier og garver, sønnesøn av nedennævnte J. H. B. [senior] og helbror av nedennævnte J. H. B. [junior], søn av konsul i Flekkefjord Christopher B. (1770—1839) og første hustru Anne Malene Tjørsvaag (1772—1820), f. i Flekkefjord '%1 1801, død sammesteds %/ 1863. Gift første gang (1828) med Kirstine Dorothea Lassen (1808—43), datter av kjobmand i Flekkefjord Jens Lassen; gift anden gang (1844) med Hedevig Methea (Thea) Smith (1822—1914), datter av jernverkseier Sivert Jørgen Smith paa Frolands verk. B. gjennemgik Kristiansands katedralskole og blev senere for sin utdannelses skyld sendt til Frankrike. Da han var kommet hjem til Flekkefjord, begyndte han med krambodhandel og spekulation i sild, senere med skibsbygning og redervirksomhet. Bl. a. lot han bygge og eide alene sin tids første fuldrigger. Han var fransk konsul 1829—37, dansk 1853 —38. Da silden forsvandt 1839, lot han 1840—42 anlægge et garveri i Tjørsvaagstranden. Han var den første her i landet som benyttet ekebarkning i stedet for den tidligere bjerkebarkning, og den første som anvendte amerikanske huder i stedet for norske. Det lykkedes ham at drive fabrikken godt op; andre fulgte efter, og det er saaledes ved B.s initiativ at Flekkefjord er blit centrum for garveriindustrien i Norge. Han drev ogsaa møllebruk, en oljefabrik, som længe leverte olje til fyrvæsenet, og cirkelsager, alle i Tjorsvaagstranden, samt bakeri og tobaksfabrik i nærheten av sit husi byen. Ca. 100 mand var i hans brød. — Efter Bs dod gik det tilbake med de forretninger han hadde grundlagt. Garveriet blev 1871 solgt til Dalens interessentskap, og de øvrige fabrikker blev efterhaanden nedlagt. Inden sin kommune gjorde B. sig populær ved for egen regning at anlægge den kostbare vei fra byen til Tjørsvaagstranden. For at hædre hans minde har man opkaldt en av byens gater efter ham. Wollert Keilhau. Litt: Johannes Beer, ,Familien Beer i Norge" (Kra. 1912); D. Koren, ,Omkring Lindesnes" (Kra. 1914; Amund Helland, ,Norges land og folk, X: Lister og Mandals amt" (Kra. 1903); S. Joh. Knudsen i ,Flekkefjords Budstikke" 1879, nr. Beer, Jens Henrik [senior], 1731—1808, skibsreder og sagbrukseier, søn av kjøbmand og sagbrukseier i Flekkefjord Nils Henriksen B. (1690— 1746) og Anna Maria Christensdatter Eide (4. før 1773), f. i Flekkefjord 1731 og døpt i Nes kirke '%1s 5. a., d. i Flekkefjord "/s 1808. Gift første gang (mellem 1763 og 1765) med Elisabeth Kristine Johannesdatter (Eide) (døpt '% 1736, d. 1767), datter av skibsreder i Flekkefjord Johannes Christensen Eide; gift anden gang (1769) med Elen Bolette Færø (døpt % 1745, d. 1817), datter av trælasthandler i Flekkefjord Christopher Jensen Færø. Han gik i sin ungdom paa skole i Holland og utdannet sig senere som sjømand og handelsmand; derpaa drev han en tid fragtfart fra Norge til Skotland med trælast og tilbake igjen med malt og mel. Han skal under sin ofte farefulde seilas ha vist mod og dygtighet til at undgaa kaperfartøier, og en gang tok han under den engelsk-franske krig skotsk last av fabrikvarer fra Montrose paa sit eget navn og under dansk flag for at sælge dem i Frankrike til høieste pris. Forretningen gik godt, og til tak blev han 1772 utnævnt til æresborger av Montrose. Ved dette kom B. til at stan som et symbol paa handelsforbindelsen mellem datidens Norge og Skotland. Eftersom aarene gik, kom han mer og mer til at begi sjøen for sin egen personlige del, idet hans mangeartede forretninger hjemme i Flekkefjord optok hans tid. Han drev et betydelig skibsrederi og eide sagbruk ved Tjørsvaag, ved Fjeldsaa, ved Haukom i Siredalen, ved Sirnes (Skjeggestad sag) og i Feda; desuten hadde han flere jordeiendommer. Beer, Jens Henrik [junior], 1799—1881, skibsreder og gaardbruker, helbror av ovennævnte Anders B,, f. i Flekkefjord "/s 1799, å. paa Øye i Kvinesdal "jo 1881. Gift 1824 med Andrea Laurentze Mølbach (1802—72), datter av sorenskriverfuldmægtig i Lyngdal, senere konstituert foged, Morten Mølbach. B. gik søm ganske ung paa skole i Bergen. Her oplevde han nodsaaret 1812, og under indtryk av dette foresatte han sig at han, hvis han nogen gang fik raad til det, skulde dyrke op et stykke ubrukt jord. Efter konfirmationen gik han paa skole i England, var derpaa en kort tid ansat i firmaet Wollert Konow i Bergen og kom 1821 tilbake til sin fødeby, hvor han efterhaanden oparbeidet en betydelig forretning som kjøbmand, skibsbygger og skibsreder. 1830—53 var han dansk, 1832—63 russisk og 1853—63 hollandsk vicekonsul. Nu kunde han indfri det løfte han hadde avlagt i Bergen; derfor kjøpte han 1830 et stykke av Øysanden med lyng og myrjord ved Fedafjorden. Øye kom gaarden til at hete. Her begyndte han at drive rationelt jordbruk, som man da fik se for første gang paa de kanter av landet; han plantet ogsaa trær, som tidligere hadde været ukjendte i Kvinesdal: lerke», gran- og løvtrær. 400 maal jord blev dyrket op. Under arbeidet hadde B. kyndig hjælp av en skotlender, som stod for oprydningen og drev gaarden i flere aar. B. var i det hele en foregangsmand paa landbrukets omraade inden sit fylke. For landbruksvidenskabelige avhandlinger fik han 1837 præmie av ,Det kongelige selskap for Norges vel" og 1851 sølvmedalje av ,The Highland and Agricultural Society of Scotland". Da silden 1839 blev borte i Flekkefjord — for først at vise sig igjen i 1909 —, var det et hardt slag for byen. B. og hans bror Anders (s. d.) besluttet da at forsøke med fabrikvirksomhet. Paa Øye anla B. baade brænderi og ølbryggeri, som i fere ar gik godt og skaffet mange folk beskjæftigelse. Samtidig fortsatte begge brødre med sine kramboder og sin redervirksomhet. 1 1840-aarene kom imidlertid potetsyken, den nye lov om brændevinsbrænding av 1845 krævde kostbare forandringer i maskineriet, og de vanskelige handels- og fragtforhold bidrog til at gjøre stillingen utryg for B. Han solgte derfor 1854 alle sine faste eiendommer i Flekkefjord, sine skibe m. m. og flyttet til Øye, hvor han tilbragte resten av sine dager. B. møtte som anden repræsentant for Lister og Mandals amt (VestAgder fylke) paa Stortinget 1836 og paa det overordentlige storting 1836—37. Første gang var han sekretær i Toldkomiteen, anden gang medlem av Bevilgningskomiteen. I sin hjemby var han medlem av kommunestyret og direktør i sparebanken. Wollert Keilhau. Litt: Se henvisninger under Beer, Anders; se desuten Ludvig Daae, ,En Krønike om Kvinesdal" (Chra. 1894); Johan Lindeqvist, ,Optegnelser. under en agronomisk Forretningsreise i Lister og Mandals Amt i Sommeren 1856" (Chra. 1857.) Behn (Been), Andreas von B., maler, f. 1650 i Kristianopel i Blekinge, antagelig død 1713. Kaldes ,norvagus*. Virksom i Sverige 1677—1711, opført under den svenske hofstat 1679—1713. Arbeidet som miniaturmaler hos dronning Ulrike Eleonora fra 1684, blev 1693 svensk hofminiaturmaler og skal senere ha været ansat hos kong August av Polen. Tilhører den svenske maler Ehrenstrahis skole. dels fra Italiens kunst (akademisk stil). — Han het egentlig Been, men blev senest 1698 adlet til v. Behn. Billeder av ham i Nationalmuseum i Stockholm. Carl W. Schnitler. [Litt.: Nye Samlinger til den danske Historie IV s. 26. — G. Göthe: Nationalmusei tafvelsamling. Stockholm 1897 s. 8) Behrens, Johan Didrik, 1820—90, kordirigent og sangpædagog — fi Bergen %% 1820, d. i Kristiania *%/ 1890 — søn av seilmakermester Johan David B. og Wilhelmine Muthrum, student 1841, nogen tid stud. theol, fra 1846 sanglærer ved Katedralskolen, Kristiania, 1847—87 dirigent for Kristiania Handelsstands sangforening, 1848—54 for Kristiania Haandværker Sangforening og 1849—89 for Studentersangforeningen, 1887—90 lærer i kirkesang og messe ved praktiskteologisk seminar. Gift 1847 med Bolette Elisabeth Dorothea Matzau (1824—65) Han var ualmindelig utrustet for denne opgave. En leder som han har norsk korsang neppe hat. Hans dype indsigt og litterære smak gjorde at han raket op over de samtidige, og der var i hans væsen den blanding av herskernatur, pædagogisk smidighet og egte kunstnerisk nervøsitet, som gjør øvelsestimen frugtbringende og konserten til en oplevelse. Glemmes maa det heller ikke at B. i sin personlighet eide den charme som sætter tilhørernes fantasi i sving. Et vakrere syn end ham ved dirigentpulten skulde man ha vanskelig for at se, og de kunstpræstationer han glædet publikum med, kunde staa for skarpeste kritik, gjennemarbeidet som de var med jernhaard energi; baade klangen, tekstdeklamationen og helhetsopfatningen var førsterangs; dertil kom saa som prikken over Vet den stemning hans kunstnertemperament forstod at fremtrylle. B. var festernes mand. Fra Askermøtet 1851 av arrangerte han et utal av sangerstevner, og i Paris 1878 kunde han demonstrere norsk sang for et verdenspublikum. Men han var endnu mer arbeidets mand. Sangertogene betragtet han ikke mindst som agitationsmiddel, og fra 1866—73 gav han rundt om i landet sommerkurser i sang og sangundervisning for folkeskolens lærere. Av stor betydning for de opdukkende sangforeninger var det arbeidsstof B. bød frem i sine udmerkede samlinger av mandssange, som omfattet over 40 bind med ca. 700 mummer. Disse bøker (.Samling af flerstemmige Mandssange* blev utgit fra 1845—82 og indeholder 8 ,rækker*) har vundet utbredelse ogsaa i Amerika; de byr det bedste Som til den tid fandtes av hjemlig og fremmed stof. En hel mængde av arrangementerne er av B. selv, som tillike optraadte som oversætter av fremmede tekster og stundom skrev teksten selv. Udmerket støttet av norske komponister kunde han her ogsaa fremlægge fortræffelige originalkompositioner. I disse sangbøker finder man en række av de bidrag til korlitteraturen som gir norsk mandssang en san betydelig musikalsk position. I teori var B. autodidakt. —Fraregnet nogen timer hos vennen Reissiger har han selv erhvervet sig den indsigt i harmonisering og stemmeføring, utgaverne vidner om. Men han studerte uavladelig, og han eide foruten sin praktiske erfaring et fint instinkt for det klanglige, som gjorde at han blev sine lærdere samtidiges overmand. Det brede grundlag for en sterk sanginteresse i folket forstod B. var skolesangen. Og en meget væsentlig del av hans livsverk er viet et grundlæggende arbeide for denne. De verker han utgav: Skolesangbog, indeholdende 2-, 3-, og 4 stemmige sange (5 hefter 1850—73), Tostemmig Sangbog for Sopran og Alt eller Tenor og Bas (2 hefter 1855—76), Trestemmig Sangbog for to Sopraner og Alt eller to Tenorer og Bas (2 hefter 1855—77), Sanglære for Pigeskoler, Sanglære for Skoler, Sanglære for Folkeskolen — er metodiske mesterverker, som baade gav de nødvendige teoretiske vink og bragte norsk skolesang ind i nationalt spor. Uten B. var ikke den rike utvikling i norsk skolesang blit mulig. Og hans aand spores tydelig i alt levedygtig arbeide paa dette felt. Programmet er blit dette dobbelte: barna skal lære at bruke sin stemme; men de skal ogsan bli selvhjulpne og ha utviklingsmuligheter ved at lære at synge efter noter. B. skal ogsaa mindes for sit arbeide for norsk kirkesang. I 1858 utgav han et litet skrift ,Om den lutherske Salmesang og dens Gjenindførelse i den norske Kirke*. I anledning av Landstads salmebok skulde der foretages en omredigering av kirkemelodierne, og B. hævdet at man maatte faa de gamle ,lutherske*, reformationstidens, melodier i den rytmiske form som de fra først av eide. Hermed brøt den lange salmesangsstrid løs. Ludvig M. Lindeman leverte i Morgenbladet 1858 nr. 118 en skarp kritik av B.s arbeide. Striden holdtes ganende aaret ut, med indlæg av G. Bergh og flere. 1859 utgav B. ,Melodier til Luthers aandelige Sange efter den lutherske Kirkesangs ældste Kilder". Samme aar kom Landsted—Lindemans paa offentlig foranstaltning utgivne arbeide Luthers aandelige Sange". Disse publikationer satte atter en mængde penner i bevægelse. Saa fulgte hovedslaget, da Lindeman utgav sine ,Melodier til Landstads Salmebog* i 1873. B. mente disse ikke maatte autoriseres, og han støttedes av Otto Winter-Hjelm, som i en række vegtige artikler fremla sit syn paa saken. Tiltrods for alle indvendinger blev resultatet at den i 1876 nedsatte kongelige kommission "12 1877 med faa ændringer autoriserte Lindemans melodier til bruk ved gudstjenesten. B. tapte saaledes i denne strid, men de synsmaater han hadde været den første hos os til at hævde, var ikke dermed ute av verden. Gjennem sine mandskorutgaver og i en række mindre skrifter (f. eks. Enstemmig Salmesangbog for Skolen og Hjemmet, indeholdende 30 af de i den norske Kirke brugeligste Salmemelodier i deres oprindelige Toner og Rytmer) agiterte han for saken, og stadig flere indser at en restaurering av de gamle melodier maa mest mulig ta hensyn til den livfulde rytmik og det preg av folketone de oprindelig hadde. B.s syn var utsprunget av et sikkert instinkt for hvad det er som gir en melodi egenart, av en rigtig. vurdering av forholdet mellem tekst og melodi, og det støttedes av dyptgasende studier. Ved den revision av vore kirkemelodier som nu forestaar, vil det standpunkt han saa utrættelig kjæmpet for, nok gjøre sig gjældende. 0. M. Sandvik. Litt: J. B. Halvorsen: Mindeblade over Joh. D. Behrens; Den norske studentersangforening 1845—05; O. M. Sandvik: ,Joh. D. Bi ,Norges Musikhistorie*. Beichmann, Frederik Waldemar Nicolay, 1783—1855, officer, E paa Tjønerud i Stange %u 1783, døpt "nu 5. a. d. i Kristiansand "ho 1855, søn av oberstløitnant ved 3dje Søndenfjeldske dragonregiment Hans Ulrik B. (1739—1812) (f. 1752). Gift med Dorothea Catharina Schlømer fra Bergen (1791—"7ho 1870). Far til generalmajor J. D. S. B. (f. "/42 1820, d. 1 1888). Kadet fra "2/6 1798, kornet i Oplandske dragonregiment "/s 1801, og repetent ved det norske militære institut" fra "0 1801 til fs 1803 Fænrik ved Iste Akershusiske infanteriregiment 1802, sekondløitnant sammesteds 1803, detaljør i den Geografiske Opmaaling fra 1805 til 1807, premierloitnant %/i2 1806, ved regimentets ophævelse i 1811 overført til Norske Jægerkorps, ridder av Danebrog */ 1811, kaptein ved Bergenhusiske skarpskytterbataljon "/s s. a., kompanichef ved Bergenhusiske gevorbne musketerkorps fra "ji 1818, ridder av Sverdordenen 1827, major og chef for korpsets 2det kompani */s 1829, oberstløitnant 'og chef for Hardangerske musketerkorps "/s 1834, chef for Søndhordlandske musketerkorps '/: 1834, chef for Kristiansandske gevorbne musketerkorps 10 1841, oberst og chef for Kristiansandske infanteribrigade samt kommandant i Kristiansand '% 1843 til sin død. Generaladjutant '/ 1844, generalmajor %io 1850. B. var stortingsmand fra Søndre Bergenhus amt 1836 paa det Sde ordentlige storting. Om sin deltagelse i krigen mot Sverige skriver han "/ 1811: 41 Krigen mod Sverrig i 1808 og 1809 forrettede jeg tjeneste ved en Kombineret grenader bataillon af Iste Aggershusiske og Oplandske infanteriregimenter, Den 18de april 1808 var jeg med i affairen ved gaarden Lier i Wingers præstegjæld og d. Ste mai s. a. overrumplede jeg med en commando af 50 lette infanterister en fientlig post paa gaarden Skandsgaarden i bemeldte præstegjæld og gjorde de derværende flender — bestaaende af 1 underofficer og 8 mand til fanger. Paa tilbagemarsch stødte jeg paa en fientlig commando bestaaende af en capitain, 1 lieutenant og 50 til 60 mand, hvilken commando jeg angreb, slog paa flugt og gjorde af samme 8 mand til fanger." — M. Haffner. (Lit: Norsk militært tidsskrift 1882.) Beichmann, Frederik Valdemar Nikolai, 1859—, jurist, folkeretskyndig, søn av generalmajor Johan Diderik Schlømer B. (f. 1820, å. 1888) og Alette Faye (f. 1833, d. 1881), er født i Kristiania %: 1859. Gift 1885 med Edle Hartmann (I. 1862), datter av rektor Gudbrand Helenus H.; egteskapet opløst 1899 (se Edle Hartmann Schjød. I 1875 tok B. eksamen artium og i 1880 juridisk embedseksamen. Efter 14: aars virksomhet som edsvoren fuldmegtig reiste han til Göttingen, hvor han studerte romerret i to semestre under professor Jhering. I september 1883 blev han ansat i Justisdepartementet; i 1989 blev han byraachef og chef for lovkontoret, og i 1897 ekspeditionssekretær og chef for lovavdelingen, som da blev oprettet. Aaret efter blev han utnævnt til byfoged i Trondhjem, et embede som han dog først tiltraadte i april 1899, og i 1904 blev han konstituert som justitiarius i Trondhjems overret. B. nyder stor anseelse som dommer; han har en utpræget evne til klar, logisk og objektiv fremstilling, og han avgir ikke sin dom uten at ba studert saken grundig i alle detaljer. Ogsaa som medarbeider i lovkommissioner har han ydet værdifuldt arbeide. Hans grundige kjendskap til norsk lovgivning og retspraksis, hans nøiagtighet og fremforalt hans evne til at bedømme rækkevidden av enhver nuance i lovteksten, gjør ham i høi grad skikket til det meget vanskelige arbeide at skrive love. Allerede i 1880-aarene var han medlem av flere vigtige lovkomiteer, bl. a. av den som blev nedsat i 1885 for at utarbeide en ny straffeproceslov. I den anledning forfattet han sin første avhandling ,Om spørsmaalsstilingen til juryen", som er trykt som bilag til komiteens indstilling. En del av selve indstillingen er ogsaa forfattet av ham. Av andre komiteer, som B. var medlem av, kan nævnes komiteen til behandling av spørsmaalet om ophævelse av fogedembederne (1888). Som chef for Justisdepartementets lovkontor fremmet han en hel række lovarbeider; av disse bør særlig nævnes straffelovsnovellerne av 1889 og 1890, sjøfartsloven av 1893, skibsregisterloven (vedtat i 1901) samt loven om forældelse av fordringer av 1896. Denne sidste hviler paa utkast som blev utarbeidet under forhandlinger, først i 1892) mellem en dansk delegert og B., senere mellem den danske delegerte og en norsk komite, hvori B. var formand. Checkloven av 1896 skyldes ogsa for en stor del B.s arbeide. Foruten komiteindstillinger og lovutkast har B. forfattet en kommentar til loven om handelsregistre av 1890 og endel avhandlinger i Tidsskrift for Retsvidenskab og i Norsk Retstidende. Allerede i 1894 hadde B. deltat som norsk delegert i den internationale privatreiskonferance i Hang, og i 1900 og 1904 møtte han paa de følgende konferancer. Han var ogsaa formand i en departemental komite, som avgav betænkning om de konventivner som blev vedtat i 1900. Paa vekselretskonferancerne i Haag i 1910 og 1912 var han første delegert fra Norge. Disse konferancer hadde til hensigt at tilveiebringe enhet i lovgivningerne om veksler og checks. En konvention om veksler med tilhørende lovutkast blev i 1912 undertegnet av Norge og en række andre stater. Dette foranlediget bl. a. forhandlinger med danske og svenske delegerte, og i disse forhandlinger deltok B. ogsas. I 1910 blev han opnævnt til meddelegert for Norge for visse deler av det skandinaviske familieretsarbeide, saaledes for lovgivningen om adoption, egteskapsstiftelse og om umyndiges retshandler. Dette sidste emne blev specielt overdrat B., og i denne anledning utarbeidet han et utkast til lov om vergemaal for umyndige B. er en av de faa nordmænd som har gjort omfattende studier pas folkerettens omraade, og han har i en aarrække været et interessert medlem av Folkeretsinstitutet (,Institut de droit international") og av International Law Association". Da denne sidste forening holdt sit møte i Kristiania i 1905, fungerte B. som præsident. I mars 1908 blev den norske og den svenske regjering enige om at henskyte til voldgift ,sporsmaalet om en viss del av sjøgrænsen mellem Norge og Sverige". Voldgiftssaken hænger sammen med en uklar bestemmelse i grænsereguleringsakten av 1661 om sjøgrænsen mellem Norge og Bohuslän, som var avstaat til Sverige ved Roskildefreden. Det gjaldt de saakaldte Grisebaæer, nogen undervandsskjær mellem Kosterøerne og den norske øgruppe Tisler; de har væsentlig betydning paa grund av det hummerfiske som drives der. Retten skulde bestas av en norsk og en svensk dommer og en opmand. Den norske regjering anmodet B. om at indtrede som norsk medlem av retten. De øvrige medlemmer var hollænderen, fhv. justisminister J. A. Loeff (formand) og den svenske landshøvding dr. jur. K. Hj. L. Den skriftlige procedure for voldgiftsretten begyndte i 1908. Et foreløbig retsmøte blev derefter holdt i Haag i april 1909; i løpet av sommeren blev det omtvistede omraade befaret, og efter en temmelig vidtløftig mundtlig procedure blev dommen avsagt "io s.a. Den til kjendte Norge en mindre del av det omtvistede omraade, de saskaldte Skjøttegrunder, mens den større og antagelig mere værdifulde del, de egentlige Grisebaaer, tilfaldt Sverige. I mars 1919 blev B. utsendt i speciel mission til Paris for sammen med den norske minister i Paris at delta i drøftelser med repræsentanter for den da forsamlede fredskonferance om det utkast til pakt for Folkenes Forbund som var forelagt konferancen. De øvrige norske delegerte var sorenskriver Castberg og daværende docent Mikael H. Lie, den sidste som teknisk delegert. Tilsvarende delegationer var fremmott fra en række andre neutrale lande, og det lykkedes de neutrale staters repræsentanter at opna enkelte ikke uvigtige modifikationer i teksten. I sin avhandling ,Le pacte de la Société des Nations dans le Traité de Paix de Versailles" (offentliggjort i det italienske tidsskrift ,Scientia for mars 1920) har B. underkastet den endelige pakt en indgaaende analyse og kritik. Da stiftamtmand Gram (s, d.) i 1920 trak sig tilbake fra stillingen som formand i den internationale voldgiftskommission angaaende de marokkanske bergverkssaker, blev B. opnævnt som hans eftermand, og er fremdeles (februar 1922) optat med dette hverv. Voldgiftskommissionen har til opgave at avgjøre retsforholdet mellem de marokkanske bergverksadministrationer og de privatpersoner eller selskaper som mener at de har erhvervet bergverksrettigheter, før den marokkanske bergverkslov (sultanens ,dabir*) av 1914 traadte i kraft. I tilfælde av konkurrance mellem flere rettighetshavere av forskjellig nationalitet skal kommissionen ogsaa avgjøre retsspørsmaalet dem imellem. I 1921 blev B. opnævnt som norsk medlem av den permanente voldgiftsdomstol i Haag. Under Folkenes Forbunds mote i september 1921 blev han valgt til suppleant i den nyoprettede faste domstol for international retspleie og deltok som saadan i domstolens første møte i januar og februar 1922 Jens Bull. (ret angus 1922) Bekkevold, Frederik August, 1830—1911, sanger og sproglærer, son av trakteur Peter Svendsen B. (1780—1851) og Gunhild Marie Ihlen (1800—81), bror til Henrik Wergelands hustru, f. Kristiania '% 1830, d. sammesteds "/1 1911, student 1849, sproglærer ved forskjellige Kristianiagymnasier, censor i Iatin ved Universitetets forberedende prøver, gift 1870 med Ovidia Alvilde Marie Amalie Olsen (1829—1908), datter av portner Peder O. Fossum ved rikshospitalet og Bodil Marie Nansen. Efter nogen aars filologisk studium opgav B. at sigte paa embedseksamen. Og den vigtigste grund hertil var vistnok hans sterke sangerinteresser. Han traadte allerede 1849 ind i studentersangforeningen, og hans basbaryton vakte med engang opsigt. Det blev ham som efterhaanden kreerte en række av soloerne i den opblomstrende mandssangskomposition, ,Hytten er lukket", ,Ung Magnus" 0. s. v., han sang soloen ved studenternes hilsen til Welhaven (,Lyt nu du ludende Sanger*), han benyttedes som solist paa konserter og under turneer av baade haandverkersangforeningen og handelsstanden, indehadde alle de høieste hæderstegn som hovedstadens tre største sangforeninger raadet over, og helt til det sidste maatte en sangerutflugt ha med B. som æresgjest, om alt skulde ansees rigtig vellykket. Hans enestanende stilling blandt landets sangere skyldtes selvsagt først og fremst hans stemme. De som har hørt ham i hans bedste tid, sier de aldrig har hørt en vakrere, rundere, varmere mandsstemme, og fremhæver den poetiske uttryksfuldhet som laa over hans foredrag. — Musikalske skolegutter sparte, fortelles der, sine lommepenger for at kunne høre ham, Heivoksen, rank og vakker tok han sig ogsan udmerket ut paa podiet. De som har hørt B. tale, vil ha et varig minde om et godt bygget, makeløst fremført og av hjertensgodhet og øieblikkets inspiration beaandet foredrag. B. har ogsaa skrevet nogen skolebøker i fransk og latin som blev endel benyttet. 0. M. Sandvik. [Litt.: Folkebladet 1901, s. 81. Sangertidende 1899, s. 1. Belle, Ingebrigt (Engebret), 1773—1845, bonde-opvigler, søn til gaardbruker Siver Olssøn B. og Birgit Engebretsdatter Drivstuen, f. i Nordistugun Belle paa Lesja !/12 1773, d. i Drivstuen, Opdal Ms 1845. Gift '% 1808 med sit søskenbarn Anne Drivstuen (1786—1875), datter til Sivert Engebretssøn D. og Mari Tofte. Han var født av velstaaende forældre; men da faren var død, og moren giftet sig om igien, fik han farsarven utbetalt i penger, og i kriseaarene 1810—13 blev han derfor en fattig mand. Siden bodde han for det meste i Opdal (paa Gottem, Hasker, Ekran og Drivstuen). Ved sin konfirmation i 1791 fk han av presten vidnesbyrdet ,Skjøn Kundskab", og han var efter den tids vilkaar en vel oplyst mand. Han var desuten en dygtig solvsmed, og bygdetraditionen vet at fortælle meget om hans usedvanlige legemsstyrke, men skildrer ham samtidig som sagimodig og behersket. Han blev grepet av den haugianske vækkelse og optraadte delvis som lægprædikant. Men tapet av hans eiendom hadde git hans forstand et støt, og sindssygdom synes at ha ligget til familien; moren blev sindssyk, likesaa konen og datteren, og ikke bare han selv, men begge hans barn endte sine dager ved selvmord. En lang række haandskrevne brochurer av ham fra aarene 1818—1840 viser at han stadig var besat av ,Anelser og Aabenbarelser", særlig siden han mente at ha oplevd , Mirakler* i Trondhjem 1816, og for at forklare disse sine ,Aabenbaringer* indbød han i 1827 til subskription paa et skrift, som dog ikke utkom. I det urolige aar 1818 slog han op paa kirkedørene paa Lesja og i Opdal og paa Trondhjems domkirke en proklamation med krav paa ,Bonderaad* i domkirken næste nar til ,Forbedring i Religionen" i henhold til slike aabenbaringer, og han kaldte sig her ,Bondens Stadtholder i Trondhiem*. Dette forklarte han i 1827 saaledes: ,Jeg er em ustuderet Bonde i Norges Stat, som holder de Byrder Regjeringen haver paalagt mig.* Efter kgl. res. av "10 1818 slap han for retslig tiltale i den anledning og Ak bare en advarsel. Men i de følgende aar forfattet han for andre bønder paa Lesja forskjellige klager mot bygdens embedsmænd, særlig mot sorenskriver, foged og lensmand, — klager over urettelige oppebørsler og sportler og anden ulovlig adfærd. Klagerne førte bare til at underskriverne blev lagt i bot, og i et skrift av 11 1825 opfordret han da til samlet motstand mot alle utpantninger og fordringer som hadde sin oprindelse i embedsmændenes ulovlige forretninger. Ved en auktion paa Tande efter en slik utpantning "10 1825 kom det ogsaa til opstyr mot foged og lens mand, hvorved en av B.s medunderskrivere, Hans Torstensen Korsvol fra Dovre, med magt søkte at hindre auktionen. Justisdepartementet ansaa saken for saa alvorlig, at det sendte militær for at holde orden, og en kgl. kommission blev */= 1826 nedsat for at undersøke og paademme de begaatte forbrydelser. -Kommissionen avviste av formelle grunde al undersøkelse av embedsmændenes forhold, men dømte *%» 1826 B. til fæstningsarbeide i tre aar, Korsvol endog til livsvarig fæstningsstraf Ved høiesteretsdom '/s 1828 blev straffen for B. skjærpet til seks aar, uagtet hans defensor (advokat S.A. W. Sørenssen) procederte paa at han var yen gal Mand", og uagtet retten selv erkjendte at han var «behersket af fixe Ideer" og belastet med vanvid. En vise han efter hjemkomsten fra slaveriet digtet om sin sak, »Bellevisa*, blev længe sunget i bygden. Halvdan Koht. Litt: Fr. Brandt, Repertorium for praktisk Lovkyndighed, I 264—68; Yngvar Nielsen, Norges Historie efter 1814, I 237—38 og II 7; P. Chr. Holsts Efterladte Optegnelser, s. 174; Gjest Baardsen Sogndalsfjærens Levnetsløb, Kra. 1907, s. 753—56. Belsheim, Johannes, 1829—1909, prest og forfatter, søn av husmand Engebret Olsen og Marit Johannesdatter Lien i Vang i Valdres, f. MA 1829, var først gaardsgut, blev 1851 skolelærer i hjembygden, tok 1855 eksamen ved Asker seminar, blev 1856 skolelærer i Grue, tok artium fra Heltbergs skole 1858, blev teol. kand. 1861, kst. lærer ved Porsgrunds borgerskole 1862, bestyrer av Vefsens lærerskole 1863, sogneprest i Sydvaranger 1864, i Bjelland 1870, tok avsked med vartpenger 1875 og levde siden i Kristiania, sysselsat med videnskabelige og litterære arbeider. Død "%; 1909. Gift 1) 1863 med Maren Moller Brun fra Leikanger (1829—1874); 2) 1873 med Olov Olsdatter Haugland fra Bjelland (1842—1900); 3) med enkefru Marie Olsen, f. Hoaas, fra Stjørdalen (1853—1919). B. utfoldet i tidens løp en meget omfattende videnskabelig og populærvidenskabelig forfattervirksomhet, mest av teologisk art. Betydeligst er hans arbeide som tekstkritisk bibelforsker. I 1878 leverte han den første kritiske utgave av den bekjendte Codex aureus i Stockholm, indeholdende de fire evangelier i førhieronymiansk latinsk oversættelse og forsynt med en latinsk fortale. Siden fulgte slag i slag en betydelig række lignende utgaver av gamle latinske bibelhaandskrifter, mest nytestamentlige, hjemmehørende i forskjellige utenlandske biblioteker, som han med of. fentlig stipendium ofte besøkte. Særlig ved disse arbeider vandt han sig et navn i den lærde verden, ogsaa utenfor Norge. Ellers var B. utrættelig virksom for at utbrede alslags religiøs læsning og oplysning blandt almenheten. Særlig laa spredning av bibelkundskap ham paa hjerte; flere av hans betydeligste skrifter sigtet paa at orientere om bibelens historie, resp. paa at forsvare den traditionelle bibelopfatning mot den nyere bibelkritik. Blandt hans mange kirkehistoriske arbeider (editioner, biografier m. m.) var flere bidrag til Nordens kirkelige historie, deriblandt ogsaa enkelte av mere videnskabelig værd, saaledes f. eks. hans utgave av biskop Gunnerus' hyrdebrev (1879), hans avhandling om finnemission i Norden før reformationen (1879) o. m. a. Ogsaa almindelig historie, politik, skolevæsen og digtning streifet B. ind paa. Han var en ven og beundrer av Ivar Aasen, om hvem han ogsaa har skrevet en biografi (1901), og optraadte selv leilighetsvis som maslforfatter. sættelse av det nye testament paa norsk folkesprog. Det fik han ikke. 1000 kr. til hans videnskabelige og litterære arbeider. Andreas Brandrud. it: Tidsskr. f. Valdres historielag, 1919, s. Bendeke, Claus, 1763—1828, amtmand, eidsvoldsmand, søn til sorenskriver, kancelliraad Andreas B. og Amalia Margrethe Rosenkrantz Lerche, f. i Vang pan Hedemarken */:: 1763, cand. jur. 1788, handelsinspektør ved hvalfangsten og handelen paa Sydgrønland 1795, amtmand i Hedemarkens amt 1804, assessor i Kristiansands stiftsoverret 1816 og justitiarius i samme ret 1823, å. i Kristiansand */% 1828. Gift med Magdalene Catharina Pihl, datter til den bekjendte provst Abraham P. i Vang. Han var Iste repræsentant for Hedemarkens amt i Riksforsamlingen 1814, og han var her valgt til vicepræsident for uken %—. Han sluttet sig til selvstændighetspartiet; men den eneste gang han grep virksomt ind i forhandlingerne, var da grundlovens stemmeretsbetingelser blev behandlet, og det var i virkeligheten han som formulerte de principper som blev gjældende for stemmeretten her i landet helt til 1884. Hans indlæg her viste at han følte sig nær knyttet til de oplandske storbonde-interesser. Ved valget til det Iste ordentlige storting blev han 2den suppleant for Hedemarkens amt. Halvdan Koht. TLitt: Eidsvold 1814, s. 200 og 289 av H. Koht) Bendixen, Bendix Edvard Reutz, 1838—1918, arkeolog, f. i Bergen "/» 1838, d. sammesteds *+ 1918, søn av skibsfører Nils B. (1808—1850) og hustru Maren Johnssen (1812—1901). Student fra Bergens Katedralskole 1857, cand. mag. 1863, adjunkt i Kristiansund 1864, bestyrer av Den Tankske skole i Bergen 1875, tok avsked 1908. Gift 1) 1882 med Christine Marie Kahrs (1858—92), datter av trælasthandler Johan Kahrs og Marie Henrikke Haavaldsen 2) 1893 med Karen (Kaja) Johanne Michelsen (f. 1859), datter av kjøbmand N. J. Michelsen og Marie Meyer. B. hadde anlagt sine studier med særlig sigte paa at utdanne sig som arkeolog, og med dette formaal gjorde han studier i forskjellige nordiske museer 1872, derpaa en to aars utenlandsreise 1873—75, fra Stockholm, hvor han hadde deltat i den internationale kongres, over Kjøbenhavn til Tyskland, Østerrig-Ungarn, Grækenland, Italien, England, Belgien, og en del senere en ny reise over Holland, Belgien til Paris. Hans optegnelser fra utenlandske samlinger, nu i Bergens Museum, viser at forhistorisk arkeologi var hans hovedstudium i ungdomsaarene. Hans første publikationer (i Fortidsfor. Aarsberetn.) var ogsaa resultater av forhistoriske undersøkelser og utgravninger i Romsdalen og paa Nordmøre i aarene 1870—72. Da B. var flyttet til Bergen som styrer av Den Tankske Skole, blev han alt aaret efter, 1876, medlem av Bergens Museums styre, fra 1892 formand for museets antikvariske avdeling og vicepræses i styret, indtil han efter eget ønske traadte ut av styret 1912. Fra 1876 til 1912 var han medlem av styret for den bergenske avdeling for Fortidsforeningen, derav i 25 aar avdelingens formand, og likeledes var han formand i Bergens Historiske Forening fra 1894 til sin død. Fra 1902 var han æresmedlem av Fortidsforeningen. Det er i disse stillinger B. har nedlagt sit livs største arbeide. Alle sine ferier brukte han til antikvariske reiser paa Vestlandet, og den lange række av hans registreringsarbeider i Fortidsforeningens aarsberetninger er en kilde som norske arkeologer bestandig vil komme tilbake til. Hans største verk som antikvar er den samlede inventarisering av kirkerne i Hordaland, Sogn og Fjordane, hvorav .Kirkerne i Søndre Bergenhus amt* er kommet ut, Bergen 1904 fr, mens resten foreligger i manuskript. Arbeidet har sine feil, men er dog et kildeskrift av høi rang og har gjort megen nytte. Fra midten av 1880-aarene rettet B. sin opmerksomhet mer og mer mot den middelalderske kirkelige arkeologi. Han tok for sig en systematisk bearbeidelse av vestlandske kunstverker og kulturminder fra middelalderen, og en lang række avhandlinger han skrev om disse ting, særlig i Bergens Museums aarbok i tiden 1889 til 1915, brukes og citeres som vigtige kildepublikationer langt utenfor vort land. B. har store fortjenester av Bergens lokalhistorie, særlig som den der holdt Bergens Historiske Forening oppe gjennem mange vanskelige aar. Gjæld og underskud tok ikke modet fra ham, han var utrættelig til at skaffe medarbeidere til foreningens skrifter, og skrev selv det nødvendige naar han ikke fik andre til. Først og fremst bør nævnes B.s utgave av Hildbrant Meyers Bergens Beskrivelse, som han selv supplerte og førte videre (Bergen 1904—12), saa dette verk er blit en av de vigtigste haandbøker til bergenske forhold i ældre og nyere tid. I sine sidste leveaar arbeidet han sammen med A.M. Wiesener paa en fortsat utgave av Bergens Borgerbok og paa et større verk om Hanseaterne i Bergen, som blev avbrutt ved hans død. Tidligere forelaa fra B.s hand en bok om de tyske haandverkere paa norsk grund i middelalderen (Videnskapselsk. skr. 1911). B. var vel mindre anlagt for det praktisk-arkeologiske arbeide end for det litterære, men han foretok dog jevnlig utgravninger paa sine reiser og har gjort interessante fund. Hans vigtigste arbeide i den retning var utgravningen av Nonnesæter klosterruiner i Bergen, som han ogsaa har utgit i et særskilt verk (Nonnesæter klosterruiner, Bergen 1893). B. var en flittig forfatter, og hans produktion er stor, foruten de her nævnte arbeider en mængde artikler spredt i aviser og tidsskrifter (bibliografi i Berg. Hist. For. Skr. nr. 24). Han skrev let, og hans stil kan sine steder bære præg av at den er løpet noget for raskt fra pennen. En svakhet hos ham er de smaa unøiagtigheter i detaljen, som nok skyldes at han stolte for meget paa en i det hele ypperlig hukommelse. Men han var dog den dygtige og utrættelige samler, med en sjelden kundskapsfylde. Det er imponerende hvad B. magtet at utrette som antikvar og skribent, naar en husker at hans borgerlige stilling krævde meget av ham, som bestyrer av en stor skole. Og allikevel kunde han endda række at delta adskillig i politik og offentlige gjøremaal; altid som god venstremand var han medlem av bystyre og formandskap i Kristiansund og Bergen, Bergens ordfører 1883—85, og stortingsmand 1886—88. B. var ogsaa aktiv i det kirkelige liv. Han var medlem av Bergens Menighetsstyre, en for Bergen eiendommelig institution, oprettet 1905, først som repræsentant for Korskirkens, senere for Domkirkens menighet, viceformand i samme 1905 og formand fra 1907; han virket i denne stilling indtil 1916. I verket ,Bergen 1814—1914* har B. skrevet avsnittet om: byens kirkelige forhold og religiøse liv i 19de aarhundrede, som bekjendt en ganske beveget histor Blandt de mange komiteer og bestyrelser B. var medlem av i Bergen, bør særlig mindes hans virke for gjenreisningen av Den Nationale Scene fra 1876 og fremover, og hans mangeaarige arbeide i Bergens Kunstforening og i kommunens billedgalleri, hvis første trykte katalog skyldes B. Med en ualmindelig let og rask arbeidsevne er det forstaselig at B. faldt for fristelsen til at pasta sig noget for mange ting, og det kan merkes at han ikke altid kunde ofre like grundighet paa sine forskjellige hverv. De mange ting utenom maatte ogsaa skade hans antikvariske og historiske arbeide, som dog var det centrale for ham. Det er pas dette omraade han har indlagt sig fortjenester som ikke skal glemmes. B. kunde være en skarp polemiker, særlig i lokalhistoriske spørsmaal, men var human og varmhjertet i personlig omgang. Han var blomster elsker og havedyrker, og hans følelse for kunst var utvilsomi. Han hadde ogsaa dette som Ludv. Daae kaldte ,den velstuderte mands tankegang*, den lærde dannelse som er præget av studier og læsning. Haakon Shetelig Bene eller Benedikt Skinnkniv, oprørshøvding. Død 1222. B. ' sig for søn av kong Magnus Erlingsson og hadde en tid tilhold hos dennes søstersøn, baglerhøvdingen Ragnvald Hallkelsson, som imidlertid ikke later til at ha anerkjendt frændskapet. Efter forliket mellem birkebeinere og baglere og Ragnvalds fald, reiste B. en oprørsflok som blev kaldt slttunger, øst paa Marker vaaren 1218. Sagaen skildrer dem som de rene røvere, og de blev heller ikke anerkjendt av nogen av de gamle baglerhøvdinger; ogsaa bisp Nikolas Arnesson synes at ha tat avstand fra dem, uagtet sagaen antyder at det kanske ikke var saa helt sikkert. Hver gang de kom i kamp med baglere eller birkebeinere, led de nederlag, og da der aaret efter blev stiftet en ny og betydningsfuldere oprørsflok under Sigurd Ribbung, hadde de ikke andet at gjøre end at slutte sig til den. Sigurd Ribbung vilde endda ikke unde sin angivelige farbror høiere stilling end sveitehøvding. Under ribbungekampene faldt B. oppe ved @ieren; han lot sit liv med liten hæder, sier sagaen, som er ham meget fiendsk. Edv. Benkestok, Trond, d. 1558, lensherre og godseier. B. hørte til en vestlandsk lavadelig æt fra det 15de aarhundrede og var søn av Tord Trondsson B.; morens navn er uvisst; men han synes dog paa morssiden at ha hat forbindelse med slegten Smør; farfaren var alt i 1440aarene medlem av riksraadet. B. skriver sig gjerne til Melo (i Helgeland), men har desuten eiet stort gods baade i Nordland og paa hele Vestlandet, samt betydelige eiendommer i Bergens by. Han er antagelig født ca. aar 1500 og var fra 1523 forlenet med 5 skibreder i Sogn; fra 1547 til sin død var han forlenet med Sondmore. 1 1530-aarene lan han i en langvarig godsstrid med Fru Inger Ottesdatter og Hr. Vincens Lunge og synes derfor i politisk henseende at ha sluttet sig nær til Eske Bilde paa Bergenhus. I sammenhæng med denne hans dansksindede politiske holdning staar det vel ogsaa at erkebiskop Olav i 1531, under Kristjern II.s ophold i Norge, tok en del gods fra ham, og det var vel som en anerkjendelse derfor han blev en av de faa norske adelsmænd efter 1537 som opnaadde et større len. Ogsaa med Hr. Gaute Galle finder vi at han har ligget i proces om jordegods. Efter Grevefeiden har han hyppigst opholdt sig i Bergen, hvor han synes at ha hat en eller anden slags embedsstilling; i 1555 fungerer han i Kristofer Huitfeldts fravær som lensherre paa Bergenhus. Han døde i Bergen "4 1558 under et bryllup han holdt for en av sine piker. B. var gift med Anna Jonsdatter (av slegten Haar), som døde i Bergen */11 1569. Deres mange barn holdt aaret efter et stort skifte over alt jordegodset. Edv. Lit: Saml. t. d. n. F. Sprog og Hist. IV 505 ff. Norske Magasin I (Absalon Pederssons Kapitelsbok). Wilhelmine Brandt: Slegten Benkestok.] Benneche, Hans Andreas, 1811—93, kjøbmand og legatstifter, son av kjøbmand i Trondhjem Hans Broderius B. (1780—1848) og Birgithe Magdalena Hveding (1784—1856), f. i Trondhjem */» 1811, d. i Kristiania "% 1893. B. drev i mange aar sammen med svogeren Andreas Hamborg en velrenommert forretning i klædevarer samt i vin og brændevin en gros og en detail i Kongens gate 20 i Kristiania. Han levde et stille og tilbaketrukket liv. Da han døde 1893, viste hans testamente av %%/2 1866 med senere tillæg at han hadde bestemt størstedelen av sin betydelige formue (725000 kr.) til oprettelse av følgende legater og fonds: 1) ,Hans A. B.s stipendiefond* (stort 20000 kr.); fondet bestyres av videnskapsselskapet i Trondhjem, som anvender renterne til stipendier for helst yngre videnskapsmænd eller forfattere, eller som belønning for udmerkede videnskabelige avhandlinger eller litterære arbeider av anden art. 2) ,Hans Andreas B.s stiftelse til videnskabernes fremme" (80000 kr.); bestyres av Universitetet i Kristiania, som anvender renterne til fremme av videnskabelige studier og arbeider i den gamle klassiske og jentalske filologi. 3) ,H. A. Bs fond (80000 kr.); forvaltes av videnskapsselskapet i Kristiania; av renterne anvendes 20 pet. til ,Hans A. Bss stipendium for skjønlitterært forfatterskap", resten til at understøtte utgivelsen av skrifter inden den historisk-filosofiske klasse. 4) ,Hans A. Bis legat for norsk kunst" (80000 kr.); bestyres under Kirkedepartementet; renterne anvendes til fremme av norsk kunst. 5) ,H.A. B.s legat" (20000 kr.); bestyres av direktionen for Diakonisseanstalten i Kristiania, som anvender renterne til bestridelse av utgifter ved forpleining av ubemidlede syke av den bedre klasse, som ønsker sig indlagt paa denne stiftelse. 6) ,H. A. B.s legat til Christiania børnehjem* (40000 kr.); renterne skulde utdeles av barnehjemmets bestyrelse og anvendes til om mulig at sætte i forbindelse med barnehjemmet en avdeling for vanfore, sykelige eller slet pleiede barn. 7) ,H. A. B.s legat* (40000 kr.); bestyres av direktionen for skulpturmuseet i Kristiania, som anvender renterne til indkjøp av arbeider i marmor eller gips, utført av norske kunstnere. 8) ,H. A. B.s legat for blinde* (40000 kr.); forvaltes av Kristiania formandskap og blindeinstitutets direktør, som anvender renterne til understøttelse for trængende blinde, som vil søke utdannelse ved institutet. 9) ,H. A. B.s legat til Trondhjems by" (ca. 195000 kr.); bestyres av magistraten i Trondhjem og to av formandskapets medlemmer, som utdeler renterne til trængende ugifte kvinder i Trondhjem. 10) ,Søstrene B.s legat* (40000 kr.); bestyres av formandskapet i Trondhjem, som utdeler renterne til trængende døtre av handelsmænd der i byen. 11) ,Hans B. og Bergitte B.s legat* (80000 kr.); forvaltes av medlemmer av Trondhjems formandskap og en geistlig embedsmand; B.s portræt, malt efter fotografi av Lars Jorde, blev "5 1894 ophængt i Kristiania videnskapsselskaps lokaler. Wollert Keilhau. Litt: Bs testamente og de nølagtige statutter for hans legater er indiat 1 N. Nicolaysen, ,Norske Stilteser* bå. V (Kra. 1894, se registret s. 1125) Benneche, Olaf, 1883—, forfatter, son av skibskaptein Gustav Adolf B. (1832—1917) og Valborg Marie Boysen (f. 1846), f. i Kristiansand 1 1883, 1916—17 redaktionssekretær i ,Christianssands Tidende*, fra 1917 bibliotekar ved Kristiansands folkebibliotek, stifter av og i flere aar formand i Agder historielag, gift 1908 med Hedvig Claudine Borchsenius Benneche (f. 1882), datter av distriktslæge Christian B,, Vik i Sogn. B. tilhører den sørlandske digterskole. Den første og mest omfangsrike del av hans forfatterskap er sterkt paavirket av Thomas Krag, i stil og menneskeskildring. De fleste av B.s fortællinger fra denne tid lægges tilbake i tiden, til første halvdel av det 19de narhundrede, og i et paa engang blomstrende og sirlig sprog skildres det fornemme liv å en sørlandsk smaaby. Det er gamle slegters melankolske repræsentanter, der danses gamle danser, der drikkes tung, ædel vin, og ulykkelig elskov avgjør menneskenes skjæbne. Typen paa en slik sørlandsroman er B.s debutbok , Marie Louise Reventlow. Af Kaptein Schmettows Papirer* (1904), en velskreven, sentimental og romantisk kjærlighetshistorie, som straks gjorde B. overmaade populær. Saalænge han skrev den slags romaner, hadde han en stor og sikker læsekreds. Men ingen av disse bøker (Villenskov, Erik Rathlau, Udvaar Fyr, Henning Balg og hans datter. Blade af en slægts historie, og Didrik Fleming og hans hus. Christianiainteriorer fra forrige aarhundrede, utkomne i aarene 1905—10) er mere end gode, livlige og populære underholdningsromaner. Men der var stof til en ganske anden digter i B. end den som 21 aar gammel var blit en populær publikumsforfatter. Han hadde virkelige solide historiske interesser og en egte dyp natursans. Sørlandsnaturen, ikke mindst indlandsnaturen, kjendte han fra sine jagt- og fisketurer — B. er en ivrig jæger og har været formand i Kristiansands jæger- og fiskerforening i aarene 1916—20. Allerede i 1909 hadde han utgit en samling skildringer, ,Skoggang*, av en helt anden karakter end hans øvrige forfatterskap, en række naturskildringer, kraftige i stil og farve. Og i aarene 1911—13 skrev han sit hovedverk, som skilte ham av med det brede publikum, men til gjengjæld gav ham et virkelig navn som digter. Det er en stor roman i tre bind, hvis handling væsentlig er henlagt til Sætesdaien og omhandler en kjendt, sagnomdigtet sætesdøl, Aasmund fra Rygnestad. Romanen foregaar i sidste halvdel av det 16de aarhundrede, og dens helt, Vonde-Aasmund, er en ensom høvdingeskikkelse, der ender som fredløs. Av de tre bind (Rygnestadgutten, Knekten Mundius, De Bønder av Raabygdelag) staar det første og det sidste høiest. Men de utgjør i sin helhet en ypperlig bok, bred og rik, farverik i milieuskildringen, kraftig i karaktertegningen, det er en morsom og frodig roman. Den vilde ha egnet sig fortræffelig til folkelæsning, hadde ikke sproget lagt mange hindringer i veien. —B. brøt her ganske med sit gamle sirlige danskfarvede sprog og bygget sit nye helt og holdent paa folkemaalet. Et enkelt avsnit av romanens sidste bind har B. senere dramatisert. Skuespillet ,Uaar" er med held opført saavel av ,Det norske Teatret* som av ,Den nationale scene" i Bergen. Bis senere bøker er en underholdende fortalt guttehistorie, ,Sjøføverskuten*, fra samme tidsrum som den store roman, og den gode sorlandsfortelling og folkelivsskildring «Kristen Støles gjenvordigheter" (1915). Forøvrig har han skrevet en række skisser, reisebrever, artikler og digte i tidsskrifter og aviser. Han er en virksom natur, omfattende interessert, og hans arbeidsiver er sterkt utnyttet i Kristiansand, hvor han bor. Foruten sine før nævnte hverv er han viceformand i Kristiansands Kunstforening og i samme bys folkemuseum, direktør i byens dramatiske selskap og departementsvalgt medlem av Kristiansands folkeakademis styre. Kristian Elster. Bennett, Thomas, 1814—98, reisebyraadirektor, son av rentier William Searle B, (1778—1860) og hustru Mary Anne (1781—1866). B. stammer fra en gammel engelsk adelsfamilie. Han er f. i London "ho 1814, d. i Kristiania /s 1898. B. blev 1854 gift med en norsk dame, Inger Marie Sann (1831—1903). B. fik sin utdannelse ved Westminster School i London. Tidlig foretok han reiser rundt om i Europa og kom i 1848 til Kjøbenhavn. Han deltok som frivillig paa dansk side i den dansk-tyske krig 1848 og blev flere ganger nævnt med hæder i de officielle rapporter. I , Berlingske Tidende" for 1848 findes en del krigssange som han har forfattet. Efter krigen drog B. til Norge, reiste en tid omkring i de forskjellige deler av landet som turist og slog sig ned i Kristiania 1849. Her gav han informationer i engelsk, utgav ogsaa en lærebok i sproget 1862, og en ,Parleur" sammen med Joh. Storm, som den gang var filologisk student. B. er ogsaa en av forfatterne til den anonyme ,Tre i Norge ved to av dem." Engelskmænd, som vilde reise i Norge og passerte Kristiania, som dengang næsten altid var reisens utgangspunkt, besøkte sin vidtbereiste landsmand for at faa raad og vink om reiserne. I sit hus Store Strandgate 17, som han kjøpte i 1849, aapnet han en kommissions- og agenturforretning og formidlet salg av engelske varer til norske kunder og norske varer til utlændinger. Her kunde ogsaa turisterne forsyne sig med alt det som var nødvendig for reiserne, like fra al slags utstyr — ikke at forglemme ,Handbook for Norway*, som B. gav ut første gang i 1859, og som indtil 1913 har opnadd 30 oplag — og til hændige kurver med slike matvarer og drikkevarer som turisterne fandt uundværlige paa de besværlige reiser, varer som dengang ikke var at faa paa hver skysstation. — Paa hjemreisen kunde turisterne i B.s forretning forsyne sig med ,souvenirs from Norway." Her fandtes alle slags gamle og nye sølvsaker, malte og utskaarne træsaker og antikviteter av forskjellige arter. Litt efter litt vokste denne forretning op til at bli et virkelig tourist office", et reisebyran som fik filialer baade i Bergen (1887), i Stavanger (1889) og i Trondhjem (1890), og det har senere vokset frem til at bli en international forretning med kontor i flere av Europas og Amerikas storbyer. — Hovedkontoret, som i 47 aar hadde været i Store Strandgate, flyttet aaret før B.s død op til de nuværende lokaler i Karl Johans gate 35, hvor det fremdeles drives av B.s sønner Ch. og F. B. B. omfattet. alt, som hadde med samfærdselsvæsenet at gjøre, med den varmeste interesse. Han fik sat igang diligenceruter mellem Kristiania og Eidsvold og Kristiania—Fredrikshald; han fik oprettet ordentlige gjestgiverier i hovedruterne paamangesteder. Han varstifterenav det norske karjolkompani som paatok sig at skaffe reisende gode karjoler tilreiser inde i landet. Det var ogsaa han som fik sat igang den første droschetrafik i Kristiana. Ved at utnytte de samfærdselsmidler og veier vi til enhver tid hadde her i landet, ved god reklame i indland og utland, ved at planlægge turistturer i Norge indtil de mindste detaljer og ved at indføre en enkel og praktisk ordning for reiser og indkvartering, har B. været en av de bedste hjælpere for fremveksten av reiselivet i Norge. B. glemte ikke sine gamle landsmænd i det nye hjemland. Han stod altid rede til at hjælpe ut av vanskeligheter. Han straevet for at den engelske koloni i Kristiania skulde føle sig hjemme her. Det er saaledes for en stor del hans fortjeneste at en engelsk kirke blev oprettet i Kristiania. Ved denne var han i mange aar klokker. Hans landsmænd mindes ham derfor med stolthet og omtaler ham altid i begeistrede ordelag, som 'Mr. Stoddard i sine ,Lectures*: ,Who is Bennett? My friend, there is but one Norway and Bennett is its prophet. Bennett is the living encyclopsedia of Norway; its animated map; its. peripatetic guide-book. — — He is the traveller's guide, philosopher and friend. Sverre Steen Bennetter, Johan Jacob, 1822—1904, marinemaler, son av skibskaptein Andreas B. og Berthe Hansen, f. i Kristiania 2/9 1822, d. paa Sole %/s 1904 Han for forst tilsjos i 15 aar og tok styrmandseksamen 1840. Gift med Wilhelmina Fischer (1840—1904), datter av kantor i Rothenburg ob der Tauber i Bayern Friedrich Fischer og Augusta Fischer. Beskjæftiget sig i sine fristunder ivrig med tegning og kom ved interesserte mænds hjælp ind paa den kgl. tegneskole i Kristiania 1844, hvorefter han 1849 med statens stipendium reiste til Haag, hvor Louis Meyer blev hans lærer i to aar. Utilfreds med sin utvikling her drog han 1852 til Paris, hvor han studerte under T. Gudin i henved to aar. Utstilte paa salonen mellem 1855 og 1870, fik mention honorable 1863. Forblev i Paris til 1870, da han flyttet hjem til Stavanger, hvor han bodde indtil 1872. Opholdt sig i Paris 1872—80. Bodde fra 1880 til sin død 1904 paa Jæderen ved Stavanger i den av ham restaurerte og til privatbolig indrettede middelalderske kirkeruin paa Sole. Foretok i denne tid en studiereise til Island. Mens han hittil væsentlig hadde søkt motiver — ofte med historisk staffage — fra det aapne hav eller kysterne, behandlet han nu meget islandske fjordmotiver med snefjeld i effektfuld belysning. B. var siden 1898 næsten blind og ute av stand til at male. Har foruten i Norge faat avsætning for sin kunst i London, Melbourne og især i Paris under sit ca. 30-aarige ophold der. B. besad en utviklet malerisk smak, soliditet og dygtighet, var en ædel og alvorlig efterfølger av Gudin, men uten rot i sit bjemlands kunst. Indehadde medaljen litteris et artibus* i guld, sølvmedalje ved en utstilling i Havre 1868 og fik bronsemedalje ved en utstilling i London (1883). Billeder i Kunstmuseet i Kristiania (,Sjaslag ved Madagaskars kyst* 1863) og i kunstforeningernes galleri i Bergen og Trondhjem, i Bergens bys billedgalleri (1802), i Nationalmuseum i Stockholm (1857). Utstilte paa statens utstillinger i Kristiania i 1880-aarene, samt pan det svenske Kunstakademi 1866—73; Nordiske utstilling i Stockholm 1866, paa Wiener-utstillingen 1873, Filadelfia-utstillingen 1876. Carl W. Schnitler. Litt: Folkebladet % 1901, og 2% 1904. Thiis: Norske Malere og Billedhuggere. Bergen 1904 I s. 230, 242. L. Dietrichson: Kristiania 1879 s. 10. — Aubert: Det nye Norges malerkunst (1905) s. 30. Alexander Kiellands breve II s. 140) Benterud, Svein Jorgensen, 1866—, meieriinspektor, son av gaardbruker Jørgen Halgrimsen B. (1823—1910) og Kari Eriksdatter Hansanmoen (1827—1900), f. i Nes i Hallingdal */o 1866. Eksamen fra den lavere avdeling ved Den høiere landbruksskole i Aas 1887, fra Brandbu meieriskole 1888, meieriassistent i statens tjeneste 1889, meierimester i det nordenfjeldske 1803, meieriinspektor 1898. Gift 1896 med Bergit Olsdatter Groven, f. %: 1868, datter av gaardbruker Olav Sveinungsen Groven. Efter nogen faa aars virke for melkestellets forbedring pan Sørlandet, ledet B. som meierimester i Trondhjems og Tromsø stifter nybygning og modernisering av en række meierier i Trøndelagen, da dampdriften i 1890-aarene blev indført i meieridriften. Som meieriinspektor fra 1898 har B. hat ledelsen av de offentlige foranstaltninger til meieri væsenets fremme. Ved stadige reiser rundt omkring i landet har B. faat et nøie kjendskap til meieridriftens vilkaar og stilling og øvet en betydelig og heldig indflydelse pan dens sunde utvikling. Hans virke vidner om selvstændighet, praktisk sans og godt fremsyn. Særlig har han nedlagt meget arbeide i ordningen av en tidsmæssig melkeomsætning i byerne; saaledes skyldes Kristiania Melkeforsyning for en væsentlig del ham. Efter hans plan blev ogsaa meieriskolerne omorganisert i 1906. Paa det driftstekniske omraade har B. været en kyndig veileder og ved flere utenlandsreiser fulgt utviklingen av meierivæsenet i andre lande og med skjønsomhet overført reformer som kunde tilpasses til de norske forhold. B. har deltat meget i det faglige foreningsliv og frygtløs, ofte paa en noget utfordrende maate, hævdet sine meninger, dog med evne til at utskille det som fortjener at støttes. B. startet i 1900 Norsk Meieritidende*, som senere er utgit av Den norske meieriforening, og redigerte bladet til 1918. alle mulige faglige emner. I 1899 utgav B. ,Melkens behandling", en lærebok som i 1918 utkom i 4de oplag. I 1907 utgav han sammen med J. Grude og E. Wold ,Meieridrifen i Norge indtil 1905", en historisk utredning. Kr. Storen. Bentsen, Halvor Andreas, 1825—91, stortingsmand og redaktør, son til skibsforer, senere lodsoldermand i Kragerø Arnold B. (1790— 1881) og Engel Elisabeth Holm, f.i Kragerø */1o 1825, præliminarist 1845, exam, juris 1848, sakfører 1856—80, postmester i Porsgrund fra 1885, d. her %s 1891. Gift 1857 med Benedicte Nicoline Swang (1838—1918), datter til skibsfører Bendix S. og Nicoline Margrethe Beilegaard. Som ung gut hjalp han faren paa kontoret, efterat faren i 1836 hadde bosat sig paa garden Skarbu i Skastøy og var kommet ind i meget kommunalt arbeide. Siden var han paa kontoret hos sorenskriver Wessel i nedre Telemark og studerte efterpaa jus. Han begyndte ogsaa at læse til artium, men maatte opgi det for sykelighet og drev saa Skarbu for faren 1850—56. Han drev sakførerforretning i Kragerø 1856—80, idet han dog bare var bosat i selve byen 1858—79. Her blev han medlem av bystyret 1860 og var siden i flere aar ordfører. Han blev valgt til stortingssuppleant for byen 1862 og var stortingsmand for den 1865—73. Paa Stortinget var han medlem av kirkekomiteen 1868—73, og han deltok særlig i behandlingen av kirke- og skolespørsmaal. Han var varm og begeistret grundtvigianer, og han hadde en liten lyrisk aare; han hadde helt fra 1849 skrevet i bladene baade paa vers og paa prosa, og særlig i 60-aarene drog han ofte til felts for sine grundwvigianske synsmaater. Dem kjæmpet han ogsaa for i Stortinget, og da han talte baade greit og varmt, blev han snart regnet for en av tingets bedste talere. Navnlig vakte han opmerksomhet i 1869 ved sin kamp mot det foreslaatte kirkemøte og mot den skarpe kirketugt i loven om menighetsraad; han kjæmpet samtidig ogsas for borgerlig egteskap, og han fremsatte et forslag om sognebaandets løsning, som blev vedtat i Odelstinget, men tilslut faldt i samlet storting. Ved behandlingen av den nye lov om de høiere skoler 1869 stod han som fører i kampen mot latiniteten; det var han som fik den latinske stil ved artium avskaffet, og han fik Odelstinget, men ikke Lagtinget med paa at gjøre græsk valgfrit med oldnorsk i latingymnasiet. I den politiske kamp i 70-aarene var han en av de faa by-repræsentanter som avgjort sluttet sig til Venstre; men han opnaadde derfor heller ikke valg hverken i 1873 eller i 1876, uagtet han søkte at vinde Kragerø for Venstre gjennem bladet ,Vestmar*, som han fra 1868 stadig skrev politik i. Saa flyttet han i 1879 ut til Skaatøy og blev, sikkert med støtte fra Johan Sverdrup, . a. valgt til stortingsmand for Bratsberg amt, — et valg som i høirepressen blev haardt angrepet, men som blev godkjendt av Stortinget med stort flertal. Han var derefter repræsentant for Bratsberg amt 1880—85, idet han fra 1881 efter Stortingets valg var administrator ved Norges Banks avdeling i Skien og som saadan bosat i Solum. Han blev præsident i Odelstinget i alle disse seks ting-aarene, og desuten var han formand i konstitutionskomiteen 1880—84, i gagekomiteen 1885; ved riksretten 1883—84 var han en av de tre aktorer. Han hadde saaledes i disse aarene en meget fremskutt politisk stilling som en av Venstres betrodde mænd; men sykelighet svækket ham, særlig i riksretstiden, saa han kom ikke til at spille den rolle man hadde ventet. Da han saa i 1885 var blit utnævnt til postmester i Porsgrund, flyttet han ind til byen og traadte ut av det parlamentariske liv. Han hadde imidlertid i 1884 overtat den politiske redaktion av bladet ,Varden* i Skien, og det styrte han som rent venstreblad helt til sin død. [Lit.: Dagbladet 1870, nr. 3 og 9 (av H. H. Schulze); Verdens Gang 1882. nr. 118, jfr. nr. 65; Varden 1891, nr. 102; W. S. Dahl, Johan Sverdrup II 126—27. Bentsen, Lars Martinius, 1838—1919, folkehøiskolestyrer, stortingsmand, søn til gaardbruker Bent Gundersen Birkeland og Gunhild Osmundsdatter, f. paa Birkeland i Birkenes, Aust-Agder, 1/3 1838, uteksaminert fra Holt seminar 1860, almueskolelærer i Aker 1861—63, lærer ved Fredrikstad middelskole 1863 —66, almueskolelærer i Fjære 1866—7, folkehøiskolestyrer i Stjørdalen 1868—76, gaardbruker pan Kvithammar i samme bygd 1869—87 og atter 1893—98, i mellemtiden mølleeier i Vestre Moland, bestyrer av Kristiania offentlige blindeskole 1898—1902, gaardbruker paa Sulerud i Eidsberg 1902—12, d. her M/s 1919. Gift 1869 med Kamma Thyra Severine Fleischer, datter til kjøbmand i Fredrikstad Fredrik Ludvig F. og Theodore Tønder. Mens han var lærer i Aker i førstningen av 60-sarene, kom han i adskillig berøring med den grundtvigske bevægelse i Norge gjennem samkvem med O. Arvesen, H. Brun o. fl., og sammen med lærere av beslegtet aandsretning, S. Knutsen og A. Johnsson, utgav han eventyrog sagnsamlinger for barn, Da han saa i 1867 vilde opgi skolearbeidet og reiste til Danmark for at utdanne sig til at indtræde i svigerfarens forretning, blev han sam sterkt grepet av de grundtvigske oplysningstanker, at han gjorde avtale med H.K. Foosnæs om at de skulde oprette en folkehøiskole i Norge. Denne begyndte de da i 1868 pas Re i Stjørdalen; det var den tredje folkehøiskole i landet. Fra 1869 var den paa Kvithammar, og fra 1872 styrte B. den alene. Den var i 70aarene midtpunktet for lt folkehøiskole-arbeide i Trøndelag, og B. skrev ogsaa mange indlæg for sine skoletanker i bladene. Han blev snart draget ind i det offentlige liv. Han var medlem av Nedre Stjørdalens herredsstyre 1872—82, og i 1876 blev han valgt til stortingsmand for Nordre Trondhjems amt, — det var første gang amtet valgte ublandet radikal repræsentation og dermed gjorde sig til ,det rede amt", som det vedblev at være ien lang aarrække. B. repræsenterte amtet paa alle stortingene 1877—88, derefter paanyt efter sin tilbakeflytning fra Moland 1895—97, og efterat han var valgt til iste suppleant for perioden 1898—1900, kom han til at sitte paa tinget ogsaa i disse tre aarene. ,Han hørte" — blev det skrevet om ham ved hans død — stil Johan .Sverdrups faste garde i kampen for folkestyre og national selvstændighet, men han var heller ikke litet smittet av Jaabæks sparepolitik." Paa Stortinget 1880 var han en av ,de 30 tyranner" som hjalp til at drive frem 9de-juni-vedtaket (se Koht: Sverdrup, II 281 —82), og i 1883, ved riksrettens nedsættelse, var han en av de ivrigste motstandere av et kompromis; han blev da ogsaa av de anklagede starsraader utskutt av riksretten. Han var ogsaa en av de seks venstremænd som stemte mot det kompromis som blev grundlaget for dannelsen av venstreregjeringen av 1884. Han vedblev altid at tilhøre det ,rene Venstre", og han var i flere aar medlem av landsvenstreforeningens styre. Paa Stortinget var han stadig medlem av kirkekomiteen (dens sekretær 1895—1900) og deltok mest i behandlingen av skolespørsmaal; han var ogsaa medlem av skolelovskommissionen av 1884, som forberedte de nye folkeskolelover av 1880. Halvdan Koht. Litt: Verdens Gang 1882, nr. 36, jfr nr. 40, 5. 4; Nordenfjeldsk Tidende 1919, nr. 33. (Trykt oktober 1982 næringsliv. Aaret 1696 var det første hvori papir fra Kristiania kunde eksporteres, rigtignok kun 1300 ris, men det maa erindres at indførselen samtidig gik betydelig ned. Under krigen med Sverige kom Treschow i store pekuniære vanskeligheter, og møllen blev saa i 1717 solgt for den forholdsvis ringe sum av 4800 rdlr. til kjobmand Johan Jokum Lonicer. B. døde i Kristiania '/; 1734 som en velstanende mand; han legerte i 1698 500 rdlr. til Oslo Hospital og 339 rår. til Børnehuset. Gift *1o 1680 i Kristiania med Anne Petersdatter Horster, f. "/u 1658 og d. "%% 1736, og hadde med hende bl. a. sønnerne Peter Horster, som blev sogneprest til Gjerstad, og Jørgen Horster, som fortsatte farens handelsaffærer i Kristiania. S. H. Finne-Grømn. Bentsen, Anders, se Dall. Bentzen, Gotfred Eugen, læge, 1852—, f i Fredrikshald *% 1852. Forældre: overtoldbetjent Fredrik Nicolai B. (" 1804—1 1885) og 2den hustru Sofie Dorthea Lorentzen (1820—90). Cand. med. 1877. Fra 1878 sekretær i Kristiania sundhetskommission, 1887—91 overlæge ved Ullevaal epidemisykehus, 1891—94 direktør for det civile medicinalvæsen, fra *1+ 1893 stadsfysikus i Kristiania. Gift 1) */ 1879 i Kra. med Rachel Valborg Skarsteen ("1 1849—% 1894), datter av lensmand Knut S. 2) '% 1895 i Kra. med Marthe Marie Essendrop ("0 1862—), datter av biskop C. P. P. E. Som student vandt han prof. Skjelderups guldmedalje for en anatomisk avhandling og var en tid konstituert som prosektor i dette fag. Efter eksamen vendte han sig til hygienen og skaffet sig her en grundig utdannelse under gjentagne længere utenlandsreiser. Han bygget den første del av Ullevaal epidemisykehus i Kristiania, og som stadsfysikus har han maalbevisst og med fremragende dygtighet bygget op den store organisation, som Kristiania sundhetskommission er vokset op til; hans arbeide her gjennem mere end 25 aar har været av fremtrædende betydning for byens utvikling. Det er renholdsvæsenet, bolig- og næringsmiddelhygienen, som sterkest har optat hans interesse, og han har her opnaadd store resultater. Han har været medlem av en række komiteer til behandling av forskjellige spørsmaal, deriblandt har han været formand i den komite, som utarbeidet den nye karantænelov av 1909, og i en komite for utarbeidelse av en lov om kontrol med næringsmidler. I en sarrække har han været Norges representant i ,Conseil sanitaire international" i Paris, og han har gjentagne ganger avgit møte paa kongresser og konferanser som Norges eller Kristianias repræsentant. 28 — Norsk biografisk leksikon. bekjæmpelsen av de veneriske sygdommer, hvor han bekjender sig helt ut til abolitionisternes lære. Siden 1884 er han Kirkedepartementets hygieniske konsulent i skoleanliggender og siden 1898 lægekyndig medlem av undervisningsrandet. Særlig i tidligere aar har han levert em række artikler over hygieniske emner til forskjellige tidsskrifter, likesom han redigerte ,Aarbok for norsk forening for sundhetspleie"; men for de senere aar vil hans produktion findes nedlagt i de offentlige dokumenter. I det offentlige liv har han kun deltat som medlem av Akers herredsstyre 1899-1904. Yngvar Ustvedt. Bentzen, Jean Louis Adolph, 1864—, officer, gymnastik-, turnog idrætsmand, f. i V. Aker %s 1864, søn av boktrykker Bent Mogens B. (1826—1904) og Magnhild Arneberg (f. 1842). Student 1883, officer 1887, hvorefter han blev elev av den gymnastiske Centralskole. Fra i 1880 virkelig premierloitnant i 1. Akershusske infanteribrigade; hvorfra han */o 1889 forsattes til 2. Akershusske infanteribrigade. Efter avlagt eksamen ved den gymnastiske Centralskole ansattes han fra 4 1890 som hjælpelærer ved skolen, i hvilken stilling han forblev til aar 1892. Fra 1 1893—1/: 1894 opholdt B. sig med stipendium ved det gymnastiske Centralinstitut i Stockholm. Den "/» 1898 utnævntes han til kaptein og kvartermester ved Numedal landvernsbataljon, hvorfra han i 1899 forflyttedes først til kompanichef ved Kristiania linje-, senere ved dens landvernsbataljon. Den "42 1895 ansattes B. som 3dje lærer ved den gymnastiske Centralskole, ved hvilken han den "1 1897 blev 2den lærer. Den '/s s. a. gik han surnumerær for at motta ansættelse som bestyrer og Iste lærer ved Centralskolen og fra Yu: 8. a. tillike som gymnastikinspektor for landets skoler og lærerskoler. Han var ved siden herav i aarene 1889—1904 lærer i gymnastik ved flere private skoler. Fra 1894—1004 var han instruktør i Kristiania turnforening Han har derhos ledet statens lærer- og lærerindekurser i gymnastik i aarene 1896, 98, 99, 1901 og 03. En kort tid var han ogsaa formand i bestyrelsen av idrætsforeningen ,Tjalve", likesom han var medlem av bestyrelsen for Kristiania roklub i aarene 1888—93 og i Centralforeningen for utbredelse av idræt fra 1894—1906. I 1882 besøkte han Stockholm som deltager i gymnastik- og idrætsfesten og i 1891 som dommer ved det internationale skistevne. I 1905 opholdt han sig en tid i Kjøbenhavn som medlem av den skandinaviske centralkomite til utarbeidelse av forslag til fællesskap i idræt, og i 1906 førte han som leder den norske gymnastiktrop ved de olympiske leker i Athen. Den Vu 1901 utnævntes B. til major, den %/e 1917 til oberstløitnant, den "1 1915 til direktør for Statens gymnastikskole. Foruten en række ordener indehar B. flere utmerkelser som idrætsmand: Centralforeningens medalje i sølv, Norges turn- og idrætsforbunds fortjenstmedalje, Kristiania turnforenings fortjenstmedalje, ridder av den »heie hest" og fortjenstmedaljen i guld. B. har utgit Lærebok i svømning og livredning samt adskillige tabeller og veiledninger for gymnastiklærere ved skoler for den høiere almendannelse. Gift i Stockholm 1) */» 1895 med Elin Dorothea Charlotte Klintberg (f. sammesteds /» 1872, d. i Kristiania %/; 1906); datter av skibsfører Oscar Fredrik K. fra Sødermanland (1. % 1835, d. */u 1896) og Josephine Jacobine Jacobi (f. i Sødertelje *7/ 1836). 2) med Thora Magdalene Hals Olsen (f. % 1880), datter av komponist og armemusikinspektør Ole Olsen, f. % 1850 og Marie Julie Eleonore Hals, f. 1855. M. Haffner. [Litt.: Studenterne fra 1883. Bentzon, Andrian Benjamin, kaldet Benoni, 1777—1827, generalguvernør, søn av byfoged i Bergen Hans Jacob B. og Sophia Hedevig Købke, f. * byfoged. I 1780 flyttet familien til Bergen, fra hvis kathedralskole Benoni B. medalje for besvarelse av en prisopgave i æstetik. Han tok i 1797 juridisk eksamen med bedste karakter og virket derefter i nogen aar som notarius og adjunkt ved det juridiske fakultet, samtidig som han var manudukter. Han fik i kraft av sin sjeldne begavelse og sterke personlighet stor indflydelse paa flere av datidens fremragende unge mænd inden den akademiske verden. Hans omfattende kundskaper og æstetiske interesser i forbindelse med hans tiltalende væsen gjorde ham snart kjendt. Hans urolige sind og misnøje med sin stilling i Kjøbenhavn fik ham til i 1799 at motta ansættelse som regjeringsraad i DanskVestindien, hvor han straks gjorde sig meget bemerket. De danskvestindiske øer hadde just paa denne tid en glimrende periode. De var knutepunktet for handelen mellem Amerika og Europa. Store rigdommer tjentes derover. B. deltok ogsaa i den livlige handelsrørelse, eide store plantager og erhvervet sig snart en betydelig formue. Han blev desuten gift med den verdenskjendte amerikaner Jacob Astors datter. Samlivet blev ikke lykkelig, og da deres to barn døde i en ung alder, blev egteskapet senere hævet. Da krigen mellem Danmark og England brøt ut i 1807, blev de danskvestindiske øer besat av englænderne, men det skyldtes B. at overgivelsen av disse skedde paa meget fordelagtige vilkaar. I de syv aar, som krigen raste (1807—14), drog B. til Europa, hvor hans interessante personlighet, hans store sprogtalent og rigdom allevegne sapnet ham adgangen til de høieste kredser, og han kom i nær berøring med mange av Europas ledende mænd. Efter fredsslutningen vendte han tilbake til Vestindien og blev i 1816 utnævnt til generalguvernør over denne koloni med titel av generalmajor. I 1820 var B. i Europa, hvor han i længere tid opholdt sig i Paris og Kjøbenhavn. Han var i dette aar sterkt paa tale som den, der skulde overta posten som dansk gesandt i London. Imidlertid blev der under hans fravær reist en heftig kamp mot ham paa øerne av hans underordnede danske embedsmænd, likesom plantageeierne var forbitret paa ham, fordi det var blit bekjendt, at B. overfor regjeringen hadde foreslaat, at der skulde lægges en skat paa dem, som var bosat utenfor kolonien, idet han hadde paapekt det uheldige i at plantageeierne, hvorav mange var utlændinger. hadde stadig ophold i sit fædreland, hvor de fortæret sine indkomster, der saaledes ikke kom kolonien eller Danmark tilgode. Dette i forbindelse med andet gjorde, at stemningen mot den fraværende og intet anende guvernør blev yderst ophidset. Man fandt snart paaskud til anklage, der gik ut paa underslæp, aager og ulovlig deltagelse i handel. En kommission blev nedsat, og denne dømte ham til avsked fra sit embede samt tapet av en stor sum penger. Hans nære ungdomsven den bekjendte biskop I. P. Mynster omtaler dommen i sine erindringer og uttaler, at der var intet, som kunde retfærdiggjøre hverken anklagen eller dommen. Denne blev appellert til høiesteret, som i 1825 aldeles frikjendte ham for beskyldningen om aager m. m., men opretholdt hans avskedigelse. Efter denne levde B. resten av sit liv som privatmand paa St. Croix. Den haarde dom nedbrøt hans ikke sterke helbred, og de svære omkostninger ved den langvarige sak hadde formindsket hans formue betydelig. Han døde i Christiansted den "/ 1827, 50 aar gammel. Han var i 1814 blit etatsraad, 1817 kommandør av Danebrog. Han har oversat 2 stykker, et av Kotzebue i 1797 og et av Schrøder i 1798. Benoni B. skildres som en smuk mand av kraftig og velproportionert utseende, men en slet kurert benskade hadde gjort ham halt. Han var en mand med utpræget selvfølelse, som forenet med et sjelden skarpt hode bevirket, at han i de senere aar, da hans sind var blit noksaa bittert, hadde let for at skape sig fiender. for en mand av hans dimensioner. A. M. Wiesener. Litt: J. G. Rist: Lebenserinnerungen. |. P. Mynster: Meddelelser om mit Levnet. H. B. Dablerup: Mit Livs Begivenheder, II. L. Daae" og Norske, s, 58, 152. Personalhist. Tidsskr. 6 R. IV, 1913, s. 249—55. Bibliotheca my) Benzon, Jacob, 1688—1775, son av den i 1679 adlede assessor i Kammerkollegiet, senere generalprokurør Niels B. (1646—1708) og Else Scavenius (1659—89), blev f. %/io 1688 i Kjøbenhavn og skal allerede i 1701 være tiltraadt som page ved det kgl. hof, en stilling som dengang var den sedvanlige vei for unge adelsmænd til at opnaa vigtige embeder. I 1704—06 gjennemgik han Det ridderlige Akademi i Kjøbenhavn og bereiste derefter gjentagne ganger og i flere aar MellemEuropa og Italien. I 1721 kom B. ind paa embedsbanen som assessor i Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn og befordredes i 1726 til stiftamtmand i Trondhjem, hvor han grundla den anseelse som dygtig og behagelig embedsmand, der siden altid fulgte ham under en visselig like saa fortent som rask karriere og ikke mindst tiltok da han i 1735 var blit stiftamtmand i Akershus, skjønt hans virksomhet her foreløbig blev av kort varighet. Under % 1737 fik B. nemlig utnævnelse til Iste deputert i Rentekammeret og fra "s s. a. tillike sæte som deputert i Kommercekollegiet, hvorefter han */ 1740 blev stifamtmand i Aarhus og i 1747 overpræsident i Kjøbenhavn. To aar senere kom B. som vicestatholder i Norge tilbake til Kristiania, hvor han tillike blev præses i Overhofretten og stiftamtmand i Akershus, hvilket sidste embede han dog i 1763 avgav til amtmanden i Akershus amt Caspar Herman v. Storm. Den indsigt i og fortrolighet med norske forhold, som B. fra sin tidligere. virksomhet i landet hadde erhvervet sig, kom ham nu sterkt til gode, og om han end hadde passert de seksti aar, stod han dog endnu i sin fulde kraft med en betydelig administrativ erfaring og dueligbet. Reformatorisk anlagt var han ikke og maaske heller ikke særlig initiativrik, skjønt han arbeidet ihærdig for forholdsregler til skogenes bevaring og altid hadde et vagtsomt øie for næringslivets tarv, men hans embedsgjerning prægedes paa alle trin av samvittighetsfuldhet, og han behandlet enhver sak grundig og forsigtig. Derfor nød B. megen anscelse og skuffet heller aldrig den tillid, som han overalt omfattedes med. Skjønt B. ved arv og fordelagtig pengeanbringelse var blit en meget rik mand, førte han en ganske enkel husholdning og hadde fa personlige behov, hvorfor den gamle ungkar maaske ikke uten grund fik ord for at være gjerrig. Særlig repræsentative forpligtelser fandt han sig heller ikke i besiddelse av, og heri skedde heller ingen forandring da han */ 1770 blev virkelig statholder i Norge, et embede han forøvrig kun indehadde nøiagtig ett aar, idet han i 1771 til almindelig sorg og beklagelse tok avsked som følge av Struensees arbeide paa at tilintetgjøre adelens indflydelse. B. trak sig da tilbake til privatlivet og døde %/1 1775 i Aarhus; hans lik blev bisat i Holmens kirke i Kjøbenhavn. Historikeren Suhm sier om B. at han var ,en sindig og retskaffen mand, som vel aldrig utførte store ting til Norges bedste, men holdt landet i en jevn gang og avverget meget ondt* I sit ytre var B. en vakker mand med joviale træk, der røber et godt humør og et elskværdig sindelag. AV sit efterlatte store jordegods i Danmark bestemte B. i sit testamente av 1766 at der skulde oprettes to stamhus for hans universalarving, brorsønnen kammerherre Christian B.s efterslegt. Efter forskjellige forandringer eksisterer de fremdeles som stamhuset Benzon og det Tirsbækske fideikommis. 8. H. Finne-Grønn. (Litt: Norges Hist. V.; Hist. Tidsskrift 2. V. Berg, Betzy Rezora Akersloot, 1850—, marinemalerinde, datter av agent Casper B. (1828—1914) og Bertha Nordbye (1829—1912), f. å Urskog. "9 1850. —Efterat ha besøkt den kgl. kunst og haandverksskole i Kristiania nogen tid og senere malt sjø og kyst under Otto Sinding, reiste hun 1881 til Minchen, hvor hun blev til 1883. Hun drog til Scheweningen 1885, hvor hun var den store Mesdag's elev 1885—88. Studerte senere i Paris under Puvis de Chavannes. Har gjort hyppige studiereiser til den norske kyst (længe hver sommer) fra Lofoten til Lindesnes. Har ogsaa i studieoiemed deltat i en hvalangst i Nordishavet 1892. Har siden 1895 bodd paa øen Vlieland i Holland og er gift med den norske vicekonsul paa stedet Gooswenius Gerardus Akersloot, f. 1843. Hendes motiv har like siden hendes første, 1881 utstilte ,Marine* Utstilte paa statens utstillinger i Kristiania 1882—98, paa den internationale utstilling i Stockholm 1897, paa en stor række utstillinger i Holland like fra 1880-aarene (saaledes i selskapet ,Arti et Amicitiæ" i Amsterdam 1895, 1901, 1904, 1905), paa salonen i Paris 1889, 1900, 1901, 1902, 1904. Cart W. Schnitter. [Litt.: Hirsch: Die Kinstlerinnen der Neuzeit. Stuttgart 1905. s. 194 (hvor findes portræt, to mariner og oeuvre-fortegnelse. Berg, Claus, 1546— 1614, kannik, søn av nedennævnte biskop Frantz B., var f. 1546 i Kjøbenhavn, kom i Odense skole 1555 og blev student i Kjøbenhavn 1565. I de følgende aar studerte han ved tyske universiteter, blev indskrevet ved Rostocks 1570, ved Wittenbergs 1571, besøkte Leipzig og Strassburg og flere andre stæder. Efter hjemkomsten fik han den ved sogneprest til Gran mag. Amund Ellingsens død ledige præbende i Hamar domkirke "/: 1574, var da presteviet og blev vistnok ikke længe efter sogneprest til Skee i Bohuslen. I dette avsides kald var det dog ikke hans hensigt at slaa sig til ro, men han bar tydeligvis tat foreløbig sigte paa kantoratet ved Oslo domkirke, som med rimelighet snart kunde ventes vakant efter den høialdrende hr. Clemens Christensen. I 1577 gav hr. Clemens av en eller anden grund avkald paa den ene præbende, han hadde i Oslo domkirke, og denne blev "7/11 s.a. git til hr. Claus, som til gjengjæld maatte gi fra sig præbenden i Hamar, hvilket "/12 næstefter blev tilstaat kgl. herold Morten Knutsen Knardorph (Wincke). Hr. Clemens' son Christen Clemenssen, som selv ønsket at sukcedere sin far, forstod imidlertid hvor det nu bar hen og ilte derfor med at erhverve kgl. brev "/ix 1577 paa det første kanonikat, som maatte bli ledig i Oslo domkapitel. Dette schaktræk bragte hr. Claus til ved sin gamle fars indflydelse at søke opnaadd likefrem sukcession paa kantoratet, hvad virkelig ogsaa lykkedes ham ved kgl. brev 1; 1578. For at forebygge videre trætte indgik sluttelig de to konkurrenter en venlig forlikelse, hvorefter hr. Claus, naar kantoratet blev ledig, skulde vælge mellem dette og Skee sognekald og hr. Christen faa det han vraket. Denne overenskomst blev stadfæstet av kongen "/ 1580. Da hr. Clemens døde '% 1580, foretrak saa hr. Claus kantoratet og overtok det straks med domkapitlets samiykke, men fik først 9/12 1581 den kgl. konfirmation. Efter eget sigende blev hr. Claus i 1590 av kapitlet valgt til dets dekanus (2: notarius), og som saadan gjorde han sig forent ved sin omsorg for stiftets gamle jordebok fra bisp Eysteins tid (,Den røde Bog*); han forsynte den med register, og til de prestekald, som hadde tapt sine adkomstbrever under Syvaarskrigen, meddelte han avskrifter, der viser dygtighet i tydningen av den middelalderlige skrift, men som rimelig vil være kun liten kyndighet i oldsproget. B. tilhørte den kreds av literære humanister, som spilte saa stor en rolle i Oslo å reformationsaarhundredets sidste halvdel; fra hans pen er i behold nogen ,viser*, bl. a. om Fredrik II og om fru Sophie Juel, slegtshistoriske optegnelser og et Calendarium perpetuum efter Oslo polhøide. Han gir forøvrig ved sin optreden i domkapitlet indtryk av at ha været en mindre sympatisk mand, arrogant i væsen og av litet forsonlig gemyt; maaske har han følt sig skuffet i forventningen om at komme paa bispestolen. Overfor biskop Senning kom disse træk ialfald særlig frem, og det kan vel være at samtidens betegnelse av Senning som ,den onde biskop" er influert av B.i følge med papisternes had til denne mand, i hvis lod det faldt at gaa deres lærdommer efter i sømmene, mens han i virkeligheten gir indtryk av en mild og fredsæl kirkens primas. B. døde sommeren 1614 og blev begravet i Oslo domkirke; hans portræt findes pan Gauno og kopi i Kristiania Bymuseum. B. blev gift Iste gang '% 1575 i Oslo med Inger Jensdatter Bagge, som han selv sier var av adel. Efter hendes død / 1503 egtet han 2den gang %» 1594 Elisabeth Olufsdatter Teiste av Bjelland, der som enke blev gift paany med Peder Christophersen Rytter til Fosser i Rakkestad. Av hans 18 barn blev datteren Barbara gift først med kanniken Hans Andersen (Wincke), død 1625, og derpaa med Hans Mogenssen Handingmand til Branstorp og Fosser; hendes søn av Iste egteskap, kaptein Claus Hansen ,Bergh" blev far til lagmand Nicolas Bergh. S. H. Finne-Grønn. (Litt: Norske Rigs-Registranter IL. Danske Magasin 1., Norsk personalhist. Tidsskrift II 16 Mg, Bang: Den n. Kirkes Geistlighed, Skarstedt: Göteborg Stifts Herdaminne s. 693, Oslo domkapites protokoller. Berg, Frants, 0. 1500—91, biskop, søn av den fra Libeck indkaldte danske billedskjærer Claus B. og Margrethe de Groth fra Rendsborg, var f. i Odense 0. 1500. Dronning Kristine bar ham over daaben og bekostet hans studier i Odense og (siden 1521) i Rostock med den tanke at han skulde indtræde i fransiskanerordenen. Imidlertid blev han snart grepet av den lutherske reformation, for hvilken han siden blev en ivrig talsmand baade i Danmark og Norge. Efter flere aars ophold i utlandet blev han 1531 rektor i Odense, 1533 likesea i Viborg, 1536 læsemester i Vestervig kloster, 1540 sogneprest i Ribe, 1546 sogneprest ved Nicolai kirke i Kjøbenhavn og *%: 1546 superintendent over Oslo og Hamar stift, hvormed han siden 1555 forenet den indbringende stilling som provst i Tønsberg. Han tok avsked 1580 og døde */11 1591. Gift med Karen Lauritsdatter, søsterdatter av provst Svend i Vestervig. Under sin lange bispetid utforte B. et grundlæggende arbeide for reformationen paa Østlandet, som til da var litet fremskredet. En særlig interesse viet han Oslo latinskole, som allerede under ham oplevde sin første humanistiske blomstring. Mænd som Rasmus Hjort, Jens Nilssøn — begge F. B.s svigersønner — og Hallvard Gunnarssøn blev knytet til skolen, og elever strømmet til i stigende mængde, takket være bl. a. den av B. utvirkede kongelige bestemmelse (1557) at 10—12 fattige elever skulde underholdes av Akershus slot. Allerede i B.s bispetid var vistnok alle østlandsmenigheter forsynet med evangeliske prester. Visitaserne og dermed reformationen i landsmenigheterne kom ogsaa forst nu i sving. Efter alt at dømme var B. en flittig visitator og en paa engang bestemt og human befordrer av den lutherske kirkeordning Om hans optræden overfor presterne vidner flere opbevarte rundskrivelser, deriblandt en hvori han paala dem at avholde sig fra kjøbmandskap, som borgerne i Oslo hadde klaget over. En række kongebrever som han fik utvirket, syner hvorledes han søkte at faa bugt med almuens motstand mot reformationen, f. eks. dens uvilje til at møte frem ved visitaser, til at la sig egtevie av de lutherske prester, til at vedlikeholde prestegaardene og yde geistligheten tiende og andre rettigheter. At han ivrig og ikke uten held bekjæmpet helgendyrkelsen og alskens rester av den katolske folkereligion kan vi slutte av hans eftermand Jens Nilssøns visitasbøker. De store ulykker som rammet hans stilt og den østlandske reformation ved syvaarskrigen 1563—70, hvorunder bl. a. baade Oslo og Hamars domkirker blev ødelagt, søkte han ogsaa efter evne at raade bot paa. Dog følte han nu kræfterne svigte, og 1574 fik han derfor sin svigersøn mag. Jens Nilssøn beskikket til sin medhjælper, særlig i de anstrengende visitaser. Et av hans sidste tiltak var at faa oprettet en bokhandel i Oslo. Efter at ha tat sin avsked i 1580 tilbragte han et otium cum dignitate i kredsen av sine Oslohumanister, agtet og æret av alle. Endnu i juni 1591 kunde han, skjønt høist avfældig, overvære kongehyldningen i Oslo. Efter sin død blev han bisat i Hallvardskirken, og biskop Jens Nilssøn holdt liktalen over ham. Andreas Brandrud. [Litt: Y. Nielsen: Biskop Jens Nilssøns visitasboker, fst; A. Chr. Bang: Den morske kirke i det 16. aarh. s. 94 fg.; Å. E. Erichsen: Presten Soffren Soffrenssons memorialbøker 8. 3 fg; Edv. Bull: Berg, Gunnar, 1864—94, landskapsmaler, søn av væreier Lars Todal Walnum B. (1830—1903) og hustru Louise, f. Johnsen (1841—1921), f. i Lofoten i Nordland */s 1863, d. i Berlin %/1» 1893, begravet paa Gunnarsholmen ved Svolvær, hvor familien Bergs gravkapel samme dag blev indviet. Ugift. B. utdannet sig til kunstner i Kristiania, studerte i to aar i Dusseldorf under sin landsmand Normann og derefter under Otto Sinding. Opholdt sig væsentlig i Tyskland eller i sin hjembygd Svolvær i Lofoten, som han saagodtsom udelukkende har behandlet i sin kunst, og har git en stemningsfyldt skildring av fjeld og fjord; giennemgaaende ved vintertid med luften sløret av sne og slud. Ofte forekommer de eiendommelige nordlands-jægter, og hans indganende skildringer gir et sterkt indtryk av befolkningens haarde kamp mot den strenge natur. Han var avgjort naturalist, var sterkt paavirket av Otto Sindings nordlandsskildring, men døde før han naadde frem til fuld selvstændighet. Høiest staar hans studier, hvorav en stor række utstiltes i Kristiania efter hans død. Billeder av ham findes i Kunstmuseet i Kristiania, i Bergens bys billedgalleri, i Trondhjems galleri. Utstilte paa statens utstillinger i Kristiania 1887, 1888, 1889. Separat studieutstilling i Kristiania 1889. Utstilte 1889 i Berlin (Verein Berliner Kunstler), 1891 i Berlin (F. Gurlit), 1891 i Minchen (Jahresausst). Carl W. Schnitler. Lit: Aubert: Det nye Norges Malerkunst. Kristiania 1904 s. 88. — Thiis: Norske Malere og Billedhuggere. Bergen 1904. IIs, 331. — Pelle Molin: Ådalens poesi. — Hver 8 Dag, mai 1909. — Folkebladet 1889 (s. 352), 1894 s. 145 (biogr.) 180518. 70) Berg, Gunner, 1764—1827, prest, søn av gaardmand Jens Gunnerssøn og Sara Nilsdatter, f. i Stjørdalen %1 1764, student fra Trondhjems skole 1782, teol. kand. 1786, var først nogen aar famulus hos biskoperne Bang og Schønheyder i Trondhjem, blev 1792 sogneprest i Lenviken, 1804 provst i Senjens provsti, 1805 sogneprest til Ibestad, døde "% 1827. Gift 1) med Anna Colban, datter av skipperborger i Trondhjem James William Colban; 2) med Rebekka Elisabeth Kildal, datter av sogneprest Michael Heggelund Kildal. B. var foruten en dygtig prest — biskop M. B. Krogh nevner ham som en av de dygtigste i sit stilt — interessert historiker og etterlot sig flere haandskrifter av historisk og topografisk indhold, deriblandt efterretninger om geistligheten nordenfjelds, hvorfra Erlandsen hentet adskillig til sine presbyterologiske arbeider. Hans gode historiske boksamling, hvori mange bøker med tilfølede rettelser og tillæg, blev solgt ved en auktion i Kristiania 1828, I 1818 blev han valgt til stortingsmand for Finmarken, men paa grund av sygdom møtte han ikke. Berg, Hans Johan Fredrik, 1813—74, portræt-, landskaps- og miniaturmaler, akvarellist, søn av handelsmand Andreas B. og Susanna Bernhoft, f. "2 18131 Nesna i Nordland, d. i Kristiania 1874. Ugift. B. var tidlig forældreløs og fattig og kunde først 1835 begynde sin kunstneriske utdannelse. Han studerte da en tid ved Kunst- og tegneskolen i Kristiania, derpaa i to aar ved Kunstakademiet i Kjøbenhavn. I disse byer fristet han livet ved at male portrætter (i olje). Efter et kort ophold i Paris slog han sig 1838 ned i Kristiania som portrætmaler. Blandt hans talrike og ret dygtige portrætter er de kjendte billeder av H. Wergelands hustru, Sophie Bekkevold, og av biskop, statsraad Riddervold (i Hoff kirke, Toten). Fra ca. 1843 var han indtil sin død næsten stadig paa reise i de fleste av Europas lande. Fra 1861 var han dog omtrent aarlig paa kortere besøk i Norge, mest om sommeren, og drog langs kysten opover like til Hammerfest. I sine senere aar bodde han mest i London og Paris. Han malte uophørlig og hentet motiver fra mangfoldige lande og folk, — landskaper, folketyper, folkelivsbilleder, genrescener og portrætter. — Saaledes en kulturhistorisk. interessant billedrække fra lappernes liv, malt i Finmarken 1861—73 (offentliggjort i Julehelg* 1917.). Efterhaanden gik han fra oljeteknikken helt over til akvarellen. — Fra 1851 tilbragte han det meste av sin tid med at kopiere i akvarel gamle mestres billeder rundt i Europas gallerier. I 1857 utstilte han ca. 200 av disse i Stockholm, 1861 i Kristiania og 1862 i Trondhjem og Bergen. De var ogsaa utstilt i flere tyske og engelske byer og blev rosende omtalt. Efter B.s død blev samlingen av kopier, som mu var steget til over 300 stk., indkjopt av staten for 3000 spdir. og deponert som undervisningsmateriale i Universitetets kunsthistoriske samling i Kristiania. De er uten større kunstnerisk verd — Kunstmuseet i Kristiania eier akvareller av Berg, og Bergens billedgalleri hans portræt av Lyder Sagen. B.s portræt, malt av P.N. Arbo i Kunstmuseet i Kristiania. Stockholm 1866 og paa verdensutstillingen i Paris 1867. Carl W. Schnitler. [Litt.: Trondhjemske samlinger II (1915) — Mlustr. Nyhedsblad 1863 5. 95. — L. Dietrichson: Det norske nationalgalleri s. 41—43, 50. feldts Portrærkatalog. Berg, Harald, 1823—93, verkseier, forretningsmand, søn av verkseier og bestyrer av Christiania Glasmagasin, Christoffer B. (1790— 1869) og Olava Finden (1787—1828), f. 1 Land 1823, utdannet som forretningsmand i Kristiania hos tobaksfabrikant Tiedemand og kjøbmand Torp, fuldmægtig og bestyrer av Vik paa Hedemarken med brænderi, sagbruk og mølle. Fra 1851 medeier i Christiania Glasmagasin og de til dette knyttede glasverker, gift 1856 med Louise Forseth (d. 1863). B.s virksomhet er knyttet til Christiania Glasverk og til glasverksindustrien. Hans far var bestyrer av Christiania Glasmagasin. Selv traadte han ind som medinteressert sammen med sine to brødre i 1851 B. blev den ledende i forretningen og har hovedfortjenesten av Christiania Glasmagasin og glasverkernes sterke utvikling. Samlet i et familieinteressentskap blev efterhaanden Christiania Glasmagasin og fem tildels større glasverker, nemlig Hadeland, Høvik, Hurdalen, Biri og Drammen Under det interessentskap, som B. var sjælen i, samledes praktisk talt hele den norske glasindustri i hans tid, og interessentskapet omfattet alle led i omsætningen fra produktionen til detaljhandelen. Det var ogsan denne sterke koncentration og B.s dygtighet, som gjorde at glasverksindustrien kunde bli en forretning i Norge i forrige narhundrede. Alle tidligere forsøk med glasverk, enkelte støttet av sterke privilegier, var det gaat mer eller mindre daarlig med. Lorentz Vogt Berg, Jens Christian, 1775—1852, historiker, sen av stiftamtskriver i Trondhjem, senere zahlkasserer i Kristiania Nils Jensen B. (1738—98) og Marie Margrethe Flor (1744—1817), f i Kjøbenhavn *9 1775, student 1792, dansk juridisk eksamen 1803, sorenbirkeskriver i Søndre Jarlsberg s. a., justitiarius i Akershus stiftsoverret 1814, avsked 1844, d. i Kristiania 's 1852. 1) 9 1803 med Hedevig Marie Elisabeth Wessel (d. "/: 1816), datter av major Joachim Wessel; 2) % 1817 med Juliane Marie Haxthausen (1784—1847), datter av general F. G. v. H.; skilt fra hende 1825. B.s slegt stammet fra bønder i Vestfold; selv vokste han op dels i sine forældres hus i Trondhjem og Kristiania, dels hos presten Abraham Pihl (s. d.) i Lund ved Flekkefjord. Da han, sytten aar gammel, blev student fra Kristiania katedralskole, sat han alt inde med betydelig læsning og utvidet denne vældig i studieaarene i Kjøbenhavn (1792—94 og 1795—98) og Kristiania (1794—05 og 1798—1800). Hans plan var at studere filologi og historie og med tiden bli lærer i historie ved katedralskolen i Kristiania. De skoletimer, han gav i Kjøbenhavn, la rigtignok for dagen at han ikke egnet sig til at være lærer; men saa meget mere utbytte fik han av at arbeide som amanuensis ved det kongelige bibliotek. Alt nu begyndte han at anlægge sine senere saa mægtige samlinger til Norges historie. Da B. efter farens død vendte tilbake til Kristiania — uten endnu at ha tat embedseksamen — blev han tildels anvendt til praktisk arbeide — som sekreter i kommissionen for salg av Kristiania katedralskoles og lagstolens jordegods — dels fortsatte han sine historiske studier; han arbeidet saaledes i det norske riksarkiv paa Akershus, som for ham vistnok aldrig hadde været utnyttet til historisk studium. I 1789 blev han imidlertid forbigaat til fordel for Georg Sverdrup ved besættelsen av lærerstillingen i historie ved katedralskolen, og i sin bitre skuffelse over dette bestemte han sig for nu at studere jus. 1 1800 drog B. da til Kjøbenhavn igjen. Ved siden av studiet fik han en liten stilling i rentekammeret og begyndte desuten nu at publicere en del av resultaterne av sit historiske studium. Pludselig blev dette imidlertid avbrutt, da han i 1803 fik utsigt til at faa en stilling. Greverne Wedel-Jarlsberg hadde besættelsesretten til sorenskriverierne i Jarlsberg grevskap, og gjennem en morbror, som var amtsforvalter hos grev Frederik Anton, fik nu B. tilbud om stillingen som sorenbirkeskriver i Søndre Jarlsberg. I en fart tok han ,dansk* juridisk eksamen, som var langt lettere end den latinske", giftet sig, overtok stillingen og slog sig ned paa gaarden Gulli i Sem. I over ti aar sat B. nu her som sorenskriver, uten at gjøre sig særlig bemerket andet end som en dygtig og samvittighetsfuld embedsmand, og uten at publicere noget arbeide som frugt av sine dyptgaaende studier. Hans senere san anselige bibliotek var alt nu grundlagt, og B., som fremfor alt var en vældig læser, har i disse arene stadig utvidet sin lærdom; navnlig blev han nu overordentlig kyndig i alle mulige juridiske og retshistoriske materier, og han vedblev ogsaa at staa i nær forbindelse med litterære venner baade i Norge og Danmark. Uagtet forholdet til hustruen i mange henseender var godt, var dog B.s huslige forhold tildels vanskelige paa grund av hendes ,passion* for sterke drikke. Begivenheterne i 1814 førte imidlertid til et pludselig skifte i B.s stilling. Hans politiske standpunkt var det samme som grev Herman Wedels og som hans ven og kollega (i Nordre Jarlsberg) G. P. Bloms. Hans voldsomme forbitrelse over Danmarks politiske behandling av Norge var ogsaa alt nu grundfæstet, selv om den med sarene blev endnu mere rødglødende. Om høsten 1814 blev B. valgt til repræsentant til det overordentlige storting; nogen rolle i forhandlingerne her kom han ikke til at spille; derimot fik han som medlem av redaktionskomiteen for den endelige utformning av novembergrundloven anledning til at lægge for dagen sin sjeldne evne til at føre tingene i pennen. Dagen efter at Wedel var traadt ind i regjeringen blev B. utnævnt til overretsjustitiarius i Kristiania, og fra nu av var al hans virksomhet knyttet til hovedstaden. Alt det praktiske arbeide, B. i den følgende menneskealder blev brukt til, kan det ikke være tale om her at regne op. Hans flid, hans arbeidsevne og hans samvittighetsfuldhet var fenomenal, og han overkom alt det, han blev sat til; men naturligvis virket det sterkt hemmende paa hans videnskabelige virksomhet. Politisk vedblev han at sta Wedel og hans kreds nær; han var meget unionsog svensk-venlig, fuld av haan overfor ,patrioterne* fra 1814, konservativ og autoritetstro, yderst uvillig overfor bøndernes politiske indflydelse og saaledes i alle væsentlige ting en mand efter regjeringens hjerte. Til de vigtigste hverv, B. beklædte i de 30 første aar efter 1814, hører at han i den første tid jevnlig fungerte som ekstraordinær assessor i høiesteret; i denne egenskap deltok han ogsaa i den første riksretssak, mot general Haxthausen, hans senere svigerfar; B. var her førstvoterende og stemte for fuldstændig frifindelse. Dette sit votum offentliggjorde han senere, hvad der indbragte ham sterk kritik i Jonas Reins, C. M. Falsens og Herman Foss' ,Den norske Tilskuer*. 1 1816 fik B. — paa grund av sin tidligere tjeneste i rentekamret — i opdrag at reise til Kjøbenhavn som kommissær for opgjørssaken med Danmark; men hans arbeide der blev hverken langvarig eller resultatrikt, dels fordi han pas grund av sine danskflendtlige anskuelser ikke var persona grata i Kjøbenhavn, dels fordi han paa grund av sin hustrus død og sin derpaa følgende nye forlovelse saa sig nødt til at reise hjem igjen til Kristiania. For lovgivningsarbeidet i 1920- og 30-aarene fk B. stor betydning, dels ved en række private lovforslag, dels ved sit arbeide i en række lovkommissioner, hvor han i regelen var den som førte pennen; vigtigst er vel her hans virksomhet i den store kommission av 1828 for en ny kriminallov. Av hensyn til den var han like til 1835 fritat for at bestyre sit embede. Fra 1817 var han med i direktionen for den daværende laane- og diskonto-indretning i Kristiania og fra 1835 administrator for Norges Banks avdeling i Kristiania. Desuten var han helt fra 1837 medlem av Kristiania kommunestyre, og blev likeledes sat ind i undersøkelseskommissionen for ,Torvslaget*, "/s 1829. I alle disse og mangfoldige andre lignende stillinger var B. ikke bare passivt medlem, men en energisk, praktisk og virksom arbeider. Den */12 1843 faldt B. paa en islagt gate i Kristiania og brak benet, hvad der gjorde ham til krøbling for livstid. Han kunde ikke længer gan ut og hadde endog vanskelig for at sitte ved skrivebordet og arbeide. Han blev derfor nødt til at ta avsked fra alle sine offentlige stillinger, men fortsatte like til det sidste sit videnskabelige arbeide. B. døde i Kristiania %s 1852. Hans private liv hadde været litet lykkelig. Hans anden hustru hadde plaget ham meget ved vrangt humør og overhændig smaalighet, og efterat han var skilt fra hende, og barna av første egteskap — som efter moren tok navnet Wessel-Berg (5. 4.) — var blit voksne, levde han meget ensomt. Bss bibliotek var i sin tid det største og værdifuldeste i hele Norge. Det talte ca. 10000 bind og blev efter hans død solgt ved auktion; en hel del blev kjøpt til Universitetsbiblioteket. B.s bøker har en ganske særlig værdi, idet de er fulde av haandskrevne bemerkninger — dels faktiske oplysninger, hentet fra hans omfattende lærdom, dels voldsomme stemningsutbrudd mot Danmark og dansk politik. Hans store historiske samlinger, navnlig til de norske sædegaarders historie, blev kjøpt til riksarkivet; Universitetsbiblioteket fik en haandskreven utsigt over Norges historie samt hans samlinger av andres manuskripter. B.s egentlige betydning ligger ikke i hans offentlige virksomhet, men i hans arbeide som historiker. Ved oprettelsen av det norske universitet hadde B. været paatænkt som den første professor i historie, men ønsket vistnok ikke selv at overta stillingen. Allikevel fik han baade paa samtidens og eftertidens historiske videnskap en ganske anden indflydelse end de to første universitetslærere Platou og Steenbloch; den følgende generation av historikere, Keyser, Munch og Lange, kan med langt større ret sies at være utgaat av B.s skole end av Platous eller Steenblochs. Det er ikke i første linje ved sit eget forfatterskap. B. har faat betydning; for det var temmelig magert. Hans eneste større arbeide er «Historisk Underretning om Landværnet" (Kra. 1830), en bok paa 344 sider; men ogsaa den, likesom alt andet B. har skrevet, skylder en ytre anledning sin tilblivelse, nemlig en kommission for en vernepligtslov. B. studerte, som L. Daae sier, for sin egen fornøielses skyld, ikke for at producere; hans lærdom var saa stor at han — fremdeles efter Daaes ord — visste alt hvad der dengang kunde vites om Norges historie; Gialdt det derimot at hjælpe til av sin uuttømmelige viden med arbeide som andre var i gang med, var B. utrættelig, og hans vigtigste arbeide bestaar derfor i utgaver av aktstykker, i indledninger og anmerkninger til andres arbeider og i utallige enkeltoplysninger spredt rundt omkring i hele samtidens historiske, politiske, juridiske og økonomiske litteratur. Hans rolle som videnskabelig ,accoucheur* Nogen morsk historisk videnskap eksisterte ikke før B. Gerhard Schøning hadde nok lagt et grundlag; men han hadde ingen efterfølgere faat, og før 1814 la enevælden og den politiske forbindelse med Danmark avgjørende hindringer i veien for en fri vurdering av Norges nationale utvikling. Det er i det fri, rent norske synspunkt paa vor historie, man først og fremst maa søke B. Baade som aandstype og som videnskapsmand tilhører B. ellers væsentlig det 18de sarhundrede. Han minder i sin lærdom mere om Hans Gram end om Schøning, og han fandt i Ludv. Daae en i mange henseender aandsbeslegtet efterfølger. Moderne historisk kritik stod han fremmed overfor, og han kunde ikke, som Keyser og Munch, saameget oldnorsk at han for alvor kunde ta vor gamle historie op til behandling. Det var det 15, 16, 17 og I8de aarhundredes historie han hadde koncentrert .sig om, og det var ogsaa der hans syn paa Norges historie skarpest kunde træde frem. I al korthet kan dette syn fremstilles slik, at alle Norges ulykker skyldes foreningen med Danmark. Han ræsonnerte strengt juridisk og fandt at dansk politik overfor Norge bestod av en fortsat række bevisste overgrep; navnlig staar begivenheterne i 1536—37 for ham som et rent ,nidingsverk*. Fra dansk side karakteriseres B.s skrivemaate som ,ram og lidenskabelig* (C. Molbech i Dansk Hist. Tidskr. I s. 511), og det er let at se at den besindige Werlauff har ret i en hel del av sine indvendinger mot B.s lære i et klokt og venlig privatbrev til B. selv (Norsk Hist. Tidsskr. I's. 415 fl) Ogsaa i Norge blev B. opfattet som sterkt ensidig og fanatisk paa dette punkt (saaledes av J. H. Vogt), og endnu L. Daae anser hans standpunkt for fuldkommen urimelig. Navnlig er det klart at B. ofte har uret i sin faste tro paa at dansk politik overfor Norge har sit utspring i konsekvent og bevisst hensigt, i ,dype planer og overlagte angrep paa nationaliteten". Men trods alle de indvendinger som saaledes kan gjøres, betyr B.s virksomhet det første forsøk paa at vurdere hele Norges historie ut fra rent norske synspunkter; Rudolf Keysers og P. A. Munchs norske historiske skole hadde neppe været mulig uten med B. som bakgrund. Og ledet av sit grundsyn ser B. med egne, friske oine paa alle mulige historiske forhold, begivenheter og personligheter. Paa den anden side gaar hans uvilje mot dansk politik og mot al politisk skandinavisme ikke længer end at han altid holder paa sine personlige venner i Danmark, og hans sidste litterære arbeide blev en oversættelse, med indledning og anmerkninger efter B.s vane, av C. v. Wimpfens Afhandling om Hertugdømmerne Slesvig og Holstens statsretslige Forholde (Ki , 1849), — et ubetinget forsvar for Danmarks sak i konflikten om hertugdømmerne. B.s historiske forfatterskap, utgiverarbeide og redaktionsvirksomhet var alt begyndt for hans sorenskrivertid, med meddelelser i Topographisk Journal, Hermoder, Astræa, Juridisk Archiv og andre tidsskrifter, og navnlig i F. Thaarups Magazin, hvor han redigerte andet bind og bl. a. utgav den gamle Hamarbeskrivelse. I hele sorenskrivertiden var han imidlertid praktisk talt ganske taus, og først efter 1814, altsaa efter hans 40de aar, begynder hans virksomhet for alvor. Foruten at han nu er en ivrig bidragsyder til ,Morgenbladet" (og tildels til andre aviser) mest om dagens spørsmaal, meddeler han i J St. Munchs ,Saga* vigtige historiske aktstykker — navnlig til norsk krigshistorie under Fredrik Ill — og redigerer fra 1821 til 1826 ,Budstikken", som i-denne tid er helt præget av ham; her offentliggjør: han sin storé og lærde avhandling om Kristian IV.s gymnasium i Kristiania og en masse dokumenter til vor økonomiske historie og forsyner samtidig omtrent alle andre forfatteres bidrag med sine indholdsrike anmerkninger. Til denne samme periode hører ogsaa hans vigtige medarbeiderskap i Rasmus Nyerups og Jens Krafts dansk-norske litteraturleksikon og fremfor alt i Jens Krafts store topographisk-statistiske beskrivelse over Norge; omtrent alt det historiske stof i dette vigtige verk skriver sig fra B. I J. H. Vogts og G. P. Bloms bøker om matrikelvæsenet, i A. (Trykt oktober 1922. Norges historie, i Bernt Moes tidsskrift for norsk personalhistorie, i John Aas' utgave av P. Hjorts og Krags efterretninger om Røros kobberverk har B. sin væsentlige andel. I 1833 deltok han sammen med Jens Kraft, R. Keyser, G. F. Lundh og Gerh. Munthe i stiftelsen av det ,samfund*, som utgav vort første egentlige historiske tidsskrift, de seks bind ,Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie* (1833—39); av sit uuttømmelige forraad har B. her igjen strødd ut sine anmerkninger og sine utgaver av dokumenter; væsentlig av personalhistorisk, krigshistorisk og økonomisk art. Da Samlingerne i 1839 maatte gaa ind, Bk B. et nyt arbeide av stor vigtighet, idet han overtok at hjælpe sønnen, nedennævnte Fredr. Aug. Wessel-Berg, med hans vigtige utgave av reskripter og forordninger fra perioden 1660—1814; de historiske anmerkninger og henvisninger her skyldes for størstedelen B. Hvor megen hjælp han ved siden av alt dette har ydet ved at være det levende leksikon for alle som ønsket at slaa op i det, lar sig ikke maale. Portrættet av B. i ,Mærkelige Nordmænd* (I, 1843) gir sterkest indtryk av alvoret og den ensidige bitterhet i hans sind; brevene fra ham til forskjellige venner viser dog at han har hat baade humer og varme, og sønnen sier i sin biograf av faren at portrættet bare viser den ene side av ham. Edv. Bull. (Litt.: Biografi, av sønnen, Fr. Aug. Wessel-Berg, i Mærkelige Nordmænd I, og av L. Daae i Morgenbladets Extranummer 1808; se foruten henvisningerne her og i Halvorsens forfaterleksikon ogsaa Danes utgave av Bs brevveksling med G. P. Blom i Historiske Samlinger*, b. Berg, Lorens, 1862—, bygdehistoriker, f. paa Berge i Kodal, Andebu prestegjeld i Vestfold */1 1862, søn av gaardbruker Amund Andersen Berge og hustru Anne Kirstine Sørensdatter. Gift 1886 med Albertine Andresen, f. 1862 i Asker, datter av jagteskipper Per A,, Lilleby. Seminarist fra Asker seminar 1881, var lærer 1881—1913, først i Tjøme (Vasser), san i Kodal og siden 1899 i Kristiania. B. var en meget dygtig lærer, men ogsaa sterkt politisk interessert, i sin tid en av de mest frygtede agitatorer for venstre i Jarlsberg og Larvik. Ogsaa i arbeidet for ungdomsbevægelsen og særlig for avholdssaken deltok B. med liv og sjæl i sine yngre aar. ,Avholdssaken og politikken gav mig de dypeste almeninteresser*, sier han selv. I blader og tidsskrifter har han skrevet meget baade av politisk og skjønlitterær art (fortællinger, digte 0. 1). Først forholdsvis sent kom han ind paa sit egentlige kald, bygdehistorien, og det blev da naturlig Vestfoldbygdernes historie, som blev gjenstand for hans granskning. 1 1905 utsendte han efter flere aars omhyggelige og grundige studier ,Andebu. En Vestfoldbygds historie i 1600-aarene*, en bok, som vandt varm anerkjendelse paa grund av sin klare og greie plan og sit fortrinlige stofvalg. Det var navnlig Andebu's økonomi og gaardhistorie B. la vegt paa at faa grundig utredet; men ogsaa kulturskildringen hadde faat en bred plads, og flere av Vestfolds fremtrædende mand i 1600-aarene hadde her for første gang faat sin biografi skrevet. — Paa denne tid var interessen for lokalhistoriske undersøkelser i vekst, og B. indtraadte som medlem i det arbeidsutvalg, som med Yngv. Nielsen som formand Ia planen for Vestfoldbygdernes historie. Det faldt av sig selv, at dette arbeide, forsaavidt bygderne angik, blev overdraget til B., som derefter, slag i slag, har utgit bygdebøkerne Brunlanes (1911), Hedrum (1913), Tjolling (1915), Sandeherred (1918) og Tjøme (1920). Hovedvegten i disse bøker er lagt paa gaardhistorien, som foruten om gaardenes navn, skyld, delinger m. m. ogsaa gir oplysninger om alle re og brukere og lægger en sikker grund for vedkommende bygders slegtshistorie. Av størst almen interesse er avsnittene ,Hvem har bygdens jord", som igjen er en specialisering og videreførelse av B.s interessante, med kritisk skjønsomhet utførte undersøkelse av jordegodsets fordeling i grevskaperne i tiden 1650—0a. 1700, trykt i Historisk Tidsskrift 1900. Ved siden av gaardenes og jordegodset historie og specielle avsnit av andre forfattere gir B. ogsaa i de sidstnævnte bygdebøker gløt av kulturlivet og oplysninger om næringslivet. I Tjømeboken har han paa en fortjenstfuld maate redegjort for skibsfartens utvikling til henimot nutiden. — Efter opfordring av Landskomiteen for Lokalhistorie, hvis medlem han er, har B. skrevet ,Arbeidsveiledning i lokalhistorie", som nu er utsolgt. Han er medlem av statens Kulturminneraad og er i 1921 valgt til medlem av styret i ,Landslaget for Bygde- og Byhistorie Oscar Albert Johnsen. Litt: Norsk Historisk Videnskap i femti aar 1849—1919, utgit av Den Norske Historiske Forening, Kra. 1920, s. Berg, Magnus Eliasson, 1666—1739, ellenbenskjærer og maler, bondesøn, f. enten paa Hedemarken eller i N. Gudbrandsdalen "5/1: 1666. Tidlig kom han som tjener til statholderen U. F. Gyldenløve i Kristiania, som sendte ham med anbefaling til Christian V til Kjøbenhavn (1688 eller 1690). Alt i denne tid har vistnok hans store plastiske evner fundet uttryk i den skjønne valbirkpokal med Christian V.s navnsiffer paa Rosenborg. Allikevel blev han utdannet til maler og var 1690—94 i lære hos sin landsmand Peder Andersen (Nordmand) (se denne), som arbeidet med den maleriske utsmykning av det efter en brand nyreiste Fredriksborg slot, hvor de bevarte barokke grisailledekora tioner paa kirkens galleri tør være malt av B. Med kongelig understøttelse opholdt han sig 1694—99 i Tyskland, Frankrike og Italien, hvor han ser ut til at ha været elev av den kjendte romerske barokmaler Carlo Maratta. (I Kunstmuseets magasin i Kjøbenhavn findes en kopi av B. efter Marattas St. Augustinus). Efter hjemkomsten vedblev han i kongens tjeneste, malte dekorative billeder i Christiansborg og Fredriksborg slotter (tapt), og var ,ridsemester" for prinserne og pagerne. Christian VI forheiet hans løn fra 400 rdlr. til 600 rdir. aarlig. Av hans selvstændige maleriske produktion kjendes foreløbig neppe mere end hans selvportræt (Rosenborg), altertavlen i Herslev kirke ved Fredriksborg, et par store religiøse billeder i Fredriksborgs slotskirke og endel tegninger i kobberstiksamlingerne i Kjøbenhavn og Kristiania. Han viser sig her som en dygtig, men litet original kunstner med typisk barokt præg. B.s betydning ligger ikke i hans malerier, men i hans utskaarne elfenbensarbeider. Deres talrikhet og hole kvalitet viser at han har været en av de ypperste europæiske elfenbensmestre i barokkens tidsalder, som netop i særlig grad yndet og utviklet denne kunstart. De fleste av sine arbeider overdrog han til kongen (1731), og en stor række av dem findes nu paa Rosenborg slot. De fleste er relieffer av forskjellig størrelse og behandler i en sterkt malerisk stil bibelske, mytologiske eller allegoriske motiver. Dertil kommer nogen kongelige portrætmedaljonger, et stort relief med allegorisk forherligelse av Fredrik IV og en stor pokal av elfenben, sølv og bronse, som vistnok virker noget urolig i enkeltheterne, men som allikevel gjør et overordentlig pragtfuldt indtryk. Ogsaa i Hofmuseet i Wien, i museet i Kassel, i Nationalmuseet i Munchen, i Louvre og i Windsor findes relieffer og pokaler av B. De utmerker sig alle ved et vidunderlig delikat og minutiøst arbeide og et virtuosmæssig. herredømme over materialet. Ofte er figurscenernes bakgrund saa gjennemarbeidet, at den er helt gjennemsigtig, mens han pan andre punkter kan holde relieffet saa høit, at ornamentale enkeltheter som ranker og bladkranser staar helt plastisk frit. Slike tekniske eiendommeligheter karakteriserer hans relieffer, hvis motivbehandling følger forskjellige maleriske forbilleder, særlig Italiens akademiiske barokmalere. Hans bedste arbeider tilhører vistnok tidsrummet 1708—20. I 1722 maatte han for sine skjælvende hænders skyld reise til badet Pyrmont og besøkte derefter Wien, Dresden, Kassel, Hannover, Holland. Overalt kom han i berøring med fyrsterne, som beundret og delvis kjøpte hans elfenbensarbeider. Efter hjemkomsten 1723 fik han litet fra haanden, og ca. 1730 er hans virksomhet væsentlig endt. Han var en tungsindig og dypt religiøst grepet mand. 1735, resten findes i manuskript i det kgl. bibliotek i Kjøbenhavn, i Videnskapsselskapet i Trondhjem og i Bergens museums bibliotek. B. er paa sit omraade en av Nordens betydeligste kunstnere i ældre tid, men han har for Norge en særlig betydning som den tidligste norske kunstner, som er naadd frem til berømmelse. Carl W. Schnitte. Litt: Danske Magazin I s. 226—43. — Ilustr. Nyhedsblads Nytaarsgave 1862. — Festskrift ,Kunst og Kultur* (1908) s. 97. — Kunstens Historie i Danmark, red. av K. Madsen s. 100. — Francis Beckett: Fredriksborg: Slottets Historie II (reg). — Chr. Scherer: Elfenbeinplastik seit der Renaissance, s. 112 fr. — L. Dietrichson: Berg, Paal Olav, 1873—, jurist og politiker, søn av toldkasserer i Fredrikstad Marius Ørbek B. (1829—1904) og Annette Karoline Rotnes (1838—91), f. paa Hammerfest 1 1873, student 1890, cand. jur. 1895, 5. a. fuldmægtig hos sorenskriveren i Larvik, advokatfuldmægtig i Kristiania 1897, studerte (med stipendium av det Mantheyske legat) retsvidenskap i Berlin og London 1899—1900, assessor i Kristiania byret fra 1900, høiesteretsadvokat 1902, ekstraordinær assessor i Heiesteret 1913, assessor i samme ret 1918, statsraad og chef for Socialdepartementet (i Gunnar Knudsens andet ministerium) 1919, igjen assessor i Høiesteret 1920. Gift 1898 med Caroline Juliane Debes (1877—) datter av toldkasserer i Kristiansand Peter Olav Debes. Han fungerte 1907—09 som norsk sekretær for den norsk-svenske renbeitekommission og derefter 1909 som sekretær ved voldgiftsretten angasende renbeitesaken i Kjøbenhavn. 1911 utarbeidet han efter opdrag fra Justisdepartementet utkast til lov om mægling og voldgift i arbeidstvister — et utkast som kom til at danne grundlaget for loven av % 1915 — og 1912 efter opdrag fra samme departement forslag til lov om offentlige tjenestemænds retsstilling (lov av "/2 1918). Efter adskillige ganger at ha været opmand ved frivillige voldgiftsretter i arbeidstvister blev han 1915 beskikket som formand i den nye Arbeidsret. 1916 blev han formand i kommissionen til revision av lovgivningen om beskyttelse för industriarbeiderne (fabriklovkomiteen) og 1918 i kommissionen til utredning av spørsmaalene om arbeidernes andel i bedrifernes ledelse og om utbyttedeling. —(Sidstnævnte hverv blev efter B.s utnævnelse til statsraad overdrat høiesteretsassessor K. F. Dahl) Men den sak, som fremfor alle vil erindres fra B.s statsraadstid, er forbudsavstemningen i 1919 og B.s befatning med den. Det var for at løse det stadig brændende forbudsspørsmaal ut av partipolitikken at B. fremsatte Sin proposition om ved et særlig plebiscit at æske vælgernes mening om saken. Da avstemningsresultatet forelaa, stillet han sig paa det standpunkt at folkeviljen fuldt ut skulde respekteres; som en naturlig konsekvens av det passerte optok han derfor til behandling spørsmaalet om at lægge øl- og vinhandelen ind under statsmonopol. Ved B.s avgang som socialminister forelaa i departementet et forslag om overførelse av alt salg av øl og vin til samlag; regjeringens flertal fandt imidlertid av hensyn til traktatforhandlingerne med vinlandene at burde la forslaget hvile indtil videre. — 1921 var B. B., som i politisk henseende staar paa Venstres radikale føj, nyder som dommer anseelse for sit sunde og klare judicium. Som bidrag til den juridiske litteratur har han besørget kommentarutgaver av konkursloven ay "/ 1863 (sammen med Harald Koss, 1899 og 1906) og av loven om arbeidstvister av */s 1915 (1915); desuten har han utgit Arbeidsrettens domssamlinger for aarene 1918—17 og 1920—21 og utarbeidet hovedregistret til ,Norsk retstidende* for 1901—10. Han var medlem av styret for ,Det norske teatret* fra dets oprettelse 1912 til 1914, og sitter nu i Rimansnævnden for reisning av egen bygning for teatret. Wollert Keilhau. Berg, Patroklus Fredrik Grundt, 1832—1909, officer, rytter, søn av major i kavalleriet Fredrik Nannestad B. og Petronelle Helene Grundt, f. i Eidsberg "4 1832, officer 1850, premierløitnant 1862, tjenstgjorde som saadan ved livgarden til hest i Stockholm, og gjennemgik samtidig Det gymnastiske Centralinstitut der. I 1886 blev B. efterat ha tjenstgjort som ritmester og eskadronchef utnævnt til oberstløitnant og chef for Trondhjemske ridende jægerkorps, og "1 1888 forflyttedes han som chef for Oplandske ridende jægerkorps. I 1889 utnævntes han til oberst, og forflyttedes i 1891 som chef for Akershusske kavallerikorps. Efter 48 aars tjeneste faldt han for aldersgrænsen i 1898. Gift 1864 med Nahyda Major (1840—1911), datter av kommandant paa Munkholmen Peder Isaachsen M. Død i Kra %/ia 1909. Som ung loitnant gjennemgik B. den preussiske rideskole, som dengang holdt til i Schwet i Hannover, den samme rideskole som nu holder til å byen Hannover. Hans interesserte arbeide her, hans energi og forstaaelse av hester og hestedressur vakte en anerkjendelse som vel neppe nogensinde er blit en utlænding tildel. Efter avsluttet utdannelse i Hannover blev B. tilbudt at gaa ind i den tyske armé, og overta en lærerstilling. ved rideskolen der. Men B. avslog tilbudet. Han vilde vie sit fædreland sine kræfter, sin interesse og sin dygtighet. Neppe nogen norsk rytter har været omgit av saadan glans og beundring som B. Hans sakkundskap og interesse for sit fag, parret med hans eminente rytterbegavelse, gjorde ham til sin tids største ekspert paa ridningens omraade her i landet. Som skolerytter har han ikke hat sin like i Norge hverken før eller senere. B. san i skoleridningen grundlaget for al anden ridning, og som chef for kavalleriets manege nedla han et grundlæggende arbeide i saa henseende her i landet. Hvad han først og fremst fordret var nøiagtighet i enhver lektion, og alle de unge officerer, som blev utdannet under B.s ledelse, bidrog til at bringe B.s system for rideutdannelsen videre. B. hadde fuld forstaaelse av sportsridningens store betydning for det vaaben han tilhørte, men da den raske ridning i 1880—90-aarene holdt sit indtog her i landet, og for en stor del feiet interessen for det grundlæggende ridehusarbeide væk, kom B. beklageligvis i etslags motsætningsforhold til pionererne pas den raske ridnings omraade, idet B. mente at den raske ridning maatte søke sit utgangspunkt i dressurridningen. og han hævdet den gamle sats at under ellers like vilkaar er den bedst dresserte hest den bedste for sportsbruk. At B. har hat ret i sin opfatning har den senere utvikling bekræftet, og det er utvilsomt, at hadde man fulgt Bs linje, vilde vi meget tidligere kunnet opta konkurransen med vore naboer i øst. B. var en myndig personlighet, en helstøpt karakter og en dygtig idrætsmand. I al den tid han stod i tjenesten saa man ham aldrig andet end i uniform, og fra den dag han tok avsked fra fastlønnet militerstilling og gik over til at bli pensionist, bar han indtil sin dødsdag kun civil dragt. Oscar Morgenstierne Berg, Søren, 1851—1919, gaardbruker, er født paa søndre Berg i Nord-Odal '% 1851 av forældre gaardbruker Hans Sørensen og hustru Taaline Larsdatter, f. Stormoen. Gift 1878 med Anne Martea Trøseid, f. "1 1853 av forældre gaardbruker Hans Troseid og hustru Ingeborg, f. Brynhildsrud. B. overtok farsgaarden i 1879, men flyttet i 1887 til Hof i Solør, hvor han sammen med sine svigerinder frkn, Troseid aapnet privat meierivirksomhet under firma ,Søren Berg & Co". Paa en indkjøpt del av Hof prestegaard ryddet og bygget han gaarden Austvang, hvor han flyttet ind 1892. Væsentlig for at nyttiggjøre sig meieriavfaldet anla firmaet et større svinehold og begyndte med opdræt av svin av stor yorkshirerace. Meieriet og svineopdrættet lededes med fremragende dygtighet; firmaet blev snart landskjendt saavel for sit smør og sin pultost som for sine fremragende svin, og avlsdyr solgtes fra hans stamme til gode priser rundt hele landet. Svinebesætningen blev snart avlsstation for fylket og i 1917 statsavlsstation; gjennem en række av aar blev den med stor dygtighet holdt oppe som en fremragende stamme, og den kom til at faa en stor indflydelse paa landets svinebestand. B. deltok med stor interesse i det frivillige foremingsvæsen for landbrukets fremme og indehadde mange tillidshverv. Personlig var han en bramfri, vennesæl og hjælpsom mand. B. døde '/« 1919. Berge, Abraham Teodor, 1851—, folkeskolelærer, stortingsmand, statsraad, fylkesmand. Søn av arbeider Johan Tobias Johnsen B. og Helene Andreasdatter, beslegtet med Eidvoldsmanden T: Lundegaard. Født paa Berge i Lyngdal */s 1851, eksamen fra kirkesanger Reinert Rødlands lærerlærlingsskole i Lyngdal 1867, folkeskolelærer i Vanse (Lister) 1867—1904, lensmand 1904—06 og tillike gaardbruker paa Norberg i samme herred 1872—1908. Finansminister 1906 —07, kirkeminister 1907—08, fylkesmand i Vestfold siden 1908, undtagen 1910—12, da han igjen var finansminister. Gift 1875 med Anne Elisabeth Kylleberg (f. 1847), datter av gaardbruker Tønnes Elias Olsen K. Allerede i begyndelsen av syttiaarene begyndte B. at ta del i det kommunale og politiske liv og blev straks lagt merke til ved sin klare, korte og bestemte optræden i diskussionen i pressen, paa lærermøter og paa politiske folkemøter. Han kom ind i herredsstyret 1877, blev ordfører og anvendt i en mængde kommunale og fylkeskommunale hverv. Blev valgt til stortingsmand 1892—94 og 1898—1912, var medlem av tingets veikomite og næringskomite nr. I samt av fuldmagtkomiteen, valgkomiteen og endel andre komiteer, præsident i Odelstinget 1905—06 og 1910. Som i det kommunale, blev der ogsaa i det politiske liv rik anvendelse for B.s sterke og alsidige interesser, hans praktiske indsigter og sikre skjøn i mangfoldige anliggender. Dertil bidrog ogsaa hans sympatiske væsen og hans evne til at samarbeide baade med meningsfæller og politiske motstandere. Med sine fortrinlige anlæg for administration og sin lange erfaring fra det kommunale og offentlige liv har han erhvervet megen anerkjendelse baade som præsident i tinget, som departementschef og som fylkesmand. Fra hans stortingsvirksomhet har baade hans kolleger og almenheten bevaret indtrykket av hans raske, mandige og djerve optræden i debatten, hans omhyggelige og kyndige behandling av sakerne, hans syn for kulturutviklingen og aandsfriheten, og hans noble og humane færd. I Venstres lange kamp om nationale og demokratiske fremskridt vetosaken, unionssaken, maalsaken, almen røstret, reisning av folkeskolen o. s. v. deltok B. med iver, dygtighet og virkning. Han var en av vore bedste agitatorer og en tid venstreorganisationens generalsekretær. Da der 1908 indtraadte en spaltning, sluttet han sig til ,det frisindede venstre" ; han mente derved bedst at kunne arbeide for sin ungdoms og manddoms idealer og sine voner for fædrelandets fremgang og lykke. Berge, Rikard, 1881—, folkemindesamler, søn av gaardbruker Geirmund Hallvardson Lid og Sigrid Rikardsdatter, f. i Rauland i Telemarken '/i 1881. Utdannet som lærer, tok eksamen ved Notodden seminar 1901 og virket som lærer til 1907. Allerede som barn var hans sans for folkeminder levende, og tolv aar gammel skrev han op en folkevise han hørte synge. Denne hans interesse vokste med aarene. I 1906 utgav han en bøk om Vinjes digteyklus ,Storegut* og de folkeminder den bygger paa: Storegut, ættesoga og diktverke*, og fra 1908 er en biografi av ,Mylargutten* Fra nu av blev arbeidet med folkeminder hans livsgjerning. Han studerte folkeminder under veiledning av professor Moltke Moe og paa en stipendiereise i Kjøbenhavn 1911—1912 under professor Axel Olrik. — I 1908 blev han gift med malerinden Johanna Bugge (. 1874), datter av nedenn. professor Sophus Bugge, og har siden overtat utgivelsen av Sophus Bugges samlinger av viser og eventyr (Norske Folkeviser efter samlinger av S.B. 1911: Norske Eventyr og Sagn I—II ved Sophus Bugge og R. B.). Han har ogsaa utgit to stevsamlinger fra Telemarken. Ved siden av samlerarbeidet har han beskjeftiget sig med studiet av viserne, deres forhold til oldkvad, deres alder og hjemsted, og har i en række avhandlinger behandlet de enkelte viser og digtere fra Telemarken (Bygdedigtning fraa Telemarki I—XV). Han har utgit livsskildringer av de to visesamlere fra Telemarken, Olea Croger (sammen med H.G. Heggtveit, 1918) og M. B. Landstad (1920). De er skrevet med sympati og varme; navnlig tar han Landstad i forsvar mot den kritik hans samling har været utsat for. Han har — sammen med sin hustru — studert og kopiert levninger av norsk folkekunst, og i 1918 blev han direktør for Brekke museum i Skien, fylkesmuseet for Telemarken og Grenland. Han har med bistand av sin svoger professor Alexander Bugge grundlagt et aarsskrift for Telemarkens og Grenlands historie. B tok i 1915 initiativet til et tidsskrift for folkemindesamling «Norsk Folkekultur*. Det er utkommet med 6 aarganger, og B. har selv været den bærende kraft i det. Men baade historiske videnskapsmænd og folkemindesamlere har git det sin tilslutning og git bidrag til det, og paa et møte av samlere i 1919 blev der dannet en forening med ,Norsk Folkekultur* som organ. B.s sidste opdagelse er et myrfund fra 1920, hvorved der fremkom to kjepper med utskaarne hoder. B. opfattet dem som gudebilleder, og fundet gav ham anledning til en fyldig og interessant undersøkelse av husguder i Norge. Just Bing. Berger, Helge, 1834—1903, bruks- og skogeier, f. "Yu 1834 i Elverum og søn av gaardbruker Jens Helgesen Væringsaasen pan Berger og Olea Tollefsdatter Hagen, viste allerede i en meget ung alder en merkelig fremsynthet i sin anskuelse av skogenes værdi og syntes tidlig bestemt til at indta en fremskutt plads i distriktets forretningsliv. Utgaat av en slegt som ved initiativ og foretagsomhet gjennem geniale skogspekulationer har tat de store løft til den økono miske reisning, hvorved Elverum fra en av de fattigste er naadd frem til den rikeste landbruksbygd i landet, oparbeidet B. hurtig en ganske ualmindelig forretningsdygtighet og besad en merkelig perfektibilitet paa alle felter, hvor hans interesser drog ham ind. Ved sin mors død i 1862 overtok han forældrenes eiendommer i Elverum og kastet sig straks ind i skogbruket, hvor han ved klokskap, arbeidskraft og seig energi snart blev den ledende i alle de betydningsfulde foretagender, som i hans tid startedes i Elverum. I 1871 dannet han sammen med slegtninger og forretningsvenner i Elverum det betydelige trælastselskap Halla Aktiebolag. inistration hurtig utviklet sig til en svær affære med skog pas 1200000 maal, sagbruk og cellulosefabrik, og som forblev i stifternes og deres arvingers eie til det hele solgtes i 1916 til det finske selskap Kymmene Aktiebolag. I yngre aar sterkt benyttet i kommunale anliggender, stortingssuppleant i 1877—79, erhvervet B. sig en sterk position i Elverum, og efterhanden som hans skogspekulationer og særlig deltagelsen i industrielle bedrifter grep videre om sig, blev hans navn velkjendt og høit anset i den norske forretningsverden og endog utenfor denne. Som besidder av en del av amtets største og værdifuldeste skoger, saaledes foruten Berger, Høklingen i Aasnes, Hofoss i Brandval, som hovedeier i Odals verk og i Hamar jernstøperi og mekaniske verksted, som medeier i Sanne og Solli bruk i Smaalenene og aktionær i store trælastbolag i Sverige og Finland blev B. anset som en av landets rikeste mænd i sin tid. Personlig var han en stilfarende og tjenstvillig mand med en sterk og retlinjet karakter, av tilsynelatende tilknappet væsen, men dog med megen sans for det humoristiske. Et legat pan 50000 kr. til unge menneskers videre utdannelse for skogbruket, og et mindre, paa 10000 kr., for pauvres honteux bærer hans navn. B. blev gift */4 1866 i Elverum med Ingeborg Rogstad, f. "/w 1837 og d. % 1896, datter av gaardbruker Johan Møystad paa Rogstad og Ingeborg Bergersdatter Rogstad. S. H. Finne-Gronn. Bergesen, Sigval, 1863—, konsul. Søn av sogneprest, senere provst Ole B. og Marthe Marie Sophie Jensen, f. i Farsund % 1863. Utdannet ved Osnabruck handelsgymnasium. Startet egen forretning i Stavanger i 1887. B.s hele virksomhet har været knyttet til Stavanger. Hans indsats, som her har været meget betydelig, ligger helt paa næringslivets omraade Den knytter sig først og fremst til hans egen forretning, som han grundla i 1887, og som han har oparbeidet til at bli betydelig. Den omfatter skibsrederi, skibsmaglervirksomhet og assurance. I 1921 disponerer han en flaate paa ca. 30000 tons d. w. En sund dømmekraft, praktisk skjøn til at se utover dagens arbeide, en levende interesse og en betydelig arbeidskraft er de egenskaper, som har præget ham under hans oparbeidelse av egen forretning. De samme egenskaper har gjort ham til medlem av og formand i et meget betydelig antal direktioner og repræsentantskaper. B.s interesse for Stavanger bragte ham ind i Stavanger bystyre og videre til byens repræsentant paa Stortinget 1903—09. Det blev her for næringslivet og kommunikationernes fremgang, at han kom til at gjøre en større indsats. Særlig har hans arbeide for sørlandsbanen sat spor. Som formand i Vest-Agder og Rogalands jernbanekomite arbeidet han sørlandsbanen frem i folks bevissthet paa et tidspunkt, da de økonomiske forhold i landet bevirket, at tanken paa de store fremtidsmaal ikke hadde let for at fæste rot. Lorentz Vogt Berggrav, Eivind Josef, 1884—, norsk prest og forfatter, søn av nedennævnte biskop Otto Jensen (1850—1918) og Marena Ch stinet. Pedersen (1845—), er født i Stavanger *%/10 1884, blev student i 1903, cand. theol. 1908, derpaa lærer ved Eidsvold folkehøiskole, siden bestyrer av Akershus fylkesskole i Fet, og 1918 sogneprest i Hurdalen. Gift med Katrine Seip (f. 1883), datter av sogneprest Jens Lauritz Seip (1852—1913) og Marie Fredrikke, f. Aubert (1853—). Allerede som gymnasiast i Stavanger, hvor hans far dengang var prest, begyndte han som journalist og fortsatte siden dermed, navnlig som medarbeider i Morgenbladet, Kristiania, og i Stavanger Aftenblad, men fremfor alt er hans virksomhet knyttet til ,Kirke og Kultur*, som redaktør fra 1909 sammen med sogneprest Klaveness, siden, efter Klav ness' dod 1914 til 1922 som eneredaktor. Som journalist har han foruten en betydelig evne til klar og letfattelig fremstilling lagt for dagen en levende interesse for det aktuelle, en intens leven med i det religiøse og kulturelle nutidsliv. Denne interesse har ført ham ind i ungdomsskolen og arbeidet for ungdommen og videre ind i den saakaldte østlandske reisning, et forsøk paa at gjøre de østlandske bygdemaal gjældende ved siden av de vestlandske (Landsmaalsbevægelsen) og det fornorskede riksmasl. Meningen er paa den vis ,at jevne veien til et samnorsk maal* (program av 1921) Ved siden herav er han, ut fra samme interesse, ført ind i moderne religionspsykologisk forskning. han har studert i Marburg og senere med universitetsstipendium i England (Cambridge) og var vinteren 1921—22 igjen ute med stipendium av Fredr. Petersens fond til videnskapernes fremme. Hans vigtigste skrift er ,Krigerliv og religiøsitet", utkommet 1915, oversat til svensk og finsk 1916. Han har deltat i den kristelige studenterbevægelse, ogsaa paa møter i utlandet Han var i kriseaarene leder av næringsnævnden i Fet og i sin tid medlem av Eidsvolds herredsstyre. Jens Gleditseh. Bergh, Anton Matbins, 1828—1907, landskapsmaler, oberstleitnant, son av overtoldbetjent Math. Munk B. og Antonette Elisabet Schnitler, f. % 1828 paa Rødtangen i Hurum. B. blev officer 1849. Gik først pa den kgl. tegneskole i Kristiania, var 1850—51 professor Hans Gudes elev i Dusseldorf. Efter et ophold gjenoptok han malerkunsten 1867. Solgt arbeider gjennem kunstforeningerne i Norge og Sverige. Meget virksom som tegnelærer i Kristiania, bl. a. ved den kgl. Tegneskole 1870—71, ved den tekniske aftenskole i Vaterland i 460 Bergh. Kristiania 1882—09, ved den norske krigsskole (1876—80-aarene), ved den kvindelige industriskole o. fl. samt overlærer ved den tekniske skole i Kristiania 1876—1901. Har utgit flere bøker om tegneundervisning, om maleriets teknik, perspektivlære samt barnebøker. Hoifjelds-billede av ham i Bergen Bys Billedgalleri. Utstilte ved den internationale utstilling i Filadelfia 1876. Han døde i Kristiania *; 1907. Carl W. Bergh, Christian Vilhelm, 1814—73, officer og veiingeniør, son av overtoldbetjent Mathias Munk B. (1781 — 1832) og Antonette Elisabet Schnitler (. 1772), bror til ovenn. A. M. B., f. paa Skjelfoss i Hobøl % 1814, officer 1833, kaptein i Artilleribrigaden 1837, gik i 1830 over i Ingeniørbrigaden, hvor han blev major 1862. Død i Kris ania '% 1873. Gift 1845 med Caroline Marie Graah (f. 1814), f. i Vestby i Jylland, datter av sogneprest Knud David G. Allerede fra 1839 fik han anledning til at beskjæftige sig med veiog broarbeider, som efterhaanden tok hans tid og interesse. Saaledes utarbeidet han forslag til mange større broer, deriblandt de landskjendte kjedebroer over Sarpsfossen, over Drammenselven ved Aamot og over Sira ved Bakke; den sidste var han overdrat utførelsen av i 1841—42. Ved kgl. res. av '%1 1852 blev han Indredepartementets assistent veianliggender, og i 1864 veidirektør i den nyoprettede stilling. B. har en overordentlig stor fortjeneste av veivæsenets utvikling i vort land. Hans virksomhet omfattet alle omraader: veienes planlæggelse og bygning, arbeidsmetoder, systematisk oplærelse av funktionærer og arbeidere. Endelig veienes vedlikehold samt studium av selve tra fikken i økonomisk og teknisk henseende. Han indforte de flate moderne veier, beviste trods tvil og motstand deres overlegne nytte, og skapte den etat som siden har bestaat. Før ham laa den norske veibygning saa lavt som vel mulig, endog de forholdsvis faa veier, som staten hadde bygget, var bakkede og litet brukelige; i hans tid forandredes dette fuldstændig. Vort lands veibygning førtes i B.s tid ind i en retning som har vist sig at være til stor lykke for landet. Ved reiser lærte han at kjende de nye principper som da befulgtes i de større europæiske lande, og disse fik han avpasset for vore eiendommelige natur- og befolkningsforhold paa en san heldig og i mange henseender original maate, at den norske veibygning — saslænge hestene behersket veiene — nærmest maa siges at ha været et system for sig. Det har hele tiden siden været befulgt og forbedret. B.s fremgangs maate ved den tekniske planlæggelse i marken, ved fuldstændig indtegning og beregning paa ,Veivæsenets rutepapir* er vistnok helt original og benyttes fremdeles. - Allerede i sin første virksomhet paadrog B. sig en sygdom som stadig tok til. I sin sidste tid blev han bistaat paa en udmerket maate av daværende kontorchet, senere veidirektør Krag, som væsentlig bidrog til at B.s planer blev virkeliggjort. Den nulevende generation vil ikke altid indse at de norske veier er bygget efter de bedste principper, idet veibanerne ofte er mindre gode. Til fuldstændig bedømmelse av B.s virksomhet maa det derfor tilføies, at ogsaa veibanernes vedlikehold var gjenstand for hans indganende studium. Men lovgivningen la dengang som for en stor del ogsaa nu ledelsen av vedlikeholdet i de lokale, ikke tekniske myndigheters hænder, og hans arbeide fik paa dette omraade derfor ikke tilsvarende følger. Hans planer og redegjørelser var imidlertid ogsaa paa dette specielle veiomraade saa fremsynte, at de endnu kan læses med nytte. A. Baalsrud. Bergh, Christopher Anker, 1764—1825, jurist og administrator, søn av regimentskvartermester og auditør Jakob Wisløw B. (1738— 1801) og Karen Tancke Anker (1743—85), f. paa Borgen i Sørum "io 1764. Gift 1) 1792 med Helene Catharine Bergh, d. 1792, datter av proprietær Nils B. paa Hadeland, 2) 1794 med Marie Schejtli (1768—1826), datter av sorenskriver Leonhard S. paa Øvre Romerike. B., som paa farssiden tilhørte en helt norsk slegt, kom 1776 ind paa ke skole i Kristiania, hvis inspektør den fremragende pædagog generalkrigskommissær Peter Blanchenborg Prytz fik en avgjørende indflydelse paa den unge høit begavede mands utvikling. 1780 blev han kornet ved det Iste søndenfjeldske dragonregiment, 1783 sekondløitnant å la suite, deltok 1788 som virkelig sekondløitnant i felt toget mot Sverige og blev senere utnævnt til premierløitnant. For at bli regimentskvartermester hadde han imidlertid 1783 tat dansk-juridisk eksamen i Kjøbenhavn og senere auditør-eksamen hos Norges generalauditør og blev derefter adjungert faren, hvis efterfølger i auditørembedet han blev 1790. Han bodde i denne tid paa sin gaard Linnsæt ved Hurdalsjøen, indtil han 1798 flyttet til Kristiania, hvor han blev ansat som regimentskvartermester og auditør ved artilleridetachementet og 1800 tillike som bokholder og kontrollør ved Krigshospitalskassen og regnskapsfører og kasserer ved Landkadetkorpset. Samme aar blev han ogsaa utnævnt til adjungert og succederende byraachef ved det norske generalitets- og kommissariatskollegium, men han kom aldrig til at tiltræde stillingen. den militære matem: Haxthausen, som først hadde opdaget B.s sjeldne brukbarhet, beordret til hæren i Holstein som overkrigskommissær, og blev 1805 utnævnt til overauditør med majors rang. Han var hele tiden ansat ved kronprinsens hovedkvarter, hvor han blev brukt i feltkommissariatets anliggender, men især som fungerende generalauditør i juridiske saker. 1807 fulgte han med hovedkvarteret tilbake til Kjøbenhavn, hvor han blev benyttet som medlem av en kommission til utarbeidelse av et lasaretreglement og konciperte forordningen av /, 1808 om militæretaters indretning. Samme aar forhandlet han som statens kommissær med den britiske kommissær Lutyems om erstatning for britiske rekvisitioner paa Sjælland 1807. 1810 blev han utnævnt til generalauditør ved den norske armé, var desuten deputert i det norske kommissariats kollegium og bestyrer av det norske armédepot, blev 1813 medlem av overkriminalretten og overadmiralitetsretten, 1814 kammerherre, generalauditer for sjøetaten, konstituert arméintendant og ekstraordinær assessor i høiesteret. Ved sit ypperlige lette og klare hode, sin kritiske evne og organisationstalent, sine omfattende kundskaper og vældige arbeidskraft, sit sikre skjøn, smak og kultur, sin retsindige og liberale tænkemaate, sit elsk værdige væsen og sit trofaste vennesind og ved sit nære slegiskap med handelspatriciatet i Kristiania, fik B. allerede tidlig en position som faa. Han blev anset som en sjelden raadsnild og forfaren mand, til hvem man tillidsfuldt kunde henvende sig i en vanskelig situation og som bedre end nogen anden kunde løse en floke, og ved grundlæggelsen av den nye norske stat er han utvilsomt en av dem, der har sat sterkest spor efter sig. Han var en av Frederik av Hessens fortrolige og han blev tidlig en av Christian Frederiks vigtigste raadgivere og medhjælpere. Han deltok saaledes i stormandsmøtet paa Eidsvold 'Y 1814, hvor han medbragte et utkast til en proklamation om edsavlæggelsen og indkaldelsen av en riksforsamling (Aftenposten nr. 70 1914). Han fik bevæget Christian: Frederik til at ophæve den forhatte spidsrodstraf og forfattet den velskrevne forestilling om det, en foranstaltning, som bidrog til at gi ham en aldrig svigtende popularitet i de brede lag. Under riksforsamlingen var han stadig tilstede paa Eidsvold, og han har visselig ved sin juridiske indsigt og sin sindige klokskap hat stor betydning for utformningen av grundloven. Det var saaledes B. og Georg Sverdrup, hvem Christian Frederik overdrog at utarbeide forslag til en konstitution paa grundlag av det Adler-Falsenske utkast og Treschows og prinsens egne bemerkninger, og det er overveiende sandsynlig, at forslaget i alt væsentlig er forfattet av B. Under krigen utfoldet han en rastløs virksomhet, især som chef for depoterne, og Pavels overdriver ikke, naar han sier at ,hver nat staar hans hest opsadlet rede til at bringe ham hvorhen kongens bud og embedspligt kalder ham*. Uten tvil maa B. regnes i første række blandt de mænd, som har æren for at ha holdt nationens mod oppe i de ophidsede dager efter Mossekonventionens avslutning. Det lykkedes ham at berolige folkestemningen i Kristiania dels ved sin personlige optræden under optøierne mot Haxthausen, dels ved sin indtræden i overkrigskommissionen til undersøkelse av de kommanderendes forhold og ved myndige avisopsæt, hvor han manet folket til at vise tillid, mod og sindighet. Under forhandlingerne med de svenske kom. missærer var det B. som gjennemgik de svenske ændringsforslag, og han har en ikke liten andel i æren for grundloven av 4/u. Ved valgene til riksforsamlingen i Kristiania hadde han like mange stemmer som Sverdrup og Omsen, men han trak sig frivillig tilbake, og først 1815 blev han valgt som hovedstadens 4de repræsentant i det første ordentlige storting. Skjønt han her ikke deltok meget i debatterne, var han sikkert en av tingets mest indflydelsesrike og benyttede medlemmer, som utarbeidet en utrolig mængde av vigtige indstillinger, der tildels bærer andres navn. Han har saaledes skrevet instruktionen for riksretten, gjennemset planen for høiesteret og deltat i den forberedende behandling av riksakten. Han var her medlem av Lagtinget, var dets president i tre uker, vicepræsident i én uke, og var medlem og tildels formand i 18 komiteer (bl. a. valgkomiteen, fuldmagtskomiteen, hjælpekomite mr. 3, komiteen for juridiske gjenstande, og komiteer for sporsmaalene om handelskomiteen, om kjøbstadsprivilegier, om lovkomiteens arbeide, loves behandling i plenum, odelsloven, koffardiflaget og om unionelle forhold). Med 20 mot 6 stemmer blev han som inhabil opnævnt til at uttræde av riksretten mot Haxthausen. Ved sin fabelagtige arbeidskraft og sin sjeldne evne til hurtig at sætte sig ind i saker av vidt forskjellig natur har B. formaadd at gjøre sig gjældende paa mange omraader. Han var et meget aktivt og høit elsket medlem av Norske Selskab i Kjøbenhavn, rigtignok efter dets glansperiode, og endnu eksisterer hans stambok. Han deltok endvidere 1799 i oprettelsen av Det Dramatiske Selskab i Kristiania, optraadte som skuespiller og var selskapets sekretær indtil 1805, han foreslog først oprettelsen ay uldmanufakturet av 1811 paa Kongsberg, var 1812 med at stilte Selskabet for Cnristiania Bys Vel, og var fra 1814 en del aar direktør for Enkekassen. 1816 var han en av de saskaldte restauratores av Den Norske Frimurerloge, var med samme aar i utarbeidelsen av Laane- og Discontoindretningen, i hvis direktion han blev indvalgt, var et meget aktivt medlem av direktionen for Selskabet for Norges Vel og av en række kommissioner og deltok flittig i den offentlige diskussion ved artikler i aviserne. Hans vigtigste gjerning i de senere aar var hans arbeide i lovkomiteen av 1814, hvis drivende kraft han var, men hans helbred var da undergrave, og efter flere aars lidelsesfuld sygdom, som han bar modig og mandig, døde han i Kristiania "/s 1823. Som svigersønnen Gregers Fougner Lundh har skrevet, var B. ,en mand, som i alle modifikationer af hans liv maa ansees for hævet over det almindelige", og han fortjener en langt større plads i landets historie end den, der er blit ham tildel. Jacob S. Worm-Miller. [Litt: G. F. Lundh: Christopher Anker Bergh. (Chra. 1825). Tegning av Paul Ipsen (1791) Bergh, Elisabeth (,Lisbeth*) Mathea, 1861—, malerinde, datter av ovennævnte maler og oberstleitmant A. M. B., f. paa Nes paa Romerike '% 1861. Var 1885—88 elev av Erik Werenskiold, Eilif Peterssen, Christian Krohg, Hans Heyerdahl i Kristiania. Vinteren 1889—90 elev av Puvis de Chavannes i Paris. — Malte først landskaper, ofte med staffage. Har i de senere aar særlig beskjæftiget sig med illustrationsarbeide (til julehefter, tidsskrifter samt til bokbind) og utgit en række illustrerte barnebøker, saaledes: ,Smaa venner fra landet* (Kristiania 1896) ,Fra sæteren* (Kristiania 1899), ,Om sommeren" (Kristiania 1900), ,Kan du tælle?" (Kristiania 1901), ,En lappefamilie* (Kristiania 1903). Disse bøker er ogsaa trykt hos firmaet G. Löwensohn, Firth, Bayern og av dette solgt til forlæggere i Tyskland, Sverige, Finland, Holland, England, Bøhmen, Italien. — 1902 utgav hun i Kristiania 44 barnekammerbilleder* (originallithografier), 1904 ,Norske anskuelsesbilleder" og ,Illustrerende tegning" (en tegnebok for lærere i barneskolen). Utstilte paa statens utstillinger i Kristiania i 1880- og 1890-aarene. Bergh, Gerhard Gunnerus, 1826—80, prest, søn av overtoldbetjent i Drammen G. G. B. og Anne Christine Thorne, blev født i Farsund "1 1826, student 1844, cand. theol. 1849, var i flere aar lærer ved forskjellige skoler i Drammen, paa Ringerike og i Stavanger, blev 1856 andenlærer ved Holts skolelærerseminarium, 1862 sogneprest i Norddalen, 1871 i Stranden og 1879 i Værdalen. Døde 1 1880. Gift med Davide Blackstad (1831—83), datter av prokurator i Bergen Rasmus Martinus B. og hustru Ennicke Christine Trumpy. 1 sin skolemestertid stod han i flere aar (1858—63) som medutgiver (sammen med Å. Feragen) av ,Den norske folkeskole", hvor han skrev forskjellige indlæg om skolespørsmaal. Han utgav ogsaa etpar skolesang bøker, som blev adskillig brukt. Under den i 1858 utbrutte salmesangstrid mellem Joh. D. Behrens og L. M. Lindeman tok han i Morgenbladet gjentagende til orde — paa førstnævntes side. Andreas Brandrud: rak oktober 1522) Bergh, Hallvard Ellestad, 1850—1922, forfatter, f. "ss 1850 i Gol i Hallingdal, søn av gaardbruker Arne Ellestad B.og hustru Liv Hauge. B. kom allerede i ung alder til Vestre Slidre i Valdres, gik 1866 ind paa Lands lærerskole, hvorfra han blev dimittert 1867. Han blev derpaa lærer i hjembygden, men utvandret allerede 1868 til Amerika, hvor han blev kirkesanger og lærer i Wisconsin. Han besøkte i 6 aar Luther College i Decorah, og blev dimittert derfra i 1876. Paa grund av svækket helbred vendte han tilbake til Norge. Han har været lærer i Vestre Slidre fra 1878 til 1913, da han tok avsked. Død i Valdres % 1922. Ugift. Allerede i konfirmationsalderen begyndte B. at optegne folkeminder. I 1879 offentliggjorde han ,Sogur m. m. fraa Valdris og Hallingdal* (Segner fraa Bygdom IV) og kort efter .Nye Folke-Eventyr og Sagn fra Valders*. Siden har han utgit .Nye Folke-Eventyr og Sagn fra Valdres og Hallingdal" (1882), ,Nye Folke-Eventyr og Billeder fra Norge* (1886), og ,Folke- og huldre-eventyr ifraa Valders og Hallingdal" (1903). Disse bøker indeholder eventyr, sagn, ordsprog, gaader, lokker og desuten skildringer av mer almindelig kulturhistorisk indhold (,Eit o anna or Skulehistorien i Valdris*, ,Paa Jagt efter Folkedigtning*). I den første samling har han gjengit traditionerne paa bygdemaal, i den sidste paa landsmaal, i de øvrige for det meste paa riksmaal. Han har en livlig og i det hele vellykket fortællemaate. En og anden gang har han, naar det egte traditionsgrundlag var magert, digtet til ,de manglende Momenter* B. har ogsaa forfattet et par gode barnebøker, som er oversatte paa flere fremmede sprog (,Reise te versens ende", 1889, og ,Hvordan Maria sankede pengene" 1889). Han har skrevet flere folkelivsskildringer fra Norge (bl. a. ,Ola Eivindset og Halldis Friggtun*) og Amerika (,Idyllar fraa dei norske settlementa i Amerika") og skuespillet ,Gjentestrid for eigin heim og egtemake". B. har forøvrig været en meget alsidig interessert mand. Han har faat diplom fra bærselskapet, og diplom fra Det norske skogselskab for arbeide for indførelse av en træplantedag i folkeskolen. Bergh, Johannes, 1837—1906, høiesteretsadvokat og juridisk forfatter, søn av sogneprest og lagtingspræsident Haagen Ludvig B. og Christine Frederikke Døderlein, f. i Aasnes (Solør) % 1837, efter undervisning i hjemmet student i 1852, cand. jur. i 1856. Derefter gik han umiddelbart over i praktisk juridisk virksomhet, først som advokatfuldmægtig og siden 1862 som hoiesteretsadvokat ; regieringsadvokat 1893—1904; d. i Kristiania % 1906. Gift 1861 med Anna Johanne Borchgrevink (1838—1906), datter av provst B. paa Nes, Hedemarken. 29 — Norsk biografisk leksikon. forfattere, som fylder den efter-Schweigaardske tid indtil det nye gjennembrud med Getz, Hagerup og andre. En kompetent bedømmer F. Hagerup) sier om ham, at ,den norske juriststand ikke har mange repræsentanter at opvise med mere utprægede videnskabelige anlæg og interesser". Og han fortsætter: ,Hadde B. valgt den akademiske livsvei er det neppe tilsomt, at han vilde hørt til de banebrytende kræfter nordisk retsvidenskap. De juridiske avhandlinger der foreligger fra hans haand, og hvorav de fleste er offentliggjort dels i ,Ugeblad for Lovkyndighed", dels i Norsk Retstidende", dels i , Tidsskr. f. Retsvidenskab*, bærer vidnesbyrd om en ualmindelig evne til at se paa de retslige problemer med helt ut selvstændig og originalt syn, og samtidig til fængslende aandfuld fremstilling." Et av B.s tidligste arbeider er den originale og høit skattede avhandling: ,Om den saskaldte Hjemmelspligt i Kontraktsforhold*, offentliggjort i ,Ugeblad for Lovkyndighed" for 1867 og med rette betegnet som en av de bedste monografier i norsk-dansk retsvidenskap. Av hans øvrige vigtigere avhandlinger skal her nævnes: ,Om Myndighedsreglerne og Afændring deri* (forhandlingerne ved fjerde nordiske juristmøte 1881); Om Muligheden af Sikkerhedsstillelse, hvis Gjenstand er em obligatorisk Fordring* (1872), .Lidt om den juridiske Teori og Praxis i deres gjensidige Forhold* (av forelæsninger holdt ved Universitetet høsten 1885); ,Om Gjæsteretsbehandling efter norsk Civilproces* (1889); ,Om Vilkaarene for Statens Tilegnelse af privat Eiendom og Rettigheder* (1893); Om Umyndiges Gjældsstiftelse efter norsk og dansk Ret (1894); ,Om Tilegnelse af andres Familienavne* (1901). B.s videnskabelige virksomhet og indflydelse indskrænket sig dog ikke til dette forfatterskap. Der blev desuten i stor utstrækning lagt beslag paa ham som raadgiver og kritiker. Eksempelvis ydet han sin medvirkning til ,Nordisk Retsencyklope-di* (som han selv hadde været med at starte), ved en kritisk gjennemgaæelse av avsnittene om den dansk-norske proces og om obligationsrettens almindelige del, og i fortalen til sin utgave av Hallagers Obligationsrettens almindelige del takker B.s ven professor Aubert ham for de ,mangfoldige og mangeartede forbedringer* boken har mottat gjennem B.s medvirkning og gjennemgaselse. Som naturlig er, søkte det juridiske fakultet at utnytte B.s store lærdom og sjeldne fremstillingsevne og fik ham til høsten 1885 at holde en række formueretslige forelæsninger ved Universitetet. I motsætning til sin litt ældre samtidige O. A. I Nexrolog i Tidsskr. f. idenskab for 1906 s. 249 ff. Schweigaard — drager han i sine skrifter sjelden eller aldrig fremmed ret eller fremmed retsliteratur ind til belysning av de behandlede problemer. Han søkte fortrinsvis sine impulser fra det praktiske retsliv, og som han har uttalt i en selvbiograf, interesserte han sig mindre for den praktisk konkrete løsning av det foreliggende tilfælde end for »retsproblemernes almindelige, drøftelse." I den tidligere citerte nekrolog over B. uttaler F. H(agerup): ,De enkelte retstilfælde, han hadde at behandle, var for ham som sædekorn, der i hans frodige tænkning utfoldet sig til almenbetragtninger med et sterkt personlig særpræg og av betydelig værd. En samtale med B. var derfor i aller høieste grad vækkende og ansporende.* Den antydede nationale begrænsning av B.s studier og forfatterskap hindret ham ikke i at nære varm interesse for nordisk retsfællesskap og i det hele for samarbeide mellem nordens jurister. Han var saaledes i 1872 med at grundlægge de nordiske juristmøter, sat i disses bestyrelse til 1881, deltok som før nævnt i istandbringelsen av ,Nordisk Retsencyklopædi* og var medredaktør av ,Tidsskrift for Retsvidenskab" fra dette tidsskrifts grundlæggelse i 1887. Hitil er ikke talt om B.s hovedvirksomhet: som advokat, særlig hans deltagelse i den mundtlige procedyre, som skaffet ham et stort ry inden almenheten. —,Hans foredrag for retten", sier F.H., ,var mesterverker av klar og uttømmende utredning; og skjønt ikke fri for en viss bred vidløftighet holdt han altid opmerksomheten og interessen fangen ved fremstillingens elegans og aandrighet, ofte krydret med egte attisk salt," En av de retssaker, som først vakte opmerksomhet for ham, var processen i 1876 mellem Søren Jaabæk og presten Riddervold. Men hans uten sammenligning størte og vigtigste processkrift er hans andel i defensoratet i riksretssaken mot ministeriet Selmer 1883—84. Den del av tilsvaret i realitetsprocedyren, som navnlig skriver sig fra B.s hand, nemlig utredningen av kongens sanktionsret (Rigrets-Tidende II s. 325--888), har blivende værd for enhver, som vil studere vor statsretlige og politiske historie. Fra '/ 1905 trak han sig ut av sit advokatfirma, som indtil da indehaddes av ham selv i forening med advokat Lous. B. kom kun i forholdsvis ringe utstrækning til at delta i det offentlige liv. I 1880 avslog han en kaldelse til at indtræde i statsraadet. Han var medlem av et par kommissioner, særlig av den i 1874 nedsatte til utarbeidelse av en plan for landets jernbanebygning. I aarene 1879—86 var han medlem av Kristiania kommunestyre. I tiden efter riksretsdommen deltok han — fra konservativ side — en del i den offentlige politiske diskussion i dagspressen og — undtagelsesvis — paa folkemøter. B. blev i 1879 medlem av Kristiania videnskapsselskap og mottok av Kjøbenhavns universitet graden som æresdoktor ved reformations festen i 1894. B.s hele personlighet var i fremtrædende grad livsfrisk og vindende. Han hadde et koldt hode og et varmt hjerte. Det kan visselig med fuld ret siges om ham, at han efterlot sig en stor skare venner, men neppe en eneste personlig uven. Bredo Morgenstierne. Bergh, Haakon Ludvig, 1865—, teaterchef, søn av ovennævnte regieringsadvokat Johannes B. (1837— 1906) og Anna Johanne Borchgrevink (1838—1906), f. i Kristiania %% 1865, student 1883, vernepligtig sekondløitnant 1885, kaptein i landstormen 1897; studerte et par aar jus, men opgav studiet for at utdanne sig som sanger; debuterte ved en konsert i Kjøbenhavn pas sin 25-narige fødselsdag "i: 1890; ansattes i 1892 ved Carl Johan Teatret i Kristiania, i 1894 ved Christiania Theater paa Bankpladsen og gik i 1899 over til Nationalteatret. Blev i 1908 ansat som sceneinstruktør ved Den nationale scene i Bergen, hvor han siden 1909 har været teaterchef. Gift 1) 1891 med Andrea Fredrikke Emilie (Milly) Ihlen, f. 1860, datter av nedenn. admiral Nils I. Egteskapet opløst 1910. 2) 1911 med Dagny Durban-Hansen, f. 1885, datter av grosserer Halvor Peter D-H. Egteskapet oplost 1918. 3) 1919 med fru Inni (Georgine) Mowinckel, f. Lorange, f. 1882, datter av nedenn. konservator Anders Lund L. B. har været formand i Norsk Skuespillerforbund 1904—05 og foretok i 1901 med stipendium av Houens legat studiereise til Berlin og Paris. Hans rollefag har væsentlig været salonherren og ræsonnøren, og han har en høit utviklet evne til at gi en replik point. I sin stilling som chef for Den nationale scene i Bergen har han vist sig som en dygtig administrator og har styret teatrets økonomi med held. Som kunstnerisk leder har han røbet smak, uten nogen utpræget evne til at inspirere eller paavirke kunstnerne. Av hans repertoire kan fremhæves Henning i Geografi og kjærlighed", assessor Brack i ,Hedda Gabler", de Prunelles i Sardous ,Lad os skilles", likesom han med held har utført en stor del roller i lystspil og farcer. I operaen har han gjort adskillig lykke bl. a. som røverhøvdingen i Offenbachs ,Reverne* og toreadoren i Bizets ,Carmen*. I 1903 optraadte han som gjest paa den kgl. B. har ogsaa utgit et par skjønlitterære arbeider, av hvilke kan nævnes ,Gjennem byen* og ,Muntre herrer og norske mænd* Andreas Paulson. Bergius, Anders, 1718—93, portrætmaler av svensk oprindelse, virksom i Norge i 1770-aarene, f. i Sverige "1 1718, d. i Kjøbenhavn */e 1793. Fra 1748—67 levde han i Göteborg oprindelig som tapetfabrikant, senere som portrætmaler. Malte desuten landskaper og portrætter paa glas. Var 1769 og 1771 i Kjøbenhavn, hvorfra han formodentlig er reist til Norge. I otte å ti aar synes han at ha opholdt sig her i landet, hvor |embeds- og kjøbmandsaristokratiet skaffet ham fuldt op at gjøre. Overhodet har neppe nogen maler fra 1700-aarene i Norge efterlatt sig et saa talrikt og underholdende portrætgalleri som B. Fra aarene 1773—76 kjendes av ham ca. 60 portrætter i Bergen. I Trondhjem og Trøndelagen malte han 1776—78, i Kristiania 1778—79. Kanske har han tilslut været indom nogen av Sørlandets byer, f. eks. Mandal, før han ca. 1780 vendte tilbake til Kjøbenhavn, hvor han senere levde som portrætmaler »saavel paa Dug som paa Glas". — B. har signert med navn og aarstal de fleste av sine norske portrætter. Han var som kunstner meget ujevn, men han eide en umiddelbar malerisk følelse og et friskt temperament, som undertiden satte ham istand til at yde det udmerkede. Han opfattet menneskene med humør, kunde skildre dem med en festlig bredde og sikkerhet, og utvikle en høi grad av koloristisk skjønhet i rokokoens aand. B. var avgjort en av aarhundredets dygtigste malere i Norge. [Litt Carl W. Schnitler: Malerkunsten i Norge i det attende aarhundre. Bergljot Haakonsdatter, datter av Haakon Sigurdsson Ladejarl og Tora Skagesdatter, gift med Einar Tambarskjelver. B. er opkaldt efter sin farmor, Tore den tauses datter, og maa, da hun blev gift kort efter slaget ved Svold, vistnok være født før 990. Da Harald Haardraade, vistnok en gang i 1050-aarene, myrdet hendes mand Einar og sønnen Eindride, var hun altsaa langt op i aarene. Snorre, som her bygger paa Haakon Ivarssons saga, fortæller at hun efter mordet i Nidaros egget bønderne til kamp mot kongen og senere forsøkte at faa sin frænde Haakon Ivarsson til at hevne de dræpte, dog uten resultat. I senere, uhistorisk, islandsk tradition — som vi bl. a. kjender fra Flatøboken — optræder B. oftere. Edv. Bull. Bergmann, Karl August, 1882—, skuespiller, søn av frisør Carl Pedersen (1835—91) og hustru Alida f. Bergmann (1847—93), f.i Bergen "1 1882, debuterte ved Secondteatret i Kristiania */a 1901 i Drachmanns ,Renæssance", engagertes samme aar ved .Den nationale scene i Bergen, hvor hans første rolle var Sigfrid i Helene Dickmars ,En korsv' Spillet her bl. a. roller Elias i ,Over ævne*, Barend i ,Haabet* og Østlie i ,Paul Lange og Tora Parsberg"; opholdt sig 1903—04 i utlandet og blev fra 1904 igjen knyttet til Bergens teater, hvor han siden 1912 ogsaa har været sceneinstruktør. Blandt hans roller kan nævnes: Lyngstrand, Osvald, Rosmer og Borkman hos Ibsen, Erasmus Montanus, Rosiflengius, Corfitz, Jean de France hos Holberg, Johan von Ehrenpreis i Wessels ,Kjærlighed uden strømper*, Argan i Molieres ,Den indbildte syge*, Julius i Oskar Braatens ,Ungen*, hovedrollen i Nathansons ,Daniel Hertz", Fingalsen i ,Det lykkelige valg*, Bøschen i Wiers-Jenssens ,Jan Herwitz* og Malvolio i , Helligtrekongersaften*. B. ledet høsten 1919 en turné, som i Kjøbenhavn opførte ,John Gabriel Borkman*, og i 1920 en turné, som i Kristiania opførte Einar Christiansens .Onkel Stephan". Blev høsten 1921 ansat som chef for Stavanger teater. B. er en intelligent kunstner, som i karakterroller har skapt typer av blivende, tildels højt værd; utførelsen vidner om alvorlige og indtrængende studier og ikke liten fantasi. Som forfatter har han utgit romanen ,Livsveie" (Kjøbenhavn 1903) og skuespillet .Kampen*, som i 1911 opførtes paa ,Den nationale scene" i Bergen. Gift 1906 med Lilly Catharine B., skuespillerinde, f. %/ 1883, datter av grosserer H. B, Thomsen, f. 1852, og hustru Marie Theresia f. Jessen, f. 1854, debuterte ved ,Den nationale scene" i Bergen '%10 1909 'som Lady Chiltern i ,Den ideale ægtemand". Blandt hendes roller maa nævnes: Else Skolemesters i ,Barselstuen", Lena i ,Faddergaven*, Frøken Skjære i ,Kjærlighedens komedie", Etatsraadinden i ,Indenfor murene" og Oldemor i ,Leonarda". Andreas Paulson. Bergsager, Aanen Olsen, 1808—79, bonde, stortingsmand, søn til gaardbruker Ole Olsen Egeland og Aasa Rasmusdatter Gyberg, f. pan Eigeland i Hægebostad "1: 1808, skoleholder og kirkesanger i hjembygden 1830, senere lærer i Farsund, 1840—56 lærer og kirkesanger i Lyngdal og gaardbruker pan Bergsager til sin død */i 1879. Gift med Anna Torstensdatter Skjeggestad fra Hægebostad. Regning og matematik var hans store interesse helt fra barneaarene, og paa egen haand arbeidet han sig endog op i den højere matematik. I det offentlige liv interesserte han sig mest for økonomiske spørsmaal, og da han baade talte og skrev temmelig let, blev han snart meget benyttet av sine sambygdinger. Han var ordfører i Lyngdal 1943—77, var amtsrevisor i mange aar og hadde mange lignende hverv. Han var en av stortingsmændene for Lister og Mandals amt fra 1848 til 1873, bare med undtagelse av perioden 1865—66, da han ikke naadde høiere op end til 3dje varamand, og i alle disse aarene dannet han sammen med Søren Jaabæk det faste element paa ,Lister-bænken"; i voteringerne og i aviserne blev det derfor stadig tale om ,Janbæk og Bergsager*, — B. fulgte trofast sin politiske fører. Hans politik var sparsomhet; men særlig befattet han sig med alslags bank- og pengesporsmaal, som han desuten skrev om i bladene, og han var ogsaa medlem av bankkomiteen paa alle stortingene fra 1851; hans vigtigste programsak var en lovfæstet lav rentefot. Hans naivitet i disse saker gjorde hans indflydelse meget ringe; men alle maatte like ham. Vilde man hindre ham i et tale i en sak, fik man bare professor Broch til at forelægge ham en matematisk opgave. Ellers arbeidet han for at fremme landbruksundervisningen og for utvidet handelsfrihet paa landet; loven herom av 1857 skyldtes delvis hans initiativ. Han meldte sig ut av Reformforeningen i 1860, fordi han ikke vilde være med paa aarlige storting, og da han ikke endnu i 1872 vilde gaa med paa statsraadssaken, blev han kastet. Halvdan Koht. (Litt: Dagbladet 1870, nr. 202 (av P. R. Krag]; Verdens Gang 1870, nr. 26, 29 og 32 av S. Jaabæk; Skildringer af 13de ordentlige Storthing, s. 41; Gustava Kielland, Erindringer fra mit Liv, 2. Opl, 8. 245—46.) Bergslien, Brynjulf Larsen, 1930—98, billedhugger, søn av Lars Bergesøn (Bergslien) og Kirsten Knutsdatter Gjelle, f. paa Voss i Bergens stift '%11 1830, d. i Kristiania '%/s 1898. Bror av Knud B. Gift med Johanne Christine Tønnesen, f. 1842, datter av dreiermester ved Hortens mek. verksted Hans Chr. T. og Rønnaug Kristine Tofte. Forældrene var bønder i smaa kaar, men i morens familie hadde der gjennem generationer yiret sig kunstnerisk begavelse. B. kom 1846 til Bergen i lære hos en opticus, men hans hu stod til at bli ciselør og gravør, saa da han 1848 kom til Kristiania, fik han efter nogen tid ansættelse i juveler Tostrups forretning. Med haandverkerstipendium gik han januar 1852 til Kjøbenhavn, hvor Thorvaldsens Museum gjorde sterkt indtryk paa ham. Efter et kortere besøk i Berlin fik han i Kjøbenhavn ansættelse som modellør og gravør hos medaljør Conradsen ved sin landsmand billedhugger Glosimodts hjælp. Forblev her til 1861, kun avbrutt av et kortere besøk i Norge 1853. Gjennemgik fra 1853 med kunstnerstipendium de to øverste klasser ved akademiet, hvis to sølvmedaljer han vandt. Arbeidet derhos fire aar i billedhugger prof. Jerichaus atelier og utførte en del dekorative arbeider til grev Lerche paa Lerchendal paa Sjælland. Fra 1858 var han paa prof. H. V. Bissens atelier, under hvis tilsyn han utførte fire av Thorvaldsens efterlatte arbeider i marmor til Thorvaldsens Museum. Giftet sig og bosatte sig i Kristiania 1861, hvor han — naar undtages et ophold i Rom med stipendium 1864 — levde i trange kaar indtil 1869. Utførte i denne tid væsentlig portrætter og mindre genrefremstillinger samt virket som gravør og stempelskjærer, indtil han 1868 slog igjennem med sit utkast til rytterstatue av kong Carl Johan efter konkurranse med norske og fremmede kunstnere. Den utførtes i Kjøbenhavn (færdig 1872), avslertes i bronse Ys 1875 utenfor det kgl. slot i Kristiania og er B.s betydeligste arbeide samt det tidligste monument av sit slag i Norge. Indleverte 1875 et udmerket, men ikke antat, utkast til statue av kong Christian IV i Kristiania og overdroges 1877 uten konkurranse at utføre den stasende bronsestatue av Henrik Wergeland paa Eidsvolds plads i Kristiania, som avslortes 1881. Har desuten utført Asbjørnsens statue paa St. Hanshaugen, samt Johannes Bruns statue (avsløret 1902), begge i Kristiania. Har foruten dekorative arbeider til Fritzøhus herregaard og kroningsmedaljen 1860 utført en stor række portrætbyster av fremragende nordmænd, som Lyder Sagen og rektor Holmboe (i marmor, Bergen), statsraad J. H. Vogt (i bronse paa hans grav, Kristiania), A.O. Vinje (Grans kirkegaard, Hadeland), O.G. Ueland (i marmor, opstillt i Stortinget 1873), J. D. Behrens, Svend Foyn o. m. fl. B. var meget produktiv og populær, hadde et rikt lune og en viss festlig og pompøs bredde, der dog i hans senere tid ofte gik over til overfladiskhet. — Utstilte sine første arbeider i Kristiania Kunstforening 1854. Utstilte i Stockholm 1866, paa statens utstilling i Kristiania 1884, 1887, 1894, 1895. Flere arbeider av ham i Nationalgalleriet i Kristiania (byster, portrætstatuetter, genre, skisser). Var siden 1872 medlem av Kunstakademiet i Kjøbenhavn. Carl W. Schnitler. (Litt: Skilling-Magazin 1800 s. 15. — Almuevennen 1873 s. 82 og 90. — Illustreret Nyhedsblad 1881 s. 8, 1864 s. 00—02, 1883 s. 212. — Folkebladet 1881 mr. 20, 21, 24; 1898 s. 140, 208; 1800 s. 21; 1904 8. 213. — Thiis: Norske Malere og Billedhuggere lil. Bergen 1905 s. 15—16, samt II s. 113. — Thommessen: Norsk billedkunst. Kristiania 1904 s. 124-25, 135. — Dietrichson Det norske Nationalgalleri. Kristiania 1887 s — Dietrichson: Svundne Tider I. Kristiania 1806 s. 338, III s. 65, 122. Bergslien, Knud Larsen, 1827—1908, maler, søn av Lars Bergeson (Bergslien) og Kirsten Knutsdatter Gjelle, f. paa Voss i Bergens stift '%/s 1827, å. i Kristiania "/u 1908. Bror av Brynjulf B. Ugift. Var i sit fattige bondehjem tidlig begyndt at tegne. Lot sig 1845 for at tjene sit brød hverve til soldat i Bergen, hvor landskapsmaler H. Reusch blev hans første lærer i kunsten. Kunde efter to aars gar sonstjeneste ofre sig helt for kunsten og malte især portrætter og stilleben. Kom sommeren 1949 paa akademiet i Antwerpen (med Dyckmann som lærer), hvor han blev antagelig til vaaren 1852 med undtagelse av et ophold i Paris vinteren 1850—51 (hvor Gleyre var hans lærer). Vendte saa over Disseldorf tilbake til Bergen, hvor han malte portrætter, genrebilleder samt var lærer ved den derværende tegneskole. Reiste 1855 (eller 1856) over Kristiania, hvor han forblev sommeren over for at male portrætter, om høsten til Disseldorf med statsstipendium. Her blev han — kun avbrutt av enkelte studiereiser til Norge og andensteds — indtil varen 1869 og utførte en stor række genrebilleder av norsk folkeliv i Tidemands art og billeder av Norges historie, som gjorde ham kjendt og søkt. — Bodde siden 1869 i Kristiania, hvor han efter J. F. Eckersbergs død 1870 overtok ledelsen av den av ham oprettede malerskole, der bestod med statsbidrag til ca. 1900. — Har efter 1869 saagodtsom udelukkende malt portrætter. B. har i samme tidsrum foretat mange reiser rundt i Norge og Sverige samt i Vest- og SydEuropa, saaledes 1873 over en række tyske byer til Wien, 1878 til England, Frankrike, Italien, Schweiz og Tyskland, 1902 til Grækenland. B. indtar en smuk plads i den ældre generation av norske malere, som med Tidemand og Gude i spidsen og med Diisseldorf som centrum behersket norsk kunst indtil henimot 1880. Men hans talent blev snart slovet. Hans portreetter kan eie en djerv og dygtig karakteristik. Omtrent hele den følgende generation av norske kunstnere har været hans elever. Han har malt portrætter av en stor række fremtrædende nordmænd, som f. eks. Eilert Sundt i Kristiania Arbeidersamfund, general Wergeland i Kristiania Frimurerloge, J. F. Eckersberg i Kristiania Kunstforening. Portrætter i Eidsvoldsbygningen. Billeder av ham findes i museerne i Kristiania, i Hamburg og i Hannover, i Bergen Bys Billedgalleri, samt billedet av kong Oscar Il.s kroning (1874), paa Kristiania slot. Han utstilte i Kristiania Kunstforening fra midten av 1850-aarene til ca. 1872, i Bergens Kunstforening fra slutten av 1840-aarene, paa de nordiske utstillinger i Stockholm 1866 og i Kjøbenhavn 1872. Har dog efter 1874 sjelden utstillet. Carl W. Schnitler. (Litt: IMlustreret Nyhedsblad 1858 s. 226—27 samt 1883. 212. — Almuevennen 1873 s. 74 og 82. — Dietrichson: Svundne Tider. Il. Kristiania 1800 5. 236. — Aubert: Det nye Norges Malerkunst. Kristiania 1904 s. 32. — Thiis Norske Malere og Billedhuggere. Bergen 1904. I s. 218, 231—33. II s. 113, 114, 306, 323, 328, 335. — Thommessen: Norsk Billedkunst. Kristiania 1904 s. 114, 135. — L. Dietrichson: Adolph Tidemand IL Kristiania 1879 s. 28, 45. — Folkebladet 1808 s. 140; 18909 s. 129; 1904 s. 213. — Naturen 1909. — Aftenposten 15-10 1907. — Verdens Gang "/u 1908. utg. av Chr. Tønsberg. I—III (1854—61). Kunst og Kultur VI s. 164.) 474 Bergslien—Berlin. Bergslien, Nils Nilsen, 1853—, maler, son av kommandersersjant Nils Bergeson (Bergslien) og Sigvor Nilsdatter, f. paa Voss i Bergens stift */+ 1853. Gift med Johanne Myklatun (1858 1921), datter av gaardbruker Jacob Myklatun i Øvre Eidfjord. Hadde længe malt hjemme paa egen haand, da hans onkel maleren Knud Bergslien, der 1869 var vendt tilbake fra Dusseldorf til Kristiania, hjalp ham ul at komme til Kristiania i slutningen av 1869. Han besøkte her Den Kgl. Kunst- og Haandverksskole samt Knud Bergsliens og Morten Millers malerskole 1871—72. Foretok 1873 sammen med onkelen Knud B. en reise gjennem en række tyske og østerrikske byer og besøkte verdensutstillingen i Wien. — I 1874 eller 1875 studiereise med offentlig stipendium til Telemarken sammen med maleren Gerhard Munthe. Han mottok sterke indtryk av disse traditionsrike bygder, som gav ham ideen til hans kjendte-nisse-billeder. Studerte 1876—79 i Munchen under professor Otto Seitz. Har senere opholdt sig dels i Kristiania, dels paa Voss og i Bergen (1882—84) samt Jæderen (1884—86) og har siden 1887 bodd dels paa sin gaard i Eidfjord, Hardanger, dels i Bergen. Har malt billeder av Norges historie, men især nisse-billeder med humoristisk tendens, hvorav en række findes i Amerika samt i England (Dr. Boyd i Oxford). Vægdekorationer i ingeniørhotellet i Tyssedal, i Hotel Norge i Bergen, i hotel Vøringfos i Eidfjord. Han utgav et «Nisse-Album* (Kristiania 1886) Carl W. Schnitler. (Litt; Bogh: Bergens Kunstforening. Bergen 1888 s. 89; Aubert: Det nye Norges malerkunst (1904) s. 42; Asbj. Knutsen: Bill. av Norges Hist for Skolen og Hjemmet. Berlin, Johan Daniel, 1711—87, mekaniker og meteorolog, f. i Memel i 1711, levde fra 1737 som stadsmusikant og organist i Trondhjem, senere branddirektør sammesteds, d. 1787. B. var en autodidakt, som ved egne studier skaffet sig betydelige kundskaper i matematik og mekanik. Han konstruerte og laget med egne hænder en række apparater og instrumenter, bl. a. en stor elektrisk maskine, han maalte op jorder og laget gode karter. Han var medlem av Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Trondhjem og har i dettes skrifter offentliggjort et par av sine apparatkonstruktioner. Desuten har han skrevet nogen musikteoretiske avhandlinger. I 1761 offentliggjorde den bekjendte prest Hans Strøm sine første meteorologiske observationer fra Søndmøre. Disse har rimeligvis git B. lyst til meteorologiske studier, for i 1762 har han anskaffet sig barometer og termometer og begynder at utføre regelmæssige observationer over lufttryk, temperatur, vind og veir i Trondhjem. Han anbragte sine instrumenter paa nordsiden av sit hus, saa at de om middagen var godt beskyttet mot solstraaling, og observerte kl. 12 middag. Vind og veir iagttok han ogsaa kl. I1—12 om aftenen. Disse observationer fortsatte han helt til utgangen av 1771, altsaa i ti aar. De blev offentliggjort hvert aar i videnskabsselskapets skrifter. Foruten selve observationerne gir B. oversigter over veiret i hver enkelt maaned og de i hver enkelt maaned forekommende høieste og laveste temperaturer og lufttryk. Th. Hesselberg. Bernard, Bernard, 1821—95, katolsk prest, f. i Mogues i bispedømmet Rheims i Frankrike den *'/1 1821, studerte teologi i presteseminariet i Rheims og blev presteviet dersteds % 1846. Efter at ha virket som sogneprest paa hjemstedet i henved ti aar kom han i mai 1856 til Norge som missioner og fk sin forste virkekreds i Alten. Drog samme aar til Island for der at grunde en missionsstation. I 1860 reiste han i samme erende til Wick i Nordskotland, hvorfra han det følgende aar vendte tilbake til Norge, da han av pave Pius IX var utnævnt til prefekt for Nordpolmissionen, som indbefattet alle lande nordenfor den 64de breddegrad. I aaret 1869 blev Norge et særskilt præfektur, og B. blev samme aar utnævnt til apostolisk prefekt, en stilling han indehadde til % 1887, da han nedla sit embede med bibehold av titelen med tilfeielse: emeritus. Han reiste samme aar tilbake til Frankrike, og bosatte sig i Noirétable, hvor han døde den * B. var en from og i alle henseender værdig missionær. Hans mildhet og vennesælhet roses av alle, som kom i berøring med ham. Sin iver for missionsarbeidet la han især for dagen ved de mange og utstrakte reiser han foretok i missionens interesse baade inden grænserne av sit embedsdistrikt og i utlandet. Han skrev i sit morsmaal en del sm skrifter om sin mission, men utfoldet forresten ingen litterær virksomhet. [Litt: Johannes Metzler: Die Apostolischen Vikariate des Nordens. Berner, Axel Olaf, 1842—1906, meierimester, søn av provst Steen Eilert B. (1809—66) og Wilhelmine Collin (1813—1902), f. i Gildeskaal */s 1842, agronom fra Jønsberg landbruksskole 1860, eksamen fra Den høiere landbruksskole i Aas 1865. 1867 ansat som meierimester i Det kgl. selskap for Norges vels tjeneste. Gik i 1888 over i statens tjeneste. Avsked 1905. Død paa sin gaard Kommerstad paa Veldre Sia 1906. Gift 1871 med Anna Hundskjold, f. 1850, datter av gaardbruker Gudbrand Hundskjold. B. var en av de første meierimestre som Selskapet for Norges Vel ansatte ,for at være landmanden til veiledning i melkens behandling og meierilokalers hensigtsmæssige indredning m. m.* efterat melkebehandlingens omlægning fra hjemlig melkestel til meieridrift var begyndt omkr. 1860. Efterat han i Danmark hadde sat sig ind i meierivæsenet, begyndte han i 1867 sin virksomhet i Hedemarkens og Kristians amter, hvilket distrikt han beholdt til sin avsked i 1905. B. indsaa snart at skulde meieridriften betinge en økonomisk vinding, maatte først kreaturstellet og melkestellet reformeres, og herpaa arbeidet han med usvækket interesse i hele sin lange tjenestetid. B. hadde en særlig evne til at faa folk i tale, mindre gjennem foredrag og møter, mere ved personlig paavirkning av den enkelte. Utrættelig paa reiser, velkjendt og velset blev han fortrolig med bondens liv og gjerning og vandt stor tillid. B. hadde ogsaa en særlig evne til at vække interessen for samvirket, han fik saaledes i 1870—80-aarene igang de store meierier pan Hedemarken og Vestoplandene, og oppe i dalene mange smørforeninger. Ogsaa hans arbeide for sæterstellets forbedring bar rike frugter. I den sterke utvikling, som meierivæsenet undergik i 1890-aarene, gjorde derimot B. sig litet gjældende; men kom han saaledes til at staa den egentlige meieridrift stadig fjernere, svækkedes ikke hans sterke interesse for husdyrbruket; han indla sig bl. a. stor fortjeneste ved at gi et væsentlig bidrag til at de stedlige færacer blev bevart og utviklet i Østerdalen og Gudbrandsdalen. Kr. Støren. Berner, Carl, arkitekt, 1877—, søn av nedennævnte stortingspræsident Carl Christian B. (1841—1918) og Olivia f. B. (1841— 1919), f. i Bergen %o 1877. Gift 1905 med Gunhild Iversen, f. B. tok 1897 avgangseksamen ved Kristiania tekniske skole som bygningsingeniør og gjennemgik i de to følgende aar Den Kgl. Kunst- og Haandverksskoles øverste klasser, hvor han mottok sterk paavirkning av Herman M. Schirmers undervisning og hævdelse av den gamle nationale træbygningskunst som utgangspunkt for den moderne. B. var blandt de norske arkitekter som tidligst søkte til England istedenfor til Tyskland, og han var 1900—01 i to aar assistent hos den fremragende engelske arkitekt T. E. Coleutt. Studerte 1903 med statsstipendium i Stockholm, Danmark, England, 1905 i Danmark, Tyskland, Frankrike, England og 1906 atter i England. — Siden 1903 har han praktisert selvstændig i Kristiania, — siden 1908 sammen med sin bror J. H. Berner (se denne). De har ombygget Nobelinstitutet i Kristiania (1905), opført Bøndenes hus i Kristiania (ca. 1911) (præmiert for smuk bebyggelse), Lillehammers turisthotel (1911), Norges hus paa utstillingen i S. Franciseo (1915), Riukan kirke (1916) og privathus for grosserer O. O. Bull i V. Aker (1917), advokat C. Lous i V. Aker (1918), grosserer Didriksen i V. Aker (1919), direktør Kloster paa Bygdø (1920), direktør Kjerschou paa Bygdø (1920), grosserer Røwde paa Voksenkollen (1920), eget hus i V. Aker (1916). Han har ogsaa tegnet en række møblementer (se »Kunst og Kultur" I s. 14, II s. 34, 145). — C. B. hører blandt vore fremstaaende yngre arkitekter. Har indehat mange. tillidshverv, var saaledes formand i Kristiania Arkitektforening 1918 (1916)—1920 og i ca. 10 aar medredaktør av ,Teknisk Ukeblad* og redaktør av , Arkitektur og Dekorativ Kunst" indtil dettes ophør 1919. — Han har restaurert flere av vore gamle kirker (Hedalen i Valdres 1902, Vatsaas 1904, Kinn 1911—12, Vivestad 1914.) En række artikler forfattet av B. i «Tekn. Ukeblad*, i verket ,Eidsvold 1814" (1914), i ,Kunst og Kultur", i festskriftet ,Kunst og Haandverk* (1918), i Den norske Turistforenings aarbøker, i aarsberetninger fra Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring. Carl W. Schnitler. Berner, Carl Christian, 1841—1918, politiker, søn av overretsassessor Oluf Steen Julius B. (1809—55) og Marie Louise Falkenberg (1816—41), f. i Kra. "Y 1841, gift med Olivia Mathilde Jacobine Berner (1841—1919), datter av garvermester B. i Kra. Blandt hans barn er oven- og nedennævnte arkitekter C. B. og J.H.B. Død i Kra. % 1918. Blandt Stortingets præsidenter i nationalforsamlingens første hundreaar er der en række fremragende mænd som har ledet tingets forhandlinger under særlig alvorlige forhold og paa ,store dager", da avgjørelserne var av skjæbnesvanger betydning. Disse mænd har i historien beholdt titelen »præsident" som minde om avgjørende begivenheter i deres eget og i mationens liv. Dette gjælder Georg Sverdrup, præsident paa Eidsvold "/5 1814, Christie par det overordentlige storting høsten 1814, Hans Riddervold under krisen 1836, Georg Harbitz under statholderkrisen 1860 og vedtagelsen av Stortingets adresse iden anledning */: samme aar, Johan Sverdrup under forkastelsen av unionsforslaget 1871, vetokampen og riksretskrisen 1880—84, og endelig Carl Berner under unionskrisen, særlig 7/6 1905. Disse navne betegner merkepæler og tildels vendepunkter i vor politiske historie. Det er naturligvis saa at de alle har hat fremragende medarbeidere og tildels kan de ha været mere tienstgjørende end ledende, men de har alle gjort god tjeneste og utført den i folkets høieste tillidsstilling pan en værdig og lykkelig maate. Det er deres udødelige ære. B. er født i Kristiania, der hans far var overretsprokurator for Akershus. Mor hans var datter av kjøbmand Christian Bugge Falkenberg i Larvik. Faren blev 1844 byfoged og postmester i Molde, 1849 overretsassessor i Kristiansand, der han blev ordfører 1853 og stortingsmand 1854. Hjemkommen fra tinget skulde han efter lægens raad over Hamburg reise til Madeira, men dampskibet ,Norge" støtte utenfor Odderøen ved Kristiansand en maaneklar septemberaften sammen med dampskibet Bergen", og ,Norges* passagerer og mandskap gik i sjøen. B. blev reddet iland, men døde nogen dager efter av blodstyrtning. B. begyndte sin skolegang hos jomfru Abelseth i Molde, som ogsaa hadde været Bjørnsons første lærer. Derefter kom han paa katedralskolen i Kristiansand, som blev ledet av den talentfulde, strie og haarde rektor Museus. Uagtet han alle dager var et mønster av en skolegut, hadde dog B. smakt rektorens næver. Faren hadde i stortingstiden sat ham ind paa Nissens skole i Kristiania. Efter farens død var han vistnok en tid hos sin mors slegtninger i Larvik og gik paa skole der. Men han kom tilbake til Nissens skole og blev student derfra 1859. Eferat ha klart sin andeneksamen tok han pa at studere realfag. Blandt kamerater var han ikke alene avholdt, men den flittige, stilfarende og begavede student gjaldt snart som en av de mest fremragende blandt dem. En av dem [J. A. Bonnevie] fortalte at man ventet at B. skulde ta eksamen med indstilling. Professor Bjerknes benyttet ham som hjælpelærer i matematisk fysik. Imidlertid kastet han sig mere og mere ind i skolearbeidet, først ved Gjertsens 1865, senere 1866 ved Aars og Voss private høiere skoler, san det blev aldrig noget med hans embedseksamen. Statsraad Manthey fortæller i sine dagbøker — at regjeringen længe søkte efer en skikket mand til direktor for den tekniske skole i Bergen, som skulde oprettes 1874, og man fik da anvisning paa ,en kandidat Berner" som netop var blit inspektør for realklasserne ved Aars og Voss skole. Jo, det var manden. Han fik stipendium til at studere tekniske skoler i utlandet og blev samtidig 1874 utnævnt til direktør i Bergen. B. var nu 33 aar gammel og hadde ført et utad stille liv og oparbeidet stor anseelse som lærer. Men samtidig hadde han ført et rikt og bevæget studenterliv, først og fremst flittige og indgaaende studier og vidstrakt læsning. Det var utrolig hvad han gjemte av kundskaper i mange retninger, og hvor bevandret han var i litteraturen. Samtidig deltok han med interesse i kameraternes aandelige liv og var en tid en fremragende formand i Studentersamfundet. Men av mest betydning var hans stadige omgang med dem han hadde felles opfatning med angeaende tidens brændende spørsmaal. Han hørte til den kreds som nærmest samlet sig om den unge assistent i riksarkivet Ernst Sars, og som utviklet en længe overset, men efterhaanden truende opposition mot de i Kristiania, ved Universitetet, i pressen, i de ledende sociale kredse særlig i politikken raadende synsmaster. Til denne kreds hørte bl. a. Ivar Aasen, A.O. Vinje, Hans Ross, H. E. Berner, J. C. Krogh, J. E. Nielsen o. fl. Den unge direktør blev mottat med forventninger og tillid i tekniske og liberale kredse i Bergen. Elever fra den tekniske skole omtaler hans undervisning med taknemlig anerkjendelse. Ved sakkyndige foredrag i haandverkerforeningen blev han snart kjendt av byens borgere og vandt stor anseelse ved sin klare og vel gjennemtænkte fremstilling. Og da den nationale og liberale politik i næste tiaar kaldte paa bergenserne, motte de mandsterke frem til riksretsvalget 1882. Den tilbakeholdne B. var endnu ikke stortingskandidat, men næste valg blev han det og var tingmand fra Bergen 1886—1903, undtat perioden 1892—04, da han som statsraad 1891—93 ikke var valgbar. Perioderne 1903—09, da han var bosat i Kristiania, var han valgt fra Sarpsborg. Det politiske spørsmaal, B. fik mest befatning med, var unionsforholdet. Der hadde han gode forkundskaper fra den Sars'ske kreds, »disse unge mennesker*, sa man, som i sin motstand mot unionsforslaget av 1867 ,kunde skrive saadant nonsens, at unionen med Sverige ikke var til nogen fordel for Norge". Da konsulatsaken blev reist fra norsk side 1891, var B. statsraad, sammen med statsminister Blehr og med statsraud Lange, hos kongen i Stockholm. Og han gav statsministeren trofast medarbeide i de indledende arbeider og studier, som statsraadavdelingen fik at fore 1802, Senere paa Stortinget og paa folkemøter blev han en av de klareste og indflydelsesrikeste talere for Norges ret. Fra 1808—1909 var B. Stortingets præsident, og det faldt i hans lod, sammen med sine kolleger og Stortingets »specialkomite* i samarbeide med regjeringen, særskilt med statsminister Michelsen, at forberede, utforme, administrere og ekspedere alle de forskjellige vedtak som stillingen og avgjørelserne krævde. Folkefølelsen har i ord og billeder sidestillet Michelsen og B. som vore førere ved unionens opløsning og avvikling 1905. Og det med rette. Ikke alene fordi den ene repræsenterer Stortinget og den anden regjeringen, men fordi resultatet av aarets politik er frugten av et merkelig samarbeide mellsm de to institutioner og deres to repræsentative mænd. B. er blit kaldt en god medarbeider og en senfer arbeidsfører. Der ligger en sandhet i dette. Han var en flittig og dygtig arbeider og kunde sine ting. Men han hadde en nervøs ængstelse for at ta den sidste avgjørende beslutning og var tilbøielig til utsættelser. Men hadde han en heilhuga drivende og djerv mand at støtte sig til, da var han en provende, klok og nyttig medarbeider og forstod at fremlægge resultatet i en klar form og paa en smuk og værdig maate. Det er ogsaa sagt, at B. i 1905 spilte en underordnet rolle. Ingen har mere energisk avvist saadant snak end Michelsen. Og de to trak godt sammen. Kunde der undertiden være nogen formel uenighet, saa blev der dog altid forstaaelse, og med nationens støtte trak de vognen frem som udmerkede parhester, — fra 7de juni til Karlstadforliket og kongevalget. De to, Chr. Michelsen og Carl B. supplerte hinanden paa en lykkelig maate. Naar B. straks vandt en fremtrædende stilling i Stortinget, skyldes det hans fremragende begavelse og kundskaper, hans omsigt, takt og klokskap, hans klare tænkning og fremstilling og hans repræsentative evner. Han blev allerede 1889—91 præsident i Odelstinget og fra 1898 i Stortinget. Han var i mange aar formand i Stortingets venstreforening og i Norges venstreforening, foreslog 1891 den dagsorden, som fremkaldte ministeriet Emil Stangs tilbaketræden, hvorefter kongen anmodet ham om at danne nyt ministerium. Han undslog sig, henviste til venstres formand, rektor Steen, og gik ind i dennes ministerium som statsraad 1891—93. Efter Steens avgang 1902 avslog han likeledes kronprinsregentens forslag om, at B. skulde rekonstruere regjeringen. Han var til forskjellige tider formand i Stortingets konstitutionskomite, valgkomiteen, fuldmagtskomiteen og i 1905 ordfører i ,specialkomiteen*. Likeledes var han en av forhandlerne i Karlstad og formand for Stortingets utsendinger til Kjøbenhavn for at anmode prins Carl om at motta valget til norsk konge. Han var stortingsvalgt medlem av Nansenfondets styre og fra 1904 medlem av Stortingets Nobelkomite. Hans legemsstore billede som ,Syvende-junipræsidenten* av maleren Chr. Krohg er anbragt i stortingsbygningens forsamlingssal. I sin personlige færd var B. en rolig, tilbaketrukken og fordringslos mand, i ytre optræden rask og energisk med et bestemt og tiltalende væsen. Hvor hans stilling krævde hans deltagelse i det offentlige liv og i selskapslivet — og det gik ofte paa —, var han pligtmæssig og præcis tilstede. Ellers var hans private omgang en snevrere kreds av venner, der han altid var livlig interessert, ofte underholdende og deltok gjerne i en god spøk. B. var stadig frisk og arbeidsfør opi sin høie alder. Høsten 1917 fik han kræft i venstre kind. Han tok den tunge sygdom med mandig ro og slap taalelig for smerter, indtil han døde stille %s 1918. Hans hustru fulgte ham aaret efter "s 1919, J- Løvland. Lim: Væsentlig mundtlige meddelelser av Berner selv og egne erindringer. Ved siden derav Lindstøls ,Storinget og statsraadet* I Berner, Hagbard Emanuel, 1839—1920, politiker, søn til sogneprest Ole Christian B. (1807—65) og Laura Nicoline Collin, f. i Sunndalen paa Nordmøre '%» 1839, student 1858, cand. jur. 1863, kopist i justisdepartementet til 1869, redaktør 1869—79, stortingsmand 1880—88, statsrevisor 1871—98, hypotekbankdirektor 1884—99, borgermester i Kristiania 1898—1912, d. */: 1920. Gift 1871 med Selma Hovind (1846—1919), datter til overtoldbetjent i Kristiansund Ole Larsen H. og Berthe Cathrine Sørenssen. «Han er den mand i Norge, som har de rigeste initiativer, om og endel er for tidlig fødte; det er dette, som er hans styrke — og hans svaghed." Saaledes skrev Bjørnson om ham i et brev til Johan Sverdrup 1882, og det gir noget væsentlig ved ham. Det var alt fra ungdommen noget vaagelystent ved ham, hug til at prøve nye veier og glæde ved paagangskamp, og i denne henseende vedblev han altid at være ungdommelig. Baade hans evner og hans interesser var san mangesidige, at han fra først av kunde vakle mellem ulike livskald, — kunstnerens eller videnskapsmandens. Han maatte opgi kunsten fordi han først og fremst maatte søke en levevei; først i sine sidste leveaar hengav han sig til maling og træskjæring. Mest lyst hadde han til at bli naturforsker, og han drømte om en opdagelsesreise til Sydamerika; men en fotskade, han paadrog sig ved turning, satte en stopper for slike planer. Saa studerte han jus, og hans handletrang fik utslag i politik. Det var statholderstriden med dens nederlag for Norge som tændte brand i ham, og fra nu av vokste han stadig sterkere og bredere ind i det politiske program som blev hans og fremtidens: national selvstændighet grundlagt paa demokratiet. Han vandt i 1865 Universitetets guldmedalje for en avhandling om vor grundlovs fremmede kilder, og her ikke bare efterviste han en række av disse kilder (særlig de Lolme's Constitution de l'Angleterre som kilde for Adler og Falsens grundlovsutkast), men hædet ogsaa, i strid med den opfatning som endnu længe blev den raadende i norsk jus, men mer og mer den seirende i norsk politik, at grundloven av 1814 var bygget paa princippet om folkets suverænitet, ikke paa magtfordeling. (Det vigtigste av avhandlingen blev trykt 1878 i ,Nyt norsk tidsskrift".) I samme aar hadde han begyndt at skrive paa landsmaal (i ,Ferdamannen" og derefter i ,Delen"), han indledet i 1866 den langvarige diskussion i Studentersamfundet om norskhet og skandinavisme med et foredrag om maalstrævet (trykt i ,To Foredrag om Maalsagen"), og han var en av de faste medarbeidere i bladet , Vort Land", som i 1867 tok op kampen mot det nye unionsforslag, — mænd som J. E. Sars, A. O. Vinje og W. Werenskjold var hans nærmeste venner. 31 — Norsk blografisk leksikon. han faste politiske korrespondanser til A. Utnes ,Drammens Blad"; i samme aar var han medlem av den komite som samlet underskrifter paa en stemmerets-adresse til Stortinget. Og fra nysaret 1869 overtok han, efter indtrængende opfordring av Joh. Sverdrup og andre stortingsmænd, redaktionen av det nyoprettede venstreblad , Dagbladet" (han har selv fortalt om bladets grundlæggelse og dets første kamptid i ,Dagbl." 1916, nr. 370, 378 og 384, jfr. Koht: Johan Sverdrup, I 425—31). Under endeløse økonomiske vanskeligheter og med opofrelse av alle sine kræfter greide han at holde bladet gaaende fra aar til aar. Han var dets leder i 1! aar, til utgangen av 1879, og han skrev i denne tid om alle spørsmaal som var oppe i tiden, men især om politik; uten at la sig diktere av partiets førere i Stortinget gjorde han bladet til venstres hovedorgan, og i kraft av sine omfattende interesser gjorde han det samtidig til organ for alt moderne kulturarbeide (jfr. Koht i ,Dagbl.* 1919, nr. 1), Stortingsflertallet støttet ham ved i 1871 at gjøre ham til statsrevisor; men livskaarene var trange nok for ham likevel, og det var bare hans urokkelige seierstro som gav bladet slikt friskt humor. Som redaktør for ,Dagbladet" blev han mer og mer en hovedfaktor i venstres kamp og i dets samling til fast parti frem-igjennem 70-aarene, og i 1879 opfordret Joh. Sverdrup og andre venstremænd ham til at stille sig som stortingskandidat i Akershus amt. Netop vaaren 1879 hadde han reist voldsom kamp om sit navn ved sit lovforslag om at ta unionsmerket ut av flagget (se Bjornson-studier I—VII, Kra. 1911, . 21 fg. av Toralf Greni, med bemerkninger av Berner i ,Dagbl. 1912, nr. 30). Forslaget fremkaldte ikke bare en storm mot ham selv, med stenkastning mot huset hans, men bidrog ogsaa til at skjærpe de politiske motsætninger i landet (se Koht: Sverdrup, II 254—55). Da han nu kjøpte sig hus ved Høvik i Bærum for at bli valgbar i Akershus amt, kom valgkampen her i stor utstrækning tl at staa om ham, og det var bare saa vidt han opnaadde valg. Om de politiske kampe som han deltok aaret 1879—88, har han selv skrevet en række humørfyldte, kamp-prægede ,Minningar* (i ,Syn og Segn* 1917—20). Han kom ikke tik at spille slik en rolle blandt venstre paa Stortinget som det var ventet; han tok rigtignok ofte ordet i debatterne, særlig naturligvis naar det gjaldt saker fra budgetkomiteen, som han hele tiden var medlem av fra 1883 formand i, men kastet sig altfor meget ind i saker som han ikke var helt hjemme i Hans vigtigste initiativ var at han i 1881 fik gjenoptat jurysaken Ved valget av den parlamentariske jurykommission 1882 blev han likevel bare suppleant; men Erik Enge frasa sig det valg som hadde faldt paa ham, netop for at gi plads for B., og han deltok saaledes i utarbeidelsen av den nye jurylov som blev vedtat 1887. I 1883 blev han valgt til medlem av aktionskomiteen i riksretssaken mot ministeriet Selmer, og her repræsenterte han det mest uforsonlige standpunkt. Enter ministeriet Sverdrups dannelse i 1884 kom han til at indta en mer og mer isolert stilling indenfor partiet; han opponerte mot sparemændene paa den ene kanten, og i forskjellige saker negtet han at følge partiparolen; han stemte endog som eneste venstremand sammen med høire imot dagsordenen av */s 1886 om utenriksstyrelsen, men rigtignok paa helt andre præmisser end høire, idet han ikke vilde ha skin av at billige regjeringens optræden i forhandlingerne med Sverige. Han fik ord paa sig for at være en overløper, og Joh. Sverdrup tilbød ham i 1888 en plads i regjeringen. Men han avslog, og i virkeligheten var han mindst likesaa radikal som før; da det rene venstre i 1891 hadde opstillet programposterne om almindelig stemmeret og egen utenriksminister, møtte han øieblikkelig med indlæg for begge krav (skrifterne »Den almindelige Stemmeret" og "Norsk eller fælles Udenrigsminister?" Kra. 1891). Han vedblev at ha sine sær-interesser; han fremsatte saaledes første gang i 1889 forslag om forholdstalsvalg, en reform som ellers væsentlig fik tilslutning hos højre (den blev gjennemført efter et av hans grundlovsforslag i 1919). Og under forsøkene paa at danne en forsonings-regjering. vaaren 1895 blev han anmodet om at medvirke. Men han stillet sig altid paa rent venstrestandpunkt, og det var efter hans forslag at Kristiania bystyre i 1897 vedtok at heise det rene flag. I 1898 fremla han grundlovsforslag om at indføre folkeavstemning i vor forfatning. I hele sin politiske virksomhet har han vist en utpræget selvstændighet. Han blev aldrig nogen taktiker; han bare holdt sig til sine principielle linjer, og efterat han hadde forlatt ,Dagbladet*, minket hans politiske indflydelse mer og mer. Men hans største lyst var at arbeide frem nye saker og sætte principperne om i praktiske tiltak, og han har sat merker eter sig ved en lang række initiativer paa omraader som ligger helt utenfor eller bare grænser op til politikken. Han stiftet ,Det norske Samlag* 1868 og var dets formand i ni aar. Han tok i 1874 initiativet til en omordning av statens revisionsvæsen med sigte paa at lægge det helt under Stortingets myndighet. Han var med og fik istand de første folkevæbningssamlag 1881 og blev den første formand i samlaget for Akershus amt. (Naar han mente at ha været den første ophavsmand til tanken om disse folkevæbningssamlag, synes han i nogen grad at ha sammenblandet denne tanke med sit arbeide for en omdannelse av Centralforeningen for idræt, og O. Five bør nævnes som den rette ophavsmand til den nye organisation.) Han stiftet sammen med Gina Krog ,Norsk kvindesaksforening 1884 og var dens første formand (se hans indlæg .Om kvindesagen" i ,Nyt tidsskrift* 1884). Han var en av stifterne av , Norsk likbrændingsforening* 1889 og var dens formand til 1909; i denne egenskap virket han til at likbrænding blev tillatt her i landet (1898). Han var med og stiftet livsforsikringsselskapet , Glitne* 1889 og . Norsk Garantiselskap" 1892. Særlig ved sin virksomhet som hypotekbankdirektør og borgermester blev han ført ind i mange økonomiske og finansielle spørsmaal, og han blev medlem av en række offentlige kommissioner for slike saker, — kommissionen om bankvæsenet 1884, toldtarifkommissionen 1887, den departementale komite om salg og utskjænkning av brændevin 1889 (se hans forslag om brændevinsmonopol i ,Statsøkonomisk tidsskrift" 5. a.), den parlamentariske arbeiderkommission 1896, kommissionen for matrikelskat og værdistigningsskat 1910. Videre var han Norges repræsentant ved en alkoholkongres i Haag 1891 og en myntkonferanse Bryssel 1802 (se om denne hans artikler i ,Statsokonomisk tidsskr.* 1893 og 1895). Han skrev om ,verneskat" i 1887 (,Statsokonomisk tidsskr.*), og samtidig reiste han tanken om en begrænsning av den kommunale indtægisskat (se herom hans indlæg i ,Statsøkonomisk tidsskr.* 1902). I 1907 tok han op arbeidet for værdistigningsskat paa jord, særlig i byerne (,Statsøkonomisk tidsskr.*), og gav ut et lovutkast herom; som medlem av den kgl. kommission for spørsmaalet avgav han i 1913 og 1915 en særskilt mindretalsindstilling med videregaaende gjennemførelse av tanken end flertalsindstillingen (se desuten hans artikel i ,Syn og Segn* 1914: Verdauke paa jord og grunn). - Rent særlig interesserte han sig for sporsmaalet om den bedste ordning av jordbrukskreditten; herom skrev han en række artikler i »Statsokonomisk tidsskr.* (1888, 1895, 1896) og Tidsskrift for det norske Landbrug* (1896), og det skyldtes hans forslag fra 1893 at det ved kgl. res. i 1895 og 1897 blev gjennemført helt nye regler for hypoteklaan paa skog (se hans avhandlinger i ,Tidsskrift for Skogbrug* 1898 og 1900) Han blev over oti aar gammel, men blev aldrig gammel av sind; nye interesser fyldte ham stadig, uten at han derfor glemte sine gamle ideer. Efterat han hadde gaat av som borgermester, tok han til at skrive paa landsmaal i ,Syn og Segn*, og noget av det sidste han holdt paa med, var indsamling av kunavn fra Gudbrandsdalen (her hadde han sommerhus i Øyer). Han var positivist fra ungdommen, hans ,fritænkeri* var en av de værste agitationsposter mot ham i valgkampen 1879, og efter sit eget ønske blev han jordfæstet uten kirkelige ceremonier. Han var en rakrygget kar, som aldrig svek. Halvdan Koht Litt: Verdens Gang 1880, nr. 110; Syn og Segn 1919, s. 250—66 av H. Koht, 280-91 av Olay Midttun, og 1920, s. 97—99 av J. Løvland; Ketil Morzfeldt Dagbøger 1854—80, fl. st: Bjørnstjerne Bjørnson: Brev, 2. samling. fl. st; Georg Brandes: Levned, et Tiaar, s. 316; Breve fra Henrik Ibsen, fl. Berner, Søren Hjalmar Normann, 1850—, læge, søn av sogneprest Nicolay Castus B. (* 1812 11 1887) og Johanne Sofie Normann (*'/s 1818—"*/z 1910), f. i Hadsel '/iz 1850, cand. med. 1875. Gift i Kristiania ""/; 1880 med Susanne Charlotte Petersen (19% 1852—), datter av gaardbruker Peter Nilson og Kristina f. Pehrson i Döderhult, Småland. Fra 1878—1918 har han arbeidet i Kristiania sundhetsvæsen, først ved sindssykeasylet og som bylæge, fra 1887 i sundhetskommissionen som sekretær og fra 1891 som sundhetsinspektør. Han har væsentlig arbeidet med undersøkelser av de hygieniske forhold i arbeidsrum ved en række haandverk og bedrifter, i pleiehjem, skoler m. v., likesom han paa grundlag av disse undersøkelser har utarbeidet reglementer for renhold paa disse steder. Det har tildels været en vanskelig og omtaalig opgave, han har hat; men med dygtighet, takt og taalmodighet har han opnaadd at bringe byens verkstedhygiene et langt skridt frem. Om disse undersøkelser har han dels i de medicinske tidsskrifter, dels i sundhetskommissionens aarsberetninger git meddelelser, tildels ledsaget av historiske oplysninger av stor interesse om de forskjellige handverk. Ved siden herav har han levert arbeider over Kristianias medicinske statistik. Berner, Jørgen Haslef, 1873—, arkitekt, søn av ovennævnte stortingspræsident Carl Christian B. (1841—1918) og Olivia f. B. (1841—1919), f. i Kristiania */12 1873. Gift 1901 med Elin Peterson, f. 1868, datter av ingeniør Axel Jacob P., Kristiania. Studerte ved Bergens tekniske skole 1889—91 og ved Kunst- og haandverksskolen i Kristiania 1891—93. Han arbeidet 1894—96 ved flere arkitektkontorer i London, studerte ved Kensingtonmuseet og opmaalte normanniske, gotiske og renæssanse-bygverk rundt i England og Skotland. Han hørte saaledes likesom sin bror Carl B. blandt de norske arkitekter som tidligst søkte til England istedenfor som tidligere til Tyskland. Med offentlig stipendium studerte han 1898—99 keltisk ornamentik i Durham og Skotland og moderne bygningskunst i England, Frankrike, Tyskland, Danmark. Var assistent hos ark. H. Bull i Kristiania 1899—1900. Praktiserte selvstændig siden 1901, og sammen med sin bror Carl B. i Ki ia siden 1906. Han har saaledes del i de under C. B. nævnte bygninger. — Før 1906 hadde han utført Fiskum nye kirke, restauration av Øiestad kirke (begge med rik dekoration), utstillingsbygningerne i Drammen (1901), Elverums kommunale pleiehjem (1905—06), Kornhaug sanatorium (1906). Han har git tegning til avis- og telefonkioskerne i Kristiania, samt til møbler og kunsthaandverk for husflidsforeningerne i Kristiania, Bergen, Hamar. Litt.: Kunst og Kultur II s. 30 fr Bernhoft, Anders Hanssøn, 1661—95, prest, bror av nedennevnte H. H. B., søn av sogneprest i Opdal Hans Anderssøn B. (1634—89) og Elen Andersdatter Opdal (1637—1704), f. i Opdal 1661, efter studier ved Kjøbenhavns universitet ansat (1684) som personel kapellan hos faren, med løfte om ogsaa at bli hans efterfølger; ved farens død 1680 sogneprest i Opdal, død der i august 1695. Gift 1688 med en prestedatter fra Sundalen, Anna Catharina Withe (død 1744). Det 17de—18de aarhundredes nordenfjeldske geistlighet utgjorde tilsammen saa at si et stort slegtsforbund, og i denne kreds raget alt B.s forældre frem blandt de mere betydelige personligheter. Faren var ikke bare en dygtig lærer for sine sønner, men tok ogsaa imot elever andenstedsfra, slik at han næsten kunde siges at ha en , privat latinskole" paa Opdal prestegaard; blandt de lærere, han Ak fat paa til at medvirke å undervisningen, var ogsaa en tid B. Moren har vundet sig et slags navn i vor litteratur som oversætter av en tysk, religiøs traktat, og som utgiver av sine to sønners religiøse digtsamlinger. * Begge disse samlinger utkom første gang i 1703, og begge opnaadde i anden halvpart av 18de aarhundrede at bli optrykt fre ganger; B.s er desuten utkommet paanyt i 1856. Alt i titlerne paa disse bøker viser sig en karakteristisk forskjel pan brødrenes sindelag og forfatterskap. Mens B. paa vers gjenfortæller efter bibelen ,Vor Herres Jesu Christi Pines og Dads Historie", besynger hans bror Hans ,Et Guds Barns forlystende Fornøyelse udi sin Gud*. Hans Hanssøn B. er en sund og livssterk natur, faar man indtryk av; hans vers er lyrisk-religiøse betragtninger over Guds forsyn og Guds herlighet, over syndens magt og over den kristnes tryghet paa saligheten. Overfor ham staar Å. B. som den rene motsætning: han søker at leve sig ind i Jesu lidelse, skildrer den med inderlighet, folelsesfuldt fordypet i smerten; hans efterhængte moraliseringer kan være klodset formet, hans pludselige, drastiske uttryk kan være smakløse, og han naar neppe sin bror i digterisk evne, i sansen for og glæden ved en billedsmykket stil. Men B. har formodentlig alt i kapellanaarene i Opdal følt sig svak, har gaat og ruget over dødstanker, og det har bestemt hans valg av emne, og har styrket hans følsomhet overfor Jesu lidelser; derved har hans religiøse poesi, trods al sin ufuldkommenhet, faat et visst slegiskap med den følgende tids pietisme, mens hans bror hører mer hjemme blandt sine ældre samtidige: Dorothe Engelbretsdatter, Thomas Kingo, 0, f. Fortalen til sine digte hadde B. alt skrevet i 1688, og digtene synes saaledes at være fra hans tidlige ungdom. Da han i 1689 var blit sogneprest, fik han et nyt litterært opdrag, idet den nyutnævnte biskop i Trondhjem, Peder Krog, bad ham lage en beskrivelse over sit sognekald. Dette lille arbeide, som aldrig er blit trykt, indeholder ikke stort om Opdals bygd og befolkning; B. har tydeligvis ingen naturvidenskabelig interesse, og hans historiske sans og kundskaper fører heller ikke til meget. Men kirken og prestegaarden beretter han utførlig om, og han gir et klart billede av de vanskelige kaar for em prest i en fattig fjeldbygd, hvor der stadig kommer gjennemreisende paa vei til og fra Trondhjem, og hvor det paaligger presten, istedenfor skattepligt, at holde aapent herberge for alle og enhver. B.s forfatterskap er i al sin ubetydelighet vidnesbyrd om en mild og elskelig personlighet. Melchior Augustinussøn har sikkert tolket manges følelser, da han i varme ord uttrykte sin beklagelse over B.s tidlige død. Francis Bull. Litt: E. B.: Stamtavle over Slægten Bernhof, s. 39 fig, Hist Tidsskr. II 179, Erlandsen: Geistl.i T.njems Stift s. 170, Kildeskriftfondets mskr. no. 185 i Univ. Bernhoft. Hans Hanssøn, 1665—1714, prest og salmedigter, søn av sogneprest til Opdal Hans Anderssøn B. (1634—89) og Elen Andersdatter Opdal (1637—1704), blev 1701 vicepastor i Surendal og 1704 sogneprest sammesteds. Døde *: 1714. B. var en mand med digteriske anlæg, og allerede som student forfattet han en række religiøse sange, som i 1703 blev utgit av moren under titelen: ,Et Guds barns forlystende fornøyelse udi sin Gud*. Sammen med denne digtsamling utgav Elen Opdal ogsaa en anden med titelen: ,Jesu Christi pines og døds historie", som tidligere har været tilskrevet Hans B. Den er imidlertid ikke av ham, men av hans ovenn. ældre bror Anders Hansson B. Begge digtsamlinger, særlig den førstnævnte, staar i digterisk henseende adig over gjennemsnittet av datidens gudelige rimerier. De slog ogsaa godt an og er i Norge blit optrykt adskillige ganger. — I Surendal bygget Hans B. Ranæs annekskirke og forærte den en altertavle. — Andreas Brandrud. Litt: Erlandsen: Biografiske efterretm. om geistligheten i Trondhjems stift I, 438; E. Bernhoft: Stamtavle over Slegten Bernhoft s. 39, 91.) Bernhoft, Hans Lassenius, 1793 —1851, departementsmand og litterat søn av sogneprest Georg Christian B.(1749—1833) og Christence Munch (1757—1809), f. i Finnø %s 1793. Han blev student 1810, opholdt sig nogen aar i Danmark til 1815, blev 1816 translatør og kom 1817 i tjeneste hos senere statholder Severin Løvenskiold, dels som sønnens lærer, dels som en slags sekretær, og han blev altid senere regnet som en av Løvenskiolds protegeer. B. var først ansat i Finansdepartementet, og fungerte i den tid (1821) som sekretær og tolk ved statsraad Holsts forhandlinger i Bodøsaken. I 1822 gik B. over til statssekretariatet som fuldmægtig, og var fra 1828 byraachef der. Et par ganger var han konstituert som statssekretær (1833 og 1836). Gift 1821 med Hermine Andrea Bentzen (1799—1874), datter av borgermester i Skien Bent Mogens B. Han døde i Kra. % 1851. Foruten sin egentlige embedsgjerning, hadde B. en række hverv han var fra 1830 av sekretær i ,Selskabet for Norges Vel*; fra 1832 til 1847 ordenskancellist og fra 1834 av ,stemplet papiirs- og kortcontrolleur*. Til hans offentlige hverv kommer ogsaa at han i 1827 utgav en Beskrivelse over Statens Eiendomme* og ,Statscalenderen* for 1842. Ved siden av alle disse gjøremaal har han tid til at dyrke sin hovedpassion, skjønlitteraturen. Han skriver digte, noveller, romaner, i aviser og tidsskrifter, danske og norske, han sender ut flere oversættelser; han redigerer aviser og han deltar i den offentlige diskussion i ,alle ikke oppositionelle Blade" (Kraft). Værdien av det han skrev, staar ikke i noget forhold til massen. Det bedste er oversættelserne, som ogsaa gir os en viss fornemmelse av bevisst arbeide i én bestemt retning; han oversætter Novalis, Henrich Steffens' ,Valseth & Leith", Goethes ,Werther*, Madame de Staéls »De V'Allemagne*; men ogsaa — fortællinger av Carl Heun (Clausen). Formelt er hans gjengivelse noksaa holdningsløs. Det samme gjælder ogsaa hans originale produktion; dertil kommer at den heller ikke er fri for pretentioner: han liker vanskelige versemaal som sonnetten, skriver i terza rime og gjør forsøk paa ,romantisk ironi*. De to digtsamlinger han utgav, ,Psyche" (1815) og ,Udvalg af Digte fra ældre og nyere Tid* (1847), er derfor hjælpeløst fortapte. (Og hans mangfoldige avis og tidsskriftbidrag glir ned i den gran almindelighet av slikt som er, og bør vedbli at være, glemt. Noget litterært fysiognomi eier han ikke, og man har vanskelig for at la være at bruke ordet ,skrivekløe* om ham. Det bedste han har gjort er i alle fald ikke hans fortjeneste; Henrik Wergeland sitter engang og grubler over Bernhofts mange ,ben", og vil derfor helst bestemme ham som et insekt, der — kanske — engang har trodd han skulde bli en sommerfugl; fra det utgangspunkt er det Wergelands digt om ,Den første Sommerfugl" blev til. — ,En tidlig vakt og lenge bevaret Interesse for Scenen og dens Frembringelser*, som B. engang bekjender, har ikke sat særlige spor. En bearbeidelse av et stykke for scenen (Røvercapitainen) er alt. Rimeligvis har han, blandt alt andet, ogsaa skrevet artikler om teatret; de kan ikke længer paavises; i alle fald er den serie teateranmeldelser, fra 1827—30, merket R, som gaar for at være hans verk, ikke skrevet av ham. Se artikel nedenfor om Ole Rein Holm Herman Jæger. Litt: Statsborgeren H. 22. No. 20, 22. H. L. Bernhoft, Udvalg af . . . Digte, fortalen. Pavels, Dagbogsoptegnelser 1815—16, s. 323 og 540. Yngvar Nielsen i «Platens Statholderskab* s. 166 er misvisende. Bernhoft, Theodor Christian, 1833—85, prest, son av oven. byraachef Hans Lassenius B. og Hermine Andrea Bentzen. f. i Kristiania *% 1833, student 1850, cand. teol. 1855, lærer ved Kristiania borger- og realskole 1856, kateket i Ekersund 1863, do. i Porsgrund 1867, prest ved Akershus strafanstalt 1876 og døde *"/s 1885. Gift 1861 med Petra Martine Augusta Deinboll, f. 1841, dater av sogneprest til Strømsø August Thorvald D. Siden 1861 var han med avbrytelser sekretær i centralkomiteen for den norske israelsmission, hvortil han selv hadde git støtet, og siden 1878 likesaa i det norske bibelselskap. B. var en meget skrivende mand. I ungdommen optraadte han som journalist, især litteratur- og teater anmelder, skrev et skrift om Kristiania teaterforhold 1799—1837 (1855), forfattet ogsaa selv forskjellige skuespil, hvorav flere blev opført paa Christiania Theater. Grepet av 50-aarenes vækkelse slog han sig paa en religiøs og teologisk journalistik og forfattervirksomhet, som bl. a. kjendetegnedes ved en indtil da noksaa uvant polemisk paagaaenhet og derfor oftere paadrog ham kritik og avisfeider. I 1856 grundla han sammen med B. J. Muus det første mere fremtredende kirkeorgan hertillands, «Norsk Kirketidende". 1875—78 redigerte han ,Kirkelig kalender for Norge" og siden 1880 .Missionsblad for Israel". Andreas Brandrud. {Litu: Ny ill Tid. 1885 s. 113 fg — Hjemmet 1886 s. 89 fe. — Luth. Kirketid. Berntsen, Arent, 1610—80, topografisk-statistisk forfatter, er I. i Bergen '¥/s 1610, og skriver sig ofte selv med tilnavnet Bergen. Om hans slegt og barndom vet man intet, men han oplyser selv at han i sin ungdom har været i tjeneste — antagelig som skriver — hos den danske adelsmand Aksel Juul, som fra 1629 til 1635 var sekretær i kancelliet, og hos Aksel Juuls svigerfar, kansleren Christian Friis; paa den vis er han vistnok i 1631 kommet med paa en reise til Falster i anledning av dronning Sophias likfærd, men det første vi med hel kerhet vet om hans skjæbne, er at han i februar 1637 befandt sig som slotsskriver paa Varberg slot, hvor Iver Krabbe, senere statholder i Norge, sat som lensherre fra 1636 av. I 1639 blev B. gift med Karen Arentsdatter (d. 1652), og i begyndelsen av 1640-aarene erhvervet han sig et teglverk og et par andre eiendommer like utenfor Varberg. I december 1643 brøt imidlertid krigen ut mellem Sverige og Danmark-Norge, og maaneden efter flyttet B. med sin familie til Kjøbenhavn. Derfra hadde han i opdrag at sørge for Varbergs proviantering, og skjønt Halland ved Brømsebro-freden blev avstaat til Sverige, var B. utigjennem 1640-aarene i stadig økonomisk fremgang. Under krigen laante han et par ganger kongen penger, og selv om ikke alt blev rigtig betalt tilbake, kunde slike laan nok gjøre sin nytte. B. tok borgerskap i Kjøbenhavn, erhvervet sig en gaard der, kom i selskabelig forbindelse med mange av byens mest ansete familier, baade av borgerstanden og av Bartholinernes lærde kreds, og '% 1647 opnaadde han at bli beskikket til raadstueskriver i Kjøbenhavn. Tre aar senere fik han privilegium paa at drive et teglverk like utenfor byen, og anla da ogsaa et landsted med en fiskedam. Et tegn paa hans stigende rigdom og anseelse tør man vel se i det kgl. reskript av 1656, som tillot to av hans sønner at komme ind paa Sorø akademi. Under krigene i slutten av 1650-aarene var B. deltager i utrustning av kaperskibe, og optraadte desuten paanyt som laangiver til kongen, og i de første aar av enevældets tid kunde han ta fat paa at erhverve sig eiendommer inde i Kjøbenhavn og bygge smaahus og større gaarder til at leie ut. Selv bodde han mellem Holmens kanal og Kongens Nytorv, og like i nærheten hadde han en stor lysthave; fra skifteforretningen efter hans død faar man noiagtig greie paa hvor smukt og rikt hans hjem var utstyrt. I 1669 blev han raadmand i Kjøbenhavn, otte aar senere blev han medlem av byens vandkommission, og 1676 kom han med-i en hemmelig kommission, som skulde drive undersøkelser anganende kronens kreditorer og anganende bestyrelsen av statens embeder. Han var saaledes efterhvert blit en baade formuende og indflydelsesrik mand, men ved hans død, */is 1680, var det mange som skulde dele arven efter ham. Med sin første hustru hadde han 6 sønner og 4 døtre; efter hendes død egtet han 1653 Mette Lauridsdatter (d. 1696), som skjænket ham 7 barn; 8 av de 17 barn var dog døde før faren. B. har øiensynlig hørt til de mennesker som evner at forene dyp religiøsitet med en utpræget økonomisk sans. I alle sine skrifter griper han med glæde enhver leilighet til at indflette gudelige vers og betragtninger. Hans første optræden i litteraturen var med en oversættelse av tyskeren Martin Mollers populære ,Manuale de præparatione ad mortem eller Konst at døe"; den utkom i Kjøbenhavn 1637. Overfor Hans Oldelands danske oversættelse fra 1610 (oftere optrykt) staar B.s verk noksaa fordelagtig; hans stil er nok ofte klodset, men likevel enklere og naturligere end forgjængerens, han har færre germanismer og til gjengjæld adskillige norvagismer. B.s eget eksemplar av boken (Kgl. bibl., Kbhvn.) indeholder en række haandskrevne optegnelser: smaa gudelige vers, vigtige begivenheter i familien, stjernernes stilling i barnenes fødselsstund, 0. s. v. Da Bis forste hustru var død 1652, skrev sognepresten i Holmedal Peder Lauridsen, et skrift, Trøst imod Døden (trykt 1655), som han tilegnet B., sin .fornemme kjære frænde". B.s ry i eftertiden beror imidlertid hverken paa hans karriere eller paa hans religiøsitet; det skyldes omtrent udelukkende hans store bok om ,Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed*. Alt dengang B. var i tjeneste hos Aksel Juul og Christian Friis, begyndte han at gjøre samlinger av landgildetakster til bruk ved behandlingen av de stridsspørsmaal som kunde reise sig ved taksering av jordegods. Naar han som raadstueskriver av og til hadde søker at føre for hoiesteret, viste han sig ikke altid heldig i sine juridiske deduktioner, men takster og jordegods hadde han god greie paa, og han utdypet stadig sine historiske, statistiske og topografiske studier og skaffet sig kundskap om de lokale forskjelligheter i regler og forhold baade i Norge og Danmark. Paa opfordring av borgermester og raad laget han i 1650-aarene en stor haandskreven Kjøbenhavns jordebok (Raadstuearkivet, Kbhvn.); hans 16-aarige son Arent forsynte den i 1658 med et rikt illustrert titelblad. Da var alt Bis hovedverk færdigskrevet og utgit; med en dedikation til konge og riksraad og med et illustrert titelblad, som bl. 2. indeholder et portræt av forfatteren, utkom Loken i 1656. Den omfatter mer end 1000 sider i kvart, og bestaar av fire dele; de tre sidste — om jordeiendomstakster og avgifter, kjøp og salg, maal og vegt, 0. s. v, — var trykt først (1650—52); de er ofte statistisk-tabellarisk formet, og skjønt de ikke egentlig er underholdende læsning, utgjør de ved sin overordentlige rigdom paa konkrete oplysninger det uundværligste kildeskrift til DanmarkNorges økonomiske historie i det 17de aarhundrede og særlig til forstaaelse av tiden nærmest for enevældet. Skjønt B. hadde forlatt Norge som ganske ung og altid siden blev boende i Danmark, bevarte han en ganske særlig interesse for sit fødeland og viser overalt i sit verk stor opmerksomhet for det eiendommelige ved landboforholdene i Norges forskjellige bygder. Denne hans særnorske interesse røber sig kanske allikevel sterkest i verkets første del, den som senest blev trykt. Den gir en rent topografisk beskrivelse av de to riker, og er ialfald delvis bygget paa selvsyn; likevel har forfatterens patriotiske iver undertiden forledet ham til lovprisninger som neppe stemte helt overens med den virkelighet han selv hadde set. Skildringen av Danmark er den utforligste, fordi ,tilforne ingen paa voris Moders Maal der om. udførlig skrefvet hafver*; om Norge kan han fatte sig kortere, fordi man der paa forhaand har Peder Claussons bok, Norges beskrivelse. Men skildringen av Norge finder B. dog anledning til at vise mest av sin egen personlighet og følelse. Hans omtale av det danske folk er noksaa objektiv og nøktern, og de sterkeste utbrud av en subjektiv opfatning i avsnittet om Danmark gjælder hoveriarbeidet og vornedskapet paa Sjælland og paa Falster; jordbruket paa de danske øer, og nævner forholdene i Holland, Norge, ja selv Sverige — fiendelandet — som lykkeligere. I kapitlet om Norge er han sig bevisst at han følger Peder Claussøn i selve beskrivelsen av landet; her slutter hans verk sig saaledes ind i rækken av de mange norske historisk-topografiske skrifter fra Absalon Pederssøns og Peder Claussons tid av. Men alt i fortalen til kapitlet tar B. avstand fra Peder Cloussons haarde ord om nordmændene, og gang paa gang utover i boken leverer han et hidsig og varmtfølt forsvar for sine landsmænd. Ogsaa i forherligelsen av Norges økonomiske muligheter — de nye bergverker f. eks. — har han en mere følelsesfuld og lidenskabelig tone end i skildringen av Danmark. Ved hele dette personlige indslag naar kapitlet om Norge, som videnskabelig set er bokens svakeste, op til at bli det mest levende og i aandshistorisk henseende det interessanteste i hele verket. Francis Bull. (Litt: Personalhist. Tidsskr. 2. II s. 287 fig; H. Matzen: Danske Panterets Hist. 8, 405; Hist. Meddelelser om Kbhvn. VI; C. Bruun: Kbhvn. II s. 43, 337; manuskripter av B. i Ny kgl. Saml. 771 f og g in dto (Kgl. bibl. Kbhvn)) Berntsen, Bredo Henrik, 1877—, arkitekt, søn av jernbanefunktionær Emil B. og Amanda Johannessen, f. i V. Aker */» 1877. Han var elev hos arkitekt W.v. Hanno 1892—94, assistent hos arkitekt Harald Olsen 1897—1900, samtidig som han studerte paa Den kgl. Kunst- og Haandverksskole i Kristiania (1894—1900) særlig under Herman M. Schirmers ledelse og deltok i dennes studie- og opmaalingsreiser i Gudbrandsdalen. Gift med Bergljot Schønheyder, f. 1880, datter av ingeniør Otto Schønheyder og Thea Blehr. Han var assistent ved stadsarkitektens kontor i Kristiania 1900—15 og deltok her væsentlig i anlægget av en række store skolekomplekser. Blandt dem kan fremhæves som hans helt selvstændige arbeider Majorstuen (1906), Sofienberg (ca. 1910), Ullevaalsveien (1913) og Ila (1915) skoler. De er alle rolige og holdningsfulde bygninger og betegner betydningsfulde skridt i retning av at skape kunstnerisk forædlede skolehus — Siden 1915 har han været privat praktiserende arkitekt i Kristiania og særlig samlet sig om industrielle anlæg, bygget med helt ut moderne konstruktion og materiale, specielt jernbeton, og med sterk og klar betoning av de konstruktive funktioner i bygningsformen. Han staar her i kontakt med de nye europæiske bestræbelser for at bringe det kunstneriske moment ind i den industrielle bebyggelse. Saaledes har han opført i Kristiania kolossalbygninger som kornsiloen paa Vippetangen (1912), havnelagerbygningen (1920), Bjølsen mølle og ved Stavanger Tou korn silo (1915). — Han har indredet ,Bøndernes bank" i Kristiania (1918) og deltar interessert i fortidsmindevernet Carl W. Schnitler. Berntsen, Britannus, 1862—, fisker, f. i Aalesund "i 1862, son av fisker Bernt Ingebrigtsen og Oline Iversdatter Alnes, gilt med Bertha Rasmusdatter Skarbøvik. B. var bare 16 aar gammel da han gik med skøiten ,Løven* paa torskefiske. I 18-narsalderen blev han som ,halviuting* forhyret med den svenske skoite ,Prins Oscar* paa bankfiske paa Storeggen, og siden et halvt aar med norske fartøier. Han hadde længe lagt merke til sildforekomster ute paa havet, og i 1894 foreslog han i styret for Aalesunds fiskerforening at de i budgettet skulde opføre 12—1300 kroner til drivgarnsfiske paa havet efter storsild. Denne post blev imidlertid tre aar i træk strøket av fiskeristyret i Bergen, som med tap hadde drevet forsøksfiske efter sild i Nordsjøen med ,Maagen". Dette forsoksfiske hadde været drevet samtidig med hollænderne paa Doggerbank. I 1897 kom silden under land og seg ind i Kvalsviksgapet, og nogen fiskere leiet da skøiten ,Svan" til logis-skib og drev med flere skøiter etter sild. Da blev B. og Elias Aakre enige om at søke Stortinget om bidrag, og i forening med Joakim Brusdal indsendte de andragende om 1700 kroner hver. Forutsætningen var at de skulde drive efter storsild ute paa havet med skøitene ,Liv* (redere: Peter Jangaard og Britannus Berntsen), ,Svan* (Elias Aakre og Lars Giske) og ,Flygel" (J. Brusdal). Andragendet blev anbefalt av flere kjøbmænd i Aalesund, av fiskeri spektor Wallem og postmester Liljedahl, og Stortinget vedtok at yde de ansøkte 5100 kr. mot at fiskerne selv ydet et lignende beløp Wallem hadde med rigtig forstaselse skrevet: —,Det er ikke nogen ansøkning, men det er et tilbud fiskerne her gjør ved at tilby at koste halvdelen.* Og Wallems og fiskernes forhaabninger skulde snart bli mer end opfyldt. En av de sidste dager i august samme aar (1897) trak ,Liv* 73 tønder storsild og 3 tønder makrel; de andre skøiter fik en adskillig mindre fangst. Silden blev solgt til kjøbmænd i Aalesund, som straks pakket den og sendte den til Hamburg, hvor silden fik god avsætning. Fisket blev fortsat til under jul, da der pr. fartøi var opfisket ca. 1000 tønder storsild, svarende til en samlet bruttoindtægt av 21000 kroner for de tre fartøjer. Dermed var det første avgjørende skridt tat til drivgarnsfisket efter storsild, og en ny bedrift var skapt, som hvert aar siden har indbragt store summer. Sondmoringen er snar til at ta efter, og da B. Bss erfaring som praktisk fisker er senere ved flere leiligheter blit utnyttet av det offentlige. I 1909 blev han medlem av en departemental komite (formand byfoged Rønneberg), som fik i mandat at reise rundt i Romsdals amt for at samle ind materiale til en ny lov om vaartorskefisket. Han blev — som havlods — leder av de praktiske forsøk som blev foretat av ,Michael Sars" (kapt. Iversen) bl. a. for at finde nye kveitefelter. Saadanne blev ogsaa fundet under Færøerne og Island. Samtidig blev med held drevet forsoksfiske med trawl utenfor kysten av Møre fylke. B. har desuten deltat i ,Michael Sars*s reise for at faa bragt paa det rene storsildens gang mellem de forskjellige sildesæsoner. Sommeren 1903 var han som observatør med fiskedamperen ,Teisten* (fra Melbo) som med statsunderstøttelse foretok undersøkelser mellem Vest-Finmarken og Bjørnøen for at finde ut om det var lønsomt at drive fiske i disse trakter. Under togtet, som varte 2—3 maaneder, fandt man flere tildels rike felter. Umiddelbart efter Aalesunds brand, %: 1904, var B. yte paa et nyt statsunderstøttet togt, dennegang som skipper paa fiskebaaten ,Fri*, hvorav han selv var partreder, for at undersøke torskefisker ved Sklinna, Skjærver og Brimstein. Der blev fundet vigtige forekomster paa nye felter. B. blev i 24-aarsalderen fører av sneiseilskonnerten ,Stanley* (reder H. W. Friis), som gik paa Skotland med tørket lange. Senere har han i en del aar drevet fiske for egen regning paa vestkysten av Island efter lange og brosme. Siden 1914 har han været fiskekjøbmand og dampskibsreder i Aalesund. I 1915 blev han ridder av Iste klasse av St. Olav for fortjenester av storsildfiskets utvikling. Kristian Bugge. Berrum, Hans Jacob Larsen, 1854—1914, posthistoriker, søn av modelmester Lars Olsen B. og Maren Christensen Skavan, f. i Bærum "% 1854, d. i Kristiania % 1914. Ugift. — I 1873 tok han avgangseksamen ved Asker seminarium; derefter var han huslærer i 3% aar. Høsten 1877 blev han ansat ved Kristiania postkontor. Fra 1879—82 var han postekspeditør i ruten Kristiania—Bergen og tjenstgjorde om vinteren ved Kra. postkontor; oktober 1882 blev han ansat som postekspeditør III ved Vestbanerne; i 1891 ansat i ruten Bergen— Newcastle som postekspeditør I. Senere blev han overflyttet til Merakerbanen og derfra til Kongsvingerbanen i 1896, begge steder som postekspeditionens formand, — Høsten 1906 blev han ansat som bestyrer av Kristiania omkarteringskontor, hvorunder samtlige reisende postfunktionærer i Kra, distrikt dengang hørte. Denne stilling hadde han til sin død. B. var medlem av den komite som blev nedsat 1893 til behandling av postetatens lønsforhold. I aarene 1887—90 var han, dels alene dels sammen med andre, redaktør av ,Posthornet*; ved flere leiligheter hadde han ogsaa andre tillidshverv i Postmandslaget. B. er mere kjendt som posthistoriker end som praktisk postmand Tidlig begyndte han at sysle med postvæsenets historie. Med stipendium av postvæsenet opholdt han sig vaaren 1900 i Stockholm og Kjøbenhavn og drev arkivstudier der. I 1902 kom første bind av ,Norges Posthistorie*, omfattende tiden fra 1647—1719. I 1906 kom andet bind, som omfatter tiden 1720—1814. — Naar undtages en avhandling av riksarkivar Birkeland (,Det norske Postvæsen i dets Oprindelse og første Begyndelse*), er de 760 sider, B.s bok omfatter, det eneste sammenhængende som er skrevet om norsk posthistorie. B. har gaat igjennem alle de kjendte kilder til det norske postvæsens historie før 1814; i de to bind av posthistorien er da ogsaa samlet et vældig stok. Men baade materialets art — kopibøker, journaler, regnskaper, reskripter 0. s. v.— og den vældige mængde har vanskeliggjort bearbeidelsen. Verket mangler historisk sammenarbeidelse. Sammenhængen mellem de forskjellige epoker er ofte for løst knyttet; men de oplysninger boken indeholder er paalidelige, og man faar et godt indblik i postvæsenets tilstand paa de forskjellige tidspunkter inden de hundredaar B. har behandlet. — B.s posthistorie vil bli stanende som en imponerende kildesamling, som et nødvendig og høist fortjenstfuldt rydningsverk i norsk posthistorie. Sverre Steen. Berthelsen, Harald, 1863—, industridrivende. Søn av verkseier Gunder B. (1821—96) og Anne Marie Mathea Andersen (1831—95). Født i Østre Moland 1863. Uteksaminert fra Hortens tekniske skole. Arbeidet en tid ved skibsbyggeri og maskinverksted i Glasgow. Fra 1884 knyttet til Pusnes mekaniske Verksted ved Arendal. Fra 1895 eneindehaver av bedriften. Gift med Gurine Elise Thorgersen, 1. 1866. B.s hele virksomhet er knyttet til Pusnes mekaniske Verksted, hvis utvikling til, hvad det er idag, i første række skyldes hans initiativ og utholdenhet. Da B. i 1884 kom til Pusnes, som eiedes av hans far og lededes av en av hans brødre, begyndte han som formand. I 1886 indtraf. Arendals Privatbanks konkurs, og Pusnes mekaniske Verksted blev revet med sammen med en række andre mindre bedrifter. Aaret efter overtok B. sammen med sine brødre verket. De første aar var driften yderst beskeden. Der blev startet med 6 arbeidere. I begyndelsen av 90-aarene var Pusnes imidlertid kommet over de økonomiske vanskeligheter, og siden har bedriften sikkert og jevnt vokset frem til den betydelige bedrift, den nu er. Den begyndte som en bedrift væsentig for skibstilbehør. Fra 1908—10 byggedes den første slip, som kunde ta baater paa optil 4000 tons. I 1909 var Pusnes ogsaa begyndt med bygning av smaa træfartøier. Fra 1914 er bygget .storre skibe for utenriksk fart. B. har videre startet Tvedestrands Verksteder, en bedrift i Styrsviken 1: km. fra Pusnes til utnyttelse av skrapjern fra Pusnes, en bedrift ved Fjeldvite ved Pusnes til bygning av træskibe og til leverance av træmateriel til skibe som bygges eller repareres ved Pusnes. B. var medlem av Tromø herredstyre 1907—19, derav de sidste 6 aar som ordfører. Lorentz Vogt. Bertouch, Georg v., 1668—1743, officer, I. "/e 1668 i Ostheim i Franken, å. % 1743 i Kristiania, søn av Jacob de B. (der tilhørte en gammel brabantsk adelsslegt Partouch de Meville) og Maria Regina Kriegh. Faren, som var professor jur. og phil., maatte som protestant forlate Bayern og døde som skolelærer i Helmershausen. B. var den første av slegten som kom til Danmark. Han nævnes som dr. jur. i Kiel i 1693, samme aar kom han som auditør og kvartermester i dansk tjeneste. B. deltok som saadan i de danske hjælpetroppers kamp i Holland og Flandern. I 1704 fik han ritmesters karakter og aaret efter blev han eskadronchef i 2. jydske nationale rytterregiment, hvor han avancerte til oberstløitnant %11 1711. I 1713 blev han generaladjutant hos overgeneralen hertug Carl Rudolf av Wirttemburg. Indtil 1716 var han ansat i hærens generalstab og deltok i felttoget i Norge i de følgende aar, hvorunder han avancerte til oberst %/38 1717. I 1718 blev han generalkrigskommissær i Norge, en vanskelig og under de daværende forhold meget betrodd post. Den *» 1719 blev han kommandant paa Akershus efter v. Klenow. B. blev brigadier */: 1731, generalmajor i ytteiet % 1731. Ved sin avsked som kommandant i 1740 blev han utnærnt til generalløitnant. Han omtales som en meget dygtig mand med en alsidig dannelse, begavet i poetisk og musikalsk retning. B. var gift med Anna Veile Bredahl, f. "1 1675, d. i Kristiania 89/4 1735, begravet 1% 5. a. M. Haffner. Beyer, Fredrik Stockfleth von Krogh, 1827—1903, bokhandler i Bergen. Født % 1827 i Bergen av forældre Frands Dekke B. £ %1o 1794 d. % 1849 og Maria de Fine von Krogh f. "10 1798 d. "/s 1871. Efter at være utdannet som bokbinder og bokhandler overtok han i 1858 efter sin far den av Holger Enevoldsen d. æ. i 1771 grundlagte forretning, som allerede under farens ledelse var sterkt utvidet Som forlægger fk han særlig betydning ved utgivelsen av skole bøker og religiøs litteratur samtidig med at bokhandelen fik en utbredt kundekreds saavel blandt kommuner som blandt prester og lærere over hele Vestlandet og Nordland, hvilket ikke mindst skyldtes B. Cept oktober 122 energi og store personalkjendskap. Imidlertid mente B., at der i Amerika maatte kunne oparbeides et marked for norske bøker, og i 1871 foretok han en reise til De forenede stater for at søke forbindelse med de norske utvandrere og deres institutioner, et forsøk som lykkedes over forventning. Særlig blev firmaets forbindelse med ,Den norske synode" av stor betydning, idet synoden, som netop hadde begyndt egen forlagsforretning, i en narrække fremover lot alle sine artikler trykke og binde hos B. i Bergen, helt indtil den blev mægtig nok til at anlægge sit eget etablissement, B. fortsatte sin forretning ufortrødent til sin død "/40 1903. Han var gift med Hanna Høegh f. "4 1835 d. % 1898, datter av stadskonduktør Ole Peter Riis Høegh og hustru Hanna f. Selmer. Forretningen, som er Norges ældste bokhandlerfirma, forisættes av familien. Einar Dancke. {Litt A. Wiesener: Bidrag til Bokhandelens Historie I Bergen. Bidenkap, Johan Lauritz, 1828—92, lege, f. "1 1828 i Drammen. Søn av undertoldbetjent, tidligere skibsfører Johan Jacob B. (12 1787— "0 1864) og Bolette Vilhelmine Schive (d. 71 1858). Cand, med. 1853. Fra 1867 stadsfysikus i Kristiania. Fra 1866 lærer hudsygdommer, fra 1876 som overlæge ved Rikshospitalet. Død "io 1892. Gift i Kristiania %s 1866 med tidligere skuespillerinde Elisabeth Jensine Berg (% 1837—* 1885), datter av hospitalsforstander Gabriel B. B. begyndte som dermatolog og ivrig tilhænger av Boeck, unicist som han og forsvarer av syfisationen. I hans senere aar var hans lære vistnok. dualistisk, men om hans overbevisning var det uavkortet, tor vel være tvilsomt. Med sine rike kunstneriske anlæg kunde han levere. alle originaltegningerne til Boeck og Danielsens hudatlas. Det blev imidlertid ikke pan hudsygdommenes omraade, hans virksomhets tyngdepunkt skulde falde, uagtet hans udmerkede evner baade som forsker og som lærer gjennem mange aar fik den største betydning for hans elever. Det var som stadsfysikus i Kristiania han kom til at utfolde sin største kraft, — en klarsynt og uforfærdet virkelyst, som ofte bragte ham utak og vondord, men som sikkert har hat en mægtig betydning for byens trivsel. Det var en uriaspost, han blev stillet paa, sier hans efterfølger G. E. Bentzen om ham i sin mindetale (Forh. i det med. selsk. 1904, 5. 186). ,I sundhetskommissionen, hvor flere langtfra var hans gode venner, behersket han fuldstændig situationen under moterne, og uagtet hans impulsive, ikke altid i detaljer gjennemtænkte virksomhet, var hans væsens overlegenhet selv under prekære forhold istand til at hævde sin myndighet." (Sammesteds). Malm, som i sin nekrolog tegner et livfuldt billede av B. (Tidsskr. f. D. N. Lægef. 1892, 5. 484), betoner, at naar B. ikke fik gjennemført alt det han ønsket, berodde det paa en byraakratisk stivsindet konservativ motstand hos dem, som burde støttet ham. —,Sundhetskommissionens protokoller vil utvise, at B. stadig har staat paa den side, hvor initiativet og fremskridtet har været." I nogen grad lan vel skylden for denne motgang hos ham selv. B. var en usedvanlig slagfærdig og vittig taler, som kunde være meget uvøren i sin mund og som litet ænset, om hans ord vilde saare, hvor det hadde været klokere at tie. Men alt i alt uttalte visselig Edv. Bull, hvad de fleste av hans kolleger mente om B.; naar han som det medicinske selskaps formand mindedes den døde: ,Hvorledes man end i livets strid har staat overfor den mand, hvis minde vi iaften vil hedre, et vil dog alle — venner og motstandere — enes om: til høvding var Johan Lauritz Bidenkap formet fra naturens haand. — — — B. var. sin ungdoms og manddoms aar en type paa en legemlig og aandelig kraft. Han hørte til de repræsentstive mænd inden lægestanden; vi mindes den statelige, mandige skikkelse med de uforfærdede, selviillidsfulde træk. I de sidste aar var han kun en skygge av sit fordums jeg. Familiesorg, embedsærgrelser og sygdom hadde nedbrutt den før saa freidige og kjække mand. —— — — Her vil vi imidlertid fæste erindringen om ham til hans bedste tid, da han var sig selv. Vi vil tenke paa ham som den ansete videnskapsmand, den dygtige og yndede lærer, den vennesæle chef, den slagfærdige motstander med de hvasse vaaben, den muntre student og selskapsmand, den varmhjertede borger, den for kunstens skjønhet mottagelige menneskesjæl." (N. Mag. f. L. 1892, s. 1515). Henrik A. Th. Dedichen. B. deltok baade i studenterdagene og senere med iver i det akademiske foreningsliv. I Det Norske Studentersamfund gjorde han sig bemerket som redaktør av Samfundsbladet (sammen med P. BottenHansen, 1850), som visedigter og som studenterskuespiller. Hans egen komedie ,Provinsredaktørerne* blev opfort paa samfundsteatret første gang *1 1850. Samfundets formand var han 2.—4. kvartal 1877 Hans bestyrelse gik av efterat den hadde faat et mistilldsvotum i anledning av arrangementet ved oktoberfesten 5. a.; begivenheten fortjener at noteres, fordi det, saavidt vites, var første gang en samfundsbestyrelse blev ,nedvotert*. I politisk henseende næret B. liberale anskuelser; han var en tid formand i Kristiania venstreforening og stod i sine senere aar regelmæssig paa venstres valgmandsliste i hovedstaden. I Kristiania arbeidersamfund, hvis formand han var 1871—75, nedla han ved foredragsvirksomhet og paa anden maate et interessert arbeide, men stillet sig helt uforstaaende overfor de smaa tilløp til en politisk arbeiderbevægelse som vi hadde i Kristiania i 1870-aarene. B. søkte i sin formandstid — og gjennemgaaende med held — at holde al politisk diskussion borte fra arbeidersamfundet. I det bekjendte ordskiftemøte paa ,Rasmussalen" %/ 1873, sammenkaldt av den danske salmakersvend P. L. Jantzen i den hensigt at faa stiftet en socialdemokratisk forening, optraadte han med skarphet mot indlederen, og negtet ham efterpaa arbeidersamfundets sal til avholdelse av et nyt mote. B. antages endvidere at ha været primus motor ved Olaus J. Fjørtofts (5. d.) utelukkelse fra samfundet *s s. a. 1874 avslog han sammen med bestyrelsens flertal en anmodning fra ,samtalelaget" inden arbeidersamfundet om at tillyse et medlemsmøte til diskussion om stortingsvalget i Kristiania. Da det senere var paa tale at diskutere kommunevalget, satte bestyrelsen sig ogsaa imot dette. — En enkelt gang led dog B.s taktik nederlag, — da samfundet */s 1875 desavouerte bestyrelsen ved at vedta en protest mot forslaget om at bevilge 12000 speciedaler av bykassen til et monument over Christian den fjerde. Wollert Keilhau. Litt: ,Hjemmets og Arbeiderens Ven" 1892, s. 542; Nordisk FrimurerTidende" 1891—04, s. 280; Fredrik B. Wallem, Det norske studentersamfund gjennem hundrede aar", 1-11 (Kra. 1916); Olav Kringen, ,De første socialdemokrater i Norge" (ib. 1910.) B. var den mest fremtredende mand blandt venstres stortingskandidater, da venstre i Kristiania i 1879 for første gang stillet sin egen liste. Han hadde været formand i Kristiania Arbeidersamfund 1871—75, og det vigtigste initiativ fra denne tid var oprettelsen av samfundets husflidsskole 1871. Ved stortingsvalget i 1879 var han særlig haandverkernes og arbeidernes kandidat, og hans program, fremlagt paa møte i Arbeidersamfundet '/o 1879, var præget av den klassepolitik han saaledes skulde repræsentere; det gik ut paa: utvidelse av stemmeretten efter det videstganende av de foreliggende forslag (Daae-Sørenssens), helt fri folkeskole, nedsættelse av tolden paa kaffe, sukker og lysolje, moderat beskyttelsestold for haandverk og industri Men han og hans parti led fuldstændig nederlag; mens høire opnaadde Ira 1755—1493 stemmer, fik venstres øverste mand bare 878; B. blev Sde valgmandssuppleant med 797 stemmer. Senere var han med at stifte den liberale forening i Kristiania i mars 1884 og var dens første formand, men kom aldrig ind i den aktive politik. Halvdan Koht. Litt: Dagbladet 1879, nr. 218 og 220, og andre Kristiania-blad fra sept. 1879; O- A. Øverland: Kristiania —Arbeidersamfunds Virksomhed 1864—80", s. 69, 173—180 o. fl. st) Bie, Jacob Christian, 1738-98, forfatter, søn av kjøbmand og stadskaptein i Trondhjem Otto Larsen Bie (1707—75) og Gjertrud Larsdatter Ross (1701—83) f. i Trondhjem 1738, student 1757, studerte en tid i Kjøbenhavn, og deltok 1758 i en medicinsk disputas paa Ehlers kollegium, men vendte samme aar tilbake til hjembyen. Hans far, som vistnok var i slegt med en stor del av Trondhjems kjøbmandsstand, hadde undertiden paatat sig hvervet som kredsens leilighetsdigter; nu overtok B. denne gjerning, og præsterte i aarene 1758—65 mere end 20 poesier til trønderske brylluper og begravelser, foruten en Ode over Guds Almagt, hyldestdigte til kongen, og poetiske komplimenter til N. Kr. Bredal. Paa denne vis vandt B. sig efterhvert en ganske stor versifikatorisk færdighet, som han øiensynlig haabet at kunne skaffe sig et navn og et levebrød ved. Han var alt i 23 aars alder blit gift "js 1761 med Metté Margrethe Lemmel (1732—90), og i begyndelsen av 1765 drog han med kone og barn til Kjøbenhavn, hvor han prøvde at ernære sig som forfatter, samtidig med at han vilde fortsætte sine studier, vistnok særlig juridiske. Hans produktion fløt straks uhyre rikelig: i mai 1765 begyndte han med et ukeblad, Novitianus, som han holdt gaaende et halvt aar, desuten offentliggjorde han en samling gudelige sange, skrev et komisk heltedigt, Jacobi Ilias, om en ,Drikke-Helt* (det utkom først 1766), og utgav en samling .Originale Danske moralske Fabler i bunden Stiil*. Et halvt aars tid efter sin ankomst til Kjøbenhavn hadde B. ved al denne virksomhet fuldt ut naadd det ene av sine maal: hans navn var kjendt og han hadde vakt opsigt, skjønt ikke paa den heldigste vis; ved de ,Moralske Fabler" viste det sig at han hadde sat hele sin eksistens paa spil. Boken var tilegnet fru Kratzenstein, og B. hadde opnaadd at fan hendes mand til at sætte sit imprimatur paa den. Men da publi kum fik se skriftet, opdaget man snart at hele tonen var dristig og oppositionel (f. eks. en fabel om Frihed og Tanken); at der var tydelige sigtelser mot den elskværdige og lettroende kong Frederik V.s mægtige raadgivere, særlig A. G. Moltke, og at en enkelt fabel, no. indeholdt en hvas kritik av den kgl. resolution som avgjorde saken mot grev Danneskjold-Laurvig efter hans berømte bortførelse av skuespiller Roses datter, En slik kritik kunde efter loven straffes meget strengt, og i kancellikollegiet mente man at handle skaansomt mot det ubetænksomme unge menneske, da det "10 1765 blev indstillet at B. skulde sættes i forvaring paa Christiansø ,indtil videre". Boken blev konfiskert, men B. hadde faat tid til at flygte; han efterlot et brev, hvor han meget be stemt hævdet at han ikke hadde skrevet noget »præjudicerligt*. Ved kongeskiftet i januar 1766 har B. formodentlig faat lov til at vende tilbake til Kjøbenhavn, og ved en række digte til kongehusets forskjellige medlemmer og festligheter søkte han nu at indynde sig hos de nye magthavere. I 1766 utgav ,J. Ch. Bie Nidrosia Norvegicus* en samling Moralske Tanker i bunden Stiil, hvor han forsøkte sig i Tullins genre, og aaret efter hadde han den dristighet at sende ut en ny bøk med samme titel som i 1765: Originale Danske Moralske Fabler; her er imidlertid et helt nyt indhold, og i sin fortale agerer B. svært uskyldig: den forrige fabelsamling har han tilsynelatende glemt fuldstændig, dette bind er et proveskrift av en som haaber at være ,ey ubeqvem" i digtningens tjeneste: hvis det gjør lykke, vil han lage fire bind til, — de kom aldrig. 1 Badens Kritiske Journal 1768 no. 20 blev fablerne meget strengt bedømt, men Baden endte dog med at anerkjende at B. ved flittig arbeide kanske engang kunde drive det til noget. Laur. Sahls anmeldelse i Lærde Efterretn. 1768 no. 36 var langt mere rosende, og i et anhang svarte B. paa Badens kritik; han forsvarte rent principielt sine mange norvagismer, som Baden var særlig forarget over. B.s fabler fra 1765 blev i 1792 oversat til tysk; en enkelt av hans fabler er oversat til islandsk. Ingen av de to samlinger er digterisk værdifulde; men ogsaa i den anden har B. av og til faat luft for en næsvis oppositionslyst som kan virke ganske fornøielig, og om begge samlinger kan man si med P. M. Moller at de indeholder ,hist og her enkelte Gnister af Poesi og nogle meget velklingende Vers.* Man har gjettet paa at B. i 1786 var medarbeider ved bladet ,Den danske Proteus*; aaret efter forsøkte han sig igjen som utgiver av et ukeblad paa vers, ,Den Poetiske Nouvellist*, hvor han stadig fandt leilighet til at vise sin interesse for Norge og især for fødebyen. Han offentliggjorde-samme aar nogen vers til kongehuset, og et par læredigte, bl. a. om Kierlighed til Fædrenelandet. Men da han i 1768 hadde faat bevilling som prokurator, stilnet hans poetisering av for en tid. Ved 1770 blev den tat op igjen med en versificert lovtale over Tordenskjold, Bs bysbarn; aaret efter forsøkte B. sig med et tre-akts syngestykke og et to-akts hyrdestykke, men da han i 1773, som saa mange andre nordmænd i aarene efter 1770, ogsaa optraadte som forfatter av en originaltragedie, Irmene og Solyman, kom der i Kritisk Journal (1773 no. 23) en anmeldelse som var en fuldstændig henrettelse. Saa længe B. hadde holdt sig til smaadigte, kunde hans versifikatoriske dygtighet bringe læserne til at tilgi mange svakheter. I 1771 blev B. rammet av lovens arm, men det var forresten ikke direkte for sine skrifters skyld. Under et besøk paa landet hadde han overtat at præke paa skoleholderens vegne i Hvidovre kirke, og det het sig at han ikke bare hadde utnyttet teksten (Høisangen 3, 1—5) paa en litet anstændig maste, men at han endog til slutning hadde bedt for flere navngivne offentlige fruentimmer i smaagaterne i Kjøbenhavn; ifølge oversekretærens brevbok gik klagen dog bare ut paa at han uten nogen bemyndigelse hadde bedt for en fyr som var gaat fra forstanden, og lyst til egteskap for nogen andre, og at hans optræden hadde vakt latter og forargelse i kirken. Skjønt flere av vidnesbyrdene for retten gik i B.s favør, blev han 1771 av høiesteret dømt til rasphuset paa 6 aar. Samme aar kom ogsas en anden sak op mot ham: han hadde laget et falsk monopol pan katekismer og salmebøker for boktrykker Thiele; højesteret dømte ham 1772 til at ha forbrutt hand, ære og boslod, men han slap med straffen paa rasphuset. Fra sit ,kummerfulde fængsel* i aarene 1772—74 sendte han ut baade tragedien Irmene og Solyman, et Digt over Friheden, et bonskrift til arveprins Frederik, Tanker i de moiefulde Stunde dedicerede til hans fraværende Melicerte, og Frieheds Tab beskrevet i en Klage-Sang. De to sidstnævnte digte eier en oplevelsens inderlighet som virker ganske gripende, og som kan fore tanken hen til de poesier den svenske digter Wivallius henved 150 aar tidligere skrev fra fængslet. Efter nogen aar lykkedes det B. at faa sit fængsel formildet, og ved kabinetsordre av */10 1777 blev han fra ,børnehuset" bragt ombord paa et skib til Indien. Fra 1778 til sin død 1798 bodde han i Serampur som medhjælper i rederiforretninger for sin bror, oberst og kgl. resident Ole B. (1733 —1805). Hans Holcks karakteristik av B. er i al sin knaphet ganske rammende: ,En slet Person, men got Genie. Francis Bull. Litt: Chr. Thaulow: Personalhist.f. T.hjem s. 304, Luxdorphs Dagbøger I s. 256 £415, 430 f, Edv. Holm: Danm.-Norges Historie IV 2 s. 280 f. (med henvis hing s. 21}, Edv. Holm: Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedstidens Historie s. 28, 39, N. M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Hist. V 1, Rahbek og Nyerup: Danske Digtekunst under Frederik V s- 188 f. og under Christian VII s. 6—13, H. Stampe: Erklæringer V s. 546 f, dansk Hist. Tidsskr. 6 r. II 5. 84 f., 8 r. IV 5. 211 M, Pers. hist. tidsskr. 3r. V s. 88, Vilh. Andersen: P. M. Møller 2. ut I 8. 55, F. Bull: Fra Holberg til Nordal Brun 5.351.) Bielefeldt, Carl Friederich, 1752—1825, officer, blev født '/: 1752 i Rendsburg, å. %/s 1825. Søn av oberst Sigismund Jacob B. (f. "/u 1711 å Holsten, d. '%/: 1776 sammesteds) og Maria Sophia v. Maas (f. % 1717, d. %s 1778). I en alder av fem aar blev han 1757 ansat i artilleriet, fyrverker 1761, sekondleitnant 1764, premierløitnant 1773, kompanichef 1774, do. i artillerikorpset og generaladjutant 1776. I 1788 blev han sendt op til Norge med det 10. ridende kompani, og deltok med dette i felttoget i Sverige. Her utmerket han sig meget og fik en erindring av kronprinsen, som i affæren ved Kvistrum bro opholdt sig ved hans batteri. B. forblev derpaa i Norge, hvor han avancerte til karakterisert major i 1788, virkelig major i 1790, oberstloitnant i 1796 og oberst i 1803. I 1805 blev han kaldt tilbake til Danmark som kommandør for ariillerikorpset, hvormed han fulgte hæren i Holsten. Ved Hutbs død i 1806 blev han dets chef. I 1807 blev han beordret til Kjøbenhavn som næstkommanderende. Ved et fald av hesten blev han delvis utjenstdygtig, men maatte allikevel overta overkommandoen den 1, da Peymann nedla denne paa grund av sygdom For sit forhold som kommandant under beleiringen blev han stillet for en overkrigskommission, hvis dom lød paa at han burde ha liv og ære forbrutt og at hans gods skulde konfiskeres. Kongen formildet i 1809 dommen til avsked fra krigstjenesten, uten tilladelse til at bære uniform. Senere fik han dog pension og sin charge tilbake og i 1815 blev han som general tilsagt at overvære Frederik VI's kroning. Heri laa en jefeldt Bild. erkjendelse av at det var staten som hadde forsømt at sætte fæstningen i forsvarsmæssig. stand. B. var liten av vekst og svak av legemsbygning, en dygtig artilleriofficer, livlig, interessert og særdeles selskabelig anlagt. I 1796 kjøpte han Mangelsgaarden av Carl Ingmann Manderfeldt og indrettet sig der med stor pragt, væggene blev betrukket med silkedamask. Her holdt han store fester med dans og kaproming endog av damer, karusel og mange andre lystigheter. Hver onsdag var der mottagelse. 1 1800 solgte han gaarden. Han eide ogsaa løkken Fredriksro pan Hegdehaugen. Uagtet han hadde faat 100000 riksdaler med sin kone, efterlot han ingen formue. Han blev i 1782 gift med Margrethe Jensenius, datter av læge, etatsraad Carl J., fra hvem han dog senere blev skilt. Hun var født */» 1758, å. %io 1827. M. Haffner. Biermann, Johan Frederik, 17711852, kjøbmand og legatstifter, søn av den tyskfødte marketenter Carl Heinrich B. og Kari Thronsdatter, f. paa Vestre Sagene (dengang under Aker prestegiæld, nu i Kra.) 4/4 171 (ikke 1772), marketenter 1805—42, d. paa Sagene 1% 1852. B. var fra først av bestemt for det teologiske studium, men gik snart op i den anseelige bedrift som han hadde arvet efter sin far, og som han betydelig utvidet. Den driftige forretningsmand bevarte dog stadig sterke aandelige interesser: han var eier av et rikholdig bibliotek og en værdifuld myntsamling, hvorav de mynter, universitetets samling manglet, allerede i hans levetid kom denne tilgode, og de utgjør endnu en avsondret del av myntkabinettet. Hans testamentariske dispositioner vidner om en vaaken interesse for almuens oplysning, idet han betænkte Eugenias stiftelse i Kra. med et legat paa 2000 spd., hvormed han tilsigtet at betrygge stiftelsens fortsatte virksomhet, og skjænket eiendom og kapital til drift av en høiere almueskole for Sagenes ungdom. Denne blev 1855—73 drevet efter den oprindelige plan og derefter omgjort til en sløid- og haandgierningsskole, som endnu bestaar, Einar Jansen. Lit: Halfdan Møller i Aftenposten "+ 1916. Bild, Evert, —1567, riksraad og admiral, søn av riksraad Nils Evertsen B. til Ravnholt (d. 1540) og Berte Eggertsdatter Ulfeld (d. 1555), lensmand pan Aakjær i Jylland 1548—53, paa Steinviksholm og Trondhjem 1553—64, paa Næsbyhoved paa Fyn 1566 og tillike paa Møen 1567. Død i Kastrup paa Amager 1» 1567. Gift"; 1549 med Vibeke Clausdatter Podebusk (d. 1596). B. paadrog sig ved sin haardhændte skattepolitik en upopularitet hos Trøndelagens borgere og bender, som i hoi grad vanskeliggjorde den opgave som forelaa for ham ved syvaarskrigens utbrud i 1563: at forsvare det nordenfjeldske Norge mot svenskernes indfald. Det lykkedes ham vistnok at fordrive dem fra Herjedalen og Jemtland; men de kom forsterket igjen i februar 1564 under ledelse av den franske eventyrer Claude Collart og erobret saa meget lettere de to landskaper tilbake, som befolkningen hadde nødet B. til at la dem uten enhver militær bevogtning. Claude Collart gik derefter over til Værdalen og møtte først motstand ved fæstningen Steinviksholm, som efter faa dagers forløp maatte overgi sig, dels under trykket av vandmangel, dels paa grund av trøndernes kjølige holdning. B. fik dog tilladelse til at forlate Trondhjem og forenet sig med den styrke som det hadde lykkedes Erik Rosenkrantz (5. 4.) at reise i Bergen, og som i mai s. a. fordrev fienden fra Trondhjem. Lenet blev dog git til en anden, og Bs rolle i Norges historie var dermed utspilt. Einar Jansen. {Litt Saml. t. d. N. F.s Sprog og Hist. I. 218—28.) Bildt, Daniel Knudsen, 1602—51, officer, søn av Knud Danielsen B. til Abildgaard (i Jylland), Morland (i Bashuslen) og Lungegaard (ved Bergen) og Sidsel Romelsdatter Bruun, f. paa Morland "i 1602, reiste utenlands med præceptor 1616—19, sekretær i kancelliet 1625—29, oberstløitnant over Baahuslen regiment 1641, krigskommissær 1644. Død paa Morland **/e 1651. Gift paa Elingaard /s 1630 med Dorothea Bjelke (f. i Trondhjem "2 1612, d. */s 1674), datter av kansleren Jens B., og efter Bis død gift med svensk oberstløitnant Gabriel Rosensköld. B. som var en av Norges største jordegodsbesiddere (hans farmor var en datter av Vincents Lunge), fik allerede 1628 en sendelse til Norge og blev senere jevnlig benyuet i slotsloven paa Baahus, i kgl. kommissioner og ved forhandlinger med kronen, likesom hans ,flitighet* stadig belønnedes med betydelige forleninger (Oslo kannikedømme 1632, Reinskloster 1648—49, Bakkekloster 1648—51). Han er stamfar for den svenske adelige slegt B. — Einar Jansen. (Litt: Saml 1. d. N. F.s Sprog og Hist. II. Bildt, Vincents, 1606—58, lensherre, søn av Otte B. til Næs og Inger Jespersdatter (Vognsen) og saaledes bror av forannævnte Sigvard Akeleyes hustru Anne B., var f. "/i» 1606 og fik %1 1636 følgebrev paa Brunla len, som han indehadde i regnskapsaarene '/s 1637 til Vs 1643, da han if. kongebrev av *4 næstfør byttet med Nils Lange i Sem og Eker len. Herfra blev han "/e 1647 lensherre over Tunsberg len og beholdt dette til sin død. — Den "2 1640 var B. blit oberstløjtnant over det Tunsbergske regiment med 600 rdlr. i aarlig besolding, og sammen med Nils Lange, Daniel Bildt og Preben v. Ahnen sat han i det krigskommissariat, som under og efter Hannibalsfeiden fik befatningen med krigsmagtens anliggender uten egentlig at øve nogen avgjørende indfydelse paa statholderens styre av disse. I mars 1657 fik han det vigtige embede som generalkrigskommissær og anvendte alle sine kræfter under den ulykkelige krig med Sverige, som brøt ut '/s s. a., og hvis første avsnit med freden til Roskilde han oplevde. Inden den atter braket løs, var B. død '% 1658 i Trondhjem. Efter sin far hadde B. i 1616 arvet sædegaarden Næs i Borge og var siden bosat dels her og dels i Tunsberg, altid sterkt interessert for landbruket baade paa sit gods og i lenet; '%s 1653 indskrev han sig saaledes i Tunsberg som medlem av ,Det frugtbringende Selskab* og tilsa dette den betragtelige sum av 500 rdir. — 100 for hvert av sine tre barn, sig selv og sin hustru. Av andet gods hadde han ved pant faat Bolternes tidligere sædegaard Tose, likeledes i Borge, og i Stokke kjøpte han gaarden Melsom, som senere blev solgt av hans enke. Gift 1637 med Else Friis, f. 19 1611 og død '% 1677, datter av Anders F. til Hungstrup (av Skaktavl-Friiserne), som i aarene 1632 til 1640 var forlenet med Tune og Vembe, og Inger Jørgensdatter Munk til Visselberg og Krogsgaard. S. H. (Lin: Danmarks "Adels Aarbog 1887. Norske Rigs-Registranter. Norsk hist. Tidsskrift 5. Bildt, Vincents, ca. 1675—1719, officer, søn av Knut Danielsen B. til Morland og Inger Vincentsdatter B. (foreg.s datter), blev 1/4 1700 fendrik i Gyldenløves. gevorb. inf: og i 1701, da fendrikerne gik over til at bli sekondløitnanter og regimentet gik op i Hausmanns gevorb. regiment, blev B. sekondløitnant i dette, befordredes 1/7 1704 til premierløitnant, */s 1710 til kaptein-løitnant ved livkompaniet og allerede 1; 1711 til kaptein og kompanichef. Den 25/4 1717 blev B. karakt. major og chef for Nordhordlenske og Vossiske nye reservekompani av Bergenhusiske nationale inf.regiment og avancerte 1 1718 til virk. major ved 1. Bergenhusiske nat. infregiment. I oktbr. s. a. forte han sin bataljon paa nær 1000 mand over til Østlandet, hvor den for en væsentlig del blev avgit til 2. Vesterlenske regiment og deltok i dettes operationer i 1718 og i det begivenhetsløse felttog i 1719. B. levde ugift og døde 1 1719 paa Skjelfos i Hobøl som slegtens sidste mand i Norge; begravet ved Onso. S. H. Lit: Danmarks Adels Aarbog 1887; C. O. Munthe: Optegn. af Generalmajor Peder Todderud om Krigen 1700-19. Bille, Claus, ca, 1490—1558, riksraad, hovedsmand paa Baahus, son av den danske ridder og riksraad Steen Basse B. (ca. 1446— 1519) og Margrete Clausdatter Rønnov, bror til erkebiskop Torben B. i Lund. Hans mange og store godser laa alle sammen i Skaane, og han fik ogsaa en række forleninger i dette landskap efter sin far. Gift 1524 med Lisbet Ulfstand (d. 1540) Alt i Christian IFs tid indtok B. en meget fremskutt stilling. Han nævnes første gang i 1519, som kommandant paa Elfsborg fæstning, som han med stor dygtighet forsvarte mot svenskerne under Erik Lejonhufvud. I 1520 var han med paa Christian I's tog til Sverige, og efter seiren over Sten Sture blev han sat i slotsloven par Stockholms slot; ved kroningen den " Ikke destomindre blev han ved kongeskiftet i 1523 Fredrik Ls tro mand og fik sin rikelige andel i den magt og indflydelse som hele Billeslegten mu naadde frem til. Han var med paa at erobre Skaane for den nye konge; han kom ind i det danske riksraad og blev i 1527 lensherre paa Baahus efter Hans Eriksson. Alt i 1524 hadde han faat kongens løfte paa Baahus; men den endelige utnævnelse foregaar nu, samtidig med at kong Fredrik gjør Mogens Gyldenstjerne til lensherre paa Akershus og tar kampen op med Vincens Lunge i Bergen; det er det endelige arbeide med at lægge Norge helt ind under Danmark som begynder. B. vedblev da ogsaa, trods al sin betydningsfulde virksomhet i Norge, altid at føle sig som en helt dansk mand, og han ønsket heller aldrig at være medlem av det norske riksraad. Som lensherre paa Baahus sat B. bare inde med den sydlige del av det, vi nu kalder Banhuslen; den nordlige del, eller Viken, var besat av svenskerne siden 1523, og en nærliggende opgave for den nye slotsherre maatte det være at forsøke at vinde dette land tilbake. Baade dette og hans fortid fra Christian II's dager maatte bringe ham i det skarpeste motsætningsforhold til Gustaf Vasa og den svenske regjering, et motsætningsforhold som varer uformildet gjennem hele B.s 30-aarige virksomhet paa Baahus; i svenske kilder overøses han derfor stadig med ukvemsord, likesom han i de danske roses i høie toner. Endnu i de første aar av B.s slotsherretid pan Bashus er imidlertid spørsmaalet om tilbakelevering av Viken et storpolitisk forhandlingsspørsmaal mellem rikerne, og hr. Claus er mest optat av sin virksomhet som lensherre, bl. a. med byggearbeider pan det forfaldne slot. Man skimter ogsaa gjennem tidens brev at han har vundet megen anseelse blandt standsfæller i Norge; der er stadig tale om at han skal underrettes og raadspørres baade om det ene og det andet. 1530 begynder skyerne at tætne. Christian II's tog mot Danmark og Norge, som saa længe hadde truet i horisonten, nærmer sig. Den landflygtige svenske erkebisp Gustaf Trolle forsøker fra Holland av at vinde B. for sin gamle konges sak; men B. bare oversender hans brev til kong Fredrik. Hos den danske adel har Christian II ingen chancer. Da saa endelig kong Christians angrep paa Norge blir til virkelighet, i slutten av 1531, kommer B.s mod og paalidelighet snart til at bli prøvet. I januar 1532 forlater nemlig kongen selv med størstedelen av sine tropper Akershus, erobrer og besætter det meste av Viken og Baahuslen; men mot slottet selv og B.s faste forsvar kan han ingenting utrette, og alt i mars maa han trække sig væk igjen med uforrettet sak. Under disse kamper kjæmpet danske og svenske tropper sammen mot den fælles fiende, og dette tillikemed Gustaf Vasas frygt for Christian II og de vanskeligheter han hadde hat med at forsvare Viken, gjorde det mulig for B. at komme til et resultat med hensyn til Viken. Uagtet den svenske konge ifølge en traktat av august 1530 hadde ret til at sitte med Viken endnu i seks aar, blev Gustaf Vasa og B. under et personlig møte 17—20 mai 1532 enige om tilbakeleveringen av Viken, mot en løsesum av 1200 rhinske gylden, som den stenrike B. selv betalte. Av stor politisk vigtighet, og karakteristisk for hele B.s virksomhet, er det at denne tilbakelevering skedde ikke til Norges krone, men til kongen av Danmark og Danmarks krone. Efter hvad B. selv senere fortalte (Dipl. Norv. XVI 571) foregik dette imidlertid hemmelig uten at man i Norge visste om det; ogsaa dette er karakteristisk for hans bevisste og konsekvente danske politik i Norge og for hans stadige tilbøielighet til at holde det norske riksraad og de norske stormænd i det hele utenfor de vigtigste politiske saker. Men naar nogen maaneder senere erkebiskop Olav, biskop Mogens av Hamar og Hans av Oslo og tre verdslige norske riksraader ,fuldbyrder og samtykker* hans forlening med Bashus slot og len og Viken ,efter det brevs lydelse" som kongen har git ham, saa maa de vel — selvom de kanske ikke har faat se hans slotslofte — ha hat en mistanke om at der var ugler i mosen (D. N. XIV 713). Som belønning for sine tjenester under disse begivenheter fik B. brev paa at beholde baade Baahus paa livstid, Viken mot en aarlig avgift paa 500 mark dansk, Baahus slot og len avgiftsfrit i tre aar og senere mot en helt ubetydelig avgift. Sandsynligvis har han desuten faat erstatning for sit utlæg ved tilbakeleveringen av Viken. Smavel hans politiske holdning som den dygtighet han hadde utvist, gjorde det videre naturlig at kongen brukte ham til det vigtige hverv at skaffe ro og orden i Norge igjen efter Christian I's tog. Sammen med sin frænde, den danske riksraad hr. Truid Ulfstand, høvedsmand paa Varberg, og senere med den danske Oslobisp Hans Rev blev han, efterat Christian II var fængslet, i august 1532 sendt til Norge pa kongens og det danske riksraads vegne for at tvinge de frafaldne til underkastelse og faa fornyet forbundstraktaten av 1450 mellem de to riker. I oktober holdt de kongelige kommissærer ting i Oslo med almuen og fik kong Fredrik hyldet; derefter reiste de til Trondhjem, hvor det norske riksraad blev samlet og forbundet mellem rikerne fornyet. Alle de, som hadde gaat Christian II tilhaande, fik amnesti og sine len tilbake; men erkebispen maatte betale 15000 mark og biskop Mogens av Hamar 2300 lod sølv, rigtignok ikke som bot, men i den lempeligere form som ,en ydmyg skjænk og bekjendelse*. Med velforrettet sak reiste kommissærerne tilbake igjen mot slutten av aaret; alle de vigtige len i Norge blev mu, i strid med lov og haandfæstning, styret av mænd som bare var forpligtet overfor kongen og det danske riksraad. Den politik, som B. Men roen skulde ikke vare længe. Den 1: 1533 døde kong Fredrik I, og dermed bryter den treaarige ufredstid ut som kaldes Grevens Feide og som endte med Norges endelige og fuldstændige underkastelse under Danmark. Baade i Danmarks og Norges historie i disse aar spiller B. fremdeles en betydelig rolle; han er stadig paa farten, snart det ene sted, snart det andre, og det ender igjen med at det parti, han hører til, blir det seirende. Under forhandlingerne paa herredagen i Kjøbenhavn efter Fredrik I's død hører B. likesom hele sin slegt til det katolske flertal som av frygt for den lutherske hertug Christian faar kongevalget utsat og indleder en utpræget katolsk reaktion. Paa grund av striden i Danmark optræder det danske riksraad nu meget hensynsfuldt overfor det norske, i haab om lettere at opnaa et fælles kongevalg, og til det norske riksraadsmøte i Bud i Romsdalen i august samme aar blir B. sendt som ombud for det danske riksraad. Paa dette møte, som betegner en norsk reaktion mot de danske overhøihetslyster, blir baade Claus og fætteren Eske B. paa Bergenhus optat som medlemmer av det norske riksraad og blir nødt til at være med paa den skrivelse fra det norske riksraad til det danske, som forbeholder det norske raad dets frihet ved kongevalget og ogsaa tar forbehold om den norske krones ret over lenene. I virkeligheten vedblir imidlertid B. at føle sig bundet av sit gamle slotsløfte om at holde Baahus til det danske riksraads haand. Eftersom Grevefeiden i Danmark utviklet sig til en kamp mellem hertug Christians parti paa den ene side og Libeck, grev Christofer av Oldenburg og det mer eller mindre demokratiske danske borgerskap paa den anden, maatte B.s politiske stilling bli helt klar. Av de bevarte brev fra ham ser man hvilket forbitret had han næret til Lubeckerne, og han maa noksaa tidlig ha tat parti for hertug Christian, uten dog aapent at turde staa ved det, Han kommer herved til at staa sammen med sine gamle fender svenskerne, og under nogen forhandlinger med dem senhøstes 1534 fortæller han (D. N. XVI 571) at han vil vaage alt sit og sin hustrus gods for hertug Christian; men naar han ,i denne forledne sommer hadde holdt sig saa at ingen rettelig kunde fornemme om han var mod eller med greven, og ligeledes naar han uu begjærede nogen tid lang at holde det hemmelig", saa var det fordi at ,hvis det blev aabenbart i Norge at han er hoibaarne fyrste hertug Christians mand, da kunde han intet handle høibaarne fyrste hertug Christian til gode, fordi at al hans handel vilde da være mistænkelig og suspect; men hvis det er hemmelig, haaber han at drage den ene efter den anden over til førnævnte høibaarne fyrste hertug Christian". Endnu i dec. 1534 spiller B. neutral overfor erkebiskop Olav; men like over nytaar 1535 kaster han masken og opfordrer aapent det norske riksraad til at hylde hertugen. Selv var B. en av de meget faa ostdanske riksraader som hadde undgaat at hylde grev Christofer, og dette styrket nu hans stilling i Christian III' I de forvirrede tider vaaren og sommeren 1535 er B. optat i Danmark; men i oktober sender Christian III ham til Norge for at sikre hans valg der og desuten et stort skattepaalæg; Christian II! hadde nemlig for et stort laan hemmelig pantsat baade Akershus og Baahus slot og Viken til Gustaf Vasa, og det gjaldt nu at skaffe penger til at betale Iaanet for at hindre panteretten i at træde i kraft. Som lensherre paa Baahus hadde B. særlig grund til at være ivrig i denne sak, som naturligvis maatte holdes strengt hemmelig overfor nordmændene. Gustaf Vasa er da ogsaa meget bekymret for at det skal lykkes B.s ,rævestreker* at holde ham væk fra pantet. I begyndelsen av dec. 1535 kom B. til Oslo og fortsatte efter nogen dagers forløp nordover til Trondhjem sammen med Vincens Lunge, biskop Hans Ræv og biskop Mogens av Hamar. Erkebispens forsøk paa at vinde hele Norge mislykkedes imidlertid helt; bl. a. sat fru Lisbet Ulfstand med meget mod fast paa Baahus B. slipper derfor den % los fra sit fængsel paa Tautra efter at ha lovet ikke at hevne sig og at holde Baahus og Viken til erkebispens og det norske riksraads haand; tillike skaffer han erkebispen forlik med Erik Gyldenstjerne paa Akershus. I mai er B. tilbake i Danmark igjen og sier sig nu ut av det norske riksraad; det hadde han hat mer end nok av. I de nærmeste maaneder efter hans tilbakekomst avgjøres Christian IIPs fuldstændige seier. Paa herredagen i Kjøbenhavn; som gir denne seier sin lovmæssige sanktion, er B. med, og selv om han ikke har glædet sig hverken over katolicismens fald eller over kongemagtens sterke vekst, er han dog helt ut det nye regimes mand. Han blir i henved 20 aar endnu sittende paa Baahus, hvor han fører stadige grænsefeider med svenskerne, saaledes navnlig i 1540; først i 1555 blir den gamle mand avløst som lensherre av Tage Thott. Hans kyndighet i norske forhold blir utnyttet paa mangfoldige master, ikke bare i de stadige grænsemøter med Sverige, men ogsaa i saker av større politisk rækkevidde. Først og fremst maa det nævnes at B.i 1538—39 sammen med sin gamle fælle Truid Ulfstand blir sendt til Norge med et lignende hverv som det de hadde hat i 1532: at bringe ro og orden tilbake efter uroligheterne. Dette utførte de med samme dygtighet som forrige gang, dels ved en række herredagsdommer, dels ved forhandlinger med adel og almue om skattesporsmaal og med geistligheten om den nye religionsordning og fremfor alt ved den store lov som gaar under navn av Truid Ulfstands og Claus Billes reces og som er et av de vigtigste lovarbeider i Norge mellem Magnus Lagabeter og Christian V. Den begynder med at bekræfte gammel norsk lov og ordner dernæst jord leieforhold, husmandsforhold o. 1. med megen sans for ret og billighet; dens historie og dens stilling i vor retsutvikling er dog endnu ikke paa langt nær tilstrækkelig klarlagt. Bondeoprøret i Telemarken i 1540 blir slast ned av B. og Peder Hanssøn Litle paa Akershus. I 1548 følger B. den unge Fredrik (IN) til hyldingen i Oslo, hvor der ogsam foregik vigtige herredagsforhandlinger, i hvis resultater B.s kjendskap til Norge er tydelig at spore. Hans portræt, som hænger paa Gaunø, viser os en sterk, kraftig, selvbevisst mand. Han er aapenbart et karakteristisk uttryk for det 16de aarhundredes dygtige, hensynsløse, danske adel. I svensk og dansk adelstradition skildres han ut fra partistemningen i hvert av de to lande; ingen av delene er svært meget at bry sig om. I Norge, hvis uavhængighet han bidrog saa sterkt til at ødelægge, er ingen tradition bevart om ham; vi maa se at gjøre os et billede av manden ut fra hans gjerninger. Bille, Eske, 1480—1552, lensherre, rikshovmester, søn av den danske adelsmand Peder B. til Svanholm og Anna Knudsdatter Gyldenstjerne; nævnes først 1510, da han foretar makeskifte med fætterne. Samme aar blev han lensmand paa Kjøbenhavns slot og fungerte som saadan under tronledigheten og forhandlingerne om haandfæstningen efter kong Hans's død i 1513. I 1514 forflyttedes han til det mere indbringende Hagenskov slot (nuværende Fredriks-gave) og len pan Fyn, og fik i 1516 denne forlening fornyet paa 10 aar. B., som selv ingen videre formue hadde, egtet nu (1516—17) en av Danmarks rikeste arvinger, Sophie Krummedige, eneste barn av Henrik Krummedige og Anna Rud. Egteskapet var meget lykkelig, og B. forbandt sig nøie med svigerforældrene og deres mægtige slegt. Som lensmand la B. for dagen stor dygtighet og paapasselighet i forbindelse med streng redelighet i sin embedsførsel. Han var til det yderste nøieregnende, naar det gjaldt statens rettigheter, særlig la han vegt paa at verne om kronens skoger, som bønderne var vant med at betragte som almenninger, hvor de drev sine svin og hugget efter behag. Naar bønderne trodset hans bud, grep han til de skarpeste straffemidler, drøie bøter, jog flere bønder fra deres gaarder og gjorde sig i Baag herred under Hagenskov endog skyldig (eller medskyldig) i drap pan en bonde. Hans hardhet fremkaldte forskjellige klager mot ham, og saavel kong Hans og kong Christian II som svigerfaren Henrik Krummedige advarte ham og bad ham fare frem med større lempe mot almuen, men foreløbig ialfald uten videre virkning. Da han saa lot herredsfogden Hans Andersen, en bonde med stor indflydelse og anset slegt, domme til døden for bestikkelighet og underslag og øieblikkelig hænge, uten at agte paa mandens forlangende om at faa saken indstevnet for kongens retterting, grep Christian If ind, omstøtte dommen, paala B. at bøte til Hans Andersens frænder og fratok ham lenet. Kongens optræden ved denne leilighet var utvilsomt paavirket av hans tiltagende adelsfiendtlighet. Samtidig med B. mistet ogsaa svigerfaren, den mægtige Henrik Krummedige, sine mange forleninger. B., som aldrig hadde straffet nogen uten grund og stedse hadde staat paa kongens bedste, har sikkert følt sig blodig forurettet ved avskedigelsen. Han, kronens troeste tjener, var nu drevet over i Christians motstanderes leir. Sammen med svigerfaren hyldet han den %: 1523 Fredrik Ii leiren for Kjøbenhavn, og likesom den førstnævnte fik alle sine godser og len i Norge og Danmark tilbake, saaledes fik ogsaa B. ved riksraadsdom av fs s. a. sig tildømt Hagenskov slot og len, som han straks tiltraadte. Paany tok han op sin kamp for kronens rettigheter mot bønderne, som ydet en seig passiv og aktiv motstand; (rykt oktober 1922) de snart paa alle punkter nederlag. En dump misnøje var følgen. Bønderne i Baag herred var blandt de første til at slutte sig til Christian II under grevefeiden, da Hagenskov slot ved bøndernes hjælp blev indtat av grev Christophers folk. — Imidlertid var B. allerede i august 1523 blit optat i riksraadet; han deltok som en av de øverste befalingsmænd i beleiringen av Kjøbenhavn 8. a. og blev i 1524 overdrat det vanskelige hverv at forhandle med Søren Nordby om Gotlands overgivelse, en sendefærd, som dog mislykkedes fuldstændig. Under bondeoproret i Skaane 1525 blev hans gaard, Ellinge, plyndret og brændt; men Fredrik V's tillid til ham var urokket, og i 1528 blev han utset til den vigtige stilling som lensherre paa Bergenhus. I Norge hadde siden Christian I's avsættelse —,selvstændighetspartiet* hat magten, ledet av erkebiskop Olav Engelbrektsson og den ærgjerrige indflytter Vincens Lunge. Det hadde lykkes dem at avtvinge Fredrik I en norsk haandfæstning, og saalænge de holdt sammen, dannet de en anselig magt, som kongen maatte ta hensyn til; men da Vincens Lunge tydelig la for dagen, at han sympatiserte med lutherdommen og, med kongens tilladelse, begyndte at forgripe sig paa klostrene, avløstes det tidligere venskap av et bittert fiendskap. Vincens Lunge nærmet sig det danske parti, mens erkebispen indledet forbindelser med den landflygtige Christian II. Nu var Fredrik I's tid i Norge kommet. Naar Vincens Lunge i 1528 blev tvunget til at opgi Bergenhus, skedde det vistnok officielt for at imøtekomme Gustaf Vasa, som forlangte avstraffelse av alle, som hadde indlatt sig med Daljunkeren; men det passet ogsaa godt ind i Fredrik I's norske politik paa den tid. Allerede i 1527 hadde han erstattet Olav Galle paa Akershus med den danske adelsmand, Mogens Gyldenstjerne, i 1528 forlente han Claus Bille med Baahus. Begge var de, likesom deres fælles fætter B., paslidelige tilhængere av Danmarks sak. Av størst betydning var lensherreskiftet paa Bergenhus; ti dette hadde utgjort hovedgrundlaget for Vincens Lunges politiske magtstilling, og det blev, særlig pan grund av naboskapet med erkebispen, brændpunktet i den danske politik i Norge i de følgende aar. B. viste sig ogsaa snart at være den rette mand paa denne utsatte post. Med fasthet og besindighet hævdet han sin stilling som lensherre overfor Vincens Lunge, som slog sig ned paa Nonneseter kloster (Lungegaarden) ved Bergen, og utholdt hans mangehaande trakasserier uten at la sig lokke til nogen overilet handling. | striden mellem Vincens og erkebispen, som nu var utartet til aapen feide, optraadte han som upartisk mægler og søkte at stifte fred mellem dem. 33 — Norsk blografisk leksikon. ytre, skjont han i stilhet motarbeidet ham. I 1530 opnaadde hr. under et ophold i Danmark at bli forlenet med Sogn, og, som det synes, erholdt han ogsaa et mundtlig tilsagn om at faa Bergenhus, om B. vilde gi avkald paa det. Derefter skyndte han sig til Bergen, søkte i B.s fravær at bevæge slotsloven til at overlate ham slottet, bl. a. ved at paastan at kongen hadde git ham brev paa det for 10 aar. B., som straks efter vendte tilbake til Bergenhus, skrev da til kongen, og advarte ham mot Vincens Lunge: Vilde kongen ta slottet fra B., burde han dog ikke overdra det til nogen anden end en, som var ,vel jordfast i Danmark og vederheftig*. Kongen desavouerte bestemt hr. Vincens og lot B. vite, at han aldrig vilde overdra nogen anden Bergenhus, saalænge han selv vilde bebolde det. B. var en praktisk og dygtig lensherre, holdt nøiagtig regnskap, drev en indbringende handel, og forbedret slottet ved tilbygning. 11530—31 ledet han nedrivningen av Apostelkirken, de to Kristkirker, hvorav den ene var Bergens domkirke, samt bispegaarden og et medbrændt sortebrødrekloster. Det skedde utelukkende av militære hensyn, pas kongens befaling og med samtykke av de kirkelige myndigheter; men det er forstaaelig at ødelæggelsen av kirkerne med deres mange minder fra Norges selvstændighetstid har skadet B.s eftermæle i Norge og skaffet ham tilnavnet ,kirkebryteren". For B. var nedrivningen en rent embeds- og pligtmæssig handling, uten forbindelse med tidens religiøse stridigheter. Selv var han troende katolik og kom godt ut av det med den katolske geistlighet, som han søkte at vinde for den danske politik og for den regjerende konge. Det var ham derfor en stor skuffelse, at erkebispen og de fleste av bisperne sluttet sig til Christian II, da denne i 1531 fra Nederlandene gjorde sit bekjendte tog til Norge. B. kom mu i en vanskelig stilling, truet som han var fra to sider. -Erkebispens og kongens tropper trængte plyndrende frem til henimot Bergen, men uten at gjøre noget alvorlig forsøk paa at indta byen eller slottet, og da B. fk forsterkninger fra Danmark, kunde han snart gaa angrepsvis tilverks. Hans folk indtok Trondhjem, hvor de brændte bispegaarden, mens erkebispen søkte ly i sin fæstning Steinviksholm. B. stod som seierherre til alle sider. Hans tidligere motstander, Vincens Lunge, hadde av frygt for sine dødsfiender, erkebiskop Olav og Christian II, søkt og fundet hans beskyttelse, og der hersket efter freden et endog hjertelig forhold mellem familierne paa slottet og paa Lungegaarden. B. var dog ikké tilfreds med opholdet i Bergen; han taalte ikke klimaet der, og da begge svigerforældrene i mellemtiden var døde, og hans private interesser høilig krævde hans nærvær i Danmark, besluttet han at opgi sin forlening i Fredrik I's haand og anbefalte Albert Gøye til sin eftermand; men da Fredrik I pludselig døde, gav han efter for riksraadets indtrængende anmodning og forblev paa Bergenhus, som han oprindelig holdt til det danske riksraads, men efter riksmotet i Bud 1533 til det norske riksrøads haand. Da der i juni 1534 skulde holdes et fælles kongevalgmete i Kjøbenhavn, drog han ditned i haab om at fan avløsning; men imidlertid utbrøt grevefeiden; B. blev angrepet i Sundet av to lybske utliggere og, trods sine protester, gjort til krigsfange. Som krigsfange og norsk lensherre hadde B. kunnet holde sig nøitral under grevefeiden. Nu avla han paa sin reise gjennem hertugdømmerne til Danmark besøk hos kong Christian (III) og lovet at virke for hans sak i Norge, uten dog endnu, trods kongens opfordring, at ville avlægge ham nogen hyldingsed. Derefter drog han op til Trondhjem, hvor erkebispen holdt herremøte; men paa veien blev hans skib opbragt av erkebispens folk og han selv med sin hustru og fætteren Claus Bille sat i fængsel paa Tautra kloster i Trondhjemsfjorden. Da erkebispens felttog mot Bergenhus og Akershus mislykkedes, frigav han dog de fangne stormænd mot at de lovet at holde slottene til Norges krones, erkebispens og riksraadets haand, indtil et samdrægtig kongevalg hadde fundet sted. Efter to aars fravær kom B. derpaa i mai 1536 tilbake til Bergenhus, som imidlertid hadde været bestyret paa lensherrens vegne av hans mænd, Tord Roed og Stig Bagge. Som mand av ære vilde han ikke følge opfordringen fra Danmårk om straks at overdra slotsloven til kong Christian. Med styrke fremhævet han overfor denne, at alle slottene i Norge ifølge Fredrik I's haandfæstning skulde holdes til riksraadets haand, indtil en my konge var valgt Han indskrænket sig derfor til personlig at hylde Christian III, og lovet at arbeide for hans valg i Norge og verge slottet mot alle forsøk av fremmede magter paa at erobre det. - Forøvrig raadet han kongen til at forhandle venskabelig. med erkebispen og søke at opnaa en overenskomst med ham. Dette raad blev dog ikke fulgt, og da erkebispen nu paany traadte i forbindelse med pfalzgreven, blev B. endnu en gang hans fiende. —Efterat han om høsten 1536 hadde mottat forsterkninger fra Danmark, sendte han om vaaren 1537 tropper til det trondhjemske, hvor erkebispen nu opgav al motstand og indskibet sig til Nederlandene. Hans faste borg, Steinviksholm, overgav sig til B.s høvedsmand, Tord Roed, den "s 1537 efter henved fre ukers beleiring. Kort efter kom B. personlig til Trondhjem; men dermed slutter hans virksomhet i Norge. Ti kongen hadde nu allerede opnævnt nye mænd til at ordne de norske forhold paa det grundlag, som imidlertid var skapt gjennem den danske haandfæstning av 1536 og erkebispens nederlag og flugt. B., den tro tilhænger av den katolske kirke og konservative forsvarer av al hævdvunden og bestaaende ret, var ikke længer manden. Hans hverv i Norge var endt, og han fik opfyldt sit længe nærede ønske om at vende tilbake til Danmark, hvor han bosatte sig paa godset Vallen i Halland, sin hustrus barndomshjem. Trods de uoverensstemmelser som hadde veeret tilstede mellem ham og Christian III under grevefeiden, ned han i hoi grad kongens tillid, og rik og uavhængig som han var, dannet han sammen med eliten av Danmarks adel en kraftig og gavnlig motvegt mot den tyske indflydelse, som gjorde sig bred i Christian III's første aar. Gang paa gang blev han betrodd vigtige diplomatiske sendelser til keiseren og til kongen av Frankrike, og oftere beklædte han den politisk vigtige stilling som befalingsmand og statholder paa Kjøbenhavns slot. I 1347 blev han utnævnt til rikshovmester. Hans anseelse og politiske indflydelse var nu paa det høieste; men hans helbred var vaklende. Den %%4 1551 gjorde han sit testamente og den "/» (ikke %s) 1552 døde han i Kjøbenhavn, hvor han blev begravet i den derværende Helligaands kirke. Peder Palladius holdt liktalen over ham. .Alle vide", sa han, wat han var den første av landets stormænd, kongens høire haand, Danmarks sande lys.* Som den alvorlig tænkende mand han var, hadde han ikke straks eller hurtig skiftet religion; men han hadde heller ikke forfulgt den rene læres forkyndere. Og da korset blev lagt paa ham, mottok han ordet og blev en sand kristen. Den forkjetring av B.s minde, som væsentlig skyldtes en uhistorisk betragtning av hans virksomhet som lensherre paa Bergenhus, særlig nedrivningen av kirkerne, er nu forlængst opgit. Istedet har man sammenlignet ham med enevældets første geheimeraader, betegnet ham som en loyal embedsmandsnatur og fremhævet hans fortrin som god og trofast familiefar og kongens lydige og ubestikkelige tjener. Denne karakteristik indeholder utvilsomt megen sandhet; men helt fyldestgjørende er den ikke. Der er i B.s personlighet en større tyngde og selvstændighet end hos embedsmanden fra enevoldstiden. Han var mere rikets end kongens tjener, og han tjente staten og statsbegrepet mere av personlig overbevisning og smak end for løn og fyrstegunst. Paa bunden i hans væsen laa adelsmandens stolthet, æresfølelse og sterke selvstendighetstrang, men tugtet og tæmmet av en usvikelig retssans, streng pligttroskap, en i livets skole erhvervet erfaring og en nøgtern dømmekraft, som sjelden forfeilet midler og mal. Ved sin optræden som lensherre paa Bergenhus under de vanskeligste forhold viser han sig ikke alene som en sam vittighetsfuld og duelig embedsmand, men lægger ogsaa for dagen egenskaper, som særlig kjendetegner statsmanden. Hans styrke laa forovrig ikke i glimrende eller usedvanlige evner, endnu mindre i nogen rigdom paa ideer, men i hans viljes kraft, hans karakters renhet, hans principfasthet, sterke realitetssans og klare omdømme. Ved disse egenskaper hævet han sig høit over de fleste av sine samtidige i Danmark og Norge, og ved at vie dem til statens tjeneste i en bevæget og fremtidssvanger tid kom han, den konservative mand, til at bryte vei og lægge grund for en ny stat og en ny statsform, det dansk-norske monarki og absolutismen. Oscar Albert Johnsen. (Litt: C. Paludan-Maller i Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1853, s. 3-62; S. Jørgensen i Saml. til Fyens Hist. og Top. VIII (1881), s. 97—126; L. Daae i (norsk) Historisk Tidsskrift III (1875), s. 285 fig; A. Heise, Famitien Rosenkrant's Historie II (1882); Danske Magazin IV (1750), s. 230-43; Eske Billes breve I det danske Rigsarkiv (Geh.-ark), benyttet bl. a. av Allen og delvis trykt I Diplomatarium Norvegicum m. fl. st; W. Mollerup, Billeættens Historie I (1803); Edv. Bull, Vincens Lunge (1917) Bille, Søren Adolph, 1775—1819, sjøofficer, søn av kaptei Mathias B. og 2den hustru Anna Rebekka Bredal, var f. '/e 1775 å Borre paa Møen, blev i 1794 sekondløitnant i den danske marine, gik i 1799 paa et aars togt til Vestindien og avancerte 5. 2. til premierløjtnant. I slaget paa Kjøbenhavns red % 1801 tok han kommandoen paa fregatten Kronborg efterat chefen premierløitnant I. E. Hauch var falden, og kjæmpet tappert til han blev saret i høire laar. Efter kampen kom han i engelsk fangenskap, men blev her saa godt kurert at han straks efter frigivelsen kunde gi admiralitetet og de kunstnere, som skulde illustrere bataljen, detaljerte oplysninger efter de notater, han hadde gjort. Under bombardementet paa Kjøbenhavn i 1807 kom han atter i ilden og viste mod og uforfærdethet. I spidsen for 100 tømmermænd og brandmænd av Holmens faste stok, under overkommando av chefen for Norske Livregiment, den for sin brutalitet ved dronning Caroline Mathildes fængsling bekjendte oberst Christian Frederik Beck, deltok B. natten til "/s i det iltre utfald fra Kastellet mot Classens have for at rasere denne for hus og trær til fri skudlinje. Han opnaadde at faa sat bygningerne i brand, men blev forøvrig drevet tilbake med store tap. Aaret efter deltok han med en division kanonbaater i kommandør Lorenz Fiskers uheldige angrep paa Strømstad, blev i 1809 kapteinleitnant og chef for den Fredriksvernske chaluppedivision, som %/s s. a. erobret den engelske brig ,Alart* paa 19 kanoner og 96 mand, hvad der indbragte ham Dannebrogskorset i 1810, og i 1811 hjalp han briggen , Lolland" i flere træfninger mot englænderne. I 1813 avancerte han til kaptein og tok i 1814 avsked for at gaa i norsk tjeneste. B. blev kommandørkaptein i den norske marine */ 1815 og døde av en brandbyld '/» 1819 under et ophold i Kjøbenhavn; ridder av Sværdord. 1816. Gift Iste gang 'Ys 1798 i Kjøbenhavn (Holmen) med Johanna Martine Lund, f. 1 1777 sammesteds og død "/u 1831, datter av overkanoner, senere kapteinløitnant Jens Hansen L. og Ellen Margrethe Meermann. Efter dette egteskaps opløsning blev B. gift 2den gang 1: 1814 i Fredriksvern med auditør Jes Fæster Brandts enke Johanne Severine Kragh, f. '%/« 1785 i Larvik og død '% 1837 i Fredriksvern, datter av regimentskirurg Jens Hansen K. og Anne Maria Soelberg. $. H. Finne-Grønn. [Lit.: Fr. Meidell: Bille-Ættens Hist.IIs-212fig; N.- A. Larsen: Fra Krigens Tid. Bing, Just Tyrholm Willatsen, 1718—65, prest, son av res. kapellan (senere provst) Willats B. (1668 ell. 69—1739) og Magdalene Susanne Lund (1686—1764), f. ' 1718 i Nære, vokste op i Hadsel prestegjeld, student decbr. 1737, studerte teologi med økonomisk støtte av farbroren, dr. Jens Bing i Kjøbenhavn, og tok teologisk attestats 1740. Blev derefter alumnus paa Borchs kollegium, og dekanus ved kommunitetet, i 1744 magister. Med farbrorens støtte drog B. utenlands å 1745; ved avreisen var Holberg blandt dem som skrev venlige ord i hans stambok. B. var 1746 i Leiden, og skal desuten en tid ha været professor extraordinarius i teologi ved universitetet i Helmstedt. 1 1748 kom han hjem og blev kaldet til sogneprest til Besser og Onsbjærg paa Samsø; to aar senere blev han provst. Død paa Samsø *%: 1765. Gift 1749 med Abigael Marie Brandt (4. 1795). B. blev karakterisert som ,lærd, men uordentlig", og han fik aldrig gjort noget ut av sin lærdom; efter sin hjemkomst fra utenlandsreisen offentliggjorde han overhodet ikke noget. Men i aarene 1740—42 forfattet han en del sman dissertatser. Alt i 1739 hadde han fungert som respondens ved en disputats ,de insigni antiquarum navium*; 1740—42 behandlet han et par kirkehistoriske og filosofiske emner, og 1741 valgte han sig et tema av mere usedvanlig art, nemlig ,Evripus Norvagicus .. vulgo Moskøe-Strøm*. De litterære kilder — Peder Claussøn, Jonas Ramus, Torfæus, o. fl, — er denne gang ikke det vigtigste for ham; han bygger for en væsentlig del paa selvsyn, og skjønt den lille avhandling ikke egentlig har nogen videnskabelig værdi, er den et tiltalende vidnesbyrd om barndomsmindernes magt, om de historisk-topografiske interesser hos datidens nordmænd, og om forfatterens patriotiske stolthet over fødelandets uhyggelige naturmerkvaerdigheter. — Francis Bull. [Litt.: Wibergs Præstehist I s. 151; Holberg-Aarbog 1920 s. 88 f; F. Bull: Fra Holberg til Nordal Brun s. 200. Bing, Just Johan, 1866—, statsarkivar, litteraturhistoriker, son av sorenskriver i Rakkestad Just Johan B. (1793—1877) og Mariane £. Holst (f. 1838), f. paa gaarden Elvestad i Eidsberg * 1866, kom 1877 ind paa Gjertsens skole i Kristiania, student (pan den klassiske linje) 1883, cand. mag. med laud 1890 (faggrupper: latin og græsk, historie og geograf). I aarene 1891—93 studerte B. historie og litteraturhistorie i Kjøbenhavn, Berlin, Wien og Bonn; i ferierne besøkte han Italien. Vaaren 1893 kom han hjem til Kristianja, og faa maaneder senere utkom hans første bok: Novalis, eine biographische Charakteristik, som han i 1894 forsvarte for den filosofiske doktorgrad. Samme aar begyndte han at holde forelæsninger i litteraturhistorie ved Universitetet, og fra oktober 1895 til mars 1901 var han universitetsstipendiat i litteraturhistorie; 1895—96 studerte han i Paris. Han blev */» 1903 utnævnt til stiftsarkivar (senere statsarkivar) i Bergen. Han var 1897 blit medlem av Kristiania Videnskapsselskap, og i Bergen har han sittet som medlem av bestyrelsen bl. a. i Holbergklubben og i Bergens historiske forening (1910—17). — Gift 12 1900 med Marie (Mimi) Grieg, f. 19% 1872, datter av britisk konsul i Bergen, Johan Grieg. Da B. blev stiftsarkivar i Bergen, var det nogen trange og smaa rum han maatte arbeide i, og arkivet var i stadig vekst; under B.s ledelse har man nylig kunnet flytte ind i et nybygget, mere rummelig og mere moderne indrettet arkiviokale. Bergens-arkivet gjemmer mange værdifulde dokumenter, og B. har ikke sjelden — særlig i Bergens historiske forenings skrifter og i Edda — kunnet offentliggjøre interessante smaa fund fra de gamle pakker; men det som — utenfor det daglige arkivarbeide — har været B.s vigtigste bedrift som statsarkivar, er utvilsomt hans arbeide for den lokalhistoriske forskning. Han har søkt at gjøre arkivet i Bergen til et centrum for denne art forskning paa Vestlandet, og han har tat initiativet til kurser for bygdehistorikere og folkemindeforskere fra hele Norge. I Bergen har B. desuten virket som foredragsholder og som anmelder i Bergenspressen; han skriver baade om malerkunst og teater, men sikkert helst om litteratur. Litteraturkritik og litteraturhistorie har altid været hans egentlige fag og dypeste interesse, helt siden han debuterte i Vidar 1888 med en studie over Shakespeares Ophelia. Paa disse omraader har han været en overordentlig produktiv skribent; foruten en række bøker, har han skrevet mindre artikler og essays til nærsagt alle de nordiske tidsskrifter, samlerverker, festskrifter 0, s. v., hvor litterære studier har kunnet høre hjemme. Efter doktoravhandlingen om Novalis kom i 1896 boken ,Tider og idealer*, hvor B. tegnet billeder av den franske kunst- og litteraturutvikling fra Watteau og Marivaux til Millet og Balzac. I nogen mindre avhandlinger hadde han git karakteristikker av digtere som Klopstock, Heine og Victor Hugo, og sam fulgte de større samlede fremstillinger av: , Europas litteraturhistorie i det 19de aarhundrede" (1906, litt utvidet i den svenske oversættelse i Sylwan och Bing: Europas litteraturhistoria II, 1910), av ,Tysklands aandsliv i det 18de aarhundrede* og av ,Litteraturens indre utvikling i det 19de aarh." (begge i ,Verdenskulturen*). I den tid B. var universitetsstipendiat i litteraturhistorie, synes han imidlertid at ha lagt den tyske romantik og den franske romantisme mere tilside og at ha koncentrert sig om den norske litteratur fra reformationen til vore dager. I boken «Norske digte og digtere" (1898) staar bl. a. to værdifulde karakteristikker av Petter Dass og Chr. B. Tullin. I Nordisk Tidsskrift (Letterstedt) 1902 har B. en avhandling om folkevisernes versform, i Dansk Tidsskrift (1900) skildrer han humanistkredsen i Oslo, i Samtiden (1900) skriver han om Wessels Kjærlighed uden Strømper. I disse samme aar lægger han ogsaa grunden til en senere avhandling i Bergens historiske for enings skrifter mo. 17 om Absalon Pederssøn og hans samtidige; og ved siden av slike litteraturhistoriske studier faar han tid til (i Samtiden 1904, Kringsjaa 1903, Tilskueren 1902 og 03, Bjørnson-festskrift 1902) at lage essays om moderne forfattere som Hamsun, Jonas Lie, Garborg, Kinck og Bjørnson. En samlet fremstilling: Norsk litteraturhistori utkom 1904, og I1 aar senere fulgte en Norsk litteraturhistorie til skolebruk. Likevel har den norske litteratur aldrig været eneraadende i Bs interesser; det viser sig av og til ved spredte smaa studier over Dante og Shakespeare, Goethe og Fröding, 0. s. v. Men det er blit mere og mere klart at de emner som han hyppigst har vendt sig mot og som han ivrigst har søkt at trænge tilbunds i, det er de hjemlige, og da fremfor alt Holbergs og Ibsens personlighet og digtning. Mange enkeltartikler, helt fra 1898 av, handler om Henrik Ibsen, og sine resultater ay Ibsen-studierne samler B. i to bøker: Henrik Ibsen (i serien Mennesker, 1909) og Henrik Ibsens Brand (1920). En lang række enkeltavhandlinger om Holberg faar sin sammenfattende avslutning i boken Ludvig Holberg (i serien ,Nordmænd* 1917) B. har engang sagt at utenfor Norge er Emile Faguet den mand som har betydd mest for hans utvikling. Det han har beundret hos Faguet, er øiensynlig først og fremst evnen til at opfatte og karakterisere en personlighet. Faguet og hans slegtled av franske litteraturforskere reagerte mot Taines teorier og systemer. For dem — sier B. — forklarer uldhandelens opblomstring under Elisabeth svært litet av Shakespeares verk. Slik er B.s egen opfatning ogsaa: Han bryr sig litet om litteraturens historiske bakgrund, gjør ikke engang meget ut av forfatternes biografier; han lager forholdsvis sjelden nye litteraturhistoriske teorier, og har ingen utpræget sans for de store linjer og generaliseringer; blandt sine lærere ved Kristiania universitet fremhæver han ikke Sars, men Ludvig Daae. B. er i det hele mere essayist end egentlig forsker. Det han vil, er netop — som Faguet — at ,beskrive intelligenserne*, gi psykologisk analyse av forfatterne, og betragte litteraturen litterært. Det er karakteristisk at han protesterer mot den vanlige behandling av Holberg som ,sjennembrudsmanden*; for ham er Holberg først og fremst morsom. Han gouterer Holbergs vidd, og han har i det hele en utpræget evne til at fryde sig over og leve med i de talrike bøker han tar fat paa. Han morer sig ved at citere og karakterisere, og hans fremstilling bærer præg av denne hans glæde. Hans bøker og artikler er underholdende, og de bærer altid hans personlighets stempel. Det er sit eget, subjektive indtryk han gjengir, han er i sin genre en typisk repræsentant for impressionismen. I de seneste aar er det imidlertid foregaat en slags omlægning og utvidelse av B.s interesser. I Visteds Kulturens historie III har han skrevet om Digtning, og søkt at forklare poesiens oprindelse hos primitive folk og dens ældste historiske utvikling. Ham er ogsaa mer og mer begyndt at beskjæftige sig med folkeminder og med mytologiske spørsmaal, og har særlig kastet sig over studiet av helleristninger. Novbr. 1922 utgav han i Bergens hist. forenings skr. et arbeide om Aarstads historie. Fra 1911 har B. ofret et stort arbeide paa tydning av broncealderens helleristninger i Norden og har skrevet en række artikler om dette emne i norske og utenlandske tidsskrifter (særlig Oldtiden 1913, Mannus b. VI og VIL, Ord och Bild 29de aarg). ,B.s arbeide* — uttaler prof Haakon Schetelig — ,har hat sin betydning ved at fastslan enkelte karakteristiske grupper av figurer som gjentas i forskjellige ristninger («solguden og hans drabant*), men hans mytologiske tolkning av mingen har hittil ikke vundet almindelig anerkjendelse." Hans studier over helleristningerne har ogsaa ført ham ind paa det rent mytologiske omraade i avhandlinger om Ull og Pallas Athene. Francis Bull. (Litt: Studenterne fra 1883 (jubilæumsskrift 1908); Edda XII 1919 s. 140 f. Bing, Kristian Magdalon, 1862—, tindebestiger og folkemindesamler, søn av skibsfører Lars Hess Bing og Christine Marie Ingebrigtsen, f. i Bergen 1862. Student 1883, juridisk kandidat 1888. Har siden 1891 været sakfører i Bergen. Gift 1915 med Unni Ingebrigtsen (. 1878), datter av materialskriver ved Bergens mekaniske Verksted Edvard Ingebrigtsen. B. har fra ungdommen av hat sterke sportsinteresser og historiske interesser. I Norge har han besteget fjeldtinder og bratte isbræer, i Belgien taarnene paa de store katedraler. Mest bekjendt er hans bestigning av Hornelen (1897). Olav Tryggveson skal ha utført samme bedrift tusen nar før. Samtidig var hans historiske sans levende og særlig interessen for fødebyens historie. Han har her fortjenesten av at han sammen med sakfører W. M. Schielderup har tat initiativet til dannelsen av Bergens historiske Forening (1894). Sportsinteresse og historisk interesse. forbandt sig i hans bøker om de for Bergen særegne sguttekorps*: ,Guttekorpsene i Bergen* 1889. Dræggens Linjekorps Historie (1906). ,Nordnæs Linjekorps og Bataljons Historie" (1908). De to sidste bøker er skrevet i anledning av korpsernes 5 jubilæer. B. er blit landskjendt ved sit arbeide for at faa gjenoptat vor gamle Olavsfest fra middelalderen, ,Olsok". Hans initiativ førte allerede i 1807 til at den blev feiret med glans under Trondhjems 1000-aars jubilæum med Bjørnstjerne Bjørnson som taler. Siden er festen gienoptat rundt om i by og bygd. B. samlet ivrig alle traditioner om festen. Oprindelig var det vistnok middelalderens kirkefest han tænkte paa at oplive. Men under indsamlingsarbeidet gik det op for ham at der bak denne fest for Norges store helgenkonge laa en førkristelig fest, festen for det første korn, høisommerfesten. En prove av sine samlinger om denne fest og den folketro som er knyttet dertil har B. utgit i sin indholdsrike lille bok ,Olsok" 1919. Som folkemindesamler har B. forøvrig særlig interessert sig for den gamle folkelige kalender. Under sine reiser har det lykkedes B. at fremdrage fortidsminder, middelalderske. kirkedører fra Dale i Søndfjord og Hyllestad i Sogn. Hans merkeligste fund er opdagelsen av et stort felt med arktiske helleristninger paa Vingen i Nordfjord (1912). Det var første gang de arktiske ristninger var fundet saa langt sydpaa. Siden er der fundet arktiske ristninger ved Kristiania, ved Drammen og flere steder. B. har været interessert for politik og folkemaal. Han har — baade i politik og maalsak — gaat sin egen vei, som ofte har krydset partiets. Hans interesser og virkelyst har ofte skaffet sig eiendommelige uttryk. I 1905 ivret han for kongedømmet, og et led i hans agitation var at han bygget en række baal paa Ulrikken, saa at aftenen før folkeavstemningen et flammende JA lyste over Bergen, uforglemmelig for alle som san det Just Bing. -aars Bing, Lars Hess, 1761—1819, sorenskriver, topografisk forfatter, son av skibsreder og sjøkaptein Nicolai Christian B. (1724—71) og Mette Dorothea f. Hess (1732—87), f. i Trondhjem 1761 (døpt "/s). Da farens skib 1771 gik under i Middelhavet med mand og mus, blev hjemmets økonomi vanskelig; B. blev tat ut av den lærde skole, og anbragt som skriverdreng hos sorenskriver F.A. Rosted paa Inderøen. B.s gode evner hadde alt gjort sig gjældende paa skolen; hos Rosted arbeidet han sig efterhvert opover, til ,karl* og siden til fuldmægtig, og da han efter 18 aars tjeneste forlot Inderøen, fik han et overordentlig godt skudsmaal av Rosted. Han hadde læst og strævet i disse aar for at forberede sig til dansk-juridisk eksamen, den tok han nu i Kjøbenhavn 1790, blev kort efter prokurator i Trondhjems stift, 1795 birkefoged, skriver og forlikskommissær paa Læsø, men kom 1806 tilbake til Norge som sorenskriver i Østre Raabygdelaget, blev 1810 forflyttet til Ryfylke og 1813 til Søndhordland, hvor han døde paa gaarden Onarheim %% 1819. Gift med Margrethe Cathrine Helene Proft (1767— 1843), datter av hofbokhandler Proft i Kjøbenhavn. I ungdomsaarene paa Inderøen hadde B. været en ivrig friluftsmand, jæger og skiløper, og i krigens tid var han fra 1801 kystmilitær-bestyrer paa Læsø, og organiserte senere i Raabygdelaget paa egen bekostning et frivillig skiløperkorps til forsvar for bygden. Han var overalt avholdt og anset for sin pligttro arbeidsomhets og usnobbete optrædens skyld, og baade paa Læsø og i sine forskjellige embeder i Norge kunde han ved sin interesse for nybygning og opdyrkning staa som et eksempel for befolkningen i bygden. Denne interesse for alt, som hører jordbruket til, kommer ogsaa ofte frem i hans topografiske forfatterskap. Baade hans Physisk og oekonomisk Beskrivelse over Øen Lesøe (Kbhvn. 1802) og hans Topographiske Efterretninger angaaende Oster-Raabygdelaugets Sorenskriverie (tr. i Topogr.-statist. Samlinger, Chr.a 1812) utmerker sig ved at gi torre, saklige og omhyggelige oplysninger om landets naturlige beskaffenhet og befolkningens næringsveier; disse skrifter er bygget paa selvsyn, og har stor værdi som førstehaandskilder. Om B.s hovedverk kan man desværre ikke si det samme. I de aar, da han efter sin eksamen opholdt sig i Kjøbenhavn for at sollicitere, fandt han paa at fordrive tiden med at samle topografiske og statistiske oplysninger fra alskens trykte og skrevne kilder til Norges beskrivelse; han ordnet stoffet alfabetisk, efter mønster av et provinsialleksikon for Danmark, og da han senere fra Trondhjem ved ihærdig korrespondanse hadde øket sin samling, kunde han i 1794 sende til trykning sin Beskrivelse over Kongeriget Norge, Øerne Island og Færøerne samt Grønland. Efter en del forsinkelse utkom boken — 892 sider stor oktav — i 1796 paa Gyldendals forlag i Kjøbenhavn. J.C. Berg har i sit eksemplar (Univ. bibl.) med en viss ret bemerket at B. her har brukt fingrene mere end hodet: alt stoffet er tat fra andre skrifter, man møter sjelden eller aldrig forfatterens egne tanker eller iagttagelser, og Berg klager over at B. aldrig har set paa et kart, mens han skrev. Selv var B. i sin fortale forresten meget beskeden, og haabet paa rettelser og tilføielser som kunde komme følgende oplag tilgode. I S.K. Jentofts lange anmeldelse gjennem syv nummere av Lærde Efterretninger 1797, og i H.G. Bulls Tilleg til B.s bok (134 sider i Kgl. norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19. Aarh. I) blev lagt frem et rikt materiale til at forbedre verket, men noget nyt oplag kom aldrig. En hovedmangel ved B.s store verk er at hans oplysninger ikke lar sig kontrollere, da han ikke gir kildehenvisninger, men nøier sig med i fortalen at ramse op de vigtigste bøker og manuter han har brukt under arbeidet; det merkes ogsaa ofte at han ikke hadde evne til kritisk at sigte det stof han fandt. Allikevel var hans verk for sin tid overmaade fortjenstfuldt, og fortjente i høi grad den ganske store utbredelse som subskribentlisten vidner om. B.s flid var imponerende, og han naadde sit nærmeste maal: at skape det første verk hvor man kunde finde samlet detsljerte oplysninger om forholdene i Norge og i de gamle norske bilande. Francis Bull. (Litt: N. C. Bling): L: H. B. @ bi. in fol. Kra. Bing, Nicolai Christian, 1835—99, ingeniør, søn av toldbetjent i Grimstad Lars Hess B. (1800—79) og Berthe Oline Olsen (1814—81), f. i Kra. 1% 1835, d. sammesteds 2/4 1899. Som sørlandsgutter ofte gjør, drog han som ung tilsjøs, var saa nogen aar navigationslærer og begyndte derefter sine tekniske studier ved højskolen i Hannover. Efter at ha tat diplomeksamen her — som en av de første fuldstændig ingeniørutdannede nordmænd — fik han i 1858 ansættelse i statens havnevæsen. Her forblev han til 1869 med enkelte avbrytelser, bl. a. to aars studieophold i Glasgow. Av større anlæg i havnevæsenet, som B. I 1870 grundla han ,Det norske Bjergnings- & Dykkercompani* der i 1892 gik over til et aktieselskap. B. har i denne virksomhet utført et betydelig og banebrytende arbeide. Han var da ogsaa meget kjendt og gik populært under navnet ,Dykker-Bing", selv før han i 1892 tok op ,.Moses*, vor første store kanon som under omlosningen ved Akers Verksted gik overbord. Historien var meget omtalt og blev behandlet i en revy — Tutti Frutti. 1914) Johan Kinck. Binzer, Jacob Ludvig, 1746—1811, søn av advokat Christian Daniel B. og Elisabeth Sophie Heuriette v. Curti, var f. 4 1746 i Langensebold i Hessen og fik sin tidlig ytrede kundskapstørst først tilfredsstillet i gymnasierne i Schlichtern og Bieber, hvor han særlig studerte matematik og bygningsfag. I 1764 blev han kadet i Hanau og vandt her ved sin flid og betydelige evner kommandanten, Wilhelm v. Huths gunst i den grad at han fk nyde sin velynders personlige undervisning i krigskunst og betragtedes som søn i huset. Da v. Huth i 1786 kaldtes til Kjøbenhavn og blev generalløitnant i dansk tjeneste, tok han B. med og gjorde ham til overkonduktør med premierløitnants karakter i Ingeniorkorpset, og da v. Huth aaret efter faldt i unaade hos den almægtige feltmarskalk, grev Saint-Germain og som avskediget tok ophold i Hanau, fulgtes han trofast av B. I 1771 kaldte Struensee v. Huth tilbake, og B. blev da i 1772 generalkvartermester hos prins Carl av Hessen, hvem han i novbr. s. a. fulgte til Norge, hvor prinsen som kommanderende general skulde sætte landet i krigsberedskap i anledning av den med fare for et fredsbrud med Sverige indtraadte politiske krise. B. Med anciennetet fra 1774 blev B. "io 1776 kompanichet i artilleriet, fulgte i 1778 prinsen av Hessen som adjutant til de tyske og østerriske hære, deltok som volontør i Frederik d. Stores sommerfelttog under den bayerske arvefølgekrig og gjorde sig saa fortrinlig bemerket ved sine sikre og rappe opfattelser av terrængforholdene og bedømmelsen av de militære positioner at han mottok fordelagtige tilbud om at træde i preussisk tjeneste. Selv tilla B. de erfaringer, han indvandt ved disse og efterfølgende studier, særlig i Bøhmen, megen betydning for sin utdannelse. Hans kvalifikationer skulde ogsaa snart komme til utnyttelse i Danmark. Skjønt endnu kun kaptein paa 34 aar blev han 1% 1780 generalkvartermester i armeen. I 1783 fik han den vel avlagte stilling som lærer i krigskunst for prins Wilhelm av Warttemberg, blev i 1785 chef for det nye Holstenske jægerkorps i Kiel og avancerte i 1786 til major og '% 1788 til oberstløitnant. høstes 1788 gik B. Gift "% 1780 i Slesvig med Margrethe Elise Louise Ericius, f. 7 1760 sammesteds og død */s 1839; datter av assessor i overretten paa Gottorp, konferensraad Moritz Christian E. til Dyttebøl og Marie Dorothea Augusta Ahlmann. S. H. Finne-Grønn. [Litt: V. Ødegsard: Norske jægerkorps's historie. (Dansk) Personalhist. Tidsskrift 1. IV. 140 og 8. 1. Biong, Kristian Hjalmar, 1870—, arkitekt, søn av gaardbruker Christian Ruud og Mathea Biong, f. i Ullensaker %/1 1870. Studerte indtil 1892 ved den kgl. Kunst- og Haandverksskole i Kristiania under arkitekterne H. Schirmer og H. Nissen. Drog 1895 til England, hvor han allerede 1888 hadde opholdt sig (Oxford), og arbeidet i halvandet aar i London under arkitekterne Th. E. Colcutt, J. W. Simpson og A. M. Prentice. Var derefter '/2 aar i Chester. Reiste 1898 med stats stipendium atter i England og Skotland, 1899 i Holland, Belgien og Frankrike. Gift m. Magda Nissen (f. 1877), datter av nedenn. ark. Henr. N. B. har siden 1900 praktisert som arkitekt i Kristiania. Blandt hans arbeider kan nævnes: Akershus Amts Sindssykeasyl i Asker, — Sandefjord Bads societetsbygninger (i fællesskap med ark. Nissen) — og nogen villabygninger i Kristianias omegn. Vandt Iste præmie 1907 ved konkurransen om opførelsen av en villa i norsk laftbygningsstil til kongen av Norge. Denne ret karakterfulde bygning opførte han paa Voksenkollen (færdig 1910). — B. har senere væsentlig arbeidet med asylbebyggelse. Har saaledes opført Østfold sindssykeasyl ved Fredrikstad (1913), Landeskogens tuberkulosesanatorium i Sætersdalen (1915), tuberkulosesanatorierne pan Lillehammer (1915) og paa Dikemark i Asker (1922). For Drammens glasverk har han regulert og bygget en arbeiderkoloni paa ca. 30 træhus. Carl W. Litt: Teknisk Ugeblad 1907 og 1910 (om kongevillaen). — Kunst og Kultur II s. 145 fig. — The Studio 1907.) Birch, Paul Hansen, 1788—1863, officer, søn av den tyskfødte landhandler pan Kræmmerbakken i Faaberg Johan Gottfried Reichenwald og Marie Elisabeth Birch, en kjøbmandsdatter fra Læsø, var I. *% 1788 i Faaberg og blev i 1799 tat i søns sted av sin morbror, generalkrigskommissær Hans Jørgen B. hvis slegtsnavn han fik. I 1800 kom han paa krigsskolen, blev i 1805 fendrik ved Sondenfjeldske regiment og repetent ved Landkadetkorpset, i 1806 sekondløitnant og lærer ved regimentets underofficersskole paa Fredrikshald, hvis chef da var prins Christian August. Under ham deltok B. i felttoget 1808, var med ved Prestebakke og Berby m. v., blev straks efter premierløitnant og fik i 1809 ridderkorset av Dannebrog »for fortrinlig brugbarhed, sand kjækhed og rosværdig udholdenhed og aktivitet". I det følgende aar blev han adjoint i generalstaben og adjutant hos kommanderende general, prins Christian August, men trak sig kort efter tilbake fra aktiv tjeneste pan grund av overanstrengelse og svækket helbred og mottok en lærerpost ved kadetkorpset. Ved riksforsamlingen par Eidsvold i 1814 fungerte B. som vaktkommandør, blev kort efter kaptein og divisionsadjutant i generalstaben og deltok som brigadeadjutant hos general Hegermann i det nye felttog med Sverige og var med ved Langenes. I 1815 blev han major, ridder av Sværdordenen 1816, oberstløitnant 1817 og tjenstgjorde til 1823 som referent i Stockholm; ledsaget Carl Johan til kroningen i Trondhjem 1818, blev i 1820 oberst og i 1821 generaladjutant, en post som blev gradert mellem oberst og generalmajor. Den "2 1823 utnævntes B. til chef for Trondhjemske brigade og kommandant i Trondhjem, blev %; 1824 generalmajor, førte i 1825 kommandoen over øvelsesleiren paa Stjørdalshalsen av norske og svenske tropper og blev da Iste adjutant hos kongen. Kommandør av Sværdordenen 1826. Efter Hans Henrik Rodes død blev B. '%: 1831 generalkrigskommissær, tok avsked fra dette embede %i 1859 fra % 1860 at regne og døde 25/, 1863 i Trondhjem, hvor han i de to sidste aar bodde, hos sin svigersøn stiftamtmand Motzfeldt. B. var en fremragende officer med betydelige krigsvidenskabelige kvalifikationer, (fra 1834 medlem av Videnskabsselsk. i Trondhjem, æresmedl. og korrespond. medlem av svenske akademier), men hans minde tør dog trods alle ubestridte militære fortjenester særlig bli bevart for ettertiden gjennem den omfangsrike filantropiske virksomhet han utøvet uten nogensinde at gaa træt. Efter 1831 var general B. ikke bare medvirkende ved, men regelmæssig den grundlæggende og drivende kraft i alle de velgjørenhetsarbeider, som blev sat igang i Kristiania. I personlig offervillighet gik han i spidsen i en grad, som tvang den paa forhaand fordringsløse mand til det enkleste levesæt, og hans ædle og varme hjertelag overfor enhver av samfundets ulykkelige lot ham ofte gi avkald paa det nødvendigste. I Trondhjem foreslog han i 1826 oprettelsen av selskapet , De nødlidendes Venner*, som i 1837 anla det første asyl i Norge, og i Kristiania skyldes , Understøttelsesselskabet for Husarme" og redningsanstalten ,Toftes Gave" og mange flere B.s arbeide sin tilblivelse. Gift %+ 1813 i Kristiania med Anna Cathrine Hoffmann Stenersen, f. "% 1791 paa St. Thomas og død %/: 1840 i Kristiania, datter av byfoged paa St. Thomas Bent Christian S. og Margrethe Birgithe Aarøe. Blandt hans barn er nedenn. statsraad Christian B.-Reichenwald, S. H. Finne-Grønn. (Lit: Norsk mili Tidsskrift 1882. Anker: Norske Generalspersoner. Birch-Reichenwald, Christian, 1814—91, politiker, søn til forannævnte general Paul H. Birch og Anna Stenersen, f. paa Blaker 41 1814, student 1830, cand. jur. 1834, kopist i justisdepartementet fra januar 1835, konstituert byraachef i samme departement fra '/s 1837, byraachef i Kirkedepartementet fra */» 1839, ekspeditionssekretær i samme departement fra **/s 1841, amtmand i Smaalenene fra "1 1847, i Akershus fra '% 1855, statsraad "/12 1858—%/iz 1861, sorenskriver å Aker fra "/u 1869—%2 89, d. i Kristiania % 1891. Gift "/e 1838 med sit søskenbarn Jacobine Ida Sophie Motzfeldt (1812—80), datter til statsraad Peter M. og Erneste B. M. Stenersen. Det var ikke uten betydning for hans senere utvikling, at han kom til at bo sammen med sine forældre i Stockholm i seks av sine barnesar (1818—24) (yet november 1922.) godt som norsk. Efterat han hadde tat artium, studerte han nogen maaneder i Upsala, og senere gjorde han ofte turer til Danmark. Han blev varm skandinav og unionsven. I studenterdagene sluttet han sig til den æstetiske intelligens" som hadde samlet sig om Welhaven, Schweigaard og Dunker, og særlig kom han i varmt venskapsforhold til Dunker og Welhaven. Usedvanlig tidlig var han klar og moden; han blev valgt til førstedirektør i Studentersamfundet for 2det kvartal 1832 og viste allerede her, efter P. A. Jensens vidnesbyrd, ,et udmærket Administrationstalent*. Men alt /s s. a. meldte han sig ut av samfundet i spidsen for 55 andre medlemmer, da hans forslag om at utstøte to for grov usedelighet anklagede studenter blev forkastet (se F. B. Wallem: Det norske Studentersamfund, I 163—168). Han var derefter *% s. a. medindbyder til stiftelsen av ,det Norske Studenterforbund* og var med at grundlægge tidsskriftet ,Vidar*, som han leverte en del oversættelser og notiser til. Han vedlikeholdt ogsaa senere forbindelsen med den samme kreds; han var i længere tid fast medarbeider i , Den Constitutionelle* (oprettet 1836), han gjorde det meste arbeidet med utgivelsen av Welhavens ,Samlede Skrifter* (1867—68) 27 aar gammel var han allerede ekspeditionssekretær. Det var statsraad P. Chr. Holst som sørget for hans forfremmelse, og som fik ham overflyttet fra justis- til kirkedepartementet; denne udmerkede administrationschef hadde fort lagt merke til B.-R.s ypperlige anlæg for det administrative arbeide, hans orden, klarhet og oversyn. De samme fremragende egenskaper viste han som amtmand, og her fik han desuten bruk for sin ualmindelige evne til at omganes folk. I sit Amt," heter det om ham i den tidligste biografi av ham (fra 1860), ,virkede han med stedse mere udviklet Energi og Dygtighed; hans frygtløse Optræden, hans ligefremme Væsen, hans varme Interesse for Districtets Vel erhvervede ham Land-Almuens Kjærlighed i høi Grad*. Og dette som er sagt om hans virke i Smaalenenes amt, gjaldt likesaa vel for hans stilling i Akershus amt: ,Hans Embedsvirksomhed blev i dette mere vidtløftige Amt fremdeles udvidet og prøvet, ligesom hans anerkjendte Duelighed og klare Overblik over Sagerne gjorde ham til et søgt og virksomt Medlem af allehaande offentlige Commissioner og Bestyrelser.* Han var formand i den kgl. kommission av 1854 angaaende sessions- og utskrivningsvæsenet, formand i direktiomen for Hovedbanen 1855 og formand i bestyrelsen for de nye jernbaneanlæg 1958. 34 — Norsk biografisk leksikon. Samme aar han var blit amtmand og hadde flyttet til Moss, blev han valgt til stortingsmand for denne by, og han repræsenterte derefter Moss og Drøbak paa 12te og 14de ordentlige storting, i 1848 og 1854. Paa det første av disse tingene var han formand i justiskomiteen nr. 1, paa det andre formand i veikomiteen og i den ekstraordinære komité om veiskattens fordeling. Paa Stortinget i 1854 møttes han med sine to søskenbarn og svogre, brødrene assesssor U. A. Motzfeldt og fhv. ekspeditionssekretær Ketil Motzfeldt, og han kom til at staa dem politisk nær. Utpræget selvstændige karakterer som de alle tre var, opretholdt de ikke litet av traditionerne fra den gamle nationale embedsmandsopposition; men siden de ikke kunde slutte sig til den nye bondeopposition, blev deres holdning likevel mere regjeringsvenlig, og fra Stortinget i 1857, da B.-R. ikke var medlem, men bosst i Kristiania, hører vi endog at han og Ketil Motzfeldt øvde avgjørende indflydelse til gunst for de kgl. propositioner (Ur Henning Hamiltons brefsamling, I 118). En ting som blev bestemmende for B.-R.s skjæbne som politiker, var hans forhold til kong Karl XV. Da denne som kronprins blev vicekonge i Norge 1856, hadde kong Oscar henvist ham til B.-R. som kyndig raadgiver, og efterhvert blev de personlige venner. Efterst prins Karl i 1857 var utnævnt til regent, tok han mer og mer B.-R. paa raad i regjeringssaker, noget som vakte stort misneie hos statsraaderne, især da B.R. ikke var en ven av regjeringen og dens system. Det var da ogsaa mot dens ønske at han '%: 1858 blev utnævnt til statsraad efter J. H. Vogt. Prinsregenten hadde tilbudt ham at bli statsminister i Stockholm; men han vilde heller overta ledelsen av justisdepartementet i Kristiania, og isteden fik han sin ven Georg Sibbern, kronprinsens kabinetssekretær, gjort til statsminister. Denne delvise omdannelse av den norske regjering, faa maaneder efter det næsten fuldstændige regjeringsskifte i Sverige, vakte frygt for et prinselig siunkerregimente*; det sande forhold var at det var B-R. som nu tok ledelsen i statsrandet. Den offentlige opinion hadde krævet Frederik Stangs gjenindtræden i regjeringen, og B.-R. blev mottat med almen mistro, ja skildret som repræsentant for ,Reaktionen*. Men likesom prins Karl i februar 1858 hadde erklært at han vilde grundlægge ,et ægte constitutionelt System*, saaledes stillet B.R. efter utnævnelsen som program i et brev til ham at støtte hans styrelse i ,fuldt constitutionel og sandt liberal Aand". I virkeligheten var B.-R.s regjering (om man tør kalde den saa, — formelt var han jo ikke dens formand) den første som bevisst satte sig til maal at samarbeide med Stortinget og dets flertal. Han vilde ikke netop parlamentarisme; for han holdt sterkt paa den magtfordeling han mente at finde i grundloven. Hans nye politik viste sig i jurysaken. Det var han som i 1857 hadde hindret at regjeringens uttalelse om, at jurydomstoler stred mot grundloven, blev godkjendt av kongen ved negtelsen av sanktion paa juryloven. Mens han nu: sommeren 1859 var medlem av statsraadsavdelingen i Stockholm, henstillet han til justisdepartementets chef, statsraad Manthey, at ta op til droftelse spørsmaalet om at faa ændret de grundlovsbestemmelser som kunde være i veien for juryens gjennemforelse. Manthey avslog dette; men B.-R. fik avdelingen i Stockholm med sig, og da regjeringen i Kristiania likesaa enstemmig stillet sig imot, fik han kongen til at paalegge den at opnævne en kommission til at overveie saken (19 1859). Han tvang regjeringen til at ta jurysakens hovedmand Johan Sverdrup med i kommissionen; ved hjælp av et hardt press fik han ogsaa Frederik Stang til at gaa ind, og i febr. 1860 fik han fremsat kgl. grundlovsforslag om de nødvendige grundlovsændringer, likesom han i mars s. a. fik nedsat en kgl. jurykommission, der mænd som Fr. Stang, Joh. Sverdrup og B. Dunker var medlemmer. Alt i april 1859 hadde han faat regjeringen med paa at opta kompromisforslag som skulde gjøre ende pan den langvarige strid med Stortinget om sjøfartsloven (sjørettens sammensætning) og om offentlig votering i høiesteret; sjøfartsloven blev ogsaa gjennemført i 1860. Det var principmessig imøtekommenhet som saaledes blev vist mot Stortinget. Noget av det som sterkest øket mistroen mot B.-R., var hans formodede unionspolitik; det blev alment antat at han likefrem vilde arbeide for norsk-svensk ,amalgamation" (se saaledes J. E. Sars, Norges politiske Historie 1815—85, s. 498 fg., 504 fg.). Og helt grundløst var det ikke; prins Karl hadde i 1857 kunnet betegne ham som ,sjilen i det unionella partiet*, og han hadde under tingsamlingen i det aaret lagt sin indflydelse i vegtskaalen for to vigtige tiltak i unionspolitikken: ny mellemrikslov, og lov om svenske dommes retsvirkning i Norge. Men vaaren 1859 var der enighet i regjeringen om at disse sakerne kunde det ikke være tale om at ta op igjen. Det eneste B.R. foreløbig vilde arbeide for, for at imøtekomme svenske krav og fremme kongens ønske om militært samvirke mellem de forenede riker, var at fan ophævet bestemmelsen i grundlovens $ 25 om at det norske landvern ikke kunde bli brukt utentor Norges grænser. ; Stortingets flertalsvilje opfyldt. Han hadde selv stemt imot U.A. Motzfeldts forslag herom i 1854, fordi han ikke vilde ha saken tat op før dens løsning var trygget; men i realiteten var han enig, og høsten 1859 lyktes det ham at faa baade kong Karls tilsagn om sanktion paa en ny beslutning av Stortinget og de svenske statsministres uttalelse for at Norge kunde gjennemføre saken paa egen haand. Efterat Stortinget saa *1» 1859 atter hadde vedtat statholderpostens ophævelse, tvang imidlertid den svenske opinion baade kongen og de svenske statsministre til at gaa fra sit ord, og efter haard kamp blev vedtaket negtet sanktion '/ 1860. Nederlaget vakte i Norge en forbitrelse, som delvis særlig vendte sig mot B.-R. Sikkert betydde det ogsaa noget for hans stilling i denne kamp, at hans regjering paa forhaand hadde svak støtte i den norske opinion og i saa hoi grad var henvist til kongens velvilje, og selv om, et direkte mistillidsvotum blev forkastet i Stortinget, hadde nederlaget faktisk svækket regjeringen. Samtidig førte kampen til at forholdet mellem kongen og B.-R. blev mindre godt. Han vandt vistnok en styrkelse for sin politik da han 18/5 1860 fik Ketil Motzfeldt utnævnt til statsraad; men */» s. a. maatte han finde sig i at Storm Wergeland kom ind i regjeringen som arméminister, mens han hadde ønsket at faa den mand som i 1868 blev W.s etterfølger, N. Irgens. Den svenske riksdags krav hadde gaat ut paa at statholderspørsmaalet skulde gaa ind som led i en hel unionsrevision. Dette var foreløbig. utskutt i april 1860; men i mars 1861 optok den svenske regjering forslag om en unionskomite med ubegrænset revisions-mandat. En optegnelse av B.-R. '% 1861 viser at hans program var .StatholderSagen som Forenings-Middel og forberedende en derefter følgende begrændset Revision ($ 25)*, og han tænkte paa at gaa av, siden kongen erklærte sig enig med svenskerne. Men da det viste sig umulig at faa en norsk regjering som vilde gaa med paa det svenske revisionskrav, besluttet kongen sig til at taale et foreløbig avslag fra norsk side, og B--R. utarbeidet da den norske regjerings betænkning til begrundelse herfor (det Ag. aar utgit av ham i ,Actstykker angasende Revision af Foreningen'), Denne betenkning, av */o 1861, vedblev længe at være den grundlæggende fremstilling av Norges ret i unionen. Men den førte ogsaa til B.-Rs fald. Til forklaring av det norske avslag hadde han bl.a. henvist til statholdersakens utgang og derunder hentydet til den holdning de svenske regjeringsmedlemmer paa forhaand hadde indtat. Denne hentydning vilde den svenske regjering ikke taale; kongen og Sibbern krævde den strøket, og uagtet B.-R. gik med paa avdæmpning, vilde han ikke finde sig at dette led i tankeføringen blev helt fjernet. Hans kolleger i Kristiania var oprindelig helt enige med ham; men flertallet av dem bøide sig tilstut for kongens krav, og BR. gik da utav regjeringen "14 1861, fulgt av K. Motzfeldt og H. Chr. Petersen. Det var første gang i norsk historie at en hel kreds av statsraader gik av paa en strid om sak. Det var i virkeligheten spørsmaalet om forberedelsen av en omfattende unions-revision striden gjaldt, og det var et nyt program som seiret da Fr. Stang mu traadte ind i regjeringen. Idet B.-R. gik av som statsrand, var i virkeligheten hans politiske rolle utspillet. Han blev valgt til repræsentant for Kristiania paa stortingene 1862—64 og 1865—66, han var her formand i kirkekomite nr. 2 1862—63 og i gagekomiteen 1865—66, og paa det sidste stortinget var han præsident i lagtinget. Men parlamentarisk fører blev han aldrig. Han hadde statsmandens tænkning og vilje, han var altid stø paa sig selv og uræd for handlingens ansvar. Men trods alt personlig vindende væsen manglet han enhver agitatorisk evne. ,Jeg har ikke let for at gjøre sterke uttalelser om grundene for min handlemaate,* sa han engang i en stortingsdebat (1 1863). Han eide heller ingen begavelse som taler. Han tænkte saklig som en departementsmand, og han kjendte ingen anden vei til seier for sin mening end den tørre saklige argumentering. Derfor var han udmerket skikket til at styre som minister; men han kunde aldrig bli partifører eller folkehøvding. Paa stortingene i 60-aarene hadde han om sig en liten flok som fulgte ham og derfor blev kaldt .birkebeinerne*, og særlig blev han beskyldt for at bruke disse sine tilhængere til at ødelægge regjeringens forslag til ny vernepligtslov i 1863 og 1866; men hans optreden i dette spørsmaal var i fuld konsekvens med hans tidligere opfatning av militære og politiske spørsmaal. 1 1863 optraadte han som eneste taler imot den kompromisuttalelse om unionsrevision som G. P. Harbitz og Sverdrup hadde istandbragt, fordi han i dette spørsmaal fandt det ,av høieste vigtighet at der paa hvert stadium raader den størst mulige klarhet og bestemthet i statsmagternes uttalelser*; men han fik bare seks mand med sig. Ogsaa efterat han hadde gaat ut av den aktive politik, idet han i 1866 flyttet bort fra Kristiania ut i Åker, vedblev han at være levende interessert i tidens politiske spørsmaal, og ved enkelte leiligheter søkte han at øve indflydelse til fordel for sine synsmaater. 1 1872 henstillet han til kong Oscar at opgi kampen mot Stortinget i prolongationsspersmaalet; baade i 1874 og i 1880 raadet han kongen til at si sanktion i statsraadssaken, og han blev antat for at være den virkelige forfatter av den henvendelse til kongen i denne sak, som Ketil Motzfeldt i 1880 fik samlet 68 tingmænd om (se Koht: Johan Sverdrup, I 274 fg.). Men alle slike forsoningstiliak blev faafængte. Han var saaledes stadig en politiker i nederlag, og han blev mer og mer en melankoliker. Men hans gjerning hadde likevel hjulpet til at bære frem en ny politik i Norge. Utenfor hans politik er at nævne at han var ordfører i Kristiania kommune 1846 og 1862—66. Halvdan Koht. [Litt.: Biografi i dansk Must. Tid. I (1850—60), s. 171 av [A. Munch; i Illustr. Nyhedsblad 1861, s. 5—6 og 13—14; i Skilling-Magazin 1867, s. 200—214. En karakteristik av ham fra Stortinget 1866 er git i Ilustr. Tid. VIII, s. 70 av Clemens Petersen (som væsentlig uttaler B. Bjørnsons opfatning), og karakteriserende uttalelser findes i Johaune Luise Heiberg og A. F. Krieger, En Samling Breve, Il, s. 18 (brev fra fru Heiberg av " 1865), og i Orla Lehmann, Norge og Nord mændene, 1865, s. 35-36. Se ellers mange steder i Ketil Motzfeldts Dagbøger 1854—89 og I Aug. Chr. Mantheys Dagbøger 1856—74, I—II. Ved hans utneevnelse til statsraad i decbr. 1858 indeholdt en mængde aviser uttalelser om ham, se f.eks. Morgenbladet nr. 350, 354, 357—359, Aftenbladet nr. 296, 207 og 304, og en ny pressekamp gik for sig ved hans avgang i decbr. 1861, se bl a. et indleg (av B. Dunker] i Aftnbl. nr. 300 og 302. Til forstaselse av ministerkrisen i 1861 er offentliggjort fremstillinger og skrivelser fra B.-R.s haand i Hist. Tidsskr. 4. R. IV 256-282 (1906), sammen med optegnelser av K. Motzfeldt sst. 201—248, altsammen optrykt I K. Motzfeldis Dagbøger, s. 12—66. Hertil hører desuten skrivelser fra H. Chr. Petersen 1858—61, trykt i Hist. Tidsskr. 4. R. IV 209—420 (1907) og en redegjørelse fra 1883 av Fr. Stang, trykt i utdrag i Morgenbladet 1908, nr. 210. Paa grundlag herav og av Mantheys Dagbøger er en særskilt fremstilling git av I. Schøning i Samtiden 1909, s. 265—280, fulgt av et motlæg av B. Morgenstierne med offenliggjørelse av breve fra G. Sibbern sst, s 312—331. De ældre fremsiillingerfolger vaesentlig Protokolkomiteens uttalelser i Storthings Forhandl. 1862—63, Indst. O. II 91-96. Til hjælp ved fremstillingen her ovenfor er desuten brukt et utrykt skrift av Andreas Hjelm, som bygger paa B.-R/s efteratte papirer.) Bireh-Reichenwald, Peter, 1843—98, statsraad, senere borger mester, foreganendes søn. Født i Kristiania */1 1843, student 1860, juridisk kandidat 1865. Efter i nogen aar at ha været sorenskriver fuldmægtig blev han i 1868 fuldmægtig hos regjeringsadvokat Dunker og i 1870 høiesteretsadvokat. Han praktiserte derefter som advokat i Kristiania indtil 1881, da han blev utnævnt til den nyoprettede stilling som ekspeditionschef i Justisdepartementet for fængselsvæsenet. Skjønt sterkt politisk interessert stod B.-R. længe utenfor det akt politiske liv, da han tilhørte den Motzfeldt-Rollske fraktion av høire, der var i minoritet inden partiet i Kristiania. Ved dannelsen av Emil Stangs første ministerium i juli 1889 gik han imidlertid ind i dette som arbeidsminister. Hans utnævnelse er tildels blit opfattet som en manifestation av, at den kløft i det norske høire nu var helet, som blev slaat ved revisionssakens behandling i 1861, da Frederik Stang og hans meningsfæller avløste Chr. Birch-Reichenwald og K. Motzfeldt i regjeringen. Dette var dog neppe tilsigtet, om det end gav faktisk uttryk for, at høire atter var blit samlet. I B.-R:s arbeidsministertid gjenoptokes jernbanebygningen i Norge, som hadde ligget helt stille siden 1884. B.R. gik av med den øvrige regjering i mars 1891, og samme høst blev han valgt til stortingsmand fra Kristiania. Som stortingsmand hadde han en betydelig del i jernbanekompromisset av 1894, og under krisen sommeren 1892 var han en av de mest fremskutte inden den fraktion av høire, som holdt pa at høire kun burde danne regjering paa platformen: Tilfolgetagelse av stortingsbeslutningen i konsulatsaken. Da Thorne gik ut av det andet Emil Stangske ministerium i mai 1894, gik B.-R. for anden gang ind i regjeringen, denne gang som chef for Indredepartementet. Ved regjeringens avgang oktober 1895 blev han utnævnt til borgermester i Kristiania. I Kristiania kommunale liv tok B--R. en fremragende del. Man var medlem av formandskapet 1881—89 og var viceordforer aarene 1881—84 og 1887—88. Fra nytaar 1889 til sin utnævnelse til statsraad var han ordfører. I 1893 blev han byens kæmner, og ved" sin fratrædelse som statsraad i 1895 som nævnt borgermester og chef for magistratens 2den avdeling, hvorunder de fleste tekniske anliggender sorterte. I denne stilling døde han % 1898. B.-R. var en av fotturlivets pionerer i Norge og et ivrig medlem av Den norske Turistforening, i hvis bestyrelse han sat i en række av aar. Gift 1876 med Alette Marie Christensen, f. ™ 1849, datter av grosserer Arne Christensen og hustru Emilie f Reiersen. Arne Rygh. Bircherod, Jens, 1664—1720, biskop, søn av professor theol. Jens Jensen B. (1623—86) og Else Nielsdatter (d. 1678), var f. i Kjøbenhavn 1664, blev student 1679, studerte flere aar utenlands, tok magistergraden i Kjøbenhavn 1688, blev 1689 sogneprest i Gladsakse paa Sjælland og 1705 biskop i Kristiansand. Døde *% 1720. Gift med Elen Dorthea Lemvig, datter av sogneprest Søren L. til Borup. Efter alt hvad man vet var B.en streng og myndig biskop, som uten persons anseelse søkte at hævde bispeembedets autoritet og opretholde kirkelig orden i sit stift. Et særlig stræv hadde han med at bringe skik paa Kristiansands latinskole, som under mag. Tobias Jensens rektorat var kommet i et bedrøvelig forfald. Det lyktes ham imidlertid kun daarlig. Mislykket blev ogsaa hans forsøk paa at faa tilbake de mange dokumenter fra bispestolens arkiv som hans forgjængere hadde utlaant til Arne Magnusson. I litteraturen gjorde han sig bemerket ved utgivelsen av et latinsk skrift om Elefantordenen (Breviarium equestre etc. Kbh. 1704) efter et manuskript av Ivar Hertzholm. Andreas Brandrud. [Lite A. Faye: Kristiansands stift s. 284 fg] 536 Birkeland. Birkeland, Kristian Olaf Bernhard, 1867—1917, fysiker, søn av kjobmand Reinert B. (1838—99) og Ingeborg Susanne f. Ege (1841—1913), f. i Kristiania "12 1867, student 1885, cand. real 1890, universitetsstipendiat 1893, ekstraordinær professor i fysik 1898, dr. ing. hon. c. fra Technische Hochschule. Dresden 1908, d. i Tokio "% 1917. Gift 1905 med Ida Augusta Charlotte Hammer (f. 1863), datter av provst Christopher Johannes H., Stavanger; egteskapet opløst 1912. Helt fra sine første ungdomsaar viste B. utprægede interesser og evner for naturfagene. Disse interesser synes han at ha arvet fra sin farfar, Tønnes Thoresen B. (1803—75) — bondesøn fra Bakke sogn ved Flekkefjord, senere lærer og kjøbmand i sidstnævnte by — en høit begavet og dypt religiøs natur, som gjennem hele sit liv bevarte en brændende interesse for naturvidenskap, og som ved selvstudium hadde skaffet sig omfattende kundskaper i geologi og i aarenes løp erhvervet en betydelig mineral- og stensamling. Som gymnasiast ved Aars & Voss skole begyndte B., opmuntret av sin lærer dr. Elling Holst, at sende bidrag til Zeuthens ,Tidsskrift for matematik" og fortsatte hermed i de første studentsar (f. eks. »Antallet av frie bevægelser i et leddet stangsystem* (1886) og ,Generalisation av Sylvesters skjæve pantograph* (1887)). Hans evner og tidlige modenhet i matematisk tænkning fremgaar forøvrig klarest av et arbeide ,Une methode énumerative de la géometrie* som han utgav sommeren 1914 sammen med sin assistent Skolem (Kristiania Vid. Selsk. skr.). I dette arbeide er hele Iste kapitel en ordret gjengivelse av en avhandling B. hadde skrevet i 18-aarsalderen og deponert i Videnskabsselskapet. Efter etpar aars ophold ved Universitetet gled imidlertid B. B.s første fysikalske arbeide ,Om elektriske svingninger i trade" utførte han i løpet av vinteren 1891—92. Samtidig hadde han for økonomiens skyld overtat en lærerstilling ved Aars & Voss skole og drev undervisningen med en saadan energi, at lærerne i de øvrige fag tildels maatte holde igjen. I de nærmest følgende aar opholdt B. sig med stipendier i utlandet. Han studerte først teoretisk fysik i Paris under Henri Poincaré, arbeidet derefter sammen med genferfysikerne Ed. Sarasin og de la Rive, kom i hostsemestret 1893 til Bonn og efter Hertz's død til Leipzig. I alle disse læreaar beskjæftiget han sig fortrinsvis med problemer av matematisk-fysisk natur og særlig problemer vedrørende energioverføringen i det elektromagnetiske felt. Toppunktet av hans matematiskfysiske produktion er hans løsning av Maxwells ligninger (trykt i Archives de Geneve 1895). Ved opdagelsen av røntgenstraalerne blev B. fanget av den almindelige interesse for det nye forskningsfelt som derved var aapnet, og for resten av sit liv blev han eksperimentalforsker. I de første forelæsninger han holdt som universitetsstipendiat (1896) vindforte* Herunder kom han ogsaa ind paa sit livs hovedverk — forskningerne over nordlys, jordmagnetisme og andre kosmisk-fysiske problemer. Ved den anden nordlysekspedition, Den norske nordlysekspedition 1899—1900, blev der paa fjeldtoppen Haldde i Alta — mellem Kaafjord og Talvik — bygget to smaa observatorier. Efter B.s forslag og efter store økonomiske ofre fra hans side" besluttet den norske stat i 1910 at utvide og vedlikeholde disse som permanent geofysisk observatorium, et i sit slags enestasende foretagende under den 70de breddegrad. I løpet av vinteren 1902—03 hadde B. igang fire polarstationer (Matotschkin Schar paa Nowaja Semlja, Axeløen paa Spitsbergen, Dyrafjord paa Island og Kaafjord i Finmarken) med den hovedopgave at skaffe magnetiske registreringer til kartlægning av de magnetiske storme i nærheten av nordlyszonen. Av disse stationers observationsmateriale rak B. bare at utgi Iste bind omfattende aarsaken til de magnetiske storme og jordmagnetismens oprindelse. (The Aurora polaris Expedition 1902—03, trykt i 1908 og 1913). I dette store verk paaviser B., at de undersøkte magnetiske storme kan forklares som en virkning av de katodestraaler fra solen, som efter hans teori frembringer nordlyset. Med sin rigdom paa detaljer, sin originalitet og fuldstændighet i diskussionen er dette verk utvilsomt et av de betydningsfuldeste bidrag som er frem kommet til opklaring av jordmagnetismens natur. Det danner forsaavidt en værdig fortsettelse av Hansteens banebrytende arbeide pan samme omraade. Av særlig betydning for forstaaelsen av nordlyset er de i verket beskrevne forsøk med at reproducere dette fænomen i laboratoriet ved i et vakuumkar at bestraale en liten magnetisert kule — Bs gterrella* — med katodestraaler. Ved disse forsøk kunde nemlig B. iagtta omkring terrellaen de samme strømbaner av katodestraaler som han ved studiet av de magnetiske storme fandt igjen i naturen selv. I sine hovedtræk maa derfor nordlysproblemet mu ansees løst, saa meget mere som professor Størmer gjennem direkte beregninger av elektriske korpusklers bane i rummet omkring jorden kommer til resul tater som stort set stemmer med B.s teori og forsøk. Under B.s fortsatte undersøkelser traadte imidlertid den oprindelige nordlysteori mere og mere i bakgrunden. Den blev bare et enkelt ledd i en vældig kosmogoni-hypotese om solers og planeters tilblivelse, deres undergang og desintegration. Gjennem terrellaforsøkene mente han nemlig at ha fundet forklaringen paa en hel række av de uløste gaader i verdensrummet, som f. eks. Saturns ringer, zodiakallyset og solens korona, dens flekker og fakler. Disse problemer er indgaaende behandlet i hans avhandling ,Sur Vorigine du monde" i Archives de Geneve for 1913. I det verdensbillede B. her har dannet sig paa grundlag av terrella-forsokene og de øvrige nordlysstudier, fæstet han sig især ved zodiakallyset som et av de tigste ledd i sin beviskjede, og utforskningen av dette beskjæftiget ham i hans sidste leveaar. I 1919 foretok han saaledes en kortere ekspedition til Ægypten, hvor han samtidig med magnetiske registreringer tok parallaksefotografier av zodiakallyset fra Assouan og Khartum. Lignende observationer lot han utføre i 1915—16 først i Assouan og Helouan (ved Kairo) og senere i Helouan og Salisbury i Rhodesia. Selv bodde han i sine sidste leveaar i Helouan, hvor han hadde kjøpt en prægtig eiendom og opført en egen observatorie- og laboratoriebygning. De undersøkelser B. her utførte tok særlig sigte paa at konstatere, om der er nogen sammenhæng mellem de jordmagnetiske storme og variationer i zodiakallysets styrke. I det sidste saa han nemlig en manifestation av solens elektriske aktivitet. Disse vigtige arbeider blev desværre avbrutt ved hans altfor tidlige død. Ved siden av B.s intense virksomhet paa den rene fysiks og den kosmiske fysiks omrasde har han ogsaa i teknikken gjort et banebrytende arbeide. Fra først av var det vistnok økonomiske hensyn som bragte ham til at beskjæftige sig med tekniske problemer. Han haabet ad denne vei at kunne skaffe sig midler til at gjennemføre sine mange videnskabelige planer. Dette lykkedes ogsaa. En tilfældig iagttagelse under forberedelsen av en forelæsning ledet ham først til konstruktionen av den elektromagnetiske kanon som i sin tid vakte adskillig opsigt. Hittil har dog denne ikke faat nogen praktisk betydning, bortset fra, at B. under eksperimenterne med den blev opmerksom paa det magnetiske veksel-felts evne til at sprede den elektriske lysbue ut til en flammeskive. B.s opdagelse av denne flammeskive førte igjen til epokegjørende metode til oksydation av luftens kvælstof. I samarbeide med daværende ingeniør Sam Eyde har B. herved løst et av teknikkens verdensproblemer og skapt grundlaget for en av vort lands vigtigste storindustrier. Den videnskabelige og tekniske løsning av problemet maa herunder sies stort set at være B.s verk, mens Eyde med sin geniale orga tionsevne har æren av den enestanende utnyttelse av opfindelserne og maa regnes som skaperen av den norske salpeterindustris store bedrifter ved Rjukan og andetsteds. Sine forsøk med salpeterfremstillingen paabegyndte B. i 1903, og allerede i 1907 hadde den nye industri tat 30000 elektriske HK i sin tjeneste. I de mellemliggende aar sparte heller ikke B. sin arbeidskraft, og det er næsten ufattelig, at han ved siden av sin interesse for arbeidet med salpeterfremstillingen og andre tekniske problemer, som skaffet ham en mængde patenter, ogsaa kunde holde vedlike sine nordlysforskninger og ha kraft og tid tilovers for disse arbeider. Men hans interesse for de sidstnævnte — som for sin videnskap overhodet — kjendte ingen grenser. Forskertrangen var endel av B.s inderste væsen. Den drev ham til arbeide langt utover det maal som en menneskelig konstitution kan taale. Hans helbred blev saaledes litt efter litt undergravet. En tiltagende døvhet generte ham særlig sterkt, og opholdet i Ægypten bragte ingen varig bedring. Søvnløs og slitt som han var, vilde han allikevel i 1917 vende hjem for at sætte igang nye nordlysundersøkelser paa Haldde. Hjemveien la han over Østasien paa grund av krigstilstanden. Paa denne reise døde han i Tokio. keland-Eydes Professor Nagaoka ved det keiserlige universitet i sidstnævnte by holdt mindetalen ved hans bisættelse dersteds og sluttet herunder med følgende anerkjendende dom: ,Men hvad han har utrettet i sit livs 30 aar er like glimrende videnskabelig og teknisk som polarlysets blændende bølger som øvet slik mægtig tiltrækning paa ham. Hans navn vil længe bli staaende som en pryd for den norske nation. I den videnskabelige verden vil det længe bli erindret i beundring og ærefrygt. Og det vil spore til efterfølgelse." B.s aske blev efter verdenskrigens avslutning ført hjem til Norge og bisat i Kristiania den */» 1919. I forbindelse med denne bisættelse holdt Universitetet en mindehøitidelighet. B. var utvilsomt en av de friskeste og selvstændigste videnskabelige begavelser vort folk har eiet. Fuld av fantasi og intuitiv skaperevne, av ideer og planer og initiativ staar han for sine medarbeidere og elever som forskeren av guds naade. Baade hans videnskabelige virksomhet og hans egen personlighet var som et friskt veir. Som universitetslærer ydet han derimor i sin regulære undervisning intet fremragende. Han hadde hverken tid eller taalmodighet til at ofre meget paa forberedelsen av sine forelæsninger, og hans mundtlige foredrag var altfor springende. Men hans egen being og energi virket smittende og skaffet ham selv elever og hans videnskap venner i alle kredser av vort folk. I den sidste henseende har han hat en betydning som faa andre norske videnskapsmænd. Hans rent videnskabelige fortjenester ligger hovedsagelig paa nordlysforskningens omraade. Her har hans arbeide brutt nye baner og skapt en egen norsk videnskabelig skole. Et varig minde herom er bl. a. det ved en privat indsamling (i 1917 og 1918) dannede ,Kr. Birkelands Fond for geofysisk forskning". — Dette fond vil ogsaa i fremtiden sikre geofysikken forholdsvis gunstige arbeidsvilkaar i vort land. Sem Sæland. [Lit.: Sem Sæland: Fysisk Tidsskrift, XVI, 1917 og Tale ved Universitetets mindehøitidelighet " B. var, som sam mange av vore betydelige mænd, kommet fra meget smaa kaar. Hans far var skipper, og de var ved slegtningers hjælp han kom sig frem til artium. Som student maatte han største delen av tiden livnære sig selv: i to aar var han huslærer, og derefter fik han en ansættelse i Riksarkivet. Det var vel ogsaa hovedsagelig de trange kaar, som gjorde, at B.s embedsstudium blev retsvidenskapen; hans interesse gik i anden retning, men retsstudiet kunde fortest føre frem til et levebrød. Uagtet B. — optat av andre interesser og av kampen for det daglige brød — ikke kunde ofre synderlig tid paa sit embedsstudium, tok han en juridisk eksamen, som der stod glans av. Det var som en tidlig modnet og levende interessert ung mand B. i 1845 kom til universitetet. Hans interesser samlet sig hovedsagelig om historie og politik. Hans politiske interesser hadde tidlig faat næring; han var vokset op i Egersund, hvor Uelands politik hadde sterke røtter, og han hadde som skolegut i Stavanger færdedes i byfoged Christensens hus. Baade hans historiske og hans politiske interesser fik ny næring, da han som huslærer paa Eidsvold kunde leve sig ind i traditionerne fra riksforsamlingen og fra Henrik Wergelands tid og kunde studere det arkivmateriale, han der kom i berøring med. B.s studieaar og hans første ungdom faldt i en sterkt bevæget tid De nye tankeretninger, februarrevolutionen hadde utløst, satte ogsaa i Norge sindene i uro og vakte bevægelse i studenterverdenen. B., som oprindelig var sterkt paavirket av Uelands politik, var — for at bruke hans egne uttryk — demokrat og republikaner. Han færdedes adskillig mellem stortingsmænd og tok ivrig del i de diskuterende kredser som i de tider dannet sig indenfor studenterverdenen. Dette rike samliv med kamerater og med aandsinteresserte mend i det hele fortsatte B. frem gjennem aarene. Stor betydning for ham — og ogsaa for andre av deltagerne — fik saaledes Hollændernes kreds, som B. gjennem en række av aar var et ivrig medlem av. Kredsens centrum var Botten Hansen; av andre deltagere, som var mere eller mindre fast knyttet til kredsen, kan nævnes Ibsen, L. L. Daae, Friele, Asbjørnsen, Oluf Rygh, Ivar Aasen, Vinje og Bjørnson. B.s store evner og hans harmonisk utviklede, fast sluttede personlighet henledet tidlig opmerksomheten paa ham. Gjennem alle hans ungdomsaar var det den almindelige dom, at han var skikket til en stilling første række, enten i politik eller i videnskap. Fra aktivt politisk arbeide var B. imidlertid gjennem mange aar avskaaret; han var ansat i Riksarkivet og var av den grund ikke valgbar til Stortinget (Riksarkivet var jo dengang et kontor under Kirkedepartementet). En utløsning fandt imidlertid hans virkelyst og hans interesse for alt offentlig liv gjennem hans arbeide i Kristiania bystyre; han var medlem av det fra 1869 til 1894. Det var efter B.s hele anlæg i virkeligheten ikke blandt republikanerne eller i det hele blandt den tids opposition han hørte hjemme; tidlig nærmet han sig da ogsaa høirepartiet, hvor hans naturlige plads var, og sluttet sig efterhaanden helt til det. Skandinavismen fandt i ham en varm og virksom tilhænger. Historiske studier blev det, som gjennem mange aar hovedsagelig la beslag paa B.s tid ved siden av det embedsmæssige arbeide sarkivet. Noget omfattende forfatterskap kom han ikke til at utfolde. Grunden var vel hovedsagelig den, at han ikke hadde nogen stor produktionstrang; hadde han studert sig gjennem et emne, hadde han større lyst til at kaste sig over nye opgaver end litterært at bearbeide det, han hadde vundet. Men andre grunde kom utvilsomt til. B. hadde helt fra ungdommen av hat svak helse, og han hadde slitt haardt paa den i det tunge arbeide, som studier og fattigdom la paa ham; ret som det var blev han nødt til at ta hvilepauser. Og saa la arbeidet i Riksarkivet stadig større beslag paa hans tid, eftersom han rykket op i graderne. -B.s litterære produktion kom derfor hovedsakelig til at bestaa i mindre arbeider (Selskapet for Norges Vel's historie, en fremstilling av Stortinget 1815—16, et foredrag om ,Vore fædre", Om tienden og dens indløsning, Det norske postvæsens oprindelse og første begyndelse m. m.) samt i avhandlinger, som aldrig kom længer end til manuskript, idet forfatteren enten hadde tænkt dem som led i større arbeider, der aldrig blev fuldført, eller av andre grunde ikke fik dem færdige til trykning. En større del av B.s historiske arbeider er samlet av Fr. Ording og utgit av Den norske historiske Forening (2 bind 1919—21). De gir et sterkt indtryk av B.s betydelige evner som historisk forsker og som historisk forteller. Ved siden av disse arbeider foreligger fra B.s haand en omfattende samling haandskrevne historiske optegnelser, frugten av et langt liv i læsning og studier, kritisk samlet og systematisk ordnet, et værdifuldt hjælpemiddel for andre historikere ; den er i Riksarkivets eie. Uagtet B.s videnskabelige produktion saaledes ikke blev stor, kom han til at øve en betydelig indflydelse pan samtidens historieforskning. Han blev søkt av alle, og det han kunde gi, var ikke bare faktiske oplysninger, men ogsaa et helhetssyn paa vor historiske utvikling og en aandfuld, baade politisk og psykologisk forstazende, opfatning av alle enkeltheter. Alt fra tidlige aar var det et nyt syn paa vor historie, han gjorde gjældende. - Begeistringen for sagatiden grep ham ikke. Langt mere trak det 17de og 18de aarhundrede — de saakaldte mørke aarhundreder — hans opmerksomhet til sig. Og det som særlig fængslet ham, var de røtter, som fra vor egen tid gaar tilbake til denne periode. Det var dansketidens norske mænd han betegnet som ,vore fædre*. Han vendte ,derved opmerksomheten paa et avsnit av vor historie, som tidligere forskning hadde forsømt, og banet vei for en roligere og mere forstaselsesfuld vurdering baade: av vor indre historie under foreningen med Danmark og av det danske styre i Norge, end tidens opinion hadde git plads for. Det helhetssyn paa vor historie, B. saaledes gjorde sig til talsmand for, er senere iraadt i skyggen for det endnu meget videre helhetsbillede, Sars har git; at B. indenfor de rammer, hvor han holdt sig, i væsentlig utstrækning hadde ret, lar sig imidlertid ikke negte. Sammenhængende med dette B.s syn paa vor historie er det, at han tidlig hadde oie for den historiske værdi massens liv og utvikling har. Likesom han søkte det nye Norges utgangspunkter i de ,mørke aarhundreder*, hvis begivenheter hadde sa liten glans, førte han dem villig tilbake til de brede lag og strømningerne indenfor dem. Uttryk for denne opfatning gav han i en stortingsdebat. Der forelaa kongelig proposition om bevilgning av 1000 kroner til det etnografiske museum, forat det skulde panbegynde oprettelsen av en norsk avdeling (svarende til det senere Folkemuseum). - Forslaget møtte av forskjellige grunde motstand fra forskjellig hold (se om denne sak Yngvar Nielsen: Under Oscar ILs regjering s. 82 ). B. uttalte (Stortingsidende 1880 s. 233 fr.) blandt andet: »Ved siden av bestræbelserne for samfundets demokratisering gaar der inden den videnskabelige verden en bestræbelse for historiens demokratisering, som jeg for min part omfatter med stor interesse. Der er unegtelig og der har i en endnu høiere grad været noget visst fornemt og eksklusivt ved historien; den har befattet sig med en liten minoritet inden samfundet, den har først og fremst beskjæfliget sig med konger, med yndlinger og mætresser .. . ., dernæst med krige og fredsslutninger, politiske foranstaltninger og statsvæsenets organisations-forandringer. I den senere tid er dertil kommet rubrikker om litteratur, kunst og videnskap ...., 0g naar det kommer hoit, vanker der av og til hulter til bulter endel spredte bemerkninger som man kalder kulturhistorie. Som sagt, i det store tat er det uimotsigelig at der er noget fornemt og aristokratisk ved historien; den beskjæftiger sig med en minoritet, med de fremadskridende elementer, med dem, som baner fremskridtet; derimot gaar den koldt og likegyldig forbi den store majoritet, forbi de kræfter i samfundet, hvor bevægelsen næsten er umerkelig og kun foregaar gjennem aarhundreder, den store møjoritet, hvis liv og vilkaar burde være en væsentligere bestanddel. Det er med ett ord millionernes liv, som burde opta større plads i historien, end det hittil har gjort.* Ind i aktiv politik kom B. sent. Først ved valgene i 1877 var der adgang til at vælge ham til stortingsmand; Riksarkivet var nemlig da blit skilt ut fra Kirkedepartementet. B. var imidlertid syk og kunde, ikke ta imot valg; han foretok en længere sjøreise for at vinde sin helse igjen, men tilstanden var san alvorlig, at han vel neppe ventet han skulde komme tilbake. Fremover gik det imidlertid, B. kunde efter hjemkomsten igjen overta sit arbeide, og i 1879 blev han valgt til stortingsmand fra Kristiania, Hønefoss og Kongsvinger. I 1882 blev han gjenvalgt; men traadte san i 1885 tilbake fra aktiv politisk gjerning. Man hadde, som jeg alt har nevnt, ventet sig det usedvanlige av B., naar han endelig engang kom ind i det offentlige liv. Disse forventninger kom han imidlertid ikke til at opfylde. Først og fremst hemmet hans svake helse ham — mange taler, han omhyggelig hadde forberedt, kom han ikke til at holde, fordi kræfterne svigtet ham, da han skulde ta ordet. Efterhaanden var vel ogsaa hans sind blit for kontemplativt til helt at kunne fylde en aktiv politikers rolle. Og i hvert fald passet B. ikke overfor den politiske situation, som forelaa, da han blev tingmand: det var forberedelsen av riksretten og utførelsen av den, han overvar. Hemmet i sit arbeide blev han utvilsomt ogsaa derved, at han fik plads i den komite, hvor han mindst av alt hørte hjemme: i gage- og pensionskomiteen. B. blev ingen ivrig deltager i Stortingets debatter, og forvisningen til gage- og pensionskomiteen gjorde, at han ikke gjennem komitearbeidet fik berøring med saker av varigere betydning. Hans personlighet gjorde sig naturligvis gjældende, hvor han kom, og naar hans dype, malmfulde røst lød gjennem salen, gjorde det indtryk. Men han gled aldrig ind i milieuet; det var som om historien talte gjennem ham, ikke nutidens lidenskaper og krav. Ogsaa i politikens verden var det gjennem samtale mere end gjennem offentlig optræden han øvet sin indflydelse; indenfor sit parti blev han mere den kloke, uavhængige raadgiver end den aktive stridsmand. et desember 1982 I politik som i historie var det et helhetssyn, B. hadde dannet sig Det var de lange retningslinjer, han hævdet i sin politik; alle oiebliksmomenter — øieblikkets pine eller oieblikkets triumf — satte han utenfor sit ræsonnement. B. indsan tidlig, at det var umulig i længden at staa imot kravet paa aarlige storting og paa statsraadernes adgang til tinget. Og klart var det ham fra første stund, at disse reformer vilde føre parlamentarismen med sig. Ut fra denne opfatning forlangte han, at man skulde forsøke at fan den konstitutionelle konflikt løst gjennem et forlik. Som maal for det stillet han: Omdannelse av lagtinget, saa det blev et førstekammer, utgant av særskilte valg; det skulde vælges indirekte, av amtsformandskap og kommunestyrer, og tænktes som vakt for konservative interesser Odelstinget skulde være den egentlige folkerepræsentation og bygges paa direkte valg og almindelig stemmeret. Det var altsaa gjennem et forlik mellem de to partier B. tænkte sig denne ordning gjennemført; venstre skulde faa sat sit krav paa almindelig stemmeret igjennem, rigtignok bare for Odelstingets vedkommende, og til vern for de konservative interesser skulde et omdannet Lagting træde. Hvad omdannelsen av Lagtinget angaar, delte en gruppe av høire syn med B. (saaledes Aschehoug, se ovenfor s. 280—281), men ingenlunde hele høirepartiet, saaledes ikke regjeringen. At venstre kunde akceptert et kompromisforslag av det indhold, B. tænkte sig, var visselig helt utelukket (det avviste jo endog det forslag regjeringen kom med). Praktisk politik blev B.s tanke derfor aldrig. Det var gjennem B.s forfatterskap og hans deltagelse i det offentlige liv hans personlighet blev kjendt i videre kredser; det har derfor været naturlig at skyve dem i forgrunden. Hans hovedgjerning gjennem hele hans liv var imidlertid arbeidet i Riksarkivet. Hvor alvorlig han tok den opgave, og hvor dypt han hadde arbeidet sig ind i alle arkivvæsenets videnskabelige og praktiske sider, ser man blandt andet av hans avhandling om arkivvæsenets ordning. I tilknytning til arbeidet som riksarkivar kjæmpet B. ivrig og utholdende for at faa gjort vore kildeskrifter tilgiængelige og for i det hele at skaffe bedre arbeidsvilkaar for historisk forskning. Han var gjennem en aarrække bestyrer av Kildeskriftfondet (se herom Osc. Alb. Johnsen i Norsk historisk Videnskap i femti aar s. 137 ff; jfr. om Bs fratrædelse fra stillingen i 1886 Yngvar Nielsen: Fra Johan Sverdrups dage s. 23 ff); i 1869 tok han initiativet til stiftelsen av Norsk historisk Forening, hvis formand han længe var (se Wilh. Munthe i Norsk historisk Videnskap i femti aar s. 324 ff). B. forenet i sjelden harmoni evner av stort værd. 35 — Norsk blografisk leksikon. enkeltheterne bygge sig op og bli dele av en helhet. Hans stil var mandig og karakterfuld, og allikevel bøielig og fuld av liv; hans mundtlige foredrag var kraftfuldt og myndig. Hans personlighet var tilbakeholdende, men varm, aapen og sterk. Et drag av flegma lot ham undertiden virke tung. Det tiltok med aarene og forenet sig, efterat sygdom hadde tat sine alvorlige tak i ham, med et vemodspræg, som gjorde hans skikkelse fjernere end før og tyngre, men som ogsaa gav billedet av en personlighet, som livets tilskikkelser ikke hadde splittet, men koncentrert. Fredrik Stang. Litt: Biografi av Fr. Ording i M. Birkeland: Historiske skrifter I, utgit for Den norske historiske forening, 1919. Fredrik Stang i Morgenbladet 1920 nr. 497 og 510. Se desuten Breve fra Riksarkivar M. Birkeland ved Fr. Ording. 1920, Angasende Bs videnskabelige arbeide kan særlig henvises til Koht i Norsk historisk videnskap I femi aar, 1920, 5. I fr. og Worm-Miller sammesteds s. 23 f. Angaaende Bes politiske virksomhet se Ketil Motzfeldt: Dagbøger (se navneregistre. Yngvar Nielsen: Fra Johan Sverdrups dage s. 41 fr, 62 fr.; se desuten spredte bemerkninger I Under Oscar ILs regjering og Da Unionen skulde briste (se navneregistret). Se forøvrig allem: Det norske Studentersamfund gjennem 100 aar (se navneregistret); L- Dietrichson: Svundne Tider I s. Som historiker fik B. større betydning ved sit organisatoriske og administrative arbeide end ved sit eget forfatterskap. Hans vigtige bidrag til Norges historie i det IGde aarh. og hans aandfulde skildring av administrationen og de ledende politiske personligheter umiddelbart efter 1660 blev først trykt i 1922 og har saaledes endnu ikke kunnet befrugte forskningen. Andre av hans studier kom ikke længer end til samlinger og halvfærdige utkast, som adskillig utstrækning har været kjendt og benyttet av forskjellige historikere. Som stifter av Historisk Forening og dens virkelige leder fra 1869 til 1879 og som Kildeskriftfondets leder 1863—89 øvet B. imidlertid en avgjørende indflydelse paa det historisk-videnskabelige liv i landet i disse aar. Keyser og Munch hadde væsentlig begrænset sit arbeide med Norges historie til middelalderen; mu blev ogsaa de første aarhundreder av den nyere tid gjort til gjenstand for behandling, og det med megen planmæssighet. Ikke bare kilderne til vor politiske og sociale historie, men ogsaa litterære mindesmerker fra denne tid blev utgit eller ialfald forberedt til utgivelse, og selv om den største del av arbeidet blev utført av andre, merker man bakom det hele B.s ordnende og planlæggende ledelse. Denne hans ledelse av det grundlæggende arbeide for historieforsk: ningen staar i tjeneste hos et bestemt historisk helhetssyn. B. er den virkelige fører for den skole av norske historikere som man kunde kalde de konservative (Aschehoug, Daae, Yngv. Nielsen), og klarere end nogen av de andre har han (i sit foredrag om Vore Fædre, 1866) fremstillet denne skoles syn paa Norges historie — et syn som paa grund av Sars' geniale bok er kommet til at staa ganske uretfærdig i skyggen. Ved sin betoning av de økonomiske forholds avgjørende vegt i utviklingen staar dette syn paa mange maater i pakt med nyere retninger. Da høire tapte i den politiske kamp mot venstre, tapte ogsaa høires syn paa vor historie for den almindelige opfatning imot venstre. B. evnet heller ikke at gjennemføre en saa storslagen syntese som Sars; men derav følger naturligvis ikke at hans opfatning var svakere videnskabelig begrundet. 1 virkeligheten bygget begge, baade Sars og B., sit syn paa fortiden paa sin opfatning av det 19de aarhundredes politiske utvikling. B. var en betydelig historiker, bande som tænker og som forsker — langt betydeligere end han har været vurdert til efter de ydre spor hans gjerning har sat. Edv. Bull. Birkeland, Omund Bjørnsen, 1786—1862, bonde, eidsvoldsmand, søn til gaardbruker Bjørn Omundsen B. og Todne Larsdatter, 1. 1786 (døpt */) paa Birkeland i Konsmo, Nord-Audnedal, geardbruker paa fædregaarden, hvor han dade "/s 1862. Gift med Todne Larsdatter. I 1814 var han underjæger ved Vesterlenske Infanteriregiment og blev valgt fra dette som menig repræsentant i Riksforsamlingen. Her hørte han som de fleste andre sørlændinger til foreningspartiet. Han var med og skrev under pan Teis Lundegaards forslag om salg av det beneficerte gods, men deltok ellers ikke i forhandlingerne. Halvdan Koht. Birkeland, Peter Hersleb Graah, 1807—96, biskop, søn av provst Laurits B. og Johanne Helene Baade, fi Borgund "i 1807, blev student fra Bergen 1828, cand. theol. 1832, sogneprest i Fosnes. 1833, provst i Namdalen 1837, fængselsprest i Bergen 1841, sogneprest i Hetland 1849, sogneprest ved Bergens Korskirke 1858, stifisprovst i Bergen 1861, biskop sammesteds 1864, tok avsked 1880 og døde i Kristiania % 1896. Gift 1836 med Severine Elise Angell Gram (1816—1908), datter av ritmester Einar Schavland G. og Sara Carstine Frimann. I 1840-aarene gjorde B. sig oftere til tolk for de kirkelige reformkrav, som da begyndte at røre sig blandt geistligheten, f. eks. om storre selvstændighet for kirken respektive geistligheten, mere sakkyndighet i kirkestyrelsen, forbedring av geistlighetens lønningsmaate 0. s.v. Jfr. især hans skrift ,Kirkelige tilstande", Bergen 184:. Som biskop tok han sig særlig av stiftets forsyning med kirker og prester — neppe under nogen biskop er der blit indviet san mange kirker i Bergens stift som under ham Galt 81). Han interesserte sig ogsaa for missionen og sjømandsmissionen og stod i flere aar som formand i det norske missionsselskap. I 1866 viet han Schreuder til missionsbiskop og støttet senere Schreudermissionen, i hvis styre han like til sin død var formand. Andreas Brandrud. [Lit.: Skillingmag. 1889 nr. 43. 11 Familieblad 1998 nr. 23, 1898 s. 2 og 1901 8. 118. Birkeland, Richard, 1879—, matematiker, søn av handelshorger Theodor B. og Therese Karoline Overwien, fetter av fysikeren Kr. B. (se ovenfor), f. i Farsund "/s 1879, dr. philos. 1909, univ.stip. i matematik fra juli 1909, professor i matematik ved den tekn. høiskole i Trondhjem fra mai 1910, høiskolens rektor fra 1920, utnævnt til professor ved Kristiania universitet 1922, gift (1909) med Agnes Hoff f. 1883, datter av skifteforvalter Harald H. B.s interesse for matematik blev vakt, da han som elev av Kristiania tekniske skole hadde Elling Holst til lærer i dette fag. I 1899 tok han avgangseksamen ved denne skoles bygningsavdeling, og arbeidet saa som praktisk ingeniør i statens veivæsen til 1906, men hans interesse for matematik var saa stor, at han slog om. Efter at ha tat første gruppe av matematisk-naturvidenskabelig embedseksamen i 1903, reiste han i 1906 med reisestipendium fra universitetet til Paris. hvor han studerte under Poincaré og Picard. I 1908 drog han derfra til Göttingen, hvor han studerte i et semester. Efter sin hjemkomst blev han i 1909 tildelt et adjunktstipendium ved universitetet. Nogen maaneder efter tok han doktorgraden paa avhandlingen: Sur certaines singularités des équationsdifférentielles. I 1910 blev B. i en alder av 31 aar professor i matematik ved den nyoprettede tekniske høiskole i Trondhjem. Det var ingen let opgave B. stod overfor, da han helt fra nyt skulde grundlægge undervisningen i matematik ved høiskolen. Men han var her uten tvil den rette mand, saavel paa grund av sine pædagogiske evner — hans fremstillingsmaate er fremragende klar — som paa grund av sine videnskabelige kvalifikationer. Til hjælp ved studiet av matematik ved høiskolen har han utarbeidet en meget grei lærebok i matematisk analyse (Iste utg. 1917, 2den utg. 1920), den eneste moderne norske lærebok i dette emne. B. er ingen ensidig matematiker. Han har bl. a. sterke sociale og politiske interesser, med standpunkt langt til venstre. Desuten har han praktiske og administrative evner. Han er da ogsaa fra 1920 blit valgt til høiskolens rektor. Som mange andre matematikere begyndte B. sin videnskabelige produktion med utgivelsen av nogen talteoretiske arbeider (Arch. for Mathem. og Naturv. 1905). som han er kommet tilbake til i de senere aar. Men de fleste av hans avhandlinger behandler differentialligninger, saaledes ogsaa hans doktoravhandling. Disse ligninger spiller ogsaa en stor rolle i den anvendte matematik, og flere av B.s avhandlinger beskjeftiger sig med problemer fra dette omraade. (Se saaledes Videnskapsselskapets Skrifter 1918). Det samme gjælder det foredrag han holdt ved den fjerde skandinaviske matematikerkongres i Stockholm 1916. Av problemer utenfor den rene matematiks omraade har B. ogsaa beskjæftiget sig med det i vore dage saa meget omtalte relativitetsprincip (se Philosophical Magazine, vol. 37, 1919). Han hører ikke til denne teoris ildtilbedere. Under sit arbeide med differentialligningerne er B. kommet ind paa studiet av de hypergeometriske funktioner. Han opdaget da at røtterne i en tredjegradsligning lot sig bestemme ved disse funktioner, og ham utvidet dette til at gjælde røtterne i ligninger av formen x" 4 ax-+b—=0 (se ,Comptes Rendus* Paris, séance du */o 1920). Han har her gjort en interessant anvendelse av en hoist merkelig formel av Lagrange (fra 1768), en formel om hvilken Lagrange selv med stolthet uttaler, at den er ,remarquable autant par sa généralité que par sa simplicit6*. Senere har B. utvidet denne undersøkelse til at gjælde den almindelige n"-gradsligning. Det problem B. har behandlet er meget gammelt. Gjennem aarhundreder har man beskjeftiget sig med løsningen av algebraiske ligninger. Grækerne løste første og andengradsligninger, senere har man ogsaa faat bugt med tredje og fjerdegradsligninger, altsammen ved hjælp av rotutdragninger. Men femtegradsligningen trodset alle forsøk. Abel stillet sig derfor den opgave at avgjøre, om ligninger av femte og høiere grad overhodet lot sig løse ved rotutdragning, en skarpt begrænset, men overordentlig vanskelig opgave, som det lykkedes Abel at løse — det var umulig. Men spørsmaalet kan ogsaa gives følgende form: Kan man løse ligninger av femte og høiere grad ved en eller anden regneregel, eller endnu bedre ved hjælp av en eller anden kjendt funktion? Dette problem er saa væsensforskjellig fra det Abelske, at det forsaavidt kan virke forvirrende at nævne dem i samme forbindelse, men det er likefuldt et problem av stor betydning, saavel teoretisk som praktisk. Der har heller ikke manglet paa mer eller mindre fuldstændige regneregler til problemets løsning. Enkelte har ogsaa forsøkt at løse problemet ved hjælp av tidligere kjendte funktioner. Saaledes har Hermite vist at femtegradsligningen lar sig løse ved hjælp av elliptiske funktioner, saaledes som tredjegradsligningen ved trigonometriske funktioner, andre har forsøkt sig med hypergeometriske funktioner. Ifølge B. de senere aar flere variable. Definitionen av disse funktioner er av meget omfattende art, og løsningen av ligningerne blir som regel meget kompliceret, men disse undersøkelser har allikevel krav paa den største interesse, særlig fra teoretisk synspunkt. Men der er ogsaa en mulighet for at metoden kan finde praktisk anvendelse, f. eks. ved løsningen av de ligninger, som forekommer ved astronomiske beregninger. Viggo Brun. Bisterfelt, Hans, — ca. 1563, geistlig og eventyrer, het egentlig Hans Petersen Ditzer og var i 1524 prest, muligens pan Karmøen, da ,hr. Hans Ditzer* % d. a. fik Frederik I.s brev paa Avaldsnes kirke, saafremt den av riksraadet blev frakjendt formanden hr. Nils i Karmsund. Omtrent ved denne tid er han rimeligvis kommet i tjeneste som haandskriver hos hovedsmanden paa Bergenhus Jørgen Hansen og har nok fulgt med ham til Christian 1I i Nederlandene, da Jørgen i brev, datert Amsterdam */u 1528, anbefaler ham til kongen i vendinger som godtgjør at Hans i den foregasende tid har gaat Christian IIs erender i utlændigheten. Han skal ofte findes nævnt i nederlandske arkiver og för i flere aaf paa røvertogt efter hanseatiske handelsskibe. I oktbr. 1531 var D., ,som nu kalder sig Hans Bisterfelt", høvedsmand pas et av ene i den flaste, hvormed Christian II seilte fra Holland for at gjenvinde sit gamle rike, men som i storm og uveir blev sprængt og for det meste ødelagt opunder den norske kyst. B.s skib gik under ved Fogsten, men selv reddedes han med fjorten andre av den 109 mand store besætning. Han fik leide av Frederik I og gik i lensherren paa AKershus Mogens Gyldenstjernes sold for at feide med englænderne, fordi disse haddde opbragt et av Mogens' skibe. Han fik gjort et rikt bytte. Under Grevens feide i 1535 grep han atter til sverdet for sin gamle herre Christian IL, satte sig i spidsen for en kaperflaate og huserte paa de norske kyster, men da Christian III fik magten, strøk B. til Nederlandene og fortsatte i dette lands tjeneste til han i 1541 blev forsonet med kongen. Han fik saa Ellinge i Ods herred til forlening og blev siden ofte brukt som skibschef i dansk tjeneste, saaledes som høvedsmand paa ,Duen*, der i 1548 fulgte hertug Frederik til hyldningen i Norge. Han døde omkring 1563. S. H. Finne-Grønn. (Litt: Norske Rigs Registranter I. Dipl. Norv. IX nr. 620 og VIII nr. 636. Bjanes, Ole, 1875—, landbruksdirektør, er f. "!/s 1875 i Fet av forældre gaardbruker Tarald O. B. (1842—) og hustru Mali (f. paa Stenboeng i Opdal 1854). B. gjennemgik Sem landbruksskole i Asker 1894—96 og Landbrukshøiskolens jordbruksavdeling 1897—99 og blev umiddelbart derefter ansat som assistent hos landbruksingeniøren i Trøndelag. Under sit arbeide der hospiterte han ved den tekniske læreanstalt i Trondhjem, hvor han tok eksamen i vei- og brobygning i 1904 og i vandbygning 1905. Vaaren 1906 reiste B. med stipendium til Tyskland for at studere myrdyrkning, men blev allerede ' samme aar konstituert som landbrukskonsulent, en stilling som han straks overtok. Fra !/: 1917 blev han konstituert som direktør for økningen av jordbruksproduktionen, og fra 1918 konstituertes han som landbruksdirektor. — I de vigtige stillinger B. har indehat i Landbruksdepartementet har han nedlagt et betragtelig arbeide paa at ophiælpe den norske landbruksproduktion og organisere det offentlige og det frivillige foreningsvæsens virksomhet til landbrukets fremme. Under samarbeide med ledende mænd og organisationer lykkedes det under krigsaarene at drive det norske akerbruks avkastning op til en tidligere ukjendt høide; B. stod i spidsen for dette arbeide. Hans navn er ogsaa meget nær knyttet til nyordningen av det frivillige foreningsvæsen paa landbruksomraadet. — B. blev i 1901 gift med Jenny Christoffersen, f. %io 1874 S. Hasund. [Litt.: Biografiske oplysninger om eleverne av Norges Landbrukshøiskoles I. kursus 1897—00. Samlet og utgit av Arthur Hveding. 1907. Bjarne Audunsson, d. ca. 1321, fehirde i Tunsberg. B. nævnes første gang "12 1305, men synes alt da at være medlem av riksraadet, omend det yngste. Det meste av hans gods laa paa Vestfold, hvor ætten hans altsaa maa ha hørt hjemme; selv har han nydt geistlig opdragelse og har rimeligvis studert i utlandet; før han fik herretitelen, kaldes han med den geistlige titel ,sira". I Aake kanslers fravær har B. ofte besørget kanslerforretningerne for kong Haakon, navnlig i aarene 1311—14; han hører overhodet til de mest fremtrædende blandt den gruppe av retsog forretningskyndige mænd utenfor det egentlige aristokrati som denne konge efter fransk mønster omgav sig med, og er med ved utstedelsen baade av love og forordninger, traktater og andre vigtige statshandlinger. Fra 1318 av er han nævnt som sysselmand og fehirde i Tunsberg, og kong Haakon gjorde ham i sit testamente til medlem av det tolvmandsraad som sammen med hertuginde Ingebjørg skulde fore formynderstyret efter hans død. Herretitelen maa han ha faat før 1308. I sit testamente skjænker B. adskillig jordegods til Mariakirken i Oslo og navnlig til Laurentiuskirken i Tunsberg, hvor han baade stifter et alter og et hospital; hans bror Borgar Audunsson, som lever endnu i 1345, forsøker forgjæves at rokke ved denne fundats. Edv. Bull. Bjarne Erlingsson av Giske og Bjarkøy, ca. 1250—1313, baron, søn av lendmanden Erling Ivarsson til Bjarkøy. Ved sit egteskap med Margreta Nikolasdatter av Giske (d. ca. 1305) forenet han de to største godskomplekser i Norge, Arnunge-ættens to gamle godser. Den yngre Bjarkøyæt, som B. hørte til, stod forøvrig bare gjennem kvindeled i forbindelse med den gamle Arnungeæt. B. var uten sammenligning sin tids rikeste og fornemste mand i Norge og deltar fra 1273 av, da han første gang nævnes som lendmand eller baron, i alle vigtigere politiske begivenheter i landet. Efter Magnus Lagabøters død i 1280 blir han en av lederne for formynderregjeringen, i 1281 er han formand for gesandtskapet til Skotland i anledning av den unge kong Eiriks giftermaal, og efter sin hjemkomst fra denne reise tar han ogsaa ledelsen i formynderregjeringens kamp mot geistligheten. Den kronologiske rækkefølge av begivenheterne i denne kamp er meget uklar; men selve hovedlinjen i den er tydelig nok, og om B.s personlige fremfærd har vi et særlig vidnesbyrd i et brev som erkebiskop Jorund lot sætte op derom i 1291 (Dipl. Norv. III 30). Striden staar, som Koht har paavist (Hist. Tidsskr. 5 R. III 261—76), ikke saa meget om statsretslige som om økonomiske spørsmaal, og vistnok alt i 1281 tar Hr. B. ledelsen ved offentlig at oplæse i kongsgaarden en tilbakekaldelse av et kongebrev av "/» 1277 om erkebispens myntret. Erkebiskop Jon Raud svarte med at at sætte Hr. B. og en del andre av de verdslige herrer i ban, uten at dette dog fik nogen indflydelse paa deres stilling og anseelse En av de følgende somrer — efter Munchs formodning alt i 1282 — holdt B. videre ting paa Brudarberg i Vaagan i Haalogaland, hvor han erklærte Vaagaboken for ophævet og hævdet at kongen bare vilde ha én lov i landet; desuten forbød han bønderne at betale forskjellige nyere former for tiende; særlig nævnes baat-tiende, kyrleie-tiende, oste-tiende, sæl-tiende og skrei-tiende; der skulde ikke betales andre tiender end i erkebiskop Sigurds dage (1231—52). To korsbrødre i Nidaros blev idømt pengebøter; derimot synes den paastand mere tvilsom at B. skal ha hævdet den kongelige lagmands ret til at dømme i kristenretssaker, og helt urigtig er det, naar erkebispen vil ha det til at han har villet ophæve provstestilingerne; han har bare hævdet lovens krav om at sogneprester ikke maatte være provster, da de i denne rent økonomiske oppebørselsstilling let vilde kunne misbruke sin stilling som skriftefædre. Striden førte alt i 1282 til at erkebiskop Jon og to andre biskoper blev lyst utlæg og forlot landet, og da erkebispen kort efter døde, blev erkestolen staaende ledig i seks aar og striden stilnet av. Hr. B. blev i den følgende tid hyppig brukt til vigtige gesandtskaper, saaledes i 1284 til England, i 1285, sammen med sin bror Vidkunn, til Danmark og Sverige og i 1286—87 til Skotland; han har derfor neppe hat synderlig leilighet til at delta i landsstyret hjemme i disse aar. Da den nyvalgte erkebiskop Jorund i 1289 kom hjem fra Rom til sin erkestol, forsøkte han at ta striden fra erkebiskop Jons dage op igjen og stevnet B. for sin domstol; men denne motte ikke, og det ser derefter ut til at erkebispen har maattet opgi kampen. Formodentlig er Hr. B. nu ogsaa blit løst av bannet, hvis dette da ikke alt er skedd tidligere. I de følgende tyve aar, bande under kong Eiriks og under Haakon V.s regjering indtok Hr. B. fremdeles pladsen som rikets fornemste mand, stadig med ved forhandlinger og krigstog, ved lovgivning og domsavsigelser; endnu saa sent som i 1312—13 er han leder av et vigtig gesandiskap til kong Robert Bruce av Skotland. Han synes at ha staat begge kongerne nær og ha hat betydelig indflydelse hos dem; i aarenes løp maa han ogsaa ha samlet stor politisk erfaring. Hans personlige indsats i tidens politik lar sig derimot neppe bestemme nærmere. Personlig blev Hr. B. paa sine gamle dage en meget ensom mand. Hustruen fru Margreta og hans eneste søn Andres døde adskillige aar før ham, og hans egentlige arving blev derfor brorsønnen Erling Vidkunsson (8. d.). I 1308 eller 9 gjorde han sit testamente, som er bevart i sene danske avskrifter (Dipl. Norv. XV 1); han vælger sig her gravsted i Nidaros domkirke og gir store gaver til kirker, klostre og hospitaler over hele Norge for sin egen, sin hustrus og sin søns sjæl. Kostbare klenodier skjænker han til forskjellige frænder, saaledes et guldbelte, »som hin støre Edward, kongen av England, gav mig", til brorkonen fru Gyrid Andresdatter; sønnedatteren (eller efter Munchs formodning svigerdatteren) Kristina fik Giske med hvad dertil hørte. — I sit segl førte Hr. B. en rytter i fuld rustning, med skjold med en grif med utslagne vinger og med hjelm med paafuglfjær. Han døde 1 1313. Edv. Bull. Bjarne Erlingsson den yngre, til Giske og Bjarkøy, d. ca. 1353. B. var søn av drottseten Hr. Erling Vidkunnsson og altsaa brorsons søn av den ældre Bjarne Erlingsson; hans mor var Elin Toresdatter, datter av baronen Hr. Tore Haakonsson (eller Biskopssøn) til Lekum i Eidsberg. Han maa antages at være født engang mellem 1315 og 1320. Som den høibyrdigste unge mand og den rikeste arving i landet var B. bestemt for en stor politisk fremtid, og alt i 1337 lar hans far ham reise til kongen og delta i de forskjellige raadslagninger i anledning av uroligheterne i dette og de følgende aar. Baade fra sin far og fra sin faderlige ven og opdrager biskop Haakon av Bergen — hvis brevveksling er en hovedkilde til denne tids historie — hadde B. aapenbart instrukser om at opiræde mæglende og forsonende mellem kongen og de misfornøiede høvdinger. Det synes ogsaa som om han har optraadt slik at de blev fornøiet med ham, likesom han ogsaa vandt kongens yndest, bl. a. ved at overvinde en tysk ridder i turnering; han fik av kongen Edø gods paa livstid og blev gift med hans svenske frænke fru Rikiza (Munchs formodning om B.s egteskap er urigtig). Om hans venskap med kongen vidner det ogsaa at han i 1347 blir opnævnt til en av hans og dronningens testamentseksekutorer. I 1342 man han ha hat enslags kommando i Bergen. hvor han ifølge de islandske annaler ,dræpte mange tyskere", og i de følgende nar træffer vi ham som sysselmand i Jemtland; medlem av riksraadet er han ogsaa omtrent fra denne tid av. Ca. 1348 er han blit ridder, og i 1350—31 følger han kong Magnus paa krigstoget mot Rusland, men maa være død kort efter tilbakekomsten — før sin far. Fuldt selvstændig stilling som hoved for landets mægtigste æt kom Hr. B. derfor aldrig til at indta; hans livsbane blev aldrig til mer end store løfter. Edv. Bull. Bjarne Hallbjørnsson Gullbraaskald, d. omkring 1050, islænding. B. var fra Laksaadalen. Paa en færd til Norge gjestet han Kalv Arnesson, som nylig var vendt tilbake fra mange aars landflygtighet (omkring 1050), og bar frem et kvad for Kalv. En islænding i B.s følge, Torgrim Hallesson, tidligere hirdmand hos Olav d. hellige, blev saa forarget over den ros, B. gav kong Olavs gamle motstander, at han dræpte skalden. Den saga, som fortæller dette (Fornmanna Søgur VI 30—33), henlægger begivenheten til tiden før Kalvs landflygtighet; men selve kvadet om Kalv viser det rigtige forhold. — Av ,Kalfsflokkr* er 8 vers bevaret. Det er en formfuldendt digtning. klar i uttrykket, men til gjengjæld noget tør. Eiendommelig er det at se, hvordan skalden har kjæmpet med de vanskeligheter, emnet gav: det var naturligvis ikke let at forherlige en mand, som hadde sveget kong Olav og endog gik for at være en av hans drapsmend, B. søker at vise baade kong Olav og hans søn Magnus, som drev Kalv Arnesson i landflygtighet, fuld retfærdighet. Men samtidig skal han jo prise Kalv og hans kamp og har altsaa drevet sin ros saa vidt, at det kostet ham livet. Sit tilnavn har skalden antagelig efter en ,Gullbraa* (,med de gyldne bryn*), som han har kvædet om. Fredrik Paasche. Litt: F. Jönsson: Den oldn. og oldist. Litteraturs hist. I I 619 Kalfsflokkr 'er trykt i F. Jönssons ,Skjaldedigtning" Bjarne Kolbeinsson, ca. I 150—1223, skald, biskop paa Orknøyerne 1188—1223, søn av Orknøyhøvdingen Kolbein Ruga, som i 1142 fulgte kong Eystein Haraldsson til Norge, og av Herborg, datterdatters datter av Orknøyjarlen Paal Torfinsson (d. 1098). B. er antagelig født 0. 1150. ,Da biskop Vilhjalm den yngre var død (1188), blev han viet til biskop og var den største høvding og en kjær ven av Harald jarl" (Orkneyingasaga). I 1194 blev jarlen, hans frænde, truet med krig av kong Sverre, fordi øyskjeggernes reisning aaret i forveien hadde fundet støtte paa Orknøyerne. ,Da tok Harald jarl og biskop Bjarne det rand, at jarlen för vestenfra og med ham Bjarne biskop* (Sverres saga). De fandt Sverre i Bergen (vaaren 1195), netop Søm kongen holdt møte med de norske biskoper for at bevæge dem til fælles optræden i erkebiskop Eirik Ivarssons sak. Det ser ut I, at B. har deltat i biskopsmøtet og støttet kongen, av hvis naade hans ven Harald jarl var avhængig. Han maa ogsaa ha været med ved forhandlingerne og forliket mellem kongen og jarlen. — B. kom oftere til Norge. I 1208 var han i Bergen for at skaffe ,grid* for jarlerne David og Jon, Haralds sønner, som laa i strid med de nye norske magthavere (Inge Baardsson og Haakon jarl), og i 1210 fulgte han jarlerne til Norge, der forlik blev indgaat mellem dem og kronen. Sommeren 1218 deltok han, sammen med Jon jarl, i riksmøtet i Bergen og overvar Inga kongsmors jernbyrd. Ved det nye riksmote, som blev aapnet i Bergen */: 1223, var Bjarne og Jon atter tilstede og saa Haakon Haakonssons ret til Norge anerkjendt. Straks efter døde B. (1). Han ser ut til at ha spillet en ledende rolle paa Orknøyerne. Jarlernes stadige forsøk paa at holde sig uavhængige av Norge maa han vistnok ha støttet; men han har tydelig villet undgas at sætte saken paa spidsen, og naar fare truet, har hans diplomatiske evner sax nogenlunde kunnet redde stillingen for jarlerne, — selv om konflikterne baade i 1195 og i 1210 endte med ydmygelser (tapet av Hjaltland). I Norge hadde B. jordegods. I et brev skjænker han Holand i Søndfjord til Munkeliv kloster i Bergen ,for min fars og mors og mine brødres, mine venners og mine frænders sjæl." — Ogsaa paa Island hadde B. forbindelser. Mellem hans venner paa øen var Ravn Sveinbjørnsson, som av B. fik sendt en signetring, ,merket med en ravn og med hans navn* (Ravns saga), og Odde-mændene, som i 1203 (?) beskyttet en brorson av biskopen mot Snorre Sturlasons harme, ,mest paa grund av venskapet med biskop Bjarne" (Sturlunga saga). B. var skald; han har digtet ,Jömsvikingadråpa*, antagelig før han blev biskop. Kvadet er i flere maater merkelig. Det er den ældste beretning, vi har om jomsvikingernes kamp mot Haakon jarl; det er et usedvanlig ukunstlet og letflytende digt tl at være i drottkvædet versemaal; og kvadet har, skjønt det i selve den episke skildring er almindelig nok, et visst strøk av personlig stemning, som beror paa, at skalden i indledningsversene og omkvædet gir uttryk for en kjærlighetssorg. ,Uglæde har rammet mig som saa mange andre før; en armfager kvinde har voldt mig harm; en høvdings hustru ødelægger al min glæde; 556 Bjarne Kolbeinsson Bjarne Lodinsson. er lenge siden hun vakte min kjærlighet; men dem lever endnu i mit sind.* Man har gjettet paa, at B. er forfatteren ogsaa av ,Målshåttakvædi", i hvis brogede indhold (ordsprog, digtcitater, sagnminder), en tone av skuffet kjærlighet et par ganger klinger med. Fredrik. Paasche. Litt: O. Kolsrud: Den norske Kirkes Erkebiskoper og Biskoper (Dipl. Norv. XVID 297. F. Jönsson: Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie 1 2, s. 40—44. Jömsvikingadråpa og Målshåtakvæti er trykt F. Jönssons , Skjaldedigtning* Bjarne Lodinsson, død 1311, kansler under formynderstyret efter Magnus Lagabøters død. Om hans byrd og æt har vi ingen viden. B., som vel maa være født omkring midten av det 13de aarh., hadde i sin ungdom studert i Paris og Bologna og erhvervet graden som magister og juris civilis professor. I det politiske liv træder han pludselig frem i 1280 efter Magnus Lagabeters død som medlem av formynderstyret og kansler for den unge kong Eirik. Han er aapenbart helt med paa formynderstyrets antiklerikale politik, og som en av de mest fremtrædende mænd i den nye regjering deltar han i 1281 i det store gesandtskap til Skotland. Da efter hans hjemkomst den bansatte høvding Andres Plytt var død og skulde begraves ved Apostelkirken i Bergen, negtet presterne i byen at ringe med kirkeklokkerne; men Hr. B. lot da taarnet til Kristkirken bryte op og tvang geistligheten til at bruke klokkerne; han synes dog ikke selv at være blit bansat. Som kansler maa B. ha tat avsked efter et par aars forløp, men han vedblev dog at spille en betydelig rolle i regjeringen og blev navnlig brukt til flere vigtige gesandtskaper, saaledes i 1292 igjen til Skotland; i 1295 er han med paa toget til Danmark, men forsvinder derefter helt, og kort efter Haakon V.s tronbestigelse falder han i den dypeste unaade, idet han i 1302 blir fængslet og sat ind paa borgen pan Rngnhildarholmen ved Konghelle. Hvad grunden hertil kan ha været, vet vi ikke; men det har rimeligvis sammenhæng med Audun Hugleikssons sak. Alt i 1304 finder vi ham imidlertid igjen paa fri fot og fremdeles som medlem av raadet; men han nævnes bare en sjelden gang i de følgende aar og har sikkert ikke hat kongens tillid. Efter al rimelighet har han ogsaa staat i hemmelige forbindelser med den svenske hertug Erik Den norske Hr. Bjarne, som omtales i den svenske rimkrønike, kan neppe være nogen anden end B., og er denne identifisering rigtig, finder vi ham i 1310 som anfører for en avdeling av hertug Eriks svenske tropper i kamp med en norsk hærstyrke ved Ragnhildarholmen. B. seirer her over sin gamle konges folk, og slottet overgav sig til svenskerne; kort efter er Hr. B. død. B. er en typisk repræsentant for den klasse ,legister*, som vi fra sidste halvdel av det I3de aarh. av finder i Frankrike og under fransk paavirkning ogsaa i Norden, som skylder sine studier sin stilling, og hvis politiske optræden jevnlig er præget av hensynsløshet og rotløshet. Bjelke, Christine Juliane (Julie) Frederikke Charlotte, 1774—1845, konventualinde i Gisselfeldt og i St. Johannesklosteret i Slesvig, datter av amtmand i Tønder, kammerherre Henrik Christopher Frederik B. (1739—89) og Helena Magdalene Storm (4. 1808), I. % 1774, 4. i Kristiania 1% 1845. Ugift. Denne danske adelsdame var knyttet til Norge ved sterke økonomiske interesser, idet hun var en av de største deleiere i Røros kobberverk. Hun gjorde hyppige reiser til Norge for at vareta disse interesser og gjorde sig bemerket ved jevnlige dissenser og protester paa verkets generalforsamlinger. En fordring om, at hun i henhold til Rørosloven av "1 1818 skulde la sig repræsentere ved en i Trondhjem bosat mand, vilde hun ikke efterkomme. Hendes største sak reiste sig av en fordring hun i oktober 1822 gjorde gjældende mot verket, idet hun paastod at der ved skjødesløs administration var paaført hende et tap av ca. 89000 spd. Ved den vidtloftige saksbehandling blev tapets rækkevidde betydelig reducert, og den sum, som en kommissionsdom av 1834 tilkjendte hende hos verket, beløp sig kun til henimot 1800 spå. Hoiesteret stadfæstet 2, 1845 — to maaneder efter hendes død — denne dom og tilkjendte hende desuten et mindre beløp hos to tidligere overdirektører. Einar Jansen. (Litt: H. Dahle, Røros Kobberverk 1844—1894, s. Bjelke, Henrik, 1615—83, riksadmiral, søn av nedennævnte kansler Jens B. og hustru Sophie Brockenhuus, f. "%/1 1615 paa Elingaard i Smaalenene som den fjerde i rækken av 14 søskende. Foretok i 18-aarsalderen den for unge mænd av hans stand sedvanlige studiereise i utlandet og blev i 1633 immatrikulert ved universitetet i Padua. Det var i Trediveaarskrigens tid, og B.s hu stod til krigerlivet. Han gik i prins Henrik av Oraniens tjeneste, fik plads i hans garde, kjæmpet i den nederlandske hærs rækker mot spanierne og utnævntes til prinsens hofjunker. Kong Christian IV, som med interesse og forventning fulgte den unge norske adelsmand, gjorde ham samtidig til dansk hofjunker og gav ham i 1641 bestalling som major. 1643 blev han lensmand i Ide og Marker skibreder og fik desuten det hverv at ligge i slotsloven paa Bashus under lensherrens fravær. Ingen av disse hædersbevisninger synes dog at ha fristet B. til at opgi krigstjenesten under prinsen av Oranien. Først da han fik hore om Lennart Torstenssons indfald i Jylland, begjærte han sin avsked, hvervet endel soldater cg drog med dem til Danmark. Han kom i rette øieblik. Statholderen i Norge, Hannibal Sehested, som selv savnet erfaring i krigsførsel, hadde kort i forveien bedt kongen sende ham en feltmarskalk, som kunde hjælpe ham i krigen mot Sverige; men kongen hadde maattet avslaa av mangel paa en dertil skikket mand. Nu blev B. i mars 1644 utnævnt til oberst og sendt til Norge, hvor han under hele resten av krigen (Hannibalsfeiden) var Sehesteds vigtigste medhjælper i alle militære saker. Under de vanskeligste forhold ledet han med dygtighet og held de nye norske militstroppers felttog paa svensk grund og overtøk under lensherren Oluf Parsbergs fravær kommandoen paa Baahus fæstning. I august 1645 blev han utnævnt til næstkommanderende over hæren i Norge, idet statholderen selv stadig hadde den øverste kommando. Baade Sehested og Christian IV satte meget stor pris paa den unge kriger og roser ham i sine brever; men B. selv var misfornøiet og mente, at der med en bedre overledelse end Hannibal Sehesteds kunde ha været utrettet be. tydelig mere. Efter fredsslutningen drog B. med kongens tilladelse paany til utlandet. Dog hadde han maattet love kongen at vende hjem til Danmark straks noget fiendtlig maatte paakomme; til gjengjæld mottok han 200 rålr. i ventepenger maanedlig. Da hollænderne hadde staat pan Sveriges side under krigen, vendte han dem ryggen og tok istedet tjeneste i den keiserlige tyske hær. Efter Westtalerfreden 1648 drog han dog atter hjem til Danmark, overvar Fredrik IIs hylding i Kristiania i august 1648, blev ved kongens kroning i november næst efter slaat til ridder og "/iz s.a, forlenet med Island. 1649 egtet han Edele Christoffersdatter Ulfeld og kom derved i nært forhold ogsaa til sin hustrus slegtning, rikshovmesteren Corfitz Ulfeld, som dog smart efter faldt i unaade og traadte i skarp motsætning til kongehuset. B. hadde, da han i 1648 tok fast ophold i Danmark, en større krigserfaring end nogen anden norsk eller dansk officer paa den tid, og Christian IV skal i ham ha set det feltherreemne, som Danmark saa hasrdt savnet. Da sker det merkelige at B., som hittil utelukkende hadde tjent tillands, slaar om og gaar over i sjøtjenesten. Der hadde under og efter sidste krig været stor avgang paa admiraler, saa sjøvernet stod saagodtsom uten overordnet ledelse. Kong Fredrik III utsaa derfor B. til flaatechef, og denne gik ind paa kongens ønske. Allerede om sommeren 1653 finder vi ham ombord paa Christian IV.s gamle admiralskib »Trefoldighed som chef for en eskadre, som under krigen mellem England og Nederlandene hadde til opgave at bevogte Sundet, og ut paa høsten s. a. fik han ordre om at konvoiere en hollandsk handelsfiaate til Skagen. I de følgende aar gjorde han flere reiser til Island og vænnet sig saaledes til sjølivet. Ved utbruddet av krigen mot Sverige 1637 blev B. utnævnt til riksviceadmiral og fik overbefalingen over hele den dansknorske flaate. Riksadmiralen, Ove Gedde, var paa grund av sin alder ikke tjenstdygtig. I slutten av juni 1657 seilte B. med kongen ombord paa Trefoldighed i spidsen for flaaten til Østersjøen i den hensigt at hindre den svenske konge Karl Gustav, som ved krigserklæringen betandt sig Polen, fra at naa hjem til Sverige ad denne vei. I Danzig fik man imidlertid underretning om, at Karl Gustav med sin hær marsjerte mot Holstein. B. landsatte da kong Fredrik i Skaane. Selv seilte han med flaaten tilbake til den pommerske kyst, hvor han brandskattet Rigen med flere øer, som dengang stod under Sverige. Han var dog ikke fornøjet med besætningen, som mest bestod av sjællændere og lolliker. Han maatte ha nordmænd eller jyder for at kunne utrette noget av betydning, mente han. Imidlertid. oversvømmet Karl Gustav den jydske halvø og ventet nu bare paa sin flaate for at gan over til Sjælland og angripe Kjøbenhavn I begyndelsen av september viste endelig den svenske fluate under admiral Bjelkenstjerna sig ved de danske øer. Den "/» møtte B. den ved Moen, men. undgik kamp, da fienden var ham fuldstændig overlegen i styrke. Om kvelden kom imidlertid Niels Juel ham til hjælp med 11 skibe, og skjønt overmagten fremdeles var paa svensk side — den svenske flaate talte 38, den dansk-norske kun 30 skibe — besluttet B. at opta kampen. Den !% møttes flaaterne ved Falsterbo, og efter et to-dages haardt slag trak den svenske flaate sig ut av striden og søkte ind til Wismar, hvor den blev liggende hele høsten og vinteren. B. behersket fuldstændig Østersjøen og Belterne, og Karl Gustav stod i fare for at bli indestængt paa halvøen. Da indtraf i januar 1658 den sterke frost, som tvang den dansk-norske flaate til at søke havn og tillot Karl Gustav at gan med hæren over Belterne til Sjælland, hvor han kunde foreskrive Fredrik III den ulykkelige fred i Roskilde % s. a. Efter fredsslutningen indbød kong Fredrik seierherren til fest paa Fredriksborg. Til at overbringe ham indbydelsen og ledsage ham fra Roskilde til Kjøbenhavn valgte Fredrik III B., den eneste av hans krigsbefalingsmænd, som hadde vundet seier i denne krig. Valget var heldig. Karl Gustav viste admiralen den største opmerksomhet og optraadte paa den elskværdigste maate, saalænge festen varte. B. fulgte ham til Helsingør, hvorfra han indskibet sig til sin nye provins Skaane. Endnu samme aar brøt Karl Gustav freden, gjorde atter landgang paa Sjælland og lot sin flate indeslutte Kjøbenhavn fra sjøsiden. Overfaldet kom helt pludselig, og den dansk-norske flaate, som manglet 560 Bjelke. mandskap, kunde ikke ta kampen op med den. Først da en hollandsk flaate kom til Sundet, og den svenske flaate drog nordover til Kronborg for at sperre veien for den, kunde B. atter heise sit flag paa ,Trefoldighed* 'og gaa tilsjøs, dog kun med syv, mest smaa skibe. Paa grund av motvind naadde han vel ikke frem til at delta i kampen; men han beskyttet den hollandske transportflaste, og da den svenske flaate, efterat den forgjæves hadde forsøkt at sperre veien for hollænderne, søkte ly ved Landskrona, søkte B. at stænge den inde der; men dette lykkedes ikke, vistnok fordi hollænderne ikke ydet tilstrækkelig hjælp. Om vinteren var B. travelt beskjæftiget med at sætte flaaten i krigsdygtig stand, og %/1 1659 møtte han i forening med den hollandske flaate svenskerne ved Rødsand syd for Falster. Det kom paany til en haard kamp, og skjønt hollænderne holdt sig tilbake, maatte den svenske flaste atter gaa tilbake til Wismar. B. var meget forbitret paa hollænderne. Hadde de gjort sin pligt som ærlige forbundsfæller, vilde det ikke ha lykkes svenskerne at slippe bort, sa han. Det var hans overbevisning, at hol lænderne var ikke at lite paa; deres egentlige hensigt var efter hans tanker at ødelægge baade Danmark og Sverige. Deres politik gik dog vistnok kun ut pan at holde de to magter i likevegt og særlig at forhindre at nogen av dem blev herre over begge sider.av Sundet. Om høsten 1659 grep B. endnu engang ind i krigen, idet han var med om at landsætte de tropper som erobret Fyn tilbake fra svenskerne. Efter freden i Kjøbenhavn blev B. utnævnt til riksraad og præsident for admiralitetet; senere blev han tillike medlem av konseillet og av høiesteret. Paa riksdagen i Kjøbenhavn høsten 1660 skal han i motsætning til sine adelige standsfæller kraftig ha støttet forfatningsforandringen. I 1662 mottok han utnævnelse til riksadmiral. Tre aar senere talte man om ham som vordende førsteminister. Hans slegtskapsforbindelse med den Ulfeldske familie har dog vistnok i kongens øine gjort ham mindre vel skikket for en slik stilling; men personlig bevarte han saavel Fredrik IIL.s som Christian V.s tillid. Han vedblev ogsaa efter regjeringsskiftet i 1670 at ha den øverste ledelse av sjøvernet i sin haand og indtraadte s. a i kommissionen til hærens ordning. Under den skaanske krig maatte han overlate kommandoen tilsjøs til yngre kræfter (Curt Adeler, Niels Juel); men administrationen av marinens anliggender ledet han fremdeles fra admiralitetet i Kjøbenhavn. 1679 blev han paa grund av sin alder fritat for regelmæssig embedstjeneste, og døde "/s 1679. Han blev begravet ved Næsbyholm kirke paa Sjælland. Den anseelse, B. i sin samtid nød baade som landkriger og admiral, var vel fortjent, Han var ikke alene en tapper kriger og en dygtig administrator med stor tilpasningsevne, men ogsaa en klok og djerv krigsanfører baade tillands og tilsjøs. Hans ledelse av den norske milits 1644—45 og hans sjøseire 1657 og 1659 er lyspunkter i det mørke billede, som datidens danske krigshistorie har at opvise. De ulykkelige fredsslutninger har han ingen skyld i, skjønt de har bidrat til at fordunkle hans fortjenester for den almene bevissthet. I virkeligheten taaler B. at nævnes i rækken av Norges og Danmarks bedste navne paa krigsførselens omraade i det 17de aarh. Et tiltalende træk ved ham er, at han under alle forhold visste at bevare sin personlige selvstendighet, hvad der ikke mindst kommer tilsyne i hans trofaste venskap for Corfitz Ulfeldt og Leonore Christine ogsaa i deres ulykkes dager. Oscar Albert Johnsen. Litt.: Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie -V, se registrene Danske Samlinger VI, s. 207—08, 313—24. Bruun, Curt Sivertsen Adelaer, 8. 181 fg. Axel Larsen (Liljfalk) i Dansk-norske Heltehistorier 1648—1700 (Kb. 1894) s.20—44. Danmarks Adels Aarbog 1887. Bjelke, Jens, 1580—1659, Norges rikes kansler, søn av Aage B. og Margrethe Thott, f. s 1580 paa Østraat, ik en lærd utdannelse og blev i april 1600 immatrikulert som student ved universitetet i Rostock, hvor han særlig studerte medicin og klassisk verslære. Sammen med en landsmand, Finn Sigurdsson (Vincentius Sigvardinus) besøkte han en række steder i Tyskland og Nederlandene, deriblandt universitetsbyerne Wittenberg, Leipzig og Leyden. Efter sin hjemkomst fik han */s 1605 ansættelse i det Danske Kancelli, de unge adelsmænds sedvanlige forskole for statstjenesten, og synes at ha vundet adskillig anseelse paa grund av sine kundskaper og sin arbeidsdygtighet. Han anvendtes som aktor i retssaken mot professor Jørgen Dybvad 1607 og ledsaget kansleren Christian Friis til herredagen i Horsens i januar 1609, hvor de svenskes overgrep i Nordlandene og Finmarken var gjenstand for drøftelse. Om vaaren 8. a. forlot B. Danmark for at ta fast ophold i Norge. Han opholdt sig en kort tid paa Akershus og i Oslo og drog derpaa til sin fædrenegaard Østraat, som han mu overtok efter avholdt skifte med sin mor og sin søster Vivike B. Aaret efter (1610) egtet han den rike Sophie Brockenhuus, dad 1656, datter av Henrik B. til Elingaard og fru Dorthe Juel, som bragte ham flere sædegaarder, deriblandt Elingaard i Smaalenene, Hovinsholm paa Hedemarken og Kanestrøm paa Nordmør med tilliggende jordegods i medgift. %4 1611 blev han av kongen forlenet med Reins kloster, hvormed ogsaa Tautra (Tuterøens) klostergads og Viksgodset var forenet. Under Kalmarkrigen, som utbrøt 5. a., fik han det hverv, sammen med lensherren i Trondhjem Sten Bille, at forestaa krigsforanstaltningerne i det nordenfjeldske. 38 — Norsk bors leksikon dig av paa grund av bøndernes fuldstændige mangel paa disciplin og krigsøvelse og jemternes indtil oprørskhet uvillige holdning. Sten Bille og hans venner Søkte at velte skylden for togets uheldige utgang over paa B. Skjønt B. vistnok hadde gjort sit bedste under krigen, savnet han dog betingelser som militær leder; derimot viste han sig meget brukbar i administrationen. Han blev efter freden opnævnt til medlem av kommissionen til stjørdølernes og jemternes avstraffelse og deltok 1614—15 i undersøkelserne vedrørende nogen paatænkte forsvarsforanstaltninger i det nordenfjeldske. Den "12 1614 blev han utnævnt til Norges rikes kansler og fik som embedsløn et kanonikat i Oslo, Onso len og Nonneseter kloster i forlening, men maatte samtidig opgi Reins kloster. Som kansler fik B. det øverste tilsyn med landets retsvæsen; han deltok i herredager og stændermøter og blev efterhaanden medlem av en lang række kommissioner til utførelse av forskjellige særlige hverv vedrørende administrationen, lovgivningen, embedsmændenes forhold, forsvaret, skattevæsenet, skogenes tilstand, krongodsets pantsættelse 0. s. v. I april — august 1632 bereiste han sammen med Pros Knudsson til Nørholm hele det nordenfjeldske Norge for at undersøke almuens klager mot fogderne og dømme i striden mellem dem. En række kongelige forordninger fra aarene 1632—36, senere indtat i recessen av */s 1643, 3. bok, var ialfald delvis et resultat av disse undersøkelser. Til løn for sine tjenester blev B. den 4 1633 forlenet med Bergenhus len, som han indehadde til '/s 1641, da han fik Stavanger len. Dette sidste beholdt han dog kun i fen aar, nemlig til "/s 1646, da han overtok Mariakirkens provsti, som tidligere hadde fulgt kanslerembedet. Sit ønske om at fan Trondhjems len fik han aldrig opfyldt. "B. var en meget virksom og interessert lensherre, rik paa forslag og projekter. I 1636 utvirket han under et ophold i Kjøbenhavn tre forordninger om kronens landslod og fisketiende, en for hvert av de tre len, Bergenhus, Trondhjem og Stavanger. Forordningerne, som bl.a. frigav handelen med salt, korn m. m. paa alle sildefjorder for alle kongens undersaatter, fremkaldte imidlertid en sterk motstand fra Trondhjems borgerskaps side, og da lensherren i Trondhjem, Oluf Parsberg, kraftig støttet borgerne, blev forordningerne sat ut av kraft to maaneder efter deres fremkomst, og de tre utførlige og grundige apologier, som B. skrev til deres forsvar, formaadde ikke at redde dem. Under Hannibal Sehesteds statholderskap i Norge 1642—51 var B. dennes stadige konsulent i en mængde spørsmaal, som krævet særlig sakkundskap. Under krigen 1643—45 fungerte han som krigskommissarius. Sehesteds arbeide for en selvstændigere norsk forvaltning synes han at ha omfattet med sympati. Under hyldingsriksdagen i Kristiania 1648 tok han paa standens vegne ordet for den opfatning at Norge fremdeles var arverike og tronfølgen saaledes uavhængig av det danske riksraads valg. Det store jordegods, B. hadde arvet efter sine forældre og ved egteskapet med Sophie Brockenhuus, forøket han senere ved kjøp og makeskifter og var — bortset fra Hannibal Sehesteds kortvarige magtperiode — Norges største godseier næst kongen. Han døde paa sin sædegaard Sande i Smaalenene '.1 1659 og blev bisat i et av ham selv opført kapel ved Onsøy kirke. Ved siden av sine talrike andre gjøremaal fandt B. tid ogsaa til litterære sysler. I motsætning til de fleste av sine standsfæller hadde han i ungdommen tat sine studier alvorlig og benyttet stadig pennen, snart til at skrive kompendier over det læste, snart til selvstændigere avhandlinger. Idethele synes han at ha erhvervet en personlig interesse for videnskapen, og tilbøieligheten til litterær produktion paa vers og prosa, over religiøse og verdslige emner, i det latinske saavelsom i det danske sprog fulgte ham hele livet igjennem. En del av sine skrifter lot han utgas i trykken, deriblandt ,Bøn for alle Stænder" (1622), «Orationis dominicæ dilucidissima et latissima explanatio* (1624, 2. oplag 1626) og ,Summarium over Bibelen og en del av Davids salmer paa rim" (1626). En fortegnelse over lensherrerne paa Bergenhus, likeledes paa rim, er trykt i Holbergs Bergens Beskrivelse. Nogen virkelig begavelse enten som videnskapsmand eller digter besad B. dog ikke, og derfor blev hans virksomhet paa dette omraade mest kun et liebhaberi, som vel kan ha hat sin betydning for ham selv, men var temmelig værdiløst for andre. I juridiske spørsmaal blev han dog i samtiden betragtet som noget av en autoritet. Han utgav i 1634 ,Termini legales Guridici) Norvegici*, Den danske og norske lovs des summariske indhold, delvis gjenoptrykt 1657, samt et kompendium over den norske lovs arvetal (1657). Desuten har han forfattet en mængde utrykte betænkninger m. v. om aktuelle juridiske sporsmaal og næret planer om en omfattende revision av den norske lovbøk, hvis mangler han kjendte. Større evner enten som jurist, statsmand eller organisator har B. dog neppe besiddet; men ved sin utrættelige virksomhet, sin samvittig hetsfuldhet og den betydelige erfaring i snart sagt alle den norske administrations grener, som han efterhaanden erhvervet sig, kom han i sin kanslertid til at øve en ikke ringe indflydelse paa Norges indre styrelse. Ved sin byrd, sin rigdom og sin stilling var han den norske adels første mand og selvskrevne repræsentant overfor kongen og de danske regjeringsmyndigheter. Han tok sig med stor iver av dens interesser og arbeidet med held paa at befæste og utvide dens privilegier. Længe nod han ogsaa dens ubetingede tillid; men efterat han i 1633 hadde opnaadd at faa et av hovedlenene og derved var stillet paa like fot med de fornemste danske lensherrer i Norge, synes han at ha fjernet sig noget fra sine norske standsfæller, og da han i 1639 sammen med statholderen Christoffer Urne indgav til kongen et forslag, som for fremtiden berøvet den norske adel den adgang den hittil — forøvrig å strid med Norges lov — hadde hat til at oprette nye skattefri sædegaarder, og dette forslag blev vedtat av kongen, satte dette ondt blod, saameget mere som B. selv eiet ca. 15 skattefri sædegaarder med tilliggende strøgods, mens den norske adel forøvrig var forholdsvis fattig paa jordegods. Først mange aar senere synes kansleren nogenlunde at ha gjenvundet sine standstællers tillid. Oscar Albert Johnsen. (Litt: Yngv. Nielsen, Jens Bjelke til Østraat (1872). O. A. Johnsen, De norske Stender (1908); samme fort, Hannibal Sehesteds statholderskap (1900); Aktstykker til de norske stændermøters historie Iste hefte (1910), 2det hehe (1917). Hist. Tidsskrift I 5.33 fig, Ill, 8,5. 341 Ag, IV, 6,5. 150 fig 0. Å. st. L. H. Ree og Fr8. Vallem, Østraat (1916), s. Bjelke, Jens Thillufsen, —1559, lensherre, søn av den skaanske adelsmand Thilluf Josefssøn til Gyllarp og Hammerstad og Gunhild Ovesdatter Bing, kom til Norge i Truid Ulfstands og Christoffer Huitfeldts følge 1537 og blev til løn for sin tjeneste forlenet med Holms kloster. Dette maatte han dog snart bytte med Tautra (Tuterøens) kloster i Trondhjemsfjorden, som han først opgav i 1556. Siden 1542 var han desuten forlenet med Jemtland, som han beholdt til sin død. Den tradition at han i aaret 1540 dræpte kanniken Jens Olsson [Bratt], som mistænktes for delagtighet i mordet paa Vincens Lunge, maa være falsk, da nævnte kannik bevislig var i live flere aar senere og synes at være død en naturlig død som sogneprest i Trondhjem og Aure 1548. Paa den anden side er det sikkert, at B. snart efter sin ankomst til Norge har stiftet bekjendtskap med familien paa Østraat; ti senest 1540 egtet han fru Ingers og Niels Henrikssøns datter, jomfru Lucie, bekjendt for sin ulykkelige kjærlighetshistorie med svogeren Niels Lykke, med hvem hun hadde faat et barn, uten at kunne egte ham, da egteskap mellem besvogrede i overensstemmelse med de katolske kirkelove betragtedes som incest, Det ser ut, som om nogen mange aar senere har søkt at trække frem dette hendes feiltrin for at skade familien; ti %/4 1545 erholdt B. et kongelig bekjærmelsesbrev for sig, sin hustru og sine barn, hvorved kongen fritok fru Lucie for al tiltale. Gjennem egteskapet med Lucie Nielsdatter kom B. i besiddelse av fru Ingers hovedsæte Østraat paa Ørlandet ved Trondhjemsfjordens munding med tilliggende gods, som hun synes at ha skjænket ham ved egteskapets indgaaelse, idet han skrives ,til Ostraat" allerede i aaret 1540. Ogsan senere mottok egtefællerne flere store gaver av fru Inger baade i gods og penger og erholdt i 1552 kongens stadfæstelse paa dem. To mar tidligere hadde de selv skjænket en gaardpart i Stjørdalen til de fattige i Trondhjems hospital. Fru Lucie druknet sammen med sin mor og sin datter Gundel i Sevdefjorden paa Søndmør paa en reise til Bergen 1555. B. overlevde hende kun i fire aar. Han døde under et ophold å Kjøbenhavn "io 1559 og blev begravet i Nicolai kirke dersteds. I sit egteskap med Lucie Nielsdatter hadde han fire døtre og fem sønner, av hvilke den ældste Otte B. til Lade og den yngste Aage (Ove) B. til Østraat blev stamfædrene til den senere familie B. i Norge, som naadde en høi anseelse, særlig i det 17de aarh. Oscar Albert Johnsen. Litt: (Norsk) Hist. Tidsskrift IL, s. 351 fig. Saml. t. d. norske Folks Sprog og Hist. I—III, se registrene. Chr. L. Lange, De norske Klostres Historie, 2. utg (1886). Danmarks Adels Aarbog 1887. Personalhistorisk Tidsskrift VI (1885). Bjelke, Jørgen, 1621—96, generalloitnant, f. paa Elingaard */« 1621, son av ovennævnte kansler Jens Bjelke og hustru Sophie Brockenhuus, blev i august 1641 immatrikulert ved universitetet i Leyden og befandt sig i Holland endnu ved utbruddet av krigen mellem DanmarkNorge og Sverige 1643. I januar 1644 deltok han sammen med sin ældre bror, Henrik B. (s.d.), i hvervingen av officerer og soldater i Holland og forblev her indtil juni s.a., da han med de hvervede folk drog til Norge og deltok i krigen som kaptein. Efter freden i Brømsebro 1645 reiste han til Tyskland, hvor han kjæmpet i keiserens tjeneste mot svenskerne. Ved efterretningen om prins Christians død søkte han orlov og kom til Kjøbenhavn i begyndelsen av 1648, hvor han paa Rosenborg slot avgav beretning om forholdene i Tyskland for den dødssyke Christian IV. B., som allerede før sin avreise til Tyskland var blit utnævnt til major og hofjunker, fik nu ldde og Marker i forlening og blev i 1653 forfremmet til kammerjunker. I 1651 var han medlem av kommissionen til undersøkelse av Hannibal Sehesteds forhold i Norge, og i 1653 forhandlet han med statholderen og hovedlensmændene sammesteds om forskjellige administrative og militære reformer. I 1654 fik han Idde og Marker ombyttet med Agdesiden len og overtok straks efter speciel ordre kommandoen pan fæstningen Kristiansø, som man mente truedes av et engelsk angrep. B. satte straks fæstningen i forsvarsstand og reiste personlig om i lenet, hvor han lot det unge mandskap indrullere. Da Kristiansø manglet vand, blev i 1656 efter B.s initiativ og under hans ledelse en ny fæstning opført paa en anden likeoverfor liggende ø, som fik navnet Fredriksholm. For at holde trælastpriserne oppe bevæget han trælasthandlerne i Kristianssand og omegn til at slutte sig sammen i et kompani, men opnaadde paa grund av kansler Christen Thommessøn Sehesteds motstand ikke at faa det godkjendt av kongen Varig betydning fik oprettelsen av fyret paa Lindesnes, som fandt sted 1656 og skyldtes B.s initiativ. I 1657 opgav han Agdesiden og erholdt istedet Bratsberg len. Den s 1657 blev B. utnævnt til norsk generalkrigskommissarius, og fik under den paafølgende krig med Sverige til særlig opgave at lede krigsforanstaltningerne i det nordenfjeldske. Han drog i juni fra Skien gjennem Telemarken over Haukelifjeld til Hardanger, og derfra sjøveien til Bergen, hvor hans bror Ove B., som var lensherre pas Bergenhus, skaffet ham nogen kanoner, endel ammunition og proviant samt baatsfolk og skjærbaater. Fra Bergen drog han i slutten av juni til Trondhjem, hvor han i mindre end to maaneder samlet en hær pas 2500 mand, fordelt paa de to Trondhjemske regimenter og fire kompanier av Bergenhusiske regiment foruten ryttere. I slutten av august og begyndelsen av september drog B. derpaa med ca. 2000 mand i to avdelinger over Sul og Meraker til Jemtland, hvor hans tropper forenet sig ved Dufed skanse. Herfra trængte han videre frem til Frøsø skanze, drivende den svenske hær i Jemtland foran sig og ut av landskapet. Kun besætningen paa Frøsø skanse forsvarte sig tappert og tilbød først kapitulation '%/4 (indvilget "/41) 1657 efter seks ukers beleiring. Ogsaa Herjedalen med den derværende Rismyr skanse blev besat, de svenske undsætningstropper stanset og begge landskaper lagt ind under norsk administration. B. tænkte derefter paa at rykke ind i det egentlige Sverige; men efter opfordring fra statholderen Nils Trolle drog han med 2000 mand sydover for at møte et svensk indfald i Baahuslen; men før han kunde gripe aktivt ind i krigsbegivenheterne søndenfjelds, hadde Karl X Gustaf ved sin marsj over Belterne til Kjøbenhavn fremtvunget freden i Roskilde *%+ 1658, hvorved bl.a. Baahuslen og Trondhjems len blev avstaat til Sverige. Den "/s samme aar utnævnte Fredrik III B. til generalleitnant over militsen i Norge under kongens direkte kommando, uavhængig av statholderen og uten nogen kommanderende general over sig. B. trodde ikke psa fredens varighet, og hans samtaler med et par svenske officerer og med den nederlandske ambassadør Conrad von Beuningen bestyrket hans mistanke om den svenske konges hensigter. Han henvendte sig til kongen og hans vigtigste raadgivere og varslet krig, men uten at vinde gehør. Dog opnaadde han kongens tilladelse til at reise til Norge for at sætte landet i forsvarsstand. forlot han Kjøbenhavn, ankom til Akershus %s og begyndte straks at træffe de forberedende foranstaltninger til mobilisering av de sondenfjeldske regimenter. Det var paa høie tid; ti allerede den %/s næst efter gjorde de svenske landgang pan Sjælland. Da budskapet om denne begivenhet naadde til Akershus, blev statholderen Nils Trolle ganske motløs og frygtet at alt var tapt: Kjøbenhavn kunde ikke forsvares, og heller ikke det som var igjen av Norge; men B. var munter og tillidsfuld og sa at ,de som er under den svenske magt, maa be Gud bedre dem, og ikke vi som har slot og fæstning med land i behold; han (B.) vilde straks jage de svenske ut av Trondhjems by og len". Han opsatte en skriftlig utarbeidet plan for krigsførselen, offensiv nordenfjelds, defensiv søndenfjelds, og utstedte sammen med statholderen og sin far Jens B. oprop til det norske folk med indtrængende appel til dets fædrelandskjærlighet og troskapsfølelsen mot kongehuset samt særlige opfordringer til indbyggerne i de avstaaede landsdeler om at vende tilbake til Norge. Samtidig traf han de fornødne foranstaltninger til krigsplanens iverksættelse. Til gjenerobringen av Trondhjems len samlet han i kort tid to hæravdelinger. Den ene, som bestod av hovedstyrken av de Akershusiske og Oplandske regimenter, stilledes under kommando av oberst Reichwein, den anden, som omfattet det Bergenhusiske regiment og de tidligere Trondhjemske regimenter, førtes av generalkommissarius Ludvig Rosenkrantz og oberst Reinhold v. Hoven. Mens denne sidstnævnte avdeling tok sjøveien fra Bergen til Trondhjem, drog Reichwein med de søndenfjeldske tropper over land til Elverum, hvor den tidligere svenske guvernør i Trondhjem, baron L. Creutz blev tat til fange, derfra til Røros, som han efter krigsplanen lot besætte, og fra Røros videre til Trondhjem, som mu (fra '/io) blev omringet fra alle kanter. Imidlertid var B. selv travlt beskjæftiget med at sørge for reserver. Fra Bratsberg len, Telemarken og Hallingdal utskrev han et eget regiment av fjeldfolk, Dalregimentet kaldet; desuten oprettet han det Vesterlenske regiment med Agdesiden og Stavanger len som utskrivningsdistrikter. Da den svenske general Harald Stake hadde foretat sit første mislykkede angrep paa Halden, gjorde B. i oktober 1658 indfald i Baahuslen og trængte frem til Oddevald, men gik i december tilbake til Halden, som truedes av et nyt svensk angrep. Imidlertid hadde svenskerne den 1/2 maattet opgi Trondhjem til de norske tropper under Reichwein og trak sig derpaa helt ut av lenet. Den ene del av B.s felttogsplan, offensiven nordenfjelds, var dermed løst, og Reichwein kunde med de søndenfjeldske tropper ile Halden til undsætning. Umiddelbart før hans ankomst foretok general Stake den %s 1659 med ca. 4000 mand sit andet angrep paa Halden, som blev forsvaret av B. og Tønne Huitfeldt med ca. 1500 mand, hvorav mange syke. Efter en kortvarig, men blodig kamp trak Stake sig tilbake med store tap. Dagen efter, den 5/2, ankom Reichwein til Halden, hvorpaa B. forente sig med ham, såtte efter svenskerne ind i Baahuslen og tvang dem til at retirere til Venersborg. I oktober s. a. foretok B. derpaa et nyt indfald i Baahuslen, denne gang i spidsen for 5000 mand tilhest og tilfots, indtok 2/40 Kvistrum skanse og derefter "/io skansen ved Nodesand; men da Karl Gustaf mu selv ankom til Gøteborg og traf omfattende foranstaltninger for at avskjære nordmændene retræten og derefter paany angripe Halden, trak B. sig i midten av december ut av lenet og kom julaften 1659 til Halden. Dennes forsvar var imidlertid blit styrket ved anlæg av nye fæstningsverker, og B. forøket efter sin ankomst besætningen, som blev bragt op til 2100 mand. Selv drog han til Hafslund, trak til sig forsterkninger, utsendte rekognosceringstropper for at utforske fiendens bevægelser og tok i anden halvdel av januar 1660 stilling ved Borge kirke med 1600 mand militsropper, 400 ryttere og 1800 bønder. Imidlertid hadde Karl Gustaf fra sit hovedkvarter i Gøteborg utkastet store planer til Norges erobring. Først skulde Halden indtages, derpan Vinger skanse, Fredriksstad, Kristiania og Akershus 0. s, v.-Allerede den /, 1660 aapnet Harald Stake beleiringen av Halden med en forholdsvis betydelig styrke Den %s angrep de svenske derpaa med en større del av beleiringshæren under feltmarskalk grev Lars Kagg den norske styrke ved Borge kirke, men blev slast og maatte trække sig tilbake til Halden. B. forsterket derpaa Fredriksstads befæstning med 900 mand av sine egne tropper og tok selv stilling ved Tune kirke. Imidlertid døde Karl Gustaf i Gøteborg "/2 1660, *% blev beleiringen av Halden hævet, hvorpaa alle svenske tropper skyndsomt trak sig ut av Norge. "5 5.a. sluttet Fredrik III freden til Kjøbenhavn, hvorved Trondhjems len blev git tilbake til Norge. Gjennem sin ledelse av krigsbegivenheterne 1657—60 hadde B. indlagt sig de største fortjenester av fædrelandet og kongehuset og hadde vundet en stor popularitet i sit hjemland; derimot var han kommet i et spændt forhold til flere indflydelsesrike mænd av den danske adel, især Nils Trolle, hvis træghet og efterladenhet under krigen han skarpt hadde kritisert. Paa grund av sin norske patriotisme og motsætningen til flere av aristokratiets spidser er det sandsynlig, at B. har set med sympati paa forfatningsforandringen i 1660, som gav kongen arveretten og avskaffet den danske adels politiske magtstilling. Han mottok kongens kaldelse til at træde ind Riksraadet og flere av de nyoprettede centralmyndigheter i Kjøbenhavn, Statskollegiet, Krigskollegiet og Hoiesteret, og tok fra nu av fast ophold i Danmark. Sit kjæreste ønske, at bli kommanderende general i Norge, en stilling, hvortil han burde ha været selvskreven, fik han derimot ikke opfyldt, idet først Claus Ahlefeldt, senere U. F. Gyldenløve blev utnævnt dertil. Et tilbud av kong Christian V i 1670 om at overta stillingen som generalløitnant under Gyldenløve vilde han ikke motta, men forlangte at fan staa direkte under kongen likesom tidligere. —ldethele var B.s stilling i Danmark fra forste stund av, trods hans høie embeder, svak og isolert. Hannibal Sehested, som Fredrik III efter enevældets indforelse gjorde til sin skatmester, synes at ha motarbeidet ham, likesaa de danske og tyske militære som omgav kongen. Fredrik lil selv, som skyldte ham og hans ætt saa meget, stillet sig efterhaanden mere og mere kjolig til ham. Han blev ikke kaldt til at delta i arvehyldingen i Kristiania 1661, noget som i høi grad saaret ham; i 1662 mistet han sit norske len, som først i 1664 blev erstattet med Kallundborg amt i Danmark. Sine utlæg under krigen fik han aldrig nogen fyldestgjørende erstatning for, og paa grund av finansnøden fik han i mange aar ikke engang sin lon utbetalt B., som var sig sine fortjenester vel bevisst, følte sig sterkt krænket over disse tilsidesættelser, og hans misnøie har vistnok ikke været nogen hemmelighet, da Corfitz Ulfeldt i 1663 nævner ham som en av det adelige oppositionsparti i Danmark. Dette var dog sikkert urigtig, da B. stod fremmed overfor den gamle danske adel og desuten var fuldt loyal mot enevældet, men angivelsen har allikevel sikkert skadet ham. Hans egteskap 1661 med den 22 aar yngre Magdalene Sybille, rikshovmesteren Jockum Gersdorfs datter, hadde paa grund av rikshovmesterens død kort for bryllupet ikke styrket hans stilling. Med Christian V.s tronbestigelse saa det ut til, at en lysere tid skulde oprinde for B. Han Sk sammen med U. F. Gyldenløve det hverv at undersøke og avgi erklæring om Norges styrelse, og deres fælles be. tænkning er for en stor del præget av B.s opfatning og reformtanker saaledes som disse kommer tilsyne særlig i hans selvbiografi. Negtelsen av at staa under Gyldenløve som generalløjtnant førte imidlertid til brud med denne. Istedet nærmet B. sig Griffenfeldt, blev i oktober 1671 danebrogsridder og fik fra januar 1672 en aarlig løn paa 4000 rdl. I 1674 blev han under kongens fravær statholder i Kjøbenhavn og i juni 1675 statholder paa Sjælland og overkommandant i Kjøbenhavn. Derimot fk han ikke opfyldt sit ønske om at delta i krigen 1675—79. Det ser ut til at Griffenfeldt har tænkt pas at faa ham utnævnt til riksfeltherre; men da B. ved Griffenfeldts fængsling "/: 1676 med sin sedvanlige frimodighet søkte at tale hans sak høs kongen, blev han av Griffenfeldts fiender betragtet som medvider i dennes formentlige brøde. Da det nu ogsaa av Griffenfeldts korrespondance fremgik at Magdalene Sybille hadde staat i et altfor intimt forhold til den faldne storhet, fik de begge ordre til at forlate hovedstaden. Magdalene Sybille reiste til Kallundborg, mens B. selv efter kongens befaling drog til Aalborg for at vaake over korrespondancen mellem Norge og Danmark. Efter Griffenfeldts domfældelse blev han dog atter kaldt til Kjøbenhavn, hvor har: overtok sine tidligere hverv og embeder; men hans stilling var rystet, og da hans nu syke hustru, trods forvisningen, tok ophold paa Fredriksberg, og B. bad kongen om tilladelse for hende til at flytte ind til byen for at søke lægehjælp, fik han den 1% 1677 kongens befaling til straks at begi sig til sit amt, Kallundborg. Da han ikke oieblikkelig forlot byen, var det endog paa tale at la ham indespærre i Kastellet Man frygtet netop ved hoffet en mulig sammensvergelse av den gamle danske adel, og B. synes — vistnok aldeles uten grund — at ha hørt til de mistænkte. B. begav sig under disse omstændigheter hurtigst mulig til Kallundborg, hvorfra han i den følgende tid oftere besøkte Kjøbenhavn. Hans rolle her var dog nu utspillet, og den */ie 1679 erholdt han ogsaa formel avsked fra sine embeder i hovedstaden. Motgangen traf ham saa meget haardere som hans økonomiske stilling var fuldstændig undergravet. I 1682 maatte han sælge Hovinsholm, og efterhaanden maatte han under press av sine kreditorer skille sig ogsaa ved sine øvrige eiendommer i Norge og Danmark, deriblandt endog sin bolig i Kallundborg. Sine sidste aar tilbragte han pan avisgaarden Avindsøgaard (nu Agnsøgaard), bvor han døde */» 1696. Hans lik blev bisat i hans gravsted i Trinitatis kirke i Kjøbenhavn. Av hans seks barn var de fem døde i ung alder; kun en datter, Sofie Amalie, overlevde faren og blev gift utenfor adelsstanden med sogneprest til Værslev og Jordlase, Hans Hwalsoe. B. har foruten talrike brever m. m. efterlatt en selvbiografi, som naar til 1670, og som gir et værdifuldt og interessant bidrag ikke alene til hans egen, men ogsaa til tidens historie, og særlig en fyldig beskrivelse av krigsbegivenheterne i Norge 1644—45 og 1657—60. Boken synes at være forfattet i B.s sidste levemar og røber en eiendommelig, elskværdig, mangesidig interessert og virksom personlighet. Naar det fra dansk side (av Fridericia) er sagt at der i ham som officer var noget av en Jacob von Thyboe, synes der ikke at foreligge tilstrækkelig grund for en slik sammenligning. Ti er det end saa at B. i sin selvbiografi lægger for dagen en viss tilboielighet til at fremhæve sig selv og sine egne fortjenester og bedrifter, saa er vel dette nærmest at opfatte som en naturlig reaktion mot den tilsidesættelse han var gjenstand for i den senere del av sit liv. Desuten maa det understrekes at hans sandhetskjærlighet og ypperlige hukommelse, endog for begivenheternes detaljer, stadfæstes av de bevarte samtidige aktstykker. Han har som den å realiteten øverstkommanderende hovedandelen i det lykkelige utfald av krigsbegivenheterne i Norge 1657—60 og la herunder for dagen virkelig feltherrebegavelse. Ikke alene fattet han planen for krigsførselen; han ledet ogsaa krigsforanstaltningerne, forsterket hæren ved oprettelse av nye regimenter, skaffet, tildels ved egne midler og egen kredit, ryttere, officerer og proviant. Ved sit eksempel og sine patriotiske oprop til folket opflammet han den nationale stemning som kommer tilsyne under denne krig, og som i høi grad bidrog til dens lykkelige utgang. Han hadde dygtige hjælpere i sin bror Ove Bjelke pan Bergenhus, oberst, senere generalmajor Reichwein, Tønne Huitfeldt m. fl; men fra Danmark kom ingen hjælp, og statholderen Nils Trolle støttet kun lunkent hans anstrengelser. Efter gjenerobringen av det Trondhjemske og den svenske hærs nederlag ved Halden var B. vistnok Norges mest ansete og mest avholdte mand. Hadde han som sin far og sin bror Ove slaat sig ned i fædrelandet, vilde hans stilling ha været sterk. Hans ulykke blev at han fulgte kongens kaldelse til høje embeder i Danmark, hvor han ingen rot og ingen venner hadde, hvor han med sin fripostige natur ikke passet ind i milieuet og dertil som mand av gammel adel let kunde mistænkeliggjøres for meddelagtighet i aristokratiske statskupplaner. Hans skjæbne i Danmark blev sørgelig; men hans andel i krigsbegivenheterne i Norge 1657—80 vil til alle tider sikre ham det norske folks taknemlighet og en fremragende plads i datidens norske historie. Oscar Albert Johnsen. [Litt Generallieutenant Jørgen Bjelkes selvbicgrai, ed. J. A. Friderici 1800). Samlinger til der norske Folks Sprog og Historie I-V, se re Saga I, 38 fig, 100 fig. 0. fl. st. Norske Rigs-Registranter IX—XIL Nye Danske Magasin II (1806), 8. 129—42. Yogvar Nielsen, Kampen om Trondhjem 1637—60 i Festskrift til Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897, s. 81—156. Historisk Tidsskrift åR. V, særlig s.387—08, B. Bjelke, Ove, 1611—74, Norges rikes kansler, f. i Trondhjem "5/10 1611 som ældste søn av ovennævnte kansler Jens B. og Sophie Brockenhuus, vokste op paa Elingaard i Smaalenene, hvor kong Christian IV oftere opholdt sig som farens gjest, blev 18 aar gammel (1620) sendt til Sorø akademi, og fortsatte sine studier ved universitetet i Padua i aarene 1633—34 sammen med sin yngste bror Henrik B. (s. ¢.). Efter hjemkomsten traadte B. ind i statstjenesten som kgl. sekretær (skancellijunker*) i det Danske Kancelli (!%/2 1636—11 1642), fik i april 1638 sammen med Henrik Thott fuldmagt til at møtes i juli s. a med svenske kommissarier i Nordlandene for at undersøke eiendomsretten til nogen paa grænsefjeldene mellem Norge og Sverige fundne sølv- og blygruber; ledsaget 1640 Hannibal Sehested pas hans store gesandt skapsreise i Spanien; derimot synes beretningen om at han ogsaa har fulgt Christian Rantzau til Wien at bero paa en feiltagelse. Fra Spanienfærden stammer det bekjendte portræt (kobberstik) av O. B., stukket av Jan van der Noot i Madrid 1640. Efter hjemkomsten opnaadde han 1641 at faa opfyldt det av ham selv og faren allerede længe nærede ønske om at faa et norsk len, Bakke kloster, som han beholdt til 1648. I 1645—46 var han desuten forlenet med Nordlandene og i 1646—48 med Reins kloster og tilliggende forleninger. Under krigen 1643—45 virket han som landkommissarius og som krigskommissær i Jemtland, og faar av statholderen Hannibal Sehested den ros, at ,han til Kongl. Majestæts og Rigets Tjeneste er meget vel intentioneret og i alle Maader comporterer sig vel med hvis udi E. K. Majestæts Navn hannem vorder befalet". Ogsaa -i krigene med Sverige 1657—58 og 1658—60 indla han sig fortjenester av landets forsvar og anstrengte sig likesom sin far og sine brødre for gjenerobringen av Trøndelagen, slegtens hjemstavn. I begyndelsen av 1648, straks før Christian IV.s død, fik B. det store Bergenhus lem, som han senere forestod, først som lensherre og efter enevældets indførelse som stiftsbefalingsmand indtil 1666, da han blev forflyttet til Trondhjem. Efter farens død blev han den */:2 1660 tillike utnævnt til Norges rikes kansler og deltok som saadan i forskjellige kongelige kommissioner. Han var geheimeraad, titulær assessor i Statskollegiet og Høiesteret, blev i 1673 storkorsridder av Danebrog og regnedes idethele blandt de fornemste mænd i de forenede riker. Han nød ogsaa stor anseelse i Norge. ,En Berømmelse og Ære for sit Fædreland" kaldes han av Bergens historieskriver Edvard Edvardsen. Selv satte han fra ungdommen av sin ære i at tjene staten vel. In omnibus rebus humanis nihil praeclarius, nihil praestantius est qvam de epublica bene mereri*, skrev han den !/s 1634 i den berømte danske lærde, Hans Rodes, stambok, og man tor si, at dette ideal har fulgt ham hele livet igjennem; ti om han end ikke lægger for dagen en saa rastløs virksomhetstrang som faren, saa har han dog med dygtighet og pligttroskap utført de hverv, som hans embeder paala ham, og her. under vist sig som en god og trofast søn av sit norske fædreland. Personlig var B. en elskværdig mand, jevn og folkelig i al sin færd, omgjængelig og munter som de fleste av sin slegt — ,de lattermilde Bjelker* —, derfor ogsaa meget avholdt av sine omgivelser, ikke mindst av borgerne i Bergen, i hvis enkle forlystelser han gjerne deltok. Samtidig var B. en gudfrygtig og retsindig mand. Likesom faren hadde han litterære interesser og skrev vers som han. de Fine til at skrive en stor Norges Historie og tænkte selv paa at fortsætte ,Den norske Krønike". For italieneren Francesco Negris Ishavsekspedition viste han megen interesse, utbad sig oplysninger om naturmerkværdigheter nordpaa, særlig om malstrømmen, ,Nordens Charybdis*, og lovet selv at sætte den italienske forsker et litterært æreminde, om han omkom pas reisen. B. overtok allerede i farens levetid slegtens hovedsæte, Østraat, og her lot han i aarene 1654—36, straks vest for den gamle uanselige hovedbygning av træ, opføre den bekjendte stolte borg i barokstil, i hvilken Østraats gamle kirke blev indlemmet som borgkapel. De ældre huser blev nedrevet og grunden utlagt til pløieland; men paa den gamle hovedbygnings tomt lot B. opreise en stenpyramide med en mindetavle av sten, forsynet bl.a. med forældrenes vaabenskjolder og initialer samt mindevers paa latin og dansk til ære for faren Jens B. Den nye hovedbygning, som B. opførte, brændte som følge av lynnedslag %: B. egtet 1643 Maren Juel, datter av Norges statholder Jens Juel, f. paa Akershus 1621, d. i Kristiania i barselseng 1644. Hans anden hustru var Regisse Gedde, datter av riksadmiral Ove Gedde, f. paa Sem paa Eker 1629, gift 1647, d. pan Bergenhus 1657. I 1660 indgik B. egteskap med Hedvig Lindenow, f. 1635, d. i Trondhjem 1678, B. hadde ingen sønner; men hans to første hustruer fødte ham tre døtre, Ide Sophie samt Maren og Dorothea. Selv døde han i Trondhjem %/4 1674. Han og hans hustruer blev bisat i gravkammeret paa Østraat, som B. lot bygge 1667. Det blev for 50—60 aar siden av Østraats daværende eier omdannet til potetkjælder. (Litt: J. Bjelkes Selvbiograf, ed. J. A. Fridericia (Kbh. 1890). Saml. til det norske Folks Sprog og Historie I—VI. Norske Rigs-Registranter VII—XIL Yng. Nielsen, Jens Bjelke til Østraat (Chra 1872). Historisk Tidsskrift 2R. VI, s. 85 flg. L. Harboe Ree og F. B. Wallem, Østraat (Trondhjem 1916.) Bjelland, Christian, 1958—, forretningsmand, søn av gaardbruker Rasmus B. (1824—1920) og Olene Aareskjold (1828—1911), f. %/; 1858 paa gaarden Aareskjold i Høiland ved Stavanger, tok handelsborgerskap i Stavanger ': 1882, gift 1884 med Thora Mathea Mauritzen (1862—1907), datter av fabrikeier Sven M. B.s liv er beretningen om utrolig slit, nøisomhet og utholdenhet for at naa frem. Efter at ha begyndt san smaat at tjene i 10-nars alderen og forsørget Sig selv fra for konfirmationen, var han 24 aar gammel kommet saa langt, at han kunde ta handelsborgerskap og etablere egen forretning. Forretningen omfattet vanlig indenlandsk handel med diverse varer. Det var behovet for at faa disse varer hurtig betalt, som medførte, at B. kastet sine øine paa de av distriktets varer som kunde skaffes markeder andre steder. Det var egg, som sendtes til Østlandet Senere vildt, som eksportertes. Men det som skulde faa betydning for hele distriktet og for landet, blev først hummereksporten og senere hermetikfabrikkerne. B. optok stille konkurransen med det store engelske firma Groom & Søn, som i 100 aar hadde drevet hummereksporten og holdt al konkurranse ute. Det lykkedes det unge norske firma at komme ind og faa fast fot. Hummereksporten kom over paa norske hænder. Opkjøpet av hummeren hadde bragt B. i forbindelse med fiskerne — ogsaa med brislingfiskerne. Allerede i forretningens første aar hadde B. saltet og eksportert en del brisling. Men den hermetiske nedlægning av denne fisk var helt ukjendt i Norge. I 1889 studerte B. imidlertid dette spørsmaal i Sverige, kjøpte der de nyeste maskiner paa omraadet, og fra den reise daterer sig brislingens hermetiske nedlægning i Norge og de norske sardiners optræden paa verdensmarkedet. B. var den første paa dette omraade. Hans firmas fabrikker blev ogsaa tilsammenlagt de største paa omraadet. B.s hovedindsats ligger i, at han har skapt den norske sardinindustri og i at han befriet os for fremmed monopolisering av en saa væsentlig eksportartikkel som hummeren har været for Vest- og Sørlandet. Lorentz Vogt. Bjercke, Alf, 1851—, forretningsmand. Son av organist Ole B. og Anna Mathea Tensager. Født * 1851 paa Eidsvold. Selvstendig forretningsmand fra' 1880. Gift med Christine Amalie Hesselberg (f. 1858), datter av skibsfører Andreas H. B. kom 15 aar gammel til Kristiania, hvor han var ansat i en række forskjellige forretninger, indtil han i 1880 startet sin egen forretning med farveartikler. I 1883 grundia B. en fernisfabrik. I 1886 stiftet han den kemiske fabrik .Norden". Ved siden av sin forretning, som B. har oparbeidet til landets største i sin branche, har han vist et betydelig initiativ og nedlagt meget arbeide, hvor det gjaldt handelsstandens fællesinteresser. B. har saaledes tat initiativet til de skandinaviske handelsmøter, likesom ham deltok i stiftelsen av oplysningskontoret for næringsveje. Som formand i den saakaldte ,Freitaskomite" ledet han den meget vellykkede kamp for at bevare de norske dampskibslinjer Norge—Tyskland mot en sterk tysk konkurranse. B. har indehat en række tillidshverv inden forretningsstanden, hvorav de væsentligste er: Formand i Handelsstandens Fællesforeningi 16 aar (1895—98 og 1903—16) formand i kjøbmandsforeningen, formand i Børskomiteen og Handelskammeret og formand i direktionen for Christiania Sparebank, medlem av Femtimandsutvalget, direktionen i Kristiania Folkebank og forskjellige industrielle foretagender. Som repræsentant for handelsstandens interesser har han videre deltat i en række departementale komiteer. B. har været medlem av Kristiania formandskap i flere perioder som repræsentant for det konservative parti, som ogsaa har ønsket ham som sin repræsentant paa Stortinget, uten at han dog har villet motta valg. Til minde om sine forældre har han stiftet to legater til fremme av kirkemusikken paa Eidsvold. Til minde om sin hustrus forældre har han stiftet et legat til støtte for utdannelse av sjøfolk, og som uttryk for sin interesse for handelsstanden har han stiftet et legat for utdannelse av unge handelsfolk. Lorentz Vogt. Bjercke, Andreas Hesselberg, arkitekt, f. i Kristiania % 11 1883, søn av ovennævnte grosserer Alf B. (f. 1851) og Amalie Hesselberg. Ind ca. 1903 gjennemgik han den kgl. Kunst- og Haandverksskole i Kristiania, og studerte 1904—06 ved den kgl. tekniska högskolan i Stockholm. Derefter var han 1906—09 assistent hos arkitekt Ragnar Østberg i Stockholm. Han gjorde 1909—10 en omfattende studiereise gjennem Frankrike og ltalien. Siden 1911 har han været praktiserende arkitekt i Kristiania. Gift 1) 1912 med Helga Dahlin (1886—1916, datter av marinekommissær J. E. D., Stockholm. 2) 1918 med Maggen (Margit) Brodtkorb (t. 1889), datter av overingeniør Anton Christian B., Kristiania. I fællesskap med Arnstein Arneberg vandt han 1910 konkurransen om Fjeldheim og Rundtom folkeskoler i Drammen, av hvilke B. i de følgende aar opførte den første, A. den anden. Begge bygninger hører blandt de bedste resultater av de moderne bestræbelser for kunstnerisk forædling av skolehusene. — Siden vaaren 1914 har B. praktisert i fællesskap med arkitekt Georg Eliassen. Efter vunden konkurranse 1913 opførte de den nye sjømandsskole paa Ekeberg ved Kristiania (færdig 1917), et kunstnerisk fremragende arbeide præget av strenghet, klarhet og monumentalitet. Efter vundne konkurranser har de likeledes bygget Den norske Amerikalinjes gaard i Kristiania (1916—19), Kristiania lys. verker (under opførelse), sjømandsskolen i Tønsberg (under opførelse) og restaurert bispekapellet i Stavanger (under arbeide). Ved den engere konkurranse om Kristiania nye raadhus 1918 stod B. & E. nr. 2. — B. har alene og i fællesskap med Eliassen bygget flere privathus i nærheten av Kristiania. Utmerket er særlig grosserer Doblougs store villa paa Huseby (færdig 1920). Carl W. Schnitler. fit: Arkitektur og dekor. Kunst 1911 s. 19 fig, 1916 s. 78, 1918 s. 96 19195.73,90. — Byggekunst I (1919—20) 5. 173. — Kristiania og skibsfarten (1917).) Bjerk, Paul Jespersen, ca. 1620—1675, officer, skrev sig Birck, men kaldtes Bjerk, under hvilket navn slegten siden er kjendt. Han blev io 1645 løitnant ved 4de kompani av Tønsbergske regiment og fik "io 1647 en aarlig besolding paa 200 rår. fra 1s s. a. at regne. Fra %: 1649 til aarsdagen 1650 var han loitnant ved Iste kompani av Akershus regiment og tjenstgjorde derefter ved Romsdalske kompani av Trondhjemske regiment, i hvilket han *%/12 1653 fk bestalling som kaptein og kompanichef. Paa denne tid synes det som han ved unødig streng optræden hadde gjort sig ilde likt. Et rar soldater hadde prylt ham grundig op, hvad der indbragte dem en dødsdom, som dog ved kgl. benaadning */i» 1653 formildedes til livsvarig fæstningsarbeide, og rodemestrene i hans soldaterlægd hadde indsendt en klage over ham, som kun fordi dens ankeposter viste sig overdrevne, ikke kom ham til skade. Var B. saaledes alt andet end populær i fredstid, saa skulde han som modig feltofficer i den kommende krig med Sverige vinde sine soldaters tillid og en hengivenhet, som bragte al tidligere misnøie til at forstumme. Den !% 1657 marsjerte B. i spidsen for sit 7de kompani av Trondhjemske regiment til Jemtland og deltok her i general Jørgen Bjelkes krigsoperationer. Han var med i affærene ved Refsund og Froson, stod *%/11 1657 i Herjedalen for at stanse de svenske undsætningstropper og besatte Rismyr skanse. Efter Roskildefreden gik B. over i Bergenhus nationale regiment som chef for Indre Søgns kompani, og i spidsen for dette. var det han sammen med oberstløitnant Eilerik Jensen Visborg førte avantgarden under nordmændenes fremrykning mot Trondhjem, da krigen var brutt ut igjen i august 1658. I september deltok han i Visborgs bekjendte tog til Værdalen for at hindre svenske tropper i at ile den i Trondhjem indestængte og haardt trængte kommandant Claes Sijernskold til hjælp. Den */» gjorde han et muntert kup ved at knipe en baat, lastet med 40 faar og 10 fete gjæs, som foged Lauge Hansen i Inderøen hadde skikket avsted til svenskerne; det blev et herlig festmaaltid for B.s og Visborgs kompanier like før de fik føling med fienden. Natten til '/io overrasket de og ødela aldeles det svenske detachements fortrop, som var naadd frem til gaarden Stene, og den følgende dag stod den avgjørende kamp en halv mils vei nordenfor, da hovedstyrken under oberstløitnant Drakenberg blev ilde medfaren og kastet sig paa ilsom flugt. Ved dette Visborgs og B.s raske og forvovne tog var den svenske undsætning lykkelig forhindret, og det fik derfor en avgjørende indflydelse paa nordmændenes gjenerobring av Trondhjem og dermed paa krigens heldige avslutning nordenfjelds. Imidlertid var B. atter forsat til Trondhjemske regiment, fra io 1658 at regne, og tjenstgjorde siden ved dette til 1675; han var bosat paa gaarden Forbred, senere paa Stenkjær i Værdalen og døde her omkring 1673. Gitt 1656 i Værdalen med Birgithe Olufsdatter Borthig, død "1 1713 paa Stenkjær; (topes nonembor 1922) v. Grabow, som var f. 1620 i Mark Brandenburg og døde " i Værdalen. Efter B.s død egtet hun i 1676 kaptein Conrad Martin Jæger, som avgik fra Trondhjemske regiment i 1693 og døde i 1700. S. H. Finne-Grønn. (List: Norske Rigs-Registranter XL. Yngvar Nielsen: Kampen om Trondhjem Gi Festskrift til Trondhjems 900 Aars Jubilæum i 1897)) Bjerkan, Paul, 1874—, z00log og fiskerikonsulent, søn av gaardbruker Ole Gunneri B. (1840—81) og Peternille Wallum (1834—1921), f. paa Stenkjær 1% 1874, avgangseksamen ved Klæbu seminar 1892, student 1898, studerte realfag ved Universitetet til 1902 og var samtidig lærer ved P. Qvams skole, giennemgik i 1903 det 1. internationale havforskningskursus ved Bergens museum og deltok samme aar i en russisk ekspedition til Balkasj i Vest-Turkestan, var konservator ved Tromso museum 1904—08 og konservator ved Bergens museum 1908—12, blev assistent ved fiskeridirektørens kontor 1913 og konsulent sammesteds 1918. Gift med: 1) Asta Helene Lundell, cand. philos. (1875—1915), datter av maskinmester Carl L. 2) Hildur Berntine dal (f. i Bergen 1884), datter av skibsfører Bernt V. Som zoologisk systematiker har B. gjort gode undersøkelser over ascidierne. Han har bearbeidet ascidier fra M. Sars' togter 1900—04, fra den 2. Fram-ekspedition og fra det nordlige Norge. Under et ophold i Kiel i 1910 studerte han plankton under professor Apsteins ledelse og overtok samme aar efter dr. Damas undervisningen i plankton og fiskebiologi ved Bergens* museums internationale havforskningskurser. Dette arbeide ophørte, da kurserne maatte stanse paa grund av krigen (1914). Fra 1909—19 var B. ansat som zoolog ved ,Selskapet for de norske fiskeriers fremme" i Bergen. I denne stilling arbeidet han særlig med kultur av østers og blaaskjel. Fra 1917—19 redigerte han ogsaa ,Norsk fiskeritidende*. I 1915 var B. dr. Johan Hjorts assistent under fiskeriundersøkelser i Kanada, som blev utført pan opfordring av den kanadiske regjering. Som konsulent ved fiskeridirektoratet har B. arbeidet med forskjellige emner, saasom sild, brisling, flyndre, forurensning av fjorder, 0.8. v.- Resultaterne er nedlagt i flere avhandlinger, hvorav to meget vigtige om silden er trykt i Rep. om Norw. Fishery and Marine Invest., vol. III, nemlig: ,Age, maturity and quality of North Sea herrings* (1917) og ,The young herring of the North Sea" (1918). 0, Nordgdrd. Bjerke, Ejlert, 1887—, forfatter, søn av gaardeier O. B. (f. 1846) og Emma Berg (f. 1860), f. ' 1914 med Karin Svensson (f. 1891), datter av rentier Jøns S., Larvik. 37 — Nom Hoga leksikon B. begyndte sin forfatterbane ved ganske ukjendt at vinde premie ved en novellekonkurranse. Og der var i det hele over hans forste optræden som digter noget av seierherrens overlegenhet, de vanskeligste og mest fremmedartede emner blev behandlet med en tilsynelatende forbløffende sikkerhet, og han blev hyldet som et nyt og stort talent. Han wilte sikkert heller ikke paa sin egen begavelse, her var ingen famlen, ingen beskedne forsøk. Noveller og digte, dramaer og romaner, avhandlinger og artikler, alt skrev den unge forfatter, og hans emner var allevegne fra, han besang kjærligheten og den store Pan, skrev om tatere, jøder og opfindere, om sociale spørsmaal og vanskelige sjælelige konflikter. Han var utvilsomt ung og dristig og moderne. Dertil kom at alt var skrevet i en stil som virket overvældende paa publikum og kritik ved sin. ualmindelighet, sin billedrigdom, sin tilsynelatende originalitet og sit moderne præg. Saa ualmindelig og originalt var det naa ikke alt det den unge forfatter skrev. Han var ganske vist moderne paavirket: Johannes V. Jensen hadde lært ham novellestilen og fristet ham til at gripe det usedvanlige emne. ,Sekaneren* (i ,Frie Fugle") er et typisk eksempel paa en slik novelle efter Johannes V. Jensens mønster. Senere har ogsaa Hamsun og Hans E. Kinck faat en slem indflydelse paa hans stil. Og digtene (+Fløitefærder*), saa ungdommelig klingende og livfulde de end var, virket mere som intelligente prøver i forskjellig slags poesi end som umiddelbar lyrik. Her sporedes paavirkning fra Johannes V. Jensen og Walt Whitman, hist og her litt Wergeland og stundom en smule Vilhelm Krag. Den unge forfatter var erdnu langtfra at ha fundet sig selv. Helt fri for forskjellig slags paavirkning er B. endnu ikke kommet. Hans stil er altid forblit usikker, anstrengt og tungvindt, og han har vanskelig for at finde et frit personlig umiddelbart uttryk for sit sind. Han søker altid at lægge en dobbeltmening i sine ord, en underfundighet idet han siger. Men det anstrenger ham og gaar ut over det likefremme, det naturlig rammende uttryk. I alle hans arbeider er der sande og sikre vidnesbyrd om hans talent. Men de er spredt, stundom tyndt spredt. Han interesserer, men trætter. Hans digtning lider under en blanding av paafund og sand inspiration, og gjennem hans tilsynelatende lidenskap trænger kulde og litterær beregning. Han har med aarene faat et særpræg som ikke er det samme som originalitet. Men han holder altid forventningen vedlike, troen paa at hans personlighet og selvstændighet en gang skal bryte gjennem. I denne produktive forfatters arbeider, som omfatter digte, skuespil, noveller, vældige romaner og korte avhandlinger, er det bedst, paalideligst og mest værdifuldt som skyldes hans betragtende og ræsonnerende evne, og som gir uttryk for hans intelligens. Han er en belæst, kundskapsrik og bereist forfatter. Og han har mange og sterke interesser. Han søker sig altid et betydelig stof og opfatter digterens kald med stort alvor. Hans debut fandt sted i 1909 med ,Mennesker og Fauner*, og raskt efter hverandre fulgte en række bøker: ,Frie Fugle* (1910), ,Floitefærder* (1911), ,Hjørnestene* (1912), et socialt drama, opkonstruert, men ikke uinteressant; ,Ung Seilads" (1913), igjen et skuespil, opført paa ,Den nationale scene" i Bergen; ,Judæa drømmer* (1913), en række livfulde skildringer fra Jødeland; ,Livsfyrsten* (1914), en vældig roman om en stor sjæls kamp i smas forhold, skrevet med energi og uforfærdet vilje, men tung og trættende; ,Marmoret som sov* (1915), et skuespil, godt tænkt, men anstrengt i utførelsen; ,Den sunkne Lotus" (1916), en farverik og fængslende reiseskildring fra Egypten; ,Sværmere i Solen" (1917), hans storste roman og vel paa en maate hans hovedverk. Den er et heftig opgjør med norsk samtid med angrep paa alle foreteelser av hykleri og fordomme og demokratiske løgne. Der er ofte personlig styrke i hans vrede. Men romanen virker konstruert og fjern, fordi menneskene i den ikke kommer en nær. ,Meteorer* (1918), en række noveller, underholdende fortalt, men sterkt paavirket av Hans E. Kinck; ,Purpurkappen" (1919), et solid opbygget og gjennemarbeidet skuespil om keiser Tiberius, vel det mest moderne og mest sikre av B.s arbeider; ,Molok* (1920), en del gode og personlig følte betragtninger over samtidens fænomener. I disse artikler faar B. git bedre uttryk for sin idealisme og sin vrede over tidens materialisme end i de fleste av sine digterverker. Hans sidste arbeide er en roman fra keiser Augusts tid, ,Demon" (1921). Kristian Elster. Bjerke, Harald Borgen, 1860—, industridrivende, son av fabrikeier Christian B. (1825—1903) og Emma Borgen (1834—1908), f. i Kra. %s 1860, uteksaminert fra Kra. tekniske Skole 1878. Studieophold Paris 1879, praktisk ingeniørarbeide ved Mandalsgatens Hovleri 1879—81, i De forenede Stater 1881—83, deltok i bestyrelsen av Mandalsgatens Hoyleri 1883—85, direktør for Kristiania Hesteskosømfabriks fabrik i Bergedorf ved Hamburg 1885—95, direktør for Mandalsgatens Høvleri 1896—1912, administrerende direktør for Norsk Hydro 1912, generaldirektør 1918; gift 1894 med Caroline Ræder (f. 1863), datter av stiltamtmand Ræder (1817—84) og Hanna Scheel (1830—1910) B. var uteksaminert fra den tekniske skole, da han var vel 18 aar gammel. Han søkte øieblikkelig videre utdannelse og drog saa til Amerika for at faa den praktiske lærdom og den praktiske erfaring i træforædlingsbranchen. I Amerika gjennemgik han alle grader og skaffet sig ved en paaganende jernflid indpas paa de steder, hvor der virkelig var noget at lære. Vel rustet til at ta ledelsen av Mandalsgatens Høvleri vendte han hjem i 1883. Da forholdene imidlertid ikke gav ham det spillerum, som han efter sin vilje, evner, kundskaper og utdannelse hadde krav paa, brøt han resolut overtvert og tok den ham tilbudte direktorstilling i Bergedorf for saa ti aar senere at overta ledelsen av Mandalsgatens Høvleri. Det var B.s arbeide her, som henledet opmerksomheten paa hans fremragende administrative talent og medførte, at Norsk Hydro tilbød ham stillingen først som administrerende direktør, iden som generaldirektør og medlem av styret samt formand i direk tionerne i samtlige underselskaper. B. overtok ledelsen av Norsk Hydro paa et meget vanskelig tidspunkt. Anlægget av Rjukan I var paa det nærmeste færdig, men anlægget kom først i drift i begyndelsen av hans direktørtid. Rjukan II var endnu ikke paabegyndt. Utskibningsforholdene var ikke tilfredsstillende ordnet. Rjukan var kun en brøkdel av den by, som var nødvendig for den store bedrift. Med fast haand har B. efterhvert bragt Norsk Hydro dit, hvor det nu staar. Rjukan II er utbygget og i drift. Rjukan by er blit noget av en mønsterby. Fabrikkerne paa Notodden er utvidet. Banen Notodden—Menstad er bygget paa Hydros initiativ. Anlæggene ved Menstad er skapt. B. mottok Norsk Hydro som et genialt uttænkt og vel paabegyndt anlæg. Han har derav skapt Norges største samlede industriforetagende med alle produktionsled indordnet og systematisert under en ledelse. Krigstiden, som for saa mange bedrifter gav signalet til saa mange eksperimenter av tvilsom værdi, gav Norsk Hydro anledning til at fuldfore vel gjennemtænkte planer, hvis utførelse har tilfort bedriften varige værdier. Norsk Hydro med datterselskaper kræver saa helt en mands ledelse, at, efterat B. gik ind der, har han ikke kunnet delta i meget andet arbeide. Men i aarene forut var han en meget benyttet mand. Han var saaledes formand av Jernbanekomiteen av 1906, som skapte den administrationsordning, som vi mu har. Videre har han været formand i Fællesforeningen for Haandverk og Industri og i overstyret i Oplysmingskontoret for Norges Næringsveier. Da verkseier Amundsen efter ti aars formandstid trak sig tilbake, blev B. i 1910 hans efterfølger som formand i Norsk Arbeidsgiverforening. B. blev staaende som formand, til han i 1912 traadte ind i Norsk Hydro. I hans formandstid faldt den store lockout i 1912. Siden sin fratræden som formand har B. været medlem av Norsk Arbeidsgiverforenings centralstyre: Lorentz Vogt Bjerknes, Carl Anton, 1825—1903, matematiker og fysiker, far av efternævnte V. B., søn av dyrlæge Abraham Isaksen B. (1786— 1838) og Elen Birgitte Holmen (1802—67), f. i Kristiania "10 1825, student 1844, cand. mineral. 1848, universitetsstipendiat i matematik 1854, blev 1861 konst. og i 1863 virkelig lektor i anvendt matematik, rykket i 1866 op til professor i samme fag, men gik 1869 over til professor i ren matematik, d. */+ 1903 i Kristiania. Gift 1859 med Aletta Wilhelmine Dorothea Koren (f. 1837) B. var pan begge sider av norsk bondeslegt. Faren var fra Sandsvær, hvor slegten bar levet som bønder saa langt man kan forfølge den tilbake i tiden. Som yngste søn, der ikke hadde nogen gaard at arve, drog han til Kjøbenhavn, hvor han utdannet sig til dyrlæge, og blev efter sin tilbakekomst til fædrelandet 1816 ansat som militær dyrlæge. Hans hustru var fra Drammen, men hendes familie var kommen fra Holmen i Vestre Aker. Da hun i 1838 blev enke, sat hun tilbake med to sønner og en datter, vistnok ikke i fattigdom, men dog i trange kaar. B.s interesse gik tidlig i retning av matematik og fysik, og de næredes under hans feriebesøk hos onklerne i Sandsvær, særskilt av den ene av dem, Torsten B., som paa sine gamle dager, da han hadde overgit garden, puslet med matematiske og naturvidenskabelige spekulationer. Ogsaa gamle bøker som faren hadde bragt med hjem fra Kjøbenhavn gav B. stof til studier. Blandt disse bøker var en dansk oversættelse av Leonhard Eulers brever til en tysk prinsesse, en populær fysik i brevform, hvori Euler forfegter ideer som synes at ha sat frugt i B.s senere videnskabelige produktion. Herom nedenfor. Efter fuldendt embedseksamen fik B. ansættelse som natstiger ved Kongsberg sølvverk. Natstigerens arbeide var at føre et slags politiopsigt for at hindre tyveri av sølv. Den anden natstiger var den senere professor i fysik, Christie. I sin fritid paa Kongsberg studerte B. flittig matematik og drev disse studier saa langt at han i 1852 vandt kronprinsens guldmedalje for besvarelse aven matematisk prisopgave. 1853 blev han adjunkt ved Kongsbergs middelskole indtil han i 1854 flyttet til Kristiania. 1855—57 studerte han i Gottingen og Paris, paa det første sted under Lejeune-Dirichlet, hvis fine fremstillingskunst det er sagt blev Bs forbillede under hans senere virksomhet som universitetslærer. Men ikke det alene. Det var et av Dirichlet behandlet regneeksempel som bragte B. ind paa de hydrodynamiske undersøkelser, hvorved han skulde komme til at utføre sit livs storverk. ske med jevn hastighet uten at merke nogen motstand. Nu hadde B. siden Kongsbergtiden beskjæftiget sig med det gamle filosofiske problem om hvorledes gravitationen eller tyngdekraften overføres fra et legeme til et andet. f.eks. fra solen til en planet. Her hadde ned gjennem tiderne to opfatninger været raadende, den ældre fra Aristoteles til Descartes, hvorefter alle kræfter er ,nærkræfter"; en kraft kan, mente disse, ikke overføres fra et legeme til et andet uten direkte eller gjennem et medium; og den nyere, fra Newton stammende opfatning, som antar at — eller i det mindste beskriver fænomenerne som om — kraft kan overføres fra et legeme til et fjernt legeme uten medvirkning av noget mellemliggende medium: altsaa som ,fjernkraft*. Paa denne tid hadde den Newtonske mekanik forlængst seiret over hele linjen, og Euler hadde været en av de sidste store forsvarere av de cartesianske ideer. Det var denne Euler, hvis bok som før nævnt var faldt i B.s hænder i hans tidlige ungdom. Dirichlets regneeksempel kunde derfor slaa ned i B.s fantasi. Han vilde søke forklaring paa de tilsynelatende fjernkræfter, som gravitation og elektriske og magnetiske kræfter, gjennem løsning av det problem hvorledes to kuler vil virke paa hverandre pas avstand naar de beveger sig i et utstrakt friktionstøst fluidum. Imidlertid skulde det endnu vare flere aar før han her kom til resultater. Efter hjemkomsten maatte han atter delvis falde tilbake paa sit brødstudium, han blev konservator ved den mineralogiske samling og stipendiat i matematik, derpaa 1839 lærer ved den militære høiskole; og først da han 1861 var blit lektor, var anledningen der til med fuld kraft at ta fat paa problemet. Ulykkeligvis blev han netop paa denne tid angrepet av forskjellig slags sykelighet, deriblandt skrivekrampe, som i hele fem aar næsten fuldstændig hindret ham i at føre pennen. Han maatte benytte sekretær, hans hustru hjalp ham som saadan, og det lykkedes ham at naa saa langt at han ved de skandinaviske naturforskeres møte i 1868 kunde fremlægge de resultater som for ham selv, om ikke netop for hans omgivelser, betegnet gjennembruddet for hans idéer. Han hadde fundet at naar flere kuler samtidig bevæger sig i en væske, maa de utøve gjensidige virkninger, der fuldstændig har utseendet av virkninger paa avstand. Og disse tilsynelatende fjernkræfter har de samme fundamentale egenskaper som man i den newtonske mekanik tillægger fjernkræfterne. Til de senere eksperimentelle undersøkelser fik han økonomisk understøttelse av grosserer A. Kiær og videnskabelig assistance bl. a. av professor Schiøtz. Eksperimenterne blev efterhvert fremvist i videnskapsselskapet, for utenlandske lærde for første gang i Paris 1879 og derpaa i 1881 ved den elektriske utstilling i Paris, hvor de vakte overordentlig opsigt. B. blev tildelt utstillingens høieste utmerkelse, et personlig æresdiplom, som foruten ham kun tilfaldt ti mænd, deriblandt William Thomson, Bell, Edison og Werner Siemens, likesom han blev officer av æreslegionens orden. Imidlertid var problemet om avstandskræfter blit angrepet fra andet hold i den videnskabelige verden. Her faar være nok at nævne navnene Michael Faraday, Clerk Maxwell og Heinrich Hertz, som gjennem et halvt aarhundrede betegner de tre stadier i fremveksten av den moderne lære om elektricitet og magnetisme, denne lære som ved Hertz epokegiorende eksperimenter i 1887 med engang og vel for alle tider satte fjernvirkningsteorien ut av spillet. B. som hadde fulgt disse ideers utvikling, koncentrerte nu sin kraft paa at utrede forholdet mellem sine hydrodynamiske stremfelter og de Maxwellske kraftfelter. Med dette arbeide blev han aldrig færdig. Gang paa gang hindret hans selvkritik ham fra at publicere sine arbeider. I 1871 offentliggjorde han første del av en bredt anlagt avhandling, hvor det i 1868 i speciellere form løste problem skulde behandles i størst mulig almindelighet, og i 1876 første avsnit av en anden planlagt avhandling. Men dette sidste arbeide skulde bli det sidste av betydning som kom til at utgaa fra hans haand. Under hans flittige arbeide svulmet derfor de utrykte manuskripter op til et overvældende omfang. Efterhaanden gik redaktionsarbeidet over til hans son Vilhelm B., som har utgit to bind .Vorlesungen aber hydrodynamische Fernkrifte nach C. A. Bs Theorie" (1900 og 1902). B.s verk indtar en isolert plads i fysikken. Vilhelm B. skriver i sine mindeord om faren: ,Det er et bygverk for sig selv, den matematiske fysiks kongevei gaar forbi det i betydelig avstand. Men videnskapens veinet er under stadig omlægning, og paa denne veibygning maa dette verk med naturnedvendighet komme til at utøve sin indflydelse.* I 1880 utgav B. i Stockholm ,Niels Henrik Abel, en Skildring af hans Liv og videnskabelige Virksomhed", i 1885 utgit paa fransk, ;en guldgrube at øse av med hensyn til Abels liv og omstendigheter* Som universitetslærer nød B. i sjelden grad sine elevers hengivenhet. Hans fremstilling var krystalklar. Og han var ualmindelig elskværdig og omgjængelig. Som den lidenskabelige naturelsker han var, fulgte han gjerne med naar studenterne i flok drog ut paa sine smaa søndagsturer i Skogen, og bidrog flittig til underholdningen med sine muntre historier og fortællinger. B.s teorier findes utførligst fremstillet i det før nævnte verk av hans søn. En populær fremstilling findes i ,Naturen" 1880 og 1882. Hans biografi i V. Bjerknes' mindetale, Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1903 No. 7. Se ogsaa Elling Holst (B. som matematiker) og D. Isaachsen (B. som fysiker) i ,Det Kongelige Fredriks universitet 1811—1911* bå. II G. Holtsmark. Bjerknes. Vilhelm Friman Koren, 1862—, fysiker og geofysiker, søn av ovennævnte professor C. A. B. og Aletta Wilhelmine Dorothea Koren, f, "Ys 1862, student 1880, cand. real. 1888, utenlandsreise 1889—91, amanuensis ved Universitetets fysiske institut 1891—93, dr. philos. 1892, lærer i mekanik ved Stockholms Högskola 1893—95, professor i mekanik og matematisk 1ysik ved Stockholms Högskola 1895—1907, professor i mekanik og matematisk fysik ved Universitetet i Kristiania 1907—12, professor i geofysik ved universitetet i Leipzig 1912—17, professor i geofysik ved Bergens Museum fra 1917 av. Gift 1893 med Sofie Honoria Bonnevie (f. 1864), datter av nedennævnte skolemand og politiker J. A. Bonnevie. Bestemmende for B.s videnskabelige bane blev hans fars opdagelse (1875) av tiltrækningen og frastøtningen mellem pulserende kugler i vand og hele den dermed sammenhængende række av fænomener. Disse eksperimenter viste, at der var en paafaldende analogi mellem virkninger som forplantes ved tryk gjennem en væske, og de virkninger som optræder mellem elektriske og magnetiske legemer. B. blev allerede i skoledagene sin fars medhjælper ved disse eksperimenter. Da hans far ikke var fysiker, men matematiker og av naturen temmelig upraktisk, blev det B. som maatte gjøre det eksperimentelle arbeide, og herved blev han utdannet til en fortrinlig eksperimentator. I 1881 blev den første elektriske utstilling holdt i Paris. Telefon, dynamomaskine, elektrisk lys, elektrisk sporvogn o. s. v. var utstillingens sensationer overfor den tekniske verden og det store publikum. Paa denne utstilling foreviste B. som {9-aarig student de hydrodynamiske forsøk med pulserende kugler o. s. v. for interesserte besøkende. Blandt disse var praktisk talt alle den tids fysikere av større betydning. Eksperimenterne vakte blandt dem en opsigt, som ikke stod tilbake for den som dynamomaskinen og telefonen vakte. Den tanke, at man her stod overfor en vei ind til opdagelsen av den mekanisme som ligger bak de elektriske og magnetiske fænomener, trængte sig ind paa alle. Man ventet med spænding paa publikationen av C. A. Bjerknes' matematiske teori. Det drog imidlertid stadig længere og længere ut, nye eksperimenter blev utført, og hele arbeidet holdt paa at komme ind i en bakevje. Dette blev efterhaanden klart for den unge B., og han la da sin livsplan: at rive sig løs fra samarbeidet med faren, indtil han hadde skaffet sig fuld utdannelse som matematiker og fysiker, og dernæst arbeide sig frem til en stilling hvor han kunde ofre det nødvendige antal aar for at utføre det arbeide, eller i det mindste dén del av arbeidet som han forutsaa, at hans far aldrig vilde bli færdig med. B. gjennemførte sin plan, tiltrods for at det sikkert ikke faldt hverken ham eller hans far let at opgi samarbeidet. Efter et par aars forceret læsning tok han. sin embedseksamen og reiste kort tid efter utenlands for at studere matematik, fysik og mekanik. Det første aar opholdt han sig i Paris, hvor han fik anledning til at følge Poincarés forelæsninger, bl. a. over den Maxwellske teori med anvendelse helt frem til de Herzske eksperimenter. Det næste aar studerte han hos Herz i Bonn. Her fik B. i opgave at studere det elektriske resonansfænomen, som hadde ført Herz paa sporet, da han nærmet sig opdagelsen av de elektriske bølger. Det lykkedes B. at faa fænomenet i sin magt baade eksperimentelt og teoretisk, og hans avhandlinger avgjorde sammen med en avhandling av Poincaré helt i Herz' favør den ved Cornu's heftige angrep fremkaldte strid om forstaselsen og betydningen av Herz's eksperimenter. Efter sin hjemkomst til Kristiania (1891) fortsatte B. sine studier over elektrisk resonans og elektriske svingninger og bølger og tok doktorgraden paa en avhandling om dette emne. Det var dog først flere aar senere, at det lykkedes ham i endelig form at løse det problem han hadde stillet sig: at gi den fuldstændige teori for resomansfænomenet i en saadan form at man helt kunde utnytte dette fenomen for det kvantitative studium av elektriske svingninger og bølger. Dette arbeide ,Ueber elektrische Resonanz* forelaa som det vigtigste videnskabelige bilag til B.s ansøkning om det ledige professorat i mekanik ved Stockholms Høgskola og bidrog væsentlig til at han fik stillingen. Herved hadde han opnaadd en stilling som tillot ham at ofre saa mange aar det skulde være paa at redde sin fars videnskabelige arbeide fra undergang. Han opgav derfor at fortsætte sine arbeider over elektriske svingninger — tiltrods for at han nu hadde metoderne klare de videre undersøkelser. Disse kom derfor til at bli gjort av andre, dog ikke san meget med tanke paa videnskabelige, men praktiske anvendelser. Den traadløse telegrafi hadde netop begyndt at utvikle sig, og B.s resonansteori og de paa denne byggede maalemetoder har været i stadig anvendelse under arbeidet paa den traadløse telegrafs utvikling. B. satte sig nu som maal at arbeide sig saaledes ind i sin fars teorier, at han kunde bringe dem frem til publikation. Samtidig søkte han ogsaa at bane sig sin egen vei ind i stoffet. Hvad der fremforalt ikke tilfredsstillet ham, var at hans far paaviste analogien kun ved at lose specialproblemer angasende kugleformede legemer. Hvis analogien stak saa dypt som alt tydet paa, maatte der findes veier til at bevise den i fuld almindelighet uten at specialisere ned til problemer om kugler. Under arbeidet hermed kom han frem til almindelige sætninger om hvirveldannelse, som indeholder i sig som specialtilfælder Helmholtz' berømte sætninger om hvirvlers bevarelse i væsker med tilstrækkelig specialiserte egenskaper. Disse resultater offentliggjorde B. i en avhandling ,Ueber die Bildung von Cirkulationsbewegungen tnd Wirbeln in reibungslosen Flussigkeiten* (1898), og i en anden avhandling ,Ueber einen hydrodynamischen Fundamentalsatz und seine Anwendung auf die Dynamik der Atmosphare und des Weltmeeres* (1899) bruker han sætningerne til at diskutere Inft- og havbevægelsernes dynamik. Derefter vendte han tilbake til sin fars arbeider, og ved hjælp av sine hvirvelsætninger ik han endelig nøklen til at forstaa alt som før hadde været ham uklart i farens teorier. Resultaterne forelaa i to bind ,Vorlesungen iber Hydrodynamische Fernkråfte nach C. A. Bjerknes' Theorie*, utkommet i 1900 og 1902. Tiden for deres utgivelse var imidlertid ikke længere gunstig. Fysikernes opmerksomhet var nu henvendt paa de nyeste sensationer, kathodestraaler, røntgenstraaler, radioaktivitet og snart ogsaa relatvitetsteorien. Verket er derfor indtil videre blit stanende i skyggen. Som et verk fuldt av uomstøtelige fakta vil det dog aldrig glemmes, selv om ikke forskningen igjen slaar ind paa baner som bringer disse fakta frem i focus. B.s neste maal var at gi sin egen almindeligere fremstilling av den samme teori. Denne er git i ,Fields of Force" i 1906 og ,Die Kraftfelder* i 1909. Her paavises analogien mellem bevægelsesfelter i materielle medier og de elektromagnetiske kraftfelter over hele elektromagnetismens omraade. Analogien har stadig samme karakter: fuldstændig likhet i alt som angaar felternes geometriske struktur, og motsat likhet i alt som angaar kraftvirkninger. Hvad der stikker bak denne merkelige analogi, maa det bli en fremtidssak at opklare, og det er ikke umulig, at B. selv vil komme til at fortsætte disse undersøkelser, som han personlig regner for sine vigtigste. Endnu er dog hele hans arbeide rettet mot et andet maal. B.s teoretiske undersøkelser av cirkulation og hvirveldannelse i væsker hadde bragt ham ind paa den dynamiske meteorologis og hydrografis omraade. Sammen med sin elev J. W. Sandstrøm planla han at utgi et verk, som skulde indeholde alle anvendelser av B.s teori paa bevægelserne i luft og hav. Men noget helstøpt blev der ikke av det, før B. foretok en kolossal utvidelse av planen: Som sidste og høieste maal for den teoretisk meteorologiske og hydrografiske forskning maa man stille sig den opgave, pan matematisk vei, ved hjælp av hydrodynamikken og termodynamikkens ligninger at regne ut atmosfærens og hydrosfærens fremtidige. tilstand, naar man kjender den nuværende tilstand. Denne opgave maa man stille som endelig maal for forskningen, selv om man ikke har det mindste haab om at løse den i overskuelig fremtid; kun ved at styre mot dette fjerne maal vil man kunne holde en fast kurs, som sikrer stadig fremgang. Under et besøk i Amerika i 1905 fremla han i et foredrag disse planer, og dette medførte at han fik en aarlig understøttelse til verket. Denne har han siden beholdt, og han har derved været istand til at knytte til sig en række medarbeidere, som har deltat i utarbeidelsen av verket. Første bind av ,Dynamic Meteorology and Hydrography* blev i det væsentligste utarbeidet i Sverige under samarbeide med Sandstrom, men utkom førsti 1910, efterat B. var vendt tilbake til Kristiania som ekstraordinær professor. Aaret efter utkom 2det bind av verket, utarbeidet under samarbeide med Th. Hesselberg og O. I 1912 besluttet B. at motta en kaldelse til universitetet i Leipzig som første indehaver av et nyt professorat i geofysik og med det opdrag efter egne planer at grundlægge et geofysisk institut. Dette oprettet B. med et rent teoretisk program: det skulde bearbeide meteorologisk observationsmateriale efter de metoder som utvikledes i det store meteorologisk-hydrografiske verk. Sandane bearbeidelser kom i tets publikation Darstellung atmosphirischer Zustande aber Europa", hvor de internationale aerologiske observationer blev gjort til gjenstand for systematisk bearbeidelse. Paa grund av krigen blev imidlertid ikke Leipzig længere det samme gunstige arbeidssted og utgangspunkt for at utøve international indflydelse. Da derfor kaldelsen til Bergen kom i 1917, besluttet B. at motta den, efterat han hadde sikret sig at det geofysiske institut i Leipzig skulde vedbli at bestaa og arbeide efter de opgjorte planer. Under opholdet i Leipzig hadde det paa grund av arbeidet med det nye institut og undervisningen ikke lykkedes B. at fuldfore 3dje del av sit meteorologisk-hydrografiske verk. Dette skulde være hans hovedopgave i Bergen, men igjen kom der andre opgaver, som stillet sig hindrende iveien. I kriseaaret 1918 gjaldt det om paa enhver maate at øke landets produktion av næringsmidler og forstoffer. Veirvarslingen blev derfor utvidet, og det blev besluttet samtidig at lægge den om efter de nye metoder som var utarbeidet av B. og hans medarbeidere. I dette arbeide kom naturligvis B. til at indta en central stilling, og han overtok endogsaa en tid ledelsen av veirvarslingen pa Vestlandet, mens hans medarbeidere i de teoretiske undersøkelser, J. Bjerknes og H. Solberg, gik over i praktisk veirvarselsarbeide som meteorologer. Dette sinket B. meget i utarbeidelsen av hans store verk, men verket selv har vundet ved det. Under sit praktiske arbeide kom nemlig J. Bjerknes og H. Solberg til en række resultater, som paa flere maater forandret de tidligere anskuelser. Disse resultater blir mu bearbeidet teoretisk av B. og vil vistnok danne det vigtigste grundlag for 3dje bind av hans verk. B. vil neppe komme til at naa de maal som han har sat for sin forskning paa fysikens, meteorologiens og oceanografiens omraader, dertil er de altfor høie. Men netop ved at han stiler mot fierne, uopnaaelige maal, har hans arbeide i sjelden grad blit maalbevisst. Enkeltproblemerne interesserer ham kun som led i hans store planer. Han ser altid problemerne generellest mulig og arbeider med dem, indtil han kan gi løsningerne paa den enkleste maate og i en klar form. Hans avhandlinger er derfor i sjelden grad letfattelige, selv om de behandler de sværeste problemer. De samme store fordringer som han stiller til sit eget arbeide, gjør han ogsan gjældende overfor sine medarbeidere, samtidig som han gir dem helt frie hænder til at ta op opgaver og løse dem som de selv vil. Han har derfor været en fremragende lærer for sine elever, hvorav de fleste (J. W. Sandstrøm, Th. Hesselberg, O. Devik, H. U. Sverdrup, R. Wenger, J. Bjerknes og H. Solberg) fremdeles arbeider i geofysikken B.s indflydelse strækker sig imidlertid videre end til hans skole i engere forstand. . De senere aars meteorologiske litteratur viser i det hele en tilbakevenden til teoretiske studier, efterat den deskriptive forskning i henved 40 aar hadde været saagodtsom eneraadende. Man kan derfor med fuld ret si, at B.s virksomhet betegner en ny epoke i meteorologiens historie. Paa oceanografiens omraade viser arbeider av mænd som J. W. Sandstrom, W. Walfried Ekman, B. Helland-Hansen 0. 8. v., at B.s virksomhet ogsaa her efterlater dype spor. Tn. Hesselberg. Bjerregaard, Henrik Anker, 1792—1842, hoiesteretsassessor, digter, søn av den danskfødte regimentskvartermester, senere (fra 1800) sorenskriver i Nordre Gudbrandsdal, Mads B. (1761-1831) og Alethe f. Ørtlein (1756—1846), f. 1/1 1792 paa Ringsaker, dimittert 1809 fra Kristiania katedralskole som et af de fortrinligste Hoveder Skolen har havt", laa i de følgende aar ved Kjøbenhavns universitet, officielt for at drive juridiske studier, men i virkeligheten fuldt saa sterkt optat av at læse skjønlitteratur og æstetik og av at digte. Fra vaaren 1811 til høsten 1812 var B. dog hjemme paa sorenskrivergaarden i Vaagan, og arbeidet paa sin fars kontor. B. var alt som student en glødende patriot, og blev i 1814 medlem av nordmandsforeningen i Kjøbenhavn men da Norge organiserte sig som egen stat og valgte Christian Frederik til konge, fandt B. det naturlig og nødvendig at reise hjem til fødelandet. Sammen med tre venner drog han "ja 1814 i en aapen baat avsted fra Jylland, men baaten blev tat av en svensk fregat, B. og hans venner blev gjort til fanger, ført til Gøteborg, og efter et skarpt forhør sat i en haard arrest, hvor de led vondt i mer end to maaneder. Nogen uker efter Mossekonventionen blev de ført til Fredrikshald; der sperret svenskerne dem inde i et nyt fangehul, og søkte snart ved trusler og snart ved løfter at lokke dem til at avlægge ed til den svenske konge. Men da altsammen var forgjæves, slap de likevel tilslut fri, og kom tilbake til Kristiania henimot slutten av september 1814, opfyldt av den inderligste uvilje mot Sverige og svenskerne. B. fik nu (1814—17) en stilling som fuldmægtig hos heiesteretsadvokat Hansteen; han meldte sig til den forste juridiske eksamen ved det norske universitet, juli 1815, og blev kandidat med laud. Det har sikkert glædet ham at finde Jonas Anton Hielm, en av nordmandsforeningens spidser, blandt eksaminatorerne, og at gjenkjende Hielms nationale frihetssind i et spørsmaal som følgende: «Hvilken Sikkerhed har det Norske Folk efter Rigets Grundlov for at den executive Magt ei skal overskride de den tillagte Rettigheder?" I 1819 blev B. høiesteretsadvokat, men alt i 1821 vilde han gjerne opgi advokatgjerningen og søkte forgæves at bli sorenskriver i Østfinmarken; i 1827 fik han stillingen som protokolsekretær i høiesteret Skjønt Karl Johan var misfornøiet med B.s oppositionstrang og hele politiske optræden, lykkedes det i 1830 regjeringen at skaffe B. og Schwach en slags belønning for digteriske fortjenester i form av utnævnelse til stiftsoverretsassessorer, Schwach i Trondhjem, B. i Kristiania. Otte aar senere blev B. høiesteretsassessor. Han døde av hjernebetændelse 1842, bare 50 aar gammel. B. var i 1831 blit gift med skuespillerinden Henriette Hansen (1814—92), datter av høker Christopher H. Deres eneste barn (en søn) døde samme aar det blev født. B. tok sig en datter som var født før hans egteskap, og lot hende i 1842 lyse i kuld og kjøn. Portræt av B. og hans hustru findes i bymuseet paa Frogner. B. har sikkert været en dygtig jurist, og da han som assessor og egtemand var faldt til ro efter sin ungdoms mere bohéme-agtige tendenser, viste han sig overordentlig samvittighetsfuld i sit arbeide. Naar han efter 1830 omtrent fuldstændig ophørte med digterisk produktion, er en av hovedgrundene øiensynlig den at han ofret saa at si al sin tid paa dommergjerningen. Hans sidste bedrift var utarbeidelsen av et lovforslag som han gjennem sin ven L. Kr. Daa fik sendt ind til Stortinget, og som gav støtet til sakførselens frigivelse i Norge. Som advokat hadde B. selv i sin tid passet mindre godt; han var misfornøiet med at ind tægterne ikke svarte til forventningen, og han gjorde liten lykke for retten, da han hadde en tør og litet behagelig talestemme. Derimot hadde han en melodisk tenor og sang vakkert; han var overmaade musikalsk, komponerte melodier til egne og andres digte og improviserte gjerne pan pianoet. I sine yngre aar var han derfor en skattet «klubbroder" og selskapsmand. I Mauritz Hansens novelle , Pastelmaleriet* skildres B. under navnet auditør Bastrup, som en temmelig høj, slank figur, med et skjønt Apollo-ansigt, ravnsorte løkker, høi pande og flammende falkeblik; skjødesløst klædt, fuld av kapricer i sin tale, let bevægelig til irritation og til begeistring, pirrelig, ivrig og hidsig, men altid fornøielig at træffe sammen med. B. hadde et let antændelig hjerte, og helt fra Kjøbenhavnertiden av var han ustanselig hjemsøkt av ulykkelige forelskelser eller av like ulykkelige forlovelser, som ofte satte spor efter sig i sentimentale og melankolske poesier. I 1830-aarene blev stemningsomslagene mindre pludselige, men det ser ut til at sønnens død har tat svært paa ham. I sine senere aar var B. ofte sykelig og trak sig da mer tilbake fra sine venner; de fleste av dem brydde sig litet om hans hustru, og da han bosatte sig paa Sagene, kom han næsten helt ut av Kristianias selskabelighet. Han manglet fuldstændig sansen for at indrette sine utgifter efter indtægterne, og hadde ofte økonomiske bekymringer; men like til sin sidste tid kunde han livne op blandt de venner han traf, og det er neppe rigtig at male hans senere aar i altfor tragisk dystre farver. B. begyndte at skrive vers alt som skolegut, — de tidligste er vel et par krigssange i 1807 —, men sine sterkeste litterære indtryk mottok han øiensynlig i studenteraarene i Kjøbenhavn; tysk og dansk romantik, Oehlenschlager og Ingemann, Schiller og Goethe — senere vel ogsaa J. L. Heiberg — blev hans forbilleder og husguder, foruten enkelte ældre digtere, som Holberg og Wessel. Et bind manuskripter, ,Allehaande", fra ca. 1809 (Riksarkivet) indeholder bl.a. 10 bud for vordende digtere; en del længere ,Romantiske Digte" i tysk-dansk efterklangsstil (i Schwachs samling av B.s utrykte skr., Videnskapsselsk., Trondhjem mskr. 388 in 4to) synes at stamme fra de følgende aar. Desuten skrev han i studenteraarene alskens smaadigte: drikkeviser og satirer, uttryk for weltschmerz og dodslengsel, for hjemve og patriotisme. B. er vel den første nordmand som følger romantikernes stilistiske parole og forsøker sig med fremmede vers- og strofeformer: stanzer, terziner, sonnetter, heksameter, femfotet jambe, o.s.v. Hans versifikatoriske evner var ubestridelige; men før 1815 har han ikke offentliggjort nogen prøve paa sin digtervirksomhet, ialfald ikke under navn. Det var først efter sterkt paatryk fra sine venner og digterbrødre Schwach og Mauritz Hansen, at han da optraadte sammen med dem i den poetiske nytaarsgave Nor (1815—16), hvor en ny generation skulde prøve at vise sit ansigt. Netop ved denne tid led B. nemlig under skrupler som vaktes ved motsætningen mellem digterkaldet og den prosaiske jurist-gjerning, og hans tvil og selvkritik drev ham til at opgi poesien, — foreløbig. Først omkring 1819—20 vendte han tilbake til digtningen, og omtrent alle hans trykte digterverker tilhører 1820-aarene. Han forsøkte sig da nærsagt i enhver poetisk genre: novelle, tragedie, lystspil, lyrik, 0. s. v. Av hans noveller er hverken ,Maristien" eller ,Nordens Forening* av større interesse; denslags gjorde Mauritz Hansen langt bedre. ,Fernando" er et tyndt forsøk i spansk-romantisk stil og ,Eivind eller Skjaldens Indvielse* er nærmest en studie efter slike verker som Oehlenschliigers Vaulundurs Saga. B.s prosastil virker ofte kunstlet og unaturlig; bedst er den kanske i et utrykt fragment fra en liten fottur han foretok i 1830-aarene i Vaagaa sammen med presten H. P. S. Krag (B.s ,Efterladenskaber* i Riksarkivet). Som dramaturg og dramatisk forfatter har han hat langt større betydning. Baade i Kjøbenhavn og senere ved et besøk i Stockholm hadde han flittig besøkt teatrene, og hans interesse for scenekunsten viste sig paa mange maater. Han skrev flere prologer og epiloger til dramatiske forestillinger, og efterat han høsten 1826 sammen med Chr. R. Hansson forgjæves hadde prøvet at faa igang et litterært maanedsskrift, »Sjofna", startet han i oktober 1827 sammen med H. L. Bernhoft ,Chrijania Aftenblad*, som væsentlig skulde være et organ for æstetiske interesser — noget i likhet med J. L. Heibergs ,Kjøbenhavns flyvende Post" — og som først og fremst bragte teaterkritik. Bladet fik faa abonnenter og oplevde bare én aargang. B. maatte fra begyndelsen av 1828 redigere det alene; hans kritikker var strenge, men allikevel opmuntrende, de tør sikkert betegnes som de første betydelige kritiske studier i Norge, og de har utvilsomt styrket kravene om et alvorligere kunstnerisk arbeide paa teatret. Da det tidligere Strømbergske teater høsten 1828 gik over til aktieselskapet ,Christianias offentlige Theater", blev B. derfor ganske naturlig valgt ind i teaterdirektionen, og han vedblev at ha sæte der saalenge dette teater bestod. Derefter traadte han ind i repræsentantskapet for det selskap som drev .Christiania Theater" paa Bankpladsen. B.s første dramatiske arbeide var et ganske fornøielig litet forspil han laget paa bestilling i 1822 til 100-aarsfesten for Holbergs komedier. To aar senere utkom syngespillet , Fjeldeventyret* med musik av Waldemar Thrane. Det blev B.s mest populære arbeide; bl. a. i 1857 med en prolog av Henrik Ibsen — og rundt omkring i Norge, men ogsaa i Stockholm og Kjøbenhavn. Det er løst i sin bygning, men har mange fortrinlige scener og ypperlige figurer, delvis efter levende modeller fra Vaagaa. Det synes at ha inspirert stykker 592 Bjerregaard. som C. P. Riis's ,Til Sæters* og Hostrups ,Eventyr paa Fodreisen*, og det eier tiltrækningskraft paa scenen den dag idag, i kraft av sit egte friske humør og av den levende stil i replikkerne. En række viser er lagt ind i stykket, og skjønt det bærer betegnelsen syngespil, minder det i hele sin art ganske meget om den kunstform som J. L. Heiberg netop samtidig indførte paa den danske scene: vaudevillen. Allikevel blev Heiberg en av ,Fjeldeventyrets" strengeste kritikere; B. behersket ikke det tekniske saa sikkert som Heiberg, og var forsaavidt let at kritisere, men det som især vakte harme i Danmark og som Heibergs ,Flyvende Post" skjændte mest for, det var B.s sprog. Ikke bare lot han sæterjenten Aagot snakke og synge paa dialekt — en tilnærmelse til Vaagaamaalet —, men ogsaa i de øvrige personers tale føjet han ind en mængde norvagismer. Neppe nogen av dem virker nutildags forbausende, men for Heiberg og de danske læsere var ,Fjeldeventyret* den første klare prøve paa at norsk riksmaal holdt paa at finde frem til en skriftform hvor dansk ikke længer var mønstre. Gjennem denne feide, gjennem sin interesse for norsk talesprog paa scenen og for de unge norske skuespillere og skuespillerinder — blandt dem fandt han jo snart sin hustru —, og gjennem sit venskap med Henrik Wergeland (fra ca. 1828 av) blev B. drevet sterkere og sterkere frem til at ta parti i kampen for norsk sprogutvikling og mot de saakaldte danomaner. Denne kamp — som særlig gjaldt erobringen av teatret — var særlig hidsig i aarene 1831—33, og dens voldsomste litterære utbrudd blev trykt i Statsborgeren 1832: den berømte og ofte citerte ,Marseillaner-Hymne* mot de ,Jydske Sprogherrers Pennefjersbanner"; forfatteren har hittil været ukjendt, men av Schwachs samling av B.s utrykte digte ser man at ,Hymnen" er skrevet av B. I 1827 skrev B. et slags teaterforspil, ,Folkefesten den 17. Mai", som mangler egentlig handling og vistnok ikke gjorde større lykke ved opførelsen, trods den varme nationale tone og den dristige undlatelse av at hentyde i et eneste ord til den eksisterende union med Sverige. Samme aften blev opført ,Clara eller Uskyldighedens Magt*, et ubetydelig forsøk i tysk-romantisk ridderstil og med mindelser om Oehlenschlager. Langt betydeligere var B.s næste drama, ,Magnus Barfods Sønner (1829); det ér stilistisk nærbeslegtet med Oehlenschlagers sagaskuespil, og selv om ogsaa her den sceniske opbygning av helheten er svak hos B., staar en række scener og figurer meget virkningsfulde. At emnet var et ypperlig dramatisk fund, har Bjørnson senere vist i sin ,Sigurd Jorsalfar". Ved den tredje opførelse av .Magnus Barfods Sønner*, */: 1830, blev forfatteren hyldet i en prolog og hilst med stor begeistring. Trykt december 1982 Det blev hans sidste sukces pan teatret; et svakt efterspil i én akt, ,Skuespillerne i Negligée", og et sentimentalt lystspil i en slags vaudevillestil, ,Krydsbetjenten*, blev først trykt efter B.s død. Det sidstneevnte blev brukt til aapningsforestilling pan Møllergatens norske teater "io 1852, men har egentlig ingen større interesse andet end som eksempel paa hvordan B. forsøkte sig i de forskjelligste retninger og med meget vekslende held, men altid med fast vilje til at grundlægge en norsk dramatisk litteratur. Ogsaa i B.s lyrik viser det sig, som i hans noveller og skuespil, at han har optat romantikkens emnevalg, stil og billedbruk, men at han likevel aldrig (uten kanske i digtet ,Aandernes Bjerg*) har forsøkt at trænge ind i dens filosofiske ideer, dens verdensanskuelse, panteisme, o.s.v. Han var for selvkritisk og kræsen til at ville publicere nogen digtsamling hvor leilighetsversene kunde spille hovedrollen, og hans iske produktion synes derfor mindre omfangsrik, men mere værdifuld end f. eks. Schwachs; hans versifikation fortjener næsten altid ros, men i det store og hele er hans digtning uten dybde. Hans mest personlige lyrik, kjærlighetsdigtene til hans senere hustru, er ikke blit offentliggjort før i 1918 (Edda IX s. 309 fig), og en hel del av hans øvrige poesier ligger endnu utrykt. Hans anfald av pessimisme har git sig uttryk bl. a. i tre forskjellige digte over temaet ,Forbi, forbi*; det ene blev like efter hans død trykt i Morgenbladet (1842 no. 135, jfr. no. 166) som en av B.s tre ,Svanesange*; om de stammer fra hans sidste tid, er forresten slet ikke sikkert, men de hører utvilsomt til de smukkeste digte han har skrevet. Hans lyrik omfatter ellers elegiske poesier, romancer, naturstemninger, humoristiske forsøk, o.s.v. En tid synes han at ha planlagt en digtsamling om en reise i Gudbrandsdalen, formodentlig i stil med Oehlenschlågers samlinger av reisedigte; B. fik aldrig utført denne tanke, men har ofte vist sin forkjærlighet for Vaagaa, den bygd hvor han hadde levd sine lykkeligste barndoms- og ungdomsaar. Den vigtigste del av B.s lyrik er dog den som gir uttryk for hans patriotisme og for hans frihetssind. En del hyldestdigte til kongehuset er bare bestillingsgods; hans virkelige opfatning røbet sig bedst da han i januar 1813 i Norske Brødres Klub under paavirkning av megen alkohol foreslog en skaal ,paa de svenskes undergang". Blandt hans digte til og om navngivne mænd findes et par til ære for Rahbek og for Henrik Steffens, men især ønsket han at forherlige frihetsforkjæmpere hjemme og ute: Kotzebues morder Carl Sand, J.A. Hielm, o. fl, like til P. Flor, hvis gjenvalg paa Stortinget han hilste med et smukt digt et par maaneder for sin død; han skrev om Moskvas brand 1812, om negerslaveriet, ' 38 — Norsk blografisk Icksikon. penger til de polske frihetsmartyrer. En ,Sang til Friheden" er et av de smukkeste blandt de digte som forbereder Henrik Wergelands frihetsdigtning, og B.s arbeide for at festligholde 17de mai blev direkte fortsat av Wergeland. Der er tydelig sammenhæng og klare linjer i B.s nationale og politiske opfatning: fra det glødende svenskehad i 1814 iil deltagelsen i redaktionen av oppositionsbladet ,Patrioten* 1824—25, fra iveren for at feire 17de mai i 1824 til forslaget i 1832 om at faa Henrik Wergeland med paa at lage en forening mot danomanien. For en mand med L. K. Daas meninger kunde B. i 1841 med god grund anses som en høvelig stortingskandidat, men nogen aktiv politisk rolle kom han egentlig aldrig til at spille. Derimot fk han stor national betydning ved sin digtning, og først og fremst ved at skape ,Norges kronede nationalsang". B. hadde indlevert to digte til den konkurranse som ,Selskabet for Norges Vel* arrangerte i 1820, og med sangen ,Sønner af Norge* vandt han de 100 spd. som Marcus Ploen hadde opstillet som belønning for den bedste norske nationalsang. Chr. Blom komponerte en melodi til sangen, og helt til 1860-aarene, da ,Ja, vi elsker" rykket frem isteden, var B.s digt den mest brukte fædrelandssang i Norge. Sammen med ,Fjeldeventyret" holder den endnu B.s navn levende i erindringen. I 1892 søkte Bjørnson, men forgjæves, at faa Stortinget til at hædre B.s minde ved at bevilge en øket pension til hans enke og datter. B.s digteriske produktivitet i 1820-aarene hadde været meget stor. Vistnok hadde han ikke faat virkeliggjort alle sine planer; saaledes kom aldrig den Haandbog for Christiania Byes Beboere som han bebudet i 1824; men paa flere felter hadde han traadt frem som den litterære foregangsmand i maalbevisst arbeide for at skape en norsk nationallitteratur, og da han i 1829—30 utgav et utvalg av sine Blandede Digtninger, kunde han endnu anses for at staa i forreste række blandt vort lands digtere, Men den nye generation, som tok magten i norsk aandsliv i 1830-aarene, stillet større krav til poesien end B. og hans venner Schwach og Mauritz Hansen kunde opfylde. En universitetskantate fra 1837 er tegn paa at man endnu ved officielle høitideligheter kunde finde paa at henvende sig til B.s muse; men ellers fandt han i denne tid liten an ledning og liten lyst til at digte. Fra de sidste 10 aar av hans liv findes neppe mer end 3—4 leilighetsdigte; B. følte sig færdig som digter, og mente ogsaa at være glemt. Wergelands skjønne mindedigt, som blev sunget ved graven ". 1842, er dog tegn paa den sympati som B.s digteriske og nationale gjerning hadde vakt hos hans store efterfølger. Seks nar senere utgav Schwach, paa opfordring av B.s enke, et bind Digtninger av B.; av tidligere trykte arbeider kom næsten ingenting med i dette bind, og Schwach fik desværre heller ikke plads til at gi en levnetsskildring av digteren. En samlet utgave av hans digtning og en utførlig biografi av ham hører endnu til fremtidsopgaverne for norsk videnskap. Francis Bull. [Litt: H. Jæger: IL norsk Litt, nist. Il; Hist. Saml. Il, Samtiden 1908 s. 349 fig; Blane: Chr.a Theaters Hist; Portr. af Mærkelige Nordmænd Il: Breve fra Werge land s. 103; Pers. hist. Tidsskr. år. II 229; Pavels: Dagbøger 1815—16, 1817—22: D. A. Seip: Norskhet i sproget hos Wergeland s.25 fig. 40:0. Arvesen: Vaagaapresten s. 102 f; Edda IX 1918 8. 309; G. Hallager: Norges Høiesteret 1815—1915 I—II; Holberg Aarbog 1921; Granskeren II 1842—43 s. 09 f; Mskr. 388 in 4to i Vidsk. Selsk. i T.hjem: B.s mskr. I Riksarkivet; Fr. Bie: H. A. B. (mskr. | Universitetets samling av hovedopgaver til lektoreksamen). Bjørlykke, Knut Olai Knutsen, 1860—, geolog, søn av kirkesanger Knut Rasmussen B. (1812—89) og Birthe Rasmusdatter Skare (1817—1906), f. i Sandø, Søndmøre "/» 1860, student 1882, cand. real 1880, assistent ved Norges Geologiske Undersøkelse (N. G. U.) 1895— 1905, lærer i mineralogi, geologi og zoologi ved Norges Landbrukshøjskole paa Aas 1898, overlærer 1905, professor i mineralogi, geologi og jordbundslære sammesteds 1915, dr. philos. 1907 (paa det store arbeide ,Det centrale Norges fjeldbygning*). Gift 1899 med Horda Kornelia Petersen, f. "12 1878, datter av toldbetjent P., Molde. B. var fra først av sterkest interessert for botanik og utgav i de aar han virket som lærer paa skoler i Kristiania (1889—95) botaniske lærebøker. Imidlertid var han allerede fra sommeren 1889 blit medarbeider ved N.G. U,, og efterhvert blev de geologiske interesser eneraadende. Hans arbeidsomraade som kartlæggende geolog har været det centrale sydlige Norge, hvor han allerede de første aar opnaadde betydningsfulde resultater ved de vakre fund av fossiler (graptoliter) i fyllit i Gausdal 0. a. st, hvorved fyllitavdelingen i høifjeldet bragtes i relation til de kronologisk sikkert bestemte lag i Miøstrakten. Fra midten av 1890aarene og særlig efter studiereiser i Schweizeralperne (1896) og Skotland (1897) sluttet B. sig til den tolkning av den norske fjeldkjedes tektonik ved ,overskyvning" av vældige flak av ældre fjeld henover yngre, som i 1888 var fremsat av den svenske geolog Törnebohm. I mange aar prøvde B. overskyvningshypotesens anvendelse paa ,det kaledonske strøk* fra Røldal til Dovre; men i det ovennævnte store og vigtige arbeide »Det centrale Norges fjeldbygning" (N. G. U. nr. 39, 1905), hvormed han avsluttet sit arbeide som fjeldgeolog, paaviste han, støttet til et overvældende observationsmateriale, at Kjerulfs omstridte ,høifjeldskvarts*, som han opløste i ,yngre sparagmit* og ,omvandlede eruptiver*, er yngre end den sikre ordoviciske fyllitavdeling og ikke ældre overskjøvet field som av Törnebohm antat. B.s endelige resultat, som falder nær sammen med den av W.C. Brøgger i ,Lagfølgen pan Hardangervidda* hævdede opfatning, er i hovedsaken bekræftet ved V. M. Goldsehmidt's senere undersøkelser, og i de sidste aar har ogsaa de svenske geologer, som mandjevnt hadde sluttet sig til Tornebohm, efterhvert maattet opgi overskyvningshypotesen. Ved siden av den alpine geologi hadde B. altid næret interesser for kvartærgeologien og efterhvert offentliggjort talrike avhandlinger dels om kvartærgeologiske emner dels om jordbundsforhold. Efterat han var blit knyttet til Landbrukshøiskolen som lærer i de geologiske fag, maatte disse interesser efterhaanden naturlig træde i forgrunden, og fra aaret 1905 har han helt ofret sig for studiet av de produktive egnes løse jordlag. Av hans arbeider paa dette omraade bør fremhæves: ,Jæderens geologi" (N. G. U. nr. 48. 1908), hvori han for første gang i vort land beskriver fossilførende lag fra en mild interglacialtid ældre end den sidste istid, og ,Norges kvartergeologi* (N. G. U. nr. 65. 1913), som indeholder en samlet oversigt over kvartergeologiens historiske utvikling i vort land og avsluttes med en kort redegjørelse for jordbundsforholdene i de forskjellige landsdeler. Av særlig betydning er B.s arbeide med organisationen av de videnskabelige jordundersøkelser med direkte praktisk formaal. Efter hans initiativ oprettet ,Det kgl. selskap for Norges vel" i 1908 et ,Jordbundsutvalg*, hvis formand B. den hele tid har været og som utgir «Smaaskrifter* og ,Jordbundsbeskrivelser*. Foruten B. selv deltar en række av hans interesserte elever i utvalgets systematiske arbeide med detaljerte undersøkelser av Norges jord. Under B.s ledelse er det geologiske institut ved Landbrukshøiskolen vokset op til en betydelig institution, som foruten de almindelige undervisningssamlinger omfatter landets eneste specialsamling av store jordprøver og et vel utstyret laboratorium for jordundersøkelser. Som læreboksforfatter er B. kjendt, og hans .Geologi eller læren om jorden*, som han utgav i 1902 med statsbidrag, har foruten av hans egne elever været benyttet ved de tekniske skoler og i nogen utstrækning ved Universitetet; boken er allerede kommet i 3dje utgave. For den lavere landbruksundervisning har han utgit en mindre lærebok i geologi og jordbundslære. B. har deltat som Norges repræsentant ved de internationale agrogeologiske kongresser i Budapest 1909 og Stockholm 1910. Jakob Schetelig. Bjørn, abbed i Nidarholm, almindelig kaldt Rita-Bjørn paa grund av sin evne til at forfatte brever og dokumenter, d. 1244. B, nævnes første gang i 1226 og er da endnu munk; han sendes da av erkebiskop Peter til Island sammen med biskop Gudmund Aresson av Holar for at avsætte bjskop Magnus av Skaalholt og stevne ham ind for erkebispen. I 1232 blev B. viet til abbed i klostret sit, og i de følgende aar finder vi ham stadig i virksomhet som forhandler mellem kong Haakon og Skule jarl. Til at begynde synes han nærmest at ha staat pas kongens side; men efterhvert som forholdet tilspidses, glir han mer og mer over til jarlens parti. Naar freden endnu blev bevaret i aarene 1235—36, synes det ikke mindst at ha været B.s fortjeneste; men i 1239 har han oiensynlig likefrem fungert som en slags kansler for Skule og forsøker da ved sine sendefærder til kongen at legge skjul paa hertugens rustninger. Paa hertugens vegne sluttet B. imidlertid i Bergen høsten 1239 forlik med kongen; men da Skule kort efter likevel tok kongenavn og lot sig hylde pan Øreting og saaledes brøt forliket, satte erkebispen Skules nærmeste raadgiver B. Efter raadslagning med Skule reiste B. derefter sydover for at dra til Danmark, Tyskland og pavestolen med brev og bud fra Skule og vel ogsaa for selv at bli løst av bannet. Penger fik han av Skule mot pant i selve Nidarholm kloster. Trods al forsigtighet paa veien blev B. imidlertid arrestert av kong Haakons folk og sendt til Bergen, hvor hans brevskaper blev undersøkt; kongen og hans mænd fandt at de indeholdt en utrolig blanding av løgn og sandhet. Kongen gav likevel B. grid, tok ham med østover til Viken, og efter Skules nederlag i Oslo (1240) lot han ham endog faa lov til at reise til Rom, hvor han, som den behændige diplomat han var, baade opnaadde selv at bli lost av bannet og skaffet kongen gunstige pavebrev, ,med saa fagre ord at det knapt er kommet saa fagert et brev fra paven til Norge". Nidarholm kloster var imidlertid kommet i sorgelig forfald, dels paa grund av abbedens stadige fraver, dels paa grund av pantsettelsen; Mathæus av Paris fortæller ogsaa at abbeden har tat med sig klostrets segl. Erkebispen vilde overta styret av klostret; men brødrene appellerte til paven og sendte prioren til Rom for at finde abbeden og stevne ham for paven. B. var imidlertid da reist, og prioren utrettet ingenting for sit kloster. Til Norge kom B. hjem igjen i 1244, og efter et besøk hos kongen i Bergen skulde han endelig vende tilbake til Nidarholm, men blev syk paa veien og døde i Selje kloster. Haakon Haakonssons saga fremstiller abbed B. som en yderst rænkefuld og upaalidelig man partifarve gjør at man neppe kan stole paa skildringens objektivitet. men dens utpræget kongeligsindede Bjørn Einarsson Jorsalfarer, død ca. 141, hirdstjore paa Island. B., som var sin tids mægtigste og merkeligste høvding paa Island, stammet fra den ældgamle ætt i Vatnafjord paa Nordlandet og kunde ogsaa regne Snorre blandt sine forfædre; han var søn av den rike Einar Eiriksson som druknet */s 1383 paa Isafjorden, og nævnes selv første gang i 1379, da han foretar en reise til Norge; han maa vel da være født engang i 1350-aarene. B. var gift med Solveig, datter av lagmanden og birdstjoren Torstein Eyolvsson; bun levde endnu i 1433. B, som navnlig er berømt for sine reiser, kom kanske alt paa denne første reise helt til Rom, som han siden besøkte flere ganger, bl. a. i jubilæumsaaret 1390. I 1385 drev fire skibe, hvor bl. a. B. og Sigurd Loptsson Hvitkoll var ombord, fra Island til Grønland og kom først tilbake i 1387. Om denne Grønlandsfærd skrev B. en beretning, som nu desværre er tapt, men som der er bevart utdrag av fra slutten av det 16de og midten av det 17de aarh., navnlig hos den lærde islandske bonde Bjørn fra Skardsaa; disse utdrag indeholder flere rent eventyrlige træk, men ogsaa enkelte som synes at være paalidelige; særlig vigtig er det som fortælles om samkvem med eskimoer, og i litteraturen om de norrøne grønlænderes sidste tid har B.s beretning altid spillet en stor rolle. I 1388 för B. med endel av sine feller til Norge, hvor de blev 'sat under tiltale for ulovlig handel paa Grønland — hvad der var kongelig monopol — men de blev frifundet, fordi de var drevet dit av storm og var blit tvunget til at handle for at skaffe sig mat. B. reiste videre fra Norge til Rom sammen med Tord Sigmundsson og kom tilbake til Island i 1391. I 1393 kom det — uvisst av hvad grund — til strid mellem B. og Tord; det kom til likefrem slag som i Sturlungetiden; B. tapte og maatte rømme til nærmeste kirke. Men i det lange løp var han likevel den mægtigste, og ved det forlik som kom istand aaret efter, blev han den seirende, takket være navnlig den hjælp, svigerfaren Torstein Eyolvsson gav ham. I 1405 rustet B. sig til langfærd sammen med sin hustru; han gjorde sit testamente og för over Rom og Venedig til Jorsal og tilbake til Venedig. Derfra for Solveig hjem; men B. selv fortsatte til St. Jakob i Compostella i Spanien, hvor han laa syk i flere uker, og drog videre over Frankrike og Flandern til England, hvor han besøkte St. Thomas' hvilested i Canterbury. I 1413 blev den vidtbereiste mand hirdstjore over hele Island, men døde ikke længe efter. B.s eneste søn Torleiv druknet 1392; datteren Kristin — , VatnafjordsKristin" — blev samme aar gift med høvdingen Jon Guttormsson fra Modruvellir, bror til den endnu mer berømte Lopt Guttormsson, i et bryllup som blev meget omtalt; siden blev hun gift med Torleiv Arnesson" forvekslet med morfaren. Edv. Bull [Litt P. A. Munch, Det norske Folks Historie VII, 248 ff, 368 f; Nansen, Nord i Tåkeheimen 372 f.; Grønlands Historiske Mindesmærker III; tarium Islandicum Ill mr. 367, 580 0. fl. st; Islandske Annaler, utg. G. Storm.) Bjørn Farmand eller Kjøbmand, smaakonge paa Vestfold, sen av Harald Haarfagre; efter Snorres konstruktion skal hans mor ha været Svanhild, datter av kong Eystein paa Oplandene. Han residerte paa kongsgaarden Sem ved det senere Tunsberg. Alle kilder kjender B., og flere av dem vet at han blev dræpt av sin bror Eirik Blodøks: men bare Snorre kan fortælle detaljerne. Ifølge ham gik det slik til: Eirik kom tilbake fra vikingetog og krævde av B., som av faren var sat til underkonge paa Vestfold, de skatter og skylder som ellers blev sendt til kong Harald selv. B. vilde ikke utlevere dem, og det kom til trætte mellem brødrene. B. for op til Sem om kvelden; Eirik drog efter og omringet huset; men B. gik ut med sine mænd, kjæmpet og faldt. Vikverjerne var meget misfornøiet med dette, og det ord gik at hans bror Olav vilde hevne ham. B. ligger begravet i Farmandshaugen paa Sem. — Haugen findes fremdeles bevart, og navnet lever endnu i vore dager. Den er netop (1917—18) utgravet, og viste sig at være et kenotaphion, en tom grav; kong B.s virkelige lik har. altsan ikke været begravet der. A. W. Brøgger som forestod utgravningen mener at haugen overhodet ikke har noget med B. at gjøre, at dennes egentlige tilnavn er Kjøbmand og at det først er Snorre som har tillagt ham tilnavnet Farmand, fordi han kjendte navnet Farmandshaugen. B.s død maa vere foregaat mot slutten av kong Haralds regjering, ialfald efter aar 900. Gjennem sin søn Gudrød blev han stamfar til Olav den hellige. Edv. Bull. Litt: A. W. Brøgger, Farmannshaugen og kong Bjørn, I Aarb. f. nord. Oldk. 0 Hist. 1921, 5. 105—28. Bjørn Hitdølakappe, o. 990—1024, islandsk skald, søn av Arngeir Bersason og av Tordis, en søsterdatter av Egil Skallagrimsson. Hovedkilden for vor kundskap om B. er en saga, som bærer hans navn; den er antagelig nedskrevet ved aar 1200, — ved en enkelt leilighet opgives en hjemmelsmand, Runolv Daalksson, og denne Runolv var prest paa Islands vestland 0. 1150. Sagaen er daarlig overlevert; et par membran-blade er reddet, ellers findes bare papiravskrifter, og naar den bedste av dem er valgt ut, byder de andre paa liten interesse. Til og med er der en lakune i teksten. Sagaen forteller: B. vokste op par Borg hos sin frænde Skule Torsteinsson (skal vistnok være Torsteinn Egilsson, skalden Skules far) Som ung mand för han til Norge, efterat han først hadde fæstet en datter av den rike bonde Torkel paa Hjørsey, — den vakre Oddny ,Øfakkelen*, og faat løfte om, at Oddny skulde vente pan ham i tre vintrer. I Norge blev B. vel mottat av Eirik jarl; ved hirden møtte han snart en landsmand og gammel uven, skalden Tord Kolbeinsson, men gik til forlik med ham. Sommeren efter seilte B. med nogen kjøbmænd til Gardarike. Da var Tord reist tilbake til Island og hadde tat i opdrag av B. at hilse Oddny og overgi hende en ring, B. hadde faat av Eirik jarl. Tord røgtet sit erende vel, men la rigtignok til, at B. hadde overlatt ham fæstemaalet med Oddny, om han døde eller ikke kom tilbake. Den folgende sommer fik Tord vite av nogen kjøbmænd, at B. lan saaret i Gardarike. Han kjøpte dem til at si ham død, og beilet nu til Oddny. Sommeren efter — den tredje efter B.s utreise — kom der som vanlig skibe fra Norge. Men B. var ikke med; han hadde lenge ligget syk i Gardarike og naadde ikke Norge, før skibene var seilet. Nu vilde han fare efter til Island, men netop som han var seilfærdig, kom der bud, at Oddny nyss hadde giftet sig med Tord. B. blev da hos Eirik jarl om vinteren; siden var han længe i England og i esterviking. En sommer da han kom til Brennøyerne, møtte han Tord, som hadde været i Danmark for en arvs skyld. B. tok alle Tords kostbarheter fra ham, men lot ham beholde livet. Snart efter 'motes de pany, hos kong Olav Haraldsson, som imidlertid hadde vundet Norge, og som nu dømte i saken mellem dem. Den følgende sommer för Tord til Island, B. blev i Norge, hos kong Olav, endnu et par ear; saa seilte ogsaa han hjem. Tord bød B. til vinter-ophold paa sin gaard Hitarnes for at trygge det forlik, kongen hadde bragt i stand, og B. tok virkelig imot indbydelsen. Det blev en vanskelig vinter baade for Oddny og for de to skalder. De bar stadig ukvemsord paa hverandre og skiltes som uvenner. Fiendskapet drog sig utover gjennem aar, — at B. giftet sig, gjorde ingen forandring; det endte med aapen kamp og B.s fald for Tords haand Efter den dag, heter det, sygnet Oddny hen; Tord angret drapet paa B. »0g syntes, at en stor ulykke hadde hvilet over dem alle tre" Paa sin fars gaard Vellir hadde B. reist en kirke og viet den til apostelen Thomas, som han ogsaa laget et digt om. ,Saa sa Runolv Daalksson*. -Thomasdraapaen er tapt, likedan et digt om Oddny (Eykyndilsvisur). Av et niddigt mot Tord (Gråmagaflim) er tre vers bevart. Ellers har sagaen om B. reddet 24 ,løse vers" av ham; de fleste handler om hans forhold til Tord og Oddny. Hadet til ham, kjærligheten til hende, har her fundet følte uttryk. Det meste er niddigtning mot Tord, krass, stundom vittig; men emnet har til en viss grad virket begrænsende og gir bare ufuldstændige forestillinger om, hvad B. kan ha magtet som skald. Enkelte vers tyder paa stor evne, som hvor skalden — ute paa havet, fjernt fra Island — ser sit livs ulykke i klare billeder: ,Engang var jeg den ringprydede (Oddny) til glæde; nu strømmer Øfakkels taarer over dunputen, mens jeg bruker den stive aare, hardt saa den bøies over ripen; jeg er nødt til at be baaten skride frem; vinbærersken har sin skyld i det.* Endda B. bygget en kirke og digtet et helgenkvad, skinner kristendommen knapt frem i hans ,lausavisur*. En av dem nævner nok de kristnes gud; men han har endnu valkyrje-lignende væsener i sin tjeneste: for sin død ser skalden i drømme ,en hjelmdækket kvinde*, som byder ham hjem til ,dagbyens konge". I Bs tid var jo den gamle religion endnu ikke langt borte; antagelig blev skalden døpt som ung gut (aar 1000). Fredrik. Paasche. Litt: F. Jönsson: Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie I 304—08. F. Paasche: Kristendom og Kvad, 29, 32, 30. Bjarnar saga Hitdælakappa er utg. ay Boer (1893); tekst og oversærtelse av det nordiske Literatur-Samfund (1847). Bjørns vers er trykt i F. Jånssons ,Skjaldedigtning* 1, A 300—05 og B 276—83. Bjørn, Mathias, — 1676, admiral, vistnok norskfødt og av den slegt B. som paa 1600-tallet levde paa Strømsø, blev % 1656 tolder i Svinesund og Sponviken med 400 rdlr. aarlig løn. Denne stilling fratraadte han i 1673 til fordel for sin svigersøn Ernst Nielsen Fogt og fik s. a. frihet for borgerlige ombud paa Fredrikshald, hvor han tok bopæl, samt ret til at beholde sin rang. Sammen med sin svoger, kjøbmand Peder Olsen Normand (Dorph) tok han sig med stor dygtighet av Norges forsvar under svenskernes angrep paa Halden 1658 til 1660. Peder Normand blev utnævnt til major, og selv blev B. oberst Tønne Huitfeldts høire haand; specielt la han en fremragende administrativ duelighet for dagen ved omsorgen for troppernes proviantering. I oktober 1658 deltok han med 17 skjærgaardsbaater ved Marstrands indtagelse og kaldes da kongens krigsadjutant og admiral over skjærgaardsbaatene, en titel han siden beholdt. Under Gyldenløvefeiden blev han som admiral over galeierne utkommandert paa togt paa Viksiden baade i 1675 og 1676. To dager efter hjemkomsten fra det sidste togt avgik han ved døden */» 1676 paa Fredrikshald. Hans portræt findes i Bergens Billedgalleri. B. var gift med den rike præsident paa Fredrikshald Niels Hansen Mengs datter Dorthe Meng, og for sin og hustrus livstid fik han 20/4 1665 fribrev paa gaarden Frogn i Aas; som enke legerte Dorthe tomt og penger til byens fattigvæsen. Da B. sammen med sin svigerfar og svogeren Fogt 1 1664 søkte om fritagelse for at ta borgerskap til Fredrikstad, gav dette andragende det første støt til at Fredrikshald fik privilegier som kjøpstad '/ 1665. $. H. Finne Grønn Bjørn Stallare, stallare hos kong Olav Haraldsson, d. 1030. B. nævnes gjennem hele kong Olavs regjeringstid som hans stallare; han var kongens nærmeste mand, sat i høisætet ret overfor ham i kongsgarden, talte for ham paa tingene og för i sendefærd for ham til utlandet. lfølge den legendariske Olavssaga synes han at ha hørt hjemme i Rogaland; han kaldes, med det samme tilnavn som kongen, Bjørn Digre. Mest bekjendt er hans vanskelige og farefulde færd til sviakongen i 1018 sammen med islendingen Hjalte Skeggesson for at forhandle om fred og egteskap mellem kong Olav og den svenske kongedatter Ingegerd. Beretningen om denne færd er meget forskjellig hos Snorre og i den legendariske Olavssaga; denne sidste bygger vistnok paa tradition fra Hialte selv og er utvilsomt at foretrække; ifølge den hadde B. øienverk under opholdet hos sviakongen og spillet derfor en meget litet fremtrædende rolle her; hele historien om B.s lange ophold hos Ragnvald jarl i Vestergautland er konstruert av Snorre, og Sigvat skalds vers om hans venskap med B., som av Snorre henføres til denne færd, har sikkert ikke noget direkte med den at gjøre. Da kong Olav i 1028 forlot Norge og reiste til Gardarike, fik B. hjemlov og blev boende hjemme paa sin gaard. Dit kom der sendemænd fra kong Knut den mægtige og Haakon jarl og bød ham penger, om han vilde sverge danekongen troskapsed. B., som litet haab hadde om at kong Olav nogensinde kunde komme tilbake til Norge, og som var glad i penger, tok imot dem og svor eden. Men da Haakon jarl var død og dermed den politiske tilstand forandret, angret han sig, reiste til kong Olav, tilstod og søkte hans tilgivelse. Kongen sa da: ,Vite kan jeg nu, at faa mend i Norge har holdt sit ord til mig, naar slike folk som du har sveget.* I slaget ved Stiklestad stod B. nær kongen; derimot er det ikke rigtig, som Theodricus Monachus fortæller, at han bar kongens merke. Han blev dræpt av Tore Hund ved et spydstik efter et replikskifte som fortælles ikke bare av Smorre og den legendariske saga, men ogsaa av Sigvat skald i arvedraapaen om kong Olav: kongen hadde forgjæves forsøkt at fan hugg paa Tore og ropte da til B.: ,Slaa du hunden, som jern ikke biter paa!* B. slog til Tore med øksehammeren, san han holdt pan at falde overende; men Tore kjørte spydet tvers igjennem B. med ordene: ,Slik veider vi bjørn nord i Finmark.* — Baade Sigvat og sagaen roser B. for hans djervhet, kløkt og talegaver. — Edv. Bull. Litt: Oscar Albert Johnsen i Hist. Tidsskr. 3 R. II 513—30.) Bjørn Torleivsson paa Skard, ded 1467, hirdstjore paa Island, var søn av Torleiv Arnason og Kristin fra Vatnstjord i Isafjord paa nord: vestlandet paa Island. B., som fik tilnavnet rike, er i en tradition forvekslet med morfaren, ovennævnte Bjørn Einarsson Jorsalafare. Han nævnes forste gang i 1433 og maa vel være født omkring 1410. Med sin hustru Olov Loptsdatter, datter av hirdstjoren Lopt Guttormsson rike, hadde han sønnen Torleiv (s. d.) Paa en reise til Kjøbenhavn høsten 1456 maatte B. søke nødhavn paa Orknøerne; men der blev han plyndret av skotske røvere, som førte ham med kone og reisefølge til kong Jakob II. Nu aa Jakob i strid med Christian I om skatten for Man og Suderøerne. Alt det kong Christian skrev og forlangte B. frigit og røverne straffet, hjalp ikke. Det truet da med krig. Men den franske konge mæglet, og B. slap fri efter over et halvt aars fangenskap. Sommeren 1437 er han i Kjøbenhavn, hvor kongen adler ham (hans efterkommere gjør krav paa et vaabenmerke med hvit bjørn i blaat felt). Kongen gir ham hirdstjornen over halve Island (syd- og østlandet.) I 1464 blir han hirdstjore for hele Island, men hans myndighet blir indskrænket ved at kongen sender dit Henrik Kepken som sin ombudsmand og kasserer. Paa denne tid hadde englændernes ulovlige handel paa Island utartet til rene røverier og slavejagt paa den nærmest vergeløse befolkning. B. protesterte mot deres adfærd, men da han krævde told av de engelske kjøbmænd i Rif paa Vest-Island, blev de rasende og dræpte ham og syv av hans svender og fanget den unge Torleiv. Rustugt vard i Rifl Då riki Bjørn far dö. fortæller en lausavise. Englænderne drar op til B.s gaard, røver hans løsøre, tar kongens skat og brænder husene. Efterpaa herjer de store deler av øen. ,Ekki skal gråta Bjørn, heldur safna lidi* sa Olov, og hun iførte sig ringbrynje, samlet folk og hevnet sin mand. Dette var midtsommer 1467. Aaret efter er Olov i Kjøbenhavn og klager sin sak for kongen, som til hevn for udaaden lar danzigske kapere i sin tjeneste opbringe seks engelske skibe i Øresund. Følgen blev en høist plagsom kaperkrig mellem England og Hansestæderne. Efter B. blev Henrik Kepken hirdstjore; fra 1477 var Island igjen delt i to hirdstjorner, hvorav Torleiv Bjørnsson hadde det ene. Kåre Foss. [Litt.: Dipl. Isl. V nr. 441; Safn tl spgu Islands I, s. 56 f, 674; Jon Porkelsson Digtningen paa Island i det 15. og 16. aarh, s. 217 f; Edv. Bull: Folk og kirke s. Bjørnsen, Ole, 1783—1843, stortingsmand, søn til gaardbruker Bjørn Olsen og Birgit Thorsdatter, f. i Laardal %: 1783, skoleholder og kirkesanger i Kviteseid fra 1802, desuten gaardbruker paa Haukom i samme bygd fra 1815, d. "7: 1845. Gift 1) 1806 med Tone Talleivsdatter Hemmestveit (1770—1807), 2) 1811 med Egilev Aslaksdatter Kirkebø (1788—1823), og 3) 1824 med dennes søster Tarjer Kirkebø (1800—75). Han fik sin lærerutdannelse paa det sidste kursus som biskop P. Hansen i Kristiansand holdt (1802), og blev endelig beskikket som skoleholder 1806. Han var en av de" dygtigste lærere i bispedømmet, og han blev en av de ledende mænd i sin bygd, forlikskommissær fra 1812, ordfører 1842—43, Han hadde ogsaa en liten poetisk aare, og i 2. utg. av Zetlitz's ,Sange for den norske Bondestand" (1812), som forfatteren dedicerte til B., er indtat seks sange av ham; men virkelig kraft findes bare i hans digt fra 1813 paa bygdemaal ,Tellebøndernes Følelser i Anledning Sverigs Fordring paa Norige" (trykt i ,Budstikken", jfr. J. A. Schneider i ,Syn og Segn* 1902, s. 242). Han var Iste repræsentant for Bratsberg amt paa Stortinget 1815—16, og han gjorde sig her bemerket som en av de mest hoirostede stridsmænd for bondeklassens økonomiske og sociale krav, — særlig kjæmpet han til sidste stund mot ophævelsen av Eidsvolds-garantien. I de efterfolgende reaktionsaar opneadde han ikke gjenvalg; han blev bare Iste varamand til stortingene 1824 og 1833, 3dje varamand til stortinget 1827. Men saa var han atter stortingsmand 1836—37, 1839 og 1842. Imidlertid viste det sig at han ikke hadde fulgt med i bondepolitikkens utvikling; han stod med bønderne der de var imot fremskridt, men stod imot dem i flere av deres egne fremskridtskrav. Den yngste sønnen hans, Aslak Haukom, blev i 1879 valgt til Iste stortingssuppleant for Bratsberg amt. Lit: Folkebladet 1921, s. 5—6 (av J.K. Berguitz; L. Wiese: Bidrag til Ideer om åde overordentlige Storthings Medlemmer, 1839, s. 74—76; Pavels' Optegnelser 1815—16, fl. st; H. Wergeland: Jødesagen i det norske Storthing, 1842. $. 14 og 60; T. Høverstad: Norsk skulesoga, s. Bjørnsgaard, Peder (Per) Christian, 1836—, bladmand, politiker, son til gaardbruker, tidligere lærer Christen Bernhard B. og Anne Pedersdatter Bue, f. '% 1836 pan Skinnstakkrud i Faaberg, telegrafbestyrer i Risør 1859—1906. Gift 1871 med Maren Helene Svenningsen (f. 1845), datter til skibskaptein Nils Peter S. i Risør og Petrea Thorsen. Efterat sygdom hadde avbrutt hans skolegang paa Lillehammer, var han i tre aar kontorist hos general P. H. Birch i Kristiania (Birch var ogsaa fra Faaberg), og tok saa i 1856 telegrafist-eksamen, tjenstgjorde som telegrafist I Arendal til 1858 og blev derefter forfremmet til stations bestyrer i Risør. Her begyndte han snart at skrive i ,Risør AdresseTidende" og blev efterhvert dens virkelige redaktør; fra 1867 fik han eieren til at utvide bladet til ,Nedenæs Amtstidende", og den var han redaktør for til og med 1873. Dette var det første blad utenfor Kristiania, som optok et systematisk arbeide for venstres, og særlig Johan Sverdrups, politik. Og det var denne hans virksomhet som førte ham ind paa Stortinget; han var tingmand for Risør 1868—69, 1871—73 og 1877—79, en av de fan by-repræsentanter som sluttet sig til venstre. Han baade talte og skrev livlig og let, og han viste sig særlig interessert i kulturspørsmaal. - Bladskrivningen og politikken førte ham ogsaa ind i kommunalt arbeide; han sat i Risør bystyre 1870—80, i de første aar endog som ordfører. Hans politiske interesser drev ham i 1877 til at grundlægge sit eget blad, med det fordringsfulde navn ,Norge*, og han flyttet siden dette blad fra Risør til Kristiania. Men dette kostet ham saa meget at han i 1880 maatte gjøre konkurs, og derved blev han sat utenfor baade politikken og den faste journalistik. Han har likevel ogsaa senere, ja saa sent som i 1922, skrevet adskillig i bladene. Han utgav 1911 en liten bok med ,Spredte minder fra 50 til 70aarenes Norge", underholdende, men ikke meget betydelig (stykket om Vinje 'er i noget utførligere form trykt i Ringeren 1898, nr. 40). — Halvdan Koht. itt.: Dagbladet 1870, nr. 12 av H. [H. Schulze); Koht: Johan Sverdrup, 1424. Bjørnson, Bjørn, 1859—, skuespiller og teaterchef, ældste søn av Bjørnstjerne B. (1832—1910) og Karoline Reimers (1835—), f. i Kristiania !5/u 1859. Gift: 1) 1886 med Jenny Sandberg f. Dahl (1846—1914), 2) 1893 med Ingeborg Aas (sangerinden Gina Oselio, s. d.) og 3) 1909 med Eileen Bendix f. Cohn (t. 1883). B. har fra sin tidligste barndom ført en meget omflakkende tilværelse, og hans livsgjerning er ikke bare knyttet til fædrelandet. Som ung mand reiste han til Wien for at bli musiker, men han kom snart ind paa en skuespillerskole og var dermed én gang for alle inde paa det felt, hvor han hører hjemme med en absolut selvfolgelighet. Hans sceniske debut fandt sted i 1880 hos Meiningerne, hvor han fra at medvirke som statist steg til at utføre Franz Moors rolle i ,Røverne*. Efter et studieophold i Paris kom han saa, 26 aar gammel, til Christiania Theater som skuespiller og instruktør. Han tilførte straks landets første scene, hvor der var mange talentfulde kunstnere, men mangelfuld ledelse, en smittende ung kraft, som hadde mod og arbeidsevne til at ta fat paa store opgaver; foruten sin betydningsfulde gjerning som iscenesætter utførte han ogsaa i disse aar, fra 1885 til 1893, en række roller i norsk og fremmed, klassisk og moderne, muntert og tragisk repertoire. i erindring av en række skuespillere, for hvem hans instruktion virket inciterende og betydningsfuld. Han hadde i flere aar været med paa forarbejderne med reisning av det nye Nationaltheater i Kristiania, og den uvurderlige nytte, som dette foretagende hadde i hans energi, begeistring og sakkundskap, førte med selvfølgelighet til at han blev teatrets chef, da det aapnet sine porte "/s 1899. Alt har været kritisert — fra teatrets navn og beliggenhet til den kunstneriske ledelse og de enkelte ydelser; men selv om alt kunde været anderledes og mangt og meget bedre, vil dog ingen bestride B.s store fortjeneste av den gamle tankes virkeliggjørelse eller hans sjeldne fører-egensilaper i de første aar. Foruten sit store arbeide som chef var han stadig i ilden som instruktør og fandt ogsaa tid til at optræde adskillig som skuespiller. Vaaren 1903 kunde han føre teatret til et samlet gjestespil i Stockholm, hvor der blev git en række forestillinger paa Kungl. Teatern med opførelse av 9 norske skuespil (5 av Bjørnson, 3 av Ibsen og I av Heiberg) i en utførelse som vakte megen anerkjendelse. Et par aar senere, begyndte B. at bli slitt, og efter en længere permission fratraadte han sin stilling i 1907. Senere har han baade spillet og iscenesat som gjest i Norge, Sverige, Danmark og Tyskland, likesøm han baade her og utenlands har optrandt som oplæser og forteller; han har et stort talent som saadan. Han har ogsaa beskjættiget sig med filmen — baade som skuespiller og instruktør. Da han i krigens første aar var bosat i Berlin, ledet han telegrambyranet «Norden" og kom derved i en noget skjæv stilling til fædrelandet, hvor det politiske standpunkt var: ubetinget nøitraliet. B. har som skuespiller hat et meget stort og forskjelligartet repertoire; av hans roller kan nævnes ,Peer Gynt* (kun de tre første akter), Darnley og Rizio i ,Maria Stuørt*, titelrollen i ,Sigurd Slembe*, Riis i .En Hanske", Tygesen i ,Geografi og Kærlighed", Paul Lange i ,Paul Lange og Tora Parsberg*, Petrucchio i ,Trold kan tæmmes* samt en række roller i lystspil og farcer, hvor hans personlige charme, hans lune og humor skaffet ham store sukcesser og teatret penger i kassen. Som instruktør eier han en hel del ypperlige egenskaper: fantasi, myndighet, evne til at anspore og begeistre samt en sjelden sans for virkningsfuld anvendelse av statisteri og teatereffekter; ogsaa i psykologiske skuespil som f. eks. aVildanden* har han ydet udmerkede ting. Endelig har B. ogsaa optraadt som forfatter. Hans første dramatiske arbeide Johanne" er det betydeligste; det opførtes pan Christiania Tneater i 1898 og gjorde adskillig lykke; særlig den mandlige hovedfigur er skarpt set og sikkert tegnet. Paa Nationaltheatret er opført ,Solen skinner jo" og En tørstig kamel"; av disse er det første uten større værdi, mens det andet — som var skrevet ,blot til lyst* — opfyldte sin hensigt: at more publikum. Det er ogsaa spillet pan Det ny Teater i Kjøbenhavn. Om sine oplevelser under krigen har B. skrevet en bok, som er præget av hans evne til at fængsle og interessere. Høsten 1922 utkom paa Aschehougs forlag ,Mit Livs Historier", hvori B. paa en let og underholdende maate fortæller erindringer fra sine barneaar. Boken er tænkt som første bind av et større memoireverk. Hans livs hovedgierning er og blir arbeidet for og i Nationaltheatret; han bragte til opførelse verker som ,Keiser og Galilæer*, ,Brand*, ,Over Ævne*, ,Gengangere*, , Kongen" o. 5. v., som av forskjellige grunde ikke var opført paa Christiania Theater, og klassiske verker av Sofokles, Shakespeare og Schiller, foruten at han tilgodesaa den nyere norske litteratur. 1922 utsendte B. første bind av sine erindringer ,Mit livs historier*. J. P. Bull. Litt: Hj.Christensen ,Nordiske kunstnere" Festskriftianledn.25-aarsjub.% 1905. Bjørnson. Bjørnstjerne Martinius, 1832—1910. digter, blev fodt paa Bjørgan prestegaard i Kvikne %is 1832. Hans far Peder Bjørnson (1798—1871), en bondegut fra garden Skei i Søndre Land, hadde i nogen og tyve aars alderen solgt sin farsgeard, og begyndte at læse til artium for at bli værdig til at vinde sin ungdomselskede; hende fik han aldrig, men han slet sig gjennem studeringerne likevel, og tok teologisk embedseksamen 1829, med en karakter som ikke kunde berettige ham til store fordringer, — i 1831 blev han sogneprest i Kvikne, et av de daarligste prestekald i landet. Samme aar egtet han Inger Elise Nordraak (1808—97), en kjøbmandsdatter fra Kragerø, moster til Rikard Nordraak. I hendes slegt var det adskillig fremmed blod, mest dansk; hun hadde et lyst sind og et varmt hjerte, musikalsk sans og kunstnerisk fornemmelse. Hendes mand var av god gammel norsk storbondeslegt, sterk, tung og taus, sen og indesluttet. Bare i én henseende lignet de to egtefæller hverandre: de var arbeidstræller begge to, utrættelige og ukuelige. B. B. var den ældste av 6 søsken, men blandt dem fandt han sig ingen lekekamerater; de var for smaa, og i ensomheten pan fjeldgaarden blev husdyrene hans bedste venner. I fortællingen .Blakken* har han skildret sit barndomsliv og sine første sterke indtryk; der har han ogsaa fortalt om hvordan han 5 aar gammel forlot Kvikne; hans far blev 1837 forflyttet til Nesset prestekald i Romsdalen, og Nesset prestegaard — gen af de skjønneste Gaarde i Landet som den ligger der bredbarmet mellem to mødende Fjorde med grønt Fjeld over sig* — blev fra 1837—32 B. B.s hjem. Hans stemmeklang 'og hans sprogtone fik for altid sit præg av Romsdalen — Nesset ligger i den del av Romsdalen som har østnorsk sprog — og ogsaa hans karakterutvikling blev paa mange mater bestemt av indtrykkene herfra: Min aandelige natur er Romsdalens*, har han engang sagt, og i digtet ,Romsdalen" har han indirekte karakterisert sig selv. Det var en svær overgang fra den øde natur paa Bjørgan til Nesset med de bølgende marker og store gaarder, og med den livlige befolkning, hvor B. i en fart vandt sig mange venner. Men ogsaa paa Nesset kunde naturen være fuld av uhygge, naar Langfjorden stod i røk eller naar duren av et skred lød over prestegaarden, naar ,Blakken* kom fra kamp med bjørnen eller naar ,ulves gule hyl" skar igjennem vinter mørket. Da kunde helvedrædselen, som en streng religionsforkyndelse prøvde at fylde gutten med, pludselig komme over ham; rundt omkring i B.s skrifter (sterkest i ,Pan Guds veje") spores harmen over at man paa slik vis hadde skræmt ham i barneaarene, hver gang hans ubændige temperament og viltre fantasi hadde forført ham til alskens uvørne paafund. I ,Bjørnejægernes Hjemkomst" har han git et billede av sig selv som gut: prestens ældste søn, som lyver og digter historier, skræmmer veltet av alle sine naivere kamerater, og overalt og altid er føreren i barneflokken. Men andensteds har han røbet at han likevel ofte kunde merke at hans sind var anderledes stemt end bondeguttenes. Han kunde ,pludselig stanse som troldbunden af en Skjønhed, af en Længsel, som jeg ikke magtede at klare, men som var saa stor, at jeg ovenpaa den højeste Glæde følte den dybeste Indestængelse og Sorg. Blandt hans jevnaldrende derimot var det ikke en eneste ,som hadde følelse for andet vakkert end Eidsvaagens lange besaadde flade. De folte ikke fjordens langfart om de udskydende næs som noget dragende, ikke at de nære og fjærne fjæld hadde vakkre linjer, rolig mægtig bygning, de kjændte ikke Buggestrandens vilde tungsind lægge sig over dem som et mørkt digt, de nød ikke skillets magt, der hvor fjordene mødes* (Samtiden 1909 s 409 ff.) Et av de voldsomste indtryk B. mottok i gutteaarene, har han gjengit i LEG stygt barndomsminde". Like ved Nesset hadde det hele foregaat, den triste kjærlighetshistorie, hvor sociale fordommer grep ind, og som endte med et mordforsøk; det var skedd i 1840, og halvandet aar senere fulgte henrettelsen, som B. blev tat med til. Slik var farens 'opdragelsesmetode: han mente at finde altfor stor vildskap og voldsomhet hos sin søn, og tok den niaarige gutten med til henrettelsen for at jage ham en skræk i livet. Men hos B. dannet sig den forestilling at dødsstraffen var en uretfærdighet, at den henrettede ikke var den skyldigste, og at flere av de embedsmænd som fældte og eksekverte dommen, var fuldt saa store forbrydere som han. Naar B. (Trykt desember 1922) wil om berettigelsen av en dom — sakerne med Arne Kulterstad, Thorvald Sletten, Dreyfus, Linda Murri, 0. s. v. — saa er det øjensynlig ikke uten sammenhæng med at et slikt ,stygt barndomsminde* tidlig har gjort ham vaktsom overfor retsvæsenets retfærdighet. I juli 144 kom B. ind paa Molde middel- og realskole, som dengang bare var delt i to klasser; han fik altsaa klassekamerater av meget forskjellig. alder, men blev smart føreren blandt dem, ikke bare paa grund av sin legemlige styrke og sin iver for at forsvare de mindre og svakere gutter, men ogsaa fordi ingen kunde motstaa hans organisationstalent og hans fantasifulde fortællerevne. I de 4%/» aar han bodde paa Molde, læste han meget, — bl.a. Ingemann og Walter Scott, Marryat og Cooper, Snorre og Asbjørnsen og Oehlenschliger, tilslut ogsaa Wergeland — og klassekameraterne fik opleve det altsammen i dramatisk gienfortælling. Snart laget B. ogsaa teaterforestillinger med sine venner, stiftet foreninger, grundla en haandskreven avis, ,Friheden", og satte paa mange maater det skikkelige Molde i stadig forfærdelse; minder fra skoletiden kommer særlig frem i ,Sigurd Slembe", ,Fiskerjenten* og «Paa Guds veje". Paa skolen gik det i almindelighet B. ganske bra trods alle hans bi-interesser; men i revolutionsaaret 1848 faldt det ham ofte haardt at beskjæftige sig med lekserne. —Verdenshistorien fyldte hans fantasi, han fik klassen til at holde avstemning om præsidentvalget i Frankrike — selv var han alene om at stemme paa Lamartine — og han regnet sig altid siden til ,generationen av 48". I dette aar kom hans første artikel frem paa tryk: ,Frihedens Tale til Moldenserne* i Romsdals Budstikke '/s. Den var forfattet av B. og hans ven, den senere doktor Lindseth, i frihetsgudindens navn, og kaldte i manende og myndige ord Moldenserae frem til feiring av 17. mai. Aaret efter viste B. i praksis at han hadde indsuget revolutionsaarets frihetsideer: senhøstes 1849 blev han av en lærer idømt en straf, som han fandt vanærende og uretfærdig; han reiste øieblikkelig hjem til Nesset, og kom ikke mer tilbake til Molde skole. Hjemme paa Nesset prestegaard, hvor han i de senere aar bare hadde kunnet være i ferierne, møtte han en venlig mottagelse. En dame som var guvernante for hans yngre søsken, var særlig forstaaelsesfuld, og snart var den 17-aarige skolegutten forlovet med hende; forlovelsen varte i flere aar, indtil den blev hævet av hende. Ogsaa B.s strenge far gav sønnen medhold i striden med læreren paa Molde; presten Bjørnson stod nemlig selv ved denne tid i en haard kamp mot autoriteter og magthavere. Han hadde aldrig villet vike hvor han mente sig at ha ret. Alt som prest i Kvikne hadde han kommet op i stridigheter; 30 — Norsk bografik leksikon beskyldte kapteinen i bygden for blodskam. Presten blev isolert fra hele embedsmandskredsen i Romsdalen, man anklaget ham for ,urigtigt vidmesbyrd*, i tre aar var han suspendert fra sit embede, og først da saken % 1852 blev paadømt av høiesteret, fik han fuld opreisning. Da var han blit træt av at sitte i en bygd som hadde skaffet ham slike kvaler; han søkte og fik Søgne prestekald i nærheten av Kristiansand, — og sommeren 1853 kunde familien Bjørnson forlate Nesset prestegaard. B. B. hadde imidlerid ikke bodd i sit hjem i de værste stridsaarene; straks i begyndelsen av 1850 var han blit sendt til Kristiania og kom ind paa Heltbergs ,studenterfabrik". I digtet om gamle Heltberg har han skildret denne merkelige skole, hvor han blev gasende i 243 aar, og hvor han hadde skolekamerater som Ibsen, Vinje og Jonas Lie. Mest kom, foreløbig, Vinje til at bety for ham; Vinjes ertelyst og ironiske bemerkninger gik ofte ut over B.s umiddelbart troende begeistring, men ved sin umættelige kulturhunger egget Vinje B.s kundskapstørst og styrket hans digteriske interesser. Alt paa Molde hadde B. skrevet vers og stadig sagt at han vilde bli digter, og alle vennerne trodde paa ham; nu blev hans forsæt fastere, og forberedelsen næsten planmæssig: han læste Oehlenschlåger og Wergeland, Welhaven og J. L. Heiberg, Goldschmidt og norske folkeviser, Goethe, Lamartine og Musset, 0. m. a., og han blev snart en ivrig teatergjenger. Stortinget og teatret var hans to yndlingssteder i Kristiania; politik drøftet han tidlig med sin lidenskabelige morbror, dekorationsmaler Nordraak, som han bodde hos; teatret vakte hans produktionslyst, og han skrev — vistnok 1851 — et skuespil Valborg", som var rettet mot utvandringen, og som ikke bare vakte hans venners beundring, men endog blev antat til opførelse paa Christiania Theater. Saa fik han friplads i teatret, men jo flere skuespil han saa, des mere kritisk blev han overfor sit eget stykke; snart tok han det tilbake, og ødela manuskriptet. Et par andre vaudeville-lignende stykker blev skrevet i aarene 1851—53, men dem la han bort uten at indlevere dem til teatret. 1 Nordraaks hus bodde han en tid sammen med republikaneren Harro Harring fra Sønderjylland, som i slutten av mai 1850 blev arrestert og utvist fra Norge paa grund av et radikalt skrift; baade Vinje, Ibsen og B. var med paa Klingenberg og protesterte, og det heter at B. graat av harme og holdt ,opviglende" taler til folket. Men ved den leilighet virket ikke hans veltalenhet saa sterkt som paa vennerne i den foreningen han hadde faat istand, ,Lørdagskvelden". Foruten en anonym artikel i Intelligenssedlerne 1850 om haandverkerbevægelsen, ser det ut til at B. alt i sit første aar i Kristiania har git flere bidrag i avisteiderne mot de stadige ansættelser av danske skuespillere ved Christiania Theater. Mindst 7 av de anonyme og pseudonyme teaterartikler, som findes i Morgenbladet 1850—52, maa vistnok være skrevet av B.; baade ved sin ungdommelig muntre og seiersikre oprørslyst overfor den sedate spidsborgerlighet og ved sit nationale program danner de en naturlig indledning til hans journalistiske hovedbedrift længere ut i 1850-aarene kampen for en virkelig norsk scenekunst. I 1851 var B. ofte sin morbrors hjælper i hans forskjellige polemikker, men efter en tid vilde B. ikke mer; han brøt med Nordraak og flyttet til en hybel i Grubbegaten. Hans vennekreds utvidet sig stadig, — 1852 kom bl. a. Ole Vig, i 1853 Ernst Sars med i den — men bedst trivdes «Biornen" eller ,Romsdalshorn*, som han ogsaa blev kaldt, blandt sine moldenserkamerater i foreningen ,Rauma"; der skrev han i december 1851 sit første trykte digt — til hjemmets pris. Aaret efter fik han i juli trykt et digt i Morgenbladet og i oktober et andet i Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende; men de fleste av hans digte fra 1851—52 kom ikke længer end til ,Rauma*s protokol. Sommeren 1852 tok han artium med karakteren non; i matematik maatte han kontinuere høsten 1853. I mellemtiden — vinteren 1852—53 — bodde han hjemme pan Nesset presteguard, hvor han gav sine yngre søsken undervisning, stiftet sangforening med bønderne, og samlet sine sidste indtryk fra den natur og det barndomshjem som baade forældrene og han nu skulde forlate for altid. Kolerasommeren 1853 kom B. tilbake til Kristiania igjen, og begyndte at læse til andeneksamen; utpaa høsten var han en tid paa besøk i Larvik, ellers strævde han med læsningen, men han vantrivdes inderlig ved det, og da han ved juletid hadde tat første del av andeneksamen, var han paa det rene med at nu vilde han absolut ikke mer. Han skrev hjem til sin far i Søgne, at han ikke længer med rette kunde ta imot en understøttelse til studier, for han hadde opgit ethvert brødstudium; Noget levebrød kunde digtningen imidlertid foreløbig ikke være, og B. visste desuten med sig selv at han trængte til at modnes før hans digteriske evner kunde faa fuldt uttryk; altsaa var journalistik den naturlige løsning. I 22 aar, 1854—856, virket B. som teater- og litteraturkritiker, læste og lærte, opøvet sin stil og sin iagttagelsesevne, utviklet sin dramatiske sans, — forberedte sig maalbevisst til sin kommende digtergjerning. Det kunde ofte — især i den første tid — være knap kost og smaat stel paa hans og Lindseths forskjellige hybler, og i sygdomstider, som da B. høsten 1854 hadde tyfus, var det ikke let at klare sig; men humøret og modet svigtet ikke, vennerne samlet sig altid omkring ham, og med sin utrættelige trang til at hjælpe hver som hadde det vondt, tok B. sig av Ivar Bye (s. d.) og ,kjøpte* en fattig italienergut, som hele kredsen saa at si adopterte. Naar B. trængte penger, paatok han sig av og til at manuducere artianere i norsk stil, en kort stund virket han endog som norsklærer hos Heltberg, men avisartiklene var hans vigtigste næringsvei. Et paatenkt vittighetsblad fik han rigtignok ikke istand, og hans virksomhet i Studentersamfundets avis 1854 var baade litet lukrativ og litet betydelig, men i januar 1854 bragte Morgenbladet en stor anmeldelse fra hans haand av ,En Nytaarsbog", hvor hele den raadende kreds av digtere, med Welhaven som centralfigur, hadde git møte. Denne anmeldelse er B.s virkelige litterære debut, og i den har han stillet sit program; med ungdommelig selvfølelse og dristighet feier han alle de anerkjendte storheter tilside, deres sykelige, drømmende maaneskinsstemninger duger ikke længer, han kræver og han forkynder at en ny digterslegt skal fremstaa, og at den skal knytte sig til den linje som Henrik Wergeland har pekt paa i sin sunde og dagklare, livsnære og nationale poesi. Med denne anmeldelsen var B. blit en litterær ,størrelse*. Høsten 1853 hadde han bare skrevet artikler i Kongsbergs Adresscavis, og en sjelden gang i Morgenbladet; nu blev han Kristiania-korrespondent til Drammens Biad, fik fast arbeide som kritiker i Krydseren (senere Aftenbladet) og var desuten lagtingsreferent for Christianiaposten. Han tok straks kampen op for at gjøre Christiania Theater til et hjem for norsk scenekunst, og naar det ikke blev nok diskussion, tok han likegodt fat pan en munter, anonym polemik mot sig selv i forskjellige av byens aviser; alt i mars maaned 1854 boltret han sig i alle Kristianias tre større blade. Hans teaterartikler var imidlertid altid taktisk maateholdne; han ønsket ikke et voldsomt brudd med den danske skuespilkunst i Norge, dens betydning anerkjendte han villig, og han indrømmet fuldt ut berettigelsen av en rimelig overgangstid. Men naar man ikke var enig med ham om de fjernere maal, reagerte han kraftig, og efter et par aars kritikervirksomhet kunde han med stolthet peke paa at han hadde vundet mange tilhængere blandt ungdommen; %s (og %s) 1856 stod teaterslaget i Christiania Theater, hvor B. fra en loge ledet en energisk konsert av 600 pipere, — en kraftig og virkningsfuld demonstration mot teaterdirektionens likegyldighet overfor de nationale krav. I sin kritikertid skal B. længe og forgjæves ha søkt et æstetisk system; sikkert er at han læste P. M. Møller, Sibbern og Heiberg, Lessing 'og Jules Janin, men uten at finde sig tilfreds. Stor betydning for ham fik det at han 1854 begyndte at læse Søren Kierkegaard; det ser ut til at ha vist ham veien til forstaaelse, først av skuespillerinden Laura Svendsens (den senere fru Gundersens) kunstneriske utviklingsgang, og dernæst ogsaa av hans egen nødvendige vei, fra det umiddelbare, instinktive, til den bevisste kunst: ,Hvormangen Yngling har ikke i 16—17 Aars Alderen skrevet Vers, hans Følelser sagde ham, var mageløse, og som hans Bekjendte overøste med Bifald, fordi de bedømte dem relativt til hans Alder . Men saa kom Reflektionen med Alderen, Øjnene aabnedes for Formens Vigtighed; han skrev ikke længer med Lethed, fordi han ikke skrev med Tryghed . ... Er der mu intet ved denne Hr. August, Henrik eller Paul, fortvivler han og holder op. Men føler han Talentets Stemme raabe sit trodsende Nej indeni sig, bliver han ved, ser, tænker og prøver." Slik følte B. sin egen stilling i 1854; alle hans digteriske forsøk hadde endnu bare været ufuldkomne prøver, men gjennem sin ivrige læsning av skjønlitteratur og æstetik styrket han sin kunstneriske bevissthet og blev sikrere i sine krav til andre og til sig selv. Det er karakteristisk at B. alt i 1855 slaas like ivrig mot to motsatte retninger; han er like meget paa vakt imot efterplapring av dansk og tysk romantik som imot frasefyldt chauvinistisk dunderidunder, og der er kritisk klokskap og tryg myndighet i hans artikler om Aasens .Ervingen*, om Halvor Bagges digtsamling og om diginingens stigende betydning som motvegt mot den materialistiske tidsaand, der var fulgt med reaktionen efter februarrevolutionen. En flyveidé om at bli skuespiller hadde B. hurtig opgit, men han skaffet sig teatererfaring som instruktør for handelsbetjentenes dramatiske forening. Han var efterhaanden blit mere kritisk kjølig overfor Vinjes litterære og sproglige teorier og praksis, han var røket uklar med Christianiaposten, snart forlot han ogsaa Aftenbladet, og fra høsten 1855 var han fast knyttet til Morgenbladet. En av medarbeiderne her, den senere redaktør Friele, skaffet ham økonomisk hjælp, saa han en tid kunde holde ferie hos sine forældre i Søgne for at arbeide paa et skuespil. Ideen hadde han fra en virkelig begivenhet, og Camilla Colletts nyutkomne bok Amtmandens Døtre hadde kanske ogsaa git ham lyst paa emnet; men foreløbig fik han ikke noget ut av det, — motivet blev senere brukt i Mellem Slagene og i De Nygifte. Derimot bearbeidet han en fransk vaudeville for det norske teater, og senhøstes 1855 bragte Morgenbladet en større artikelrække av ham om Kristiania og Studenterne; den mundet ut i en slags novelle om student Karl Vitt, som med ung og munter handlekraft bryter en bresche i borgerskapets mur. Straks over nytaar 1856 begyndte B. anonymt at utgi et Illustreret Folkeblad til Belærelse og Underholdning; bladet hadde fra først av til formaal at skaffe arbeide for en fattig boktrykker fra Molde, men i sin toaarige levetid maatte det nødvendigvis virke ansporende pan sin redaktørs produktion. - Foruten alskens artikler skrev B. i 1856 til dette blad fortællingerne Aanun, Et farligt Frieri, Ole Stormoen og En munter Mand; Alt i skoletiden hos Heltberg hadde Jonas Lie i et digt i ,Dovreskjaldens* navn manet B. til hans fremtidsgjerning: en norsk digtning med historiske emner eller med nutidsbilleder fra folkets liv, og i Bs kritikker var disse opgaver stadig blit antydet som de centrale. Ved eventyrutgaven av 1852 og folkevisesamlingen 1853 og ved Ivar Aasens gjerning i de samme aar var der skapt et nyt grundlag for digterisk folkelivsskildring i Norge, og B. hadde med begeistring studert alt det som blev lagt frem av ,det nationale gjennembrudd*s mænd; men ogsaa fra sin egen barndom var han godt forberedt til at tegne den norske bonde. Vistnok var det egentlig bare romsdølerne han kjendté, men dem kjendte han ogsaa tilbunds; helt fra de tidligste gutteaarene i Nesset hadde han levet blandt og med bønderne, han var blit deres brevskriver og deres fortrolige, han hadde fulgt deres tankeliv, og han følte sig nær beslegtet med bønderne, selv om hans far ikke længer tilhørte bondestanden. Han kunde være baade medfølende og iagttagende overfor dem, baade indenfor og utenfor paa éngang; derfor blev hans skildringer fra første øieblik av egte og levende, saa at alt en fortælling som Aanun, trods sin kunstneriske ufuldkommenhet, kunde giore opsigt. Bs ven Emil Stang viste den med stolthet frem til beundrende kusiner, og en anmelder i Morgenbladet gav fortælleren i Illustreret Folkeblad en meget velvillig omtale. Det var ikke noget idyllisk-romantisk billede B. tegnet i sine første fortællinger om norske bønder; trods al sin beundring for det nationalt betydningsfulde i de norske Disseldorfermaleres kunst, var han altid kritisk overfor det ensidig ,bløde* hos Adolph Tidemand. Efter de foregaaende tidsaldres romantiske bondeforgudelse var man i det hele i 1850-narenes Norge gjerne gaat over til den motsatte ytterlighet og forkyndte skepsis overfor bønderne, en skepsis som ogsaa blev under bygget ved Eilert Sundts første studier over norsk folkeliv. B. tok bestemt avstand fra begge retningers overdrivelser. Han var fra barndommen av fuldt paa det rene med at bonderne ikke var idealskikkelser uten feil, og han kritiserte 1 1856 Welhavens novelle En Sjel i Vildmarken som altfor vag og svævende, usand og unaturlig. B. hadde et langt intimere kjendskap end Welhaven til virkelighetens bønder, og i sine første fortællinger skildret han f. eks. den daarlige undervisning, lordagsfriingen, og fuldskapen paa landsbygden med sterke farver. Men som hovedfigur i historien sætter B. gjerne ind en ung, sterk og sund bondegut, som gaar til strid mot standshovmod og sneversind, mot fordom og ukultur, 'og efterhvert som hans egentlige ,bondefortællinger* utkommer (1856—60) blir det klart for hans læsere at han bryter med den raadende skepsis overfor bonden, ikke ved at dække over feilene, men netop ved at blotlægge dem og vise at de kan bekjæmpes. Det er forsaavidt en slags «politisk idé* i disse fortællinger, og det kan ikke være tvil om at de har virket paa hele tidens tænkesæt og bidrat til at muliggjøre dannelsen av et nationalt venstreparti, som først og fremst maatte støtte sig til bønderne. I de allerførste av B.s fortællinger tok endnu betragtningerne for stor plads, kunsten var ikke frigjort; men efter nogen rike vaarmaaneder 1856, som bl. a. bragte B.s anmeldelse av Ibsens ,Gildet paa Solhoug*, teaterslaget 0.8. v. kom han i juni med paa studentertoget ti! Upsala, og her skedde det giennembrudd som han har skildret i ,Hvorledes jeg blev Digter". Han saa fortiden bli levende igjen, den gjenopstod i talernes ord, i de minderike steders stemning, og allersterkest ved kongegravene i Riddarholmskyrkan; her følte han sig mer end nogensinde som ,Munchianer*, fuld av ærbødighet for P. A. Munchs verk og for historiens magt og opdragende betydning; den tanke grep ham at ogsaa vi nordmænd har høie aner, og at man av kongesagaene kunde utvinde et norsk anegalleri, hvor vor nationalbevissthet kunde hente ny styrke, — og hvor en digter kunde finde ypperlige dramatiske motiver og interessante karakterstudier. Jeg giorde mig selv det Løfte, at naar jeg kom hjem, vilde jeg hive alle Aviser overbord og atter prøve, om jeg ikke var Digter; thi jeg havde prøvet det før. Nu kom, syntes det mig, med nyt Liv nye Evner". Da studenterne skulde forlate Sverige, kom en liten pike med en laurbærkrans; hun fik oie paa Bts kraftige høvdingeskikkelse, hans store, solbrændte, glædestraalende ansigt under det sterke blonde haar, og hun rakte kransen til ham, som bare hadde været en av de menige i flokken. Han tok den som om den kronet hans hemmelige tanker og gav ham vigselen til hans fremtidsgjerning. ,Da jeg kom hjem (til Kristiania */a), sov jeg tre Døgn igjennem med smaa Mellemrum for Spisestunderne og lidt Passiar. Derpaa skrev jeg mine Reiseindtryk [i Morgenbladet], men netop fordi jeg først havde levet og saa skrev, fik Tegningen Stil og Farve, saa den gjorde Opsigt og gjorde mig derved endnu mere sikker paa, at nu var Timen kommen. Jeg pakkede ind, drog hjem [til Søgne], udtænkte, skrev, renskrev «Mellem Slagene" paa fjorten Dage, reiste til Kjøbenhavn med det færdige Stykke i Kufferten; jeg vilde blive Digter og derfor en Stund være der, hvor Forstazelsen var størst, Kunsten videst kommen* I ,Mellem Slagene* har man ment at finde spor av et motiv fra virkeligheten og av paavirkninger fra Musset og Augier og fra en fransk fortælling; endnu mer har dog kanske A. Munchs sagaskuespil ,En Aften pan Giske" (1855) betydd for B.s drama. Egteparrets situation overfor kongen er omtrent tilsvarende i de to stykker, men B. er sin forgjænger langt overlegen i den psykologiske karakteristik (især av kongen), i opbygningen av den dramatiske konflikt, og i selve stilen. B. har her, for første gang i norsk drama, fundet frem til en levende sagastil. Mellem Slagene blev antat paa Chr.a Theater, men ikke opført før */o 1887, og snart efter trykt, i ytterst tarvelig utstyr, som folgeblad til Christianiaposten. Tidlig paa høsten 1856 var B. reist fra Søgne, over Hamburg og Kiel — den billigste rute — til Kjøbenhavn, hvor han blev boende, paa hotel Phønix, til forsommeren 1857. Paa tilbakeveien fra studentertoget til Upsala hadde han fan maaneder i forveien set et glimt av Kjøbenhavn, idet dampskibet blev liggende over en dag, mens studenterne holdt fest. Ved den leilighet skal B. ha optrandt utfordrende som tolk for norsk selvstændighetstrang; under sit trefjerdingaars ophold i Danmark lærte han nu ikke bare respekt for form baade i personlig fremtræden og i kunstnerisk frempringelse, men ogsaa ny forstaselse for skandinavismen. Til en fest i Kjøbenhavn "i 1856 for studentersangere fra Lund hadde B. digtet en ,Hilsen fra Norge", og han holdt en tale, hvor han klaget over bygdepolitikken og splittelsens aand i Norge og ønsket sit land en dannelsens Harald Haarfagre, som kunde drage samlende gjennem landet; ved at reise til broderlandene fik man øie for manglerne hjemme, — talen endte med en skaal for et fortrolig samliv mellem de enkelte nordiske studenter. Et slikt fortrolig samliv oplevde han daglig selv. Paa festen vandt han sig svenske venner, bl.a. digteren Orvar Odd (Sturzen-Becker), og i Kjøbenhavn holdt han paa at bli en ,størrelse*. Hans duskelue og hans navn la de danske studenter naturligvis fort merke til, og han kjendte snart en mængde av dem; men ogsaa berømte mænd som J. L Heiberg, Høedt og Goldschmidt viste sig elskveerdige mot ham. Venner for livet vandt han sig i den norske billedhugger Borch og frue, som ved denne tid bodde i Kjøbenhavn, og som gav ham de første indblik i grundtvigianernes tankeverden. Hans fortroligste venner blev dog især en liten dansk klik som pleide at møtes paa Bidstrups kafé, en klik av vordende. forfattere og litterater, folk med æstetiske interesser, som drøftet græsk digtning, national billedkunst, skjønlitteratur og skandinavisme. Han blev drevet til at hore paa Høyens forelæsninger, til at læse Shakespeare og Goethe, Schiller og Tieck, o.s.v. Han lærte av de andres kundskapsrigdom, og de lot sig villig overvælde av hans personlighets magt, hans glød og veltalenhet og hans uuttømmelige fond av store syner og geniale indfald. Den som fik mest at si for ham, var Clemens Petersen, den bekjendte kritiker, som ved samværet med B. lærte helt at forstaa at han ikke selv var digter, og som til gjengjæld stillet høje fordringer til B.s digtning. CI. Petersen noiet sig ikke med J. L. Heibergs krav om idé og form, han forlangte først og fremst at et digterverk skulde være fyldt av digterens egen indre oplevelse, skrevet med hans eget hjerteblod; digtningen skulde ikke være en lek, men dødelig alvor. B.s gamle æstetiske slagord, ,Sandhed og Natur", fik nu ny betydning, og B.s selvkritik blev sterkere, ja, han begyndte næsten at tvile paa sig selv, og opgav at fuldende fortællingen »En munter Mand". Først ved nytaar 1857 var han kommet igjennem denne krise, og kunde skildre den digterisk i fortællingen ,Thrond*, som han siden nævnte med titelen ,Min første Fortælling", — det er det første digterverk hvor det er hans eget blod, hans sjæl der gaar hver en linje. I ,En munter Mand* hadde han begyndt at slippe sin naturfølelse ind i fortællingen for at gi perspektiv til menneskeskildringen, men først i ,Thrond* har han fundet sin egen stil, og han skriver da i et brev: Jeg respekterer intet Grammatik-Norsk; jeg bruger BrystNorsk! Det skal flyde lige ud af Brystet paa den som føler poetisk, som kan gjennem Kjerligheden fange det i Folket og Sagaen og gjennem sin dannede æsthetiske Følelse slippe det ud igjen". Da krisen var over, ,flød bækken dobbelt fort*, og vaaren 1857 i Kjøbenhavn var rik paa digteriske idéer og utkast: B. la de første planer til digterverkerne ,Sigurd Slembe*, En glad Gut", og til en omarbeidelse av ,En munter Mand*, og han begyndte at skrive ,Synnove Solbakken* og ,Halte-Hulda*, Dermed indledes det saakaldte ,vekselbruk" i B.s digtning; i 15 aar (1857 —72) har han nu gjerne to paral lelbehandlinger igang med samme grundmotiver, den ene gang fremstillet i nutidsfortællinger fra bondelivet — gjerne med ,lykkelig utgang* — den anden gang i form av historiske skuespil, ofte med tragisk avslutning. Helt fra gutteaarene hadde B. altid hat følelsen av at sagaens mennesketyper gik igjen blandt bønderne i Romsdalen, og denne opfatning kunde kaste lys til begge sider. I begge hovedformer av B.s ungdomsdigtning. viste det sig at ham kunde la sine personer tale en knap og fyndig sagastil, og gi alle sine digtede skikkelser et fælles artsmerke — det som alt var fremme i ,Mellem Slagene": skyheten for at røbe i ord sin sterke, dype følelse. Pan bakgrund av en slik opfatning og gjennem dette digteriske vekselbruk tok B. I de første dager av juni 1857 kom B. tilbake til Kristiania; en hel vinter hadde han kunnet leve bare for sin digteriske utvikling, uten at behøve at skrive avisartikler — et par Kjøbenhavnerbreve til Aftenbladet var det eneste. Nu vendte han tilbake til sin virksomhet i Morgenbladet, og skaffet sig nogen smaa indtægter ved at læse norsk med artianere paa studenterfabrikken; men hans hovedarbeide i sommermaanederne var at avslutte ,Synnøve Solbakken", som først stod trykt i Illustreret Folkeblad, og saa — i særtryk derfra -— utkom som bok paa Johan Dahls forlag ca. "jo 1857, Det var første gang B.s forfatternavn var at finde paa en bøk, og fra sommeren 1857 hadde han ogsaa navngit sig som redaktør i sit lille blad; hans begyndende forfatterry viste sig, da han samme sommer blev bedt om at lage tekst til et billede av Tidemand: Bjørnejægerens Hjemkomst, til Tønsbergs Norske Folkelivsbilleder. I ,Synnøve Solbakken* kan man finde spor av paavirkninger baade fra sagaerne, fra Asbjørnsen, H. C. Andersen, 0.8.v., men først og fremst er det dog et verk som bærer sin ophavsmands stempel. B.s indre kamp for at overvinde det voldsomme og hensynsløse i sin egen natur er gjenspeilet i Thorbjørn Granlidens historie, og i hele fortællingen lever Romsdalens natur og mennesker; det er sin hjembygd B. har tat sit utgangspunkt fra, delvis endog sit eget hjem og sine forældres grundforskjellige karakterer. Derfor er det ogsaa naivt rørende at de sidste linjer av boken blev nedskrevet bak paa en lap papir hvor B.s bror hadde skrevet at han var ræd han var strøket til eksamen; B. formet sin avslutning med medlidenhetens taarer i sinene, men der dæmret ogsaa hos ham den tro at det han skrev, det skulde ,reise Familien og dens Ære". Endnu den dag idag er ,Synnøve Solbakken" vel ogsaa den av B.s fortællinger der som helhet har bevart den friskeste livskraft. Boken utkom i tarvelig utstyr, forlæggeren hadde ingen tro paa at den kunde sælges, og honoraret var minimalt; Monrads kjølige anmeldelse i Morgenbladet skulde ikke virke opmuntrende, og B. fik merke at det ældre slegtled ærgret sig over hans dristige direkte stil, uten omsvep, subjekt like paa objekt. Men snart kom der et par begeistrede artikler fra Danmark, og publikum viste sig kjøpelystent baade i Norge og Danmark, saa B. hadde trods alt grund til at være tilfreds. Ved slutten av september gjorde han sig fri for det baand redaktionen av Folkebladet hadde været for ham; hans digtning kunde ikke længer rummes i et slikt blad, og at digtningen skulde være hans livsopgave, var han nu helt sikker paa, — en ansøkning om et litteraturhistorisk stipendium hadde han fort trukket tilbake. Han var reist hjem til Søgne, da ,Synnøve" var færdig; nu sat han i de første høstmaaneder og arbeidet paa ,Halte-Hulda*, men ved slutten av oktober kom han til Kristiania igjen, oplevde en sukces med premieren paa ,Mellem Slagene* og avsluttet ,Halte-Hulda* i de samme dagene. I november indleverte han stykket til Chr.a Theater, og en aften læste han det høit for en kreds av venner, bl. a. Henrik Ibsen, som netop holdt paa med et lignende emne, Hærmændene paa Helgeland. I sine avisartikler i Morgenbladet sommeren 1857 hadde B. ofte behandlet nationale kulturspørsmaal, og stadig fremholdt det synspunkt Kjøbenhavneropholdet hadde git ham: at norsk individualisme var formløs og splitende, at landet trængte aandelig at samles, og at kunsten — særlig teatrets kunst — var den ypperste samlende magt. I et konkret tilfælde hadde han ogsaa søkt at samle sine landsmænd i én stemning: en velkomsthilsen til Ole Bull, som vendte hjem fra sin sørgelige Oleanahistorie. Ved at læse slike avisartikler og ved at høre om ,Mellem Slagene* blev Ole Bull opmerksom paa B. Der trængtes netop en ny mand til at overta den kunstneriske ledelse av den nationale scene i Bergen; Ole Bull — stifteren og den egentlige eier av teatret — var straks ved hjemkomsten røket uklar med teaterdirektionen. Ole Bull bad B. komme, saken blev ordnet telegrafisk i løpet av et par dager, og alt i 1857 var B. i Bergen, hvor han nu blev boende i 2» aar, aktiv og handlekraftig paa en række forskjellige omraader, men forholdsvis litet digterisk produktiv, — hans Bergensophold er en ,gro-tid*, som forbereder kommende arbeider. Som teaterleder maatte B. se repertoirevalget som en av sine første opgaver. Han vilde mest mulig holde sig til den dramatiske digtnings støre navne; men et genialt skuespil i slet fremførelse orket han ikke at tænke paa, og det var endnu et noksaa blandet og daarlig sammenspillet skuespillerselskap han hadde at arbeide med. Om han da ikke magtet de største dramatiske opgaver i stykker av Shakespeare, Goethe, Moliére, eller endog av Schiller og Oehlenschlåger, saa nøiet han sig med at drive skuespillerne frem til det ytterste av sine evner i lettere komedier av Holberg, Sheridan, Wessel, i A. Munchs ,Lord William Russel*, i Ibsens ,Hærmændene" og B.s eget ,Mellem Slagene". Et slikt repertoire gav tilskuerne oplevelser og skuespillerne vekstmulighet i det teaterrepertoire man for hadde vaeret vant til, var Scribe og J. L. Heiberg altfor rikelig repræsentert, og B. — som vaaren 1858 hadde studert P. L. Møllers bok om Det nyere Lystspil i Frankrige og Danmark — erklærte nu at slike dramaer var ,det kjedsommeligste Lapperi, som enhver Mand med nogenlunde Bryst blir trang af at se paa" Istedenfor marionetdukkerne paa scenen vilde han se personligheter med livets smerte i sit aasyn, og gjennem skuespillet vilde han gjerne faa glimt fra tilværelsens store gaader, det ubegripelige, det dæmoniske, — der var fuldt op av muligheter for at føre nye værdier ind i den dramatiske digtning: ,Her vil jeg vere med, saasandt jeg tror Gud har vist sig saa mild imod mig at give mig Forstand paa, hvad vor Saga tier over, vore gamle Viser synger hen for sig selv, og vore Bønder gaar tunge med over sit Arbeide". Bis digteriske planer lot sig imidlertid ikke virkeliggjøre med én gang; eieblikkets krav til ham var for store. Under den alvorlige pengekrise gjaldt det at holde oppe et teater hvis økonomi var skrøpelig, og hvis stilling var svækket ved Ole Bulls strid med direktionen og en stor del av byens velhavende borgere. Dertil kom at Ole Bull selv i længden var vanskelig at samarbeide med, og at skuespillerne til at begynde med var oprørslystne overfor sin unge chef. Men B. kom igjennem striden: ved sin energi og sin geniale instruktion vandt han skuespillerne helt for sig, ved at foranstalte en maskerade styrket han kassen, efterhvert fik han Ole Bull til at holde sig mer paa avstand, og tilslut — i en konflikt med en ny direktion høsten 1858 — overvandt han ogsa sig selv og opgav sine egne magtkrav for teatrets skyld. Det eneste han aldrig helt magtet at seire over, var publikums træghet. Det var ham en stadig ærgrelse at selv de bedste forestillinger sjelden trak fuldt hus. En tid efter sin ankomst til Bergen var B. blit indført i provsten Thoresens hjem, og han følte sig snart tiltrukket av den vakre fru Magdalene Thoresens eiendommelige personlighet. Hun var 13 aar ældre end B., men først ved at træffe B. — en som hun ,hadde instinkter sammen med*, som hun sa — blev hun sig sin naturgrund bevisst. Hun følte det som hun blev født paanyt, som hun først nu egentlig blev forfatterinde. B. tok sig med interesse av hendes poesier, og i 1860 utkom hendes »Digte af en Dame", med B. som utgiver. Den personlige kontakt mellem dem blev dog ikke av lang varighet, da B. snart forlot Bergen, men hele livet igjennem vedblev B. og Magdalene Thoresen at interessere sig for hverandre, selv om følelserne ved deres personlige møter kunde veksle mellem sterk tiltrækning og absolut frastøtning. I april 1858 utkom ,Halte-Hulda"; her var B. vendt tilbake til versformen og hadde nærmet sig til den lyriske Oehlenschlager-tone i saga-skuespil. — Billedstilen i ,Halte-Hulda" har dog ofte en formelig Shakespeare'sk klang, og en munter lystspilscene danner en dristig og virkningsfuld kontrast til de mørke billeder av en dødbringende, lidenskabelig erotik; men trods stykkets unge, intense glød blev det ikke den sukces B. hadde haabet. Clemens Petersen var nok begeistret over det, men ellers hadde kritikken baade i Norge og Danmark meget at indvende, snart mot den ,ravnorske", støtende sprogform, snart mot selve det historiske tidsbillede og mot den dramatiske bygning. Det kgl. teater i Kjøbenhavn forkastet ,Halte-Hulda* — likesom tidligere ,Mellem Slagene*, men med endnu haardere ord; og heller ikke paa Chr.a Theater naadde B.s nye drama foreløbig frem til opførelse. I mai og juni 1858 var B. med sit teater paa turné til Trondhjem; der hadde været adskillige vanskeligheter paa forhaand, men selve turnéen blev vellykket, og stod altid siden for P. som en av hans livs lykkeligste stunder: paa den turnéen forlovet han sig med en ung dame, som netop hadde meldt sig ved teatret, Karoline Reimers — efter sin pleiefar ofte kaldt Karoline Jahn; hun var tre aar yngre end B., født "i: 1835, munter og modig, og hendes rike utviklingsmuligheter blev virkeliggjort i hendes og B.s mer end 50-aarige samliv. Sommeren 1858 bodde B. inde i Eikisdalen — ikke langt fra sit gamle barndomshjem, Nesset; han læste Shakespeare og skrev paa ,Arne", og glædet sig ved samværet med sin forlovede. Saa reiste de til Molde og senere til Søgne, hvor de holdt bryllup, "/s 1858; sit første hjem fik de nygifte i selve teaterbygningen i Bergen. Den huslige lykke har øiensynlig øket B.s energi, og mange av de ældre Bergensborgere blev mer og mer forarget over hans evne til at være paafærde overalt. Han kom ind i ledelsen av Bergens kunstforening, han omstyrtet det gamle regime i , Foreningen af 22. December", og fyldte selskapsaftenerne der med sine oplæsninger og fortællinger. Han levde sig ind i en kreds av unge landsmaalsbegeistrede venner, som egget ham til at skrive i en djervere og mere norsk tone, og som fik lov til at stelle med og efterhvert radikalt omstope hans retskrivning (,HalteHulda", ,Arne*, ,Faderen*), ja endog oversætte til landsmaal sangen i .Halte-Hulda* om Nils Finn og fortellingen ,Ei faarleg friing*. Han blev mer og mer ivrig til at skrive i aviserne, ikke bare om teateranliggender, men endog om slike emner som fallitterne i Bergen; fra december 1858 overtok han redaktionen av ,Bergensposten" og kastet sig med kampglad humør ind i alskens lokale feider. Gjennem al denne polemik utviklet B. stadig sit politiske syn, og vaaren 1859 aabenbaret han helt hvilke krætfter han eide ogsaa paa dette omraade; uagtet han selv ikke hadde stemmeret til stortingsvalget, lykkedes det ham at styrte de gamle stor tingsmænd og forme det nye valg efter sin vilje: Han hadde fra først av bare 30 trofaste meningsfæller, men hans agitation samlet snart en hel folkemængde; han gjorde den nationale politik i forholdet til Sverige til et partispørsmaal, og ved at binde de nationale idéer sammen med de demokratiske gav han et av de første klare forbilleder for den politik som blev tat op av venstrepartiet, da dette nu begyndte at danne sig i aaret 1859—60, efter den politisk fredelige tid i 1840—50-aarene. I sin politiske kamp i Bergen søkte B. forbund med mænd fra Wergelandstiden, som gjennem Hartvig Lassens studier netop var blit stillet i ny og smuk belysning. Bs syn paa hvad der er en sangers kald blev utformet i Wergelands aand, og i 1859 blev B. ogsaa folketaler, likesom Wergeland. B. hadde ofte før vundet stort bifald som taler i en mindre kreds; hans 17. mai-tale paa ,Engen* 1859 er den første av hans mange oratoriske triumfer i en stor forsamling. Denne hans nye retoriske opevelse fik tilbakevirkning paa hans poesi. Hans tidligere lyriske produktion bestod væsentlig av smaadigte, som var indstrødd i fortællinger og skuespil og som stod i menneskeskildringens tjeneste; nu tok han fat paa den opgave at samle tuseners stemning i sin digtning: han skrev den første formning av fædrelandssangen ,Der ligger et land mod den evige sne", og snart efter Ja vi elsker dette landet" (i sin oprindelige form trykt i Aftenbladet "so 1859, tilegnet kong Karl) Forsommeren 1859 bodde B. paa Hop ved Bergen; der begyndie han par ,En glad Gut", der skapte han ,Ja vi elsker*, og der blev han endelig færdig med ,Arne*, som utkom i august og var tilegnet Ole Bull. ,En munter Mand" var grundlaget, men den oprindelige fortælling var helt omskrevet og utdypet, muligvis for en del under paavirkning fra Schacks Phantasterne og Shakespeares Hamlet, men først og fremst ut fra B.s egen selviagttagelse og utvikling. Trods sin lyriske rigdom og trods skildringen av hvordan Nils skrædders tragedie utsones i Arnes og Elis kjærlighet, er ,.Arne" den mørkeste av B.s bondefortællinger; da B. saa boken igjen i trykt stand, blev han forfærdet over dens ,ubarmhjertige Alvor*. Mange læsere fandt at den indeholdt partier som var støtende i sin krasse naturalisme, og Vinje, som baade var personlig irritert paa B. og alvorlig forarget over boken, skrev en spottende anmeldelse, hvor han søkte at ramme sin fordums ven ved konsekvent at late som om ,Arne" skulde opfattes parodisk. Efter sin sukces med ,Synnøve Solbakken" og ,Mellem Slagene" hadde B. saaledes nu hat skuffelser baade ved utgivelsen av ,Halte-Hulda" og av , og 1859—60 bragte stadig mere kamp og motgang. Ved utgangen av sæsonen 1858—59 forlot B. baade Bergensposten og den nationale scene. Sommeren tilbragte han hjemme i Søgne, hvor han bl. a. skrev den lille mesterlige fortelling ,Faderen*, og i september flyttet han til Kristiania. Han hadde faat en stilling som medlem av redaktionen i ,Aftenbladet*, sammen med D. Mejdell og O. Richter. Her kom han straks op i voldsomme politiske stridigheter, dels angaaende »Reformforeningen* og det berettigede i at organisere faste politiske partier — hvad B. hævdet med iver og kraft — dels angaaende statholdersaken og forholdet til Sverige. Særlig hatefuld var kampen mot ham i Morgenbladet, hvor hans tidligere ven og hjælper, Friele, nu var blit redaktør; men over hele landet kastet pressen sig over B. Arne", artikler ofte hadde en uvorren og utfordrende tone, som datiden ikke var vant til. I B.s hjem laa fru Karoline i maanedsvis farlig syk efter at ha født sin første søn; økonomien i huset var ogsaa utryg, og rent ilde saa det ut da pressefeiderne forte til at B. "1; 1860 maatte forlate den politiske ledelse av Aftenbladet. Under denne kamp hadde B. fundet trøst i sin digtning; fortællingen ,En glad Gut* blev til som et uttryk for B.s selvhævdelse; dens idé er at ingen glæde vindes uten gjennem tarer, og Øyvinds skjæbne, — som veksler alt eftersom digteren oplevde omvekslinger i sin politiske kamp —, munder ut i den freidige forkyndelse: Løft dit Hoved, du raske Gut. Ett fast tilflugtssted hadde B. ogsaa hat i disse tunge maaneder: foreningen ,Det norske Selskab*, som blev stiftet i november 1860 paa Henrik Ibsens initiativ, men med B. som sin første formand. Formaalet var at virke for den nationale retning i norsk kunst, og særlig for den nationale scenekunst; i møterne traf B. sammen med Ole Bull og Lindeman og Rikard Nordraak, Ibsen og Johan Sverdrup, og mange andre venner, som han kunde sympatisere med. Særlig var B. denne vinter meget sammen med Ibsen, han stod fadder for Ibsens søn Sigurd, og de to digtere kjæmpet sammen for norsk sprog paa norsk scene, da dette spørsmaal atter blev diskussionstema i aviserne ved Vilhelm Wiehes avreise fra Norge. I Aftenbladet var ,En glad Gut" begyndt at trykkes som føljeton i december 1850, og fortællingen fortsatte der efterat B. hadde forlatt redaktionen; i april bragte Aftenbladet ogsaa B.s svardigt til Sverige: Har du hort hvad Svensken siger", hvis freidige takt og mod viste at B. ikke gav tapt trods al den motstand han møtte. Den sangen skapte paa mange hold ny begeistring for ham, og vaaren 1860 bragte ham en anden seier, idet det ved en række avisartikler lykkedes ham at hindre henrettelsen av Arne Kulterstad. Men vinterens oplevelser hadde tat sterkt paa ham, og han var begyndt at længes bort fra Kristiania. Han skrev endnu i april en sang for kunst og litteratur, til at synge i Det norske Selskab, men i de første dager av mai reiste han med sin familie til Søgne, hvor han vilde gjøre ,En glad Gut" færdig; slutningen kom imidlertid ikke i Aftenbladet, han fandt at hele fortællingen trængte til at gjennemarbeides. I sin endelige form blev den trykt i et bind .Smaastykker* av B., som utkom sommeren 1860, og som pas en vis skulde bety en avslutning av denne del av B.s digtning, bondefortellingerne; han var begyndt at længte efter reiser og nye opgaver, — Vinteren 1859—60 hadde git ham en mængde digteriske ideer som han ikke hadde kommet sig til at utføre. I begyndelsen av juni reiste han — alene — til Kjøbenhavn, hvor han kunde diskutere sin digtning og sine planer med Clemens Petersen og andre gamle og nye venner. I september kom hans kone og lille søn efter. Den tunge, dystre snevinter 1859—60, da B. bodde i gamle Heltbergs hus oppe i Akersbakken, hadde B. bl. a. fordypet sig i Runebergs ,Kung Fjalar", og under indflydelse fra dette mægtige epos la han planer til en digteyklus om Arnljot Gelline; ,Paa Vintertinget* blev skrevet i Kristiania om vaaren, og i løpet av sommeren formet han i Kjøbenhavn digtet om ,Arnljots Længsel mod Havet". Ogsaa hans noble mindedigt over J. L. Heiberg skriver sig fra dette Kjøbenhavnerophold, som ellers væsentlig var optat av forarbeider til et drama om kong Sverre. Om høsten bragte Illustreret Tidende den første trykte biografi av B., skrevet av Clemens Petersen, og kort efter fik B. det efterlængtede budskap at han var indstillet til at fan et reisestipendium paa 500 spd. Hans farligste. politiske motstander i vinterens kamp, advokat Dunker, som ikke likte ,politikeren og bladsmøreren B.", vilde gjerne hjælpe digteren — kanske ogsaa gjerne ha fred for hans politiske optræden en stund; det skyldtes for en ikke liten del Dunkers virksomhet at B. fk sig tildelt stipendiet, "4/1: 1860. I tillit til at indstilngen nok gik igjennem, hadde B. alt nogen dager i forveien forlatt Kjøbenhavn; sin familie hadde han foreløbig ikke raad til at ha med paa reisen, fru Karoline maatte med sin søn bo hos nogen slegininger og venner paa Als. B. selv reiste gjennem Tyskland til Wien, Triest, Venedig, Milano, Genua og kom til Rom julaften" 1860. Paa reisen hadde en opførelse av Schillers Mari Stuart git ham de første idéer til et andet drama om den skotske dronning; av et jernbaneindtryk var født dem første tanke paa en fortælling om ,Jernbanen og Kirkegaarden*, og ltaliens befolkning, kunstverker og musik var alt i Triest og Milano begyndt at vække nye impulser hos B. Under hans langvarige Romerophold faldt hans sind til ro efter striden hjemme, han var blit træt av bare at være den givende og kjæmpende, mu nød han at være den mottagende. Han lyttet til Palestrinas kirkemusik eller til P. A. Munchs skarpsindige og uuttømmelige lærdom; han betragtet Michel Angelos takmalerier i det sixtinske kapel, antikkens marmorstatuer og renæssansearkitekternes storlinjede kompositioner, og han fordypet sig som aldrig før i læsning: de græske tragikere, Shakespeare og Goethe, Schiller og Kleist o.s.v. I ensomheten, indtil hans kone og lille søn kom til Rom ca. '/ 1861, hadde han tid og ro til et virkelig studium av historie, kunst og litteratur. Likesom hans to tidligere utenlandsreiser, til Upsala og Kjøbenhavn, hadde muliggjort de digteriske gjennembrudd som betegnes ved ,Mellem Slagene*, og ved ,Thrond* tt desemter 1922) hans ungdoms digteriske storverker: ,Sigurd Slembe", ,Bergljot", og et digt som ,Brede sejl over Nordsjø gaar". Da reisestipendiet var brukt op, fik B. nogen økonomisk hjælp av private venner og tilslut ogsaa et stipendium fra det kal. norske videnskapsselskap i Trondhjem; men desuten var han i 1861 begyndt at tjene litt bedre paa sin digtning. Hans tidligere bøker hadde været anbragt hos en række forskjellige forlæggere i Kristiania og Bergen, oftest med litet gunstige kontrakter; hvad enkelte fortællinger eller digte i aviser og tidsskrifter kunde indbringe, var ogsaa bare smaaskillinger. I 1860 var B. gjennem Clemens Petersen kommet i forbindelse med Gyldendalske Boghandels forlag i Kjøbenhavn, og der vedblev han, som digter, at høre til gjennem hele livet. Chefen for Gyldendal, Frederik Hegel, blev med aarene en av B.s bedste venner, som B. altid hadde følelsen av at han kunde vende sig til, om han var i pengenød. Den sikkerhet som forbindelsen med Hegel hadde git ham selv, vilde han gjerne skaffe sine venner ogsaa; det var B. som fik Henrik Ibsen og Jonas Lie ind hos Gyldendal; at Welhavens samlede skrifter utkom paa det danske forlag, skal ogsaa skyldes ham, ja, hele Gyldendals forhold til den norske litteratur i de sidste to menneskealdre har sit utspring i B.s tilknytning til Hegel og hans forlag. Ingen norsk forlægger var i 1860 istand til at løse de opgaver den nye norske litteratur var begyndt at stille; ved B.s overgang til Danmark fik de norske digtere lettere adgang til et større publikum, de vandt videre aandelig indflydelse og fik selv større indtægter. B. saa ikke paa saken bare ut fra egoistiske og kollegiale hensyn; for ham var det ogsaa et led i virkeliggjørelsen av den kulturelle skandinavisme, som ialfald fra 1856 og like til hans død var en av hans kjæreste idéer. Hans første bok hos Gyldendal var skuespillet ,Kong Sverre", som under mange tvil og med talrike ændringer blev skrevet i Rom vaaren 1861, og som utkom samme aar i to oplag, og tilegnet Det norske Selskab. Lærdom fra P. A. Munch og synspunkter fra Goethe, personlige erfaringer fra politisk kamp og fra erotiske sværmerier, emner fra sagaen og stilistiske mindelser fra Oehlenschlager — alt det er her blandet sammen, og trods mange henrivende avsnit og enkelte dramatisk virkningsfulde scener er stykket, som helhet, ikke blit det som B. hadde haabet. Det har imidlertid stor interesse ved sit idéindhold, dels fordi det fører frem en vidtrækkende historisk tanke, som siden er tat op og utført videre av, Ernst Sars, dels fordi det alvorligere end nogengang tidligere forkynder den lære som saa ofte var antydet i B.s ungdomsverker: at enhver sterk og voldsom natur trænger at gaa igjennem en »lidelsernes højskole" 40 — Norsk biografisk lekskon. den rette slags resignation, for at styrke sin vilje slik at man magter at forsage sine egne ærgjerrige planer og ofre sig for noget høiere. Men Sverre og Nikolaus, to av de hovedfigurer, som hver paa sin maate skulde belyse denne grundtanke i stykket, er for litet livagtige, og den dramatiske avslutning føles ikke ubetinget tilfredsstillende. ,Kong Sverre" fik derfor ogsaa en haard — altfor haard — moitagelse. Vennerne var kjolige, og flenderne triumferte baade i Norge og Danmark. Henrik Ibsen var en av de faa trofaste; han lot ,Kong Sverre" opføre paa det norske teater 10 1861 som festforestilling i anledning av at grundstenen blev lagt til Stortingsbygningen. B. hadde selvfølgelig ofte i øieblikket tat sig nær av de kjølige eller uvillige kritikker av ,Halte-Hulda" og ,Arne"; han var ,ømskindet som en jomfru" overfor angrep, men han hadde godt grokjøt, og var snart kommet over disse ærgrelser, — han var endog blit istand til at indse det berettigede i nogen av Vinjes indvendinger mot ,Arne, og hadde foretat rettelser i et eksemplar av boken til en kommende ny utgave Da ,Smaastykker" utkom og , En glad Gut* blev mottat med begeistring, blev B. irritert, fordi han fandt at hans betydeligere bøker blev undervurdert gjennem denne ros av ,En glad Gut", som han sa hadde skrevet sig selv, idet hans natur ferierte Alle tidligere smaaærgrelser over anmeldelser blev imidlertid til ingenting overfor det som møtte ham da .Kong Sverre" utkom. B.s gamle motstander, professor M. J. Monrad, tok ham under behandling i 5 lange redaktionelle artikler i Morgenbladet, og hævdet at han i det hele var en opskrytt digter, som i grunden hadde været i stadig tilbakegang helt siden ,Synnøve Solbakken"; den fortællingen var jo meget lovende, men dens løfter var aldrig blit indfridd. »Kong Sverre" var overfladisk i opfattelsen, i dramatisk henseende en uting, og som poetisk komposition forfeilet, — overfor publikums unatur opskrudde stemning fandt Monrad at maatte minde om eventyret om keiserens nye klær. Det er vistnok efter at ha læst Monrads artikler at B. har skrevet verset ,I en tung stund"; en slik kritik gik sterkt ind paa ham. Den førte ogsaa til en polemik hjemme i Norge, og B. maatte indrømme at Monrad der var den som førte sin sak bedst. Enkelte avisartikler og en stor mængde breve fra 1861 viser hvordan B.s tanker stadig tumlet med den skjeebne ,Kong Sverre", hans ,smertensbarn", hadde faat; og da han endelig hadde kjæmpet sig igjennem sorgen, orket han ikke mer at ha noget med stykket at gjøre. Endnu da folkeutgaven av hans samlede verker skulde utgis til, hans 70-aarsdag, vilde han ikke ha ,Kong Sverre" med. Det bedste svar paa Monrads angrep gav B. gjennem sit næste skue spil, ,Sigurd Slembe*, og han hadde ret i at det ikke kunde være skrevet uten at ,Kong Sverre" var gaat forut. Emnet til ,Sigurd Slembe" hadde B. tænkt paa helt siden vaaren 1857, utarbeidelsen begyndte, da han bodde i Ariccia sommeren 1861, og fortsatte i Rom vinteren 1861—62; i mai 1862 drog han til Neapel, og saa nordover gjennem Florens, Bologna, Venedig, til Tyrol, hvor han opholdt sig i maanederne juni—september og gjorde verket færdig. Om høsten var han en tid i Munchen og foretok der de sidste rettelser til ,Sigurd Slembe*; saa besøkte han en række tyske teaterbyer, Dresden, Weimar, Hannover, Berlin. Julen 1862 tilbragte familien Bjørnson paa Als, og her fik han det første trykte eksemplar av sin bok; den var smavidt blit færdig til at utkomme før jul. B.s politiske motstander professor Ludvig Daae sa engang om B. at hvis han hadde levet i det 12te aarhundrede, saa vilde han sikkert ha utgit sig for kongesøn, og gaat ,ind i triumvirat med Sigurd Slembedegn og Sverre prest". I saa tilfælde var han jo kommet i ganske godt selskap, sammen med de to høiest begavede av hint aarhundredes norske tronkrævere; det er ikke tilfældig at de to var hans yndlinger i Norges historie, og det er heller ikke tilfeldig at han netop under dette ophold i Rom valgte dem til hovedskikkelser i historiske skuespil. Han kom like fra en oprivende politisk kamp, som hadde git ham ny forstaaelse av borgerkrigenes tid i Norge; og han san i Rom — som dengang endnu var en pavelig by — middelalderlig katolicisme lys levende. Han var omgit av historie paa alle kanter, og det gav vekst til hans historiske digtning. I ,Halte-Hulda* hadde han skildret frit digtede personer i et historisk miljø, og i sit første trykte drama hadde han git et billede av kong Sverres personlighet, slik som han tænkte sig ham »mellem slagene", Nu valgte han at tegne kong Sverre midt i hans historiske gjerning, og derefter at gi en hel livsskildring av en central skikkelse fra vore borgerkriges første tid. Slike opgaver stillet store krav til historisk kundskap; gjennem læsning av Hettners bok, Das moderne Drama, og av Schillers Wallenstein, og gjennem samtaler med P. A. Munch hadde B. ogsaa lært at øke sine fordringer til sig selv Han kastet sig med glødende iver ind i historiske studier, og ved stadig at ha P. A. Munch som veiviser vandt han frem til en indlevelse i fortiden som gjør ,Sigurd Slembe" til et av de merkeligste blandt alle nyere historiske dramaer. —Korstogstidens aand toner gjennem hele trilogien; det er Schillers Wallenstein-trilogi som har vist B. ar det ikke bare gjælder at levendegjøre de enkelte historiske hovedpersoner, men ogsaa ,Bunden hvoraf det Hele skyder og hvorpaa det staar", Hele datidens livsanskuelse skulde lyse frem av et slikt historisk drama, og det blev B.s ærgjerrighet at faa de ti tusindes Mund til at tale gjennem den Enkeltes*. Ikke bare som historisk digtning er trilogien om Sigurd Slembe et mesterverk; ogsaa som dramatisk komposition er det beundringsværdig, — storlinjet og sterkt, helstøpt og harmonisk. Jonas Lie har engang kaldt B. ,en Goethe-sjæl", og B., som netop i 1861 til stadighet læste Goethe, hadde i Italien, likesom Goethe, lært at bli ,noget av en klassiker". Han var begyndt at reagere overfor det brudstykkeagtige, det ufærdige, som han mente at ha fundet for meget av i de nordligere landes kunst 'og litteratur. Det plastisk monumentale, de store linjer, den fuldtonende harmoni, det sammenfattet han som det ,klassiske", og det søkte han nu at virkeliggjøre i sin digtning. Romeropholdet blev en av de rikeste blomstringstider for hans lyrik; en monolog som ,Bergljot*, en ballade som ,Olav Trygvason* eier netop den storladne monumentalitet som B. kaldte klassisk, og de toner ut i en sorgtung, men harmonisk heitidelig avslutning. Det samme gjælder — i større stil — trilogien om Sigurd Slembe. Kompositionen er kunstfuld, men synes at ha faldt B. fuldkommen naturlig; derimot viser B.s breve at stilen har voldt ham større kvaler »Sigurds første Flugt" er skrevet paa vers likesom ,Halte-Hulda* og »Kong Sverre", men ,Sigurds anden Flugt" og ,Sigurds Hjemkomst" er paa prosa, og B. kjæmpet længe før han fandt den rette sprogtone ; han var like ræd for at falde i Scylla: Kierkegaards, Paludan-Millers, Welhavens, A. Munchs nutidssprog, som for Charybdis: Ibsens sagastil i ,Hærmændene paa Helgeland" — den var efter B.s mening et kunstprodukt uten liv og egthet, og sin egen segastil i ,Mellem Slagene* var han øiensynlig heller ikke tilfreds med længer. Den prosastil han mu i ,Sigurd Slembe" tilskut fandt frem til, har elementer baade fra sagaen og fra Shakespeare: sterke tunge replikker og korte undvikende ord i alle de handlingsmøttede scener, indføiede digte eller svulmende billedrik. prosa og lyrisk fantasi i enkelte mindre partier; det er en stil som uten egentlige sagagloser og arkaismer virker illuderende, simpelthen ved sin historiske fjernhet. I sin menneskeskildring og sin dramatiske konstruktion viste ,Sigurds anden Flugt" drag som formelig mindet om Dumas fis, og under arbeidet med denne del av verket bryter B. i enkelte breve ut med at han længes til det borgerlige drama. Men han var paa det rene med at det borgerlige drama var han ikke færdig til at skrive, ,før de historiske Stykker har modtaget min Uro, min Drøm, mine Syner*. Intet av hans historiske stykker mottok saa meget av ham selv som trilogien om ,Sigurd Slembe". Sin egen politiske kamp hjemme i Norge og sin halvt frivillige landflygtighet kunde B. se historisk gjenspeilet i dramaet om denne evnerike mand, som i sin personlig ærgjerrige kamp møter en motstand der er spundet sammen ,af Egennytte, Misundelse og fremfor Alt: Frygt for den Begavede, den Stærke. Men al denne Smaalighed hviler dog pa det engang Bestasende, Loven, Traditionen, Slægtens Tænkemaade, — hvilken Ingen kan krænke ustraffet, selv om han tror sig at have stor Ret, i Fødsel som Begavelse, til at sætte sig og Sit isteden". —,Sigurd Slembe" er ikke bare et historisk drama; det er et verk som er fyldt av B.s egen oplevelse og skrevet med hans hjerteblod, og det er et led i hans selvopdragelse. ,Bogens Mening* er at lære ham selv og andre at ,den, som har et Kald i Livet, han maa kunne taale Uret"; en uret kan bedst sætte ham paa prøve, om det er sin sak og sin gud eller bare sig selv han elsker. I de dagene paa Als da B. glædet sig selv og sine omgivelser ved at læse høit sin nyutkomne trilogi, dukket en tidligere idé op igjen hos ham: at lage et drama om Maria Stuart. Men han fik ikke ro til at ta fat pan det; det stipendiet han hadde faat fra Trondhjem, nodte ham til at reise endnu en tid. I januar 1863 drog han — alene — over Hamburg, Disseldorf (hvor han besøkte Tidemand) og Köln til Paris. Han savnet sin familie, og sendte sin hustru et gripende brev om den bøn han paa Kölnerbroen hadde bedt for sin og hendes fremtid. Desuten var han nu begyndt at længte til Norge igjen, og han vantrivdes derfor i grunden i Paris. En del litteratur om Maria Stuart fik han fat paa, ellers blev denne reisen av liten betydning, og i mars drog han over Holland hjemover, hentet sin familie paa Als, og reiste via Kjøbenhavn til Norge, som han naadde * 4 1863, efter omtrent tre aars fravær. En lungebetændelse stanset for en tid hans arbeidskraft, men i juni kunde han dog — sammen med Ibsen — være med paa sangerfesten i Bergen; her skapte han straks uro i leiren ved en tale for folkesangen mot kvartetsangen, men dagen efter gjenoprettet han nogenlunde sin popularitet ved at skrive en sang til Bergen og ved at holde tale for Bergen og Norge. Nogenlunde samtidig formet han sit store mindedigt over P. A. Munch. Sommeren tilbragte han i og ved Bergen, og arbeidet ivrig pa ,Maria Stuart"; tidlig paa høsten kom han til Søgne, og i oktober drog han derfra til Kristiania, hvor han fra nu av bosatte sigMed mindre avbrytelser hadde han i 10 aar (1863—73) sit hjem i Kristiania. Da han reiste ut, følte han sig næsten som varg i veum; ved hjemkomsten blev han mottat med jubel. ,Sigurd Slembe" var blit en stor sukces, og hadde skapt omslaget i stemningen. Fra Paris hadde B. ' » 1863 søkt om en bevilgning av Stortinget; men før hans brev kom frem, var der alt forberedt en kgl. proposition om at bevilge ham en aarlig ,digtergage* av 400 spå., — det var første gang begrepet ,digtergage* forekom i Norge uten omsvap. Gage- og pensionskomiteens flertal var imot bevilgningen av hensyn baade til konsekvenserne og til den finansielle situation; det vilde neppe — blev det sagt — gjøre et godt indtryk blandt folket, om Stortinget bevilget slike ,Bidrag til ganske extraordinære Forføininger, der ikke frembringe møærkbare gavnlige Resultater og hvis Nytte maa ansees for uvis". Minoriteten i komiteen foreslog summen bevilget, men bare for budgetterminen, og det blev vediat '%% 1863 mot 21 stemmer; i 1865 var komitéflertallet for at gjøre bevilgningen fast, og skjønt en minoritet med Jaabæk i spidsen ikke kunde finde at der var noget som talte for en slik bevilgning, blev flertallets indstilling vedtat "i 1866 mot 26 stemmer. Begge de skuespil B. hadde utgit under sit fravær fra Norge, var tilegnet Det norske Selskab, saa det var ikke mer end rimelig at selskapet holdt fest for sit hjemvendte medlem. Men ogsaa Studentersamfundet feiret nu ,Sigurd Slembe*s digter ved en fest, og B. blev paa mange kanter møtt av gjestfrihet. Han var meget sammen med Ibsen, og han vandt sig mange nye venner, og kunde formelig sole sig i popularitet. I december 1863 holdt han i Universitetets festsal foredrag om det sixtinske kapel og han gav oplæsninger av ,Thrond*, partier av «Arnljot Gelline* og første del av ,Maria Stuart"; paa det vandt han baade ære og indtægter. Hele det første aar han bodde i Kristiania, blev for ham personlig en usedvanlig fredelig tid; men B. blev snart kjed av at bo i en gaasedam, han savnet bølgegang, han var altid av den mening at ,fred er ei det bedste, men at man noget vil". Han lyttet med uro, men ogsaa med forventning, til varslene om uveir i syd, om krig mellem Danmark og Preussen; han haabet at ,handlingens dag* nærmet sig. Paa sin store reise hadde B. oplevet Garibaldis indtog i Neapel, og set gjenskin av stemningen fra kampene om Italiens samling; han følte den skandinaviske samlingstanke som noget halvveis tilsvarende, og han var glødende ivrig for Danmarks sak. Selv den ærgrelse at ogsaa det sidste av hans skuespil — ,Henrik Darnley*, senere indarbeidet i ,Maria Stuart i Skotland" — i mai 1864 blev forkastet paa det kgl. teater, kunde ikke gjøre noget skaar i hans følelser for Danmark. Helt fra december 1863 til utpaa sommeren 1864 orker han litet at tænke paa digtning; han levde og aandet næsten ikke for andet end den dansk-tyske krig, og baade paa vers og prosa, bande i skrift og tale kjæmpet han for at de forenede riker skulde hjælpe sine stammefrænder og forsvare Nordens sydgrænse. Han var overrasket over at hans danske ven fra Romeropholdet, H. C. Andersen, magtet holde sin digteriske produktionslyst oppe i denne tid. B.s tillit til verdensordningens retfærdighet og til det norske folks og de norske politikeres storsind blev alvorlig rokket, da det viste sig at tyskerne vandt og at Norge ikke vilde hjælpe. Men han kunde ikke, som Ibsen, la tvilen slaa rot i sit sind, og snart valgte han, efter Grundtvigs forbillede, at præke nyt haab. Hans mange vakre digte fra krigstiden fik sin foreløbige avslåtning i august 1864 ved et digt ,Svar*, som forkynder at snart skal en sterkere slegt vokse frem, og da vil Nordens aand vaagne av sin usseldom og nervesvækkelse og reise sig til daad. Hans egen iver for skandinavismen hentet snarest ny styrke ved nederlaget, og fra 1864 til sin død lot han sjelden en anledning gaa sig forbi, naar han kunde faa minde sine tilhørere om nordslesvigernes tunge kaar. I en række korrespondanser til det danske blad , Fædrelandet" hadde B. i 1864 holdt danskerne å jour med den skandinaviske saks stilling i Norge, og i aillustreret Nyhedsblad* — det blad som i aarene 1862—65 mottok de fleste av hans digte og artikler — holdt han høsten 1864 i en række ironiske ,Breve fra en Maler i Christiania* opgjør med den nøkternt skeptiske aandsretning som irriterte ham hos mange av hans landsmænd. En viss trøst under nederlaget for hans skandinaviske ideer hadde B.s personlige triumfer vaaren 1864 kunnet gi; til 50aarsmindet for 17de mai 1814 hadde B. skrevet festsangen paa Eidsvold, 17de mai om aftenen holdt han ved folkefesten paa slotspladsen i Kristiania en tale for fædrelandet, og for Henrik Wergelands minde; samme aften fik Ja vi elsker" sin første indvielse som norsk fædrelandssang. Om høsten blev det imidlertid hidsig strid om et digt av B. til 50aarsdagen for foreningen med Sverige, Yi 1864; han hadde villet nytte leiligheten til at gi uttryk for skandinavismens idé, men festkomiteen ønsket ikke den dag at se Danmark nævnt i festsangen, og vilde kassere den. Da B. offentliggjorde denne sak, faldt man over ham fra mange kanter, fordi han holdt paa at ødelægge festen; og selve 4de november, da han sat ensom hjemme, i frygt for en mulig pipekonsert, formet han stroferne til ,Taylors sang* Skuespillet om Maria Stuart hadde voldt ham store kvaler; han tænkte længe paa at dele det i to dramaer, ,Henrik Darnley" og ,Bothwell*, men da han ikke syntes han fik form paa skuespillet om Bothwell, sammenarbeidet han sommeren og høsten 1864 sine utkast til ett drama, og i december 1864 utkom ,Maria Stuart i Skotland". Som følge av denne tilblivelseshistorie savner dette drama handlingens enhet, men det indeholder mange scener av overordentlig sterk dramatisk virkning, og en række ypperlig karakteriserte mandsskikkelser bevæger sig omkring ,Skotlands skjønne sfinx"; den glansfulde og billedrike stil fører tanken hen paa Shakespeare og engelsk renæssanse. Maria Stuart i Skotland" er til en viss grad blit til som et motstykke til Schillers ,Maria Stuart*. Det er det eneste av B.s skuespil som har et emne fra fremmed historie, og det er et helt tendensfrit, skjonhetsmeettet kunstverk, skapt i en fredelig periode av B.s kampfyldte liv. Efter en omarbeidelse blev det — med musik av Rikard Nordraak — i 1867 ført frem paa scenen baade i Norge og Danmark, og skaffet da B. større glade end noget av hans tidligere skuespil. Helt fra 1862 hadde det været paa tale at B. burde bli kunstnerisk leder av Christiania Theater. Forhandlingerne gik imidlertid flere ganger istykker, men '/» 1864 blev kontrakten endelig undertegnet, og fra nytaar 1865 til sommeren 1867 var B. chef for hovedstadens første scene. Det var en vanskelig opgave, særlig i denne overgangstid, da de fleste danske skuespillere efterhvert var reist tilbake til hjemlandet. Det gialdt at skape et helt norsk teater, med norsk scenisk miljø og norsk scenesprog; men B. hadde ikke noget stort forraad av norske kræfter at arbeide med, og han var paa det rene med at overgangen ikke maatte gjøres altfor braa. Et par svenske gjestespil virket lokkende paa publikum og befrugtende paa de norske skuespillere, og B. vilde ogsaa gjerne ha arrangert norske gjestespil i Kjøbenhavn og til gjengiæld faa leilighetsvise besøk av førsterangs danske kræfter fra det kgl. teater, som en slags erstatning for de faste andenrangs skuespillere man før hadde pleiet at faa fra Danmark. Det lykkedes imidlertid ikke i hans chefstid; hans initiativrigdom og hans magtlyst møtte i det hele motstand paa mange hold, og efter faa maaneder begyndte det alt at høres rygter om at han skulde gaa av. I virkeligheten trivdes han dog selv bra i teaterluften i disse 24 aar. Han var glad i at arbeide med de enkelte skuespillere og med den sceniske helhetsvirkning; som sceneinstruktør har sikkert ingen anden nordmand kunnet maale sig med ham, og Chr.a Theater oplevde en glanstid under hans ledelse. Her kunde han gaa løs paa større opgaver end i Bergen; blandt de 60 skuespil — derav 31 nyindstuderinger — som kom op i hans korte chefstid, var bl. a. 3 Shakespeareske dramaer, hvorav ,Sommernatsdrømmen" blev den betydeligste forestilling. For at skaffe penger i kassen kunde han sætte op en munter Offenbachsk operette — til stor forargelse for mange adstadige borgere, — men i almindelighet holdt han et godt litterært repertoire. Arbeidet med teatret tok næsten al hans tid; ,jeg lever helt for det, som er min Trang: Et ad Gangen". Han oversatte og opferte Mussets Il ne faut jurer de rien, og bearbeidet Shakespeares Henrik IV, første og anden del, sax han fik istand et enaften-stykke, hvor Falstaff — spillet av Johannes Brun — var centralfiguren. Sine egne skuespil sørget han for ved i løpet av 1865 at faa opført ,HalteHulda", første del av ,Sigurd Slembe", og .De Nygifte" Forsommeren 1865 fik B. av teaterdirektionen permission til en studiereise til Kjøbenhavn. Her kom han bl. a. i nærmere forbindelse med Goldschmidt og med Johanne Luise Heiberg, som nu paatok sig at sone litt av sin mands forstaselsestøshet overfor B.; hun fik nemlig om høsten ,De Nygifte" antat til opførelse, paa det kgl. teater — som hittil aldrig hadde villet aapne sig for B.s stykker, — og hun satte det selv i scene og hjalp derved B. til en stor sukces. Motivet i ,De Nygifte" hadde B. følt sig lokket av helt siden 1855, men han var ikke kommet virkelig igang med utarbeidelsen før i aarene 1864—65, og først efter Kjøbenhavnerturen fik stykket sin endelige form. Indtryk fra et muntert julebesøk paa Skinnarbel — sammen med Jonas Lie og en hel flok kunstnerisk begavet og livsglad ungdom — hadde hjulpet B. til at levendegjøre den gamle amtmand og hans frue, hvis fredelige hjem bringes i uro av svigersønnen Aksel; man merker at B. selv har adskillig lyst til opposition mot det ældre slegtleds konservative fornemhet, men endnu i ,De Nygifte* har B. mere av smilende overbærenhet end av kampvilje overfor det gamle byraakrati. Det er et elskværdig litet arbeide, og det blev snart et populært scenestykke, som kom til opførelse ikke bare over hele Norden, men som i 1870-aarene ogsaa naadde utover store deler av Europa. En slik sukces hadde intet tidligere nordisk drama opnaadd, og man kunde tro at B. nu vilde vende sig bort fra det historiske til det borgerlige skuespil, som han efter eget sigende i aarevis hadde længtet mot. I ,De Nygifte* er der tydelig indflydelse at spore fra Mussets proverber og Augiers samfundsdramaer, — B. var sikkert fuldkommen klar over at det borgerlige skucspil i Norden i mangt og meget maatte bygge paa den lærdom man kunde vinde i den franske dramatik under det andet keiserdømme. Men han var vel ogsaa paa det rene med at ,De Nygifte" var et ufuldkomment litet begyndertorsok; det varte ikke længe før han prøvde at utforme det emme som han baade i Bergen og i Rom hadde tænkt paa at skape et nutidsdrama over, og som senere blev til ,En fallit". Han samlet sig oplysninger hos advokat Dunker, som sat i teaterdirektionen og som nu var Bs gode ven; men endnu fik han ikke stykket til, og der gik 7 aar mellem ,De Nygifte" og BYs næste skuespil ,Sigurd Jorsalfar* Helt siden ,En glad Gut* i 1860 hadde B. holdt sig borte fra prosafortællingens form. Flere ganger hadde hans tanker dog streifet novellistiske emner, og i 1866 offentliggjorde han ,Jernbanen og Kirkegaarden* og en liten, halvveis digterisk skisse ,Tyrolersangen". Under et besøk i Sverige sommeren 1866 — han bodde hos teaterdirektør Sternström litt utenfor Stockholm — begyndte han desuten paa Fiskerjenten". Ideen til ,Jernbanen og Kirkegaarden" skrev sig helt fra 1860, men formen var ny, helt anderledes end i de ældre bondefortællinger. Her var hverken erotik, lyrik eller naturstemning fra en trang avsides fjorddal; her var i en helt nøktern stil git et psykologisk billede fra en av de brede bygder, hvor det praktiske livs nye krav støtte sammen med pieteten for arven fra fædrene, I en slik fortælling merker man B.s stigende interesse for aktuelle samfundsproblemer, en interesse som omtrent samtidig drev ham til at overta (fra mars 1866) redaktionen av et nylig stiftet Norsk Folkeblad". B. hadde længe været misfornøiet med Botten-Hansens redaktør- og anmeldervirksomhet i Illustreret Nyhedsblad. Gjennem sin gamle ven Jonas Lie, hovedmanden i det interessentskap som eide Nyhedsbladet, hadde B. søkt at øve indflydelse paa redaktionen, og det hadde lykkes ham i 1864 at faa sin ven Fr. Bætzmann ind der; men sommeren 1865 vendte Botten-Hansen tilbake til redaktørstillingen. Da B. overtok Norsk. Folkeblad fan maaneder efter, var en av hensigterne utvilsomt den at ramme Botten-Hansen, og ved utgangen av 1866 gik Nyhedsbladet virkelig ind. Folkebladet var seierrikt, dels fordi det paa mange maater var blit et fortrinlig ukeblad, dels fordi det var saa urimelig billig. Overskuddet skulde avsættes til et pensionsfond for folkeskolelærere, het det; men trods et meget stort abonnentantal gik bladet med underskud, som førte til dets konkurs 1869. Da kjøpte B. bladet for egen regning, og han blev stasende som dets redaktør til utgangen av 1871. Folkebladet var planlagt som et organ for underholdning og folke oplysning; i de første to aarganger virket det ogsaa forholdsvis stilfær Bis egne bidrag til det var da væsentlig rent digteriske; av hans prosa: artikler 1866—67 er en begeistret anmeldelse av ,Per Gynt* den betydeligste. Men alt tidlig paa vinteren 1866—07 hadde dog vist sig de første tegn til at B. ogsaa her kunde finde paa at blande sig op i politik. Advokat Dunker hadde netop begyndt sin kamp mot planerne til et nyt unionsforslag, og mot det skandinaviske selskap i Kristiania, amalgamisternes hovedsæte. ,Norges første advokat" fandt sig nu en forbundsfælle i ,Norges første digter". Vistnok vår B. i 1867 noksaa fornøiet med hovedlinjen i unionskomitéens forslag, idet han gik med paa tanken om en føderativ stat, hvis man da kunde faa Danmark med; men norsk-svensk amalgamation uten Danmark var han en ubetinget fiende av, og Dunkers argumentation mot unionsforslaget omvendte ham snart. Frit ordskifte om spørsmaalet vilde han gjerne fremme, og da Dunker hadde vanskelig for at faa sine anskuelser frem i pressen. aapnet B. Folkebladets spalter for ham. Et gammelt løfte, om at bladet ikke skulde gi sig av med politik, blev brutt uten videre; i 5—6 aar blev Folkebladet et av oppositionens hovedorganer. Sammen med aviserne »Vort Land" og ,Dagbladet var det ,Norsk Folkeblad* som hadde hovedfortjenesten av at umuliggjøre det nye unionsforslag. Endnu i 1867 var kampen bare i sin spæde begyndelse, men B. fik dog merke at hans popularitet var i nedgang; Kristiania borgerskap og »Morgenbladet" blev mer og mer fiendtlig stemt, og den nye teaterdirektion 1866—67 vilde ikke bøie sig for hans krav om øket magt som teaterchef. Det hadde tilfølge at han sommeren 1867 tok avsked, — fuld av bitterhet over at møte en motstand som drev ham ut av den livsgjerning han hadde følt sig kaldet til. I aarevis orket han ikke at sætte sin fot i Christiania Theater, og straks efter avskeden reiste han fra byen. Om sommeren var han hos sine forældre i Søgne, og om høsten drog han til Kjøbenhavn, hvor han og hans familie blev boende hele vinteren 1867—68. Under besøket i Sverige 1866 og under dette lange ophold i Kjøbenhavn kunde han glæde sig ved at være berømt og feteret overalt; det varme hjertelag han nu blev møtt med, kjendtes dobbelt kjært efter al kjøligheten i Kristiania. Han fornyet tidligere bekjendtskaper og vandt mange nye danske venner: M. Hammerich og Rudolf Schmidt, Rasmus Nielsen og Gotfred Rode, frøken Zahle, 0. m. fl. Han vanket baade i politiske og litterære kredse, men særlig betydning fik den nære forbindelse han nu knyttet med grundtvigianerne og med Grundtvig selv. Han hadde ogsaa tidligere baade hørt Grundtvig tale og personlig truffet ham; i 1864 var han blit sterkt grepet av Grundtvigs evne til at bevare haabet trods nederlaget, og sommeren 1867 i Søgne hadde han læst Grundtvigs ,Søndagsbog*, som gjorde et overordentlig dypt indtryk paa ham. Under opholdet i Kjøbenhavn vinteren efter blev han en flittig tilhører i Vartov, hvor Grundtvig præket; han kom i nær personlig berøring med Grundtvig, og hele hans livssyn blev grundtvigsk farvet, — i de følgende 6—7 aar gaar der en umiskjendelig grundtvigiansk aand og tone gjennem alt B.s forfatterskap. B. fik ogsaa hurtig en sterk position blandt grundtvigianerne; mange ansaa ham likefrem for at være kaldet til at bli retningens ypperste høvding, naar gamle Grundtvig engang faldt fra. En grundtvigiansk klang kom ogsaa ind i den senere del av ,Fiskerjenten", den fortælling som B. hadde begyndt paa i Sverige 1866 og nu avsluttet i Kjøbenhavn straks i begyndelsen av aaret 1868. Mot den mørke pietistiske religionsform, som ofte findes paa Vestlandet, stiller han i ,Fiskerjenten* Grundtvigs glade kristendom", som anerkjender jordlivets, glædens og kunstens ret, endog skuespilkunstens, som det norske kristenfolk gjennemgasende var uvillig stemt imot. Denne kontrast foier sig naturlig sammen med en av grundtankerne i fortællingen, som — efter B.s ord i et brev — vil mot vaaren", og derfor fremstiller bevægelsen fra bonden mot kulturen; det sker dels gjennem ,Petra-gruppen*, som kulminerer i selve fiskerjentens kunstneriske gjennembrudd, dels gjennem ,Ødegaards-gruppen*, hvis vigtigste repræsentant tilslut finder frem til en forkyndergjerning blandt bønderne. Men bokens uforlignelige charme beror dog mindre paa disse idéer end paa selve den humørfyldte, levende og avvekslende skildring av en kunstnernaturs utvikling, indtil kaldet er fundet og alt det spredte samler sig i én klar linje. Her kom mange av B.s egne barndoms- og ungdomserindringer med i fortællingen; hovedpersonen, Petra, ,det er jo mig selv, det", sa B. engang. Fiskerjenten" er paa en ny maste en behandling av de samme psykologiske problemer som fylder B.s ungdomsdigtning i det hele, et nyt billede av de farer som begavelsen og trangen til selvutfoldelse fører med sig, og av vanskeligheten ved at lede evnerne ind i det rette leie. Aldrig hadde B.s prosa været saa dristig i sin billedrigdom, saa impressionistisk fortættet, sam særnorsk i ordvalg og sprogforing, som i denne bok, — en kostelig parodi gir os et levende indtryk av publikums forbauselse. Fortællingen gjorde stor opsigt og blev for sin tid en enestasende sukces; tre oplag paa tre maaneder. Vaaren 1868 hadde B. sendt op til ,Norsk Folkeblad" den lille fortælling som siden fik navnet ,Trofasthed*. I Kjøbenhavn hadde han ofte fortalt om ,Blakken"; da han var kommet hjem til Norge om sommeren, skrev han disse barndomsminder ned. Om høsten forfattet han den underlige lille fortælling ,En Livsgaade". Ingen av disse tre smaating var betydelige, og Kjøbenhavneropholdet hadde neppe git ham nye vekstmuligheter. Personlig hadde han hat det godt der, men dansk digtning var i 1860-aarene mest præget av den gamle digterslegts sidste verker; og den nye tids fremste mand, Georg Brandes, var B. ikke kommet i kontakt med, — en ven av Clemens Petersen og tilhænger av Grundtvig passet ikke sammen med Brandes. B. kom hjem til Kristiania fuld av iver for folkehøiskoletanken og det levende ord; kristendommen var blit en sterkere magt i hans sind end før, og sin skandinavisme og sine demokratiske idéer hadde han paa Grundtvigs vis føjet sammen i et stort national-religiøst helhetssyn, som var konsekvent nok, men som netop ved sin religiøse karakter gav liten plads for toleranse. I Kristiania fandt han faa meningsfæller; her var skeptikerne de raadende, hans begeistring og forkyndelse blev møtt med kaldfir eller fiendskap, og han blev pan en vis aandelig isolert. Alle hans bedste venner i disse aar var danske, og den kampstilling han stod i overfor Kristianiabefolkningen, trængte tilbake det myke, det milde og barnlige i hans sind; hans væsen blev mere selvhævdende og myndig kommanderende. Men én kreds fandt han dog hvor han kunde trives ganske bra: Johan Sverdrups. Naar stortingsmændene kom til byen, glædet B. sig; de forstod ham, og blandt dem fandt han meningsfæller og tilhængere. I 1869 blev loven om de aarlige storting vedtat, og samtidig omtrent blev partidannelsen klar. B. sluttet sig nær til venstrepartiet og Johan Sverdrup; trods al forskjel i livssyn og temperament følte B. at i øieblikket hadde han og Sverdrup fælles opgaver at kjæmpe for. Og B. overvandt sine egne herskerlyster, han gik ind i partiet for at tjene under Sverdrups førerskap. Den eneste del av B.s digtning som viste ny vekst i aarene 1868—72, var lyrikken. Siden Romeropholdet med dets lyriske rigdom hadde han nok forholdsyis ofte laget leilighetsdigte og latt nogen av sine stemninger ta form av lyrik. Men først under arbeidet med ,Fiskerjenten" vaagnet paanyt hans ,digtende trang" og fandt utløp i en række indfoiede digte (bl. a. .Jeg vil verge mit land*), som alle — likesom fortællingen selv — ,vil mot vaaren*, B.s politiske kampiver og nationale fremgangstro blander sig med vaarstemningen, vaaren blir hans symbol; paa en bestilling av poesi til en dansk kalender skrev han verset ,Jeg vælger mig april, Noget av den samme vaarlængsel lyder gjennem mindedigtet over Halfdan Kjerulf, som' B. i 1860-aarene var kommet i nærmere berøring med, da Kjerulf satte musik til mange av B.s digte. Efter Nordraaks og Kjerulfs død optok B. i slutten av 1860-aarene samarbeide med den unge komponist Edvard Grieg; det første resultat var vistnok den skjønne hilsen ,Lyt nu, du ludende sanger*, som B. og Grieg — gjennem studentersangerne — bragte Welhaven i novbr. 1868. Til det nordiske studentermøte i Kristiania juni 1869 skrev B. flere sange, bl. a. ,Mødet*, men selv fik han liten glæde av dette møte; hans indlæg under forhandlingerne vakte misnøie hos mange akademikere, han talte nemlig folkehoiskole-dannelsens sak kontra universiteterne. I Kristiania hadde han følelsen av at alt han foretok sig blev mistydet. Sommeren 1869 reiste han til Nordland; han søkte nye inspirationskilder til sin digtcyklus ,Arnljot Gelline*. Og der nord opdaget han til sin glæde at utover landet var han stadig like populær. I en tale avverget han opfordringen til selv at bli Nordlands digter, og viste sin psykologiske forstaaelse ved at bebude digtning om Nordland fra den endnu uberømte sakfører Jonas Lie. B. har forresten selv skildret sin Nordlandsreise i ,En ny Feriefart*, og indtryk fra turen er utnyttet i , Arnljot Gelline*, Høsten og vinteren 1869 blev særlig frugtbar paa lyrik, med saa betydelige digte som ,Mit følge", ,Til min far*, mindedigtene over Michael Sars, Ueland, Schweigaard o. m. fl. Landstads salmebok, som netop var utkommet, øvet sin indflydelse paa stil og rytme i mange av dem. Naar , Arnljot Gelline* ikke blev fuldført i denne tid, skyldtes det de oprivende indryk B. mottok av Ibsens ,De Unges Forbund". Dette stykke forekom B. at være et sjofelt snikmordsforsøk overfor ham selv og hans politiske venner, Sverdrup og Richter, og hans pragtfulde digt ,Til Johan Sverdrup" blev skrevet som et slags svar paa angrepet. B. hadde den tilfredsstillelse at stykket blev pepet ut, men hans harme gik ikke over likevel; ,De Unges Forbund" førte til et avgjørende brudd mellem B. og Ibsen, og der gik 12—14 aar før de blev nogenlunde forsonet igjen. Til uvenskapet bidrog forresten ogsaa en gjensidig mistænksomhet hos de to digtere under de hemmelige og halvoffentlige drøftelser som var foregaat baade i 1868 og 1869 angasende chefsstillingen ved Christiania Theater. Paa den nordiske retskrivningskongres i Stockholm 1869 var der blit vedtat enkelte fællesnordiske regler. B. hadde ikke været med paa kongressen, skjønt det egentlig var ham som hadde git idéen til den, da han vilde rette et motstet mot den stigende sprog-separatisme hos de norske maalstrævere. Han var villig til at følge de nye reformforslag; men da han mu skulde ændre sin ortografi, foretrak han at ta et ordentlig skridt med én gang og skape nærmere samsvar mellem sit talemaal og skriftmaal. Han optok en række av K. Knudsens reiskrivåingsregler, og trods forlæggerens motstand og publikums raseri, trods utvilsomt økonomisk tap, holdt B. i over tyve aar fast ved en væsentlig del av K. Knudsens generelle principper. Detaljene kunde skifte fra bok til bok, dem lot B. gjerne forskjellige sprogkyndige korrekturlæsere greie med; men hovedsaken var klar. I 1880-aarene gik han et stykke videre end for, idet han optok en del haarde konsonanter efter norsk uttale; men da han aldrig fandt efterfølgere, og da selv hans teoretiske meningsfæller oftest svigtet ham i praksis, gik han tilslut træt, og gav efter for Hegel Hans bøker fra 1890-aarene er ikke saa særnorske eller san eiendommelig bjørnsonske i sin ortografi som før. Men efter den officielle retskrivningsreform i 1907 var B. henrykt over at kunne gjenopta i sin sidste bok sin manddoms stavemaate; privat hadde han aldrig opgit den. Den forste bok med B.s ændrede retskrivning var samlingen , Digte og sange*, vaaren 1870, grundstammen for alle senere utgaver av B.s digte. Om høsten fulgte Arnljot Gelline* efter, tilegnet Nordens folkehøiskoler. I ,Digte og sange" er det let at se forskjellen mellem B.s stemningsrike og yndefulde ungdomsdigte og hans manddoms retoriske, magtfulde forkyndelse. Friere rytmer har avløst de faste strofeformer, klangen er blit hardere og kraftigere, stilen enklere, mindre ,poetisk*, men mere svarende til norsk daglig tale. Avslutningsdigtet i boken indeholder en hyldest til Grundtvig, Runeberg og Wergeland; i tilknytning til dem — særlig til Wergeland og Grundtvig — bar B. mot slutten av 1860-aarene vundet sig den sikre overbevisning at en sangers kald, det er at-være profet og forkynder. Vistnok vil han ikke fore sin digtning direkte ind i ,gatekampen*, men han mener at aandens lurblaast skal rive Jerikos mure over ende og hjælpe unge viljer til at storme høiderne; poesien skal gi kampsignalerne. Trods al forskjel mellem de tidligere og senere digte viser ,Digte og sange* sammenhengen i Bs utvikling, helhetspræget i hans væsen. Samlingen er som en hel symfoni — stemt i dur — og den synger sig ind i læsernes sind; en rigdom av hørselsbilleder sætter fantasien i bevægelse, en fortettet prægnans i uttrykket gjør mange linjer uforglemmelige, og rundt omkring og overalt i ,Digte og sange* findes prøver paa B.s psykologiske indsigt og dramatiske kraft. Om ,Arnljot Gelline" gjælder noget av det samme. Elleve aar var gaat mellem planlæggelsen og fuldførelsen, men det er likevel blit en helstøpt digteyklus. Emnet er atter her som saa ofte i B.s ungdomsdigtning den trodsige natur som i lidelsernes høiskole maa lære at opgi sig selv og ,sin egen formuenhed* og tjene en større herre og en større sak. Og behandlingen av emnet er slik at ,Arnljot Gelline" vel fortjener at nævnes sammen med Oehlenschlagers , Helge", Tegnérs , Frithiofs saga" og Runebergs ,Kung Fjalar"; i nyere nordisk litteratur er det de 4 betydeligste episke digtninger med motiv fra nordisk oldtid, og B. har øiensynlig lært en del av disse sine forgjængere. Formen i Arnljot Gelline* var utæskende dristig; det viste sig alt i første linje ,Gaar d ikke fygende". Hjemme i Norge gjorde boken stor lykke; i Danmark fik B. denne gang, til sin inderlige forargelse, en hardere medfart. I løpet av 1870 var hans stemning overfor Danmark i det hele begyndt at bli kjøligere. Hans bedste ven i Kjøbenhavn, Clemens Petersen, var i begyndelsen av 1869 blit nødt til at forlate Danmark; isteden for ham hadde B. pastat sig at stan som medredaktør av det nystiftede danske tidsskrift ,For Idé og Virkelighed*, ved siden av Rasmus Nielsen og Rudolf Schmidt. I 37: aar beholdt B. denne stilling, og baade det han læste og det han selv skrev i tidsskriftet, gav ham mange glæder. Men Schmidt, som hadde den egentlige ledelse, var steil og ikke altid let at samarbeide med, særlig for en mand der som B. hadde mest lyst til at herske selv. Schmidts danske og B.s norske nationalisme gav rikelig anledning til uenigheter. Dansk politik var ogsaa efterhaanden blit B. en kilde til stadig ærgrelse, som han ofte hadde trang til at faa tuft for. B. var misfornøjet med at det gamle nationalliberale parti delvis holdt paa at gli over i et slags høire, og han tapte tilliten til de danske skandinavers idealitet, da deres skandinavisme ikke naadde saa langt som til at ville hjælpe Island til national frihet og selvstændighet. Det islandske forfatningssporsmaal blev aktuelt ved slutten av 1860-aarene, og B. nøide sig ikke med at virke for Islands sak i Norsk Folkeblad; han søkte endog vaaren 1870 i breve til islændingernes fører Jon Sigurdsson at fremkalde en folkeavstemning paa Island angaaende løsrivelse fra Danmark og tilslutning til Norge Slike farlige planer blev vistnok avvist, men i venlige og varsomme ord, og B. lot saa saken hvile under den fransk-tyske krig; men spørsmaalet om Danmarks pligt til at gi islændingerne deres nationale ret kom frem igjen hos ham i 1871—72, og virket med til at fremkalde hans krav om at Danmarks politiske signaler maatte forandres. I de samme vintermaaneder 1869—70, da flere av B.s danske venner voldte ham skuffelser, fik han en overraskende glæde i Kristiania: De norske studenter demonstrerte mot det angrep som het ,De Unges Forbund*, og viste B. at det netop var han som stod i pakt med ungdommen; de valgte ham '/12 1869 til formand i Studentersamfundet, og trods voldsom forhaandsagitation (L. L. Daaes brochyre: ,Skal B. B. gjenvælges iaften til Studentersamfundets Formand?*) og trods hidsig motstand fra de konservative paa selve møtet blev han '% 1870 gjenvalgt med 272 mot 252 stemmer. Dette første balvaar 1870 gav B. mange nye venner blandt norsk ungdom; selv nød han samværet med de unge, bande de intime aftener i ,Klauseriet* hos Klaus Hanssen — hvor B. holdt sin berømte tale for ,alt det som er efter klokken 12* — og de offentlige samfundsmøter, hvor han bl.a. talte om Grundtvig, P. A. Munch, Michel Angelo, Wergeland, poesien og de nationale ideer 0. m. 2., og arrangerte mindefest for Schweigaard, hyldest til Asbjørnsen, og stor høitidelighet ,til fædrenes minde". Utenfor disse regelmæssige moter fik han istand en foredragsserie av Christopher Bruun om bondebevægelsen, maalsaken og om folkelig dannelse, — foredrag som voldte ny kamp mot B.s formandsstilling. Næsten altid gik B. seierrik ut av slike debatter; vistnok fik han ikke helt sin vilje da det gjaldt at skaffe Vinje opreisning i Studentersamfundet, men han opnaadde som formand at gjennemføre sin plan om at skolebarn skulde delta i flagtoget 17de mai, og selv blandt hans politiske motstandere var der dem som efterhvert erkjendte at Studentersamfundet under hans ledelse hadde en glanstid som neppe nogensinde før. Vaaren 1870 blev B. (Tykt december 1922. Wergeland. Polemikken i den anledning voldte B. mange ærgrelser, men Studentersamfundet skaffet ham trøst, og da han i mai 1870 kjøpte sig et hus, ,Løkken*, Munkedamsveien 57, var det i følelsen av at han kunde slaa rot i Kristiania. Kampen mellem ham og tigerstaden* var uten ende, men ,Sidste sang" i hans ,Digte og sange* skulde vise at han hadde mod paa at holde ut. Det parti som vilde ha B. tilbake til chefsstillingen i Christiania Theater, var ikke sterkt nok til at seire; men høsten 1870 blev B. likevel drevet ind i teatergjerningen igjen, da en del av personalet paa Christiania Theater brøt ut, nærmest for at faa B. som leder. De gav mu forestillinger paa teatret i Møllergaten (septbr. 1870—febr. 1872). og opførelserne av Goethes. ,Faust* og Shakespeares ,Othello* gav paanyt vidnesbyrd om B.s overordentlige evner som scene-leder. Med sin teatertrup var han vaaren 1871 paa turné til Bergen, men i novbr.—decbr. 1871 forlot han for en tid sine skuespillere, idet han i Göteborg og Stockholm holdt oplæsninger og foredrag, om den italienske renæssanse og om Garibaldi. Da han kom tilbake til Kristiania, hadde han et haab om at de to teatrene i byen kunde forenes til ett, med B. som chef og den svenske teatermand Ludvig Josephson som intendant; men han led en skuffelse denne gang ogsaa, likesom aaret før. Josephson blev chef og teatret i Møllergaten ophørte. I 1870 hedde B. hjulpet Jonas Lie til at fan truffet en økonomisk ordning med sine kreditorer, og om høsten overtalte han Hegel til at utgi Lies roman ,Den Fremsynte" paa Gyldendals forlag. Efterat ,Arnljot Gelline* var avsluttet, stilnet B.s egen digteriske virksomhet av for en tid. Vinteren 1870—71 la teatret og redaktørvirksomheten beslag paa ham og politik — utenriksk og hjemlig — fanget mer og mer av hans interesse. I den fransk-tyske krig var hans tillit og sympatier nærmest paa fransk side, fordi han ventet at konflikten skulde utvide sig og bli til ,den tredje slesvigske krig". Frankrikes nederlag forfærdet ham, og han var med i arbeidet for en fransk basar i Kristiania vaaren 1871; men han hadde længe set med nordisk misnøie paa ,den kolossale indførsel af fransk kultur, navnlig gænnem Københavneriet til hele Danmark og Norge", og han hadet oprigtig det franske ,pikanteri*, de franske ,forlorne tanker", den franske positivisme. Overfor franskmændene stod tyskernes ,massive virkelighed", som han følte sig stammebeslegtet med; Tysklands seier og samling imponerte ham, og optimist som han var, vilde han gjerne finde noget retfærdig og gagnlig i en slik seier. Derved blev det mulig for hans nye ven, S. A. Hedlund i Göteborg i løpet av 1871—72 at paavirke ham i tyskvenlig retning. Endnu i 1871 var B.s hovedinteresser i politik dog vendt mot indre norske forhold. Der var politik i hans mindetale over advokat Dunker, og i Norsk Folkeblad førte han — baade pan prosa og i det noble og kraftfulde krigsdigt ,Til Statsraad Stang" — en stigende heftig kamp mot det sittende ministerium og dets mindretalsstyre. Det var Johan Sverdrup B. helst vilde ha frem, og i sange og artikler søkte han at klarlægge for det norske folk hvem Sverdrup var og hvad han vilde. Da saret 1871 var ute, kunde B. trække sig ut av ,Norsk Folkeblad"; seier var endnu ikke naadd, men kamp-programmet var opstillet: parlamentarisme mot mindretalsstyre. Sommeren 1871 bodde B. en tid paa Thorsø hos Edvard og Dikka Møller; her arbeidet han paa ,Sigurd Jorsalfar", som utkom det følgende aar, og som med musik av Grieg er blit et populært festskuespil, uten at det dog hører til B.s betydeligste verker. Fru Dikka Moller, som i 40 aar var B.s beundrende veninde, var søster av Herman Anker, en av den norske folkehøiskoles bedste mænd; i aarene omkring 1870 vandt B. sig en vennekreds av norske grundtvigianere og folkehøiskolemænd: Christopher Bruun og Kristofer Janson i Gausdal, Anker og Arvesen paa Sagatun, 0. fl. Reiser op til dem og foredrag hos dem blev hyppige og glædelige oplevelser for B. Besøk av danske venner, som H.C. Andersen og Termansen i 1871, Gotfred Rode i 1872, skaffet ham ogsan opmuntring. Men aaret 1871—72 bragte ham personlig sorg, idet først hans far og sam hans yngste datter døde; hans enkle følelsesutbrud i annoncen om det sidste dødsfald fremkaldte onde anonyme breve, som sammen med avispolemik og journalistiske bakvaskelser gjorde ham træt av at leve i Kristianias fiendtlige atmosfære. En foredragsreise i Norge vaaren 1872 — hovedemnet var Garibaldi — kvikket ham dog litt op, og i slutten av april var han med paa et folkehøiskolemete i Kristiania og holdt en stor tale, — reformivrig, livstroende, grundtvigiansk. Sammen med sine venner fra Studentersamfundet hygget han sig i ,Mandagsforeningen", og i mai blev norsk politik saa spændende at hans humor kom godt op igjen. Stortinget vedtok en mistillitsadresse mot regjeringen, som trøstet sig ved at fan støtte i en del ,byplebisciter*; sammen med Ernst Sars og L. K. Daa fik da B. organisert ,adressekrigen" med erklæringer om tilslutning til Stortinget. Om sommeren skulde Norges 1000-aarsfest feires; B.s kantate blev ikke brukt, og selv brydde han sig ikke om at delta i en fest, hvor man skulde samles om øl og om at glemme den politiske strid. Han vilde netop holde striden levende, og skjønt hans planer om et stort nordisk politisk møte gik overstyr, fik han dog i juli 1872 istand ,trekeisermøtet" paa Hamar mellem de ledende personligheter i de nordiske venstrepartier, Sverdrup, Hedlund og Høgsbro. Om vaaren hadde han fra Danmark faat bud om at ,Sigurd Jorsalfar* var forkastet av det kgl. teater, likesom de fleste av hans tidligere skuespil. Samtidig hadde han en anden ærgrelse fra Danmark, idet hans nye store programartikel i ,For Idé og Virkelighed": ,Nogle Ord til Ungdommen", vakte harme og polemik i danske blade. Denne artikel, en av B.s betydeligste fra disse aar, er en krigserklæring mot Carl Ploug og den nationalliberale gammelskandinavisme, en kamp mot intelligensen" og .kjøbenhavneriet*, mot det akademiske eksamensvæsen og statskirken, for Grundtvig og Johan Sverdrup, for jury og almindelig stemmeret, for det schweiziske forsvarssystem, for republik som det fjernere maal, og for fast politisk partidannelse i øieblikket. Ungdommen skal la sig vække av ,folkesanden" og fortrøstningsfuldt ta fat pan den nordiske stammes opgave: at skape get frit Samfund, opbygget af Tro og Fædrelands-Kærlighed*. Mangt og meget i en slik artikel kunde irritere i Danmark, men mest kanske B.s praktisk-politiske protest mot dem som vilde ,magtstjæle vor Ævne til Handling" ved sine falske doktriner, og. ,marre os Yngre til at lade være at gjøre Parti om det, som nærmest foreligger, fordi vi er uenige i Udgangs-Punkterne" ; slike saakaldte ,hele Standpunkter* — sa B. — kunde nok se gilde og fine ut og kjendes tiltalende bande for fantasien og samvittigheten, men virkelighetssans burde dog foretrækkes fremfor upraktisk teoretisering, — »æsthetisk Schönthuerei* som han kalder det. I den følgende polemik tydeliggjør han sin opfatning slik: ,Med ,de hele Standpunkter* mener jeg ikke vor indvortes Beslutning; den bor i Sandhed være hel, og uden Intelligents*, jeg skildrede . .. . har netop vakt vor Harm ved vaklende Beslutninger, halve Forhold, men med ,hele Standpunkter* mener jeg den Stilling, man indtager, naar Beslutningen skal træde ud som Handling." Selv moret B. sig netop i denne tid ved at møtes »i enighed med uenige"; i ,Mandagsforeningen* samlet han baade grundtvigianere, positivister, nyrationalister og ,blandinger* omkring sig. De fleste danske grundtvigianere hørte sammen med de nationalliberale og gled efterhvert over i en konservativ politik; B.s ord til ungdommen var uttryk for en tilnærmelse til Danmarks nydannede forenede venstre", og faa maaneder semere kom han i direkte konflikt med de danske grundtvigianere. Han reiste ned til Grundtvigs begravelse å september 1872, ved graven bebudet han at der nu skulde lyses kamp, og paa det kirkelige .Vennemøde" '/» 1872 i Kjøbenhavn forklarte han sin opfatning. Han vilde fortsætte Grundtvigs gjerning, ikke gjenta ham, og han mente at staa i pakt med Grundtvigs rummelige, kjærlighetsrike aand, naar han krævde signalerne ændret overfor Tyskland. ,Danmark, mod hvem der er gjort Uret, har lettest ved at give Haanden, og jeg tror, vi af Vennehaand kan faa, hvad vi aldrig kan faa af Fiendehaand*. Under merket ,En Nordmand*, men let kjendelig for alle, utdypet B. fan dager senere sin tanke ved to artikler i ,Oplandenes Avis": Er det med Frankrige eller Rusland at vi har en Fremtid, eller er det med Tyskland?" Denne B.s utvidelse av sin skandinavisme til en art pangermanisme vakte voldsom ophidselte i hele Norden, men selvsagt mest i Danmark, hvor den skilte ham fra en stor del av hans gamle venner. .Signalfeiden*, som striden gjerne kaldes, blev en av de værste feider B. overhodet oplevet. B. hadde villet ,melde sig ud af Hadets Forening", men møtte netop da mere had end nogen gang før; Ibsens digt om ,veirhanen paa fløjen" som ændret signalerne, har sikkert irritert ham, men langt mere saarende virket det at hans medredaktører kastet ham ut av For Idé og Virkelighed*, uten et ord privat, bare ved en meddelelse til offentligheten. Midt i al sin strid med danskerne holdt B. en oplæsning i Kristiania til fordel for de danske som blev skadet ved stormfloden november 1872. Det var sin nye fortelling ,Brude-Siaatten* han da foredrog; den var skrevet som tekst til re billeder av Tidemand, og utkom høsten 1872 i en tobinds samling av B.s ,Fortællinger", senere ogsaa særskilt og med en tilegnelse til H. C. Andersen. Samlingen av B.s ,Fortellinger* — ,bondefortællingerne* som den gjerne kaldes — er baade i Norge og Danmark blit den populæreste av B.s bøker; en væsentlig del av sin digtning gjennem 16 rike ungdomsaar har han stillet sammen i disse 'to bind, som i al sin variation eier et umiskjendelig præg av enhet. I december 1872 skrev B. en fortale til en svensk oversættelse av Fortællingerne (den utkom først 1874), og gav der en utsigt over den ledende tankegang i dem alle, tilsat med en del betragtninger som oiensynlig hadde signalfeiden til bakgrund. Til den samlede utgave hadde han 1871—72 gjennemrettet flere av fortællingerne, og bl. a. indlagt nogen nye viser i ,Årne". Disse to aar hadde ogsaa ellers været frugtbare paa lyrisk digtning — ,Landkænning*, ,Sangen", de to pragtfulde mindedigte over Grundtvig, 0. m. a. Straks over nytaar 1873 drog B. paa oplæsnings- og foredragsreise til Stockholm og andre svenske byer. Han talte bl.a. om Wergeland, og fandt et begeistret publikum; overalt blev han hyldet med fester og taler, og han vandt sig mange gode venner i Sverige. I Upsala viste Geijers datter sin erkjendelse av aandsslegtskapet mellem B. og hendes far, idet hun skjænket B. manuskriptet til et av Geijers skjønneste digte. Mangesteds hadde B. den glæde at merke hvordan hans ord slog ned i de unge, og endog — for Ellen Key t. eks. — blev medbestemmende for deres utviklingsgang. I Sverige fk B. bud om at han atter var valgt til formand i det norske Studentersamfund; men det blev bare nogen korte vaarmaaneder han hersket paa disse sine gamle slagvolder. Han var begyndt at gaa træt av striden hjemme, og hverken hans korrespondanser til et norsk blad i Chicago, hans artikler i norske aviser, eller hans deltagelse i valgkampen bringer noget væsentlig nyt, naar undtages en ypperlig karakteristik av Johan Sverdrups personlighet og politi. Der var ikke i øieblikket nogen ytre baand i politik eller redaktor virksomhet som bandt B. til at bli i Norge, hans forskjellige teaterplaner gik istykker, i Kristiania følte han sig forhatt og vantrivdes, og Danmark vilde han ikke se igjen paa lenge. I august 1873 reiste han med sin familie sydover; han bodde først en tid i Schwaz hos sine gamle venner fra sommeren 1862. Om vinteren var han i Florens og Rom, sommeren 1874 i Schwaz, vinteren 1874—75 paanyt i Rom. Pas denne toaarige reise vandt hans digtning og tænkning fornyelse efterat han i nogen aar hadde stampet i gamle former. I Schwaz og Florens arbeidet han først paa et historisk drama, som skulde være en slags første del til skuespillet om Sigurd Jorsalfar; men dette nye drama kasserte han, og den paabegyndte tekst til en opera om Olav Trygvason blev aldrig fuldført, til Edvard Griegs store sorg. B. kom overhodet ikke mer til at skrive bondefortællinger eller historiske skuespil, og hans lyriske digte blev i de følgende 5—6 aar faa og sjeldne; det betydeligste av dem er ,Opsang for Frihedsfolket i Norden", skrevet i Schwaz 1874. Utenlandsreisen gav ham nye indtryk, som krævde digtning om moderne samfundsliv og samfundsproblemer. I begyndelsen av 1870-aarene hadde B. læst verker som Georg Brandes's Hovedstrømninger og Sars's Udsigt over den norske Historie, og han hadde stiftet bekjendtskap med Darwins teorier; Sars begeistret ham, men Brandes var han kjøligere overfor. Likevel kan kanske Brandes's berømte ord fra 1871 om at litteraturen skulde ,sætte problemer under debat* ha været medvirkende til ændringen i B.s digteriske teori og praksis. Men sikkert er det ikke; ute i Europa laa slike idéer i luften, realismen var seierrik i litteraturen, og møtte ham overalt. Mest har vel den nyere franske dramatik — Augier, Dumas fils, Sardou o.s.v. — betydd for B.s utvikling. Han naadde nu endelig at fan tilfredsstillet sin mangeaarige længsel efter det borgerlige drama, idet han i løpet av første halvaar 1874 fik form paa sit gamle motiv ,En fallit" og desuten skrev Redaktøren". Begge disse skuespil utkom 1875, og de blev epokegjørende: Med dem indledes det realistiske problemdrama i Norden. Ibsens ,Samfundets Stetter* to aar senere star utvilsomt i gield til Bs ,En fallit", og ogsaa for Strindberg var Bs to nutidsdramaer de første ,signalraketerna*. Arbeidet med utformningen av ,Redaktøren" og ,En fallit" hadde git B. mange glæder; det moret ham at skrive moderne talesprog, og han begyndte at drømme om at vinde et stort europæisk og amerikansk publikum, om at naa indtægter som kunde gjøre det av med de evig tilbakevendende økonomiske vanskeligheter. Samtidig tok han fat pas nye emner: et par fortællinger og et drama, som dog først blev skrevet færdig og utgit efter hans hjemkomst til Norge. Han nød at føle sin produktionskraft fornyet ved reisen, og at kjende sig undsluppet fra de fiendtlige omgivelser han længe hadde levet i. Alt det indtagende og varme i hans personlighet brøt frem igjen i Sydens sollys, og han erobret atter alle dem han la an paa. En mængde nordboer møttes i Italien i disse aar: V. Rydberg og Walter Runeberg, Jonas Lies og Gotfred Rodes, Ole Bull og Erik Vullum, Marcus Grønvold og billedhugger Børchs,o.s.v. B. trivdes godt i samværet med dem, og selv fru Heiberg, som efter signalfeiden møtte ,Glenten* (som hun kalder ham) med kjølig skepsis, blev fuldstændig charmeret av B.; hun læste med interesse hans to nye skuespil (oktober 1874), og fik endog istandbragt en stor forsoning mellem ham og de danske i Italien. B. har øiensynlig hat trang til en fredelig tid efter de haarde stridsaar men efter henimot halvandet aars fred begyndte uroen i hans sind at vokse igjen. Vinteren 1874—75 i Rom var han syk en tid, og han kjedet sig frygtelig i de stunder som ikke blev brukt til digterisk produktion. ,Jeg er ingen Stuepoet", sa han. Jeg maa tumle mig i et bevæget Liv; jeg maa selv opleve fuldtud det, jeg skal digte om". Han længtet efter handling, og hans politiske interesser dukket op igjen Kongevalget i Spanien var en stor skuffelse for hans republikanerbegeistring; han maatte dra hjemover for at kjæmpe mot reaktionen i Norge, syntes han. Det som allersterkest drog ham til Norge, var dog Aulestad, hans nykjøpte gaard. I 1873 hadde B. ofte overfor sine venner erklært at han aldrig mer vilde bo fast i Kristiania; han maatte holde sig utenfor stridens centrum, om hans digtning skulde kunne trives. En gaard paa landet var hans kjæreste ønske for fremtiden, og i december 1873 bød der sig en mulighet for gaardkjøp. Paa Christopher Bruuns folkehøiskole i Gausdal hadde B. holdt foredrag, og der hadde han mange venner: Bruun selv, Kristofer Janson, Frits Hansen, o.f. Fra Gausdal var hans egen set kommet, nu skrev vennerne til ham at han selv kunde bli odelsbonde der; en nabogaard til folkehoiskolen, Aulestad, var tilsalgs. B. hadde egentlig tenkt sig en gaard ved havet, men vennekredsen i Gausdal fristet ham, og i februar 1874 var Aulestad kjøpt. B.s breve fra den følgende tid er fyldt av længsler dit og av planer for jordbruk og nydyrkning. Det var et offer han bragte sin digtning, naar han endnu blev utenlands i mer end et aar. Vaaren, 1875 reiste han fra Rom til Sorrent, og derfra over Ancona og Venedig til Tyrol; sygdom i familien sinket reisen en tid, men endelig kom de alle fra Schwaz, og over Minchen og Berlin — hvor han gjorde forgiæves forsøk paa at tale Sønderjyllands sak hos tyske politikere gik turen i juni til Aulestad. I henved 35 aar var Aulestad hans hjem Der kunde komme tider da han følte sig indestængt i Gausdal, og i aarevis flygtet til friskere Europaluft. Det hændte ogsaa at økonomiske bekymringer drev ham til at avertere gaarden tilsalgs; i aarene 1890—1900 var hele gaardsbruket overdradd til en av hans sønner. Men alle de sergrelser som befolkningen gav, eller som oversvømmelser i bækken voldte, kom dog ikke op mot hans glede ved at se ny jord — mer end 200 maal — bli ryddet, ved at være den patriarkalske høvding for husmændene, ved at ha rot i norsk jord og eie et hjem som stod fast i alle hans livs kampe, reiser og omskiftelser. Han hadde planlagt at sætte op en ny hovedbygning, hvor en svensk arkitekt skulde gjenskape gammel nordisk bygningsstil; men det viste sig at alle uthusene trængte til ombygning, og saa blev vaaningshuset staaende som det stod Ved hans hustrus energi og omtanke blev hjemmet i al stilhet forbedret og forskjønnet fra aar til aar, men B. selv la mere vegt paa jorden og driften end paa sin egen bolig. Selve det stykke fædreland han eide her, var det centrale i hans kjærlighet til Aulestad; det viser sig i hans Aulestadbreve, og det ligger under hans ord: ,Ogsaa naar jeg opholder mig utenfor Norge, er mine tanker paa Aulestad* Bis første arbeide paa Aulestad — bortset fra en artikelrække om politiske partier — var at fuldføre en fortælling som under titelen ,En Skitse fra Italien" blev trykt i H. J. Greenstens samling ,Fra Fjeld og Dal" 1875, og siden utkom som en egen bok, .Kaptejn Mansana* 1879, Aaret 1876 bragte intet nyt digterverk fra B.s haand, men til gjengjæld kom der to i 1877, ,Kongen* og ,Magnhild*. Begge var paabegyndt i Italien, men de har faat sit vigtigste præg ved de nye indtryk B. mottok i Gausdal. ,Magnhild* er en fortælling fra omtrent det samme miljø som bondefortællingerne, men tonen er helt ændret; de idyllisk-romantiske billeder i ,Brude-Slaatten* er avløst av usminket virkelighetsiagttagelse og streng kritik. Sin fremtidstro kan B. ikke opgi, men han har nu lært at der er noget usandt i den vanlige bondekultus. ,Med Skrydet faar det have Slut". Her er i Magnhild sidehug mot vanekristendommen og direkte kamp mot romantiske forestillinger om kald og bestemmelse" og mot de usande egteskaper. Baade moralister og nationalister følte Sig krænket, og Jonas Lie var forfærdet, Arne Garborg forarget. B. blev skuffet og harm over den mottagelse ,Magnhild* fik, men endnu værre hadde det været et par maaneder i forveien, da ,Kongen* utkom B. hadde i 1874—75 haabet at kunne omvende monarkisten Christopher Bruun til sine egne republikanske idéer, men isteden var motsætningen mellem ham og Bruun blit skarpere; den republikanske tankegang, som er grundlaget for motivvalget til dramaet ,Kongen", vakte Bruuns og hele det konservative partis raseri. Man oversas i øieblikket alle stykkets bedste egenskaper, dets dramatiske kraft, dets mange fine menneskeskildringer, og dets dristige forening av komik og tragedie; mellemspillene, som skulde løfte dets idéer op i de høieste sfærer, blev avfeiet som uforstaaelige, og intet teater vilde eller turde opføre et skuespil som syntes oprørsk i sin tendens, og som blev beskyldt for at ha kongelige personer av huset Bernadotte som modeller til hovedpersonen »Kongen" Dramaet om ,Kongen" er ikke bare et digterisk angrep paa kongedemmet; B. sigter langt videre. Det er al den institutionsmæssige løgn i det moderne samfund han vil ramme, og næst kongedømmet blir det statskirken hans kritik gaar mest ut over. B. mente netop derved at handle i kristendommens egen aand og interesse, men det svar han fik fra kristenfolket i Norden, var ,haanens og hadets". Den mottagelse , Kongen" motte, satte fart i B.s tænkning, og blev av væsentlig betydning for hans religiøse krise 1877—78. Fra sin barndom av hadde B. kjendt kristendommen som den selvfølgelige sandhet, og overalt i hans ungdomsdigtning er der spor av hans umiddelbare religiøse følelse; men han hadde det som ,Sigurd Slembe* at han i sine mange strider aldrig naadde frem til religionen før han først hadde gjort store forsøk paa egen haand. Fra 1867 av og fra det nærmere bekjendskap med Grundtvig var kristendommen blit den sterkeste livsmagt i B.s sind, og breve fra Italien angasende kjøpet av Aulestad aabenbarer en primitiv og barnlig religiøsitet, som faar B. til at søke raad i saken ved bon til gud, ja likefrem til at træffe avtale med gud om hvordan kjøpet skal ordnes. B.s religiøsitet er først og fremst en usvikelig tro pa det faderlige, guddommelige forsyn, som leder alt til det gode for kulturen og verdensutviklingen, for Norden og for hvert enkelt menneske; B. selv føler sig formelig ,separat beskyttet* av gud. I hans religion indgaar derimot ikke — eller ialfald i liten grad — forestillingen om synd, anger og naade, trangen til frelserens hjælp, længselen fra denne jammerdal til saligheten i det hinsidige; en dansk prest har i 1873 med rette kaldt B. ,en Typus paa en uomvendt Grundtvigianer*. Hans kristentro er først og fremst en tro pas jordlivet, og han hadde kunnet føie sin demokratiske og nationale tro sammen med sin gudstro, slik at han selv i sin kamptid omkring 1870 hadde følt sig styrket ved at vite sig i pakt med guds vilje, et redskap for fremgangen og utviklingen. Intellektuelle tvil overfor kristendommen synes han ikke at ha kjendt før sin anden Italiereise; men under signalfeiden hadde han med forbauselse og harme set grundtvigianere og andre hente argumenter fra bibelen mot ham. Samværet i Rom med Rydberg, forfatteren av ,Bibelns lara om Kristus", blev ikke uten betydning for B., og blandt skandinaverne i Rom talte man meget om hvordan han nu kunde utvikle sig; men — sier fru Heiberg vinteren 1874—75 — »indtil videre troer jeg ikke paa, at han er Ny-Rationalist". Sommeren 1876 skriver hun imidlertid at B. ,nu skal være en lidenskabelig Tilhænger af Darwinismen", og selv om dette vel var en overdrivelse, kunde man nok vente sig en slik utvikling efter hans felttog mot presterne i Oplandenes Avis, mai og juni 1876. Under merket ,En kristen" hadde han der stillet mot hverandre pastor Klavenæs, som hævdet at liberalismen var av djævelen, og Victor Hugo, som kjæmpet for broderkjærlighet og for verdensfreden. Hos fornegteren Hugo fandt B. den rette Kristi aand, og mot autoritetsdyrkerne erklærte ban: ,den Religion sejrer, som har den største Aandsmagt og den bedste Moral*. Hele den nuværende religionsforkyndelse fandt han forfeilet, og i skildringen av den merker man at han har tænkt paa Chr. Bruun, paa hans forkjætring av anderledestænkende, hans pietistiske strenghet og ,religiøse pineri*, hans djævletro. B. hadde haabet paa fred til ,store, stille tanker* paa Aulestad, hvor han skulde være omgit av ,ælskelige venner"; men alt efter det første aar er altsaa kritikken begyndt at vaagne. Gudelighet og kaffe og salmesang var ikke tilstrækkelig for ham; han længtet efter bud fra ,tanke-oceanerne" ute i Europa. Paa Aulestad fik han igjen tid til at læse, og i ensomheten deroppe var han blit mere lydhør end før. Hans egen digtning var ikke længer bundet til nationale karakterer og til troen paa den nordiske ,folke-aand"; og likesom han selv nu søkte et europæisk publikum, arbeidet han ogsaa paa at følge med i de nye aandsstrømninger i europæisk litteratur: Darwin, Taine, naturhistorie og historie o.s.v. Ute i Europa hang klerikalisme og reaktion sammen hjemme i Norden hadde B. nogen av sine bedste venner blandt nyrationalister og positivister: Hedlund, Rydberg, Sars. Han læste med glæde i «Nyt norsk tidsskrift*, og han fik øket interesse for Georg Brandes. — Netop i de ukerne, forsommeren 1877, da han var skuffet over mottagelsen av ,Kongen*, fik han tak i Brandes's bok om Søren Kierkegaard. Selv hadde han gang paa gang i yngre aar læst i Kierkegaards skrifter og efterlatte papirer, var blit bedaaret av Kierkegaards stil, grepet og atter frastøtt av hans tanker. Med Brandes's bok kom det alt sammen op igjen i ham. Bruuns kristendom hadde paa visse punkter noget Kierkegaard-lignende, og sommeren 1877 er B. fyldt av den tanke at ,Ænten er kristendommen Søren Kierkegaards, d. v.s. en umulighed, vanvid, æller er den værdens fornyer". Utover høsten og vinteren mister han troen paa at den kan være verdens fornyer. Naar B. først var sat ind paa en tankegang, fulgte han den altid modig fremover, og efterhvert som han i denne tid fik fat i moderne bibelkritiske verker, faldt det ene efter det andet av kristendommens dogmer overende for ham. Denne frigjørelsesproces kostet ham mange tunge stunder og haarde kampe; hver enkelt tvil og krise var i oie blikket overordentlig smertefuld, men efter hver eneste tvil som han arbeidet sig igjennem, fulgte en seiersfølelse. ,Hvad jeg har gjennemgaatt, da jeg syntes at alt blev tapt med den gamle tro, — hvad jeg led, hvorledes jeg savnet, det kan ikke beskrives. Men det har lært mig at de sannheter, som kjøpes med smerte, de gir ogsaa den højeste bærekraft av alle. Jeg har nu efter denne overgang vunnet en klarhet, en kraft, et haap, et mod, som jeg ikke kjente før". Om kristendommen ikke længer vedblev at være B.s religion, san vandt han frem til en ny tro. ,Gud er i fremgangen", hadde han sagt for, og fremgangstroen, utviklingstanken, blir nu hans nye religion. I begyndelsen av 1877 hadde B. pan foredragsreiser i Norge talt om ,Vore aandsvilkaar*, om Grundtvig, om Wagners Tannhäuser, 0. a. under et møte om sommeren pas Sagatun folkehøiskole hadde han gaat nærmere ind paa sin kritik av statskirken og git uttryk for sin begyndende tvil overfor visse av kristendommens dogmer; om høsten sluttet han Sig til en adresse som hilste Georg Brandes ved hans avreise fra Kjøbenhavn, og da B. under et besøk i Kristiania blev hyldet ved en fest i Studentersamfundet "/io 1877, holdt han sin berømte tale ,Om at være i sandhet*, hvor tilhørerne fik et gripende indtryk av at han var mindt inde i en oprivende og samtidig styrkende sjælelig krise. Overfor Lochmanns bøn til ham om bare at være digter svarte han med dyp overbevisning sit nei: for ham maatte digtning og liv være ett. I december tok han i ,Oplandenes Avis" fat paa læren om de evige helvedesstraffe, det spørsmaal som først hadde sat fart i hans religiøse tvil; avispolemik om helvedeslæren fortsatte utigjennem 1878 og 1879 Endnu i februar 1878 regnet han sig — i en artikel om Grundtvig — for at stan paa kristendommens grund. Men inden sommeren 1878 var han helt klar over at han ikke længer hørte til i de kristnes samfund. Georg Brandes, som nu i 7—8 aar pr. korrespondanse blev en av B.s nærmeste fortrolige, gav ham anvisning pan moderne litteratur, bl. a. paa bibelkritiske verker; og i de følgende aar hadde han gang pas gang voldsom polemik med danske og især norske geistlige (J. C. Heuch, o. fl.) angasende kristendommens dogmer og teologernes ,humbug*. Skjønt han ikke kan sies at ha været videnskabelig anlagt, prøvde han efter evne at trænge tilbunds i den moderne bibelkritiks problemer; omtrent samtidig søkte han i en skildring av ,Vis-Kmut* (1878) at gi et billede av en mand som i moderne tid hadde faat ry for at kunne gjøre mirakler. B.s brud med kristendommen vakte selvsagt voldsom opsigt og ophidselse, og da han i en del kamp-artikler decbr. 1878—febr. 1879 ogsaa tok avstand fra de norske grundtvigianeres folkelige og nationale idealer, bl. a. landsmaalet, mistet han en stor del av sine gamle venner. Mottagelsen av ,Kongen* og polemikken i anledning av ,frafaldet* gav ham en sterk oplevelse av hvor vanskelig det er at si sandheten i et litet samfund, og hans næste skuespil ,Det ny system har en slik kamp som sit centrale emne. Stykket var skrevet færdig og trykt 1878, men da B. fik se det i rentryk, blev han misfornøiet med det hele, kasserte oplaget, og først et aars tid senere orket han igjen at ta det frem, omarbeide og utgi det. Høsten 1878 gjorde B. en reise til verdensutstillingen i Paris; der var det han første gang møtte Alexander Kielland. Paa hjemreisen stanset han i Kjøbenhavn, hvor det politiske og litterære venstre holdt fest for ham, og i Gøteborg, hvor han holdt foredrag. Reisen opmuntret ham, og efter krisen var han i det hele fuld av ny livsglæde og produktionslyst. Han begyndte igjen at skrive digte; ,Romsdalen* og de skjønne ,Salmer* som forkynder utviklingslærens evangelium, er tegn paa at der sprang nye livskilder* i ham. Og skuespillet ,Leonarda* 1879 bærer præg av hans glæde. Ideen til ,Støv* og til ,Over ævne* er ogsaa undfanget i aarene 1877—78. Al hans digtning fra denne tid viser at krisen har git ham ikke bare ny grund at staa paa, men ogsaa ny tro og nyt mod. Hans hjerte er med de unge som kjæmper for bedre systemer, og under paavirkning av Brandes's Hovedstrømninger lar han den unge slegt i ,Leonarda* slutte forbund med ,oldemor*, den gjenlevende fra oplysningstidens fordomsfrihet. ,Det ny system" naadde trods mange gode dramatiske egenskaper foreløbig ikke frem pan scenen i Kristiania; teatrets konservative magthavere følte sig irritert ved de aktuelle hentydninger og den underliggende politiske tendens. Men »Leonarda" blev opfattet som mer uskadelig, og blev paa Christiania Theater en stor sukces; selv høires chef, statsminister Fr. Stang, lot sig rive med i begeistringen. | Kjøbenhavn gav det derimot anledning til en stor teaterfeide, da Chr. K. F. Molbech, censor ved det kgl. teater, forkastet stykket, som isteden blev spillet paa Folketeatret. Baade 1876, 77 og 78 hadde der været planer oppe om igjen at faa B. til chef for Chr.a Theater; men saken gik ikke i orden. Heller ikke kom der noget ut av tanken om at B. sammen med Sars og Brandes skulde starte et moderne nordisk tidsskrift. Og i 1879 blev B. atter fanget ind i den direkte politiske strid, som han siden 1873 hadde holdt sig litt mere paa avstand fra. Det begyndte med at han, efter paatryk og sammen med Sars, undertegnet en indbydelse til et offentlig møte om flagsaken. Forslaget om det rene norske flag hadde vakt raseri i det norske høire og hos de allerfleste svensker, og da B. skulde utrede saken i arbeidersamfundets festsal i Kristiania 3 1879, steg hans ord i det larmende møte som en programerklæring for den kommende tids nationale politik i Norge. Før den tid hadde hans politiske agitation i hovedsaken hat et skandinavisk præg; mente han — demokratiet samle sig mot byraskratiets og aristokratiets magthavere. — Flagstriden lærte ham at se det norske demokratis farligste motstandere dels i det norske byraakrati, dels i de svenske overhoihetslyster; fra 1879 av blir de nationale krav i unionen avgjørende for partikampene i Norge. Det var en ,forfærdelig sandhet* han opdaget i disse stridsfyldte vaarmaaneder: nordmændene manglet ,selvstændighetens fulde æresfølelse*, unionsmerket sat ikke bare i flagget, men ogsaa i sindene. Hans voldsomme politiske agitation i aarene 1879—82 har til hovedformaal at vække denne æresfølelse, at gi det norske folk bevissthet om sin egen individualitet og nationale ret, og om den fare som foreningen med Sverige kunde indebære for norsk selvstændighet. Høsten 1879 rev han sig en kort tid løs fra striden, idet han efter indbydelse besøkte ,teaterhertugen* av Meiningen, og gjorde en tur til Wien, hvor der blev git fester til ære for ham. Men da han i decbr. kom tilbake til Kristiania, agpnet han straks, i selve juleuken, sin kamp for republikken ved et foredrag i Arbeidersamfundet. Og da han desuten hadde lagt sig op i spørsmaalet om husmændenes kaar, var han efterhvert blit en centrumsfigur i al religiøs, social, politisk og national debat i Norge. Striden mellem høire og venstre var henimot 1880 blit utdypet til en avgjørende kamp mellem to livssyn, og da B. vaaren 1880 begyndte at føre sine nationalpolitiske ideer frem i forskjellige europæiske aviser, blev høirepartiet endnu mer forarget over hans ustanselige faretruende aktivitet. Hans politiske agitationsdigte gjorde virkning paa folket, han hadde reist omkring og holdt foredrag om republikken for et begeistret publikum, og da han i september 1880 utgav en del av foredragene som en egen liten bok, strømmet kjøperne til, saa der i kort tid utkom 4 oplag; værst var dog kanske for motstanderne hans fulminante* prosa-opsæt under krisen i statsraadssaken sommeren 1880. Midt i al denne strid fik B. bud om at Ole Bull var død; han reiste vieblikkelig til Bergen og holdt %s 1880 talen ved sin gamle vens grav, en tale hvor han lot alle partiskiller falde for at samle tilhørerne i fædrelandskjærlighetens fællesfolelse. Han var i grunden selv træt av kampen, og da Ole Bulls enke indbød ham til at bli med til Amerika, grep han tanken med glæde. Han hadde længe ønsket at se Amerika 'og at faa tale for de utflyttede nordmønd. I september drog han avsted, og i henved 3 maaneder var han gjest hos fru Bull og hendes forældre i nærheten av Boston; det var en ferie fra striden, men hans reisebreve i ,Dagbladet* viser at han ikke undte sig hvile: urfabrikker og fængselssystemer, sociale sporsmaal og lokale berømtheter, fysiologisk undervisning og amerikansk litteratur, alt slikt fanget daglig hans interesse, og han arbeidet ihærdig paa at utdype sine kundskaper i engelsk. Sin republikanske begeistring over forholdene i Amerika gav han uttryk for i en korrespondanse til ,Skandinaven, republikansk tidskrift för Nordens enhet* (Linköping 1881). Men likevel var alt dette i længden ikke virksomhet nok for ham, og litt ut i december 1880 reiste han til New York. Her fik 654 Bjørnson. han se de norske hoireblades haan av hans Amerikabreve, og Th. Casparis angrep paa ham i Polemiske Sonnetter; B.s ubeherskede utbrud paa tryk i den anledning fremkaldte triumferende og harde domme hos hans norske motstandere. I julen opholdt han sig i Chicago, og derfra foretok han en 3 maaneders foredragsturné i det norske Amerika. Han glædet sig ved at træffe igjen Clemens Petersen, og ved at faa besøk av Arne Kulterstad, hvis liv han i sin tid hadde reddet fra bøddeløksen, og han kunde let ha gjort hele sin turné til et fest- og triumftog. Men saa blev det meddelt at han hadde sagt: ,Jeg er fritænker, jeg tror ikke at Kristus er gud", og dermed var signalet git til en stor norsk-amerikansk avisfeide. B. vilde desuten ikke la sig nøie med at være fredelig oplæser og servere underholdende foredrag; han vilde være en sandhetsforkynder, og han valgte at tale om Nordens politiske forhold og de nordiske folk, om Michel Angelos billeder og bibelen, samt bibelkritikken og presterne. Følgen var at han møtte strid overalt, begeistret jubel vekslet med isnende kulde eller forargede protester. Den voldsomme forbitrelse hos de ortodokse norskamerikanere fandt gjenlyd i Norge, hvor det stod en hidsig kamp om Bis navn i anledning av tanken om at faa ham til at tale ved avsløringen av Henrik Wergelands statue i Kristiania. Skjønt endog Camilla Collett var med og protesterte, henvendte komiteen sig tilslut til B., som da var paa hjemreisen; "/s 1881 naadde han Kristiania, og 17de mai holdt han sin Wergeland-tale, et av de skjønneste av alle hans oratoriske mesterverker. Byens konservative borgerskap demonstrerte mot ham ved at rulle gårdinerne ned i vinduerne paa Karl Johans gate. Under sit ophold i Amerika hadde B. til Seribner's Monthly skrevet en artikelrække om Den norske Forfatningskamp; paa norsk var den utkommet som en egen brochyre, 1881, og det samme blev tilfældet med flere av de betydeligste politiske folketaler han holdt efter hjemkomsten: Vort Forhold til Sverige (1881), Frygten for Flertallet (1881), Leve Kongen, Unionen — og Fædrelandet (1882), og Om Folkesuveræniteten eller det norske Folks Husbondsret (1882), derimot ikke med Stiklestadtalen '/; 1882, som rent kunstnerisk er en av de ypperste blandt hans politiske taler. Helt siden slutten av 1860-aarene hadde B. ved sine avisartikler, ved enkelte taler, og især ved private samtaler og brevveksling med Joh. Sverdrup og andre av venstres fremste mænd, tl stadighet spillet en betydelig rolle i norsk politik. I smaasaker var han let paavirkelig, og ofte var han villig til at ta taktiske hensyn og nøie sig med det som virkelig kunde gjennemføres; men de lange maal holdt han altid klare. Hans motstandere omtalte ham som ,venstres enfant terrible", og mente at han ofte uforvarende kom til at røbe det som hans partifæller søkte at skjule; men B.s optræden var i virkeligheten fuldt bevisst, han vilde ikke ha en reform ,løiet frem*, han hævdet at man altid aapent skulde si hvad man sigtet mot, ,helt ud til det siste*. Gang paa gang var det B. som med digterisk klarsyn pekte paa retningslinjerne for den norske nationale politik, fremhævet dens moralske ret, og føiet enkeltheterne ind som led i en kamp om store principper. I begyndelsen av 1880-aarene var vel B. ved siden av Sverdrup den indflydelsesrikeste mand i venstrepartiet. Han var den som tok initiativet til at fan istand riksretsanklagen mot ministeriet Selmer, og under valgkampen 1882 var hans mægtige veltalenhet og hans uforglemmelige slagord væsentlig medvirkende til venstres avgjørende seier ved stortingsvalget. I Sverige hadde hans agitation vakt stigende raseri, og man beskyldte ham — med urette og til hans store sorg — for at være svenskehater. En plan i 1882 om at holde foredrag i Stockholm om norske politiske synspunkter fandt han det rigtigst at opgi, men blandt de liberale i Sverige hadde han endnu mange venner, og ved 25-narsjubilæet for ,Synnøve Solbakken", '/s 1882, var der baade i Sverige og indenfor det norske høire adskillige som trods politisk uenighet hyldet digteren B. Blandt lykønskningerne var ogsaa et hjertelig brev og telegram fra Henrik Ibsen; i løpet av vinteren 1880—81 var der skedd tilnærmelser fra begge sider, idet B. offentlig omtalte Ibsen som verdenslitteraturens største dramatiske kraft, og Ibsen i et privatbrev til B. varmt uttrykte sin glæde over at B. var sluppet fra en livsfare i Amerika. Vinteren 1881-82 var B. rykket uti aviserne til forsvar for ,Gengangere*; Ibsen skrev da til en ven: Han har i sandhed et stort kongeligt sind", og i jubilæumsbrevet til B. sa han at paa B.s mindestøtte burde engang stan: ,Hans liv var hans bedste digtning. — Og det i sin livsførelse at realisere sig selv, mener jeg er det højeste, et menneske kan nar til". Kort efter jubilæet reiste B. med sin familie fra Aulestad, som i de forløpne mar hadde kostet ham mange økonomiske bekymringer; han vilde for en tid bosætte sig i Paris, som han bare kjendte fra et par flygtige besøk. Pan veien stanset han hos sine venner Hedlunds i Göteborg og Fr. Borg i Helsingborg, hvor han holdt foredrag om forfatningskampen i Norge. Men egentlig var det denne kamp han nu selv længtet bort fra; i aarevis hadde han til Hegels stadige sorg og beklagelse maattet dæmme op for alle sine digteriske planer, nu skulde de endelig faa virkelighet. Fra december 1882 til høsten 1887 blev han boende fast i Paris. Sommeren 1886 var han en tur hjemme i Norge, men ellers drog han gjerne om sommeren med sin familie til Schwaz; der fik han i september 1884 besøk av Henrik Ibsen, som han ikke hadde set i 20 aar. Møtet var ,innerligt", skriver B. I disse 5 Pariseraar kunde B. selvsagt ikke la sin politik ligge helt nede; ved breve og artikler — baade anonyme og navngivne — gjorde han hyppig sin indflydelse gjældende, og særlig blev han ivrig da han fik læse det kongelige diktamen angasende riksretsdommen vaaren 1884. Hans artikler var saa voldsomme at der blev reist tiltale mot ham for majestætsforbrydelse; B. glædet sig ved tanken paa den opsigt en domfældelse av ham vilde vække, og var næsten skuffet da aprilministeriet lot saken falde. Da Johan Sverdrups ministerium skulde dannes, ivret B. med held for at faa sin gamle ven O. Richter ind i regjeringen, og der gik aldrig mange maaneder hen uten at en eller anden avisartikel i ,Dagbladet* eller ,Verdens Gang* mindet om at B. mede i Paris vogtet ivrig paa alt det som foregik i Norge. Ved siden av de politiske indlæg var hans voldsomme artikel (februar 1883) mot »kristendomsopråabet" antagelig den mest opsigtsvækkende. Men politik var likevel nu blit en bisak for ham, digtningen var paanyt kommet i første række. I 1879 hadde han utgit tre digterverker, men i de to følgende mar hadde hans læsere bare faat se nogen fan digte, som endog for en stor del var av politisk indhold. I 1882 var Sars' og Skavlans ,Nyt tidsskrift" blit aapnet med en novelle av B. »Stov", som med rette vakte Alexander Kiellands beundring; det er et helstøpt litet kunstverk, ,hvor ubarmhjertig alt det er kappet væk, som ikke netop gjør Nytte i Fortellingen, og hvor kun det faar Lov til at foregaa, som præciserer Hensigten". Hensigten med ,Støv* var at angripe visse træk av kristendommens lære, særlig udødelighetshaabet, som var uten fasthet selv hos de sterkest troende; i farens stund opløste det sig og blev til støv, men det kunde ogsaa let lægge sig som et støvdække over den sunde livsvilje og glæden ved livet her paa jorden. Læren om den hinsidige salighet var for B. noget usundt; han vilde at menneskene skulde ,vende hjem igjen til jorden*. Sin kritik overfor den kristne lære fortsatte han ved at la oversætte og selv utgi og indlede et par fremmede bibelkritiske studier: Hvorfra stammer mirak lerne i det ny testamente? (1882), efter Charles B. Waite, og Tænk selv! (1883), efter Robert Ingersoll. Den sidste lille boken utkom først efterat B. hadde bosat sig i Paris, og der gik han mu ogsaa igang med et drama, hvor de religiøse problemer skulde fan konkret virkelighet i menneskesind og menneskeskjæbner. Men før han kunde faa form paa ,Over ævne*, brøt et helt nyt emne sig frem, og i løpet av nogen faa maaneder blev skuespillet ,En hanske" skrevet. Det utkom i september 1883, samtidig med at B. og hans hustru feiret sit sølvbryllup, og det var blit til som et indlæg for egteskapets krav og værdighet. (Trykt desember 19223 Baade i 1883 og især da stykket var omarbeidet og tendensen skjærpet til teateropforelsen 1886, motte ,En hanske* uvilje paa mange hold; men denne gang var det ikke de konservative som var mest forarget det var en stor del av ungdommen i Kristiania som lot sig irritere av sedelighetsforkyndelsen og ,hanskemoralen*, og som av den grund oversaa at stykket først og fremst har store digteriske fortjenester: , Med Svava har B. kanske skapat den vackraste kvinnogestalt, som nordisk dramatik äger" (Lamm). Et par maaneder efter ,En hanske" utkom ,Over ævne, første stykke*, som vel kan kaldes det ypperste av alle B.s digterverker. I dets to smaa akter rummes alle slags stil og toner: lyrisk naturstemning, stille inderlighet og stor patos, humor og satire, intim menneskeskildring og teoretiske diskussioner. Det er begivenhetsrikt og spændende, og det er trods al avveksling saa fortættet i sin handling, saa sikkert opbygget, san rikt og dypt virkningsfuldt, at det efterhvert har vundet plads som et av de merkeligste skuespil i hele det 19de aarhundredes litteratur. «Bjørnson har aldrig skrevet noget bedre skuespil — Ibsen heller ikke" (G. Brandes). - Baade i sin form og sin grundtanke eier det en art slegtskap med den græske tragedie. Det er karakteristisk at den varmeste og mest indgeaende vurdering av ,Over ævne" er skrevet av B.s utrætteligste motstander, Gunnar Heiberg. Stykkets sceniske seiersgang har været langsom, men sikker: Stockholm 1886, Paris 1894, Kjøbenhavn vaaren 1899, Kristiania høsten 1999; paa Nationaltheatret er det spillet oftere end noget andet av B.s skuespil. ldéen til ,Over ævne" stammer fra vinteren 1877—78, og skuespillet er den digteriske frugt av B.s religiøse krise. Han sa engang at Chr. Bruun ,elsket overanstrengelsen i menneskene", og noget lignende var utgangspunktet for hans uvilje mot de umenneskelige krav i Søren Kierkegaards og i Brands religion. Men presten Sangs kristendom er ,over ævne* paa en anden maate; med Kr. Janson som sin nærmeste model har B. utstyret Sang med en hjertensgodhet saa grænselos at den kunde kaldes ideal, om den ikke hadde ,en sygelig Heldning mod det umulige". Et væsentlig motiv i ,Over ævne" er angrepene paa mirakeltroen, men den avgjørende indvending B. retter mot kristendommen, er den at en slik lære hidser menneskene mot det umulige og forrykker deres likevegt paa jorden; følgen blir da at de fleste pa forhaand opgir kristendommens idealer og ikke engang prøver paa at bringe overensstemmelse mellem sit liv og sin lære, og de faa som forsøker, de forstrækker sig paa det og gaar til grunde. Netop ved at personificere kristendommen i den skjønnest tænkelige nutidsskikkelse vil B. vise at selve læren er ,over ævne*. 42 — Norsk Mogufsk leksikon slik kjærlighet at mange læsere og tilskuere overser grundtanken i stykket, og bare har øie for at B. i presten Sang har tegnet et ideal av en kristen. Betragtet paa den vis kan ,Over ævne" virke som en from og gripende præken i digterisk form. Men for B. var tendensen i stykket et uttryk for noget av det væsentligste i hele hans livsopfatning, og i selve ordene ,over ævne" har han fundet den rammende betegnelse for alt det han vilde bekjæmpe: de ,hele standpunkter*, de absolute fordringer, tankegangen intet eller alt", — slikt bød ham imot overalt hvor han møtte det, enten det gjaldt landsmaalet eller de sociale sporsmaal, unionskonflikten eller problemer om kunst og moral, o.s.v. Høsten 1884 utkom B.s store roman ,Det flager i byen og paa havnen*, en bred og mægtig samfundsskildring, som nok delvis skjæmmes av altfor megen sedelighetsforkyndelse og drøftelse av Spencers opdragelsesprincipper, men som til gjengjæld eier en uuttømmelig rigdom av livsfølelse og iagttagelse, et fortryllende galleri av ungpikeskikkelser, sgeneralstaben*, og et storladent indledningskapitel, ,Af et gammeit dokument". Bs fortællestil har sjelden eller aldrig naadd høiere end i de bedste avsnit av denne roman. Med muntert humør har han selv stillet boken i sammenhæng med tidens øvrige norske litteratur, ved at la Konsulerne Bernick (fra Ibsens ,Samfundets støtter"), Garman (fra Kiellands ,Garman & Worse*) og Riis (fra B.s egen ,En hanske*) møtes i romanens sidste kapitel. Noget av den samme tendens er der i alle disse verker, men sedelighetsforkyndelsen var B. alene om, og den blev i de følgende aar stadig væsentligere for ham. Den er utvilsomt et av utgangspunkterne for lystspillet ,Geografi og kærlighed* (1885), men det centrale i dette stykke er det humoristiske billede — halvveis selvportræt — ay professor Tygesen; i sin tidligere digtning hadde B. bare leilighetsvis fundet utløp for sin komiske sans, nu frydet han sig ved at skape em formelig Holbergsk komediefigur, og da han i 1893 omarbeidet ,Geografi og kærlighed" til et muntrere, mere farceagtig scenestykke, gik det meste tapt av den oprindelige tendens mot bohémesynspunkterne. Selve den kreds som utgjorde ,Kristianiabohémen" ved midten av 1880-aarene, hadde B. ikke hat nogen nærmere berøring med; men i Paris var han blit kjendt med en hel række nordiske kunstnere, som han baade hadde følt sig tiltrukket av og ofte var blit uenig med. Den finske maler Alb. Edelfelts brev gir en række levende oiebliksbilleder av B. fra denne tid. Likesom sin landsmand C. G. Estlander var Edelfelt forbauset over at B. ikke var overmodig, men fordringslos, hyggelig og mild; Edelfelt smiler ofte ved alt det braak og mas som foregaar i B.s hjerne: han er ,som ett barn som vaknar upp til tanker, och tror att han ensam tänkt dem sedan världens skapelse", men B.s iver og livskraft, hans mundtlige fortellekunst, hans ungdommelige varme og hans ulogiske, rike fantasi, kunde ikke andet end bedaare. Som en Gulliver blandt pygmæer gik B. i den skandinaviske kreds i Paris, sier Edelfelt en gang. Men selv om gjennemsnittet av de norske 08 nordiske gjester, som vanket hos B. og fru Karoline, ikke var mer end pygmæer overfor ham, saa møtte han dog i Paris enkelte mænd som paa mange vis var hans jevnbyrdige. Først og fremst Strindberg og Jonas Lie. Venskapet mellem Strindberg og B. varte bare et aars tid, 1883—84, og det har sikkert betydd mere for Strindbergs utvikling end for B.s; men hele forholdet mellem dem er en ypperlig prøve paa B.s glæde ved at kunne hjælpe andre, paa hans lyst til at gi gode raad og si sandheter, og først og fremst paa hans storsind og generøsitet efter et brudd, hvor Strindbergs uvettige og ondskapsfulde brev skulde synes smarest at maatte fremkalde hevngjerrig harme. Sin gamle ven Jonas Lie hadde B. stor glæde av at være sammen med i Paris; næsten dagstøt gik de to morgentur sammen, og i Lies sølvbryllup i 1885 holdt B. en varm og vakker festtale. Lie hadde nok ret i at han og B. var motsætninger, forsaavidt som Lie kunde kalde sig aandelig nærsynt, med klarest blik for de smaa, fine, intime drag i menneskesindet, mens B. var aandelig langsyn, vidtskuende og altomfattende, og med en trang til at indordne alle enkeltheter i sine store utsyn. Likevel var de enige pa mange punkter, og B. fik Lie, Ibsen og Kielland med som undertegnere paa stortingsdokument no. 92 for 1884, hvor B. reiste protest mot formandskapernes erklæringer om lovfæstet sameie for gifte kvinder. I 1887 ophørte imidlertid al forbindelse mellem B. og Jonas Lie, idet Lie sluttet nært venskap med en del av B.s værste uvenner av bohéme-kredsen, hvad B. maatte opfatte som et slags forræderi. Først efterat Lies i 1906 var flyttet hjem til Norge, kom der en forsoning istand, idet B. drog paa besøk til Lies i Fredriksvern. Efter ,En hanske" hadde B. møtt stadig sterkere motstand blandt en række yngre forfattere: Garborg hadde søkt at latterliggjøre hans synsmaater, Hans Jæger hadde tat direkte fat paa ham selv, og IrgensHansen hadde levert strenge kritikker av hans seneste digterverker. Hans egne tanker om sedelighetsspørsmaalene var ved motstanden bare blit skjærpet, og da frk. Elisabeth Grundtvig vaaren 1887 i Danmark offentliggjorde et foredrag om ,Vore sædelige Lighedskrav*, rykket B. frem til forsvar for hende, og kom derved — sammen med Hostrup op i en ,sedelighetsfeide* med Georg Brandes. Der faldt haarde ord paa begge sider, og feiden forte til brudd mellem B. og Brandes. B. hadde i disse aar saaledes faat mange nye uvenner, og han var blit nødt til at føre krig med dobbelt front: baade konservatismen og bohémekredsen og Brandesianerne var nu hans fiender. Men B. blev bare mere kamplysten av den grund; høsten 1887 brøt han op fra Paris, hvor han hadde gjort færdig sit store agitationsforedrag i sedelighetssporsmaalet: Engifte og mangegifte. Han holdt det første gang paa Askov folkehøiskole "ii 1887; der blev da hans ,Arbejdermarsch* ogsaa sunget for første gang. Saa fortsatte han med sit foredrag forskjellige steder i Danmark i de følgende uker, tilbragte julen i Kristiania, og talte om Engifte og mangegifte baade der og rundt omkring i Norge i begyndelsen av 1888. Fra Aulestad drog han i april til Stockholm og andre svenske byer, og siden til Helsingfors — i Finland traf han bl. a. sammen med Topelius —, overalt ivrig med sit sedelighetsforedrag, som han holdt ca. 60 ganger i løpet av et halvt aars tid; indiblandt glædet han ogsaa sit publikum ved foredrag om Gambetta, hvis begravelse han hadde oplevet i Paris, og hvis personlighet og gjerning han skal ha git et betagende billede av. Sedelighetsspørsmaalet var imidlertid slet ikke det eneste stridsemne i Bs offentlige optræden i den senere del av 1880-aarene. I 1885 hadde B. og Jonas Lie ansøkt Stortinget om digtergage til Alexander Kielland; da den ikke blev bevilget, gjentok B. forslaget i 1886, og truet med at frasi sig sin digtergage, om Kielland ikke fik. Stortingets flertal. vilde ikke gi digtergage til Kielland, men bevilget ham en gerstatning* for økonomiske tap ved at Norge endnu ikke hadde faat ordnet med den internationale beskyttelse for nordmænds litterære eiendomsret B. blev fra flere hold kritisert, fordi han nu ikke frasa sig digtergagen; men han hævdet at Kielland reelt, om ikke formelt, hadde opnaadd det B. ønsket. 1 1887 blev det imidlertid paanyt negtet digtergage til Kielland, og B. frasa sig da * sin digtergage. .Kiellandsaken" fjernet B. fra en del av hans gamle venner i ,bondevenstre*, og nærmet ham til ,europæerne"; endnu længer bort fra bondevenstre kom han ved sin første store strid mot maalmændene (1887) B. har ofte brukt uttrykket at han blev ,maalmand* under opholdet i Bergen 1857—59, og det er indlysende at han i slutten av 1850aarene hadde et æstetisk sværmeri for landsmaalet og en praktisk begeistring for radikale fornorsknings-reformer i skriftsproget. Men her som overalt var han evolutionens, ikke revolutionens mand, og fra slutten av 1860-aarene hadde han begyndt at reagere — Snart sterkere, snart svakere — mot den opfatning at landsmaalet skulde sættes istedenfor det vanlige skrifisprog. Et slikt brudd var ham imot, det var atter de ,hele standpunkter" som syntes ham urimelige og sover ævne". Fra Paris sendte han 1883 et brev til foreningen ,Fram*, og bebudet sin overgang til en mer gjennemfort bruk av haarde konsonanter efter K. Knudsens principper ; samtidig hævdet han at i barneskolen burde barnene faa beholde sin egen dialekt. Men et maslskifte kunde han ikke tænke sig giennemfort pludselig: ,Som folk naar vi alene frem til det vending for vending, ord for ord, bogstav for bogstav i et stort utrætteligt fællesarbejde utifra det, hvori vi staar idag." Ut fra et slikt syn var det B. hadde sluttet sig til K. Knudsen. B.s første store bladstrid om land: maalet og dets fremtidskrav blev fremkaldt ved en artikel han skrev i Dagbladet "% 1887 om K. Knudsens ,Hvem skal vinne?* I mai og juni 1887 fyldte maalstriden nærsagt hvert nummer av Dagbladet; B. og Garborg var hovedmændene i kampen, og de vigtigste av sine artikler samlet de efterpaa i to brochyrer: B.s ,Til dem, som forkynner eller lærer i det norske maal* (1887), og Garborgs ,Norsk eller Dansknorsk? Svar til Bjørnson" (1888). Halvveis i sammenhæng med denne B.s deltagelse i sprogstriden staar ogsaa hans artikel i Nyt Tidsskrift vaaren 1887: ,Om retfærdiggørelsen, efter Gisle Johnsons systematiske teologi." Den første del av artikelen er et avsnit av Johnsons bok med en ,oversættelse* av B. ved siden; han har ,løst op dets tysk-latinskfilosofisk-teologiske fantesprog i fattelige norske ord", og efter at ha gjort meningen forstaaelig for læserne, tar han saa bakefter fat paa tankegangen i boken, forfærdet over ,at dette nogensteds eller nogensinne har kunnet gaa for videnskab!" En gjenklang fra denne polemiske artikel høres i den store roman, «Paa guds veje", som B. tok fat paa nede i Paris, men som han først paa Aulestad fik færdig til utgivelse, høsten 1889. Indimellem hadde han nok kunnet beskjeftige sig med andet digterisk arbeide: han gjennem: rettet og omarbeidet i Pariseraarene baade ,Sigurd Slembe", , Kongen" og ,En hanske", og skrev av og til enkelte digte, — det betydeligste er vel det store politiske og fædrelandsbegeistrede , Nytaarsrim til rektor Steen" (vinteren 1885—86); men ,Paa guds veje" tok mere av hans tid og tanker end kanske noget tidligere verk. I fire aar 1885—89 holdt han paa med arbeidet, studerte baade medicinske og teologiske skrifter, og rettet og forandret og omskrev paa nyt, gang efter gang. Hans hustru, som renskrev alle hans digterverker og alle hans artikler, hadde det slitsomt i denne tid; men resultatet av hans arbeide og hendes renskrifter blev en roman som i mange henseender hører til B.s ypperste verker, og som straks vandt sig et stort publikum og skaffet B. gode indtægter. Boken er en advarsel mot kristelig dømmesyke, og i konflikten mellem presten og lægen lærer presten tilslut toleranse, idet han faar oie for at ,der bra folk gaar, der er guds veje", og at ,ikke troen, men livet er det første". Tendensen er forsaavidt klar nok, men den virker aldrig som klumper i grøten, slik som hist og her i ,Det flager*. Den lære boken gir, er helt indføiet i menneskeskildringen, og om ,Det flager* kanske pan en vis er rikere, saa eier ,Pan guds veje" til gjengjæld en langt sikrere kunstnerisk holdning. B. forteller selv at han ikke — som de russiske og nogen franske romanforfattere — bryr sig om at si alt om de personer som er med i boken; oplysninger som »ikke kommer os ved", stryker han, — bare det faar bli staaende som tjener bokens idé og handling og belyser den psykologiske utvikling hos hovedpersonerne. »Paa guds veje" blev indledet med et mindedigt over Fr. V. Hegel, Bis mangeaarige forlægger, raadgiver og ven, som var død i december 1887, i de dagene da B. kom hjem til Norge. Hegel hadde altid jamret maar B. blev indfanget i den politiske strid, og han hadde glædet sig naar B. — i 1873—75 og 1882—87 — ved et langt utenlandsophold kom ut av politikken og ind i digtningen igjen. For Hegel vilde, om han hadde levet længer, aarene 1888—93 ha været en stadig sorg: De blev for B. fattige paa digterisk produktion, og rike pan heftig stri Først og fremst var det nu atter politik, især unionsspørsmaalet, som B. med glødende iver kastet sig ind i. Ved sit besok i Norge sommeren 1886 var B. i Kristiania blit feiret med en fest, hvor ogsaa en del høirefolk var tilstede, og hvor han holdt en tale om sin ,agtelse og ærbødighet for det svenske folk som svensk folk", men samtidig uttrykte haabet om at dem norske nationalfolelse maatte vokse slik at der kom 17de mai-tog uten et eneste unionsmerket flag. Samme sommer hadde han pan Aulestad besøk av Cecilia BååthHolmberg, som i 1885 under merket L. B. hadde utgit en forstaselsesfuld svensk biografi og karakteristik av B. ,som författare, politiker och personlighet". Men netop i aarene 1885—86 hadde politiske begivenheter gjort ham mere skeptisk overfor Sveriges unionspolitik, og gjennem W. Konow (H.) hadde han høsten 1886 paa landsvenstremøtet sat frem et forslag om at uttale ,at det statsretslige fællesskap ikke bør utvides, selv om det bydes os paa likeberettigelsens grund". Den varme og venlige mottagelse han fik i Sverige vaaren 1888 ved sin turné med ,Engifte og mangegifte*, rørte ham imidlertid dypt, og da han ved hjemkomsten holdt en 17de mai-tale i Kristiania om ,almen rostret*, nævnte han ikke et ord om Sverige. Men vaaren 1888 førte protektionisterne frem til magten i Sverige, og derved skiltes de forenede rikers økonomiske interesser. Norge kunde ikke længer være tjent med at svenskerne var eneraadende i utenrikspolitikken. Ved stortingsvalgene i Norge 1888 fremstod det ,rene venstre" under førerskap av B. og Steen, i skarp strid mot Johan Sverdrup; og stridspunkterne var ikke bare Kiellandsaken og en række andre indre norske spørsmaal, men ogsaa den Sverdrupske regjerings undfaldenhet overfor Sverige. Mange ganger, tidligst i digtet Til Johan Sverdrup (1869), hadde B. varslet at der engang maatte bli strid mellem ham og Sverdrup. Og hans misnøie med Sverdrups politik som statsminister hadde delvis sin bakgrund i moralsk indignation: B.s gamle ven Richter, norsk statsminister i Stockholm, hadde i 1885 git B. en fortrolig meddelelse om en sak hvor han mente at Sverdrup hadde drevet et bevisst dobbeltspil For valgkampen 1888 bad B. Richter om ikke at støtte Sverdrup; Richter gav løftet, men brøt senere sit ord. For at ramme Sverdrup trak B. offentlig frem det han visste om affæren med Richter i 1885, og saa desavouerte Richter ham i et telegram til Sverdrup. B. sendte et harmfuldt brev til Richter, og sa at han offentlig vilde avsløre ham. Imidlertid tok Richter avsked som statsminister "/e, og skjøt sig fan dager senere, 154 1888. Selvmordet vakte voldsom opsigt; nogen gav Sverdrup skylden, andre la den paa B., og gjennem aarene 1888—90 maatte B. gang paa gang rykke ut i aviserne til selvforsvar og forklaring. De mange onde ord han i denne tid fik høre fra sine politiske motstandere i Norge og fra svenskerne, skjærpet ogsaa hans egen uttryksmaate; i en tale paa Gjovik '*/s 1888 skapte han betegnelsen ,storsvensker", og hans stigende voldsomhet i kampen mot de svenske overhøihetslyster skilte ham efterhvert fra de fleste av hans svenske venner. Det var næsten ikke andre end Fr. Borg som altid holdt fast ved ham; I 1889 la B. de norsk-svenske stridspunkter frem for et verdenspublikum ved en artikelrække i Harper's New Monthly Magazine, og om høsten samme aar utgav han paa Dagbladets trykkeri en overordentlig skarp liten artikelserie mot svenskerne, .Tiggerposen*. Men selv her merker man hans trang til at la alting ,ende godt*, hans ukuelige optimisme. En ny idé hadde netop grepet ham og vakt store fremtidssyner: fredssaken. Han trodde paa voldgift, som indledning til almen avvæbning, og naar han i aarene omkring 1890 stadig sterkere reiste kravet om egen norsk utenriksminister, var det bl. a. i haabet om at en norsk utenrikspolitik skulde hjælpe voldgiftstanken frem i alskens internationale stridigheter. Han var skuffet over at alle svenske, ogsaa de liberale, blev saa ubetinget forarget, da han i januar 1891 hadde faat spørsmaalet om egen morsk utenriksminister reist saa høilydt at det blev hovedtemaet under den følgende valgkamp; men han var fuldt forberedt pas at det vilde koste mange nederlag før man kunde naa frem: ,Saa ofte vi ogsaa slaas ned, vi rejser os igjen og siger: ,vi kan ikke la os nøje med noget mindre end det største", det vil i nederlaget opdrage sejeren*. I 1889 hadde B. reist kampropet: fuld likestilling eller ut av unionen! Og han hadde forlangt at det norske forsvarsvæsen skulde styrkes, saa at folket kunde føle en moralsk støtte bak sine krav. I valgkampen 1891 deltok B. med talrike avisartikler og med taler paa over 50 folkemøter for at hamre en national synsmaate ind i folkebevisstheten; det rene venstre hadde for en stor del ham at takke for sin avgjørende seier ved stortingsvalgene. Ogsas vinteren 1891—92 fyldte han hyppig venstrebladene med smaa fyndige opsæt og lange polemiske artikler om unionsspørsmaalene; han var nu ,kun politiker*, sa han selv, og han vilde ,løse unionen i sindene". Av og til blev den politiske prosa ham for snever, og hans stemning søkte sig da uttryk i en eller anden ,opsang*. Det merkeligste av hans politiske digte fra disse aar, ,Den—!*, stod i Dagbladet */; 1892, og begyndte med en forkyndelse av at den skal ha slut, d.v.s. unionen mellem Sverige og Norge i dens daværende form, hvor Norge stod som et ,simre" land; men læser man digtet videre, finder man i B.s begrundelse at hans skandinavisme endnu paa en vis bestaar: slik som unionen nu er, skaper den strid og had mellem broderlandene, den bør avleses av et forsvarsforbund; først naar Norge staar helt frit og jevnbyrdig ved siden av Sverige, da kan din bror du haanden gi. Den pagt, vi nu forpestes i, den hader og forbander vi". Ved at citere den sidste sætning løsrevet og i litt ændret form lykkedes det B.s politiske motstandere at indgi de fleste høiremænd og næsten alle svensker den forestilling at B. var en voldsom svenskehater. Men netop i de samme maaneder var det B. som søkte at overtale den nye venstreregjering i Norge til en varsommere politik overfor Sverige. Han vilde ikke slaa av en toddel i Norges retskrav, men han motarbeidet — foreløbig dog bare privat og underhaanden — den. ,knytnævepolitik* som Konow H. hadde gjort sig til talsmand for. At ville indføre eget norsk konsulatvæsen og endog egen norsk utenriksminister uten at ha forhandlet med Sverige om ordningen forekom B. at være en politik over evne; den kunde let bringe unionsoples ningen som en hagelbyge istedenfor som en modning. B. bød sig til at dra ind i Sverige .og fra landsende til landsende bære frem vor norske sak, saa den blev forstaat*. Men da den Steenske regjering ikke fulgte B.s raad, blev stemningen i Sverige altfor ophidset, og selv Bs bedste venner derinde frabad sig hans besøk. I dette farlige strids aar 1892 nøiet B. sig ikke med at skrive sine nærsagt utallige politiske artikler i den norske venstrepresse og med at tale unionspolitik paa folkemøter, — ogsaa i festtalen for Ernst Sars "2, da ,Udsigt over den norske historie" var avsluttet, trængte unionspolitikken ind; men B. var desuten paafærde for at belyse unionskonflikten i dansk Politiken, i Review of Reviews, Pall Mall Gazette, The Speaker, Vossische Zeitung, Berliner Tageblatt, Le Temps, Revue des Revues, o.s.v. Aaret efter førte han en længere skriftveksel med den svenske professor Hjårne, i Svensk Tidskrift, og selv om den tilslut utartet til noksaa grove personlige angrep fra begge sider, var den dog fra først av tænkt som et forsøk paa at virke for forsonligere stemning. I løpet av 1892—93 viste det sig at venstres ,knytnævepolitik* foreløbig ikke kunde lykkes, og B. hævdet bestemt at det var faafængt og urimelig for den ene halvdel av det norske folk at lægge til slag mot den anden halvdel og mot hele Sverige. Det gjaldt altsaa at skape en national samling i Norge. Alt i 1880-narene hadde B. ofte midt under den værste strid kunnet si anerkjendende ord om fædrelandssindet hos hans motstandere i høirepartiet; fra 1893 av blir det B.s hensigt at sveise høire og venstre sammen i unionsspørsmaalene. Først 10 aar senere blev ,samlingspartiet* til virkelighet, og i mellemtiden stod B. halvveis utenfor partipolitikken; særlig under den hidsige unionskrise i arene 1893—95 var B. noksaa ilde anskreven hos venstres førere, idet de efter hans mange skarpe artikler i Verdens Gang mars—april 1893 opfattet ham som en forræder mot sit gamle pa! For B. selv var i disse aar fredssaken kommet til at bety saa meget at enhver politik som kunde fore til krig, var ham ,den største avskyelighet*. Høsten 1800 hadde han gjort en liten tur til Kjøbenhavn for at holde fredsforedrag, og aaret efter skrev han sit store oratorium «Fred!*; omtrent samtidig er vistnok hans fortale til Arnoldsons bok ,Lov — ikke krig", og i juni 1892 var han atter i Danmark for at holde fredstaler, paa Himmelbjerget og i Sorø. Han glemte aldrig i sine taler i Danmark at mindes sonderjydernes sak, og selv om mange danske var skeptiske overfor den objektive sandhet i B.s beretning om »manden med Slesvig i lommen", hadde de nu lært at mange av hans ord i ,Signalfeidens* dage eiet en viss berettigelse, og de hadde vundet ny forstaelse for hans varme kjærlighet til Danmark. Omkring 1850 kan man vistnok si at han var blit helt forsonet med det danske folk. I sammenhæng med B.s fredsidéer og tro paa voldgiftstanken staar hans socialistiske sympatier i aarene omkring 1890. Han gjorde hvad han kunde for at hjælpe fyrstikpakkerskerne i Kristiania i deres streik 1889, og han kaldte sig i begyndelsen av 1890-aarene ofte selv for socialist. Det var imidlertid aldrig de socialistiske fremtidsdrømme som interesserte ham, de forekom ham at være ,over ævne"; men socialistpartiets nærmeste programsaker var han væsentlig enig i, og dermed var han altid villig til samarbeide. En praktisk-folkelig gjerning øvet han ogsaa i det stille, da han var med paa at grundlægge et folkebibliotek i Stor-Elvdalen. Det var en bygd hvor han ofte holdt foredrag og hvor han — efter eget sigende — hadde nytt større velvilje, hygge og hæder end noget andet sted i Norge. Ved et foredrag i 1890 skjænket han indtægten til bygden, og det blev da besluttet at oprette et folkebibliotek som skulde bære B.s navn. Paa sin bryllupsdag 1891 oprettet han og hans hustru et gavebrev og overdrog en væsentlig del av sin boksamling til dette bibliotek. —,Foruten æmne til morskab og lærdom av mere almen art byder samlingen videns vei (historisk, naturhistorisk og filosofisk) til aandelig frigjørelse, — den vort præste-redne og lægmansskræmte folk trænger tungt til". Efter hjemkomsten fra Paris 1887 var B.s virksomhet i den norske presse blit stadig mer omfattende. I yngre aar hadde han oftest holdt sig til emner som politik, litteratur og teater; nu var der efterhaanden intet felt hvor man kunde føle sig sikker for ham, og hadet mot ham var levende i mange kredser. Da Alexander Kielland i 1891 av ministeriet Steen: var gjort til borgermester i Stavanger, reiste regieringen forslag om atter at bevilge den gamle digtergage til B. Med 61 mot 52 stemmer gik forslaget igjennem */: 1892, trods komitéens indstilling om at forkaste det; men i den lange stortingsdebat var der faldt mange haarde ord om B.s agitation. Emil Stang talte som en ærlig motstander, men værre var Jakob Sverdrups dom over B.: ,Jeg kan ikke se andet, end at hans Arbeide nu — ialfald det væsentlige deraf — er til Skade for det Fædreland, som han paa den Maade tænker at gavne". B.s aktivitet var like uttrættelig. Paa ethvert omraade, hvor han mente at se en uret eller en feil, var han ivrig for at gripe ind. Det er karakteristisk at han i 1893 fik en dom paa sig for de voldsomme uttryk han hadde brukt i en artikel (1892) om slurv paa vestbanen Overfor venner og bekjendte var han snart den elskeligste sjælesørger, snart den ukaldte raadgiver. Hans vilje til at hjælpe var ubegrænset; Gabriel Finne og Bernt Lie, Alvilde Prydz og Amalie Skram, ja endog H. A. Bjerregaards gamle enke, o. m.fl, hadde ofte grund til at takke ham, for anbefalinger, raad og støtte, men ingen mer og oftere end Alexander Kielland; han var utvilsomt den norske forfatter B. personlig holdt mest av. Men der fandtes ogsaa mange som følte sig irritert ved Bs ustanselige aktivitet og moralske forkyndelse, og deres uvilje fik sit sterkeste uttryk i Gunnar Heibergs skuespil ,Kong Midas* (1890). Da Christiania Theater negtet at spille dette stykke — øiensynlig især av hensyn til B. — opstod der en heftig avisstrid og debat i Studentersamfundet, med skarpe angrep paa B. Som en slags forgrening fra denne feide kom en aarelang polemik i bladene om kunstprincipper, kunstform 'og moral. B.s centrale uttalelse under striden falder i Dagbladet */s 1890: ,En Fortelling, et Skuespil, et Billede, som ikke har nasdd at være Kunst, i alle Fald ikke delvis naadd det, bryr sunne, oplyste Folk sig lidet om. Jeg for min Del kræver ogsaa af et Bladopsæt eller en Tale, at den skal ha Kunstens Klarhed og Bestemthed; uden det gjør den intet Indtryk. Men ingen Kunst, selv den højeste, dækker over Savnet af sædeligt Alvor; ikke den ypperste Form gir Vederlag for Livsværdi; ingen Sort Behændighed skjuler over Hjertets Raahed, intet Vid undskylder Uopdragenhed, ingen Moro gjør Løgn og Ondskab tilladelig, intet Fyrverkeri af Aand, ingen Stil i Kjælenskab redder en Bog med slibrigt Æmne fra at føles tom" Selv hadde B. i aarene efterat .Paa guds veje" var avsluttet, oftest været langt væk fra sin egen digtning. I 1889 hadde han nedskrevet Et stygt barndomsminde*, og i de følgende aar stod der av og til i en avis et digt, som viste at poesien levde i ham endnu, trods al politik og polemik: ,Tæmme eller tæmmes", ,Norge, Norge*, .Syng mig hjem", 0. fl.; vaaren 1803 bragte den nye række av ,Nyt tidsskrift" de vakre smaa digte som er indflettet i fortællingen ,Én dag*. Den foregasende høst var tidsskriftet blit ampnet med fortællingen ,Mors hænder*, hvor særlig ,andet billede" er et litet mesterverk, som fortjener at regnes med blandt det ypperste i al B.s digtning. I 1894 fulgte saa den lille karakteristik av ungdomsvennen Ivar Bye, og den store fortælling ,AbsaJons haar", som første gang blev offentliggjort i bindet ,Nye fortællinger" 1894, og som ved sin delvise bruk av levende model vakte stor forargelse dengang den utkom. Da B. skrev disse sidste arbeider, var han i utlandet; efter stridsaarene maatte nu som saa ofte før i hans liv følge en periode hvor utenlandsreiser gav ham fred og gjenvakte hans produktionskraft. Helt siden begyndelsen av 1888 hadde han bodd fast pan Aulestad; der kom ofte gjester til ham, bl. a. Kielland, og i 1892 hadde han hat den glæde at gifte bort sin datter Bergljot til sin gudsøn Sigurd Ibsen. Men ellers gik livet paa Aulestad forholdsvis stille, uten anden ytre avveksling for B. end smaa foredragsreiser, et par svipturer til Danmark og nogen besøk hos Johan Sørensen paa Høvik, utgiveren av Bibliotek for de tusen hjem (hvor bl. a. ,Stov* og ,Engifte og mangegifte* var utkommet). Nu trængte B. Europaluft, og høsten 1893 reiste han til Schwaz og derfra til Rom, hvor han bodde om vinteren, og hvor han trivdes saa godt at han i de følgende 14—13 aar ofte søkte ditned i de værste vintermaaneder. Sommeren 1894 var han i Schwaz, om høsten i Munhen, vinteren i Rom, sommeren atter i Tyrol, og vinteren 1895—96 i Minchen; vaaren 1896 kom han tilbake til Norge efter tre aars fravær. Men ut paa vinteren 1896—97 drog han utenlands igjen, til Mönchen, og efter sommerhalvaaret 1897 i Norge var han igjen om vinteren i Tyrol, Minchen og Rom. Sommeren 1898 opholdt han sig i Bayern og Tyrol, og om vinteren bodde han atter i Rom; vaaren 1899 kom han tilbake til Norge. Selvfølgelig kunde han i disse utenlandsaar ikke holde sig helt utenfor hjemlige affærer og øieblikkets politik. Han sendte hyppig artikler hjem til den norske presse; blandt de betydeligste var karakteristikken av Chr. Friele i ,Verdens Gang" "1 1894. Aaret efter utkom en liten brochyre .Voldgift*, hvor B. søkte at vise vei til en forsoning i den norsk-svenske konflikt; av loyalitet holdt han sig forøvrig næsten taus under den voldsomme unionskrise 1895. B.s mangeartede journalistiske virksomhet hadde efterhaanden ogsaa vundet gjenklang over store deler av Europa; Hardens tidsskrift ,Zukuntt* likte han især at skrive i. For ,Zukunft* og for det amerikanske tidsskrift ,Forum* utarbeidet han vinteren 1895—96 en mandfuld og storlinjet skildring av ,Den moderne norske litteratur" — i Norge blev den trykt i ,Kringsjaa* 1896; vurderingen av de nyeste norske forfattere er interessant, men ogsaa sterkt subjektiv, først og fremst præget av artiklens hovedsigte: en krigserklæring mot den franskpaavirkede naturalisme, som B. skildrer under billedet av en flaate, hvor skibene fører et dødningehode som standart. Men slik beskjæftigelse med politik og med andres digining var nu bare fyraftensarbeide; i utlandet blev B.s egen digteriske produktion hovedsaken. Vinteren 1894—95 skrev han i Rom sin universitetskantate ,Lyset*, men ellers var han i disse aar mest optat av at utnytte sine politiske erfaringer fra de foreganende aar til skuespildigtning : «Over ævne, andet stykke" (1895), og ,Paul Lange og Tora Parsberg* (1898). Det var gaat mange aar siden hans forrige dramatiske arbeide »Geografi og kærlighed" (1885); et lystspilforsøk i 1889 var aldrig blit færdig, men i ,Over ævne II* kom endelig fortsættelsen av hans storverk fra 1983. Det nye stykke har ikke det førstes sterke helhetsvi ning, men det indeholder ypperlige scener og er bygget over et interessant problem. I det første stykke hadde B. skildret kristendommen som ,over ævne", i det andet stykke viser han hvordan de samme sjælsegenskaper i en ny generation kan skape en socialistisk begeistring som er like utopisk og ,over ævne*. Overfor den mandlige hoved person, som er en idealistisk sværmer, staar i begge stykker kvinden fuld av tvil paa de overjordiske ideer, men ogsaa fyldt av kjærlighet til ideens bærer. Og mot den socialistiske sværmer i andet stykke er stillet en Nietzschesk ,herretype", — begge i like grad ,over ævne". B. løfter sig over partierne med forstaaelse og kritik til begge sider, og hans lære er her som i første stykke: la os vende hjem igjen til jorden. I ,Over ævne II" er indføiet en række smaa livagtige portrætskisser av fremirædende norske politikere. Men langt skarpere portrættering av kjendte politiske personligheter finder man i ,Paul Lange og Tora Parsberg", hvis tydelige utgangspunkt er Richter-affæren, og som av den grund møtte voldsom kritik, baade da boken utkom, og da stykket tre aar senere blev opført paa Nationaltheatret. Men efterhvert som de politiske lidenskaper pa dette punkt stilnet av, er dramaets kunstneriske og menneskelige værdier steget klarere frem. Noget av det dypeste i stykket har sin rot langt tilbake i B.s digtning; helt siden han formet Darnleys skikkelse i ,Maria Stuart i Skotland", hadde han ofte vendt tilbake til den mennesketype som forener det svake og det fine, og fra 1870aarene av — ,Redaktøren* og ,Kongen" — var uviljen mot partifanatismen og mot forfølgelseslysten overfor anderledes-tænkende altid tilstede i Bis tankegang og forfatterskap. I ,Paul Lange og Tora Parsberg* lever disse tanker og stemninger. Stykkets idé og menneskeskildring er helt sammensmeltet, og det føles overalt at — som B. sa — ,et stort stykke av min sjæl ligger deri. Ti jeg har selv levet med og lidt". Næst efter ,Over ævne 1" og ,Sigurd Slembe" hører ,Paul Lange og Tora Parsberg" med blandt B.s skjønneste og rikeste skuespil. Mens han holdt paa med ,Paul Lange og Tora Parsberg", fik han selv en ny oplevelse av hvor langt den politiske fanatisme kan gaa. Han hadde like fra begyndelsen av 1890-aarene ofte protestert mot den frygt for Rusland som svenskerne nærte, og som de ogsaa søkte at skræmme nordmændene med. B. vilde at man aapent skulde komme Rusland imøte, og haabet paa at voldgiftstraktater skulde kunne trygge forholdet. Hans artikler om Rusland og Norden gik fra den tyske presse snart over i den russiske, og fra december 1896 skrev han i et par aar politiske breve til en avis i St. Petersburg. 1 1898 sendte han ut baade 'en svensk og en norsk utgave av ,Mine brev til Petersburgskija Vjedomosti Han hadde med sin optræden villet tvinge den svenske utenriksminister til at opta forhandling om voldgiftstraktater, og villet vise nordmænds ret til at ha sine egne meninger om utenrikspolitik; men i Sverige vakte hans russiske artikler et let forstaaelig raseri, og der var endog mange som paastod at B. nu var ,kjøpt" av Rusland. I 1896 hadde han gjort en sommertur til Romsdalen og Vestlandet, og hist og her holdt foredrag; baade i 1896 og under valgkampen i 1897 optraadte han som taler for venstres program, men overfor høirepartiet var han nu mindre utæskende end før, og vaaren 1897 hadde han den store glæde at bli hyldet i en række norske byer uten at vække nogen strid. Han hadde alt for flere aar tilbake moret sig med at gjengi i fri oversættelse og paa prosa nogen av digtene i Victor Hugo's Légende des siéeles, og nu fik han istand en stor turné, hvor hans datter Bergljot Ibsen sang, og hvor han selv foredrog uttog av , Aarhundredernes legende". (Hugo—Bjornson: Aarhundredernes legende, utkom som bok aaret efter B.s død). Fra Kristiania drog han og fru Ibsen til Trondhjem, og å løpet av april og mai kom de sydover derfra hele kysten rundt, overalt hilset med stort bifald; politik var banlyst under hele turneen. Om høsten fortsatte de sit triumftog i Danmark, og B. endte i Kjøbenhavn med et foredrag om Peterskirken; en stor del av indtægten i Danmark skjænket han til sønderjyderne. Sommeren 1897 holdt B. i Trondhjem en pragtfuld tale paa Olavsdagen. Om høsten utkom første nummer av det fortrinlige ukeskrift «Ringeren*, redigert av hans svigerson Sigurd Ibsen under medvirkning av B. og Sars; B.s aapningsartikel om Jakob Sverdrup begynder med ordene: ,Dette er et angrep", — og fortsættelsen svarer til indledningen. I januar 1898 sluttet B. sig begeistret til Zola som forsvarer for Dreyfus, og han blev snart en av de vigtigste skribenter i Dreyfussaken. - Forøvrig var hans journalistiske forfatterskap ved denne tid baade i omfang og emnevalg overvældende rikt; han skrev f. eks. i 1898 om saa forskjellige emner som skolebarns tænder og den verdenspolitiske situation og utvikling, Maren Sars og Bismarck, told paa bøker og zarens fredsforslag, o.s.v. Han følte nok at alderdommen nærmet sig, men endnu syntes hans kraft usvækket, og nogen av hans mægtigst virkende taler tilhører det følgende aar: i Bergen "i: 1890 i anledning av at det rene flag var blit lovfæstet, og i Kristiania et par maaneder tidligere, da han reiste kampen til forsvar for riksmaalet. I september 1899 var Nationaltheatret blit aapnet under ledelse av hans ældste søn Bjørn, og om høsten hadde han den glæde efter næsten 30 aar atter at kunne virke som sceneinstruktør: under hans instruktion blev ,Over ævne" (begge stykker) endelig opført i Kristiania; særlig det første blev en stor sukces, en av de ypperste forestillinger norsk teaterhistorie overhodet har at melde om. I begyndelsen av aaret 1900 reiste B. til Rom og Paris for at arbeide paa sit nye skuespil ,Laboremus*, men om sommeren var han atter paa Aulestad. Fra dette aar stammer bl. a. hans store ,Tale om Maalsagen*, en ny tale paa Olavsdagen, og hans første artikler til forsvar for Thorvald Sletten, som var anklaget for mord. Om høsten begyndte Bs ,Samlede værker* at utkomme, men netop ved den tid blev han selv syk. Han hadde tidligere lidt av brystkramper, og i det hele ikke sjelden været syk, men det hadde aldrig før hat nogen varig betydning for hans produktion. Nu fik han en ørelidelse som gjorde ham døv paa det ene øre, og som ogsaa paa anden vis nedsatte hans helbredstilstand; hans større digterverker fra aarene efter 1900 bærer — i større eller mindre grad — præg av at hans kraft er svækket. I november 1900 reiste han over Berlin til Paris, hvor han bodde om vinteren. Han blev der feiret ved en fest i anledning av at Over ævne* blev opført, men ogsaa i Paris kom han snart op i hidsig polem han hadde dristet sig til at kalde franskmændene for Europas kinesere, som stængte sig inde bak en mur av ukyndighet om andre land. Vaaren 1901 utkom ,Laboremus*, som trods en ypperlig første akt hører til B.s svakeste arbeider. I nær sammenhæng med ,Laboremus* staar skuespillet ,Paa Storhove" (1902), som heller ikke er betydelig, men som dog indeholder flere særprægede og veltrufne karakterskikkelser. Forsommeren 1901 var B. kommet hjem til Aulestad, og holdt sig nu i Norge et par aar, men trods flere sygdomsanfald var han sjelden længe i ro; avisfeider og en uendelighet av artikler og taler viste stadig at hans ivrige aand ikke lot sig kue, og ved iscenesættelsen av ,Kongen* paa Nationaltheatret 1902 opnaadde han en sidste triumf som teaterinstruktør. I hans lyrik er der formelig en fornyelse at spore i det nye aarhundrede, — partier av , Abelkantaten* 1902 staar saaledes paa høide med hans ypperste digte fra tidligere aar. | december 1902 feiret han sin 70-aarsdag, hædret med festforestilling, borgermiddag, etc., og med et festskrift som bl. a. indeholdt Hamsuns skjønne digt til B. Ikke bare hele Norge, uten partiforskjel, men ogsaa hele Norden, ja nærsagt hele det litterære Europa hyldet ham ved denne leilighet. Denne almindelige anerkjendelse betydde dog ikke at B. nu var blit utarlig for sine motstandere. Da han efter venstres landsmøte i mai 1903 aapent brøt med sit gamle parti, skapte han sammen med høires fører, Hagerup, det nye ,samlingsparti* paa programmet ,forhandling, bare forhandling: med Sverige, og samlingspartiets seier ved stortingsvalgene skyldtes for en væsentlig del B.s agitatoriske kraft. Indimellem striden hadde han sommeren 1903 været i Bergen for at tale paa Edvard Griegs 60-aarsdag, og for første gang i sit liv besøkte han da Hardanger. Samme aar gjenoptok han sit arbeide for at oplyse folket om den moderne bibelkritiks resultater, idet han utgav en liten bok: .Nadveren seet i Udviklingens Lys. En populær Fremstilling efter Axel Andersens Skrifter". Om høsten 1903 tildelte det svenske akademi ham Nobelprisen i litteratur, og ved sit besøk i Stockholm møttes han venlig med sin mangeaarige motstander kong Oscar II. Ved den store Nobelbanket holdt han en tale, hvor han hyldet Victor Hugo som .sin mand* i al nyere digtning. Med ord som like godt kunde gjælde ham selv, sa B. om Hugo: ,Inde i hans glansfulde Fantasi er Følelsen af Livets Overskud det farvegivende. Mange taler om hans Feil . . . . Men for mig blæses disse Feil allesammen veek af det vældige Livspust i ham.* Blandt B.s fordums partifæller i venstre var harmen stor over hans politiske .frafald*; de saa ikke sammenhængen i hans politik fra 1892 til 1903, og forstod ikke at hans ungdoms skandinavisme endnu levde hos ham, i forbund med hans norske nationalfølelse. De hævdet endog at Nobelprisen var Sveriges belønning til ham, fordi han hadde ,forraadt* sit eget lands retskrav og bare vilde forhandling. Fra den hidsige polemik i denne anledning drog B. i februar 1904 atter utenlands, til Italien. Paa veien stanset han i Göteborg og i Kjøbenhavn, hvor han holdt foredrag. Sommermaanederne tilbragte han i Monterenzio, like ved Bologna, ellers bodde han i Rom fra vaaren 1904 til forsommeren 1905. I Monterenzio gjorde han færdig sit skuespil ,Daglannet*, som utkom om høsten, og som skildrer den lovmæssig tilbakevendende strid mellem fædre og sønner, mellem alderdom og ungdom; det staar i enhver henseende over B.s to nærmest foregaaende skuespil, men skjønt B. selv tok del i iscenesættelsen paa Nationaltheatret, gjorde ,Daglannet* ikke ubetinget lykke ved førsteopførelsen, 9 1905. Fra august 1903 til utgangen av 1904 var han medlem av redaktionen for bladet ple Courrier Européen"; senere nøide han sig med at ha sæte i patronagekomiteen. Baade hans digtning, hans artikler og hans talrike privatbreve — man har løselig beregnet dem til et tal av 30000 — naadde nu utover hele den europæiske kulturverden; han var efterhaanden blit Europas altid vankne samvittighet, som blev søkt av undertrykte folk allestedsfra. I 1903 hadde han især været optat av Finlands skjæbne, og i harmfyldte digte og artikler protestert mot den russiske politik. Vinteren 1904-05 blev det atter Norges stilling til Sverige som fanget interessen. Men B.s svigersøn Sigurd Ibsen tok avsked som statsminister, og B. holdt sig loyalt nogenlunde taus overfor den Michelsenske regjerings politik 1905. Personlig hadde han ønsket en stortingsg, istedenfor et saa revolutionært skridt som 7de-junibeslutningen. Men efterat han var kommet hjem til Norge paa forsommeren, gjorde han intet offentlig skridt for at faa sin politik frem, og om høsten gik han, den teoretiske republikaner, endog — sammen med Nansen og J. E. Sars — med paa regjeringens opfatning: at et kongedømme i øieblikket var det rette at vælge. Vinteren 1905—06 blev B. boende paa Aulestad og arbeidet paa sin sidste roman ,Mary*, som utkom 1906. Om vaaren reiste han til Berlin, hvor han talte 17de mai ved avsløringen av bautastenen pas Nordraaks grav. (Trykt december 1922. uttalelse om folkeavstemning i spørsmaalet unionsoplos lingsbanken om Nordens fremtid og om den nye skandinavisme, som han haabet med tiden skulde bli resultatet av Norges frigjørelse; disse ,To taler* utkom samme aar i trykken. I ,Samtiden*, hvor han i disse aar var en flittig medarbeider, holdt han et opgjør med den politik som var ført i 1905: artiklen .Vor synd og vor ydmygelse". Omtrent samtidig fik han selv merke at han ikke var avholdt av venstrepartiet i Stortinget. Han var 7/s 1897, med laveste stemmetal, valgt av Stortinger til medlem av den første Nobelkomité, og skjønt han ikke i komiteen hadde faat gjennemført sin plan, om at oprette en international Revue Nobel, satte han pris paa at ha sæte i den komité som skulde utdele Nobels aarlige fredspris. I 1906 var han — som vanlig — av valgkomiteen enstemmig indstillet til gjenvalg, men ved stortingsmøtet 1: fik han bare 52 stemmer og var saaledes ikke gjenvalgt; det var oiensynlig avtalt paa forhaand av flertallet, B.s navn blev overhodet ikke nævnt i selve debatten om valget. Sommeren 1906 blev B. boende paa Aulestad, og den følgende vinter og sommer ogsaa; i november 1907 reiste han til Rom, og bodde der om vinteren, vaaren 1908 var han en tid i Paris, sommeren og høsten tilbragte han i Norge, og vinteren 1908—09 i Paris. I disse aar var han ofte syk; digtet ,Siste smærte" (1906) gir et gripende billede av hvor sterkt han led ved at føle sin arbeidskraft svinde ind. Endnu var den dog mange ganger forbausende, bl. a. under hans sidste store politiske felttog, kampen mot maalmændene. Den naadde sit høidepunkt i 1907; han nøide sig ikke med at skrive artikler, og med at sende ut en brochyre ,Vort sprog*, men drog trods legemlig svakhet fra sted til sted og holdt flammende taler. Sommeren 1907 talte han ogsaa ved avsløringen av Kiellands byste i Molde, og ved sit eget jubileum paa 50-aarsdagen for ,Synnøve Solbakken". I et ,Brev om udødeligheden* i ,Samtiden* fastholdt han sin tro paa at dette jordliv er den eneste tilværelse vi har at regne med, og forøvrig strødde han ogsaa nu artikler omkring sig: om postbudene, om Dovrebanen, etc. Men det emne som la mest beslag paa hans kræfter i 1907—08, var undertrykkelsen av det slovakiske folk. Han hadde først skrevet en artikel til forsvar for rutenerne i Galizien, og saa henvendte slovakerne sig til ham og bad ham om hjælp mot magyarerne. Da han blev valgt til medlem av ærespræsidentskapet for fredskongressen i Munchen 1907, fandt han leiligheten gunstig og skrev et aapent brev, som blev referert i hele den europæiske presse; han erklærte at paa en slik fredskongres maatte man ikke taale magyarernes fører i undertrykkelsesarbeidet, grev Apponyi. I sin følgende polemik med grev Apponyi utfoldet B. glansfuldt sit polemiske vid og vælde, og hele Europa lyttet og lærte at der eksisterte et slovakisk spørsmaal; fra B.s optræden av var problemet reist, og da den czekoslovakiske stat opstod av verdenskrigens ruiner, kunde den regne B.s gjerning for et av sine utgangspunkter. | sammenhæng med hans kamp for slovakerne støar ogsaa hans artikel i ,Samtiden* 1908, «Hvor avgjøres Europas fremtid for de første hundreaar?* I 1906 hadde B. hat den glede at Thorvald Sletten blev benaadet, og en tid efter bar ogsaa hans mangeaarige arbeide for Linda Murri frugt; hun hadde likesom Sletten været anklaget for mord, og da hun endelig blev fri, reiste hun 1900 fra Italien til Aulestad for at takke sin redningsmand. I 1908 feiret B. sit guldbryllup, og holdt en varm og vakker tale til sin hustru, som hadde været hans trofaste ven og hjælper i halvhundrede aar. Vinteren 1908—09 arbeidet han i Paris paa sit skuespil, ,Naar den ny vin blomstrer", som blev færdig vaaren 1909. I titelen er det fristende at se en bevisst motsætning til Ibsens «Naar vi døde vaagner*, og dette B.s sidste skuespil er i hele sin muntre ynde og sin ukuelige livstro en slaende kontrast til Ibsens ,epilog*. I ,Naar den ny vin blomstrer" gjenoptar B. stemninger fra ,Geografi og kærlighed*, og det merkes at alderen ikke bare i nogen grad har svækket hans kraft, men ogsaa har utvidet hans syn og git ham en dypere human forstaselse av anderledes-tænkende end han eide i 1880aarenes kamptid. Forsommeren 1909 kom B. hjem til Norge, for at ligge ved Larviks bad. I begyndelsen av juni blev han rammet av et slagtilfælde; men han var ikke daarligere end at han kunde ligge og forme ut, dag for dag, linje efter linje til en kantate han hadde lovet Selskapet for Norges Vel til dets hundredaarsdag. Fra Larvik blev han i begyndelsen av august ført til Aulestad, men efter et par maaneder forlangte han at fan reise til Paris. Han vilde kjæmpe mot døden, og trodde paa muligheten av at en elektrisk kur kunde hjælpe ham. Hans livsvilje og kræfter holdt længe ut, men opholdet i Paris blev dog mest som en lang dødskamp, indtil han sluknet %/ 1910. I sin sidste tid laa han og snakket om at han vilde skrive et digt med overskrift ,De gode gjerninger redder verden", tilegnet de polske arbeidersker. Hans lik blev ført fra Paris til Kjøbenhavn, hvor det blev bragt ombord paa et norsk panserskib; det blev hilset med kongesalut fra Akershus, da skibet naadde Kristiania. Svære folkemasser defilerte den følgende aften forbi B.s kiste i Trefoldighetskirken, og dagen efter, %s, fulgte et endeløst folketog ham til graven paa Vor Frelsers gravlund. Under begravelsen, som foregik paa statens bekostning, stod Verner von Heidenstam frem og tolket i gripende vers Sveriges deltagelse. Ved B.s baare var al partistrid og al national bitterhet glemt; hele Norden stod samlet i sorg over at ,Norges ukronede konge* var gaat bort. Det sandet sig hvad han hadde skrevet i ,Syng mig hjæm* I skal se at den kulde de gav, dugger av paa min grav. [Bis statue (av Stephan Sinding) var alt i hans egen levetid reist foran Nationaltheatret; senere er ved Den nationale scenes bygning i Bergen opstillet Gustav Vigelands statue av B. Ved Nesset prestegaard staar en bautasten med en medaljong av ham: hans fødehus i Kvikne er indkjøpt, og der paagaar i 1922 en indsamling for ogsaa at sikre Auestad for offentligheten. Byster av B. er utført bl.a. av Bissen. VW. Runeberg, Skeibrok og Vigeland; portrætmalerier av ham findes i ganske stor mængde, de betydeligste er malet av Fr. von Lenbach, Constantin Hansen, P. S. Krøyer, E. Soot og Erik Werenskiold. Bibliografi: foruten Halvorsens forf. leks, Hj. Pettersen: Bibl. Norv. Il, Nord. Tidskr. f. Bok- och Bibl-visen I-III: H. Eitrems haandskrevne samlinger til en fortegnelse over Bs artikler (i Universitetsbibl.) Utgaver: 4de samlede utgave av Bs digterverker (,Standardutgaven* 1920), 9 bd., m. varianter og med indledninger av F. Bull; Artikler og taler (i utvalg) 2 bd., med indledning av E. Sars. Breve: Grotid 1-11 og Brytningsaar 1-11, begge med indledning av H. Koht Aulestadbreve til Bergljot Ibsen; L- C. Nielsen: Fr. V. Hegel I—II; L. Hamilton: Fr. Borg; O- Arvesen: Samliv med landskjendte mænd; V. Sommerfelt Minder fra Bjørnsontiden; Halfd. Kjerulfs Efterladte Papirer Il 250 fig.; Breve fra og til C. Hostrup s. 502 f. fru Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen (3. Ude.) II 8.412 1; Chr. Skredsvig: Dage og nætter blandt kunstnere s. 55; Aug Bournonville: Spredte Minder s, 20 f.; Breve fra og til H. Hertz s. 208: C. Christensen: Livserindringer s. 80, 94: A. Fosvold: Østerdøler og andre I 203 fig E. Hilsen: Jubilæumsboken fra 14 til 14 5. 172 fi; Julie W. Södrings Erindringer fra senere aar 8. 143; Lucie Wolf: Livserindr. s. 275 f.; Hel. v. Racowitza: Von Anderen u. mir s. 200 fg.; Hostrup: Senere Livserindr. s. 202 fg.; Holm Hansen Hvad jeg oplevede s. 120 f, 148; H. Kyrre: M." Goldschmidt I—II; Kaare Foss Gabriel Finne i lys av sin samtid; A. Krogvig: Bøker og mennesker s. 165 fig: Schick och Warburg: Ill. svensk Lit. hist. (2. utg.) IV 25. 475 f.i Signe Hebbes Minnen s. 268 f. 314 f, 400 £3 Breve til H.C. Andersen: Festskrift ved Egil Eides 2saars jubileum 1919; Edda I og XIV: Julen 1916; Folkebladet 1899 s. 151; Hojskolebladet */s 1917; Bergens Tidende "i» 1902; Tilskueren 1917 I, 1921 II; Berliner Tageblatt */s 1918: Tidens Tegn *» 1912, " og Ye 1919, + 1920: Politiken 1917, no, 190, 202, 336 og 338; Mgbl. * 1912; Aftp. %1 1917, "4 1919, 272 1921, ie og "in 1922: Socialdemoks. * + 1912; Visir '—"» 1918. Biografier og karakteristikker 0. s.v.: Chr. Collin: B. B., hans barndom 'og ungdom (2 bd.); Gerh. Gran: B. B. hovdingen, in memoriam og B. B. (i serien, Mennesker); P. A. Rosenberg: B. B. (i serien Folkets Førere); P. Nordmann: B. B.i L. B. [Cecilia Holmberg): B. B. som författare etc; Ann Margret Holmgren: B. B. (2 hefter i Verdandis småskr.): W. Morton Payne: B. B.; B-festskrift 1902; B.-studier fra litt-hist. seminar 1911; CI Petersen i II Tid. II 1880; G. Brandes: Smide Skr. Ill; E. Gosse i The Novels of B. I; J. Lescoffer i Revue Germanique II 1906; G. Gran: Norsk aandsliv i 100 aar I; E. Tissot: Le drame norvégien; Hi. Hj. Boyesen: Essays on Scandinavian Literature; Alb. Langens Verlagskatalog 18941904. B. Kahle: Ibsen, B. und ihre Zeitgenossen; G. Neckel: Ibsen und B.; Chr. Collin i Salmonsens konv. leks.; Chr. Collin: Det geniale menneske; H. Løken i E. Skovrup: Nordisk digtning i nytiden s. 419 fg; M. Lamm i Samfundet De Nios årsskrift Vår tid 1921; John Landquist; Essayeri Rosenkr. Johnsen: B. B.. og Bjørnsoniana; J. Filseth: B. og Aulestad; J. E. Sars: Samlede værker IV: L. Dietrichson: Norske Poesis Hist. Il: H. Jæger: IN. norsk Litt. hist ; P. Nansen Portrætter; Ose. Geismar: Digterprofiler; G. Bertolini: Die Seele des Nordens; G. Fréding: Kåserier s. 367; The Atlantic Monthly bd. $1 (1808): P. G. la Chesnais i Revue de Paris 1917; Til Gerh. Gran 1916; Festskr. til W. Söderhielm: Ude og hjemme Vi Il. Tid. bd. 28, 29, 41, 44, 51; Samtiden bd. 3, 13, 19, 23, 31; Edda X; Bygd og bonde III; Tilskueren 1910 I: Ord och bild bd. 26; Syn og segn 1902 s. 451 fig.; Nord. tidskr. (Letterstedt) 1921 8. 235 flg: Kristelig ugeblad 1902 Folkebladet 1887—88; Th. Caspari: Norsk naturfølelse; Vilh. Andersen: Kritik — Teater; Arvid G. Hansen: Moderne kjættere: |. Lescoffier i Revue de littérature comparée II 1922; F. Bull i Morgenbladets jubilæumsnummer '/: Erindringer, anekdoter 0. lgnd. om B.: Bjørn Bjørnson: Mit livs historier; Nulle Finsen: Fra Bs hjem, og Fra B.s sidste aar; C. Boeck: Soldage paa Aulestad: K. Konow: B. og Lie; Ed. Lederer: B. et Apponyi; M. Eskesen: Mit Samliv med B.; V. Birkedal: Norden, Tyskland og B. B.; P. Augustinus: Signalfeiden: Breve fra H. Ibsen (to bd), fra Jonas Lie, fra A. Kielland (to bd.) og fra Kielland til hans datter, og til hans søn, fra Magd. Thoresen (j Mem. og Breve bd. 30), fra R. Nordraach, fra M. Birkeland, fra Gustaf Fröding, fra N. J. Termansen til fru Skibsted, fra A. O. Vinje, fra Viggo Ullmann, fra Edvard Grieg; Ur Alb. Edelfelts brev: Resor och intryek: J. L. Heiberg og A. F. Krieger: En Samling Breve (to bd); O. Møller og Skat Rørdam: En brevveksling 1; Memoirer og Breve bd. 5 og 35; O. Arvesen: Oplevelser og erindringer; H. C. Andersen: Mit Livs Eventyr IIs. 60 f,, 96 f, 108, 180; El, Aubert: Fra Krinolinetiden s. 21 f, 30 fg., 150 £: V. kedal: Personlige Oplevelser I—III; P. Blyt: Minder fra den første norske scene i Bergen; G. Brandes: Levned I s. 147 f., 252, 255 fig, II s. 249, 205, 324 fig, 340 fig, II 8. 218 fig, 335; P.C. Bjørnsgaard: Spredte minder; F. Casse: En gammel Ingeniørs, Erindringer s. 164 f.; L. Dietrichson: Svundne Tider I—IV; N, Hertz berg: Minder fra min skolemestertid s. 150 £; T. Holmberg: Tidsströmningar och minnen s. 149, 293 fg.: Kr. Janson: Hvad jeg har oplevet; Jonas Lie: Oplevelser; Aug. Lindberg i Ord och bild 1917; C. F. Lundqvist: Minnen och anteckningar II s. 8 f.; Ketil Motzfeldt: Dagbøger; Zak. Nielsen: Minder I s. 136 f, 15 f 1 182—198; Y. Nielsen: Den gamle Gaard s. 91 fig, og En Christianensers Erindringer s. 328 fig, 334 fig, 371 f, og Under Oscars ILs Regjering, og Fra Johan Sverdrups Dage, og Da Unionen skulde briste; Helena Nyblom: Mina levnads. minnen I s. 77 f, 148, 199, 275 fig, II 105 fig, 258, 281; Fr. Nygaard: 1857—1870— 1920; J. Paulsen: Erindringer (sidste samling); M. Pontoppidan: Minder og Oplevelser s. 107 f.; S. Schandorph: Oplevelser I s. 142 f., II 131 Ag.; H. Scharling: Livsminder s. 97 f.; Aug. Strindberg: Tjinstekvinnans son IV kap. 5; F. Thaulow I kamp og i fest; A. M, St. Arctander: Skolemanden V. Ullmann s. 43 fig, 57, 102 fg.; Otto Anderssen: Den norske Studentersangforening s. 100 fig, 106, 116 fig., 125, 273, 287; H. Begtrup: L. Schrøder s. 92 f.; A. Burgun: Le développement linguistique en Norvege II s. 30 f, 89M, 114M, 137, 174 £, 186, 196; M. Birkeland: Historiske Skrifter I Indledning s. 22 fr. 28 fr, 45, 51 f; T. Blanc: Christiamia Theaters Historie, og Norges første nationale Scene; N. Bøgh: H. V. Kaalund 5. 142, 156 1, og Chr. Winther III s. 152; Hj. Christensen : Bergen og Norge s. 75 f.; L. Dahlgren: Lyran L. Dietrichson: Ad. Tidemand II 5. 80; B. Edelfelt: Alexandra Edelfelt s. 224 £.; N. Erdmann: Aug. Strindberg II s. 90 fi, 132, 163 f, 177, 180, 182 fig: R. Fangen: Streiftog i digtning og tænkning; L. Hamilton: Ellen Key s. 63 M: G. Gran: A. L. Kielland og hans samtid; T. Hannaas: Vestmannalaget: Fr. Hedberg: Vid skrifbordet och bakom ridin; H. Hostrup: J. C. Hostrup s. 219, 247 fr. 204 f. 285 f, 290; H. Koht: Johan Sverdrup; Ellen Key: Minnen av och om Emil Key III s. 16 f.: Alfr. Larsen: P. Chr. Asbjornsen s. 23; M. Lagerberg Göteborgare 1; Gurli Linder: Sällskapsliv i Stockholm; L. Larsen-Naur: P. A. Munchs Levnet og Breve 5. 154 f.i R. Neiiendam: Det Kgl. Teaters Historie 18741922; Joh. Petersen: ,Harmonien* 1765—1900 s. 131 f.; W. Söderhjelm: Oscar Levertin I 5. 00, 224, 240 f., 270, 275 og Profiler ur finskt kulturliv; Karl Wåhlin: Ernst Josephson II s. 166; F. B. Wallem: Det norske Studentersamfund 1813—1913; V. Waschnitius: H. C. Andersens Eventyr ,Laserne* s. 40 f, 55 fr, 60 f.: Natalie Zahle s. 180, 183 fig; Kristendom og norskdom 8. 20; 1300 Udtalelser af og i Morgenbladet; Luthersk Ugeskrift 1879. Bjørnson, Ingeborg, se Oselio, Gina.
|
maalfrid_1d088450b68317e31e93f444f90df024b9595345_17
|
maalfrid_imdi
| 2,021 |
no
|
0.932
|
Hvor viktig mener folk at "innvandring og integrering" er som samfunnsspørsmål? I undersøkelsen blir respondentene bedt om å velge de tre samfunnsspørsmålene de selv synes er viktigst (figur 8). I 2012 oppgir 16 prosent "innvandring og integrering" som et av de tre viktigste samfunnsområdene, noe som gir en femteplass etter helse, utdanning, eldreomsorg og lov og orden/kriminalitet. I perioden 2005 til 2009 vurderte en stadig større andel av respondentene "innvandring og integrering" som et av de tre viktigste samfunnsspørsmålene. Denne utviklingen snudde imidlertid i 2010. Figur 8 viser også at "Rasisme/etnisk diskriminering" i liten grad anses som et viktig samfunnsspørsmål sammenlignet med de øvrige som nevnes. Bare tre prosent av respondentene mener at dette spørsmålet er blant de tre viktigste.
|
maalfrid_738ffb4414e8e4603268dc1add1a5e443a71b303_34
|
maalfrid_fhi
| 2,021 |
en
|
0.724
|
Figures and indicate which assumptions we make in our model, related to hospitalisation. We obtained estimates from Norwegian data, namely NPR data linked with MSIS data. These estimates will be regularly updated, on the basis of new data. Onset of symptoms Hospital Neg. binomial mean 8.30 days size = 6.50 Ward Ward ICU Ward = 0808 = 0192 Geometric mean= 304 days, p= 02477 Discharged Neg. binomial mean 16.75 days, size = 1.89 back in ward time Neg binomial, mean 10.41 days, size 6.89 Discharged Hospital Including time with respirator treatment: Neg binomial - Mean = 31.25 days, size = 2.40 Neg binomial Mean = 6.96 days size = 1. Onset of symptoms Hospital Neg. binomial mean 10.92 days size = 1.96 Ward Ward ICU Ward = 0891 = 0109 Geometric mean= 313 days, p= 02423 Discharged Neg. binomial mean 16.75 days, size = 1.89 back in ward time Neg. binomial, mean 2.41 days, size 2.38 Discharged Hospital Including time with respirator treatment: Neg binomial - Mean = 22.78 days, size = 1.74 Neg binomial Mean = 5.79 days size = 1.
|
maalfrid_32ab818656058be7e10361f9b8b9f70f48cf93fc_199
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
en
|
0.144
|
Unspeci- Decares 1989/90 3 649 601 3.0 81.6 .. 0.3 18.2 1995/96 3 437 554 7.7 57.9 3.1 38.1 0.9 1996/97* 3 412 675 6.8 56.6 3.1 39.1 1.1 01 10 1989/90 3 071 938 3.5 83.4 .. .. 0.3 16.3 1995/96 2 943 570 8.9 58.7 3.5 36.8 1.0 1996/97* 2 935 812 7.8 56.7 3.6 38.4 1.3 01 Østfold 1989/90 660 337 5.3 91.6 .. .. 0.5 7.9 1995/96 660 797 17.9 64.6 2.9 31.4 1.1 1996/97* 653 288 13.5 61.8 2.7 34.2 1.3 02/03 Akershus/Oslo 1989/90 699 503 3.6 89.5 .. .. 0.2 10.3 1995/96 643 954 11.5 64.6 2.8 31.0 1.6 1996/97" 661 415 9.0 64.2 2.7 31.4 1.7 04 1989/90 657 356 1.1 75.5 .. .. 0.1 24.4 1995/96 629 842 2.2 57.1 6.3 35.9 0.6 1996/97* 639 371 2.0 53.0 5.5 40.7 0.9 05 1989/90 287 309 2.6 74.6 .. .. 0.4 25.0 1995/96 262 043 1.5 56.8 3.7 38.4 1.1 1996/97" 255 710 1.2 56.4 4.8 37.7 1.2 06 Buskerud 1989/90 306 307 3.6 81.7 .. .. 0.1 18.1 1995/96 296 737 5.4 51.2 2.4 45.4 1.0 1996/97* 292 245 7.6 47.5 5.2 46.1 1.3 07 1989/90 327 163 5.2 84.1 .. 0.7 15.2 1995/96 329 740 9.1 53.3 1.8 44.3 0.7 1996/97" 317 873 11.8 53.0 1.5 43.8 1.8 08 1989/90 107 438 4.1 74.0 .. .. 0.0 26.0 1995/96 98 855 4.1 40.6 2.4 56.3 0.7 1996/97* 96 013 4.2 42.0 2.5 55.5 0.0 11 1989/90 50 788 0.1 9.6 .. 0.7 89.7 1995/96 37 390 0.3 3.5 0.1 94.2 2.1 1996/97" 34 648 0.2 2.7 0.3 95.8 1.1 16 1989/90 165 710 0.1 74.5 .. 0.1 25.5 1995/96 149 866 0.7 55.0 0.5 44.3 0.2 1996/97" 144 446 1.3 58.9 0.2 40.6 0.3 17 1989/90 327 353 0.4 82.0 .. 0.0 17.9 1995/96 285 666 0.4 60.4 0.6 38.9 0.0 1996/97* 280 428 0.4 61.9 0.5 37.4 0.0 ' (1998).
|
maalfrid_58e80f3ddba1828f92954740b179b3cf811b1eb4_372
|
maalfrid_banenor
| 2,021 |
no
|
0.675
|
. Tyristrand 24.juni 2018 . . REGULERINGSPLAN MED KONSEKVENSUTREDNING FOR FELLESPROSJEKTET RINGERIKSBANEN OG E 16 HØGKASTET – HØNEFOSS – HØRINGSUTTALELSE - - Prisverdige målsettinger og tekniske løsninger Tyristrand Landsbyforening setter pris på arbeidet med reguleringsplanen for ny planlagt tog- og veiforbindelse mellom Hønefoss og Sandvika. Planbeskrivelsens effektmål framgår av kapittel 1 pkt. 3, og de gjentas i kapittel 5, pkt. 10: 1.Økt antall togpassasjerer med ny Intercity-linje mellom Hønefoss og Oslo og forkortet reisetid for regiontoget mellom Bergen og Oslo 2.Redusert reisetid mellom Hønefoss og Oslo, en reduksjon fra 50 til 20 minutter for kollektivtransport 3.Reduser reisetid med tog fra Bergen til Oslo på 55 minutter med tog 4.Mindre kø og «færre stengninger» for buss- gods- og personbiltransport 5.Redusert kjøretid mellom Sundvollen og Sandvika på 10 minutter, tilsvare en halvert kjøretid på strekningen som reguleringsplanens veistrekning omfatter. 6.Færre ulykker og større anvendelse av gammelt mindre trafikkert veinett for gående og syklende Dette er gode målsettinger for et kostbart prosjekt. De første tre målene er klart de beste og viktigste. De gjelder for Ringeriksbanen, som også er den mest kostnadskrevende delen av prosjektet. I den grad effektmålene er satt opp i prioritert rekkefølge burde målsetting nummer 4 settes til slutt. Kortere kjøretid for arbeidsreiser og godstransport, og trafikksikkerhet med tilhørende beredskap må anses å være klart viktigere målsettinger enn privatbilistenes behov for å komme fram til peiskosen på hytta et kvarter tidligere i helgene.
|
maalfrid_c51abdce8061730889ebc060e10bfb81a673a1fd_4
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
en
|
0.839
|
During my field studies in es-Salṭ and the adjacent villages it turned out to be very difficult to find any dialectal differences between the Muslims and the Christians. Some informants claimed that they actually could identify the sociolects of these groups on grounds of the pronunciation of certain individual items: /u/ vs. /i/: 'he writes' buktub Muslim vs. biktib Christian; /i/ vs. /u/: 'I saw' šift M vs. šuft C; 'window' šibbāk M vs. šubbāk C; 'mouth' ṯimm M vs. ṯumm C. Thus it would seem that the /i/ vs. /u/ contrast sometimes serves—or has served—as a distinctive linguistic marker between the different religious groups, which might reflect earlier dialect differences due to the varying origins of the Salṭi clans. Although I feel rather uncertain about the accuracy of these sporadic pieces of information, they are to some extent corroborated by the instance buktub eṭ-Ṭafīle (M, south of el-Karak) vs. biktib Mādaba (C, originally emigrants from el-Karak in 1880). On the other hand, however, I have attested only ṯumm forMādaba, el-Karak and eṭ-Ṭafīle, irrespective of religious affiliation; unfortunately, I failed to take notes for the variants šift/šuft and šibbāk/šubbāk in these three towns. 1. The dialect of el-Karak 1.1. Sedentary features in Karaki The stress patterns and syllable structure are essentially identical with those obtaining in Palestinian sedentary dialects: no -aXC —> -aXaC, or 'gahawa syndrome': gahwa, yarif, ya(a)rfu vs. gaháwah, yaarf, yaarfu the Negev;g(a)háwa, y(a)arf, y(a)arfu Ḥwēṭi; no resyllabification rule CaCaCV- —> CCVCV-: katabat, katabu, zalame vs. kitábat, kitábaw, zalámah/zálamah the Negev; kitábat, kitábow; zluma Ḥwēṭi; katab, without low vowel raising in the initial syllable, cf. kitáb the Negev, kitab Ḥwēṭi; retained /a/ even in the failperfect base: šarib, šarbet; šaribt, šaribti; šaribt; šarbu, šarbin; šaribtu, šaribtin; šaribna;
|
maalfrid_6fd09922b580fad1fa09e1dd9cb0ee041b2e8b54_44
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021 |
no
|
0.683
|
(111) (151) 2006.04.04 (180) 2016.04.04 (210) 200506243 (220) 2005.06.29 (300) Ingen (540) (546) Merket er et kombinert merke eller et rent figurmerke (571) MTV A CUT (730) Viacom International Inc , 1515 Broadway, NY10036 NEW YORK, US (740) Zacco Norway AS , Postboks 2003 Vika, 0125 OSLO, NO (511) 41 Utdanning, undervisning og opplæring, underholdning, sportstjenester og kulturelle tjenester, herunder produksjon av radio- og fjernsynsprogrammer; produksjon av filmer og levende underholdning; produksjon av levende film og fjernsynsinnslag; tjenester vedrørende film- og fjernsynsstudioer; tjenester vedrørende filmunderholdning, fjernsynsunderholdning og levende underholdningsfremføringer og -show, tjenester vedrørende utgivelse av bøker, magasiner og tidsskrifter; fremskaffelse av informasjon om søkerens fjernsynsprogramtjenester til et stort antall brukere via world wide web eller internet eller annen on-line database; produksjon av danseshow, musikkshow og videoprisutdelingsshow; komedieshow, konkurranseshow og sportsbegivenheter med publikum til stede og for direktesending eller for opptak for senere sending; levende musikkonserter; fjernsynsnyhetssendinger; organisering av talentkonkurranser og musikk- og fjernsynsprisutdelingsarrangementer; organisering og presentasjon av visning av underholdning vedrørende stil og mote; fremskaffelse av informasjon på området underholdning ved hjelp av et globalt computernettverk. (450) 15/06, 2006.04. (111) (151) 2006.04.04 (180) 2016.04.04 (210) 200504727 (220) 2005.05.13 (300) Ingen (540) (541) Merket er et ordmerke i standard font (571) GO DEEP (730) Unilever NV , Weena 455, 3013AL ROTTERDAM, NL (740) Zacco Norway AS , Postboks 2003 Vika, 0125 OSLO, NO (511) 3 Såper; vaskemidler; blekemidler; rengjøringsmidler; parfymevarer, velduftene toalettvann; etterbarberingsvann; cologne; eteriske oljer; aromaterapiprodukter (ikke for medisinsk bruk); massasjeprodukter (ikke for medisinsk bruk); deodoranter og antiperspiranter; preparater til behandling av hodebunn og hår; shampoer og balsam; hårfargemidler; hårstylingprodukter; tannpasta; munnskyllemidler (ikke for medisinsk bruk); preparater for munnpleie og tannpleie; ikke-medisinerte toalettpreparater; bade og dusjpreparater; hudpleieprodukter; oljer, kremer og losjoner for huden; produkter til bruk ved barbering; produkter til bruk før og etter barbering; hårfjerningsmidler; solbrunings- og solbeskyttende produkter; kosmetikk; make-up og make-upfjerningsprodukter; vaselin; leppepleiende produkter; talkumpudder; bomull; bomullspinner; kosmetikkputer, - tøy og -kluter; forhåndsfuktede- og forhåndsimpregnerte renseputer, -tøy og -kluter; skjønnhetsmasker og pakker for kosmetisk ansiktsbehandling. (450) 15/06, 2006.04.10 (111) (151) 2006.04.05 (180) 2016.04.05 (210) 200412570 (220) 2004.12.07 (300) Ingen (540) (546) Merket er et kombinert merke eller et rent figurmerke (571) ESTEE LAUDER iMATCH (730) Estee Lauder Cosmetics Ltd , 161 Commander Blvd, ONM1S3K9 AGINCOURT, CA (740) Acapo AS , Postboks 1880 Nordnes, 5817 BERGEN, NO (511) 3 Kosmetikk. 44 Skjønnhetskonsulentvirksomhet. (450) 15/06, 2006.04.
|
maalfrid_c601a983d0b23a3b2455760dd10aa03bbc7fec88_72
|
maalfrid_forskningsradet
| 2,021 |
da
|
0.325
|
Totale inntekter 1 Drifts - resultat Totalt Herav utført av andre Invest - eringer Grunnbevilnging og SIP Basisbev. andel av totale driftsinntekter FoU-inntekter fra Forskningsrådet F.rådets andel av totale driftsinntekter Nasjonale oppdragsinntekter Internasjonale inntekter herunder EU- inntekter Inntekter fra utlandet i % av totale driftsinntekter Mill. kr Mill. kr Mill. kr Mill. kr Mill. kr Mill. kr Prosent Mill kr Prosent Mill kr Mill kr Mill kr Prosent CICERO 71,2 4,3 66,0 6,2 1,6 10,0 14,2 37,2 67,1 15,5 5,7 3,0 8,1 NIBR 71,9 -0,2 71,9 0,1 16,9 23,6 15,4 44,5 27,0 5,2 3,0 7,3 NIKU 76,5 -5,9 81,6 2,1 15,1 19,9 3,2 23,8 51,5 0,4 0,2 0,5 NILU 196,6 2,5 190,4 14,8 22,8 11,8 26,9 25,8 73,0 65,4 18,4 33,9 NINA 292,0 4,6 281,5 43,1 32,5 11,3 47,9 28,0 146,8 12,2 4,9 4,3 NIVA 267,4 13,3 253,1 29,4 6,0 30,5 11,5 34,5 24,4 169,1 21,5 8,4 8,1 TØI 100,6 0,6 99,5 19,8 0,6 17,1 17,1 17,4 34,5 48,8 11,6 8,9 11,6 Sum institutter som omfattes av finansieringsordningen 1 076,2 19,2 1 044,0 55,4 68,4 144,9 13,6 182,6 30,7 531,6 122,1 46,8 11,5 NERSC 53,3 4,3 45,9 4,7 20,2 40,2 10,9 19,1 15,5 38,0 SUM 1 129,4 23,5 1 089,9 55,4 73,1 144,9 13,0 202,8 31,1 542,5 141,2 62,3 1) Totale inntekter omfatter driftsinntekter, finansinntekter og ekstraordinære inntekter. 2) Det kan være ulike prinsipper for regnskapsføring av kostnader ved eget institutt og kostnader ved arbeid utført av andre. Det er derfor problematisk å sammenligne instituttene på dette punkt. Doktorgrader Totalt Forskere/ faglig pers. Forskerårsverk som andel av totale årsverk Herav kvinner Avlagte dr.grader Publikasjo nspoeng Publikasjonspoeng per forskerårsverk Antall Antall Prosent Antall Antall Antall Forholdstall CICERO 67 48 72 22 52 1,09 NIBR 70 62 89 30 37 0,59 NIKU 79 66 83 42 33 0,51 NILU 185 98 53 38 50 0,51 NINA 207 158 76 47 3 110 0,70 NIVA 201 160 80 70 4 73 0,46 TØI 76 60 79 21 50 0,84 Sum institutter som omfattes av finansieringsordningen 884 652 74 271 7 406 0,62 NERSC 49 39 80 9 4 21 0,54 SUM 933 691 74 280 11 427 0,62 1) Omfatter antall avlagte doktorgrader der minst 50 prosent av arbeidet er utført ved instituttet eller der instituttet har finansiert minst 50 prosent av arbeidet.
|
maalfrid_36cb1fa44eedc9f3a3d835f0efe377918ce36fc5_77
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.834
|
Første ledd oppregner fridagene. Deltakere som har turnusarbeid som del av sitt introduksjonsprogram, vil kunne være satt opp på vakter på sin arbeidsplass på disse fridagene. Slike vakter skal ikke regnes som del av introduksjonsprogrammet, men som aktivitet deltakeren foretar seg ved siden av programdeltakelse. Dette innebærer at lønn som deltakeren opptjener på disse dagene, ikke skal komme til fradrag i introduksjonsstønaden. Etter annet ledd har den som ikke hører til Den norske kirke rett til fri fra deltakelse i introduksjonsprogram med introduksjonsstønad i opp til to virkedager for hvert kalenderår i forbindelse med feiring eller markering av religiøse høytider. Programdeltaker som ønsker å nytte denne retten til fridager, skal gi kommunen beskjed senest 14 virkedager på forhånd. Bestemmelsen har sin bakgrunn i lov av 13. juni 1969 nr. 25 om trudomssamfunn og ymist anna. Bestemmelsen fastsetter at deltakere i introduksjonsprogram skal ha ferie. Ferien kan ikke være lenger enn 25 virkedager for hvert kalenderår. Dette er i samsvar med introduksjonslovens intensjoner. Når det gjelder spørsmålet om et helårlig introduksjonsprogram framkommer det i Ot.prp. nr. 28 (2002–2003) at arbeidslivets regler for ferie bør legges til grunn, se også merknadene til § 1–1 i forskriften. En kommune kan således ikke fastsette en ferie for programdeltakere tilsvarene den alminnelige skoleferien. Dette betyr ikke nødvendigvis at det skal være undervisningstilbud i den perioden skolen har ferie, men at deltakerne skal ha et aktivitetstilbud, f.eks. ordinær sommerjobb eller spesielt tilrettelagt arbeid eller aktivitet. Bestemmelsen underbygger formålet om at introduksjonsprogrammet skal være effektivt. Kommunen bestemmer når ferien skal avvikles. Den enkelte kommune kan fastsette regler om ferieavvikling for deltakere i introduksjonsprogram i form av et reglement. Den enkelte programdeltaker har rett til introduksjonsstønad i ferien. Fravær, fri og permisjon fra deltakelse i introduksjonsprogram som er i tråd med reglene i denne forskriften og som til sammen overstiger 10 virkedager, kommer i tillegg til introduksjonsprogrammets fastsatte varighet, jf. introduksjonsloven § 5. Det gjelder så vel fravær ved egen sykdom eller barns sykdom etter kapitlene 2 og 3, som permisjon etter reglene i kapitlene 4 og 5 i denne forskriften. Fridager etter forskriftens § 6–1 annet ledd og ferie som avvikles etter § 6–2 kommer ikke i tillegg til programmets fastsatte varighet. Fravær som ikke har grunnlag i reglene i denne forskrift medfører trekk i introduksjonsstønaden, jf. introduksjonsloven § 10. Kommunens avgjørelser i henhold til reglene i denne forskrift regnes som enkeltvedtak etter forvaltningsloven, jf. introduksjonsloven § 17. Dette gjelder ikke kommunens avgjørelser i henhold til § 6–2. Enkeltvedtak truffet etter denne forskrift kan påklages til fylkesmannen, jf. introduksjonsloven § 18.
|
maalfrid_1954aa48f3058675d2eaa9f8917f97bfc3eee7a9_63
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
no
|
0.719
|
Datasabotasje mot viktige anlegg Gisseltaking Terrorangrep mot infrastruktur mv Årsak til hending Terrorangrep mot infrastruktur/større bygninger/store folkemengder Bombe eksplosjon Datasabotasje mot viktige anlegg Gisseltaking Årsaksreduserende tiltak - Sannsynlighet Terrorangrep mot infrastruktur/større bygninger/store folkemengder vurderes fortsatt som lite sannsynlig, men er under kontinuerlig vurdering. Bombe eksplosjon: Mindre sannsynlig (15 - 50 år) Datasabotasje mot viktige anlegg: Sannsynlig (5 – 15 år) Gisseltaking: Mindre sannsynlig (15 – 50 år) Konsekvensskildring Terrorangrep mot infrastruktur/større bygninger/store folkemengder Bombe eksplosjon Datasabotasje mot viktige anlegg Gisseltaking Konsekvensreduserende tiltak - Konsekvensgradering Terrorangrep mot infrastruktur/større bygninger/store folkemengder: Katastrofal Bombe eksplosjon: Kritisk Datasabotasje mot viktige anlegg: Farlig Gisseltaking:
|
maalfrid_6722de2e9d8258b67b545898094dfd3c40e4b4a4_140
|
maalfrid_nord
| 2,021 |
en
|
0.286
|
Kuhn, T.S. (2002). (oversatt av L. Holm-Hansen). Valdres: Spartacus forlag. Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). (2. utg.). Oslo: Gyldendal. Kvernbekk, T. (2001). Erfaring, praksis og teori. I Kvernbekk, T. (Red.). . Oslo: Gyldendal. Kvernbekk, T. (1999). Knowledge that works in practice. , 43(2), 111–130. Kvale, S. & Brinkmann, S. (2015). (3. utg.). Thousand Oaks, CA: Sage. Lang, I.A., Marlow, R., Goodman, R., Meltzer, H. & Ford, T. (2013). Influence of problematic child‒teacher relationships on future psychiatric disorder: Population survey with 3 year follow-up. , 202(5), 336 341.https://doi.org/10.1192/bjp.bp.112.120741 Larsson, B. & Drugli, M.B. (2011). Schools' competence and emotional/behavioral problems among Norwegian school children as rated by teachers on the Teacher Report Form. , 52, 553–559. Larsson, S. (1986). . Lund: Studentlitteratur. Larssen, T. & Wilhelmsen G.B. (2012). Synsvansker ‒ aspekter ved læring og utvikling. I Befring, E., & Tangen, R.(Red). . Oslo: Cappelen Damm Akademisk. Law, C.E. & Woods, K. (2019). Reviewing and developing a psychological service's response to managing behavioural difficulties through action research. 35(1), 99‒117. https://doi.org/10.1080/02667363.2018.1539835 Lindblad, S., Johannesson, I.A. & Simola, H. (2002). Education governance in transition: An introduction. , 46, 237–245. Lindseth, A. (2017). Forskningens vei ‒ fra livserfaring til en observerbar verden og tilbake til livets virksomheter. I Halås, C.T., Kymre, I.G., & Steinsvik, K. (Red), (kap. 1). Oslo: Gyldendal Akademisk. Lindseth, A. (2014, 25.03). . Forelesning ved Senter for praktisk kunnskap. Bodø: Universitetet i Nordland. Lindseth, A. (2015). Svarevne og kritisk refleksjon. Hvordan utvikle praktisk kunnskap? I McGirk, J., & Methi, J.S.(Red). . Bergen: Fagbokforlaget.
|
wikipedia_download_nbo_Asomata-demningen_299920
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.661
|
'''Asomata-demningen''' er en demning med et vannkraftverk i Imathia i Hellas. Installert total vannkrafteffekt er 108 MW. Hele anlegget sto ferdig i 1985.
|
maalfrid_1c7d130a10be8e74e489fc1ce1ba4d3060086052_6
|
maalfrid_hi
| 2,021 |
en
|
0.97
|
A total of 122 samples from the NFSA at Norwegian BIPs, were examined by a selection of methods for microorganisms, parasites and undesirable chemical species as shown in the table below. Data tables are presented in Annex 1. Method performance data are listed in Annex 2. A summary of EU maximum levels for certain contaminants in foodstuffs are listed in Annex 3. The detailed results from the microbiological examinations are listed in Annex 1 (Table 1). A total of 104 samples were examined for microorganisms by a range of assays. Incubation test and plate count for nine canned seafood products showed that these products were sterile. Fifty samples were analysed for the presence of quality reducing H S-producing seafood spoiling bacteria. Of these, five samples had 1000 or more cfu/g. These samples included three samples of Yellowfin tuna, two from Sri Lanka and one from the Maldives. The two remaining samples were one sample of Yellowtail from Australia, and one sample of Eastern oysters from Canada. One sample of Eastern Oysters from Canada was examined for by the Donovan method as specified by EU, and < 18 bacteria/100 gram sample material was found (result not shown in table). Fifty-nine samples were analysed for coliforms by the 3M TM Petrifilm method, and numbers above the detection level of 10 cfu/g were found in two samples. One sample of Yellowfin tuna imported from the Maldives had counts of 310 coliforms/g, and a sample of Pacific cod fillet imported from Thailand had 60 coliforms/g. The same two samples also showed high counts of thermotolerant coliform bacteria (560 and 60 cfu/g respectively). All results for the determination of thermotolerant coliforms by the 3M TM Petrifilm method (94 samples in total), except the two samples mentioned, were below the detection limit of 10 cfu/g. Twenty-five samples were analysed for the presence of coagulase positive , and all were under the levels of detection (100 cfu/g). Thirty samples were analysed for the presence of anaerobic sulphite-reducing bacteria, and one sample of shrimp imported from Canada had counts of 1000 cfu/g. Bacteria in the family Enterobacteriaceae were under the detection limit in the nine samples examined, except one sample of feed imported from Chile which contained 10 cfu/g. Sixty samples were analysed for the presence of enterococci, and two samples had 100 cfu/g, which is the detection limit. These were one sample of Yellowfin tuna from Vietnam, and one of Pacific cod from Thailand.
|
maalfrid_40f478b11c6f11aa58ce8d7a8e24c28c96158042_38
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
es
|
0.156
|
1) Se note 3, side '2.
|
maalfrid_4c5c39b56359cf1aec22d10638e76c32381f3953_174
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
nn
|
0.429
|
I høve til budsjett for 2003 er det gjort m.a. følgjande tekniske endringar: – Post 01 er nedjustert med om lag 44,1 mill. kroner i samband med at det er oppretta ein eigen tilskottspost, post 74, til Universitetssenteret på Svalbard. – Post 01 er oppjustert med 45 mill. kroner i samband med at midlar til fellestiltak ved dei statlege høgskolane er overførte frå kap. 274 post 01. – Post 01 er nedjustert med 13 mill. kroner i samband med at midler til husleige ved Kunsthøgskolen i Oslo blir løyva over kap. 273 post 50. – Post 01 er oppjustert med 3 mill. kroner i samband med at midlar til Noregsuniversitetet er overførte frå institusjonskapitla. – Post 01 er nedjustert med 5,2 mill. kroner mot tilsvarande oppjustering av kap. 200 i samband med overføring av permanente arbeidsoppgåver til departementet frå i hovudsak Noregsnettrådet og departementets oppfølging av ny universitetsklinikk i Trondheim, jf. Innst. S. nr. 220 (1999–2000). – Post 01 er nedjustert med 1,2 mill. kroner i samband med at lønnsmidlar til Læringssenteret er overførte til kap. 202 post 01. – Budsjettramma er redusert med 1,5 mill. kroner som følgje av avviklinga av el-avgifta for m.a. universitet og høgskolar. Sjå nærare omtale i Ot.prp. nr. 1 (2003–2004) Skatte- og avgiftsopplegget. – Post 01 er nedjustert med 1,2 mill. kroner, sjå parallell nedjustering av inntektspost 02. – Post 01 er nedjustert med 0,8 mill. kroner i samband med at midlar til årskurs i fransk i Caen er overførte til kap. 260 post 50. – Post 01 er nedjustert med 2,1 mill. kroner i samband med at midlar til årskurs i engelsk i Newcastle er overførte til kap. 261 post 50. – Post 01 er nedjustert med 0,7 mill. kroner i samband med at midlar til årskurs i tysk for lærarar er overførte til kap. 262 post 50. (i 1 000 kr) Post Nemning Rekneskap 2002 Saldert budsjett 2003 Forslag 2004 01 Driftsutgifter 367 966 435 965 390 170 21 Særskilde driftsutgifter 741 1 299 30 Fellesmidlar, kan overførast 29 509 25 200 45 Større utstyrsinnkjøp og vedlikehald, kan overførast 3 885 20 237 20 642 60 Tilskott til RiT 2000, kan overførast 40 192 70 Tilskott til utgiving av lærebøker 6 940 7 209 71 Tilskott til Stiftelsen for helsetenesteforsking 4 837 5 026 72 Stipendmidlar for etterutdanning av kunstnarar 1 950 2 027 2 100 73 Tilskott til internasjonale program 56 336 61 908 62 550 74 Tilskott til UNIS 44 094 75 Tilskott til UNIK 12 731 76 Tilskott til NORDUnet, kan overførast 12 535 22 930 20 555 77 Tilskott til Falstadsenteret 2 060 3 140 78 Tilskott til Universitets- og høgskolerådet 6 275 6 520 14 474 79 Ny universitetsklinikk i Trondheim, kan overførast 26 194 236 589 617 984 90 Kapitalinnskott i forskingsstiftelsar 1 499 5 208 Sum kap.
|
maalfrid_7d7d4c3553cebe7d739867de774ec995b9e461df_5
|
maalfrid_vegvesen
| 2,021 |
no
|
0.769
|
Statlig sikra friområder Lade- Væresholme n.
|
maalfrid_3a00ad009a7f19405cfbae0200026c94066acd0d_167
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.831
|
utarbeides en helhetlig forpliktende plan for overføring av forvaltning til Statsbygg som inkluderer finansiering. For de største porteføljene av selvforvaltede lokaler som for eksempel UiO, NTNU og UiB, vil det potensielt ta minimum tre år å overføre porteføljene til Statsbygg. En provenynøytral forvaltningsoverføring bør legges til grunn, utover eventuelle vedlikeholdsoppgraderinger av svak teknisk tilstand som må behandles særskilt. For alternativ D vil det være knyttet økonomiske konsekvenser til selve opprettelsen av Kunnskapsbygg, disse er anslått å være minimum størrelsesorden 50-100 mill. kroner. Det er en omfattende oppgave å overføre en betydelig andel selvforvaltet areal til husleieordningen. For både alternativ B, C og D kan innføringen selvforvaltede lokaler skje trinnvis for å redusere administrative og økonomiske konsekvenser over en kort tidsperiode. I tilknytning til vurderingene om selvforvaltede lokaler er det også gjort en vurdering knyttet til de nasjonale kulturhistoriske eiendommene utenfor husleieordningen (kap. 533). I kapittel 8 ble de vurdert at disse eiendommene har en høy eller ikke kjent tilstandsgrad, og at det er identifisert et vedlikeholdsetterslep for enkelte av disse bygningene. Videre kom det frem at det ikke er bevilget midler på budsjettkapittelet i tråd med de vedlikeholdsbehovene Statsbygg har identifisert for eiendommene. Per dags dato er det ingen bruker som ansvarliggjøres for byggene i kap. 533 – eiendommer utenfor husleieordningen, og eiendommene er lagt i kap. 533 da det ikke er identifisert en naturlig bruker eller leietaker. En forutsetning i alternativ B er at en bruker identifiseres og ansvarliggjøres for å betale husleie for byggene som overføres fra kap. 533 til husleieordningen.
|
maalfrid_319cf0a1bfccecd2eed914fc40a52c99efe735f6_358
|
maalfrid_ntnu
| 2,021 |
en
|
0.941
|
In the Rindal administrative district as a whole, Moen (1989) mapped a total of 233 hay barns. Assuming that 300 barns were used yearly, in addition to ca. 600 stack poles, a potential total of 950 tons of hay would have been harvested annually from a total area of 592 kmabout a half of which lies in the alpine or in the lowland region, in which there were no hay barns or haymaking on outlying lands. For the altitudinal belt in the Rindal district available for hay making, there used to be ca. J hay-barn and 2 stack poles in use per km i.e. a yield of ca. 3 tons of hay per km At Hollamarka, in Hemne district, O.A. Aune (1973) mapped lOO hay-barns and 25 stack poles within an area of ca. 60 kmAlmost a half of this area, how ever, lies in the alpine or in the lowland region, where there were no hay barns and no outlying haylands. This gives an estimate of ca. 3 barns and one stack pole per kmfor the upland area available for haymaking. On a basis of the above estimates and on a general knowledge of the outlying farm lands of Central Norway, the conclusion is that, in the boreal uplands on average, at least one hay-barn and one stack pole existed per km, in former times. Over wide areas of Norway the annual hay yield was ca. 3-10 tons/km(as in Rindal, Nordmarka and Hollamarka) and for some of the most productive, smaller areas (e.g. S01endet and Nerskogen) yields of up to 20-30 tons/kmwere obtained from these upland areas. 13.3.3 The hay yields at Grangiirde Sweden Sjors (1954) described the wooded grasslands of the southern boreal region at Grangarde in Dalarna, Sweden. At the time of his investigations (ca. 1949) the area was scythed annually in the traditional manner. Sjors, himself, studied hay yields by scything quad rats in different vegetational types. In the Geranium sylvaticum-dominated woodlands, the average yield over a wide area was esti mated to be ca. 100 g/mof air-dried hay. The yield for 17 different quadrats, representing four separate associations, varied from 87 g/mto 195 g/mwith a mean of 135 g/m The above yields for Grangarde are rather high when compared to the values for S0lendet, taking into consideration that the typical soil profile for most of the scythed areas at Grangarde were podsols, and that the areas were scythed annually and were grazed in the autumn, otherwise receiving no manure. However, the weather conditions at Grangarde would seem to be somewhat more favourable for plant production, since the growing season is longer than at S0lendet, and the precipitation about the same or a little higher (740 mm per yr. at Grangarde). Sjors (1954) also calculated the amounts of total nitrogen (Kjeldahl), calcium and phosphorus removed annually with the hay crop from the outlying lands at Grangarde (estimated values of ca. 1.5, 0.7 and 0.1 g/mrespectively). The supply of leaf litter (from the trees)
|
maalfrid_9bf46c3bffe3c2ea62a9b28f5558dbde5615cb2e_0
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.67
|
1. Gi en sammenlignende framstilling av hovedprinsippene om sykepenger, omsorgspenger og foreldrepenger. 2. Vurder foreldrepengereglene i et kjønnsperspektiv, og gi eksempler på hvordan reglene berører spørsmål om likestilling mellom kjønnene. Begge spørsmål skal besvares. Spørsmål 1 vil veie ca 80% i vurderingen, spørsmål 2 ca 20%. Gi en sammenlignende framstilling av hovedprinsippene om sykepenger, omsorgspenger og foreldrepenger. Sensuren faller onsdag 10. juni klokken 15.00. Kontroller på StudWeb eller ta kontakt med Infosenteret på 22 85 95 00. Kandidatene har rett til en redegjørelse for sensurvedtaket ved henvendelse til sensorene innen en uke etter sensur. Kontaktinformasjon for sensorer finnes på Fakultetets nettsider. Du kan også ta kontakt med infosenteret. Klagefristen er tre uker etter sensur.
|
ruijankaiku_null_null_19981016_4_10_1_MODSMD_ARTICLE44
|
newspaper_ocr
| 1,998 |
no
|
0.625
|
Sosiolog Egil Sundelin har stud ert læstadianismens betydning i Nord-Norge i dag. læstadianisme for folks identitet? Han mener at læstadianismen har bidratt sterkt til bevaring av både lokal og regional identitet. vært én identitesregion. Det har ikke bare med språket å gjøre, men f.eks.måten å forkynne på - hele den religiøse uttrykksmåten", Utstrakt bruk av legfolk er en viktig del av dette. Det at også legfolk kan preke, er en sentral og viktig del, sier Sundelin. - Også andre henter verdier der: Læstadianismen blir ofte fram stilt som mørk og dyster, og læs tadianerne som mennesker som vil utelukke og dømme andre. Suridelin har et mer nyansert bilde av læstadianere. - De er livsglade mennesker! Bildet som er skapt, er galt. Delvis er det skapt av forhold i lokalmiljøet, delvis av folk uten fra som vil presentere læstadian ismen som mørk og dyster.
|
lovdata_cd_26467
|
lovdata_cd_lokaleforskrifter_2005
| 2,021 |
no
|
0.509
|
Forskrift om Kystverneplan Nordland, vedlegg 27, Tverrlandet naturreservat, Bodø kommune, Nordland. Reservatet berører følgende gnr./bnr.: 72/1, 72/2, 72/3, 72/4, 72/5, 72/6, 72/7, 72/8, 72/9, 72/10, 72/11, 72/12, 72/13, 72/14, 73/2, 73/7, 73/8, 73/12, 73/19, 73/51. Reservatet dekker et areal på ca. 1.047 daa hvorav ca. 611 daa er sjøareal. Grensene for reservatet er vist på kart i målestokk 1:10.000 datert Miljøverndepartementet desember 2002. Reservatet skal avmerkes i marka. Knekkpunktene skal koordinatfestes. 7. Jakt på småvilt i henhold til viltlovens bestemmelser.
|
maalfrid_f9276ec90e57785aa1e44216da58d879c702cf9e_13
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
no
|
0.697
|
hvor f(e) = 5/3e for ], 3.0,0 [ e f(e) = 0,2+e for ], 5.0,4.0 [ e og f(e) = 0,4+0,6e for ]. 1,6.0 [ e Vi kan tolke e som levekostnadene knyttet til et barn relativt til en enslig voksen, og f(e) som den ekstra levekostnaden for en ekstra voksen relativt til en enslig voksen. For e=0,5 gir denne OECD skalaen i (26) og for e=0,3 får vi EU- skalaen i (27). For e=1 vil vi ha samme kostnad for en voksen som et barn og ingen stordriftsfordeler. Vi kan da med andre ord måle levestandarden som total forbruksutgift per husholdningsmedlem. Ved e=0 har vi derimot perfekte stordriftsfordeler, slik at det ikke innebærer noen ekstra kostnad å utvide husholdningen med et barn eller en voksen. Forbruksenheten vil da være lik 1 for alle husholdninger, og vi kan måle levestandarden kun ved å se på total forbruksutgift. Ved å endre parameteren e gradvis fra 0 til 1 kan vi således få et inntrykk av hvorledes fordelingsvirkninger påvirkes av antagelser om stordriftsfordeler i husholdningene. Vi vil gi eksempler på dette i avsnitt 4. En annen ekvivalensskala er den såkalte kvadratrotskalaen, som er gitt ved (29) h 0 k n e , hvor nh er antall medlemmer av husholdning h. Det vil si at (29) måler antall forbruksenheter som kvadratroten av antall husholdningsmedlemmer. Vi opererer også med såkalte normaliserte ekvivalensskalaer i vår modell. Disse er normalisert på en slik måte at antall forbruksenheter vil være lik antall personer. Motivasjonen bak en slik tilnærming er knyttet til det faktum at summen av faktiske inntekter og skattebelastninger vil til dels kunne avvike mye fra de tilsvarende ekvivalente størrelsene. Betydelige stordriftsfordeler vil for eksempel gjøre summen av de ekvivalente inntektene vesentlig større enn summen av de observerte. Normaliserte ekvivalensskalaer vil nedskalere de ekvivalente størrelsene slik at summene blir omlag lik de observerbare summene. Siden dette kun dreier seg om en renormalisering, vil alle relative forhold være uforandret. Det er et viktig metodisk poeng at vi velger et entydig mål for levestandarden til en husholdning, som gir et mål på hvor rik husholdningen er. Et slikt mål vil alltid bygge på visse forutsetninger som mange kan stille seg tvilende til. Derfor er modellen LOTTE-Konsum bygget opp slik at en kan gjennomføre samme type beregninger på en rekke alternative forutsetninger, og så undersøke om resultatene er robuste. Vi vil gi eksempler på dette i avsnitt 4, når vi vurderer resultatenes følsomhet med hensyn til valg av ekvivalensskala. Når vi kjenner husholdningenes budsjettandeler for de forskjellige godene og antall forbruksenheter, er det mulig å beregne prisindekser for hver husholdning etter en endring i prisen på for eksempel matvarer. Vi bruker Laspeyres prisindeks som en approksimasjon til den sanne levekostnadsfunksjonen i (12), som beregnes for hver husholdning. Når prisen på et gode øker, vil dette slå ulikt ut i de forskjellige indeksene alt etter hvorledes budsjettandelene er. Rike husholdninger vil typisk ha mindre budsjettandel for mat enn fattige husholdninger, og vil følgelige rammes mindre av en avgiftsøkning på denne varen. Det motsatte vil gjelde for de fattige husholdningene. I tillegg vil budsjettandelene også variere med husholdningenes sammensetning, for eksempel kan barnefamilier ha andre preferanser enn for eksempel enslige. 4 En Laspeyres prisindeks er gitt ved t0/00, det vil si at indeksen måler den relative endringen i konsumutgiften ved prisendringer med utgangspunkt i konsumet ved basisårets priser (0). Dette betyr at den ikke tar hensyn til adferdsendringer som følge av prisendringer. Indeksen vil likevel være en god approksimasjon for små endringer i priser.
|
maalfrid_3ad3801de861e85909d81b711d709737ba3b7f51_66
|
maalfrid_riksrevisjonen
| 2,021 |
no
|
0.891
|
68 Riksrevisjonens administrative rapport nr. 1 2017 Radiologene i spesialistgruppen for nevroradiologi sa at de opplevde det å avgjøre om det er medisinsk indikasjon for å gjennomføre en undersøkelse, som vanskelig i tilfeller der pasienten hadde uklare symptomer som svimmelhet eller hodepine. en MR-undersøkelse er det mulig å bli sikker på at det ikke feiler pasienten noe alvorlig. En av radiologene uttalte følgende: «(…) avviser du én for mange av de der, som så viser seg å ha en tumor, så er det VG-oppslag eller Se & Hør eller et eller annet, og så sitter man der. Det er det som skremmer leger i stor grad.» Som sitatet også demonstrerer, tenkte radiologene på ansvaret de satt igjen med dersom det skulle vise seg at pasienten feilte noe alvorlig. Dette var også et tema i møtene med gruppen for toraks, abdomen og kar. En av radiologene sa at avgjørelsene i siste instans kunne få rettslige følger for radiologen. En av de andre sa seg enig: «(…) vi møter alle pasienter hvor alvorlige tilstander har blitt oversett. De er ikke få. Så man skal være varsom med å avlyse undersøkelser man blir bedt om, rett og slett fordi man tar på seg et ganske stort ansvar.» For pasientene i gruppen muskel og skjelett var de potensielle konsekvensene som regel mindre, men radiologene gjorde lignende avveininger. Radiologene fortalte for ledd». Ifølge de to radiologene blir slike pasienter ofte undersøkt. Et sentralt spørsmål for denne gruppen var «indikasjon for hvem?». Selv om en ortoped ikke ville hatt nytte av opplysninger fra en undersøkelse, kunne det være at for eksempel en fysioterapeut hadde hatt nytte av dem. I noen tilfeller trakk radiologene inn forhold som bare delvis kan sies å være medisinfaglige, i vurderingen av indikasjon. For eksempel ble det tatt hensyn til hvem som sendte henvisningen. Det gikk fram av møtene at radiologene hadde gjennomgående større tillit spesialister enn til fastleger og turnusleger. De stilte derfor høyere krav til henvisninger fra de to sistnevnte gruppene. Enkelte undersøkelser er av mer rutinemessig karakter. Det gjelder særlig i de tilfellene der det er bestemt et løp for pasientoppfølging og bildediagnostiske undersøkelser for kreft. For slike undersøkelser er det lite rom for skjønn. Radiologene trakk også inn ikke-medisinske faktorer i vurderingen av indikasjon. De to viktigste ikke-medisinske faktorene var pasientens redsel for at det feilte ham eller henne noe, og press fra henviseren og/eller pasienten om å gjennomføre en undersøkelse. Blant radiologene i gruppen for toraks, abdomen og kar var det noe uenighet om hvorvidt det er nødvendig å bruke diagnostikk som behandling i tilfeller der pasienter er utrygge og redde for sykdom. For én av henvisningene som ble diskutert, var dette et sentralt element. To av radiologene mente at henvisningen ikke var indisert, mens den tredje hadde tatt hensyn til pasientens frykt for sykdom: Radiolog 1: «Henvisningen var fra 10. november, og pasienten hadde koloskopi i september.
|
wikipedia_download_nbo_Cartagena (Colombia)_26858
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.811
|
'''Cartagena''' er en havneby og provinshovedstad i Bolívar i Colombia. Byen er også kjent under navnene '''Cartagena de Indias''' eller '''La Heroica.''' Byen har en befolkning på om lag 900 000 innbyggere. Med de omkringliggende områdene er befolkningstallet 1,2 millioner, noe som gjør den til landets femte største storbyområde. Byen ble grunnlagt i 1533 av don Pedro de Heredia, som kalte opp byen etter Cartagena i Spania. Cartagena var et viktig senter for spansk kolonisering av Sør-Amerika, og er i dag fortsatt et viktig økonomisk sentrum samt et populært turistmål. Cartagenas befestede bydel og fort står på UNESCOs verdensarvliste. Den norske kickbokseren og profesjonelle bokseren Cecilia Brækhus er født i Cartagena. * Guide til Cartagena (spansk og engelsk)
|
maalfrid_11b6d0551623c80a98a731007647b934a3eb6e60_63
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
no
|
0.46
|
1 Komrev nord IKS Alle kommuner i Troms med tillegg av Berlevåg, Gamvik, Lebesby, Vardø og 6 kommuner i Nordland 2 K-Sekretariatet IKS 15 kommuner i Troms og 6 kommuner i Nordland 3 110-Sentralen i Troms Alle kommuner i Troms unntatt Gratangen 4 Interkommunalt arkiv Tromsø IKS (IKAT) 19 kommuner i Troms 5 SMISO Troms 19 kommuner i Troms 6 Kommunekraft AS 15 kraftkommuner i Troms og Finnmark 7 IUA Midt- og Nord-Troms Balsfjord, Bardu, Dyrøy, Karlsøy, Kvænangen, Kåfjord, Lyngen, Målselv, Nordreisa, Senja, Skjervøy, Storfjord, Sørreisa, Tromsø 8 Krisesenter for Tromsø og omegn Tromsø, Karlsøy, Balsfjord, Lyngen, Storfjord, Kåfjord, Nordreisa, Skjervøy, Kvænangen 9 Tromsø Legevaktsentral Tromsø, Karlsøy, Balsfjord, Kvænangen, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 10 Avfallsservice AS Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 11 Biblioteksamarbeid Nord-Troms Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 12 Halti Kvenkultursenter IKS Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 13 Innkjøpssamarbeid Nord-Troms Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 14 Kompetanseregion Nord-Troms Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 15 Nord-Troms interkommunale skadefellingslag Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 16 Nord-Troms Museum AS Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 17 Nord-Troms Regionråd Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 18 Nord-Troms Studiesenter (NTSS) Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 19 Næringsutvalget i Nord-Troms (NUNT) Nordreisa, Kvænangen, Skjervøy, Kåfjord, Storfjord, Lyngen 20 Regional ungdomssatsing Nord-Troms (RUST)
|
maalfrid_f138f6c3a87beb2bdc5aae92146105b73c185d65_99
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.763
|
del av det regionale partnerskap, for dialogform og kontaktmønstre mellom forvaltningsnivåene, og for styrkeforholdet mellom første- og andrelinjetjenesten. En regionalisering kan i den sammenheng bidra til press på kommunestrukturen. Men det er naturlig å tro at dette eventuelle presset på inndelingen blir mindre enn ved en tonivåmodell der kommunene ville måtte ivareta en rekke fylkeskommunale oppgaver. Ved en eventuell avvikling av fylkeskommunene og innføring av en tonivåmodell, ville kunne oppstå et sterkere press om å endre kommuneinndelingen. Ingen av dagens Follokommuner ville være store nok til å overta ansvaret for f. eks. videregående opplæring eller kollektivtransport hver for seg. Én stor kommune i Follo vil kunne ivareta f eks videregående opplæring eller statlige oppgaver som institusjonsbasert barnevern, rusomsorg, fylkesmannens landbruk- og miljøvernansvar, tilretteleggende virkemidler for næringsutvikling, direkte næringsvirkemidler tillagt Innovasjon Norge mv. Men for flere av disse oppgavene vil det selv i en regionkommunemodell måtte være nødvendig med interkommunalt samarbeid for å kunne ivareta oppgavene på tilfredsstillende måte. Dersom generalistkommuneprinsippet avvikles kan mindre kommuner risikere å få ta ansvaret for færre oppgaver enn større. A og b kommuneproblematikken er en reell mulighet, men det er vel mindre grunn til å tro at de eksisterende kommunene i Follo ikke vil kunne få en full kommunal oppgaveportefølje. I en alternativ Hovedstadsstrategi, der Osloregionen finner sin egen "regionale vei" i et fylkes- og kommuneoverskridende samarbeid, kan den enkelte kommune i Follo få utfordringer i forhold til å nå opp i en hovedstadssammenheng. Muligheten til å få større tyngde og påvirkningskraft i hovedstadsregionen, kan derfor trekke i retning av større kommuner i Follo. Lokaldemokratiet står overfor utfordringer som knytter seg til muligheten for å øke den lokalpolitiske deltakelsen og til å skape innhold og rammer som kan øke den regionale påvirningskraften i regionale saker. Samtidig vil hensynet til innbyggernes direkte påvirkningsmulighet overfor egne politikere og til stabilitet i de politiske strukturene, kunne tale imot større endringer i inndelingen. Parallelt med inndelingsdiskusjonen løper også større diskusjoner med uvisst utfall om hele den offentlige sektorens utforming og om forvaltningsstrukturen.
|
maalfrid_f736e736605a5498b89804cd75400a80513ed21d_59
|
maalfrid_nve
| 2,021 |
no
|
0.523
|
Framdrifta til prosjektet er vist i Tabell 20. Framdrifta for offentleg sakshandsaming er estimert av utbyggar, og vidare framdrift er avhengig av denne. Byggetida er estimert til om lag 2,5 år for alternativ E og 1 år for alternativ D. Noregs vassdrags- og energidirektorat (NVE) handsamar utbyggingssaka. Handsaminga skjer i tre fasar: Melding vart sendt i 2000, og det vart fastsatt eit KU-program i 2002. Prosjektet blei først vidareført av BKK i 2011. I samråd med NVE sendte tiltakshavar då eit oppdatert forslag til KU-program, utarbeida i henhald til gjeldande krav og mal. NVE fastsatte deretter endeleg utredningsprogram basert på KU- programmet frå 2002, det reviderte forslaget til BKK, innkomne merknadar og eigne vurderingar. Konsekvensane vart i denne fasen utgreidd i samsvar med det fastsette programmet, og dei tekniske og økonomiske planane vart utvikla vidare. Fasen vert avslutta med innsending av konsesjonssøknad med tilhøyrande konsekvensutgreiing til NVE. Saka er nå i denne fasen. Planlegginga er avslutta, og søknaden med konsekvensutgreiing er sendt til NVE. Søknaden vert kunngjort i pressa og lagt ut til offentleg ettersyn i kommunen. Samtidig vert den sendt på høyring til sentrale, regionale og lokale forvaltningsorgan og ulike interesseorganisasjonar, og i tillegg alle som kom med fråsegn til meldinga. Søknaden med konsekvensutgreiing vil vera tilgjengeleg for nedlasting på i høyringsperioden. Alle kan koma med fråsegn. Denne kan du senda via nettsida , på sida til saka, tileller i brev til . Høyringsfristen er minimum tre månader etter kunngjeringsdatoen. Formålet med høyringa av søknaden med konsekvensutgreiing er å informera om planane å få grunngjevne tilbakemeldingar på om alle vesentlege forhold er tilstrekkeleg utgreidd, jamfør krava i utgreiingsprogrammet å få grunngjevne tilbakemeldingar på om tiltaket bør gjennomførast eller ikkje å få eventuelle framlegg til avbøtande tiltak I løpet av høyringsperioden vil NVE arrangera eit ope folkemøte der deltakarane vil verta orienterte om saksgangen og utbyggingsplanane. Tidspunkt og stad for møtet vil verta kunngjort på og i lokalaviser. Etter at høyringsrunden er avslutta vil NVE arrangera ei sluttsynfaring og utarbeida si tilråding i saka. Tilrådinga vert sendt til Olje og energidepartementet (OED) for slutthandsaming.
|
maalfrid_e285dc455edf6f068dac6effbf4fea1fa6bc6ccd_2
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.914
|
Side 3 av 3 K:\admininfo\Referater\Instituttrad\IR_2010_02\referat_IR02_10.doc side 3 av 3 Saksnr. Tekst Ansv. Frist finansiering hentes fra andre kilder. Dette omhandler førstegenerasjons SFF som PGP og CMA. Skisse for innfasing har skissefrist 5.10.2010 til MN-fakultetet. Komite er på plass. Avventer tilbakemelding fra MN-fak. Liten søkerliste – 2 søkere.. Tilbud sendt.. Prøveforelesning og intervju for tre søkere gjennomføres om kort tid.. Økonomiansvarlig har akseptert tilbud. Prosjektøkonom administrativt tilsatt. Stilling utlyses til høsten. Innstilt kandidat har takket ja og begynt. Fast stillinger skal etter plan utlyses i 2011, men uventede ledigheter gjør at det blir et press når det gjelder undervisning. Både innfasing av PGP og nevnte ledighet gjør at undervisning vil kreve innkjøp av aktuell kapasitet. Instituttrådet tok utsendt rapport til eteretning. Det ble gitt en kort orientering og temaet vil bli behandlet senere. Elisabeth Alve leder Petter G.
|
maalfrid_767f4a99ac0d140180e55d6bd7878a9865fffc28_1
|
maalfrid_hjelpemiddeldatabasen
| 2,021 |
da
|
0.746
|
AURA anvendelsesmuligheder: KVINDE, 49 kg, HØJDE 1,61 m, BMI: 18,5 INTERFACE TRYK (mm Hg) TID (MINUTTER) 35 % under 20 mmHg 43 % under 40 mmHg 59 % under 60 mmHg De avancerede pudesystemer, Aura, er blevet konstrueret og fremstillet til at opfylde ArjoHuntleighs fortsat høje standarder og styrker vores løbende engagement i udvikling af klinisk og teknisk effektive produkter. AvAnceret pudesystem da pudesystemerne kombinerer enestående trykaflastning med uforlignelig komfort, er Aura systemerne velegnet til brugere med op til meget høj risiko for at udvikle tryksår eller med eksisterende sår omkring bækkenpartiet. Kombineres brugen af Aura med brugen af ArjoHuntleighs helmadrasser eller topmadrasser, sikrer man en effektiv 24-timers pleje på hospitalet, plejehjemmet eller det private hjem. enestående prI (pressure relief index) resultater opnås med interface tryk på under 40 mmHg i 43 % af en 10 minutters cellecyklus og under 20 mmHg for 35 % af cyklussen.* * Interne data arkiveret.
|
maalfrid_8e0b73ca9b875599637516cd718a512af08d7b82_10
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.802
|
Undervisningstilbud Forelesninger og kurs i alle fag Podcast Obligatorisk kurs i kildesøk (uke 37, obligatorisk) Semesteroppgaven, egne forelesninger, kurs og nettbasert kurs i kildebruk og kildesøk.
|
maalfrid_826f2970e90de1059e0db2f6a4833756d5c5dd82_36
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
da
|
0.302
|
43 33 Borgenvik: 37 Tamsfoss: 40 Svein Nordbotten: 41 Sevaldson: 42 BiOrn: Fordelingsvirkninger og sidier 1971 42 s. 43 Hallvard Borgenvik og Inger Gabrielsen: 45 Hoem: 46 Hoem: 47 Inger Gabrielsen:
|
maalfrid_0cc2b17ca82e58f67492703f1a27cd5fce2c0d8d_1
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.851
|
Høringsnotatet ble sendt til 62 høringsinstanser, herunder et stort antall bedrifter som slakter og/eller videreforedler reinkjøtt. Departementet har mottatt høringssvar fra 11 av disse, hvorav tre ikke hadde merknader til forslaget. Uttalelsene er gjort tilgjengelige på departementets nettsider. Departementet vil innledningsvis vise til at det synes å være bred enighet om selve etableringen av ordningen. Til innvendingen knyttet til behovet for rask gjeninnførsel av slaktet, vil departementet påpeke at formålet med ordningen er å legge til rette for at foredlingsbedrifter skal få raskere og sikrere tilgang til råvaren. Departementet ser det som lite sannsynlig at bedriftene vil bruke ordningen til langtidslagring av reinsdyrkjøtt i utlandet. All rein som slaktes er berettiget tilskudd som bevilges over reindriftsavtalen. Departementet legger derfor til grunn at også rein som slaktes gjennom ordningen med utenlands bearbeiding skal inngå i tilskuddberegningen.
|
maalfrid_ebd1d920593a3037f0c986bb0cc78d8b17c6a1a2_8
|
maalfrid_ks
| 2,021 |
nn
|
0.766
|
Kva skjer når vi tek to steg fram og eit tilbake? Vi vil mykje… kan vi synleggjer det vi lykkast med for heile satsninga?
|
government_nb_prp_id663528
|
government_nb
| 2,021 |
no
|
0.849
|
Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet legger i denne proposisjonen fram forslag om bevilgingsendringer under programkategori 01.00 Administrasjon mv., 01.20 Fellestjenester i regjeringskvartalet, 01.30 Partistøtte, 01.33 Samiske formål, 01.60 Forvaltningsutvikling og IKT-politikk, 01.80 Bygge- og eiendomspolitikk og 01.90 Den norske kirke. Samlet fremmer Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet forslag om at bevilgningen under utgiftskapitlene blir økt med 180,327 mill. kroner og at bevilgningen under inntektskapitlene blir økt med 1,022 mill. kroner. Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet leder utredningen av framtidige departementslokaler etter angrepene 22. juli 2011. Ved behandlingen av Prop. 154 S (2010-2011) Tilleggsbevilgninger i statsbudsjettet 2011 i forbindelse med angrepene mot regjeringskvartalet og på Utøya ble det bevilget 5 mill. kroner til prosjektering av framtidig bruk av H-blokka, R4, S-blokka og Y-blokka på kap. 2445 post 30. Departementet har i denne forbindelse behov for ekstern bistand i utredningsarbeidet og det foreslås å omdisponere 1 mill. kroner av bevilgningen på kap. 2445, post 30 til formålet. Det vises til omtale under kap. 2445, post 30. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 1 mill. kroner mot tilsvarende reduksjon under kap. 2445 Statsbygg, post 30 Prosjektering. Etter angrepene 22. juli 2011 har Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet hatt betydelig merarbeid knyttet til utredning og koordinering av felles sikringstiltak, både i det eksisterende regjeringskvartalet og ved de nye midlertidige lokasjonene til departementene. For å tilrettelegge for en god sikkerhetsstyring, planlegging og vurdering av balanserte sikkerhetstiltak, er det nødvendig å styrke denne funksjonen ressursmessig. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 2 mill. kroner. Samlet foreslås det å øke bevilgningen på posten med 3 mill. kroner. I forbindelse med behandlingen av Prop. 121 S (2010-2011) Lønnsregulering for arbeidstakere i det statlige tariffområdet 2011 mv., ble det ved en inkurie vedtatt økt bevilgning på feil kapittel. Midler til opplæring og utvikling av tillitsvalgte er knyttet opp mot kap. 1503, post 70, ikke kap. 1530 Tilskudd til de politiske partier, post 70 Tilskudd til de politiske partiers sentrale organisasjoner. Det vises til omtale under kap. 1530, post 70. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 8,231 mill. kroner mot tilsvarende reduksjon av kap. 1530, post 70. Posten dekker fellesutgifter for Kopinor, husleie, energi og regjeringen.no, herunder samisk oversettelsestjeneste m.m. Prognose for posten viser et mindrebehov med bakgrunn bl.a. i mindreutgifter til regjeringen.no og samisk oversettelsestjeneste m.m. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 3,173 mill. kroner. For å korrigere feil i forbindelse med behandlingen av Prop. 121 S (2010-2011) Lønnsregulering for arbeidstakere i det statlige tariffområdet 2011 mv., foreslås det at bevilgningen på posten reduseres med 8,231 mill. kroner mot tilsvarende økning under kap. 1503 Midler til opplæring og utvikling av tillitsvalgte, post 70 Tilskudd. Det vises til omtale under kap. 1503, post 70. Det er behov for økt bevilgning på kap. 1590 Kirkelig administrasjon, post 01 Driftsutgifter for å dekke utgifter til flytting av sekretariatet til Samisk Kirkeråd fra Oslo til Tromsø. Det vises til omtale under kap. 1590, post 01. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 600 000 kroner mot tilsvarende økning under kap. 1590, post 01. I forbindelse med behandlingen av Prop. 1 S (2010-2011) Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet ble det rammeoverført til sammen 8,2 mill. kroner til Difi fra virksomhetene som forvalter tjenestene, for å dekke transaksjonskostnadene. Estimatene som lå til grunn for bevilgningen viser seg å være for høye. I henhold til nye estimater blir følgende beløp tilbakeført til de berørte etatene: På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med totalt 4,7 mill. kroner. Det gjennomføres en total rehabilitering av sentrumsbygningene ved Universitetet i Oslo. Fase 1 av rehabiliteringen omfatter Aulaen, Midtfløy og Vestfløy, samt refundamentering av Domus Bibliotecha, Professorboligen og Gymnastikkbygningen. Aulaen er ferdigstilt og ble gjenåpnet i juni 2011. Etter opprinnelig plan skulle gjenstående arbeider i fase 1 bli ferdigstilt i 2012. I endret framdriftsplan er imidlertid resterende arbeid i fase 1 samordnet med framdriften i fase 2, jf. Prop. 1 S (2011-2012) Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet. Dette fører til et lavere bevilgningsbehov i 2011. For 2011 var det satt av 121 mill. kroner til prosjektet. Bevilgningen ble satt ned med 30 mill. kroner ved behandlingen av Prop. 120 S (2010-2011) Tilleggsbevilgninger og omprioriteringer i statsbudsjettet 2011. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 15,4 mill. kroner. Bevilgningene under kap. 1590, post 70 Demokratireformen, og under kap. 1590, post 75 Trosopplæring, er gitt stikkordsfullmakten "kan nyttes under post 01". Bakgrunnen for dette er at Kirkerådet og bispedømmerådene har administrative utgifter ved oppfølging og tilrettelegging av reformene som føres under post 01. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 46,9 mill. kroner mot tilsvarende reduksjon av bevilgningene under post 70 og post 75. Det er behov for økt bevilgning på posten for å dekke utgifter til flytting av sekretariatet til Samisk Kirkeråd fra Oslo til Tromsø. Det vises til omtale under kap. 1534, post 72. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 600 000 kroner mot tilsvarene reduksjon av bevilgningen under kap. 1534, post 72. Samlet foreslås det å øke bevilgningen på posten med 47,5 mill. kroner. Kirkerådet og bispedømmerådene har administrative utgifter ved oppfølging og tilrettelegging av demokratireformen som føres under post 01. Det vises til omtale under kap. 1590, post 01. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 39,9 mill. kroner mot tilsvarende økning av bevilgningen under kap. 1590, post 01. Kirkerådet og bispedømmerådene har administrative utgifter ved oppfølging og tilrettelegging av trosopplæringsreformen som føres under post 01. Det vises til omtale under kap. 1590, post 01. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 7 mill. kroner mot tilsvarende økning av bevilgningen under kap. 1590, post 01. Regjeringskvartalet er oppført i Statsbyggs balanse med en samlet bokført verdi på 1,43 mrd. kroner. Ødeleggelsene etter angrepene 22. juli gjør det nødvendig å skrive ned verdien. Det foreslås at verdiene skrives ned med 353 mill. kroner med virkning per 31. desember 2011. Dette gjøres ved en ekstraordinær avskrivning på underpost 24.3 Avskrivninger. I forbindelse med etableringen av Statsbygg som forvaltningsbedrift på 1990-tallet, ble eiendommene i regjeringskvartalet lagt inn i virksomhetens balanse med en samlet verdi for hele komplekset. Balanseført verdi er således ikke fordelt per bygning. Restverdi i balansen før terroranslaget var 1,43 mrd. kroner. Forslag til nedskrivning er beregnet ved at man først har trukket ut verdien av det nyeste bygget R5, samt tomteverdier. R5 er trukket ut fordi denne bygningen bare i begrenset grad er skadet, og man kan identifisere verdien ved å ta utgangspunkt i byggekostnad fratrukket de avskrivninger som er foretatt fram til nå. Regjeringskvartalets balanseførte verdi, etter fradrag av R5 og tomter, er deretter fordelt på hver enkelt bygning med en verdi som tilsvarer bygningens andel av det samlede bygningsarealet. Nedskrivning på det enkelte bygg er beregnet etter å ha vurdert bygningens samlede skadeomfang (skadegrad). Beregningen er gjort etter beste skjønn, og med bakgrunn i den kunnskap man på nåværende tidspunkt har om bygningsmassens tilstand. Nedskrivning med virkning per 31. desember 2011 innebærer at det i inneværende år ikke blir noen rentemessig effekt (post 24.4 Renter av statens kapital). Endringer i renter av statens kapital for 2012 som følge av nedskrivningen, vil regjeringen komme tilbake til i forbindelse med revidert nasjonalbudsjett våren 2012. Forslaget innebærer at underpost 24.3 Avskrivninger øker med 353 mill. kroner. Dette medfører at post 24 Driftsresultat øker med tilsvarende beløp, fra -334 mill. kroner til 19 mill. kroner. Denne utgiftsøkningen på kap. 2445, post 24, motsvares av en tilsvarende inntektsøkning på kap. 5491 Avskrivning på statens kapital i statens forretningsdrift, post 30 Avskrivninger. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på kap. 2445, post 24 med 353 mill. kroner. I forbindelse med proposisjonen om ny saldering av statsbudsjettet for 2011 vil Finansdepartementet foreslå en tilsvarende inntektsøkning under kap. 5491, post 30. Med bakgrunn i Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementets behov for ekstern bistand i utredningsarbeidet av framtidige departementslokaler etter terroranslaget 22. juli foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 1 mill. kroner mot tilsvarende økning under kap. 1500 Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet, post 01 Driftsutgifter. Det vises til omtale under kap. 1500, post 01. Innenfor bevilgningen på posten i saldert budsjett 2011 var det satt av 37 mill. kroner til prosjektering av rehabilitering og nybygging til Nasjonalt Folkehelseinstitutt på Lindern i Oslo. Ved behandlingen av Prop. 120 S. (2010-2011) Tilleggsbevilgninger og omprioriteringer i statsbudsjettet 2011 ble posten bl.a. redusert med 22 mill. kroner som følge av at oppstarten av prosjekteringen ble forsinket. Ytterligere reduksjon av bevilgningen skyldes ikke nye forsinkelser, men faseforskyvninger av utbetalinger. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 10 mill. kroner. De samiske videregående skolene i Karasjok og Kautokeino er statlig finansiert. Det er behov for ombygging og/eller nybygg ved skolene, herunder bevilgningsbehov til forprosjektering. På denne bakgrunn foreslås det å øke bevilgningen på posten med 17 mill. kroner. Prosjektet omfatter ombygging og rehabilitering av det tidligere Patologibygget ved det gamle Rikshospitalet og Pilestredet Park, og skal gi nye lokaler til sykepleierutdanningen ved Høgskolen i Oslo. Kostnadsrammen er 745,3 mill. kroner i prisnivå per 1.7.2011. Byggearbeidene startet i 2010 med planlagt ferdigstillelse første halvår 2012. Framdriften har imidlertid blitt noe forsinket. Dette skyldes vanskelige grunnforhold. Ferdigstillelse er justert til annet halvår 2012. Forsinkelsene medfører forskyving av utbetalinger mellom år. I saldert budsjett 2011 er det satt av 260 mill. kroner til prosjektet. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 30 mill. kroner. Prosjektet omfatter nybygging på Kronstad for å samle høgskolen i ett anlegg. Kostnadsrammen er 2 375,5 mill. kroner i prisnivå per 1.7.2011. Arbeidene startet i 2010. Planen er at bygget skal kunne tas i bruk ved semesterstart 2014. I saldert budsjett 2011 er det satt av 325 mill. kroner til prosjektet. Bevilgningsbehovet viser seg å bli noe lavere. I saldert budsjett 2011 er det avsatt 13,4 mill. kroner til etablering av Søvik omsorgssenter for enslige mindreårige asylsøkere. Det er ikke behov for de 16 plassene senteret skulle ha kapasitet til, og ombyggingen av Helgeland omsorgsenter i Alstahaug kommune er ikke iverksatt. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 13,4 mill. kroner. Samlet foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 73,4 mill. kroner. I saldert budsjett for 2011 ble det bevilget 771 mill. kroner til videreføring av kurantprosjekt. Bevilgningen ble satt ned med 96 mill. kroner i forbindelse med behandlingen av Prop. 120 S (2010-2011) Tilleggsbevilgninger og omprioriteringer i statsbudsjettet 2011. Som følge av lavere likviditetsbehov foreslås det at bevilgningen blir satt ned ytterligere. På denne bakgrunn foreslås det å redusere bevilgningen på posten med 85 mill. kroner. I saldert budsjett 2011 er det budsjettert med salgsinntekter på 14,6 mill. kroner. Det er innbetalt 15,6 mill. kroner på posten. På denne bakgrunn foreslås det å øke inntektskravet på posten med 1,022 mill. kroner. At Deres Majestet godkjenner og skriver under et framlagt forslag til proposisjon til Stortinget om endringer i statsbudsjettet for 2011 under Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet. Stortinget blir bedt om å gjøre vedtak om endringer i statsbudsjettet for 2011 under Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet i samsvar med et vedlagt forslag.
|
maalfrid_0f8f087c7ec400136b5073bf2b82c9b5268231e0_1
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.822
|
1: Bedømmelse av avhandling for graden Ph.D. Jeffrey Brooks Hall 2012/3914 Innberetning til fakultetsstyret av 15.12.2016. 2: Bedømmelse av avhandling for graden Ph.D. – Kristin Kibsgaard Sjøhelle 2010/15615 Innberetning til fakultetsstyret av 14.12.2016. 3: Bedømmelse av avhandling for graden Ph.D. – Fazilat Siddiq Ref.nr.: 2012/9651 Innberetning til fakultetsstyret av 20.12.2016. 4: Bedømmelse av avhandling for graden Ph.D. – Fred Carlo Andersen Ref.nr.: 2008/17217 Innberetning til fakultetsstyret av 13.02.2017.
|
maalfrid_12421a109056ee0a2a0a0ab1e753d641b4bded46_189
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021 |
en
|
0.628
|
(54) Parts for air fresheners [other than apparatus] (51) 28-99 (72) Dimitar Hristov Balev, Blvd. Vitosha No.137, apt. 17, 1408 SOFIA, Bulgaria (BG) (55) 4.1 4.2 4.3 (54) Parts for air fresheners [other than apparatus] (51) 28-99 (72) Dimitar Hristov Balev, Blvd. Vitosha No.137, apt. 17, 1408 SOFIA, Bulgaria (BG) (55) 5.1 5.2 5.
|
maalfrid_42bc7d207eb2db7bd77c0354cec4b1adc3dcf128_37
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
en
|
0.932
|
They say arguments: • Summary of what others have written, including: – Facts (from the article) expressed in your own words – Quotes My findings show (I claim) arguments: • Analyse of what others have written is MUCH more, such as: – Interpret the summary you have made as related to your own results and experiences – Compare with other authors / articles and different perspectives on the same problem area; different views on same phenomena.
|
maalfrid_56874de5c5e9b4645a1f0cd30b71ea2438269025_57
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
en
|
0.939
|
Norges offisielle statistikk sjoner i forseelsessaker har for mange saker fått status ren forseelsessak, mens langt flere skulle hatt status som kombinert forseelses- og forbrytelsessak. Dertil har en del reaksjoner som omfatter flere lovbrudd blitt telt flere ganger, det vil si om lag 4 prosent av alle reaksjonene i forseelsessaker. Under utarbeidelsen av datagrunnlaget for 1995 ble det foretatt en gjennomgang av tilretteleggingen. Tallene for 1992-1994 er derfor korrigert. The Norwegian Constitution declares under paragraph 96 that nobody shall be put on trial except according to the law and that nobody shall be convicted unless sentence is passed. Furthermore, there shall be no grounds for impunity. Self-defence and the law of necessity or the element of consent are counted, for instance, as grounds for acquittal. There is thus the requirement that there should be subjective guilt on the part of the perpetrator. The criminal act must also have been committed by a person of sound mind. Those considered as nonaccountable are persons under 15 years of age (from 1 January 1991), the insane or those unconscious at the moment of committing the act. The statistics give information about all legal sanctions given during the course of the statistical year. The offences on which the sanction is based need not have been committed the same year in which the sanction is given. The data on sanctions in criminal cases are obtained from the Central Penal Register and from the central police registration system, STRASAK, in cases of misdemeanours. The observation unit is the sanction. The statistics include sanctions for crimes and misdemeanours. Sanction means definitive sentence in the form of community service, conditional or unconditional imprisonment, postponed sentence and fine, ticket fine, security detention or decision not to prosecute. Persons who have had sanctions imposed upon them several times during the course of the statistical year are included as many times as they have been sanctioned. This means that the sentence must be served in prison. The length of the term of imprisonment is decided in the verdict, and must be as a minimum 14 days or as a maximum 21 years. Conditional imprisonment means that one avoids serving sentence in prison if during a fixed period the court's conditions are adhered to. Postponed sentence means that a decision on sanction is postponed for a trial period. Fine is either given as a result of a court verdict or as a ticket fine. The proceeds go to the state treasury. Whereas a judicial fine must be issued by the courts, a ticket fine can be issued by the appropriate prosecuting authority. By the decision not to prosecute we mean that within a set trial period and under certain conditions sentencing is not carried out because it is considered that what can be achieved by sentencing bears no relationship to what it will cost the convicted person and society as a whole. Usually signifies placement in an institution for preventive detention, or in a psychiatric hospital, but it can also cover assignment or prohibition .about residence in certain places. In cases where a sanction covers several offences, the sanction is attached to the offence which is subject to the most severe punishment according to the law, the so-called principal crime or misdemeanour. This means a person earlier registered in the Central Penal Register. Because of the decision to use principal crime/misdemeanour as a basis, no indication will be given of the number and type of other offences which form the basis of the sanction, nor will individual differences be shown. In the period 1987-1994, not all of the decisions for prosecution conditionally dropped were registered in the statistics. The figures for this period will be corrected in next edition. In the period 1992-1994, too many cases were registered as cases including misdemeanour only. They should have been registered as cases including both misdemeanour and crime. Some sanctions which contains more than one offence have been counted several times, that is about 4 per cent of the sanction in cases including misdemeanour. The figures for this period have been corrected in this edition.
|
maalfrid_05c3bc4eb3572070cf5d1ccfc8344fd2d5f86384_17
|
maalfrid_nasjonalparkstyre
| 2,021 |
no
|
0.518
|
Luster kommune meiner at forvaltninga av verneområda bør skje lokalt. Kvar kommune har forvaltningsansvaret for verna areal innanfor sine respektive grenser. Kommunar med forvaltningsansvar får årleg stilt til rådvelde midlar til skjøtsel og forvaltning av verneområde. Tilsynsutvalet vil at forvaltningsansvaretfor nasjonalparkar framleis skal liggje til staten, dvs. Fylkesmannen, med tilsynsutval lokalt. Tilsynsutvalet viste til at erfaringane med Fylkesmannen som forvaltningsstyresmakt etter kvart er vorten veldig god. (Ope møte i Luster 20.12.2007). Norges Bondelag meiner at lokale og regionale folkevalde organ skal gjevast auka mynde i naturforvaltninga. DNT (sentralt) er positive til at Turistforeninga blir involvert i ulike forvaltningsmøte og synfaringar, og ønskjer at DNT Oslo og Omegn blir med i det rådgjevande utvalet. Fylkesmennene i Oppland og i Sogn og Fjordane viste i 2008 til at forvaltninga med lokale tilsynsutval, i mange år har hatt eit svært lågt konfliktnivå på tross av store brukarinteresser og intensiv bruk frå mange brukargrupper. Det er svært viktig med ei heilskapleg forvaltning av Jotunheimen nasjonalpark og Utladalen landskapsvernområde, utan oppsplitting av forvaltningsmynde. Fylkesmennene meiner ordninga med lokale tilsynsutval, som har fellessamling ein gong i året, har fungert svært bra og tilrår den innført også i andre nasjonalparkar. Lokalt vert dei lokale tilsynsutvala oppfatta som ein del av avtalen ved opprettinga av Jotunheimen nasjonalpark i 1980. Den norske Turistforening (DNT) har fast invitasjon på fellessamlinga for tilsynsutvala pga. sine store brukarinteresser i området, og kunne slik sett stått som fast medlem her. Fylkesmennene går inn for å halde på den framtredande rolla som tilsynsutvala har, uansett om det er Fylkesmannen eller eit verneområdestyre som har forvaltningsmynde. Fellessamlinga for tilsynsutvala bør formaliserast ved at det vert oppretta eit rådgivande utval med representantar frå dei lokale tilsynsutvala og andre berørte partar som DNT og Statskog. Direktoratet for naturforvaltning (no Miljødirektoratet)viser til at Miljøverndepartementet (no Klima- og miljødepartementet) i brev 14. desember 2009 kom med tilbod om lokal forvaltning til ei rekkje verneområde, mellom anna til Jotunheimen nasjonalpark og Utladalen landskapsvernområde. Dersom kommunane ynskja det, kunne det på nærare vilkår bli etablert eit nasjonalpark-/verneområdestyre beståande av politiske representantar frå kommunane og fylkeskommunane. Klima- og miljødepartementet viser til at det i samsvar med forvaltningsmodellen for nasjonalparkar og andre store verneområde er oppretta eit nasjonalparkstyre som har forvaltningsmynde for Jotunheimen nasjonalpark og Utladalen landskapsvernområde. Det er tilsett to nasjonalparkforvaltarar som sekretariat for nasjonalparkstyret. I samsvar med vedtektene for nasjonalparkstyret skal det etablerast eit rådgivande utval, der representantar for grunneigarar, ymse organisasjonar, tilsynsutval m.m. kan vere representerte. Utvalet kan kome med innspel til forvaltninga og det er lagt til grunn at nasjonalparkstyret skal ha minst eit møte med utvalet i løpet av året.
|
maalfrid_3718384b6ad55e17a7d6cc0a4f74633ff6bddc0d_4
|
maalfrid_forskningsradet
| 2,021 |
en
|
0.925
|
Requirements relating to medical and health-related studies involving human participants In the case of medical and health-related studies involving human participants, . Relevant thematic areas for this call The topics encompassed under this call are grouped into the thematic areas below. Any special requirements and guidelines will be indicated for each topic. Funding is available for projects that promote cooperation on diagnostics, surveillance strategies and/or infection prevention and control measures across the public health, animal health and food production sectors and the external environment in order to understand, manage and prevent the development and spread of antimicrobial resistance in a One Health perspective. Grant applications must have their basis in at least two sectors to satisfy the requirement for a One Health perspective. Antimicrobial resistance is a global health threat that reaches across national borders through trade, food, humans, animals and their environments. Meeting the knowledge challenges requires an integrated approach across disciplines, sectors and technologies. This priority area has its basis in the . The Research Council's investment decisions for the project portfolio will seek to ensure that allocations encompass a wide range of research areas and questions. applications incorporating cooperation across several sectors (human health, animal health, food production and/or the external environment); interdisciplinary applications; applications that apply biotechnology and enabling technologies; applications to develop more knowledge on the pathogenic bacteria included in the WHO list of antibioticresistant "priority pathogens"; applications that incorporate international research cooperation and positioning activities to obtain international funding; applications with a sound plan for involving and cooperating with relevant stakeholders in society. Partners that are not research organisations must in total contribute a minimum of 10 per cent of the overall costs of the project. Research Council funding may be used to cover costs incurred by partners that are necessary for the execution of the project. For companies defined as undertakings in the state aid rules, the rules set certain restrictions for the maximum amount of funding that may be allocated. Health trusts/hospitals are considered research organisations. The recommended budgetary framework is NOK 8–16 million per project.
|
maalfrid_bc7563eb26987ce9094a68a0bade1e0f48f73b66_0
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.719
|
Institutt for musikkvitenskap Innkalling til møte nr. 5/2013 i instituttstyret Mandag 3. juni kl 13.15 i møterommet 1. etasje, ZEB-bygget. Et medlem som er forhindret fra å møte, må selv innkalle varamedlem. Det skal samtidig gis melding til instituttleder eller administrativ leder. V-sak 1 Sak 20/2013 Vedtaksforslag: Følgende personer pekes ut til å godkjenne og undertegne protokollen 3. juni 2013: ……………………… og ……………………. V-sak 2 Sak 21/2013 Vedtaksforslag: Innkalling, sakliste og protokoll godkjennes. V-sak 3 Sak 22/2013 Saksdokumenter: Framleggsnotat fra adm.leder Ledelseskommentar 1. Vedtaksforslag: Instituttstyret tar regnskapet pr 1. tertial 2013 til orientering. D-sak 1 Diskusjon om videre strategi med utgangspunkt i Strategisk plan 2011 - 2020 V-sak 4 Eventuelt Blindern, 27.05.2013 Alexander Refsum Jensenius instituttleder Ellen Wingerei adm.
|
altaposten_null_null_20031230_35_299_1_MODSMD_ARTICLE26
|
newspaper_ocr
| 2,003 |
no
|
0.779
|
Ordfører Geir Ove Bakken er back in business - og mener en måneds pappa permisjon er nyttig erfaring når han neste år skal hanskes med sutrende finn markspolitikere og en handlingslammet statsråd. - Det er tøffere å være bleie skiftarbeider enn ordfører Tilbake på jobb kan Geir Ove Bakken konstatere at det er tøffere å være bleieskiftarbeider enn ordfører. Til tross for at Lars Teodor har hatt influ ensa og påfølgende Ute søvn for hus far Bakken, vedgår han likevel at det har vært hyggelig og lærerikt å få sty re også på hjemmebane. Verst har det vært å være plassert på sidelinja når finnmarkspohtikerne har angrepet Alta i flokk. - Enkelte ordførere i øst har lagt seg på et svært lavt nivå i debatten, kon staterer Bakken. Sutring Uttalelsene som utløse sutringen stod imidlertid statsråd Erna Solberg for. I et intervju med NRK gjorde regional ministeren det klart at kun Alta i Finnmark var aktuell for enkelte regi onale servicefunksjoner. - Debatten som fulgte rammer ikke først og fremst for Alta, men blir øde leggende for Finnmark. Over tid har myndighetene lagt opp til å svekke Altas rolle som regionsenter i nord og flytte funksjoner til Tromsø. Frykten for Alta i store deler av fylket gjør det vanskelig å få oppslutning om at Finnmark må ha sitt eget regionsen ter, mener Bakken. Han savner en bevissthet hos finn markspohtikerne rundt en strategi for å beholde et sterkt regionsenter i Finnmark. Derfor skal Alta blankusse denne profilen seiv. - Vi skal jobbe med å gjøre Alta at traktivt for nye etableringer utenfra og har avsatt både penger og ressur ser til denne oppgaven i 2004. — Ingen av sakene er tapte slag, men det er bare å innse at vi er avhengig av at stats råden griper inn. Tøfftid Nedbyggingen av regionkontoret til Avinor, flytting av postterminalen i Alta og trussel om stopp av alle akti vitetene til Forsvaret i kommunen, kaster mørke skygger over inngangen til det nye året. - Jeg frykter utfallet, men har ikke gitt opp håpet om å få et positivt re sultatet i en eller flere av sakene. Li kevel er det bare å innrømme at dette er saker som har skapt usikkerhet i hele Alta-samfunnet, medgir ordføre ren. Så stor er usikkerheten blitt at Bak ken tror det kan bli vanskelig å nå målet om en fortsatt jevn vekstkurve for Alta. - Ingen av sakene er tapte slag, men det er bare å innse at vi er avhengig av at statsråden griper inn. Stytingssvak Ordføreren har seiv vært i samferd selsdepartementet og møtt statsråd Torild Skogsholm tidligere i høst, men ble ikke særlig klokere med hen syn til skjebnen til hverken Avinor el ler postterminalen. Seiv kan Bakken vanskelig forstå at ikke terminalen i Alta ble spart når Posten presenterte sin nye struktur. — Jeg skulle ønske at statsråd Skogsholm framstod litt mer som Erna Solberg - sterk og handlingsret tet. På meg virker det som Skogs holm ikke tør ta styring med Posten og i stedet lar konsernsjef Kaare Fry denberg gjøre som han vil, påpeker ordføreren. «— Jeg skulle ønske at stats råd Skogsholm framstod litt mer som Erna Solßerg - sterk og handlings rettet. Likevel må Bakken sette hele sin lit til at Skogsholm skifter ut ulne utta lelser og krav om kvalitet ut med ak tiv handling. skal vi møte statsråden i februar for å diskutere situasjonen i Alta med hen syn til Avinor og Posten. Vi kommer til å legge fram konkrete forslag, men vil ikke statsråden instruere Posten og Avinor er vi like langt. Lyspunkter Seiv om alt for mange i Alta møter 2004 med usikkerhet om egen ar beidsplass advarer ordføreren mot pessimisme og dommedagsprofetier for byen han skal lede. Han viser til at privat sektor gjør det rimelig bra og viser muskler på nye markeder. Deke minst har bygge- og anleggsnæringen bevist at de er konkurransedyktig - også utenfor sitt tradisjonelle hjem memarked. - Jeg synes næringslivet i Alta fortje ner skryt. De er ikke redd for å satse og er framtidsrettet i sine strategier, slår Bakken fast og legger til: - Det er mange lyspunkter i utvik lingen. - Næringslivet i Alta fort jerter skryt skoletilbud. I løpet av kort tid er bar nehagedekningen snudd fra å være problematisk til tilnærmet full dek ning. Samtidig er jeg godt fornøyd med jobben politi- og lensmannsetat gjør. Over tid skaper det trygghet i lo kalsamfunnet. Har ikke Alta et økende ruspro blem hvor både politi og kommune virker handlingslammet? - Nei, slik jeg opplever det har vi tvert om en positiv utvikling i når det gjelder msproblemene. plass gode ungdomstiltak og har et variert kulturtilbud som jeg er stolt av. Lag og foreninger gjør en kjempe jobb. Økonomi I «eget hus» håper han at året som kommer ikke skal bli preget av kutt og pengemangel. - En svak vekst i kommuneøkonomi en er viktig for at vi skal makte å opp rettholde og utvikle gode tjenestetil bud og et høyt servicenivå for befolk ningen. Så langt ser det bra ut seiv om vi står overfor store utfordringer i 2004, sier en offensiv og entusiastisk ordfører ved inngangen til nyåret.
|
maalfrid_6235c531357be0f1a6e64c2869099a7580853999_1
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.876
|
«Formålet med sykepenger er å gi avarbeidsinntekt for yrkesaktive medlemmer somerarbeidsuføre på grunn av sykdom eller skade.» «Folketrygdens formål er å gi og kompensere for særlige utgifter ved arbeidsløshet, svangerskap og fødsel, aleneomsorg for barn, sykdom og skade, uførhet, alderdom og dødsfall.
|
maalfrid_d5ab90adffc6532f82331c1be5e5b32fe4db703e_84
|
maalfrid_domstol
| 2,021 |
no
|
0.885
|
Ved begynnelsen av 1900-tallet later det til at innslaget av sportsjakt og sportsfiske er forholdsvis begrenset. Innslaget av dette økte jevnt utover i mellomkrigstiden, blant annet illustrert ved dannelser av lokale jeger- og fiskeforeninger, spesielt i forbindelse med ønske om forpaktning av lakseelver og også de første turlagene. Under krigen og de første årene etter var utmarksressursene svært viktig rent materielt – også for innbyggere som i årene før krigen i mindre grad hadde livnært seg av den. Når den prekære fasen av gjenreisningstida var over et stykke inn på 50-tallet, ser vi at den friluftslivsmessige bruken av utmarka gradvis vokser. Det faktum at innbyggerne i fylket - i det minste gradvis og delvis - ble inkludert i moderniseringen av økonomien og i den framvoksende velferdsstaten medførte at folk fleste ble mindre avhengig av utmarksressursene både i subsistens- og næringssammenheng. I stedet vokser det som sagt etter hvert fram en friluftsmessig bruk av utmarka, som man kunne ane konturene av allerede i mellomkrigstiden. Til grunn for denne framveksten ligger selvfølgelig veiutbyggingen som fant sted på 50- og 60-tallet, og at en del etter hvert kunne ta seg fram til forskjellige områder med egen bil. Ikke desto mindre vitner flere beskrivelser om at de mer tradisjonelle formene for utmarksutnyttelse, både til subsistens- # og næringsformål, mange steder fortsatte til langt inn på 60-tallet. Med andre ord står vi i de første årene etter krigen ovenfor en overgangsfase som trolig har variert i lengde, avhengig hvor i Finnmark vi befinner oss og hva slags høsting det er snakk om. For eksempel er garnfiske i indre Finnmark en høstingspraksis som har blitt holdt ved like fram til i dag – selv om det neppe har samme økonomiske betydning som det hadde. Utmarkslåtten forsvant derimot i løpet av 60-tallet. Det er også slik at det moderne friluftslivet først vokste fram i tettsteder og byer, men i dag også er vanlig i bygdene. Fra omtrent 1980 og fram til i dag ser vi en slags fullbyrding i den prosessen som for alvor startet opp på 1950-60-tallet. Hyttebyggene blir større og mer moderne, og det meste av utmarksbruken handler om rekreasjon i vid forstand. Hyttebyggingen står også i sammenheng med at veinettet nå er enda bedre utbygd, i tillegg til at snøskuteren begynner å bli et vanlig transportmiddel vintertid. I det siste tiåret har også ATV'er gjort det mulig å nå langt inn på fjell og vidde sommertid, på en måte som ikke var mulig tidligere. Det er spesielt i de to-tre siste tiårene at spesialeringen og differensieringen av den friluftlivsmessige bruken av utmarka har økt. Flere innbyggere går bort fra den mangfoldige høstingstradisjonen og driver mer opplevelses- # og sportsorientert jakt og fiske. Det er også først på 90-tallet at de fleste DNT-lagene i fylket blir stiftet. I denne perioden ser vi også at mange moderne former for naturaktiviteter som klatring, kajakkpadling, skikjøring og terrengsykling blir utbredt i Finnmark. Aktiviteter som vi i liten grad har befattet oss med tidligere i rapporten. For de fleste av disse aktivitetene finnes det en eller flere organisasjoner med fra noen få til opp mot 100 medlemmer. En del av spesialiseringen kommer også til uttrykk gjennom arrangementer og konkurranser. Et godt eksempel på dette er Finnmarksløpet. Ett av verdens mest krevende langdistanse hundekjøringsløp, som på mange måter tar utgangspunkt i en for fylket etablert aktivitet med mer enn 30 år lang tradisjon. Til tross for store endringer har høstingstradisjonen, som det allerede er påpekt, i betydelig grad blitt holdt levende i mange områder. Dette gjelder spesielt isfiske og garnfiske, og særlig i innlandskommuner og trolig aller mest i Kautokeino. Andelen aktive jegere blant finnmarksbefolkningen er forholdsvis stabil og høy i denne perioden. I løpet av de siste tiårene har elgjakt utviklet seg til en aktivitet som engasjerer mange jegere og jegermiljøer over så å si hele fylket. Slik sett har det skjedd en stor endring i utnyttelsen av viltressursene ettersom snarefangst av ryper har gått kraftig tilbake samtidig som småviltjakt med gevær er utbredt. Den næringsmessige utnyttelsen av utmarka, dvs. høsting for salg er nesten borte. Det er få aktører som selger multer, ryper og fisk. Antallet tilreisende turister til fylket som jakter og fisker har vært markant i alle fall fra 1980-tallet, men har økt ytterligere på 2000-tallet.
|
maalfrid_0513bf23cee70db619ca70d8520923d51a1af438_137
|
maalfrid_nve
| 2,021 |
no
|
0.849
|
diskriminering mellom aktører, og konkurranse mellom tilbydere bidrar til å optimalisere allokering av ressurser. Det er en utfordring at svartstartegenskapene i dag og i uoverskuelig fremtid vil ligge i eksisterende produksjonsenheter. NC-RfG regulerer primært tilknytning av nye produksjonsenheter. Det må derfor etableres et system, som sikrer adgangen til svartstartegenskaper i eksisterende anlegg. Dette kan gjøres enten ved forskriftsendringer i eksisterende regelverk eller gjennom bruk av avtaler. Den avtalebaserte løsningen i NC-RfG vil etter Statnetts vurdering kunne anvendes på eksisterende anlegg. Nødvendige funksjons- og verifikasjonskrav for eksisterende anlegg, krav til kompetanse, ressurser og vedlikehold kan fastsettes som vilkår i avtalene. En slik tilnærming vil også være anvendbar for andre nettselskaper i underliggende nett, ved på tilsvarende måte, å sikre nødvendige svartstartegenskaper i eget nett der dette er rasjonelt gjennom avtaler. Implementeringen av bestemmelsen vil være i overenstemmelse med GL-ER. GL-ER krever at hver enkelt TSO skal utarbeide en beredskapsplan og en gjenoppbyggingsplan for transmisjonsnettet. I henhold til §23.4.f i GL-ER, skal slike planer inneholde det antall enheter som er nødvendige for å spennings sette systemet gjennom en bunn-topp-strategi ved bruk av svartstart- og separatdriftsegenskaper. Planene og operasjonaliseringen av disse kan baseres på bestemmelser i nasjonal lovgivning eller gjennom kontrakts regulerte betingelser. I analyser av behov og geografisk fordeling vil det kunne forekomme tilfeller hvor flere kraftverk kan være aktuelle konkurrerende leverandører. I andre områder vil det kunne være bare én leverandør og tilsvarende mangel på konkurranse. Alternative metoder for utvelgelse av kraftverk bør derfor vurderes når behovene er kartlagt. Systemansvarlig bør ha virkemidler for å sikre at nødvendig svartstartegenskaper i eksisterende anlegg ikke fases ut uten at systemansvarlig involveres i beslutningen. Videre må det være virkemidler som sikrer at manglende konkurranse ikke medfører uforholdsmessig høye kostnader. Det vil derfor være behov for et regulatorisk nød håndtak, dersom aktører mot formodning ikke er villige til å delta eller krever urealistisk høy godtgjørelse for funksjonaliteten. Dagens regulering av svartstartegenskaper i beredskapsforskriften bør derfor inntil videre opprettholdes og eventuelt tilpasses en ny reguleringsform på sikt eller alternativ erstattes eller suppleres av reguleringer i forskrift om systemansvaret som ivaretar ovennevnte. 15.5.b Systemgjenoppretting - separatdrift Statnett vurderer sannsynligheten for separatdrift i det norske kraftsystemet som stor og utfordringene knyttet til forsyningssikkerheten som store i Norge sammenlignet med det øvrige Europa gitt av: • Vær, vind, snø, ising og klima • Det norske nettet er lite masket i forhold til Europa og mange regionalnettspunkter tilfredsstiller ikke N-1-kriteriet. Dette er igjen et resultat av at Norge er et langstrakt og tynt befolket land. I 2016 (t.o.m. uke 42) ble det registret 21 tilfeller av separatdrift i Norge. 8 av disse var forårsaket av feilhendelser, som for eksempel komponentfeil, vind, lynaktivitet og menneskelige feil. Høy utkoblingsaktivitet og varsler om uvær er årsaker til at man planlegger å legge områder i separatdrift for å begrense konsekvensene ved en evt. feilhendelse. I fremtiden forventer vi at produksjonsmønsteret til norsk vannkraft vil endres, som følge av økt overføringskapasitet og større andel uregulerbar kraftproduksjon. Dette vil i perioder kunne medføre større avvik mellom forbruk og produksjon i områder, som er utsatt for separatdrift. Statnett mener det er viktig å sikre separatdriftsegenskaper i kraftsystemet, som er dimensjonert for å håndtere dette.
|
maalfrid_8fb2e14848427693c89c4c0959f599748099b7e9_76
|
maalfrid_ngu
| 2,021 |
no
|
0.421
|
Prøve: Lito 1431-1. Kombinert bildemosaikk av XPL og manipulerte FL bilder. Prøve: Lito 1431-1. Bildebehandlet FL mosaikk.
|
solabladet_null_null_20090421_19_22_1_MODSMD_ARTICLE117
|
newspaper_ocr
| 2,009 |
no
|
0.574
|
06.30 Morgennytt 10.00 NRK nyheter 10.05 Andre avenyen (t) (r) 10.35 Naboer (t) (r) 11.00 NRK nyheter 11.05 Grønn glede (ttv) (r) 11.30 Solens mat (t) (r) 12.00 NRK nyheter 12.10 Brennpunkt 13.00 NRK nyheter 13.05 Berlin, Berlin (t) (r) 13.30 Slipp naboene løs (t) (r) 14.00 NRK nyheter 14.05 Norge rundt (ttv) (r) 14.30 Frilandshagen (t) (r) 15.00 NRK nyheter 15.05 Par i hjerter (t) 16. med sport. 19.30 Forbrukerinspektørene (ttv) 19.55 330 skvadronen (ttv) (7:8) Norsk dokumentarserie 20.25 Redaksjon EN (ttv) Nyhetsmagasin. 20.55 Distriktsnyheter 21.00 Dagsrevyen 21 (ttv) med Norge i dag og sport. 21.40 Vikinglotto 21.45 Sporløst forsvunnet (t) (15:24) Am. krimserie. 22.30 Migrapolis: Ulikt ståsted, samme kamp (t) 23.45 Lov og orden: New York (t) (r) 00.30 The Wire (t) (r) 01.25 Kultumytt (r) 01.35 Du skal høre mye jukeboks (r) 03.00-06. 13.45 Den syvende himmel (r) 14.30 3rd Rock from the Sun (r) 15.00 Ut av det blå 15. Home and Away 16.00 Waschera 16.30 Venner for livet (r) 17.00 Dharma & Greg (r) 17.30 That '70s Show (r) Aktua I itetsprogra m. 19. (72) Norsk dramaserie. 20.00 Akvariet (5:6) Norsk dokumentarserie. Reptilsjef Remis favoritt Jan Varan legges inn på dyreklinikken. 20. (2:6) Norsk livsstilsprogram 21.00 Nyhetene 21.20 Været 21.25 Sportsnyhetene 21. (73) Norsk dramaserie. August kaster seg inn i kampen om PAX fredssenter på Gardermoen. 20.00 Smaken av Norge (5:10) Norsk livsstilsserie. Kalkun, villgeit og brisling er noe av det som står på menyen. 21.00 Nyhetene 21.20 Været 21.25 Sportsnyhetene 21.40 Brothers & Sisters (12:24) Am. dramaserie. Kitty tar runden på diverse talkshow for å promotere boken sin, samtidig som hun mistenker Robert for å skjule en stor hemmelighet for henne. 22. (9) Am. dramaserie. Dr. Cal Lightman og tea met hans etterforsker to ulike saker. 23. (11:16) Am. komiserie. 23.50 60 Minutes 00.40 Svindiertriks 01.15 Senkveld med Thomas og Harald (r) 02.15 Desire 03.05 Sportsnyhetene 03.20 Været (r) 03.30-06. NRK nyheter 13.05 Distriktsnyhe ter (r) 13.30 Lunsjtrav 14.00 NRK nyheter 14. 15.00 NRK nyheter 15.05 Jon Stewart (t) (r) 15.30 I kveld (r) 16.00 NRK nyheter 16.30 NRK nyheter 17.00 NRK nyheter 17.10 Sveip 17.50 Kulturnytt 18. NRK nyheter 18.03 Dagsnytt 18 19.00 Når bunnlinjen blør (t) 19.30 Fotballtirsdag Sogndal - HamKam, 1. div, direkte fra Sogn dal. 21.30 Bakrommet: Fotball magasin 21.55 Keno 22.00 NRK nyheter 22.10 Kulturnytt (r) 22.20 I kveld 22.50 Oddasat - nyheter på samisk (t) (r) 23.05 Jon Stew art (t) 23.25 330 skvadronen (ttv) (r) 23.55 Ut i naturen: vesen (ttv) (r) 00.20 Redaksjon EN (ttv) (r) 00. NRK nyheter 13.05 Distriktsnyhe ter 14.00 NRK nyheter 14.05 Ut i naturen: Ulvens vesen (ttv) (r) NRK nyheter 18.03 Dagsnytt 18 19.00 Safari (r) 19.30 Trav: V 65 20.00 NRK nyheter 20.05 Alt for Martin (t) 21.05 Jon Stewart (t) 21.25 FBI ekstra (ttv) 21. Keno 22.00 NRK nyheter 22.10 Kulturnytt (r) 22.20 I kveld 22.50 Oddasat - nyheter på samisk (t) (r) 23.05 Norsk polarhistorie: Nasjonsbyggerne (ttv) 24.00 For brukerinspektørene (ttv) (r) 00.25 Redaksjon EN (ttv) (r) 00. 07.00 Interaktiv frokost 09.45 Slankekrigen (r) 11.15 Brat Camp (r) 12.15 Glamour 12. Rachael Ray Show 13.40 Jamies matrevolusjon (r) 14.40 One Tree Hill (r) 15.30 Steg for steg (r) 16.00 What I Like About You (r) 16.30 The War at Home (r) 17.00 Will & Grace (r) 17. 18.25 Været 18.30 Lokale sen dinger/OSLO-TV 19.00 America's Funniest Home Videos (r) 19.30 America's Funniest Home Videos (r) 20.00 Silent Library 20.30 Sannhetens øyeblikk 21.35 C.S.I. 22.30 Aktuelt, sporten og været Nyhetsmagasin. Hver dag gir vi deg siste nytt fra inn- og utland. 22.50 CSI: Miami (r) 23.40 The Late Show med David Letterman 00.40 CSI: N.Y. (r) 01.30 CSI: Miami (r) 02.20 The War at Home (r) 02.50 Spin City (r) 03. Rachael Ray Show 13.40 Jamies matrevolusjon (r) 14.40 Ohe Tree Hill (r) 15.30 Steg for steg (r) sendinger/OSLO-TV 18.00 Aktuelt og Sporten Nyhetsmagasin. Hver dag gir vi deg siste nytt fra inn- og utland. 18.15 Spotlight 18.25 Været 18.30 Lokale sendinger/ OSLO-TV 19.00 America's Funni est Home Videos (r) 19.30 Ameri ca's Funniest Home Videos (r) 19.55 Gossip Giri 20. Betty 21.35 Lost 22.30 Aktuelt, sporten og været Nyhetsmagasin. Hver dag gir vi deg siste nytt fra inn- og utland. 22.50 Dirty Sexy Money 23.40 The Late Show med David Letterman 00.40 CSI: N.Y. (r) 01.30 CSI: Miami (r) 02.20 The War at Home (r) 02.50 Spin City (r) 03.204)7. According to Jim (r) 09.55 Nanny (r) 10.25 Oprah (r) 11.20 Dr. Phil 12.15 I gode og onde dager (r) 13. Am. drama fra 1998. 01.55 Two and a Half Men (r) 02.20 Kongen av Queens (r) 02.50 Cheers 03.15-05.59 Heart and Souls Am. komedie fra 1993.
|
maalfrid_9e5b3df38eaf51ed83cf94e796eb357e4b8336a0_47
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
no
|
0.76
|
96/35 A.C. Hansen: Analyse av individers preferanser over lotterier basert på en stokastisk modell for usikre utfall. 22s. 96/36 B.H. Vatne: En dynamisk spillmodell: Dokumentasjon av dataprogrammer. 22s. 96/37 E. J. Flottum: Gruppering av næringer i offisiell statistikk. 36s. 96/38 E. Heilund: Dokumentasjon av lonnsstatistikken 1996: Utvalg, vektberegninger og gjennomforimg, av ESES. 63s. 96/39 B. Strand: D-nummerpopulasjonen. 22s. 96/40 K.N. Singh, V. Lower, R. Wølner og T. Heimdal. Rutiner for produksjon av statistikk over kommunale helsetjenester. 50s. 96/41 T. Strom og A.H. Tangen: Forprosjektrapport om E0S-tilpasning og samordning av regnskapsoppgaver for forsikringsselskaper. 151s. 96/42 M.V. Dysterud, L. Rogstad og P. Schoning (red.): Bærekraftig arealpolitikk og behovet for arealstatistikk: Seminar 27. august 1996. 151s. 96/43 D.Q. Pham og K.-I. Låstad: Sesongjustering av AKU på UNIX: Dokumentasjon av rutiner. 60s. 96/44 K.G. Lindquist og B.E. Naug: Makroøkonometriske modeller og konkurranseevne. 12s. 96/45 Golombek og S. Kverndokk (red.): Modeller for elektrisitets- og gassmarkedene Norge, Norden og Europa. 28s. 96/46 T.B. Martinsen: Behov og muligheter for statistikkproduksjon for noen næringer: Nace 75:25: Brannvern, 90: Kloakk- og renovasjonsvirksomhet, 91: Interesseorganisasjoner ikke nevnt annet sted, 93: Personlig tjenesteyting ellers, 95: Lønnet arbeid i private husholdninger, 99: Internasjonale organer og organisasjoner. 29s. 96/47 J.E. Sivertsen: Flyktninger og arbeidsmarkedet 4. kvartal 1995. 35s. 96/48 E. Lofthus: Yngre uførepensjonisters materielle levekår. 38s. 96/49 S. Blom: Holdning til innvandrere og innvandringspolitikk: Spørsmål i SSBs omnibus i mai/juni 1996. 37s. 96/50 I. Seliussen: Status for byggjekostnadsindeksane. 12s. 96/51 H.M. Teigum: Undersøkelse om kommunal og fylkeskommunal organisering 1996: Dokumentasjonsrapport. 54s. 96/52 A.K. Essilfie: Environmental Protection Expenditures in Norway. 18s. 96/53 F.R. Aune: Konsekvenser av en nordisk avgiftsharmonisering på elektrisitetsområdet. 22s. 96/54 M.V. Dysterud og P. Schøning: SSB- AVLOP. 187s. 96/55 E. Vassnes og I. Tuveng: Datagrunnlag for analyse av personers overgang fra utdanning til arbeid: Dokumentasjon. 58s. 96/56 K. Flugsru.d, O.K. Hunnes og E. Lasson: Metode for beregning av energivarebruk og utslipp på grunnkretser: Beregninger for 1992 og 1993 for kommunene Oslo, Drammen, Bergen og Trondheim. 61s. 96157 T. Kalve: Bedre barnevernsdata på edblesbart medium. 42s. 96/59 A. Sundvoll og L. Solheim: Undersøkelse om kopiering på universiteter og hOgskoler: Pilotundersøkelse: Dokumentasjonsrapport. 48s. 96/60 A. Sundvoll: Undersøkelse om levekår og nærmiljø i Bergen: Dokumentasjonsrapport. 53s. 96/61 A. Bråten: Populasjon og utvalg - konsumprisindeksen. 58s. 96/62 M. Kjelsrud og A. Torstensen: Innvandreres tilknytning til arbeidsmarkedet. Situasjonen i november 1994. Bruttoendringer mellom november 1993 og november 1994: Dokumentasjon og analyse. 170s. 96/63 H.M. Teigum: Samordnet levekårsundersøkelse 1996 - tverrsnittsundersokelsen: Dokumentasjonsrapport. 57s.
|
maalfrid_457ba20dedcb3594b5a1067b0c0de3c2fbd5eeb9_39
|
maalfrid_fhi
| 2,021 |
en
|
0.408
|
Olsen, H., & Skretting, A. (2007). . Oslo: Statens institutt for rusmiddelforskning. Pape, H., & Storvoll, E. E. (2006). Teenagers' "use" of non-existent drugs. A study of false positives. , 31-46. Pudney, S., Badillo, C., Bryan, M., Burton, J., Conti, G., & Iacovou, M. (2006). . London. Reuter, P. (2005). Assessing Alternative Methodologies for Estimating Revenues from Illicit Drugs: University of Maryland. Rhodes, W. (1993). Synthetic estimation applied to the prevalence of drug use. (2), 297-321. Rhodes, W., Langenbahn, P., Kling, R., & Sheiman, P. (1997). Washington: ONDCP. (2008). Oslo: Statens institutt for Rusmiddelforskning. Sanchez-Niubo, A., Fortiana, J., Barrio, G., Suelves, J. M., Correa, J. F., & Domingo-Salvany, A. (2009). Problematic heroin use incidence trends in Spain. (2), 248-255. Shewan, D., & Dalgarno, P. (2005). Evidence for controlled heroin use? Low levels of negative health and social outcomes among non-treatment heroin users in Glasgow (Scotland). , 33- 48. Skog, O.-J. (1990). . Oslo: Statens institutt for alkohol- og narkotikaforskning. Snertingdal, M. I. (2007). . Oslo: SIRUS. Steentoft, A., Teige, B., Holmgren, R., Vuori, E., Kristinsson, J., Hansen, A. C., et al. (2006). Fatal poisoning in Nordic drug addicts in 2002. (2-3), 148-156. Stimson, E. G. V., Hickman, M., Quirk, A., Frischer, M., & Taylor, C. (1997). (No. 1). Lisbon: EMCDDA. Stimson, G. V., Oppenheimer, E., & Thorley, A. (1978). Seven-year follow-up of heroin addicts:drug use and outcome. (6121), 1190-1192. Stowe A., R. M. W. (1991). . Sydney: National Centre in HIV Social Research/ University of New South Wales.
|
wikipedia_download_nbo_U19-EM i fotball for menn 2017_450443
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.993
|
'''U19-EM i fotball for menn 2017''' var det 16. U19-EM i fotball for menn og ble arrangert fra 2. til 15. juli 2017 i Georgia. Mesterskapet ble vunnet av England etter to mål og ett selvmål i finalen mot Portugal.
|
maalfrid_9907cad1e2313b90f27bcce7d23daa55932ae3ce_291
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.921
|
Kapittel 14 UNI Storebrands behandling av Skandiainvesteringen 292 Aakvaag har uttalt i forbindelse med Langangens avgang: "Sett i ettertid var det antagelig dramatikken rundt Jan Erik Langangens avgang som utløste krisen og som førte til at kreditten tørket inn, noe som nesten momentant skapte den akutte likviditetskrise som førte til at selskapet ble satt under administrasjon." Jebsen har uttalt: "Som kjent trådte Jan Erik Langangen tilbake fra sin stilling 27 juli 1992 og arbeidet med garantikonsortiet ble derfor i praksis forskjøvet ytterligere i tid. Som følge av dette og den påfølgende, negative utvikling i kapitalmarkedet ble arbeidet ikke sluttført i tide til å forhindre den akutte likviditetskrise som holdingselskapet havnet i ultimo august 1992." Borge har uttalt: "Imidlertid måtte man den 26 juli holde ekstraordinært styremøte i anledning av at Jan Erik Langangen fratrådte sin stilling. Hans begrunnelse for dette var at han hadde mottatt tvetydige meldinger i markedet på spørsmålet om hvorvidt en emisjon lot seg gjennomføre før det var foretatt endringer i styrets sammensetning. Langangen mente dette var en uverdig situasjon, som hovedansvarlig for UNI Storebrands utvikling kunne han ikke være bekjent av at noen i styret gikk av men ikke han selv, og han håpet at hans avgang ville fremtvinge en avklaring og bidra positivt i emisjonsarbeidet. Langangen hadde drøftet personspørsmål med Borge i første halvdel av juli 1992, og Borge hadde fremholdt for Langangen at styret fortsatt hadde tillit til ham, men at Borge for sin del så det slik at hele representantskapet og styret burde stå på valg ved den ekstraordinære generalforsamling ifm emisjonen. Borge fikk i dagene etter Langangens fratredelse bragt i erfaring at av UNI Storebrands fem største norske aksjonærer hadde alle untatt Avanse ment at styret burde blitt sittende inntil emisjonen var gjennomført. Men den situasjon som inntraff da styret stilte sine plasser til disposjon, utløste ganske divergerende oppfatninger blant de største aksjonærene i synet på den fremtidige styresammensetning. Orklas pragmatiske konsernsjef Jens P. Heyerdahl d.y. ønsket moderate endringer i styresammensetningen. Stiftelsen UNI's prinsipielle styreformann Sverre Pettersen mente at full utskifting av de aksjonærvalgte styremedlemmer var det eneste som lot seg skikkelig forsvare pga. det passerte. Meglerhuset Fondsfinans v/Erik Must, som var utsett til å lede emisjonen, ga i møte 30 juli 1992 med Borge tilkjenne at både før og etter Langangens fratredelse var de av den oppfatning at hele styret burde skiftes ut i forkant av emisjonen. Med Fondsfinans stilling i norsk investormiljø var det bare å bøye seg for Langangens ønske om å ville fratre, med mindre han hadde hatt et garantikonsortium helt sikkert på plass, og styret hadde intet annet valg enn å stille sine egne plasser til disposisjon, for det hadde enstemmig sluttet opp om konsernsjefen hele veien. Etter Borges syn var den kjensgjerning at både konsernsjefen og styret fratrådte medvirkende årsaker til den ukontrollerte situasjonen man deretter fikk. Man fikk et selskap uten fast styring i en kritisk 3 ukers periode. Mange av dem som tidligere hadde gitt positive utsagn om deltakelse i emisjonen begynte å nøle pga usikkerhet overfor UNI Storebrands nye ledelse, og mediastormen mot selskapet tiltok ytterligere da valgkomitèens innstilling til nytt styre ikke falt i god jord. Etter Borges oppfatning var det imidlertid ikke noe alternativ at styret hadde gått og Langangen blitt sittende. Konsernsjefen ville da i realiteten ha sittet på oppsigelse." Kristoffersen har uttalt:
|
maalfrid_c17acb4a17caf51b8eec1cbcf318872e001b3213_12
|
maalfrid_landbruksdirektoratet
| 2,021 |
no
|
0.68
|
internasjonale priser er likevel større enn nivået på foreslått prisnedskrivningssats. Landbruksdirektoratet anbefaler derfor Tines forslag til sats for smør for 2017. Yoghurt Når det gjelder yoghurt, ble satsen økt med 1,25 kr per kg til 5,50 kr per kg fra 2016. Tine foreslår å videreføre denne satsen for 2017. Tine opplyser at norsk pris på yoghurt har økt med 1,5 prosent i 2016. For yoghurt kan en ikke følge prisutviklingen på verdensmarkedet på samme måte som for skummetmelkpulver, ost og smør, siden pris på yoghurt ikke noteres på børs. Landbruksdirektoratet har derfor sett på gjennomsnittlig cif importpris ved import til Norge, og brukt denne som en referansepris på verdensmarkedets pris. Gjennomsnittlig cif importpris for import av fruktyoghurt på kapittel 4 i tolltariffen var på 16,08 kr per kg i 2014, mens den var på 17,88 kr per kg i 2015. De første åtte månedene av 2016 var tilsvarende cif importpris på yoghurt på 19,87 kr per kg. Til tross for økt pris på importert yoghurt, er det Landbruksdirektoratets vurdering at forskjellen mellom norsk pris og pris på verdensmarkedet er større enn foreslått sats på kr 5,50 per kg. Landbruksdirektoratet mener derfor at satsen på yoghurt kan videreføres i tråd med Tines forslag. Smelteost Satsen på smelteost ble satt til null i 2009 og har ikke vært endret etter dette tidspunkt. Det ble ikke omsatt smelteost innenfor ordningen i 2015. Tine foreslår ingen endringer i satsen for smelteost for 2016. Landbruksdirektoratet har ingen bemerkninger til dette. Konklusjon Landbruksdirektoratet anbefaler med dette Tines forslag til satser for prisnedskrivning av meieriprodukter ved salg til spesialmarkeder i 2017. Tabellen under viser en oversikt over satsene i 2013, 2014, 2015, 2016 og foreslåtte satser for 2017.
|
maalfrid_048c77e349cca3df0eded15d9cde6e03e2f04ebb_0
|
maalfrid_ntnu
| 2,021 |
no
|
0.466
|
ISBN 978-82-326-3990-8 (trykt utg.) ISBN 978-82-326-3991-5 (elektr. utg.) ISSN 1503-8181 Doktoravhandlinger ved NTNU, 2019: Doktoravhandlinger ved NTNU, 2019:
|
maalfrid_186b49a2b90fd656172b415fea5646d2d5877027_1
|
maalfrid_ntnu
| 2,021 |
no
|
0.349
|
Dokument Kvalitetssikringsrapport KS1 av KVU Haugesund Oppdragsgiver Finansdepartementet og Samferdselsdepartementet Forfattere Elin S. Kverneggen, Jan Petter Bekkevold, Kristian Mehus, Elisabeth Elle Smelror, Kåre P. Hagen, Astrid Oline Ervik, Karl Rolf Pedersen Dato 1. juli 2016 Oppdragsansvarlig Elin S.
|
maalfrid_9475b2da575a186d5151ed08e0e45162d4520b03_52
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
no
|
0.806
|
Solgt/overdratt (se under), dato: _______________________ RA-0362-2b 02. Postadresse: 2225 Kongsvinger Telefon: 62 88 50 00, Telefaks: Gjennomsnittlig antall sysselsatte på foretaksnivå (post 1.3) skal være lik summen av gjennomsnittlig antall sysselsatte på bedriftsnivå. Gjennomsnittlig antall lønnstakere/eiere over året beregnes ved å summere antall lønnstakere/eiere ved utgangen av februar, april, juni, september og november og dividere med 5. 1.1. Eiere av enkeltmannsfirma eller ansvarlig selskap og familiemedlemmer uten fast lønn som daglig arbeider i foretaket (gjennomsnitt i året) 1.2. Lønnstakere (gjennomsnitt i året) 1.3. Totalt antall sysselsatte (1.1 + 1.2) 1.4. Antall utførte årsverk av lønnstakere (med én desimal) Virksomheten er solgt/overdratt til (oppgi navn og organisasjonsnummer til foretaket:) Eieform pr. 31.12.00: Er virksomheten i foretaket: Beliggenhetsadresse: Gate eller sted: Postadresse: Postboks, gate eller sted: Hvis adresseendring, fyll ut: Under oppbygging I vanlig drift Midlertidig ute av drift, fra dato: ______________________ Opphørt, dato ______________ Postnr.: Kommune: Poststed: Postnr.: Kommune: Poststed: Skjemaet skal leses maskinelt, bruk blå eller svart penn og skriv tallene slik: Har virksomheten bare vært av 2000, må du likevel svare. Var virksomheten , kryss av i boksen nedenfor, undertegn og returner skjema. Hjelp til utfyllingen kan du få ved å ringe: Vennligst oppgi foretakets offisielle e-post-adresse: Hvis dette er galt, vennligst beskriv virksomhetens art nedenfor: Virksomheten er plassert i næring:
|
maalfrid_dda771d269b257a2eea3b3f2ca96e2b11a213cd3_223
|
maalfrid_medietilsynet
| 2,021 |
no
|
0.877
|
På TV fant vi at det er flest dramatiseringer i NRKs , og mest underholdnings- og forbrukerstoff på TV 2s . I NRKs får barn og unge delta både som programskapere, medprogramledere i tillegg til å opptre som intervjuobjekter. På TV 2 er derimot både ungdom og andres deltakelse i programmet som regel motivert i at de er kjente fra før.
|
maalfrid_a3181df71d397fc05535288da47a5f694b416fc8_8
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
nn
|
0.502
|
Denne rettleiaren utdjupar krava i forskrifta om smittevern i helsetenesta og skal gjera det enklare for deg som leiar å ta hand om smittevernet i omsorgsbustader m.m. Du vil og ha nytte av rettleiaren når nye omsorgsbustader skal planleggjast. I retningslinene som Husbanken har laga for bruk av investeringstilskotet i Omsorgsplan 2015, vert det peika på at ein i større grad må innarbeida baseareal med nødvendige funksjonar når ein planlegg omsorgsbustader, slik at dei kan nyttast til heildøgns pleie- og omsorgstenester. I kommunane gjeld forskrifta om smittevern i helsetenesta for sjukeheimar og buformer for heildøgns pleie- og omsorgstenester. Buformer for heildøgns pleie- og omsorgstenester er i denne rettleiaren definerte som omsorgsbustader som er planlagde og tilrettelagde for, eller som gjev helsetenester heile døgnet. Dette vil seia at forskrifta gjeld i bustader der pasienten sitt behov for helsehjelp er slik at helsepersonellet anten må vera til stades heile tida, eller dei gjev helsehjelp i varierande omfang gjennom heile døgnet. Det kan gjelda omsorgsbustader der pasientane bur fast eller mellombels, til dømes ved av- # lastingsopphald. Som leiar har du plikt til å utarbeida, utvikla og halda vedlike eit smittevernprogram for verksemda di. Forskrifta gjeld òg for alt helsepersonell, det vil seia alt personell som gjev helsehjelp, uavhengig av utdanningsbakgrunn. Anna personell som har oppgåver i bustaden må òg følgja forsvarlege basisrutinar for smittevern. Dette gjeld til dømes reinhaldarar og dei som leverer mat til bebuarane. Det er ditt ansvar som leiar å gje ei opplæring i smittevernrutinane som er tilpassa dei ulike oppgåvene som dei tilsette har. Kommunen gjev òg helse- og omsorgstenester, medrekna pleie- og omsorgstenester i andre omsorgsbustader, avlastingsbustader, trygdebustader og heime hos brukarane. I desse tilfella er det kravet til forsvarlege helse- og omsorgstenester i helse- og omsorgstenestelova og kravet til internkontroll i internkontrollforskrifta som vert lagt til grunn. Du kan med fordel bruka rettleiaren her òg, så langt han passar, for å oppnå eit forsvarleg smittevern. Leiarar er ansvarlege for at verksemda vert utført forsvarleg. Denne rettleiaren inneheld generelle retningslinjer for smittevernarbeidet. I mange tilfelle vil det vera nødvendig med detaljerte prosedyrar, og då bør desse utarbeidast i kommunen. Nokre døme er stomi, urinvegskateter (permanent og intermitterande) og sårbehandling. Di meir komplisert behandlinga er, di større krav må det stillast til skriftlege prosedyrar, opplæring og kompetanse hos personalet. Nokre døme er korleis sentralvenøst kateter eller veneport, trakeostomi, heimerespirator og PEG-sonde skal handterast. I tilfelle der det ikkje er lokal kompetanse på det spesielle området er det tenleg å ha kontakt med den aktuelle sjukehusavdelinga eller kompetansesenteret som må kunna skaffa oppdaterte retningslinjer og prosedyrar. Definisjon av helsehjelp: "handlinger som har forebyggende, diagnostisk, behandlende, helsebevarende, rehabiliterende eller pleie- og omsorgsformål og som er utført av helse- # personell "jf. pasient- og brukarrettigheitslova § 1-3 c."
|
wikipedia_download_nno_Betongtavlen_52708
|
wikipedia_download_nno
| 2,021 |
nn
|
0.537
|
'''Betongtavlen''' er ein ærespris som blir gitt til byggverk i Noreg, «hvor betong er anvendt på en miljømessig, estetisk og teknisk fremragende måte.» Prisen blir utdelt av Norske Arkitekters Landsforbund (NAL) og Norsk Betongforening (NBF). Han blir tildelt etter innstilling av ein komité som har to medlem oppnemd av NAL og tre oppnemd av NBF. Prisen vart første gong delt ut i 1961. Årstal: Selvika rasteplass - Nasjonal turistveg Havøysund (Fylkesveg 889) Trollstigplatået - Nasjonal turistveg Geiranger - Trollstigen (Fylkesveg 63) Svinesundsbrua (den nye) Lund & Slaatto Arkitekter AS, Sundt og Thomassen AS Landskapsarkitekter MNLA og Dr.ing. A. Elgeseter bro i Trondheim (Byggjeår 1951) Det Norske Teatret, Kristian IV' P.A.M. Lagerhus for biler i Hjortneskaien, Oslo (rive)
|
maalfrid_ccf5d6bec877521d7bde001f9a6bcaaced679ec1_12
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
en
|
0.954
|
China - Guarantee Law, 1995 6. other property which may be mortgaged according to law. 95 A mortgagor may mortgage the properties listed in the preceding paragraph concur- 96 rently. The creditor's rights guaranteed by a mortgagor may not exceed the value of the things 98 mortgaged. If the value of a piece of property, after being mortgaged, is higher than the creditor's rights guaranteed, the remaining part may be mortgaged again, however, the remaining part may not be exceeded. If a building on the state-owned land acquired according to law is mortgaged, the use- 100 right of the state-owned land occupied by the said building shall be mortgaged together. If the use-right of the state-owned land acquired in the form of leasing is mortgaged, the buildings on the said state-owned land shall be mortgaged together. The Land-use right of town (township) and village enterprises may not be mortgaged individually. If the construction structures such as workshops of town (township) and village enterprises are mortgaged, the use-right for the land occupied by such structures shall be mortgaged together. The following property may not be mortgaged; 102 1. land ownership; 103 2. use-rights of such collectively-owned land as farmland, homestead, land allotted for 104 personal needs and hilly land allotted for private use, however, those provided in Item 5 of Article 34 and Paragraph 3 of Article 36 of this Law shall be excluded; 3. education facilities, medical and public health facilities and other facilities for public 105 interests of such institutions and social organizations as schools, kindergartens and hospitals; 4. property with unclear ownership and use-right or dispute; 106 5. property which is attached, arrested or supervised and controlled according to law; 107 or 6. other property which may not be mortgaged according to law. 108 SiSU lexmercatoria.
|
maalfrid_90623451c0fd6d6836047250f6427cf40ac91154_56
|
maalfrid_forskningsradet
| 2,021 |
no
|
0.941
|
ningsadministrasjonen er under vurdering, med forslag om en helt ny ansvarsdeling mellom departement, det nye Læringssenteret og den enkelte skole. er fullstendig omorganisert. Forvaltningen av Politiet ble ført ut av Justisdepartementet og Politidirektoratet ble opprettet i 2001. Samtidig ble det innført en ny distriktsstruktur der 54 politidistrikter ble redusert til 27. ble gjennomført i 2002. Domstolsforvaltningen føres ut av Justisdepartementet og opprettes som en ny enhet i Trondheim, og det skal gradvis foretas en reduksjon i antall domssogn og førsteinstansdomstoler. Innenfor samferdselssektoren har det skjedd store omorganiseringer de siste årene. I 2003 stod for tur. Forretningsdelen ble skilt ut i statsaksjeselskapet "MESTA", og alle nye oppdrag fra Statens vegvesen konkurranseutsettes. Samtidig ble forvaltningsstrukturen omorganisert. 19 fylkeskontorer ble redusert til 5 regionkontorer, samtidig som distriktskontorer også ble slått sammen. AAD har sommeren 2003 samlet inn statusrapporter fra alle departementene om hvor langt de er kommet når det gjelder de omstillingstiltakene som er satt i gang. Statskonsult har gjennomgått disse statusrapportene. Supplert med informasjon fra departementenes beskrivelser i st.prp. 1 over planlagte og igangsatte omstillinger, gir det et godt bilde både på omfanget og typen av omstillinger som er i gang i staten. Departementene rapporterer om svært mange og ulikeartede endringer. Omstillingene dreier seg om endringer i styringsmidler, nye arbeids- og produksjonsmåter, innføring av elektronisk saksbehandling, endringer i forvaltningsstruktur og tilknytningsform, nye samarbeidsformer og endrete organisasjonsformer. En oversikt over de rapporterte tiltakene er satt opp i tabell 1.
|
maalfrid_54d1b0ab064e6ce8b74d98febb4022e5d5203815_207
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
fr
|
0.357
|
1912. 1910. iste 2den session session 120 65 357 134 3 7 Statistisk Aarbok øjesteret. Cours d'appel et cour suprême, nombre des affaires. a) Cours appel année 1912. Antal saker. Affaires. Overretter. fah behandlet. Nombre paadømt ell. hævet. jugées on henstaaende. restant c't Derav Dont Cow-s d' appel . Cotainon pourjug-er.suivies. juger au décembre. TilsammenTotal 1912 I 630 782 848 1911 I 585 8o8 777 1910 I 466 686 780 1909 I 51 0 748 762 1908 I 4 24 666 758 1907 I 473 706 767 1906 I 446 686 760 1905 I 379 659 720 1904 I 362 716 646 1903 I 293 681 612 Cour suprême; années 1908 a 1912. 1908. iste session 2c:ten session A. Private saker: Affaires civiles Behandlet. Jugéesi6o 83 Henstaaende'. RestantOiger 208 249 B. Offentlige saker: Affaires criminelles : Behandlet. Jugées 28 Henstaaende. Restant iljuger 8 9 1 Foruten de med ekstraordinært varsel til umiddelbar foretagelse efter varselets utlep indstævnte saker.
|
maalfrid_5af5450897f47dc89c1a89fb57f361dcfc201f98_214
|
maalfrid_dibk
| 2,021 |
no
|
0.932
|
Støy fra bygningstekniske installasjoner kan bestå av både direkte luftlyd og strukturlyd som utstråles via konstruksjoner. Det må sørges for tilstrekkelig demping av strukturlyd. Forskriften stiller krav til lydnivå fra bygningstekniske installasjoner uavhengig av om disse kun betjener eget brukerområde eller er felles for flere brukerområder. Kravet omfatter også lydnivå fra avtrekksvifter på kjøkken, bad og toalett og måles ved forsert ventilasjon i annet brukerområde. I eget brukerområde måles lydnivå fra egne avtrekksvifter ved grunnventilasjon. For boliger inkluderes støy fra drift og bruk av innendørs garasjer og felles parkeringsanlegg. Kravene til lydnivå gjelder det totale lydnivået fra bygningstekniske installasjoner. Hva som menes med rom for varig opphold; se § 13-4 . For å sikre tilfredsstillende lydforhold på uteoppholdsareal og innendørs ved åpne vinduer, stilles det krav til maksimalt utendørs lydnivå fra bygningstekniske installasjoner. Lydforholdene måles utenfor vindu eller på uteoppholdsareal for samme bygning eller nærliggende bygning. For krav til uteoppholdsareal, se også § 8-4 . Lydklasse C i NS 8175:2012 Lydforhold i bygninger - Lydklasser for ulike bygningstyper oppfyller krav til innendørs lydnivå fra bygningstekniske installasjoner . Lydklasse C i NS 8175:2012 Lydforhold i bygninger - Lydklasser for ulike bygningstyper oppfyller krav til utendørs lydnivå fra bygningstekniske installasjoner . § 13-9 Figur 1: Støy fra bygningstekniske installasjoner. Grenseverdi for utendørs maksimalt lydtrykknivå. Støy fra utendørs kilder omfatter støy fra vei, bane, luftfart, sjøfart, industrivirksomhet (støy fra produksjonsutstyr) og støy fra annen samfunnsmessig virksomhet. Støy fra utendørs lydkilder kan forekomme i kombinasjon med vibrasjoner, spesielt på steder med bløte grunnforhold. I forbindelse med utarbeidelse av reguleringsplan og planløsninger for bygninger, må støy- og vibrasjonsforhold vektlegges. Det er viktig at sove- og oppholdsrom og uteoppholdsarealer plasseres mest mulig skjermet mot støy og vibrasjoner. I støyutsatte områder vil det ofte være nødvendig å gjennomføre støyreduserende tiltak som f.eks. støyvoller, støyskjerm eller tiltak i fasader. På steder med skinnegående trafikk og tung veitrafikk samt trafikk i kulverter og tunneler, må behovet for tiltak mot strukturlyd og vibrasjoner vurderes særskilt. For krav til vibrasjoner, se § 13-11 . For krav til uteoppholdsareal, se også § 8-4 .
|
maalfrid_c0901d77ffb0d51ceff9af218a5f3cc3967c8660_12
|
maalfrid_hi
| 2,021 |
no
|
0.948
|
også montert en sensor som viser svingernes vinkel i begge plan til enhver tid, samt dybde. Sonden er koplet til en kabel med fiberoptisk leder som kopler undervannsenheten og PC ombord sammen i et nettverk, og med elektriske ledere for spenningsforsyning til undervannsenheten. Data fra ekkolodd og andre sensorer kan dermed leses ombord på fartøyet i sanntid. Tidligere, år har det vært gjort både in-situ målinger på feltet ved bruk av en nedsenkbar TS-sonde, måling av enkeltfisk opphengt under TS-sonden, og integrering på et kjent antall levende fisk i bur. I år ble det kun kjørt in-situ målinger, men som tidligere har disse forsøkene bare i begrenset grad vært vellykket fordi tobisen viser seg å være ekstremt sky og unnviker så snart sonden senkes nedover i vannsøyla. Fisken samler seg ved bunn i store tettheter når sonden nærmer seg, eller forsvinner helt dersom sonden kommer for nær. Disse registreringene har ikke vert mulig å løse opp selv med svært korte pulslengder og med svingerne i 10 – 15 meters avstand. I ett tilfelle fikk vi imidlertid gode, men få, målstyrke data på enkeltfisk av tobis i utkanten av en stim. Datamaterialet fra disse målingene er bare delvis bearbeidet, men skal inkluderes i sammenligner med andre TS-målinger, TS-modeller og labforsøk. En akustisk bøye (Figur 8) ble oppankret i vannsøylen ca. 15 meter over bunnen i posisjon N57°27´34, E005°12´045 for å måle akustisk målstyrke av tobis. Denne ble tatt opp 26. april klokka 1020 UTC. Tilsvarende utsetning ble gjort 2. mai, klokka 0930 UTC i posisjon N56°50,82 og E003°44,10. Grunnet storm i området ble ikke denne hentet opp før 6. mai, men da uten noen problemer. Dataene fra forsøkene vil bli brukt til å utregne målstyrke av enkeltindivid. Vi fikk flere dataopptak av det som var sannsynligvis er stimer og enkelt individer av tobis ved å bruke den akustiske bøyen (Figur 9).
|
maalfrid_b481b85d99bea3b45e3039620a4bf147aaa1f151_67
|
maalfrid_uio
| 2,021 |
no
|
0.802
|
nesten ikke metadon og noen nesten ikke buprenorfin. Dette peker mot at noen tiltak i liten grad gjør individuelle vurderinger. Doseringen av metadon er svakt synkende og er kommet ned i et snitt på 95 mg. Dette er et adekvat nivå, men enkelte helseforetak ligger fortsatt høyt. Doseringene av buprenorfinpreparatene er som internasjonalt anbefalt. Mange av pasientene har psykiske vansker av ulik type, men uendret få har psykiatrisk behandling og enda færre psykoterapeutisk tilbud. Hovedbehandlingen ser ut til å foregå som rehabiliteringsoppfølging på kommunalt nivå, i stor grad i regi av ansvarsgrupper og i liten grad som TSB-oppfølging. Det er ingen store endringer på dette området. Pasientene henter i snitt 3,8 ganger/uke omtrent som tidligere. 50 % henter medikamentene på apotek. Det er imidlertid store praksisforskjeller mellom helseforetakene. Pasienten leverer i gjennomsnitt 0,6 urinprøver/uke med en variasjon mellom 0,3 og 2,1. Forskjellene bygger mer på sedvane enn evaluering. Som tidligere er populasjonen karakterisert ved ordnete boforhold. De har oftest en avklaret økonomisk situasjon, men i første rekke betinget i uføretrygd. Med aldersutviklingen er dette en utvikling som vil fortsette. Det er imidlertid en betenkelig høy psykiatrisk sykelighet og betydelig forekomst av somatiske helseproblemer. Statusundersøkelsen viser at det er lav tilgang på psykiatrisk behandling, mens bruken av ansvarsgrupper er tilfredsstillende. Det er viktig at sosiale aktiviteter tilrettelegges bedre enn det en får bilde av i statusrapporten. Deltagelse i sosiale nettverk kan være en viktig faktor for å forebygge psykiatriske symptomer og både deltakelse og tilhørighet er sentral faktorer i rehabilitering. Kvaliteten i LAR vil avhenge av kvaliteten i det kommunale arbeidet. Russitasjonen er i gjennomsnitt relativt tilfredsstillende. 11 % har brukt heroin siste mnd., 32 % cannabis og 15 % sentralstimulerende. Problemene er størst i forhold til benzodiazepiner som er brukt av 40 %. Det er lite endringer fra tidligere år. Sett under ett hadde 41 % vært helt uten rusmiddelbruk og 18 % hadde brukt sporadisk, til sammen 59 %. 30 % hadde brukt rusmidler regelmessig. Mestringen av rusbruksproblemene ble bedømt til å være god for 49 % mens den hos 16 % var avhengighetspreget. Det refereres ikke sjelden til at LAR-pasienter kan deles inn i tre grupper når det gjelder rusmiddelbruk og fungering. Det er viktig å merke seg at dette ikke er tre like store grupper. Målt i forhold til bruk siste 30 dager, er det er altså 40 % som er helt rusfrie. I forhold til å mestre sin situasjon, har om lag halvparten god rusmestring mens et mindretall på noe mer enn 1/6 har et avhengighetspreget rusbruksmønster.
|
wikipedia_download_nbo_Trond-Viggo Vol. I (1976–1978)_251355
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.838
|
'''''Trond-Viggo Vol. I (1976–1978)''''' er en samleplate med Trond-Viggo, utgitt i 1992. # «God morgen» (Nacio Herb Brown/Trond-Viggo Torgersen), (''Harunosågirebort'') # «Sov nå søtt» (Kåre Grøttum/Trond-Viggo Torgersen), (''Harunosågirebort'') # «Tallvalsen» (Kåre Grøttum/Trond-Viggo Torgersen), (''Kua med fletter og juret på tvers'') * Petter Skau Jakobsen - grafisk design * Trond-Viggo Vol. I (1976–1978)
|
maalfrid_32b3a8774721c95d02419d121e8149140285a158_7
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
no
|
0.875
|
* 9 Tabellregister (forts.) Tabeller Side 3.14 Tallet på søkere til fag- #og yrkesskolene og opptatte elever i prosent av søkere etter skoleslag 81 3.15 Elever i fag- #og yrkesskoler etter skoleslag 82 3.16 Elever i fag- og yrkesskoler etter kjønn og skoleslag. Prosent 83 3.17 Nye studenter og uteksaminerte kandidater ved universitet og høgskoler 85 3.18 Studenter ved norske akademiske læresteder fordelt på fagområder. Prosent 86 3.19 Norske studenter ved utenlandske læresteder fordelt på fagstudier. Prosent . 86 3.20 Voksenopplæring og folkeopplysning i skoleverket, folkeopplysningsorganisasjoner og lokale organisasjoner 3.21 Voksenopplæring og folkeopplysning. Kurslengde og deltakere pr. kurs. Hele landet 88 3.22 Voksenopplæring og folkeopplysning i skoleverket, folkeopplysningsorganisasjoner og lokale organisasjoner. Deltakere etter fylke. 4.1 Boliger etter hustype. Prosent 92 4.2 Fullførte leiligheter etter byggets art Prosent 92 4.3 Fullførte leiligheter etter fylke 94 4.4 Boliger etter tallet på rom, kjøkken medregnet 96 4.5 Fullførte leiligheter etter tallet på rom Prosent 96 4.6 Gjennomsnittlig kvadratmeter boligflate pr. fullført leilighet etter byggets art . 98 4.7 Bosatte pr. rom 98 4.8 Bosatte og boliger etter botetthet. Prosent 99 4.9 Husholdninger etter botetthet og familietype. 1967. Prosent 99 4.10 Boliger etter utstyr. Prosent 100 4.11 Fullførte leiligheter etter utstyr. Prosent . 100 4.12 Husholdninger etter boligens utstyr, type strøk og familietype. 1967. Prosent 101 4.13 Husholdninger etter boligens omgivelser, fritids- og kontaktmuligheter og etter handelsfelt, type strøk og familietype. 1967. Prosent 102 Tabeller Side 4.14 Husholdninger etter barnas lekeplass, type strøk og vurdering av lekeplassens trygghet og kvalitet. 1967. Prosent 102 4.15 Yrkesaktive i de forskjellige handelsfelt etter reisetid til arbeidsstedet. 1971-72 Prosent 103 4.16 Husholdninger etter gjennomsnittlig reisetid til kolonialforretning, postkontor, lege m.v. og type strøk. 1967. Minutter 103 4.17 Husholdninger etter eier/leierforhold til bolig 1967. Prosent 104 4. 5.1 Yrkesbefolkningen 111 5.2 Yrkesprosenter for personer 15 år og over etter kjønn, ekteskapelig status og alder 1950 og 1960 111 5.3 Yrkesprosenter for personer 15/16 år og over etter ekteskapelig status, kjønn og alder. 1960 og 1970 113 5.4 Yrkesprosenter for personer 15/16 år og over etter kjønn og fylke. 5.5 Yrkesbefolkningens fordeling etter næring Prosent 116 5.6 Personer i alder 16-74 år etter kjønn, ekteskapelig status og aktivitet/arbeidsstyrkestatus. Årsgjennomsnitt 1973. 1 000 118 5.7 Personer i arbeidsstyrken i grupper for kjønn, ekteskapelig status og alder i prosent av personer i alt i hver gruppe. Årsgjennomsnitt 1973 5.8 Gifte kvinner i arbeidsstyrken i grupper for alder og tallet på barn under 16 år i boligen, i prosent av gifte kvinner i alt i hver gruppe. Årsgjennomsnitt 1973 . . 120 5.9 Gifte kvinner i arbeidsstyrken i grupper for kvinnens alder og etter alder på yngste barn i boligen i prosent av gifte kvinner i alt i hver gruppe. Årsgjennomsnitt 1973 120 5.10 Personer i arbeidsstyrken i grupper for kjønn og utdanningsnivå, i prosent av personer i alt i hver gruppe. 4. kvartal 1973 120 5.11 Yrkesaktive fremmede statsborgere etter statsborgerskap Prosent 121 4.19 Byggekostnader og tomtekostnader ved Husbankfinansierte leiligheter 106 88 4.20 Finansiering av selveide boliger, nyinnflyttet.
|
maalfrid_631133676884522d7cc60746136767791d641d23_148
|
maalfrid_hvl
| 2,021 |
nn
|
0.475
|
Styret skal vedta høgskulen sitt samla, eigenfinansierte studietilbod for studieåret 2018-2019. Styret skal også fatte vedtak om opptaksrammer for dei einskilde utdanningane, jf. Lov om universiteter og § 3-7 Studentopptaket punkt 5: Studium som skal lysast ut i det samordna opptaket (SO) i studieåret 2018/2019 må meldast innan 07.12.17. Studium kan lysast ut med atterhald om oppstart, og trekkjast innan 20.06.18 dersom det ikkje er tilstrekkeleg søkjarar til å starte opp studiet. I styresak 35/17 gav styret rektor fullmakt til å trekkje studium i Samordna opptak og lokalt opptak dersom det ikkje er nok kvalifiserte søkjarar. Det finst ei rekke føringar som må leggjast til grunn både ved vurdering av kva studietilbod høgskulen skal lyse ut, og når opptaksrammer skal fastsetjast. Fusjonsavtalen datert 25.05.2016 mellom dei tre tidlegare høgskulane er sentral her. Vidare får høgskulen signal om utvikling av studietilbodet gjennom det årlege tildelingsbrevet frå Kunnskapsdepartementet (KD). Her vert det mellom anna sett krav til kandidatmåltall for bestemte utdanningar (sjå avsnitt 3 under). Departementet legg vidare til grunn at det som hovudregel ikkje er føremålstenleg å gi undervisningstilbod til grupper under 20 studentar. I Stortingsmelding nr. 18 (2014-2015) Konsentrasjon for kvalitet; Strukturmeldinga vert det framheva at studieporteføljen skal vera samfunns- og arbeidslivsrelevant, oppfylle samfunnet sitt behov for kompetanse og bidra til innovasjon og ei berekraftig samfunnsutvikling. Vidare vert det, både i tildelingsbrev frå KD og i Stortingsmelding nr.18, lagt vekt på at studieporteføljen må vera berekraftig både med fokus på robuste fagmiljø, men også økonomisk berekraftig med omsyn til rekrutteringsgrunnlag og talet på fullførte kandidatar. I etatsstyringsmøtet den 06.06.17 gav KD fylgjande tilbakemeldingar til høgskulen:
|
maalfrid_ab68b6c3b4f68fcee020345196401a28f3dc1676_8
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
no
|
0.671
|
• Totalt 218 registreringer • Hovedsakelig naturbeitemarker, hagemarker, vassdragsnær natur, kalkrike områder i gfjellet, sørvendte berg m. fl. • Omtrent 40 registreringer fra før 2001 – mangler områdebeskrivelse og stedkvalitet • Registreringer i perioden 2005-2015 virker å være av god kvalitet • Finnes det upubliserte data?
|
maalfrid_0a9019da7acd2704e29e6b6ddcf05d6c528afc9d_98
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
no
|
0.875
|
Side 6 av 7 skadeskyting skal skytter uten opphold underrette Fylkesmannen og nærmeste politimyndighet. Fylkesmannen avgjør videre gjennomføring og avslutning av ettersøk. De som har deltatt i forsøket på felling skal uten godtgjørelse bistå forvaltningsmyndighet eller politimyndighet i det videre ettersøk. 9. Forsøk på felling i medhold av denne tillatelsen krever ikke tillatelse fra grunneier, jf. viltlovens § 35. 10. Rovvilt felt i medhold av denne tillatelsen er viltfondets eiendom. Ingen kan derfor på noen måte gjøre seg nytte av felt dyr uten nærmere samtykke fra Miljødirektoratet. Felt dyr skal så raskt som mulig bringes til Norsk institutt for naturforskning i Trondheim. Instruks for ivaretakelse av døde rovdyr kan lastes ned på rovdatas nettside (www.rovdata.no), under Instrukser. 11. Bruk av hund vil i mange tilfeller være effektivt for å lokalisere rovvilt. Normalsituasjonen er derfor at hund i de fleste tilfeller medbringes, både for jaktlige formål og for evt. ettersøk. Det er videre normalt at hunden i slike tilfeller føres i bånd. For de tilfeller der det også vurderes bruk av løs hund under felling, vises det til at unntak fra sikringsreglene i hundeloven kan gis av kommunen, jf. hundeloven § 9e. Fellingslaget er selv ansvarlig for å innhente slik tillatelse hos kommunen. Fylkesmannen viser til at løs hund i områder med husdyr/rein krever spesiell aktsomhet fra brukeren, for å unngå skade/ jaging av beitedyr. 12. Fellingslaget skal gi en kort statusrapport for fellingsforsøket minimum annethvert døgn, dette kan gjøres per SMS til vakttelefonen, 47829091. 13. Fylkesmannen i Nordland kan til enhver tid trekke tilbake fellingstillatelsen. Dette vedtaket blir kunngjort i Miljøvedtaksregisteret () og ved utsendelse til adressatene på kopilista. Vedtaket kan påklages til Miljødirektoratet innen tre uker etter mottatt brev. En eventuell klage skal angi det vedtak det klages over og den eller de endringer som ønskes. Se også vedlagte skjema om rett til å klage på forvaltningsvedtak. Klagen skal sendes til Fylkesmannen i Nordland, Statens hus, 8002 Bodø. Med hilsen Tore Vatne (e.f.)
|
maalfrid_6d8b476540945ffece94b3eed1157cac1dc2f321_14
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021 |
nn
|
0.67
|
5. SAMLA VURDERING AV MATERIALE FRÅ 1999-2004 2004 var det sjette året det vart gjennomført skjelanalysar frå elvefisket i Sogn og Fjordane (femte året med undersøkingar av kilenotmaterialet), og i det følgjande kapitlet vert det presentert ei samanlikning av resultat frå desse åra. Tala for 1999-2003 er henta frå Urdal (2000; 2001;2002; 2003). Dei fire kilenøtene har vore plassert i same område kvart år, men dei to i Vågsøy har vore flytta lokalt, og er dermed oppført med fleire namn i . 5.1. Innslag av rømd oppdrettslaks 5.1.1. Elvefiske Innslaget av rømd opprettslaks i skjelmaterialet har vorte tydeleg redusert dei siste to åra. Etter å ha lege mellom 20 og 26 % i åra 1999-2002, var andelen rømd fisk dei to siste åra høvesvis 14 og 8 % (). Det må understrekast at innslaget av rømd oppdrettslaks er vurdert ut frå innsamla skjelmateriale og er ikkje nødvendigvis representativt for innsiget til den enkelte region. T.d. var villaksen freda i fleire elvar i Nordfjord og Sogn, slik at ein ikkje veit innblandinga av rømd oppdrettslaks i desse. I Sunnfjord er ei viktig elv som Nausta ikkje med i undersøkinga. Likevel er det liten tvil om at innsiget av rømd oppdrettslaks til elvane i Sogn og Fjordane har vorte redusert dei siste par åra. Til saman er det data frå 11 elvar (). Av desse er Indrehuselva spesiell ved at det er eit stabilt høgt innslag av rømd oppdrettslaks i fangstane. Held ein denne elva unna vert innslaget av rømd oppdrettslaks i regionen redusert frå 17,7 til 14,6 % (vekta snitt). Av elvar med større antal skjelprøvar har Gloppenelva lege høgt alle åra, med mellom 14 og 30 % rømd oppdrett. I Eidselva (1192 skjelprøvar) har det vore mellom 4 og 13 % rømd oppdrett, med snitt for perioden på 8,8 %. I perioden 2000-2002 var laksen freda i Stryn-, Loen- og Oldenelva, i 1999 var det 33 % rømd oppdrettslaks i skjelmaterialet frå både Olden- og Loenelva. I 2002 var heile 16 av 18 laks (89%) fanga i Oldenelva rømde oppdrettslaks, og det vart rapportert om store innsig av rømd fisk til elva. På grunn av usikkerheit om representativiteten i fisket er resultata frå Loen og Olden i perioden 1999-2002 ikkje inkluderte i samanstillinga (jfr. ). Felles for alle dei viktigaste elvane i regionen er at 2004 var det året med minst innslag av rømd oppdrettslaks i perioden 1999-2004.
|
maalfrid_663d3c6237f87bc81aa2b929d69becf34af02fef_61
|
maalfrid_kulturradet
| 2,021 |
no
|
0.554
|
Snitt CC 1:400 Fasade mot nord 1:400 Fasade mot sør 1:
|
maalfrid_c21c5b7d56a74de64d2ff5aea64e80c7ebad1df5_1
|
maalfrid_ntnu
| 2,021 |
en
|
0.831
|
This internet published pamphlet gives a summary of all Master Theses submitted to the Department of Electric Power Engineering in 2015. The topics dealt with reflect ongoing research activity within the three research areas: - Power system analysis - High voltage technology - Electric energy conversion NTNU, November 2015 Erling Ildstad (sign)
|
maalfrid_5ca33dbcd4373b4c8b709457c5ec531c3511208c_163
|
maalfrid_nve
| 2,021 |
no
|
0.729
|
NNI-Rapport 394. Utbygging i Reppaelva, Kvinnherad. Utredning av temaene landskap, friluftsliv, kulturminner og ulike brukerinteresser. 2014 46 omfang for vannressursene lokalt, men et viss tap av resipientfunksjon ved lavere vannføring må påregnes. Samlet negativt omfang: Tiltaket medfører redusert vannføring i Reppaelva fra kote 370 og ned til sjø. Elven er ikke regulert/utbygd fra før. Ved befaringstidspunktet i oktober 2013 og mai 2014 synes vannkvaliteten i elven å være god. Fraføring av vann på elvestrekningen vil senke elvens potensial som resipient i et visst omfang, men foreslått minstevannføring vil kunne sikre en del vann på utbygd elvestrekning. I tillegg bidrar Botnaelva med vann til det nedre avsnittet av elvene ved Flatebø. Den negative konsekvens for vannkvalitet og vannforsyning vurderes ute fra dette til nivået. Uten en utbygging vil verdier knyttet til vannkvalitet og vannressurs bli som i dag, men kan påvirkes av eventuell utbygger innen nedbørsfeltet.
|
maalfrid_f4b790986ff952d4c99764f1830a488f2abc7928_6
|
maalfrid_fhi
| 2,021 |
no
|
0.966
|
Undersøkelsen ble gjennomført i uke 10 i 2017. Institusjonen bestemte selv hvilken dag i denne uken de ville gjennomføre undersøkelsen. På gjennomføringsdagen delte ansatte ved institusjonene ut en konvolutt til hver av pasientene som var til stede og som ønsket å delta. Svarene ble levert tilbake til personalet i en lukket konvolutt. Institusjonen sendte deretter svarene samlet til Folkehelseinstituttet. Faglig ansvarlig ved institusjonene kunne ekskludere pasienter ut fra særlige, menneskelige hensyn. Av de 110 inkluderte institusjonene var det fem som av ulike grunner ikke hadde svarere. Vi mottok i alt 1173 spørreskjemaer fra institusjonene, hvorav ett skjema var blankt og er utelatt fra analysene. Det var dermed 1172 svar fra pasientene, noe som gir en svarprosenten beregnet til 90,6. Svarprosent for de underliggende enhetene finnes i de respektive institusjonsrapportene. I alt fikk vi inn 4 svar fra pasienter ved Kvamsgrindkollektivet, Borkny. Dette tilsvarer en svarprosent på 80. For å kunne beregne svarprosent måtte de deltakende institusjonene rapportere følgende til Folkehelseinstituttet: antall pasienter som var innlagt på gjennomføringsdagen hvor mange som ikke var til stede da undersøkelsen ble gjennomført hvor mange som ble ekskludert av særlige, menneskelige hensyn Til sammen ni institusjoner leverte ikke registreringsskjema, eller skjema var av forskjellige årsaker ufullstendig. For de institusjonene dette gjelder, er svarprosenten beregnet ut fra antall besvarte skjema mot antall døgnplasser institusjonen tidligere har oppgitt.
|
maalfrid_854b49357ba09190baf720a41282b8b9377c4820_264
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021 |
no
|
0.764
|
Kapittel 8 265 Langtidsprogrammet 2002 –2005 En alvorlig del av oljeforurensningen består av akutte utslipp, jf. den senere tids skipshavarier langs norskekysten. Konsekvensene av akutte oljeutslipp avhenger av blant annet hvor og på hvilken årstid utslippet skjer, hvilken mengde og type av olje som slippes ut, og hvor mye som blir samlet opp av beredskapen. Det er Regjeringens mål at utslipp av olje fra petroleumsvirksomhet, landbasert virksomhet og skipsfart ikke skal medføre uakseptabel helse- eller miljøskade, og at risikoen for miljøskade og andre ulemper som følge av akutte utslipp skal ligge på et akseptabelt nivå. En økning i petroleumsaktiviteten i nord, både på norsk sokkel og på russisk side vil ventelig medføre at transporten av råolje langs norskekysten vil øke. Det er derfor behov for å styrke sikkerheten og beredskapen langs kysten. Både strakstiltak og mer langsiktige tiltak er aktuelle. Det omfatter overvåking og varsling, farledstiltak, elektroniske sjøkart, utvidelse av territorialfarvannet, styrking av oljevernberedskapen og en mer effektiv bruk og en best mulig organisering av de statlige beredskapsressursene. En rekke reaktorer, andre atominstallasjoner og avfallslagre i Norges nærområder utgjør en risiko for ulykker som kan medføre betydelig radioaktiv forurensning av norske områder. Det er Regjeringens mål at Norge skal bidra til å redusere risikoen for akutte utslipp av radioaktive stoffer som kan føre til forurensning av norsk miljø. Samarbeidet med Russland er sentralt for at risikoen for akutt radioaktiv forurensning skal kunne reduseres. Atomsikkerhet og håndtering av radioaktivt avfall i Russland er primært Russlands ansvar, men Norge og andre vestlige land bidrar med penger og kompetanse blant annet for å øke sikkerheten ved kjernekraftverkene og bidra til at brukt atombrensel og radioaktivt avfall behandles og lagres sikkert. Det vil ta mange år før risikoen for utslipp av radioaktive stoffer fra kjernekraftverk, avfallslagre og utrangerte atomubåter i Nordvest-Russland er redusert til et tilfredsstillende nivå. Det vil bli utviklet et program for å overvåke radioaktiv forurensning i de nordlige havområdene. Kulturminner og kulturmiljøer er kilder til kunnskap om menneskers liv og virke, bosetting og produksjonsformer og om deres kunstneriske og tekniske ferdigheter. Det er Regjeringens mål at mangfoldet av kulturminner og kulturmiljø skal forvaltes og ivaretas som bruksressurser og kunnskapskilder, og som grunnlag for opplevelse og videreutvikling av fysiske omgivelser. Erfaring viser at arbeidet med å verne og sette i stand kulturminner kan gi opphav til næringsvirksomhet og verdiskaping. Tapet av kulturminner og kulturmiljøer anslås til om lag 1 pst. årlig. Brann og riving fører til tap av mange verdifulle bygninger. Mange fredede bygninger, stavkirker og middelalderruiner er i dårlig forfatning på grunn av manglende eller feilaktig vedlikehold. Alle kulturminner fra før 1537 har vernestatus. Om lag en tredjedel av kulturminnene fra denne perioden har forsvunnet siden den andre verdenskrigen. Der et mål å begrense tapet av kulturminner og kulturmiljøer, slik at tapet innen 2008 ikke skal overstige 1/2 pst. årlig. Det er satt igang en rekke tiltak for å redusere tapet av kulturarven. Nasjonalt Bygningsregister er etablert.
|
wikipedia_download_nbo_Aldo Eminente_267217
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021 |
no
|
0.78
|
'''Aldo Eminente''' (født 9. august 1931), fransk svømmer som deltok i de olympiske leker 1952 i Helsingfors. Eminente vant en olympisk bronsemedalje i svømming i OL 1952 i Helsingfors. Han var med på det franske laget som kom på tredjeplass på 4 x 200 meter fri bak USA og Japan. De andre på laget var Jean Boiteux, Joseph Bernardo og Alexandre Jany.
|
maalfrid_4ba17e1c8ea2de37f6408c849ec587341cf47a63_88
|
maalfrid_ntnu
| 2,021 |
nn
|
0.501
|
Oslo. [1914 IV, NM 98-99,37-38, <5 m]. Malmøya, på en jernbanebanke ved stranden, 22.VI.1898 C. Jensen & I. Hagen (TRH) (Brid.) Hedenäs Striglegulmose . Noreg: DD, Sverige: Cd, Finland: 0, Europa: RT. . Nordisk hovudmønster: Sørleg. Høgd: <30 m. Fylke og belegg/rapportar: Øs 3, Ve 2. . Hovudmønster: Borealt. Rapportert frå dei fleste land i Europa og frå Asia og Nord- Amerika (Eur, As 1/2, Am 1). . Våtmark. Grunn kalkrik våtmark, strender, dammar o.l. nær kysten. . Drenering, attgroing, utbygging. . Alder på belegg/rapportar: <1900: 3, 1900-49: 0, 1950-1974: 0, 1975: 2. : Østfold: Hvaler. [1913 III, PL 07-08,46-47, <20 m]. Akerøya, in palidibus calcareis, 29.VIII.1897 E. Ryan, conf. L. Hedenäs (O, TRH) Østfold: Hvaler. [1913 III, PL 10-12,45-51, <30 m]. Asmaløya, in uliginosis calcareis, 25.V.1891 E. Ryan, conf. L. Hedenäs (O, TRH) Østfold: Onsøy. [1913 III, PL 02-03,60,<18 m]. Insula Lyngholmen, in palud., 6.IX.1890 E. Ryan, conf. L. Hedenäs (BG, O, TRH) Vestfold: Larvik. 1812 IV, NL 57 37, ca 2 m. Brunlanes, Røvika, E headland towards Fuglevika, rich fen near sea-shore, VII.1995 H.H. Blom (TRH) Vestfold: Tjøme. [1813 II, NL 80 47, <20 m]. Verdens Ende, på myr med Dactylorchis incarnata, 3.VII.1977 P. Størmer (O) (K.F. Schultz) Zander Lansemose . Noreg: CR, Sverige: 0, Finland: -, Europa: 0. . Nordisk hovudmønster: Sørleg. Høgd: 10 m. Fylke og belegg/rapportar: Øs 1. . Hovudmønster: Submediterrant-suboseanisk. Rapportert frå dei fleste land i Europa og frå Asia, Afrika, Nord-Amerika og Australia (Eur, As 1/5, Afr 1/4/5, Am 1, Austr 1). . Jordbruksmark. Steinmur (elles og på jord). . Pussing av festningsmurane, sjå lokaliteten nedanfor. . Alder på belegg/rapportar: <1900: 1, 1900-49: 0, 1950-1974: 0, 1975: 0. : Østfold: Fredrikstad. [1913 III, PL 123 638, 10 m]. Kongssten, 26.XII.1894 E. Ryan & I. Hagen (O!) (Lindb.) Kindb. Vortetråklemose . Noreg: CR, Sverige: R, Finland: 0, Europa: R. . Nordisk hovudmønster: Nordleg. Høgd: 140 m. Fylke og belegg/rapportar: Tr 1. . Hovudmønster: Subarktisk. Rapportert frå 4 land i Europa (tillegg: Sverige, Finland, Russland) og frå Asia og ? Nord-Amerika (Eur, As 1/2/3, Am 1?). . Fjell. Skyggefulle berg og kløfter i nordboreal (subalpin) region. . Utbygging. . Alder på belegg/rapportar: <1900: 1, 1900-49: 0, 1950-1974: 0, 1975: 0. : Troms: Nordreisa. [1733 I, EB 37,90-91, ca 140 m]. Nokinivat (Fossen) i Nordreisa, på berg av Dividalsgruppen, 30.VII.1893 E. Jørgensen (BG, O, TRH) (Wils.) I. Hag.
|
maalfrid_5f0b33056a265f5ca035661b22f03f8fe16e975d_32
|
maalfrid_ssb
| 2,021 |
da
|
0.266
|
6 7 8 9 10 Oslo Hedmark Oppland Buskerud Vestfold I. Tallet på skattytere 2 197 985 38 068 36 938 48 641 49 732 1. Etterskottspliktige 6 685 576 553 832 953 a. Rederi -og fangstselskaper 243 3 9 68 b. Andre etterskottspliktige 6 442 573 553 823 885 2. Forskottspliktige 191 300 37 492 36 385 47 809 48 779 II. Antatt formue i alt 10 586,5 1 122,8 1 074,6 1437,7 2 559,4 1. Etterskottspliktige 6 968,9 164,8 136,8 482,3 1 468,0 a. Rederi- og fangstselskaper 3 190,5 18,9 95,3 1 217,2 b. Andre etterskottspliktige 3 778,4 145,9 136,8 387,0 250 2. Forskottspliktige 3 617,6 958,0 937,8 955,4 1 091,4 Antatt inntekt i alt 3 668,9 400,8 351,4 584,8 726,0 1. Etterskottspliktige 670,7 12,1 8,3 34,6 114,1 a. Rederi- og fangstselskaper 210,0 0,1 5,4 89,4 b. Andre etterskottspliktige 460,7 12,0 8,3 29,2 24,7 2. Forskottspliktige 2 998,2 388,7 343,1 550,2 611,9 IV. Fondsinntekt i alt 479,9 5,8 3,3 21,3 84,2 1. Rederi -og fan -tselskaper 153,6 0,0 3,6 68,3 2. Andre aksjeselskaper 326,3 5,8 3,3 17,7 15,9 V. Formuesskatt i alt 44,2 5,9 4,7 5,9 9,9 1. Etterskottspliktige 14,2 0,5 0,4 1,0 2,9 a. Rederi- og fangstselskaper 6,4 0,0 0,2 2,4 b. Andre etterskottspliktige 7,8 0,5 0,4 0,8 0,5 2. Forskottspliktige 30,0 5,4 4,3 4,9 7,0 VI. Inntektsskatt i alt 517,2 28,3 21,1 45,0 77,7 1. Etterskottspliktige 198,1 2,9 2,1 10,1 33,9 a. Rederi- #og fangstselskaper 62,9 0,0 1,6 26,8 b. Andre etterskottspliktige 135,2 2,9 2,1 8,5 7,1 2. Forskottspliktige 319,1 25,4 19,0 34,9 43,8 VII. Fondsskatt 38,3 0,5 0,3 1,7 6,7 1. Rederi- og fangstselskaper 12,3 0,0 0,3 5,5 2. Andre aksjeselskaper 26,0 0,5 0,3 1,4 1,2 VIII. Alderstrygd- og krigspensjoneringsavgift 71,9 12,8 11,5 15,0 16,7 1. Etterskottspliktige 5,3 0,1 0,1 0,3 1,0 a. Rederi- og fangstselskaper 1,7 0,0 0,0 0,8 b. Andre etterskottspliktige 3,6 0,1 0,1 0,3 0,2 2. Forskottspliktige . 66,6 12,7 11,4 14,7 15,7 IX. Ordinær formues- og inntektsskatt i alt 671,6 47,5 37,6 67,6 111,0 1. Etterskottspliktige 255,9 4,0 2,9 13,1 44,5 a. Rederi- #og fangstselskaper . 83,3 0,0 2,1 35,5 b. Andre etterskottspliktige....... 172,6 4,0 2,9 11,0 9,0 2. Forskottspliktige 415,7 43,5 31,7 54,5 66,5 X. Sjømannsskatt i alt 4,0 0,4 0,3 0,7 4,1 1. Inntektsskatt 2,7 0,3 0,2 0,5 2,8 2. Alderstrygd- og krigspensjoneringsavgift... 1,3 0,1 0,1 0,2 1,3 XI. Statsskatt i alt 675,6 47,9 37,9 68,3 115,1 Fylkestallene omfatter både bygder og byer innen hvert fylke. 2 Omfatter ikke skattytere som kommer inn under den særlige skatteordningen for sjøfolk.
|
firdafolkeblad_null_null_19470120_0_6_1_MODSMD_ARTICLE6
|
newspaper_ocr
| 1,947 |
nn
|
0.738
|
Paul Takle død. Bonde og foankkasserar Paul Takle i Solund er død etter éi lengre sjukelege. Han vart 75 år gamal. Ved sida av gardsbruket sitt dreiv Takle handel. Han har all tid vore ein drivande kar, og har vore mykje med i offentleg ar beid, både i kommunen og fylket. I tingseta 1931—33 var Paul Tak le stortingsmann, vald av Høgre.
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.